01 Apr Virksomheden mellem etik og økonomi
1.4.2006
Den moralske oprustning, man i øjeblikket kan se virksomhederne gennemføre, virker måske overraskende, men skal i virkeligheden ses som en naturlig konsekvens af den sammenhæng, der altid har været mellem økonomi og religion. Jacob Dahl Rendorff viser her, hvorledes betoningen af det religiøse indhold i to af det 20. århundredes væsentligste økonomiske teoridannelser, hhv. Chicago-skolen og Cambridge-skolen, kan give fornuftge forklaringer på virksomhedernes nutidige behov for etisk og moralsk legitimering
Virksomhedens virke i spændingen mellem etik og økonomi er et karakteristisk træk ved det postmoderne industrisamfund. Grænserne mellem offentlig og privat, mellem det politiske og økonomiske er flydende som aldrig før. Værdiledelse, virksomhedsetik, etiske, sociale og miljøregnskaber i det private erhvervsliv, men også i offentlige organisationer og institutioner er et tegn på denne stigende ansvarliggørelse af virksomhederne. EU har med sin meddelelse fra 2002 om erhvervslivets sociale ansvar, i kølvandet af Lissabon erklæringen om at gøre EU til den mest konkurrencedygtige, dynamiske og innovative økonomi, fremhævet nødvendigheden af, at Europas virksomheder af egen fri vilje tager et ansvar på det miljømæssige og sociale område for at sikre økologisk bæredygtighed og undgå social eksklusion. Der opfordres til virksomhedens gode statsborgerskab (Good Corporate Citizenship) og omsorg for det fælles gode i samfundets institutioner.
Virksomhedens moralisering
I denne sammenhæng er værdibegrebet som ideologisk og politisk begreb kommet i fokus. Virksomheder betragtes ikke kun som neutrale økonomiske enheder, men som organisationer i ”turbulente og dynamiske omgivelser” og som ”systemer af interagerende individer med interesser og præferencer”. Den økonomiske aktivitet bestemmes af konflikt mellem individer, der kæmper om fordeling af goder og ressourcer. Som socialt system udtrykker virksomheder en konfrontation mellem forskellige typer af værdier, der i større eller mindre grad prioriteres af aktørerne i virksomheden.
Det nye i tendensen til virksomhedernes moralisering er her, at vi kan observere en forskydning fra en opfattelse af politik som magt- og realpolitik til, at politik i virksomhederne handler om ansvarlig ledelse i direktion og bestyrelser (Good Corporate Governance), hvor organisationens bidrag til samfundet er dens egentlige eksistensberettelse (Licence to Operate). I tillæg til kravet til virksomhederne om at leve op til at være økonomisk rentable og have et godt og solidt forretningsgrundlag uden røde tal på bundlinien, afkræves det nu også, at de har et politisk korrekt forretningsgrundlag, der kan opnå bred legitimitet i en demokratisk offentlighed.
Den internationale konsulentbranche, PR-bureauerne, revisorerne og virksomhedsjuristerne har derfor rettet deres øjne mod virksomhedsetikken (Business Ethics) og teorien om virksomhedernes sociale ansvar (Corporate Social Responsibility) og deres filantropiske sponsorater og donationer (Corporate Philantrophy) som elementer til forbedring af virksomhedens politisk-korrekte ledelse og ikke mindst dens etiske profil i offentligheden. I dag har mange internationale virksomheder nedskrevet deres visioner og værdier i formålserklæringer (MissionStatements), etableret mekanismer til styrkelse af disse værdier i organisationen og oprettet undervisningsprogrammer til indpiskning af værdierne i medarbejderne. Kommunikations- og human-ressource-afdelinger, men også specielle PR- og etikmedarbejdere sættes på arbejde med at styrke virksomhedens omdømme i den politiske offentlighed.
I den vestlige verden betyder stadigt mere veluddannede, oplyste og grundlæggende demokratisk indstillede borgere, at den politiske forbruger er blevet en uundgåelig faktor i virksomhedens formulering af salgsstrategi. Uden at være særlig systematisk viser forbrugernes kritiske holdning sig typisk indenfor områder som sociale spørgsmål, miljø- og, menneskerettigheder (fx kritik af dårlige arbejdsforhold, børnearbejde, dyreforsøg eller olieforurening), og forbrugerne er derfor stærkt påvirkelige af virksomhedens rygte i offentligheden. Af eksempler kan nævnes det imagetab, som Novo, Lundbeck led i forbindelse med, at de ville beskytte deres patenter og derfor ikke sælge billig medicin til syge i Sydafrika. Eller danske virksomheders flytning i Kina eller sydøstasien, hvor de betaler arbejderne meget mindre i løn. I begge tilfælde er der tale om en spænding eller samklang mellem politiske og etiske værdier, hvor etiske forestillinger om virksomhedernes gode samfundsansvar bliver et politisk krav til virksomhederne.
Når det gælder aktionærernes og investorernes krav om etiske, sociale og miljømæssige investeringer til virksomhederne, er der ikke blot tale om en øget bevågenhed for politik blandt aktionærer og investorer, men også om en afspejling af, hvordan politiske spørgsmål i offentligheden har indflydelse på økonomiske markeder, der ikke længere kan være neutrale over for politiske spørgsmål. Selvom det er uklart, hvorvidt pensionskasser og andre investeringsfonde med erklærede etiske hensyn også fuldt ud opfylder deres målsætninger, er de etiske investeringer udtryk for en langt større offentlig og politisk interesse for anvendelse af økonomiske midler til samfundsansvarlige formål. Differentieringen af investeringsfonde i virksomheder, der respekterer menneskerettigheder eller er økologisk bæredygtige og fremkomsten af et internationalt indeks for virksomheder, der opfylder disse formål, udtrykker også denne værdimæssige vending i investeringsstrategierne.
Religionen bag den økonomiske etik
Egentlig er spændingen mellem etik og økonomi og virksomhedens moralisering ikke ny, men har sin baggrund i den vesteuropæiske diskussion af politisk økonomi. Faktisk kan det hævdes, at der bagved de vigtigste retninger inden for den økonomiske videnskab befinder sig en række religiøse livsanskuelser, der har påvirket den økonomiske tænkning. Økonomi er altså ikke etisk og religiøst neutral, men bestemmes af de grundlæggende etiske og religiøse livsanskuelser. Således kan man nævne to grundlæggende tilgange til økonomi, der afspejler den kristne religion: Nemlig de optimistiske ”katolske” økonomer, der tror på det menneskelige fællesskab og muligheden for en fælles velfærd på den ene side og de ”protestantiske” pessimistiske økonomer, der afviser fællesskabet og prioriterer individets frihed og ret til selv at bestemme over sit liv.
Princeton-økonomen Robert H. Nelson tager i bogen Economics as Religion (2001) fat på disse to religiøse traditioner i den økonomiske videnskab. Den optimistiske katolske tradition og den pessimistiske protestantiske tradition. Den optimistiske opfattelse indbefatter navne som Aristoteles, Aquinas, Claude Saint Simon, der alle er filosoffer, der tror på det fælles gode i den gode og retfærdighed stat, hvor menneskene er sammen i et fællesskab for at skabe enhed. Det samme kan siges om økonomen John Maynard Keynes, der troede på velfærdsstatens økonomiske muligheder ved at fremhæve at god økonomisk politik består i at skabe en stærk stat, der pumper penge ud i samfundet. Den pessimistiske opfattelse indbefatter filosoffer som Platon, Luther, Calvin, Puritanerne og socialdarwinismen, der alle hævder, at menneskeheden er syndig og for fremmed for sig selv. De tror ikke på staten og er skeptiske over for retfærdighedens mulighed. Platon opfatter retfærdighed som ideal. Luther og Calvin skelner mellem verdslig og religiøs stat, og de fremhæver individets eget valg på bekostning af fællesskabets normer og værdier. Dette gælder også for Puritanerne, der prioriterede individets søgen efter frelse igennem et retskaffent liv og socialdarwinismen, der sætter individets egoisme over fællesskabets altruisme. Nelson argumenterer for, at disse to opfattelser har formet den vestlige kultur, og at de stadig påvirker den moderne økonomiske videnskab.
Nelson hævder, at selvom økonomer opfatter sig som værdi-frie videnskabsfolk, så kan de ikke undgå at være påvirket af moral, etik og religion. I virkeligheden er de en slags præster, der prædiker moralopfattelser, og de vil have disse opfattelser til at bestemme organiseringen af samfundet. Ideen om økonomisk effektivitet, der er en af de vigtigste ideer i de moderne kapitalistiske samfund er ikke værdi-neutral, men afhænger af en religiøs opfattelse af verden. Dette forhold kan formuleres ved hjælp af det såkaldte markedsparadoks, hvor økonomisk handling ikke er placeret på matematiske perfekte markeder, men kulturelle og sociale forhold bestemmer økonomisk adfærd. Markedsparadokset omhandler forholdet mellem økonomiske værdier og de andre sociale værdier. Økonomien som videnskab bidrager med bud på den bedste organisering af samfundet. Man kan sige, at den kommer med forslag til organisering af menneskelig lykke på jorden, med Nelsons ord ”hvordan man når himlen på jorden”. Derfor kan økonomer beskrives som verdslighedens filosoffer, der vil bestemme hvilken moral og etik, vi andre skal leve efter.
Det betyder, at den moderne økonomi i det 20 århundrede er et svar på den protestantiske etiks problemer. Spørgsmålet er, hvordan man kan fremme egen-interessen og samtidig tjene samfundet. To fremtrædende retninger i den moderne økonomi, Chicago-skolen og Cambridge-skolen repræsenterer to modsatrettede svar på dette problem.
Den optimistiske tradition, Cambridge-skolen repræsenteres af den berømte nobelprisvinder, Paul A. Samuelsen, som skrev en vigtig Foundations of Economic Analysis, der blev solgt i over 5 millioner eksemplarer i mere end 15 udgaver. Samuelsen indskriver sig i den optimistiske tradition fra Aquinas til Keynes. Dette var projektet i efterkrigstidens velfærdsøkonomi.
Chicago-skolen repræsenterer en skarp reaktion mod Cambridge-skolens progressive økonomiske projekt. De protesterede mod synet på stat, individ og marked hos Samuelson. Det var en ultra-liberal kritik af velfærdsstaten, baseret på et meget kynisk syn på menneskets nature. Chicago-skolen omfatter personer som Richard Knight, Gary Becker, Milton Friedman and Richard Posner.
Samuelsons økonomiske teori kan ses som en katolsk økonomisk tænkning, der kritiserer den protestantiske etik. Det var en optimistisk økonomisk tænkning efter Anden Verdenskrig. Man kan betragte projektet som en sekularisering af det katolske økonomiske projekt, hvor den konstante investering i markedets udvikling og det fælles gode prioriteres som det vigtigste for økonomisk udvikling i samfundet. På denne baggrund formulerede Samuelsen det progressive syn på økonomien som velfærdsstatens videnskab. Dette var baseret på en kombination af keynesianske ideer, en tro på markedsøkonomien og på principperne fra Scientific Management. Markeder var vigtige for økonomisk udvikling, men samtidig var det vigtigt med en regering, der havde en stærk social funktion. Men markedet var dog stadig det centrale i den videnskabelige økonomi, baseret på matematisk analyse.
Man kan sige, at Samuelson ville bruge den videnskabelige økonomi til at virkeliggøre et moralsk og etisk ideal om det himmelske paradis på jorden. En videnskabeliggørelse af moderne erhvervsorganisationer samt af det økonomiske marked skulle være en måde at konstruere det bedste samfund. Man kan sige, at Samuelsen introducerede den økonomiske fornuft som grundlag for det gode samfund. Det drejede sig om videnskabeliggjort management i et samfund med en blandingsøkonomi, der kombinerede stat og det private marked. Modsat puritanerne ville Samuelson dog realisere Utopia i denne verden, ikke i det hinsides. Instrumenterne hertil var den rationelle videnskab og det utilitaristiske syn på livet. Økonomien skulle bidrage til det fælles gode, løse den kollektive handlings problemer og bekæmpe egoister (Free Riders). Økonomien er et videnskabeligt redskab til generelt set at skabe bedre levestandard og forbedre vilkårene for de værst stillede samtidig med at virksomhederne blomstrer.
Chicago-skolen repræsenterer heroverfor en individualistisk og ultraliberal kritik af velfærdsstatsprojektet. De opfattede Samuelsons argumenter for et blandet økonomisk system som ideologiske og uden videnskabeligt grundlag. Chicago-skolen fremhæver markedets overlegenhed kombineret med et forsvar for socialdarwinisme og forsvar for naturlig ejendomsret.
Man kan nævne en tidlig økonom i det 20 århundrede, Frank Knight, som en vigtig grundlægger af Chicago-skolen. Han havde et meget negativt syn på den menneskelige natur. Økonomi er baseret på egeninteresse og frihed. Han repræsenterede et klassisk kristent synspunkt om mennesket som besat af arvesynden. Knight var realist og han hævdede, at økonomiske markeder og privat ejendom var et resultat af ondskabens tilstedeværelse i verden, ikke i et fællesskab eller mulighed for et fælles gode. Knight fremhævede menneskets syndig natur i forlængelse af calvinismen og puritanismen. Markedet er tilstede som grundlag for fællesskabet ikke på grund af menneskets dyder, men på grund af menneskets onde natur. Markedet har den sociale funktion at bringe mennesker sammen, selvom de har forskellige værdier og opfattelser af livet. Grunden er at markedet er uden magtforhold, og derfor det egentlige grundlag for en radikal pluralisme. Det betyder, at på markedet kan den kristne udveksle goder med andre religiøse grupper uden at gå på kompromis med deres tro, fordi udvekslingen på markedet er et spørgsmål om bytte, egeninteresse og profit. Dette udtrykker en genoplivning af calvinismen og puritanismen i den moderne økonomiske tænkning.
Knight var lærer for en række meget vigtige økonomer såsom Milton Friedman og Georges Stigler, der repræsenterede en senere generation af Chicago økonomer. Friedman var også påvirket af forestillingen om den syndige menneskehed. Han præsenterede sig som en økonomisk tekniker, der argumenterede for det frie marked som grundlag for fremskridt. Men hans værker er præget af fremhævelse af egeninteresse og frihed og hans kritik af virksomheders sociale ansvar “The social responsibility of business is to increase its profits” viser hvor præget han er af idealet om markedets effektivitet. Staten skal ikke gribe ind I det frie marked, der er centralt for økonomisk aktivitet. Denne generalisering af den økonomiske metode blev efterfulgt af f.eks Gary Becker og Richard Posner, der brugte den økonomiske metode inden for andre områder af samfundsvidenskaberne, hhv. sociologi og antropologi. Dette var baseret på en generalisering af en sekulær version af det kristne begreb om det syndige menneske. De fremhævede nemlig at sociale agenter kun er bestemt af egeninteresse og nyttemaksimering. Økonomiske motiver blev betragtet som det egentlige grundlag for social adfærd.
Individer handler ifølge denne opfattelse med henblik på at maksimere deres personlige velfærd og Becker mener, at denne økonomiske adfærd er overalt I det sociale liv: Familien blev analyseret som en økonomisk enhed, diskrimination og røveri blev analyseret strengt økonomisk. Becker som fik Nobelprisen I 1992, mente at polygami under visse omstændigheder havde en rationel retfærdiggørelse, fordi kvinders værdi ville stige på markedet, når mænd kunne have mere end en kvinde. Ægteskabet blev analyseret ud fra implicitte kalkulationer af økonomisk gevinst. Becker mente endog, at der skulle være en økonomisk forklaring på nazisternes jødedrab. Becker troede så meget på de egoistiske dimensioner af menneskenaturen, at han ville forklare altruisme som en form for egoisme ud fra det såkaldte “Rotten kid Theorem”, det søde barn, hvor man indser at den altruistiske handling på lang sigt vil få størst økonomisk fordel for individet.
Man kan sige, at Chicago-skolen fortsætter den protestantiske etik og forestillingen om en rationel økonomi, mens den opgiver forestillinger om tro på et kald fra den kristne religion. Chicago-skolen er I konflikt med den protestantiske etik, fordi den gør nytte og værdimaksimering til absolutte værdier. Værdier af effektivitet og økonomisk fremskridt har taget pladsen fra respekten for de guddommelige bud. Man kan sige, at forestillingen om det syndige menneske generaliseres i et sekulært perspektiv. Man beholder det calvinistiske syn på menneskenaturen uden at fastholde calvinismens tro på åbenbaring og det guddommelige.
Fra økonomisk religion til moralsk økonomi
Moraliseringen af virksomhederne er altså ikke uden forbindelse til de grundlæggende økonomiske diskussioner. Mange opfatter den moralske virksomhed som en ny version af den økonomiske rationalitet og kapitalismens snusfornuftige evne til at presse penge ud af folk. Det kan hævdes, at samfundet er i en krise med svækket etisk bevidsthed, og mange partikulære opfattelser af virksomhedens sociale ansvar er trådt i stedet for behovet for en universel moral. De forskellige programmer for etik- og værdibaseret ledelse i virksomheder udtrykker derfor blot en desperat søgen efter etik på et tidspunkt, hvor der ikke længere findes fælles værdier. Etikken er i moderniteten ikke længere et spørgsmål om pligt, men den kyniske egoisme er trådt i stedet for hensynet til det fælles gode.
Den moralske virksomhed arbejder ifølge denne opfattelse slet ikke med at forfølge et moralsk imperativ, men etikken er blevet en del af kapitalismens listige bestræbelser på at legitimere sig selv. Politiseringen i de forskellige værdiledelsesprogrammer er ikke andet end et forsøg på at fremme ideologien hos en bestemt gruppe i stedet for at tænke på en universel moralsk facon. Denne lokale etik til at befordre egne særinteresser sikrer økonomisk magt samtidig med at give det falske indtryk af at tjene fælles etiske idealer .
Dette skaber en farlig illusion om, at virksomheden har en ”moralsk sjæl”, og om at det er muligt at kombinere økonomi, etik og politik i forestillingen om den politisk korrekte virksomhed. Problemet med politiseringen er en tendens til at gøre markedets værdier til moralske værdier. Argumentet er, at det slet ikke virksomhedens, men alene lovgiverens opgave at definere samfundets etiske værdier, igennem lovens universelle moralske indhold. Og det er en illusion at tro at virksomheden kan give menneskets liv den højeste værdi.
Denne kritiske holdning understreger vanskeligheden ved at realisere god ledelsesskik uden at gøre virksomhedsetik til et instrument for smarte virksomheds-konsulenter. Det er svært at undgå kritikken af værdibaseret ledelse som ren ideologi. Hvis etik skal fungere som den integrerende kraft i virksomhedens aktiviteter, der også hjælper til at skabe et produktivt samspil med omverdenen, må den baseres på ægte demokratisk dialog med alle virksomhedens interessenter (fx medarbejdere, forbrugere, leverandører, græsrodsorganisationer, lokalsamfundet mv). Værdier i den politiske virksomhed udtrykker dermed en ny form for ledelsesdiskurs, der gør op med en ren hierarkisk beslutningsmodel, baseret på lederens absolutte suverænitet. Politisk kommunikation om værdier skal skabe mening og sammenhæng i det politiske budskab, hvorved den også kan forbedre organisationens legitimitet i samfundet. Etikken skal ikke kun være kosmetisk fernis, men en ægte og integreret del af virksomhedens forretningsstrategi. Dette er en betingelse for, at virksomhederne kan opnå reel samfundsmæssig accept og dermed økonomisk bæredygtighed på længere sigt.
Jacob Dahl Rendtorff, Lektor, phd. Institut for samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, RUC.