Filmkunstens påvirkning på krop og sind er ikke kun blevet et interessefelt for filmskabere, men også neuroforskere. Gennem nye teknologiske målinger af hjerneaktivitet har vi fået indsigt i det neurologiske fundament for menneskers empatiske indlevelse under filmvisninger. Det har ført til etableringen af neurocinematics – et spirende forskningsfelt, som blandt andet omhandler, hvordan filmiske virkemidler kan påvirke og udvide vores æstetiske dømmekraft og oplevelsesevner. I den forbindelse har Turbulens været i dialog med neuroforsker Katrin Heimann, som fra et empirisk og filosofisk grundlag har undersøgt vores naturlige og kulturelle perceptionsformer i relation til specifikke kamerabevægelser. Fra spejlneuroner over Steadicam-teknikker til virtual reality fortæller Heimann, at vi i kraft af moderne filmkunst har indlært særlige redigeringsregler i vores kropsskemaer, som går hinsides vores perceptuelle natur, og som gennem nye æstetiske oplevelser kan mobilisere politiske beslutninger. ...