I et helt klassisk Zizek-togt fyldt med ufiltrerede filmreferencer i kombination med filosofi og psykoanalyse forsøger Zizek at nærme sig tesen om, at kapitalismen ikke er frihedsskabende, men snarere frihedsforstyrrende på en måde, der i sidste ende hæmmer vores forståelse af, hvad begrebet ’frihed’ egentligt indebærer.
Den gæve slovenske filosof Slavoj Zizek er igen på gaden med et bidrag til samtidens politiske tænkning i form af bogen med den mundrette titel, Freedom – a Disease without a Cure. Den tager udgangspunkt i en demontering af den klassiske liberalistiske forståelse af frihed, hvor den ultimative frihed er muligheden for at gøre og handle efter forgodtbefindende så længe ingen andre lider skade.
I stedet forsøger Zizek at nærme sig et mere minimalistisk – om end mere grundlæggende – begreb om frihed. For Zizek er frihed ikke frihed til selv at vælge, men selve det ikke at kunne vælge. At begære, at ville have for eksempel en dessert, men ikke at kunne beslutte sig for hvilken en man ønsker – deri består den ultimative frihed. Det er en sådan impotent beskrivelse af frihed Zizek forsøger at behandle i bogen, der udkom i oktober sidste år.
Slavoj Zizek
A Disease Without Cure
Bloomsbury Publishing, 2023
Frihed som sådan
Bogen er delt op i to dele; første del med titlen Freedom as Such, hvilket hurtigt leder tankerne hen på Immanuel Kants das Ding an Sich, tingen i sig selv. Et sådant lignende objekt er begrebet om frihed for Zizek. For Kant betegner tingen i sig selv genstandenes egentlige tilstand, men som aldrig rigtig kan erkendes fuldkomment, fordi mennesket ikke besidder de nødvendige kapaciteter til at kunne overskue de mange måder, en genstand kan fremtræde på.
Frihed er ikke en størrelse, der kan erkendes, gives til nogen eller realiseres, men snarere er det et dynamisk, ja man fristes til at sige konstrueret begreb, der i sin natur er inkonsistent og fyldt med modsætninger. Ligesom den menneskelige fornuft hos Kant, der løber ind i blindgyder og kontradiktioner, når den forsøger at fælde dom i spørgsmålet om Guds eksistens eller universeret uendelighed, vil mennesket også løbe ind i anomalier, når det nærmer sig begrebet om frihed. På den måde kan Zizeks frihed ikke defineres udtømmende, men kun negativt:
“the most basic mode of freedom is that of a NO, of blocking what I spontaneously want to do, not a positive decision to do something” (35)
Det helt klassiske problem for Zizek er spørgsmålet om ideologi – et tema, der har determineret(!) hans tænkning lige fra begyndelsen af 90’erne. For Zizek er ideologi ikke et spørgsmål om ydre faktorer, der bestemmer vores begær, drømmer og ønsker. Snarere er ideologi selve den måde, hvorpå vi giver mening til og lever i verden. Problemet er, at vi ikke kan undslippe ideologien, hvorfor vi heller ikke kan vide om de ønsker, tanker, drømme og begær som ideologien strukturerer, er autentiske eller illusoriske.
På den måde er frihed hverken muligheden for at handle som man ønsker, ej heller er det at handle i overensstemmelse med moralloven, som det er hos Kant. Nej, snarere er det friheden til – i mere eller mindre grad – at vælge sin ufrihed; at være i stand til at sige nej til det begær, der melder sig, velvidende om, at begæret er konstrueret og installeret af vores sociale verden, samfund og ideologi, og således i sidste ende ikke kan undslippes. Frihed er forsøget på denne modstand. Frihed er når ideologien forsinkes eller obstrueres og der derfor i et flygtigt øjeblik ikke findes et umiddelbart begær at orientere sig efter.
Denne første del af bogen forsøger at forklare hvorfor frihed i sig selv er filosofisk betydningsfuldt og politisk relevant for nutidens samfundstænkning. Dette gøres ved at fremhæve nogle af den vestlige filosofihistories forskellige frihedsbegreber helt fra Aristoteles over Kant, Hegel og Heidegger til Camus. Samtidig behandles det klassiske moralfilosofiske spørgsmål om forbindelsen mellem fri vilje og moralsk ansvar. Hvis mennesket ikke har nogen fri vilje, det vil sige en vilje til at bestemme og vælge forskellige handlinger og præferencer, hvem kan så stilles til moralsk ansvar for dets handlinger?
Spørgsmålet er ikke relevant for Zizek, fordi ansvaret for den givne handling i denne forstand underlægges en form for uendelig regression; for eksempel, hvis ikke individet har ansvar for handlingen, men disse er et produkt af ydre omstændigheder, hvem bærer da ansvaret for disse omstændigheder? Er det forældre, venner, magthaverne, eller måske samfundets strukturer?
Retningsløs frihed
I stedet nærmer bogens anden halvdel, Human Freedom, sig noget, der minder om et begreb om frihed. Det er ikke noget mennesket besidder som attribut, men snarere noget, mennesket i mere eller mindre grad bevæger sig indenfor. For at få greb om dette, er det værd at vende tilbage til bogens titel; A Disease Without a Cure.
Frihed er en eksistensbetingelse for mennesket, dvs. det er kun menneske såfremt det kan være frit. Det er det, der adskiller os fra dyrene; vi har mulighed for at tænke og vælge selv og ikke blot følge animalske instinkter. For Zizek er diskussionen om frihed aldrig om, hvorvidt mennesket er frit, men snarere hvad det vil sige at være frit.
Samtidig, argumenterer Zizek, indeholder den menneskelige frihed også sin egen negation, som sygdom. Frihed kan helt konkret på et individuelt plan bruges til at begrænse andre individers frihed, eksempelvis gennem vold, undertrykkelse, osv. Den kan også bruges supra-individuelt til samme formål: gennem autoritære regimer, despotier osv. Men vigtigst af alt indeholder friheden også muligheden for at begrænse sin egen udøvelse; ved praktisere reel frihed begrænser vi den også – det er den globale økologiske selvdestruktion et aktuelt eksempel på. Det paradoksale er her, at denne destruktion er et resultat af en ultimativ udøvelse af netop friheden, friheden til at vælge sit eget liv; sit eget forbrug, osv.
Kapitalismens logik
For trofaste Zizek læsere er det ingen overraskelse, at friheden er korrumperet af en kapital- og profitdrevet markedslogik. Det er kapitalen, der har for gjort vores frihedsforståelse rådden; kapitalen er ligesom tjeneren på restauranten, der overrækker menukortet og således begrænser gæstens totale valgfrihed. Der må vælges – ikke blandt alt, men blandt disse fikserede muligheder.
Zizeks bidrag er, at ikke nok med, at kapitalen har reguleret det menneskelige begær på en måde, så det altid skal vælge, så er der også blevet installeret et, nærmest falsk, behov i mennesket for en konstant reproduktion af denne fornemme gestus. Mennesket er blevet så vant til ikke at vælge, at selve det at have et frit valg ses som en byrde, som en irriterende torn i siden, som det vi helst vil være fri for. I stedet begæres ikke-valget; vi vil ikke vælge, men i stedet have friheden til at have andre, for eksempel tjeneren, til at vælge for os. Kapitalen fjerner således det autentiske begær på en måde, hvor mennesket kan slappe fuldkomment af, når der end ikke er ønsker, begær eller drømme på spil i vores virkelighed; kun sådan er vi i sandhed frie!
Det er denne frihedsdynamik, der er på spil i det moderne samfund, og som Zizek forsøger at påpege som problematisk. Det klinger en smule af Theodor Adorno og Max Horkheimers kritik af massekulturen, Hollywood-film, reklamer og storkapitalens forbrugerorienterede salgskampagner i 1950’erne, som de beskrev som en fascistoid maskine, der fritager mennesket fra at tænke emanciperende og alternativt.
Internetkritik
Zizek er ganske vist inspireret af Horkheimer og Adorno, men i stedet for massekulturens ensrettede, status quo bevarende mekanismer som problemets arnested ser Zizek den største udfordring i de store, transnationale selskaber, den nye feudale kapitalisme og de nye virtuelle meta-fællesskaber som frihedens egentlige modstander. Eksempelvis Mark Zuckerbergs metaverse eller Elon Musks X, der begge afskærmer menneskets fra dets frihed, fra dets nye tænkning. Den tilsyneladende grænseløse og allestedsnærværende frihed, som disse selskaber repræsenterer og lover i et evig temporalt og spatial-globalt kommunikationsnetværk, er i virkeligheden ikke andet frihedens egen modsætning. I stedet er magten til at bestemme og begrænse kommunikation centraliseret på få private hænder, der principielt kan gøre med den, hvad de vil.
Således, argumenterer Zizek, vil denne nye kapitalisme generere informationsbobler, der ensretter og konserverer tænkningen. Han plæderer i stedet for en brat, nærmest kantiansk opvågning fra denne dogmatiske frihedsslummer, og i stedet tvinge os til at skabe nye solidariske fællesskaber uden om disse ”corporate neo-feudalistiske” tendenser. Hvorledes disse nye fællesskaber skal realiseres, efterlader Zizek dog ubesvaret.
Zizeks film og filosoffer
Freedom – a Disease Without a Cure ersom Zizeks mange andre tekster fyldt med referencer til film, der formentlig ikke er set af særlig mange andre end Zizek selv. Alle eksempler bruges, som altid i Zizeks bøger, til at illustrere filosofiske, men desværre også til tider marginale pointer. Eksempelvil når Zizek i en af de mange appendikser (otte forskellige), diskuterer hvorledes relationen mellem en dykker og en blæksprutte, illustreret i Oscar-vinderen My Octopus Teacher, kan læses som et billede på det seksuelle begær, der kommer til udtryk i Todd Akins – en amerikansk politiker – misogyne udtalelser tilbage i 2012. Forbindelsen er for mig stadig uklar, ligesom relationen til udforskningen af frihedsbegrebet er det samme.
Generelt er sådanne referencer naturligvis suppleret af solid rygdækning med henvisninger til Zizeks evige følgesvende Hegel, Marx og ikke mindst Lacan. Selvom Zizeks pointer er filosofisk velfunderede kan disse til tider være præget af teoretisk tunge læsninger, der sjældent behandles i bunden, men kun lige netop antydes.
Som altid, kræver en omgang med Zizek også en omgang med klassisk psykoanalyse og en marxistisk-hegeliansk dialektik. Dette gør nogle gange bogen rodet og uorganiseret; der springes eksempelvis fra klassiske Hegel- og Lacan-analyser til kontemporære læsninger af kvantefysiks teori.
Der er ingen tvivl om, at Zizek i sandhed er belæst, men er hans læsere det også? De filosofiske pointer er allerede tunge nok, og de små afstikkere til nye teoretiske områder og utallige referencer til popkultur gør både bogen original, men også svær at få et egentligt greb om.
Men så er det godt, at man har frihed til selv at vælge. Eller hvad?
Forsidebillede: Frihed, lighed og broderskab, J. F. Clemens, 1798. Statens Museum for Kunst. Public Domain.
