Askeby d. 14 februar, 2024
Kære Ask,
Vi skal sammen skrive om økofuturismer, hvilket jeg tror betyder, at vi skal forsøge at forestille os levedygtige verdener på den anden side af kapitalisme og klimakollaps. Du skal vide, at tanken om at skrive med dig gør mig glad og stolt, fordi jeres vilde og generøse arbejde i Center for Militant Futurologi i mange år har været en kæmpe og afgørende inspiration for mig, min tænkning og min praksis.
Vi har valgt at adressere spørgsmålet om økofuturismer i en brevveksling. Det er et format, der virker passende, fordi vi to længe har været i en tæt kollegial og kammeratlig dialog, som indtil videre ikke rigtigt har fundet sin form. Samtidig er der noget sårbart ved at skrive til hinanden på denne her måde, der gør mig lidt nervøs.
Jeg tænker på alle de gange, jeg i panelsamtaler og foredrag har opfordret til en kollektiv bevægelse fra kritik til affirmativ fantasi, fra dekonstruktion til (re)konstruktion. Jeg tænker på, hvor mange gange jeg har sagt: vi må kunne forestille os andre verdener før, vi kan skabe dem.
Men hvem er dette legende, fantaserende vi, som jeg har hidkaldt og gestikuleret mod? Hvem har været impliceret i denne invitation til at praktisere affirmativ spekulation? På hvilke præmisser og på hvilke vilkår? På det seneste er jeg blevet meget i tvivl om og utilpas ved dette ukvalificerede ‘vi’.
’Vi’ er vel kroppe i det globale nord, hvis daglige selvopretholdelse bygger på et voldeligt system, der vedligeholder vores privilegier på bekostning af miljøets og andre menneskers eksistensgrundlag. I denne struktur af ekstrem ulighed, hvad er vores spekulative beføjelser egentlig? Hvilket shit skylder vi at tjekke og få styr på, inden vi kan gå i gang med at bekræfte hinandens fremtidsvisioner?
Sidste efterår inviterede vi i Laboratoriet for Æstetik og Økologi til en workshop udi kollektiv spekulation i laden hos kunstnerkollektivet PDAS i Hårbølle med overskriften: How to Reinhabit the Rural? Der er noget overmodigt i den titel, der måske passede meget godt til projektet. Det var en underligt varm, lidt uvirkelig smuk dag sent i september. Planen var sammen at drømme os frem til måder at bebo vores planlagte fælled i landsbyen. Vi spurgte: Hvad skal denne fælled kunne? Hvordan skal den se ud? Hvem og hvad skal bo her?
Malin og Mathieu, mine livshelte fra den svenske kunstgruppe Kultivator, havde taget deres plakatserie postrevolutionære øvelser med. Det er en serie, de har arbejdet på i årtier, en slags arkiv over de metoder, de som kunstnerkollektiv og jordbrugsaktivister har samlet over en lang og sej kamp for at omorganisere hverdagsliv og landbrugsproduktion i en lille landsby på Øland i Sverige. De spurgte os: Hvad foretager vi os dagen efter revolutionen? Hvilke former for reproduktivt arbejde kan vi forestille os at gå i gang med, når vi er vågnet op til en ny verden, og hvordan organiserer vi dette arbejde? Hvad Malin og Mathieu selvfølgelig ved er, at ingen revolution er noget værd, hvis den ikke placerer (om)organisering af omsorgsarbejde i centrum. Malin og Mathieus kunstværk er en livslang (og også længere end det) stedsspecifik undersøgelsesproces, der aldrig tager blikket fra spørgsmålet: Hvordan kunne ’vi’ se ud lige akkurat her, i dette landskab, på dette sted, med lige netop disse naboer (menneskelige og ikke-menneskelige) og med lige netop disse udfordringer og muligheder. Kultivators arbejde handler om at give materiale og krop til spekulation på en måde, der umuliggør flyvske, generaliserende og abstrakte teoretiseringer. Deres praksis er situeret, den starter altid lige her med alle de muligheder, og alle de problemer dette her fører med sig.
At besøge Kultivator er som at gå ind i et vildtvoksende gesamtkunstwerk. Udekøkkenet ligger i æselfolden, og i laden er der anrettet et langbord, hvor heste og mennesker kan sidde til bords sammen. På gården popper små bygninger, konstruktioner og skulpturer op rundt omkring: en jordhøj efter ældgammelt forbillede til præservering af fødevarer ved navn bedstemødrenes universitet; et legehus og udsigtstårn med et arabisk digt i kæmpe bogstaver; en ridebane med ordene ”horses, fuck yeah”bygget i træ, en japansk inspireret luksus-pavillon til hestene; en vakkelvorn bro over et lille vandhul uden funktion og som – ifølge Mathieu – er bygget af en ven, der var flygtet fra krig og ikke var i stand til at foretage sig andet end at bygge netop denne bro.
Kultivators nyeste kunstværk er en kontrakt, der forpligter Moderna Museet til at forpagte et stykke skov i 25 år, hvori Kultivator, sammen med deres heste, vil øge biodiversitet og jordkvalitet gennem græsning, rydning og plantning. Dette kunstværk var Kultivators svar på Moderna Museets anmodning om at indlemme dem i deres samling. 25 års forpligtelse. At komme på besøg hos Kultivator er som at træde ind i en åben og radikal invitation, der ikke så meget handler om at producere et imponeret kunstpublikum, men mere om at åbne for tætte samarbejder, danne dybe alliancer og kultivere langvarig solidaritet mellem forskellige land- og jordbrugsrelaterede kampe på tværs af kloden. Det er dette vedvarende engagement i global retfærdighed, flerartet sameksistens og lokal miljøpolitik, der gør Kultivator til noget helt særligt i en nordisk kunstkontekst. Den ofte helt uforbeholdne invitation til mennesker og andre arter, som danner afsæt for Kultivators arbejde, skaber situationer af konstant forhandling mellem værter-der-bliver-gæster og gæster-der-bliver-værter. Denne omvending af magtforhold, denne balanceakt mellem at skabe, definere, holde og afgive plads gør Kultivator til et flerstemmigt sted i løbende forandring, der i real time fremviser bud på, hvordan mere egalitære, omsorgsfulde og reparative ‘hverdagslige fremtider’ kunne tage sig ud. Selvom, eller måske rettere sagt fordi, alt de gør afprøves som virkelighed, er Kultivator et af de mest radikale bud på økofuturistisk spekulation i Skandinavien, som jeg kender til.
Tilbage til laden i Hårbølle og vores postrevolutionære øvelser. Jeg kan huske en lidt skamfuld følelse af magtesløshed over for vores spekulative evner, som hele tiden kom til at reproducere en lidt for glad og friktionsløs drøm om det kollektive. Som om ‘vi’ ikke også var internt uenige, som om ‘vi’ ingen ydre fjender havde, som om ‘vi’ ikke var præget af forskel og ulighed, som om ‘vi’ ikke ville blive nødt til at genforhandle vores positioner og privilegier, og som om det ikke ville komme til også at gøre ondt.
Jeg kan huske ubehaget ved denne øvelse, at det føltes grundlæggende uansvarligt at kultivere dette affirmative rum, hvor veluddannede, ressourcestærke mennesker, hovedsageligt racialiserede som hvide fik frit lejde til at fantasere om en gylden fremtid for ‘os’, uanset hvor gode alle intentioner i rummet var. Og det jeg stødte på, var måske en form for grænse for de spekulative færdigheder, der findes i vores fælles kulturelt betingede forestillingsverden. Og det jeg også stødte på, var tvivlen: Er det dette ‘os’, der bør udstikke drømmen om et godt liv på dette tidspunkt i verdenshistorien?
Kære Ask, jeg taler vel om Gaza, om Rafah, der i går blev angrebet, det sidste tilflugtssted for 1.4 millioner fordrevne palæstinensere. Jeg taler om over 10.000 dræbte børn, om alle de fremtider, der er slukket. Jeg taler om stilheden lige her, og om skammen over denne stilhed. Jeg taler om, hvordan vi lige her kan tillade os at drømme om levedygtige verdener midt i et folkemord, hvor så mange verdener er blevet udslettet. Jeg regner ikke med, at du har et svar, men jeg tror du forstår, hvorfor jeg bliver nødt til at spørge alligevel.
Jeg ville egentlig have skrevet om TJ Demos radikale futurismer, hvordan han positionerer de undertryktes spekulative, verdensskabende traditioner som arnested for revolutionær økofuturisme. Jeg ville have skrevet til dig om den bog, vi aftalte at læse: Malcolm Ferdinands Decolonial Ecologies, om den dobbelte fraktur, der konstituerer det moderne, og som adskiller de kampe, der oprindeligt hænger sammen, den dekoloniale og den økologiske, med det resultat, at begge svækkes. Del og hersk. Måske er det ok at starte her, vi tager bøgerne sidenhen.
Med respekt og i venskab,
Ida
Ulbølle den 20. februar 2024
Kære Ida
Først og fremmest tak fordi du inviterede mig. Jeg er virkelig glad for denne her mulighed for at tænke og skrive sammen med dig. Jeg synes jo netop, at du har en meget vigtig, klar og inspirerende praksis, der skaber en masse smukke forbindelser mellem steder, ideer, mennesker, andre livsformer og så videre. Jeg tror der er brug for den slags forbindelser eller bånd. Ikke overfladiske transaktioner og midlertidige møder, men dybe, langvarige, solidariske og virksomme forbindelser. Jeg er derfor også meget taknemmelig for de samtaler, vi har haft indtil nu og – igen – for denne mulighed for sammen at tænke dybere over nogle af de emner, vi har berørt i den tid, vi har kendt hinanden.
Vi skal skrive sammen om økofuturismer, måske ligefrem udtænke noget, hvad end økofuturismer så betyder. Jeg har nu læst de dele af Malcolm Ferdinands Decolonial Ecology, som du foreslog. Hans argument er virkelig vigtigt, synes jeg: at kampe for klima, miljø, biodiversitet osv., hvis jeg forstår ham ret, historisk er blevet skilt fra sociale kampe mod racisme, misogyni, kolonialisme osv., at udbytning og destruktion af land, landskaber, mennesker, andre arter osv., er udtryk for den samme bestialske måde at bebo Jorden på, og at disse mangeartede kampe derfor må forbindes for at gøre op med den kapitalistiske dødsmaskine. Bruddet må heles, der må skabes nye og talrige solidariske forbindelser.
Hvad fremtiden angår, så er den, også som forestillingsrum, underlagt den herskende ordens dominans, hvis ikke fuldstændig suspenderet til fordel for en uendeligt udstrakt katastrofal nutid. Der hersker utvivlsomt en eklatant mangel på utopisk fantasi, men det er også vigtigt at have for øje, tror jeg, hvor ufatteligt mange ressourcer, der i snart et halvt århundrede er blevet hældt i at undertrykke netop denne fantasi med en fandens vold og magt. Fantasi kan altså ikke gøre det alene, hvis denne antifremtid skal omgøres. Jeg er også enig med dig i, at vi privilegerede hvide i stigende grad bør træde til side, åbne op og gøre plads for det væld af interessante fremtidsfantasier, der bliver fremmanet af racialiserede kunstnere, forfattere, aktivister osv. verden over lige nu. Jeg tror dog samtidig, at der over hele linjen er brug for mere fantasi, ikke mindre, og jeg har altid været tilhænger af det zapatistiske slagord ‘et NEJ og mange JA’er’. Mere fantasi, mere modstand og meget mere ægte solidaritet.
En anden pointe i forhold til det futuristiske i økofuturismer, som jeg synes, er vigtig at få med, er, at når vi taler om fremtiden, så handler det, i høj grad om nutiden. Fremtiden er en politisk kampplads, idet de forestillinger, vi gør os om den, præger organiseringer, livsformer osv. i nutiden. Når vi plæderer for en anden fremtid, insisterer vi derfor samtidig på, at nutiden må gøres på en anden måde. Kritikken af utopisk tanke-praksis går ofte ud på, at det er en form for eskapisme, men kampen for en anden mulig fremtid, vil jeg hævde, er kampen for et frit Palæstina, for at tage landet tilbage i blandt andet Nord og Sydamerika, det er blokader mod minedrift i Tyskland og Sápmi, forsvaret af Amazonas osv.
Hvis jeg i forlængelse af disse præciseringer skal forsøge at konkretisere, hvad vi kan forstå ved økofuturismer, så må det være sociale kampe, som dels søger at angribe og afmontere den dominerende ordens dødsmaskine (protester, blokader, aktioner, sabotage osv.), mens de samtidig eksperimenterer med og praktiserer andre mulige livsformer. Det vil sige proteststeder, hvor modstanden flytter ind, bider sig fast og transformerer, ikke bare sig selv, men selve verden i processen. Jeg tror, det er det som tyske autonome i 1980’erne kaldte ‘livet som sabotage’.
Endelig er der solidariteten og de varige og virksomme translokale forbindelser. De er fuldstændig afgørende elementer, så modstanden ikke størkner i ørkener som autonome øer. For to år siden besøgte en lille delegation af zapatister os på Sydfyn. De sejlede over Atlanten ad den rute som kolonisatorerne fulgte 500 år før på en slags dekoloniseringenstogt, en fredelig ‘invasion’ af Europa, der havde til formål at afmontere og omgøre koloniseringen og dens katastrofale konsekvenser, at knytte solidariske bånd og ikke mindst at tilskynde til oprør. Der blev holdt lange møder på Mejeriet i Øster Skerninge, og da zapatisterne rejste igen, forpligtede de det til lejligheden løst sammensatte sydfynske fællesskab, til at forblive forenede, udvikle en modstandspraksis og ikke mindst at holde forbindelsen til de autonome kommuner i Chiapas (som under ulykkelige omstændigheder blev nedlagt sidste år, 30 år efter zapatisterne indledte deres dekoloniale kamp for retfærdighed, autonomi og frihed). Også det er et vigtigt begreb, som jeg synes, vi bør praktisere: forpligtelse.
Kærlighed & solidaritet
Ask
Del 1 af 3 i brevvekslingen “Breve om en økologisk fremtid” mellem Ida Bencke og Ask Katzeff.
Del 1: Breve om en økologisk fremtid (denne artikel)
Del 2: Forpligtelse & gæld
Del 3: Ingen har en fremtid, før alle har en fremtid
Ask Katzeff er forfatter og aktivist. Han er del af Center for Militant Futorologi og har bl.a. udgivet bøgerne Befri fremtiden (2021) og Usynlige verdener (2023) begge hos forlaget Antipyrine. Link.
Ida Bencke er ph.d. studerende hos Københavns Universitet, samt kurator og medskaber af kollektivet Laboratoriet for Æstetik og Økologi.
