1. januar, 2006
Erik Boel viser her, hvorledes spørgsmålet om tyrkisk medlemskab af EU rammer direkte ned i helt centrale spørgsmål i de berørte landes indenrigspolitik – og i disses generelle visioner for EU-samarbejdet. Se også hjemmesiden TRiEU.dk – netværk for Tyrkiet i EU, der er en del af Den Danske Europabevægelse. Her findes flere indlæg skrevet af Erik Boel.
Forhandlingerne om tyrkisk medlemskab af EU startede den 3. oktober 2005. Forude ligger et langt forløb, hvor Tyrkiet skal koncentrere sig om først og fremmest tre opgaver: Fortsætte den politiske reformproces, herunder sikre kurderne flere rettigheder ikke alene politisk og civilt men også økonomisk og socialt, samt gøre en effektiv indsats for at stoppe den fortsatte tortur – i praksis og over hele Tyrkiet. For det andet skal Tyrkiet, som alle ansøgerlande har skullet det, efterleve det såkaldte aquis communautaire, hvilket især vil fordre en særlig indsats på landbrugsområdet, og når det gælder en opgradering af de tyrkiske miljøstandarder. Endelig ligger der en særlig udfordring på det økonomiske felt, hvor Tyrkiet hærges af omfattende korruption og uanset økonomisk fremgang fortsat står med en ubærlig udlandsgæld på over 1000 mia. kr.
I det hele taget skal Tyrkiet accelerere arbejdet med de økonomiske ”Københavns-kriterier”, der er defineret som eksistensen af en fungerende markedsøkonomi og evnen til at håndtere det konkurrencemæssige pres og markedskræfterne inden for Unionen. På nogle områder har Tyrkiet særdeles lang vej igen. På andre områder – fx industriområdet og telekommunikation – er Tyrkiet rent faktisk bedre forberedt, end de østeuropæiske lande var, da de startede optagelsesforhandlinger. Det skyldes, at Tyrkiet siden 1996 har været medlem af toldunionen.
Det styrker også Tyrkiets stilling, at landet siden den omfattende økonomiske krise i 2001 i et tæt samarbejde med IMF har gennemført en række strukturelle reformer. Centralbanken har fået uafhængig status, bank-, el- og naturgassektorerne er blevet liberaliseret, ligesom den offentlige sektor og statslige virksomheder spiller en stadig mindre rolle i økonomien. På landbrugsområdet bestemmes priserne på fx sukker og tobak nu af markedsmekanismerne – i øvrigt en beslutning, som blev modtaget med stor utilfredshed i mange landområder, der tidligere levede godt af statssubsidier. I bagklogskabens klare lys var den omfattende krise i 2001 i øvrigt hjælpsom, idet den tvang regeringen til at gennemføre økonomiske reformer, der ellers politisk ville have været svære at gennemføre.
Forhandlingerne om tyrkisk medlemskab af EU startede den 3. oktober 2005. Forude ligger et langt forløb, hvor Tyrkiet skal koncentrere sig om først og fremmest tre opgaver: Fortsætte den politiske reformproces, herunder sikre kurderne flere rettigheder ikke alene politisk og civilt men også økonomisk og socialt, samt gøre en effektiv indsats for at stoppe den fortsatte tortur – i praksis og over hele Tyrkiet. For det andet skal Tyrkiet, som alle ansøgerlande har skullet det, efterleve det såkaldte aquis communautaire, hvilket især vil fordre en særlig indsats på landbrugsområdet, og når det gælder en opgradering af de tyrkiske miljøstandarder. Endelig ligger der en særlig udfordring på det økonomiske felt, hvor Tyrkiet hærges af omfattende korruption og uanset økonomisk fremgang fortsat står med en ubærlig udlandsgæld på over 1000 mia. kr.
Arven fra Projekt Tyrkiet
Forskellige faktorer har på forskellige tidspunkter været vigtigst for ønsket om et tættere forhold til EU, men ét er sikkert: Ønsket kan hverken for elite eller befolkning reduceres til økonomiske støtteordninger. Der er langt mere på spil: sikkerhedspolitik, menneskerettigheder, troen på en mere effektiv og mindre bureaukratisk administration osv. De senere år er emner som forbedringer af miljøet og forbrugernes stilling endog begyndt at dukke op i undersøgelser om baggrunden for tyrkernes ønske. Alligevel har der været visse konstanter gennem de sidste snart 50 år – vigtigst er Europas plads i det tyrkiske nationalstatsprojekt; med andre ord spørgsmålet om tyrkisk identitet.
Tyrkernes syn på Europa kan beskrives som et had-kærlighedsforhold. På den ene side forstår tyrkerne ikke, at europæerne kan afvise Tyrkiet med et argument om, at blot 3% af det nuværende Tyrkiet ligger på den vestlige side af Bosporus-strædet. For det første stemmer denne definition af Europa ikke overens med den tyrkiske. Såvel det byzantinske som det osmanniske rige var først og fremmest europæiske magter, og geografisk dækkede deres territorier hele det nuværende Tyrkiet. For det andet er tyrkere opdraget i et skolesystem, hvor nationalstatsprojektets raison d’être har været den europæiske civilisation. Vigtigst af alt handler EU-medlemskab derfor om selve arven fra projekt ”Tyrkiet”. I modsætning til mange nuværende EU-lande kan det at ”tilhøre den europæiske civilisation” altså henføres direkte til selve nationsbegrebet. Medlemskab af EU vil i den forstand for mange tyrkere være fuldbyrdelsen af det kemalistiske projekt.
Det er formodentligt en væsentlig grund til, at så markant mange i meningsmålinger støtter medlemskab. Det er nok også en grund til, at det ”tyrkiske problem” er blevet ved med at dukke op på den europæiske dagsorden. Målet for Republikken var at blive et sekulært, moderne samfund, og her stod den europæiske civilisation som forbilledet. Særligt efter 1950 blev midlet hertil en konsolidering af demokratiet på basis af europæiske værdier. Ideologisk er interessen for EU-medlemskab således en logisk konsekvens af det tyrkiske ønske om at tilhøre det demokratiske, vestlige samarbejde. Uanset hvor mange gange Tyrkiet har fået nej, har tyrkerne afvist, at Vesteuropa skulle have patent på at være europæisk og ret til at definere, hvad det vil sige at være europæisk.
På den anden side har der i Republikkens historie samtidig har været mindre, men dog indflydelsesrige, kræfter, der har afvist ”Europa”. Paradoksalt nok har der her kunnet konstateres en uhellig alliance mellem radikale islamiske kræfter (afvisning af hele det kemalistiske projekt) og de mest hårdkogte kemalister (rodfæstet skepsis over for de vestlige landes egentlige motiver). Den sidste gruppe skabte i årtier barrierer for almindelige tyrkeres kontakt til Vesteuropa, da der var en iboende mistillid til vestens motiver. Det var først i midten af 1990erne, at en straf på $100 blev fjernet for ikke officielt godkendte rejser ud af Tyrkiet. Mens den radikale islamiske gruppe i dag er reduceret til en lille gruppe fanatikere, er de mest nationalistiske kemalister stærkt klemt på grund af befolkningens udprægede opbakning til den nuværende pro-europæiske politik.
Økonomiske og sikkerhedspolitiske håb
Alle disse betragtninger om identitet betyder selvsagt ikke, at økonomiske fordele er underordnede i den tyrkiske debat om EU. Tværtimod er den tyrkiske interesse for EU øget, efterhånden som handelsforbindelserne har udviklet sig. De økonomiske relationer blev også styrket af, at mange tyrkiske gæstearbejdere fra starten af 1960erne begyndte at bosætte sig i EU – først og fremmest i Tyskland. Særligt efter toldunionsaftalen trådte i kraft i 1996, er samhandlen steget markant. Tyrkiets handel med EU-landene udgør i dag ca. halvdelen af den tyrkiske samhandel. I øvrigt forventer man markant højere europæiske investeringer i Tyrkiet, hvis forhandlingerne om medlemskab kommer ind i smult vande.
Endvidere har stærke sikkerhedspolitiske grunde spillet ind i elitens begrundelse for EU-medlemskab, og her har forholdet til ærkerivalen Grækenland en særlig rolle. Tyrkiet var stiftende medlem af OECD i 1948, ligesom Tyrkiet blev medlem af Europarådet året efter dets oprettelse i 1949, og Tyrkiet blev sammen med Grækenland medlem af NATO i 1952. Da Grækenland ansøgte om en associeringsaftale med det daværende EF i 1959, var det derfor kun logisk, at Tyrkiet markerede interesse for en tilsvarende aftale. Forholdet mellem Tyrkiet og EF blev formelt institutionaliseret i 1963 med associeringsaftalen (”Ankara-aftalen) – Grækenland havde indgået sin egen associeringsaftale i 1961. ”Ankara-aftalen” trådte i kraft i 1964 og udgjorde i de kommende år rammen for det økonomiske samkvem mellem EF-landene og Tyrkiet. For Tyrkiet betød den fordelagtige lån og handelskoncessioner, og som resultat af aftalen steg samhandlen de følgende år markant. [1] Vigtigere for dagens diskussion om tyrkisk medlemskab er, at Ankara-aftalen også indeholdt tanker om et fremtidigt tættere samarbejde. I første omgang forudsås oprettelse af en toldunion med EF. Men det ultimative mål var medlemskab af fællesskabet, hvis begge parter kunne blive enige herom.
Tyrkiet og den Europæiske Integration
Forhandlingerne om optagelse af Tyrkiet i EU vil blive gennemført som en regeringskonference. Når de nogensinde deres afslutning, skal den endelige beslutning om optagelse træffes ved enstemmighed blandt EU’s medlemslande. Udgangspunktet er formelt, at spørgsmålet afhænger af udviklingen i Tyrkiet. Reelt er der næppe tvivl om, at Tyrkiet er et særtilfælde, hvor meget til sidst vil afhænge af stemningen i Europa. Mens start på optagelsesforhandlinger med andre lande uundgåeligt har resulteret i medlemskab, er der med EU’s beslutning om at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet ”fløjtet op til en helt ny kamp”. Ingen kan i dag spå om, hvorledes indstillingen vil være i medlemslandene om 10-15 år, men ved at kaste et blik på de vigtigste argumenter, der har været fremme i den europæiske debat om tyrkisk medlemskab, er det muligt at få et indblik i, hvad der til sin tid kan afgøre spørgsmålet:
De økonomiske argumenter spiller en væsentlig rolle for bl.a. Storbritannien og Middelhavslandene, som er positive over for tyrkisk medlemskab. Tyrkiet har markant større økonomisk samkvem med landene ved Middelhavet end med fx Sverige og Danmark. I den britiske EU-vision står et markedsbaseret fællesmarked fortsat i centrum. Set med det blotte øje er det umiddelbart lettere at passe Tyrkiet ind i denne vision for et fremtidigt Europa end i en føderalistisk EU-vision. De seneste års imponerende fremskridt i den tyrkiske økonomi styrker det britiske argument.
Spørgsmålet om konsekvenserne for den europæiske integration kan tale både for og imod Tyrkiets medlemskab – afhængig af ens Europapolitiske vision. Umiddelbart skulle man tro, at tyrkisk medlemskab ville vanskeliggøre integration i dybden. Argumentet er åbenlyst: Med et så stort land som Tyrkiet som medlem vil samarbejdet spredes ud både geografisk og institutionelt. Margaret Thatcher blev kendt som Turgut Özals [tyrkisk premierminister i 1980erne, der indledte de nye forhandlinger med EF, red.] mest utrættelige støtte af samme årsag – hun ønskede at modvirke tendenserne til yderligere integration. Netop dette forhold vil set fra et fransk synspunkt typisk være et stærkt argument imod at optage Tyrkiet, jf. den generelle franske skepsis over for udvidelserne af EU. Nicolas Sarkozy, som er et godt bud på en præsidentkandidat i 2007, har netop brugt dette argument imod tyrkisk medlemskab: ”Jo flere vi er, jo mindre integreret er vi. Jo mindre integreret, jo svagere er vi” Skraber man lidt dybere i den europæiske integrationshistorie, kan der dog også sættes spørgsmålstegn ved logikken. Historien viser, at integration i dybden netop har fundet sted efter udvidelser, fordi det da er blevet påtvingende nødvendigt med integration – ellers kan samarbejdet ikke fungere.
Strategiske muligheder for EU?
De strategiske argumenter har været centrale for skiftet i tysk udenrigspolitik. Tidligere kansler Schröders stadig stærkere støtte til Tyrkiet har her været afgørende. Men bag kulisserne spillede forhenværende udenrigsminister Joschka Fischer en særligt vigtig rolle. For Fischer var perspektivet om tyrkisk medlemskab strategisk: EUs største udfordringer kommer i dag fra Mellemøsten. Hvis EU skal gøre alvor af at tackle udfordringer som religiøs terrorisme og fanatisme, er Tyrkiet for Fischer det afgørende kort. Fischer har malerisk sammenlignet Tyrkiets optagelse i EU med de allieredes invasion i Normandiet i juni 1944: ”EUs udvidelse med Tyrkiet ville modernisere et islamisk land. Det ville være at betragte som D-dag, men her i krigen mod terrorisme, og det ville være den største politiske udfordring for de, der baserer deres ideer på totalitarisme og terrorisme.”
I Fischers øjne vil EU med et moderne muslimsk Tyrkiet som medlem give såvel Tyrkiet som EU en helt anden pondus og legitimitet i regionen, end begge aktører har hver for sig i dag. En parallel kan drages til Tyskland, der også via EU er blevet en mere legitim aktør på den internationale scene, end landet på egen hånd ville være grundet dets historie.
Menneskerettigheder og Islam
Desuden har Fischer en fortid som en hård kritiker af Tyrkiets brud på menneskerettighederne . ”Kun hvis Tyrkiet gennemfører markante forbedringer på dette område, kan landet forvente at blive taget seriøst som EU-kandidat”, udtalte Fischer under topmødet i Helsingfors i 1999, hvor Tyrkiet blev erklæret som kandidatland. Fischer var på den måde med til at sætte gang i reformprocessen i Tyrkiet.
Det er for tidligt at sige, hvilken kurs den nye store koalition i Berlin vil udstikke. Styrkeforholdet mellem partierne i regeringen er endnu uafklaret. På den ene side er den ledet af Angela Merkel fra CDU, som har gjort tanken om et særligt ”privilegeret partnerskab” for Tyrkiet (men altså netop ikke fuldt medlemskab) til sin særlige mærkesag. På den anden side er der jo tale om en koalition, jf. udsagn om at Merkel er blevet kansler i en SPD-regering.
Argumentet om at fremme respekten for menneskerettighederne var den vigtigste grund til, at den nu afdøde svenske udenrigsminister, Anna Lindh, skiftede fra at være skeptiker til at blive en af de mest prominente fortalere for Tyrkiets EU-perspektiv. Hendes efterfølger, Laila Freivald, har overtaget dette synspunkt. I øvrigt er der en bemærkelsesværdig forskel til Danmark, hvor få politikere har brugt udviklingen i Tyrkiet til at pege på den positive og stabiliserende effekt, som er resultatet, når EU-landene evner at føre en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Både når det gælder menneskerettighederne og islam , er der tale om forhold, der i debatten også kan blive og bliver brugt mod perspektivet om tyrkisk medlemskab af EU. Enten med henvisning til, at Tyrkiet slet og ret er for langt fra de europæiske standarder (menneskerettighederne) eller med en påstand om, at Tyrkiet simpelthen er for fremmedartet (muslimsk) til, at det vil kunne indpasses i det europæiske samarbejde.
Frygten for indvandring
Frygten for øget indvandring har spillet en betydelig rolle i lande som Østrig og Frankrig, hvor indstillingen i Paris naturligvis er af særlig interesse. Siden 1999 har særligt de borgerlige franske regeringer været presset indenrigspolitisk i spørgsmålet. Befolkningen frygter, at tyrkiske immigranter vil tage franske job, og at Frankrigs indflydelse i EU vil mindskes efter tyrkisk optagelse. Den franske indenrigspolitiske debat om Tyrkiet ventes at blive særligt udslagsgivende, hvilket også skyldes den folkeafstemning, som præsident Chirac allerede har stillet befolkningen i udsigt, og som nu er indskrevet i forfatningen – ikke for beslutninger om øvrige lande, men alene om Tyrkiet.
Netop frygten for en tyrkisk invasion fik allerede på topmødet i december 2004 EUs chefer til at lægge op til et særligt fokus på arbejdskraftens frie bevægelighed. På den ene side er den fri bevægelighed en af grundpillerne i EU-samarbejdet, hvor alle lande har de samme forpligtelser, men også rettigheder. På den anden side vil mange lande frygte konsekvenserne af at give denne rettighed til netop Tyrkiet og dets borgere. Det skyldes de hidtidige erfaringer med den tyrkiske diaspora i de europæiske samfund – der traditionelt har ønsket at få familiemedlemmer til Europa – og frygten herfor forstærkes af de økonomiske og sociale forskelle mellem Tyrkiet og det nuværende EU.
Ifølge sensationsprægede udtalelser ønsker op imod 25% af tyrkerne at udvandre til EU. Mere ædruelige beregninger peger på, at maksimalt 2,1 mio. tyrkere frem til år 2030 kan tænkes at rejse til EU. Den centrale pointe er dog, at et sammenbrud i forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU vil øge indvandringen snarere end begrænse den. Økonomisk set vil et sammenbrud nemlig betyde lavere vækst og højere arbejdsløshed i Tyrkiet og dermed gøre det mere attraktivt for tyrkere at drage imod Europa. Hvis der omvendt med EU-medlemskab kommer nye økonomiske muligheder i Tyrkiet, bliver det mere tiltrækkende at blive hjemme. Erfaringerne fra Grækenlands, Spaniens og Portugals optagelse i EU viser entydigt, at optagelse i EU kombineret med høj vækst og effektiv gennemførelse af en reformpolitik med sigte mod medlemskab reducerer og gradvist eliminerer immigrationspresset. Der er ingen grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes med Tyrkiet.
Med i dette billede hører, at den tyrkiske befolkningsvækst er under opbremsning. Nok forventes befolkningen fortsat at stige, men tilvæksten er – og har i de seneste år været – aftagende. Befolkningstallet, som i dag er på ca. 73 mio., ventes at stige stadigt langsommere de kommende år, indtil det i ca. 2035 stagnerer ved ca. 95 mio. I øvrigt bliver arbejdsstyrken stadigt mere veluddannet: 8,8% af den tyrkiske befolkning havde i 2000 en længerevarende uddannelse – i 2020 forventes tallet at blive 17,9 %. Den tyrkiske regering øger i disse år investeringerne i uddannelsessektoren, hvilket i øvrigt også er stærkt tiltrængt. I 2004 overgik undervisningsbudgettet for første gang forsvarsbudgettet. Tyrkiets arbejdsstyrke vil hermed kunne yde et bidrag til et EU, hvor befolkningstallet stagnerer, og hvor den del af befolkningen, der er i den erhvervsaktive alder, er faldende. I sidste ende kan tilførslen af en ung og veluddannet tyrkisk arbejdskraft bidrage til at gøre det realistisk, at EU når de mål, der er fastsat i Lissabon-processen om at blive den mest konkurrencedygtige og vidensbaserede økonomi i verden.
Tyrkiet som USA’s trojanske hest?
Den amerikanske faktor spiller en negativ rolle i først og fremmest Frankrig. Det bekymrer utvivlsomt præsident Chirac, at Tyrkiet kunne blive USA’s trojanske hest, der – som vi så i filmen ”Troja” fra 2004 – fragtes ind bag fjendens murer. Med sit store indbyggertal og deraf følgende tunge vægt i EUs institutioner frygter man i Paris, at Tyrkiet kan gøre EU endnu mere pro-amerikansk – ”endnu et Storbritannien i EU”, som en fransk embedsmand har sagt med et fortvivlet udtryk i øjnene. Det hjælper ikke, at Tyrkiet samtidig har meget tættere økonomiske og kulturelle bånd med Tyskland – for uagtet al talen om fransk-tysk akse i Europa, er der også et konkurrenceforhold mellem Paris og Berlin.
Umiddelbart kan den franske frygt for en trojansk hest forekomme velbegrundet. Tyrkiet har i en årrække lagt sig tæt op ad USA i strategiske spørgsmål. Imidlertid skal man være opmærksom på, at Tyrkiet de seneste år har tiltaget sig en stadig mere markant ”europæisk” profil i konkrete internationale spørgsmål, og denne udvikling må forventes at fortsætte, jo mere realistisk tyrkisk medlemskab af EU forekommer. Og måske kunne Tyrkiet ligefrem være et instrument til at sikre, at Europa fravrister USA’s dets nuværende førerstatus i den muslimske verden i Mellemøsten, hvor Frankrig traditionelt har set sig selv som første blandt ligemænd?
En slags solidaritet med Tyrkiet spiller en rolle for EUs nye medlemslande fra Central- og Østeuropa. Observatører havde forudset, at de nye medlemslande med Polen i spidsen bag kulisserne ville arbejde imod at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. De hidtidige erfaringer fra udvidelserne af EU viser, at de senest optagne medlemmer typisk er uvillige, når det gælder nye udvidelsesrunder. Men de nye medlemslande har denne gang tværtimod forholdt sig neutrale eller ligefrem støttet Tyrkiet. Det kan ses som et ”tak for sidst”, idet Tyrkiet i sin tid bakkede op bag NATO’s udvidelse med disse lande. Cypern, der jo heller ikke er NATO-medlem, er selvsagt en undtagelse.
Artiklen bygger på bogen Tyrkiet på vej gennem EU’s nåleøje skrevet af Erik Boel og Jesper Møller Sørensen, der udkom på Gyldendal i maj 2005. For en aktuel analyse af den tyrkiske politiske kultur og dennes forhold til EU, læs Daniella Kuzmanovic’ “Tyrkerne, EU og tyrkisk politisk kultur”.
