1.5.2005
Mennesker med privilegeret uddannelsesbaggrund har visse pligter i forhold til den offentlige debat. Ikke til at mene noget bestemt. Men til at deltage. Og til hvordan de deltager.
Desværre går danske intellektuelle ikke foran med hensyn til at debattere sådan at debat bliver et redskab for alle til at blive klogere – og for samfundet til at træffe velovervejede beslutninger.
Det er rigtigt, som mange siger, at debatten er blevet forrået, og det er galt nok fordi mange derved terroriseres til at holde sig ude af den. Men det vigtige er at elementære spilleregler om ærlighed mere og mere overtrædes. Og at hensynet til belysning af tvivlsspørgsmål dermed svigtes.
Filosoffen Jürgen Habermas har tænkt over grundregler for den offentlige samtale. Dem er der også brug for. Men Habermas tager fejl i idealistisk retning. Han tror at vi, hvis vi efterlever alle samtalereglerne, vil og skal ende med ”konsensus”. Og han fordømmer ”strategisk” argumentation, dvs. at debattere for at få ret og overbevise andre.
Den slags regler skal vi ikke have. Vi debatterer jo for at få ret, og vi kan langtfra altid nå konsensus. Men der må være samtaleregler alligevel. Ellers kan vi godt springe al debat over og gå direkte videre til at stemme hinanden ned. Eller tage det næste skridt ad den vej: slås.
Regler for offentlig debat er som færdselsregler. De handler også om, hvad vi skal lære børn og unge om at deltage i samfundet. Regler, som vi er nogenlunde enige om at følge, er en forudsætning for, at folk i et demokrati gider blive ved at tale med hinanden.
Vi har f.eks. en underforstået regel om, at man skal tale sandt, også i offentlig debat, og også når man ikke kan straffes for at lyve. Det er ”mod reglerne” at lyve. Og der er mange flere former for uærlighed som vi også burde være mere bevidste om, så det ikke var så let at begå dem. De kan være svære at definere, men de bliver alle mere og mere udbredte i den offentlige debat. Og de veluddannede og intellektuelle går foran med at udbrede dem. Trods det at de godt ved hvad de gør. Eller netop derfor.
Jeg vil her kommentere én form for uærlighed, som er let at identificere. Så kan en diskussion om den offentlige samtales regler begynde dér. Det er den praksis at tale usandt om hvad andre mennesker mener.
Lad os studere tre eksempler. De er tilfældigt valgt, for fænomenet florerer i alle medier og forsamlinger hver dag.
Eksempel 1: Bjørn Lomborg
Økonomen Jeffrey D. Sachs, der er professor og leder af ”Earth Institute” ved Columbia University, skrev d. 25. 8. 2004 et indlæg i Politiken under overskriften ”Verdens værste problemer kan løses på én gang”. Han kritiserede ”Copenhagen Consensus”-konferencen, arrangeret af Institut for Miljøvurdering (som Bjørn Lomborg dengang endnu var direktør for).
Konferencens idé var at sætte et hold internationale eksperter til at vurdere, hvordan man over de næste 5 år bedst kunne fordele en hypotetisk ekstrabevilling på 50 milliarder $ fra de rige lande til bekæmpelse af verdens største problemer. Sachs’ kritik gik bl.a. på, at man ikke gik ud fra et større beløb. Hermed kom man ifølge Sachs til primært at ”prioritere mindre, billigere og mere målrettede projekter”– frem for mere langsigtede og perspektivrige initiativer. Sachs anførte bl.a., at de rige lande allerede principielt har besluttet at give væsentlig større ekstrabeløb end dem konferencen opererede med.
Lomborg svarede den 30. 8. med et indlæg der begyndte: ”Udgangspunktet for Copenhagen Consensus-mødet i maj var, at der er behov for at prioritere. Vi kan ikke løse alle verdens problemer fra sult til klimaændring her og nu. Resultatet fra mødet er en prioriteret liste, som viser, hvad der vil gøre mest godt først.” Indlægget sluttede med ordene: ”Det er overraskende, at en fremtrædende økonom som Sachs fastholder, at vi ikke behøver at prioritere. Prioriteringen forsvinder ikke, fordi man ikke vil se den i øjnene. Men man fratager sig selv muligheden for at gøre det bedre.”
Dette eksempel ser ud som ”lille” forsyndelse, og de fleste har næppe bemærket den. Men det sørgelige er netop at man så let kan slippe fra det som Lomborg her gør: Han forfalsker modpartens udsagn. Sachs siger intetsteds i artiklen at ”vi ikke behøver at prioritere”. Lomborgs opfattelse (hvis det faktisk er hans ærlige opfattelse) af Sachs’ synspunkt kan kun bygge på overskriften (som antagelig er skrevet af en redaktør): Læst i isolation kan den tydes som om, Sachs mener, at man aldrig skal prioritere med midlerne til afhjælpning af verdens problemer.
Men indlæggets synspunkt er, at med en anden beløbsramme – som indlægget argumenterer for er rimelig – kunne man prioritere sådan, at verdens værste problemer blev angrebet på én gang. Sachs siger altså alene, at konferencen har valgt en ramme for sin prioritering, som er urimeligt lille.
”Med de allerede lovede midler, som industrilandene uden videre kan betale, ville verden ikke være nødt til at vælge mellem at behandle bestemte sygdomme og forbedre det generelle sundhedssystem, eller mellem mindre vandprojekter og en langsigtet indsats over for klimaforandringer. Vi kunne gøre begge dele”, skriver han.
Nu er Sachs ikke en hvem som helst – om end hvem som helst har krav på ikke at få sine synspunkter forvansket. Han var bl.a. toprådgiver ved Polens overgang til kapitalisme efter 1990. Han er leder af gruppen bag den ”Milennium”-rapport fra januar 2005 hvor 265 eksperter foreslog hvordan de 22 OECD-lande kan hjælpe de underudviklede lande ud af fattigdomsfælden: dels ved en hævelse af årlig bistand til 0,7 % af BNP, dels ved en prioritering af fornødenheder som infrastruktur og elementær sundhedstjeneste.
Hvor ærgerligt at en debat om verdens og om Institut for Miljøvurderings problemer blev polariseret af Lomborg selv, der burde vide bedre. Ved at tillægge en kritiker synspunkter der er bredere og mere kategoriske end denne faktisk har ytret, nemlig at han er imod prioritering, undergraver han selv en informeret debat om, hvordan og hvad der skal prioriteres.
(En interessant analyse af, hvordan Miljøvurderingsinstituttet under Bjørn Lomborg selv gjorder meget for på den side at skabe debat, men på den anden side at undergrave egen troværdighed, findes i øvrigt i et universitetsspeciale af Søren M. Berg. Læs her.)
Eksempel 2: Carsten Jensen
Selv ikke miljødiskussionen er så forpestet af uhæderlig forvanskning af hvad modparten mener, som udlændingedebatten her i Danmark. Og det gælder begge sider. Igen er de bedst uddannede og bedst skrivende på begge sider de forreste i forringelsen af debatten.
Litteraten Carsten Jensen skrev således den 5.1. 2003 en artikel i Politiken med titlen ”Bøn til en ny og mindre Gud” – ”et nyt, mere nationalt korrekt Fader Vor”. Her udlagde han her den siddende regerings og dens tilhængeres standpunkter – bl.a. sådan: ” Fri os fra det onde, som udgøres af større horisonter. Hjælp os at bandlyse enhver politisk diskussion, som sætter spørgsmålstegn ved os og det, vi er. Giv os en identitet, som er endnu nemmere at lære udenad end en popsangs refræn. Gør Danmarkshistorien mere overskuelig end den lille tabel. Lær os, at alle vore sejre fandt sted, når vi holdt fremmede ude, alle vore nederlag, når de kom ind.” – osv. i 1439 ord (mod det originale Fadervors 63).
Formålet med artiklen er måske at kritisere og dermed forbedre debatten i Danmark. Men i sin ekstreme verbale artikulerethed opnår den naturligvis kun det modsatte. Når kulturradikale penne- og bannerførere på denne måde udøser foragt over alle den siddende regerings tilhængere ved at over en hel side at tillægge dem dybt afstumpede holdninger på alle punkter, kan det så undre at en dame f.eks. d. 9.5., endda i Politiken, fremfører denne spådom: ”de kulturradikale vil miste deres formelle magt til at kritisere alt, der ikke passer med deres meninger, og ophøre med at betragte sig som overmennesker”?
Eksempel 3: Lars Hedegaard
Journalisten og historikeren Lars Hedegaard er kendt i det danske mediebillede som en skarp islam-kritiker. Han har en fortid som chefredaktør for Information og er særdeles produktiv, men var også i centrum af mediernes opmærksomhed i begyndelsen af 2004, da ”PEN-klubben” ikke umiddelbart ville optage ham som medlem. Det gav stor polemik, og han blev energisk forsvaret, mens PEN blev angrebet, af debattører som David Gress og Bent Jensen. Sidstnævnte efterlyste i Jyllands-Posten (30.1.04) ”et eneste lille eksempel fra virkeligheden, hvordan og hvor Lars Hedegaard har hetzet, forvansket kendsgerninger og bragt bevidst løgnagtige ytringer om samtlige én milliard muslimer over hele kloden”.
Intet er lettere end, at vise at Hedegaard er en af de intellektuelle debattører i Danmark, der, i hvert fald når det drejer sig om andres synspunkter, systematisk ”forvansker kendsgerninger”. Lad os give ”et eneste lille eksempel”. Det er hentet fra Berlingske Tidendes rubrik ”Groft sagt”. Hertil kan man sige at vi er ovre i satire eller ironi, og derfor har man lov at udtrykke sig, som det hedder, ”groft”. Men ét er grovhed i tonen. En helt anden ting er, at man i sin omtale af, hvad andre mener, gang på gang glider ud i usandhed (for ikke at bruge et endnu grovere énstavelsesord).
Efter terrorangrebet på et tog i Madrid i marts 2004 blev Nørrebro-præsten Anne Braad interviewet i B.T. d. 16.3. Hendes udtalelser lød bl.a.: ”Nej, jeg følte ikke noget, da jeg hørte om det. Det greb mig ikke personligt, og jeg betragter ikke mig selv som kyniker. Jeg er vel blot ærlig. … Det, jeg gør, er at tage afstand fra en forunderlig udvikling, hvor vi som mennesker ender med at leve vores liv via medierne. Vi lever ikke konkret mere”.
Mange læsere reagerede de følgende dage voldsomt imod disse udtalelser. Forståeligt nok. Lars Hedegaard angreb dem under rubrikken ” Dejlige tæsk” i et indlæg, der i sin helhed lød:
”Sognepræst Anne Braad ved Sankt Stefans Kirke i København følte intet efter mordet på 201 mennesker i Madrid, fortæller hun til B.T., og hun er sikker på, at andre præster har det på samme måde. Hvis danskerne reagerer følelsesmæssigt på de blodige tildragelser, er der tale om krokodilletårer. Der foregår jo mord hver dag, så skulle det nu være noget særligt, at et par hundrede mennesker bliver ekspederet over i den næste verden?
Sorg er imidlertid ikke den eneste mulige reaktion. Mange er utvivlsomt blevet bange for, at muslimske fanatikere kan finde på lignende terrorangreb i andre europæiske storbyer. Men den mulighed bekymrer hende ikke, da hun ikke kan se noget galt i, at vestlig kultur bliver fortrængt. Som man vil se, står vi over for en videreudvikling af kristendommen. Mens Jesus nøjedes med at opfordre folk til at vende den anden kind til, hvis de blev slået på den ene, anbefaler Anne Braad os at nyde slagene.”
At fordømme Anne Braads udtalelser er legitimt. Om de er forkastelige, er imidlertid ikke emnet her. Emnet er, at uanset hvor meget man afskyer en andens standpunkter, er det en uærlighed, der undergraver debatten, at tillægge dem synspunkter, som de ikke har ytret, og som de efter alt at dømme ikke har.
Og i Braads udtalelser er der intet belæg for, hvad Hedegaard siger i sine sidste 3 punktummer: Hun udtaler intet om “muslimske fanatikere”, “vestlig kultur”, om kristendommen og Jesus eller om at “vende den anden kind til” og “nyde slagene”. Hendes udsagn angår alene hendes egen og andre moderne menneskers reaktioner. Når Hedegaard tillægger hende det synspunkt, at ” hun ikke kan se noget galt i, at vestlig kultur bliver fortrængt”, er det helt uden forbindelse med Anne Braads udtalelser.
Man kunne så forestille sig, at Lars Hedegaards grundløse påstand om, hvad Anne Braad mener, bygger på tidligere ytringer af hende – hun optræder som tv-anmelder i Ekstra Bladet og er en af de præster der ofte interviewes af medierne. Og her har hun fra tid til anden luftet synspunkter, som Lars Hedegaard heller ikke bryder sig om – således skepsis over for præsident Bush’s begrundelser for Irak-krigen, f.eks. d. 3. og 5. november 2003; og hun har udtalt anerkendelse for de argumenter den radikale muslim Sherin Khankan har brugt i en debat om sharia-lovgivning – dette udsagn af Anne Braad har Lars Hedegaard bl.a. hudflettet i Berlingske d. 13.1. 2003. Så måske er det derfra han ”ved”, at Anne Braad har de holdninger, han påstår.
Logikken for Hedegaard synes at være, at hvis nogen har en holdning, man ikke kan lide om en given sag, så har man lov til uden videre at skyde den pågældende enhver holdning i skoene om sager, der efter éns egen mening minder om den første sag. Har NN f.eks. ytret sig skeptisk om Irak-krigen, eller ment at en konkret muslim argumenterede godt i en given sag, så har man derfor lov at påstå, at NN støtter muslimsk terrorisme og mener, at vi skal nyde dens anslag. Hvorfor dog ikke? Alle kneb til at bekæmpe en mening man finder afskyelig, gælder.
Men nej, det gør de ikke. Hvad en historiker som Hedegaard – eller andre med historisk lærdom og endda professortitler, såsom Bent Jensen og David Gress – gør ved at praktisere denne debatform og ved at forsvare den uden forbehold, er et svigt mod de intellektuelle idealer som deres privilegerede dannelsesbaggrund først af alt skulle have indpodet hos dem. Der er aldrig en undskyldning for – manipulerende eller rent ud løgnagtigt – at tilskrive andre synspunkter, de ikke har. Det er lavpandet, det er lavsindt, og det er at stikke sig selv og andre blår i øjnene. Er man uenig med de synspunkter folk faktisk har, er det dem man skal angribe, ikke nogen man digter selv. Det må gælde, om det så er Jonni Hansen man debatterer imod. At gribe til løgnen i noget man anser for det godes tjeneste, er moralsk på linje med Moskva-processerne. Ved at gøre det låner man et af terroristernes kampmidler. Og George Orwell har levet forgæves.
