27.5.2016
Af Maiken Fredsøe
Jakob Wolf er lektor ved TEO (Afdeling for systematisk teologi). Jakob Wolfs primære forskningsområder er etik, religionsfilosofi og fænomenologi, og han har beskæftiget sig indgående med Løgstrup og dennes udgangspunkt som fænomenolog. Etik er det helt grundlæggende perspektiv på verden, men Wolf påpeger, hvordan naturvidenskabernes voksende autoritet kan gøre os tilbøjelige til at overse den etiske fordring som et allestedsnærværende fænomen.
Livsytringer danner grundlag for etikken
Hvilken betydning har Løgstrups udgangspunkt som fænomenolog for hans etik?
Udgangspunktet for Løgstrup som fænomenolog er den umiddelbare erfaring, som er grundlaget for om noget er rigtigt eller forkert, vedkommende eller ikke-vedkommende. Den umiddelbare erfaring er de erfaringer, vi gør førvidenskabeligt, dvs. forud for en videnskabelig tilgang til verden. Videnskaberne er forskellige perspektiver på verden, hvor man udvikler et særligt begrebsapparat. Men før dette begrebsapparat har vi en erfaring og viden om verden, som er artikuleret i dagligsproget. Dette er Løgstrups udgangspunkt for at filosofere og angive kriterier for, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis noget slet ikke er i overensstemmelse med den umiddelbare erfaring, så har det ingen rigtig gyldighed som vedkommende tænkning. Vi kan jo forestille os hvad som helst, men skal det have et ankerpunkt i tilværelsen, har det noget at gøre med den umiddelbare erfaring. I forhold til Løgstrups etik, så adskiller øvrige etiske teorier (f.eks. pligtetikken, nytteetikken) sig ved, at disse funderer etikken i abstrakte principper som f.eks. det kategoriske imperativ eller det utilitaristiske princip. Men problemet ved principper er, at man kan ikke begrunde, hvorfor disse skal overholdes.
Principper er for Løgstrup noget sekundært, han betegner dem som erstatningsmotiver til erstatningshandlinger. For ifølge Løgstrup er etikken funderet i den spontanitet i det mellemmenneskelige samvær, den interpersonelle væren, og i dette optræder noget, der er etikkens grundlag. Det er det, han kalder de suveræne livsytringer, og disse opdager han i kraft af den umiddelbare erfaring. De suveræne livsytringer er noget, man kan bemærke, f.eks. som noget der kommer bag på en, eller noget der griber en. Han nævner altid tre suveræne livsytringer: tillid, barmhjertighed og talens åbenhed. Barmhjertighed, eller medfølelse, er en umiddelbar måde, du bliver grebet på i mellemmenneskeligt samvær. Hvis den anden er í en nødlidende situation eller på anden måde er hæmmet i at kunne udfolde sig, så opstår der en spontan impuls til at hjælpe vedkommende og befri vedkommende for det, der hæmmer vedkommende i at kunne udfolde sit liv.
Altså rent konkret: Hvis du ser en, der er faldet om på gaden, så har du en impuls til at hjælpe vedkommende. I almindelig samtale optræder det fænomen, der hedder talens åbenhed. Lige så snart man begynder at tale, så er der en spontanitet på spil – at tale er at tale ud – altså man siger sandheden eller det, der ligger én på sinde. Det kan man især bemærke, hvis man vil lyve, eller hvis man har et andet projekt med sin tale f.eks. som et beregnende forhold til den, man taler med. I dette tilfælde kan man mærke, at den suveræne livsytring trænger sig på. Det er derfor, man skal anstrenge sig for at lyve. Og når man lyver, skal man også holde styr på netværket af løgne – det er meget vanskeligt at opretholde løgnen. Man er hele tiden bange for, at man kommer til at sige sandheden – at komme til at røbe sig. Man kan også være bange for, at man kommer til at sige det i søvne. Det er meget anstrengende.
Der viser sig en spontanitet i mellemmenneskelig kommunikation i form af den tillid til, at vi umiddelbart udleverer os til hinanden, i tilliden til at vi bliver taget imod af den anden – og det er grundlaget for, at det interpersonelle liv udfolder sig. Løgstrup mener, at grundlaget for etikken er, at disse livsytringer får plads og rum. Etikken, og de etiske principper opstår først i det øjeblik, der går kludder i dette system. Impulsen til at hjælpe er meget grundlæggende i mennesket, og der er ingen tvivl om, at vi har en svaghed over for andre menneskers sårbarhed. Hvis jeg f.eks. som før nævnt ser en falde om på gaden, og jeg ikke reagerer på min impuls til at hjælpe, hvis jeg f.eks. har travlt, skal noget andet eller har andre motiver til kun at tænke på mit eget liv, så kommer etikken ind, for så opstår der en overvejelse over, hvad der egentlig er den rigtige – gode – handling. Når det fungerer, så tænker man slet ikke over det, i paradis er der ingen etik, for der gør alle bare det gode spontant, men vi behøver etikken, når konflikterne opstår. Konfliktsituationen kan man kalde fristelsen, man fristes til at tænke mere på sig selv end på at identificere sig med livsytringerne, og så opstår etikken. Man har udtænkt forskellige etiske principper f.eks. Kants kategoriske imperativ, der siger ” du skal handle således, at dine handlinger kan almengøres”, næstekærlighedsbuddet, eller Benthams nytteprincip der tager udgangspunkt i, hvordan man kan handle for at opnå mest mulig lykke for flest mulige mennesker. Men dermed får man et andet motiv for handlingen, nemlig det at handle fordi der er et eller andet moralsk princip, der siger, at jeg skal gøre det, selvom jeg ikke har lyst til det.
Men ifølge Løgstrup skal etikken fundere i noget, der er førteoretisk og førprincipielt, noget som har at gøre med den umiddelbare erfaring, det umiddelbare liv, der leves mellem mennesker. Hvis man overser det, så sker det underlige at etikken bliver uetisk, umoralsk, som Løgstrup siger, for hvorfor handler jeg så i forhold til den anden? Så handler jeg kun i forhold til den anden, fordi jeg skal opfylde et moralsk princip og ikke af hensynet til den anden. Det er jo netop umoralsk, for moralen forlanger, at du udelukkende skal handle af hensyn til den anden. Grundlaget for moral er, at vi sætter os i den andens sted, men ofte kommer moralen ind som noget sekundært og erstatningsmæssigt. Dette er imidlertid også vigtigt, for vi lever jo ikke hele tiden spontant – vi identificerer os ikke hele tiden med de suveræne livsytringer, og derfor kan et samfund og et menneskeligt fællesskab ikke opretholdes, hvis ikke vi har moralen og de etiske principper, der slår os oven i hovedet og siger: vi skal gøre sådan og sådan. Men det er kun det næstbedste.
Den etiske fordring kan ikke opfyldes i denne verden
Kan vi bruge Løgstrups filosofi i nutidens samfund – f.eks. i forhold til håndtering af flygtningekrisen?
Jeg mener i høj grad, at vi kan bruge Løgstrups filosofi, men der er flere aspekter forbundet med at betragte flygtningekrisen som et moralsk spørgsmål. I debatten kommer spørgsmålet om næstekærlighed ofte på banen, vi skal være næstekærlige og tage imod de flygtninge, der kommer. Og det er så sandt, som det er sagt. Problemet er bare, at hvis man reducerer flygtningeproblemet til kun at være et moralsk problem, så forenkler man problemet – og det kan være meget forstyrrende i forhold til at løse problemet på den rigtige måde. Jeg tror, vi kan bruge Løgstrups filosofi omkring det etiske ved at tage udgangspunkt i, at den etiske fordring ikke kan opfyldes. Vi kan ikke opfylde næstekærlighedsbuddet i denne verden – samfundet kan ikke opfylde det. Hvis vi ville opfylde buddet, så skulle vi tage imod alle flygtninge. Punktum. Man kan jo ikke tillade sig kun at tage imod nogle, for så vidt alle er i nød og trængende.
Men hvis vi nu tog imod dem alle sammen, så ville samfundet bryde sammen, og så ville ingen kunne få hjælp. I øvrigt, hvis man ville opfylde næstekærlighedsbuddet, så burde vi give alle vores penge til de fattige, og så skulle vi også give vores penge til de fattige i Afrika, selvom de ikke er flygtet herop, osv. Så næstekærlighedsbuddet kan ikke opfyldes, og hvis man tror, at vi kan det, hvis man forenkler hele situationen til ”du skal elske din næste som dig selv”, og tror det er muligt, så ville situationen blive endnu værre. Eftersom vi ikke lever i Paradis, er det moralske indfældet i en situation, hvor tingene er mere komplicerede end som så. Vi kan ikke opretholde Paradis på jorden. Det er en erkendelse, som Løgstrup har med i sin moralfilosofi, han udtrykker det således at vi skal tage hensyn til, at vi lever i en falden verden, som ikke er perfekt og aldrig kan blive det. Men vi kan prøve at lave den til den næstbedste verden. Det er meget vigtigt, at vi gør det.
Ifølge Løgstrups filosofi skal vi ikke slå hinanden i hovedet med at reducere problemet til udelukkende at være et moralsk problem ved at sige, at hvis ikke vi bare tager imod alle flygtninge, som kommer, så er vi umoralske og dårlige mennesker. Ligesom vi heller ikke kan sige, at vi slet ikke skal tage imod nogen, fordi vi skal passe på os selv og kun har ansvar over for vores eget land. Ingen af delene er rigtige. Det er en kompleks situation, hvor vi skal gøre det så godt vi kan, men det kan aldrig blive andet end det næstbedste. Hvis man overser det og tror, at man kan gøre det hele til et moralsk spørgsmål, så opfylder man næstekærlighedsbuddet på den dårligste måde. Løgstups etik stiller krav om, at det er op til dig selv at finde ud af, hvordan du opfylder buddet på den bedste måde. Det er ikke sikkert, at den bedste måde er at lukke dem alle sammen ind. Det er helt sikkert, at det er det ikke. I forbindelse med et sådant moralsk dilemma, er Løgstrups måde at reflektere på, vældig produktiv og afklaret. Dette kan begrunde en ordentlig handlingsstrategi i forhold til problemerne, så vi løser dem på den bedst mulige måde.
Naturvidenskaben giver et smalt perspektiv på verden
Kan du forklare forholdet mellem den naturvidenskabelige og fænomenologiske udlægning af verden?
Den fænomenologiske tilgang til at beskrive og forstå verden er førvidenskabelig, hvilket, i forhold til den (natur)videnskabelige forståelse og erkendelse af verden, betyder, at man har en særlig indstilling og et særligt perspektiv på verden. Alment kan man sige, at den fænomenologiske tilgang er meget bred, mens den videnskabelige tilgang altid er meget smal. Det er netop fidusen ved videnskaben, at den er meget smal – den forsøger at forklare et meget lille udsnit af verden – og det er både videnskabens styrke og svaghed. Styrken er, at man kan nå en enormt dyb erkendelse, det gælder alle videnskaber, men specielt naturvidenskaben, som spiller en stor rolle i samfundet. Fidusen er, at vi kan aflure naturens mekanismer på et meget dybt plan, og det kan vi udnytte til at lave teknik af, som ingen ellers ville have mulighed for at lave. Det skaber værdi og et rigt samfund, et meget menneskeligt samfund – det giver kolossale muligheder for mennesket og menneskets magt.
Svagheden er som sagt, at det er et meget smalt perspektiv. Det giver et reduceret billede af verden. Det er en stor fare, for hvis man ikke er klar over det, er man tilbøjelig til at gøre videnskaben, særligt naturvidenskaben og den økonomiske videnskab, til nogle universale forklaringer – til ontologier eller verdensanskuelser. Hvad er den virkelige virkelighed? Det er det, som naturvidenskaben fortæller os, kan man finde på at svare, både når det gælder naturen, mennesket og universet, og så får man et verdenssyn, der udelukkende er baseret på naturvidenskabens metode og resultater. Dette er fuldstændig katastrofalt – vi lever hele tiden på kanten af den absolutte katastrofe – for i dette univers, i den naturvidenskabelige forståelse, findes ingen etik, der findes ingen menneskelig værdighed, værdighed i forhold til naturen, i forhold til udnyttelsen af naturen osv.
Vi bliver nødt til at have et værn mod en ontologisering af naturvidenskaben, der gør den til en totalforklaring på alting. Det er netop det, som fænomenologien gør, for den er udtryk for den der brede tilgang, der er førvidenskabelig – det er den forståelse som mennesket har af verden, før dette menneske begynder at blive naturvidenskabsmand eller -kvinde. Det er fænomenologiens opgave at gøre denne brede, førvidenskabelige forståelse af verden bevidst. Dette giver et grundlag for at have en etik, og dermed også at have en måde at handle i verden og behandle verden på, som ikke er katastrofal.
Hvorfor er naturvidenskaben som udgangspunkt reducerende? Kan den ikke også åbne op for indsigter og forklaringer, der ikke er reducerende?
Det kommer an på, hvad man mener med, at naturvidenskaben er reducerende. For det er jo klart, at naturvidenskaben åbner for et univers og en verden, som vi aldrig i vores vildeste fantasi var klar over fandtes. Altså vi kan komme helt ned i mikrokosmos, vi ville aldrig have haft mulighed for at vide noget om atomer og nanopartikler, hvis ikke vi havde haft naturvidenskaben og brugt den geniale naturvidenskabelige metode. For slet ikke at tale om stjernerne og makrokosmos, og det er en kæmpeudvidelse af vores erkendelse. Så hvorfor kalder man det reducerende? Det er ikke i en kvantitativ forstand men i den forstand, at naturvidenskabelige erkendelser er erkendelser af universet og verden på et bestemt niveau, nemlig på det niveau, hvor der er mekanisk kausalitet, hvor der er atomer, og hvor de mindstedele der fungerer, har et kausalt forhold til hinanden. For på det niveau findes ingen kvalitative fænomener – her er alt kvantificeret, så det, der er reduceret væk, er alle kvalitative fænomener, sådan noget som betydning, som godt og ondt, opfattelsen af farver og mening. For der findes ingen mening i det naturvidenskabelige univers, det er reduceret væk pr. definition.
Så reduktionen går på, at verden betragtes på et udelukkende kvantitativt niveau. Man kan også spørge, om ikke det kvalitative niveau var en reduktion af det kvantitative, men grunden til at det kun er det omvendte som gælder er, at man kan komme fra det kvalitative niveau til det kvantitative. Tag f.eks. farven blå, den kan reduceres til en elektromagnetisk bølgelængde på omkring 400 nanometer, men ud fra dette alene ville du aldrig kunne vide, at det er farven blå. Så du kan reducere kvalitative fænomener til kvantitative, ikke omvendt.
Den før-videnskabelige erkendelse er livsvigtig
Har naturvidenskaben fået så stor autoritet, at den underminerer etikken? I så fald, hvilke konsekvenser har dette?
Naturvidenskaben er et bestemt perspektiv på verden, hvormed man gør fænomener til objekter. Hvis man f.eks. anlægger et naturvidenskabeligt perspektiv på et økosystem, så kan man i det perspektiv beskrive en hel masse processer, der foregår i dette system og opnå en forståelse for, hvordan det hænger sammen. Men det er en beskrivelse af økosystemet som noget objektivt, der foreligger. Der ligger ikke noget i dette perspektiv om, at dette økosystem skal bevares. Det er bare en beskrivelse af, hvordan det fungerer.
Det etiske perspektiv lyder, bredt formuleret: man skal tage vare på livet og ikke ødelægge det. Men hvor kommer det etiske perspektiv fra? Det kommer ikke fra det naturvidenskabelige perspektiv. For naturvidenskaben siger noget om, hvordan tingene er, ikke hvordan de bør være. Men hvorfra kommer så tanken om, at man ikke bør ødelægge den balance, der er i naturen? Hvis man erklærer det naturvidenskabelige perspektiv for at være det eneste sande perspektiv, og dermed den eneste måde at få sand erkendelse om verden på, så underminerer den alle andre perspektiver. Naturvidenskaben har fået en enorm autoritet, hvilket man kan høre, når man kalder et andet perspektiv for uvidenskabeligt, hvormed det degraderes til noget subjektivt vilkårligt, og derfor noget, som man ikke behøver at tage rigtigt alvorligt. Dette mener jeg er problemet. Det er et problem, fordi sådan som man ser noget, sådan opfatter man og behandler man det også. Perspektivet på noget betyder noget for, hvordan vi behandler det. Det grelleste eksempel er nazismen. Hvis man opfatter jøder, østeuropæere og sigøjnere som ”uværdigt liv”, som undermennesker, så behandler man dem også sådan.
Der er altid et etisk perspektiv ved enhver teori. Men hvis naturvidenskaben bliver ophøjet til at være den eneste sande teori, så bliver det umoralsk, for så opfordrer det til, at man kan behandle naturen og også mennesker, som man har lyst til. Naturen reduceres til kun at være noget materiale, som hænger sammen i kraft af nogen naturlove. Det er derfor et kæmpestort problem, at det etiske perspektiv ikke har samme autoritet som det naturvidenskabelige, for det bliver dermed til noget andenrangs – et perspektiv, som man også kan vælge at lægge på tingene. Det, der virkelig er betydningsfuldt og siger noget om hvordan verden er, er det naturvidenskabelige perspektiv, som har fået en nærmest verdensanskuelsesagtig placering.
Jeg plejer at sammenligne det med den Darwinistiske teori, som er blevet en totalforklaring på alting, og derfor i og for sig en pseudoreligiøs anskuelse, fordi religionen skal være altforklarende, for så vidt Gud er det, der ligger bag alting. Den Darwinistiske teori er blevet ophøjet til at være totalforklaring, idet den kan forklare alt ved, at det, der er til, er til, fordi det har klaret sig bedst i overlevelseskampen. Det er sådan en forklaring, der kan forklare alt. Men den forklarer også det, der er til, ved, at det er til – det er sådan en logisk cirkelslutning. Andre perspektiver end det naturvidenskabelige bliver ofte sekundære, subjektive ting, som vi ikke rigtig kan tage alvorligt. Det naturvidenskabelige perspektiv har på denne måde magt over os og styrer vores tankegang.
Hvordan kan vi forholde os til denne udfordring, så etikken ikke reduceres til blot en overbygning på andre perspektiver?
Jeg mener, at det er det etiske perspektiv, som er det grundlæggende. Det er mere grundlæggende end det naturvidenskabelige perspektiv, som er sekundært. Man kunne spørge: hvorfor skal vi have naturvidenskab? Det skal vi i kraft af den indsigt, som vi kan få, og i kraft af den teknik, der kan udvindes i kølvandet på denne tankegang, og som skal bruges til at udvikle, bevare og befordre liv. Det økonomiske perspektiv er også et videnskabeligt perspektiv, som er enormt dominerende, men dette vil jeg bare inkludere i det videnskabelige perspektiv. For hvad er meningen med økonomi – det er jo ikke økonomi i sig selv, men det at økonomi skal tjene nogen. Derfor er økonomi også noget sekundært. Den rangorden er vigtig men meget vanskelig at gøre gældende. Hvis man ville gøre den gældende, ville det omkalfatre vores livssyn, selvom det er det eneste rigtige at gøre.
Er det muligt?
Ja, selvfølgelig er det muligt. Netop fordi det er så nærliggende og indlysende, er det det eneste rigtige at gøre. Men det kræver, at man tilkender det fænomenologiske, dvs. den umiddelbare livserfaring, en langt større autoritet som erkendelsesvej. De erkendelser, der gøres i kraft af den umiddelbare livserfaring, som vi alle har og kender, bør have lige så stor vægt som alle mulige videnskabelige erkendelser. Det, der adskiller den fænomenologiske erkendelse fra den videnskabelige er som nævnt, at den er før-videnskabelig. Det før-videnskabelige har svært ved at blive taget alvorligt, for det er jo sådan set uvidenskabeligt. Men den videnskabelige erkendelse forudsætter den før-videnskabelige erkendelse, selvom rangforholdet er blevet byttet om. Der er en før-videnskabelig erkendelse, der er mere grundlæggende end den videnskabelige. Hvis vi kun havde den videnskabelige erkendelse, ville vi ikke ane noget om, hvordan verden var, eller hvad den gik ud på. Det etiske perspektiv kan sagtens få sin berettigelse og autoritet igen, men det kræver, at man accepterer den videnskabelige erkendelse som sekundær, og den før-videnskabelige erkendelse som den livsvigtige. Så det kan sagtens lade sig gøre, men det forholder sig ikke sådan nu.
Kan nutidens fokus på evidens og målbarhed være med til at trænge den før-videnskabelige erfaring i baggrunden?
Evidens har altid noget at gøre med det, der er statistisk målbart. Men der findes en masse viden, som ikke kan reduceres til den form for statistisk afprøvning. Fokus på at skabe evidens er et udtryk for en kvantificering, og vi er opdraget med, at det, der kan måles og vejes, har stor autoritet. For på dette grundlag kan vi afprøve, om det også forholder sig sådan, som vi siger, at det gør. Det er en meget stærk metode, men det er bare ikke alle fænomener, der kan måles og vejes. Dermed falder mange betydningsfulde fænomener helt uden for dette perspektiv. Så den tendens, der er til at forlange evidens og målbar afprøvning, bekræfter det videnskabelige perspektiv som enormt dominerende.
Den etiske fordring – Et allestedsnærværende fænomen
Sådan som du fremstiller det, er etikken langt mere fundamental, end jeg går rundt og tror. Du var tidligere også inde på den naturalistiske fejlslutning – hvordan kommer vi fra ”er” til ”bør”?
Etik er altid på spil – mellem mennesker og også i forhold til dyr. Den etiske fordring er et allestedsnærværende fænomen. Det, den fordrer er, at man skal tage vare på liv og sørge for, at liv udfolder sig og blomstrer. Og ikke det modsatte. Den er til stede overalt, hvor mennesker mødes, for der er vi til en vis grad udleveret til hinanden. Jeg udleverer mig, når jeg udtrykker noget og kommunikerer, fordi jeg giver noget af mig selv i det, jeg siger. Jeg regner med, at det bliver taget op i den rigtige ånd, men det har jeg ingen garanti for. Jeg udleverer dermed noget til dig, som du har magt over, for du kan gøre med det, hvad du vil. Så langt som vi har magt, har vi også ansvar for, hvordan vi bruger denne magt. Moral eller etik er et så allestedsnærværende fænomen, at den er til at overse, for det er så selvfølgeligt, at den er på spil hele tiden, og derfor er vi tilbøjelige til at overse den. Den etiske fordring er ikke vilkårlig, for man kan ikke mene, at man ligeså godt kan bruge sin magt til at ødelægge, som man ikke kan. Det kan ikke lade sig gøre. Man kan indvende, at der findes nogen, der bruger deres magt til at ødelægge, men det betyder ikke, at de ikke godt ved, at de ikke burde gøre dette.
Så etik handler aldrig om, hvad der er, eller hvad vi gør, men hvad vi bør gøre. Den indeholder en fordring om, at som vi har magt, har vi ansvar, og dermed gør den sig mere grundlæggende end så meget andet. Alt hvad vi har og får af indsigt, er ikke et formål i sig selv, men et formål for etikken. Derfor er etikken helt grundlæggende.Etikken understreger, at vi er udleveret til hinanden.
Kan dette perspektiv ikke rumme en angst for ikke at blive forstået?
Mennesker vil meget gerne forstås. Det skyldes, at en grundlæggende betingelse ved mennesket er, at det gerne vil anerkendes og først og fremmest gerne elskes. Det betyder, at vi gerne vil udlevere os, og vi vil gerne tages imod. Når vi bliver taget imod, bliver vi i vid udstrækning forstået og anerkendt og i og for sig bekræftet og elsket. Det er som alle mennesker i hele verden altid går rundt og siger: ”elsk mig”. Det er det helt grundlæggende ved menneskeliv, det er jeg overbevist om. Det er til stede i alle former for ytringer, ikke eksplicit, men som en dyb forventning vi har til livet. Vi må ofte skuffes over denne forventning, men vi bliver ved. For vi vil gerne – det er simpelthen det, vi vil
Gør dette etikken sårbar?
Etikken er ikke sårbar, men menneskeliv er skrøbelige og sårbare, så det er helt forfærdeligt. Vi prøver at gardere os, skjule os og sætte forsvarsmure op. Nogle vælger at trække sig helt ud og isolerer sig fuldstændigt fra andre mennesker for slet ikke at udlevere sig til nogen. Man kan isolere sig i en vis grad, men det betyder bare, at man dør åndeligt. Det er en form for selvvalgt selvmord, for liv udfolder sig kun i fællesskab, og hvis man aflukker sig, så visner livet i en. Derfor er det ikke nogen løsning.
Etik er grundlæggende for liv og kan ikke blot anskues som en form for vedhæng, vi en gang imellem kan trække frem. Engang havde man på universiteterne en forestilling om, at alle skulle have filosofikum, fordi man skulle have en vis filosofisk dannelse for at være akademiker. Filosofikum forsvandt, og nu kommer etikken ind under et fag, som kaldes for ”Videnskabsteori og etik”. Den sidste rest af filosofisk dannelse er dermed blevet til et vedhæng til noget, som anses for mere grundlæggende. Men det forholder sig omvendt.
Kan vi inddrage Løgstrup i forhold til flere nutidige moralske spørgsmål?
Løgstrup var mest interesseret i etik som noget mere grundlæggende og principielt – f.eks. i forhold til hvad etik overhovedet er. Han gik ikke ret meget ind i anvendt etik, hvor det drejer sig om mere specifikke områder. Jeg mener egentlig også, at der er noget meget banalt ved etik. Det er ikke særlig interessant, når det kommer til det mere konkrete – etikken siger jo ikke andet, end at vi skal være gode – om det så angår klimaproblemer, dyrevelfærd eller arbejdsløshed. Det er meget banalt, hvad etikken siger. Det er ikke særlig svært at finde ud af, hvad vi skal gøre. De fleste ved det også godt. Det er mere et spørgsmål om, hvordan man gør det og implanterer det – både konkret-praktisk og teknisk.
Hvorfor er det etiske perspektiv ofte fraværende?
Det er fordi, at der er nogle meget stærke kræfter, som er uetiske. Landmændene vil tjene penge til sig selv, helst så mange så muligt og helst så hurtigt som muligt. Landet skal helst have så meget eksport som muligt. Der er meget voldsomme kræfter på spil, som ikke behøver at være uetiske, men som hurtigt kan blive det. Etikken er i sig selv ikke særlig stærk, den etiske fordring er meget nem at tromle ned. Den er ikke så stærk, som de økonomiske systemer er. Etikken får ikke så meget plads som den bør have, fordi der er mange andre kræfter, der fylder så meget.
… og som vi har indrettet samfundet efter?
Det er lidt kompliceret at svare på. Løgstrup har nogle overvejelser om dette i den bog, der hedder ”Norm og etik”. Det, der er uetisk som f.eks. at være selvisk og bare at tænke på sig selv – for man skal jo tage hensyn til andre – er selve drivkraften i det kapitalistiske system. Inden for økonomien har man fundet ud af, at det kapitalistiske system fungerer bedre end det socialistiske, fordi kapitalismen bygger på den egoistiske drivkraft, som er meget stærk. Den er i stand til at skabe en masse rigdom i et samfund. Den socialistiske økonomi bygger derimod på en forestilling om, at alt er fælles eje – alt skal være til et fælles bedste. Men det dur’ bare ikke. Der eneste, der sker, er, at rigdommen i samfundet falder katastrofalt og alle bliver fattigere og fattigere. Det er liberalisternes argument: egoisme og ulighed trækker hele samfundet op, da det giver en drivkraft for økonomien, der er til gode for alle. Det er i og for sig et etisk argument. Problemet bliver så at styre denne egoisme. Jeg tror, at der er enighed om, at vi ikke kan undvære den kapitalistiske økonomi, men vi skal sørge for at regulere den, så den virkelig bliver til alles fælles bedste. Gennem skatter og en økonomisk politik kan man sørge for at holde denne dybt uetiske kraft i ave, så økonomien bliver til et fælles bedste for os alle.
Panamapapirerne afslører en vildtvoksende egoisme, for de mennesker, der er stenrige i forvejen, vil være endnu rigere. Den rigdom, de dermed har opnået, har kun kunnet lade sig gøre i samfund, der er organiseret i kraft af skatter. Det er bare så kynisk egoistisk, at det er helt håbløst! Sådanne ting skal etikken holde i ave. Der er hele tiden en kamp for at skabe så meget plads til det etiske i en verden, hvor der er mange andre kræfter på spil.
