9.6.2016
Indledning
Mediernes omtale af robotter har i de senere år ofte været negativ. Dystopiske profetier, om at robotter vil stjæle vores arbejde eller true os på livet, bliver blæst op med spinkel argumentation, der ved nærmere eftersyn ikke holder vand. I denne artikel præsenterer jeg nogle af de mere seriøse problemstillinger inden for robot- og androide-forskning, primært med fokus på den bølge af ‘sociale robotter’, der har meldt sig på markedet i løbet af det seneste årti. Jeg kigger blandt andet på, hvordan sociale robotter kan ændre vores umiddelbare opfattelse af andre individer, samt hvordan vores adfærd kan påvirkes af robotter, der udviser samme fysiske eller behavioristiske egenskaber som os selv.
Robotterne kom… Hvad nu?
Robotteknologien er i en hastig udvikling. Lidt for hastig, i forhold til hvad nogle mener, at den burde. Men udviklingen fortsætter ufortrødent, hvilket betyder, at hvis vi nogensinde skal formå at ”holde styr på” robotterne, må vi, i vores forsøg på at regulere denne udvikling, tage forskud på eventuelle problemer, inden vi bliver overrumplet af den næste bølge af sociale robotter.
I mit speciale skrev jeg om robotter, med særligt fokus på netop sociale robotter og den umiddelbare reaktion, vi som mennesker har over for disse robotter, når deres udseende og adfærd ikke stemmer overens med vores forventninger til dem. Under specialeforløbet stødte jeg, i min litteratursøgning, ganske ofte på artikler med et meget ensidigt indhold, når jeg, i medierne, skulle finde materiale om robotter. En hurtig google-søgning viser, at en af de mest almindelige overskrifter er en ganske simpel variation af ”robotterne kommer!”. Dette udsagn er ikke alene forældet, men indeholder ofte også et forældet syn på, hvilken social og samfundsmæssig rolle robotterne i fremtiden vil spille. Robotter er allerede en del af mange menneskers hverdag, enten i form af industrirobotter på arbejdspladsen eller service-robotter i hjemmet. De fleste har formentligt set en af disse standard-robot-støvsugere og robot-plæneklippere, der suser rundt i de danske hjem og haver. Ifølge Danmarks Statistisk var der en robot-støvsuger i hele 9 % af danske hjem i 2015 https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/forbrug/elektronik-i-hjemmet. På industrifronten havde Danmark det 5. højeste antal robotter per 10.000 medarbejdere i verden i 2014 Data fra International Federation of Robotics:http://www.worldrobotics.org/uploads/tx_zeifr/2016FEB_Press_Release_IFR_Robot_density_by_region_EN_QS_01.pdf. Disse tal alene burde være en klar indikator for, at robotter allerede er her og har været her i et stykke tid.
Hvor robotter hidtidigt har været en del af vores hverdag, primært i opgaveorienterede roller, er der i de seneste år sket en markant teknologisk udvikling, hvad angår de såkaldte sociale robotter; robotter, hvis formål ikke blot er at servicere brugeren, men også har til formål at danne et personligt forhold mellem brugeren og robotten. Et eksempel på en social robot er ‘NAO’ https://www.ald.softbankrobotics.com/en/cool-robots/nao, hvis anvendelse har ført til positive resultater indenfor især undervisning af autistiske børn Rabbit, Sarah M., Kazdin, Allan E. og Scasselleti, Brian (2015): ‘Integrating socially assistive robotics into mental healthcare interventions: Applications and recommendations for expanded use’, Clinical Psychology Review Vol. 35, pp. 35-46.. NAO er, ligesom de fleste sociale robotter, en forholdsvist lille robot, der måler 53 cm og vejer gennemsnitligt 4,3 kg. I modsætning til de robotter, som de fleste kender til, er NAO dog en humanoid robot. Den har arme og ben samt genkendelige ansigtstræk som øjne, ører og mund. Dens generelle udseende er altså noget, vi kan genkende fra os selv. Samtidig med, at NAO har et menneskelignende udseende, betragtes robotten dog ofte som et stykke legetøj, hvilket resulterer i, at folk er ganske positivt indstillede overfor NAO, når de møder den første gang MacDorman, Karl F. og Ishiguro, Hiroshi. (2006) ‘The uncanny advantage of using androids in cognitive and social science research’, Interaction Studies Vol. 7, no. 3, pp. 297-337..
Ubehaget ved den meget menneskelignende robot
Det er dog langt fra alle sociale robotter, der fremtvinger den samme positive følelse i os, når vi møder dem første gang. Robotforsker Masahiro Mori opstillede i 1970 hypotesen om, at vores naturlige tiltrækning mod robotten stiger, jo mere menneskelignende robotten er Mori, Masahiro. (1970b); ‘The Uncanny Valley’, Energy Vol. 7, no. 4, pp. 33-35. (Oversat ved MacDorman, Karl F. og Kageki, Norri. (2012). IEEE Robotics and Automation Magazine. 6. juni 2012: pp. 98-100).. Den industrielle robot-arm på arbejdspladsen bliver af de fleste mennesker mødt med minimal interesse, hvorimod en mere menneskelignende robot som NAO drager folks opmærksomhed til sig og formår at fastholde en positiv interaktion.
Mori noterede dog en undtagelse fra denne regel. Det drejede sig om menneskets møde med den meget menneskelignende robot; en robot hvis udseende til en vis grad kan forveksles med et rigtigt menneskes. Mori opdagede, at folk, i stedet for at følge reglen og udvise en endnu større tiltrækning mod robotten, følte et helt særligt ubehag ved at interagere med den. Et eksempel på meget menneskelignende robotter er androider, herunder f.eks. ‘Geminoid HI’ MacDorman, Karl F. og Ishiguro, Hiroshi. (2006) ‘The uncanny advantage of using androids in cognitive and social science research’, International Studies Vol. 7, no. 3, pp. 297-337.. Denne androide er en tro kopi af den japanske robotforsker Hiroshi Ishiguro og benyttes primært til forskning og til telekommunikation. Androiden kan f.eks. sendes til en forelæsning i Danmark, mens operatøren selv sidder på et kontor i Japan. Intentionen bag denne telekommunikation er, med andre ord, at overføre personens fysiske tilstedeværelse til et givent sted, uden at han eller hun behøver at forlade sin arbejdsplads. Det skal dog siges, at denne form for androider næppe bliver masseproduceret i den nærmeste fremtid. Drømmen om at sende androiden på arbejde, mens man selv ligger på sofaen, kan derfor endnu ikke opfyldes.
Den nye bølge af robotter og androider introducerer altså helt unikke kommunikationsmuligheder, som vil kunne blive en fast del af vores hverdag. NAO er allerede på vej på markedet. Den nye teknologi er dog langt fra problemfri. Tværtimod er der adskillige problemstillinger, der skal adresseres, før der kan gives grønt lys til brugen af disse sociale robotter. Før disse problemer kan adresseres, er der brug for mere viden omkring, hvad der sker i mødet mellem menneske og robot. Det er et emne, som endnu ikke er undersøgt tilstrækkeligt til, at vi kan give endelige svar, hvilket ikke skal forhindre os i nedenfor at forsøge at pege på nogle problematikker.
Moris’ hypotese, om menneskers negative reaktion på meget menneskelignende robotter, grunder i en følelse af at blive bedraget af robotten. Når en person møder den meget menneskelignende robot, bliver robotten, i kraft af sit udseende, ”genkendt” som værende et andet menneske. Når personen, gennem yderligere interaktion med robotten, dog indser, at denne ikke er et menneske, bliver han eller hun ramt af en følelse af ubehag. Der er adskillige teorier, der forsøger at forklare årsagen til denne følelse. En af de mest typiske teorier er, at personen, i mødet med den menneskelignende robot, og gennem opdagelsen af robottens virkelige natur, bliver mindet om sin egen forgængelighed. Det er en teori, der fremhæver menneskets følelse af angst over for den fremmede entitet. Fælles for de fleste af disse teorier er, at de påpeger en følelse af ubehag og en følelse af at blive bedraget. Her ser vi altså det første store problem ved visse sociale robotter, især teleopererede androider. Selvom der vil være positive ting at vinde for brugeren af disse teleopererede androider, kan det medføre markante negative reaktioner fra de personer, som skal interagere med brugeren gennem androiden. Personen kan føle sig bedraget af androiden, hvis dennes kunstige natur, under deres møde, bliver holdt skjult. Det er fælles for mange af disse teorier om følelsen af ubehag, at der er meget lidt empirisk forskning, der kan understøtte dem. Dette skyldes til dels, at sociale robotter fortsat er et meget nyt forskningsområde.
Problematikken forstærkes yderligere, når man tager i betragtning, at et af de tilsigtede mål er at anvende teleopererede robotter i ældreplejen og lade de ældre borgere interagere med sygeplejersker og hjælpere via robotten. Hvor dette muligvis vil have fordele for de fagfolk, der skal anvende robotten, idet der åbnes en mulighed for eventuelt at tilse flere borgere, end hvis de skulle rejse frem og tilbage, kan det medføre negative konsekvenser for borgeren, hvis han eller hun oplever et sådant ubehag i selve interaktionen med robotten. En anden problematik, der bør nævnes i denne sammenhæng, er risikoen for begrænset menneskelig interaktion, hvilket for mange ældre i forvejen er et vilkår.
Anstændig interaktion med robotter
De meget menneskelignende robotter kan altså fremprovokere en negativ reaktion hos de mennesker, der interagerer med dem. En ny undersøgelse fra Stanford Universitet viser dog, at selv en mindre menneskelignende, men stadig humanoid, robot som NAO også kan medføre utilsigtede negative reaktioner hos brugeren http://spectrum.ieee.org/automaton/robotics/humanoids/stanford-touching-nao-robot. Undersøgelsen fremlægger et eksperiment, hvori forsøgspersonerne bliver bedt (af NAO) om at pege på eller berøre diverse af NAOs kropsdele. Til trods for NAOs beskedne lighed med et menneske, viser resultaterne af forsøget, at forsøgspersonerne reagerede mere tøvende, når de blev bedt om at pege på eller berøre områder på NAO, der på den menneskelige krop normalt betegnes som mere intime eller ”private”. Ligeledes oplevede forsøgspersonerne en forhøjet fysiologisk opstemthed i disse situationer, hvilket kan tolkes som en utilpashed eller forlegenhed ved at berøre de pågældende områder, til trods for at disse intime eller private områder teknisk set ikke eksisterer på NAO.
Et generelt problem knyttet til ovenstående problemstilling, er, at vi som mennesker tilskriver de humanoide robotter visse menneskelige egenskaber og attributter, som de ikke har. Det kan rejse nogle etiske spørgsmål omkring, hvad der kan betragtes som anstændig omgang med robotter. Eksemplet med NAO kan virke ganske uskyldigt ved første øjekast, men taget i betragtning, at det i september 2015 var nødvendigt at indføre et forbud mod seksuel omgang med den sociale selskabsrobot ‘Pepper’ http://www.theguardian.com/world/2015/sep/28/no-sex-with-robots-says-japanese-android-firm-softbank, er det nødvendigt at undersøge uønskede konsekvenser ved antropomorfiseringen af robotter. Fælles for alle disse problemer er, at de ikke kan løses fra lænestolen. Der er brug for håndgribelige empiriske undersøgelser af forholdet mellem mennesker og sociale robotter, idet dette forhold er helt unikt, og fordi vores viden på området er meget begrænset. De sociale robotter er kommet, og de vil få en markant indflydelse på vores sociale og samfundsmæssige opfattelse af menneskelig interaktion. Der er derfor brug for, at vi allerede nu får undersøgt forholdet mellem robotter og mennesker, så vi kan kontrollere denne indflydelse og tilpasse den vores behov.
Rettigheder – menneskets eller robottens
Et populært, og til tider kontroversielt, emne blandt robotforskere og filosoffer er ikke blot, hvordan vi skal omgås og interagere med robotter, men også hvordan vi skal behandle dem Se Amanda og Noel Sharkey samt Robert og Linda Sparrow.. Selve ordet ‘robot’ har sin afstamning fra det tjekkiske ord for ‘slave’, hvilket er påfaldende i forhold til den attitude, der har været over for robotter; at de bliver skabt for at tjene os. Med den konstante udvikling i robotteknologien, er der opstået en stigende interesse for, hvordan vi skal behandle robotter, der f.eks. er avancerede nok til at opfatte og udvise empati. Udviklingen af kunstig intelligens medfører det naturlige spørgsmål: ”kan vi forvare at skabe empatiske væsener, hvis primære formål er at servicere os?”.
Eftersom at teknologien på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt tæt på at have udviklet robotter, der opfatter og udviser empati, vil jeg i stedet pege på en anden og mere presserende problematik. Så sent som i april 2016 offentliggjorde designeren Ricky Ma Ricky Ma er ikke en af verdens førende robotteknikere eller ingeniører. Han er blot en designer med en forkærlighed for robotter. Alligevel er han i stand til, med begrænsede midler, at skabe en robot, der ligner et andet menneske. en hjemmelavet robot, der helt intentionelt lignede skuespillerinden Scarlett Johansson til forveksling http://www.telegraph.co.uk/women/life/female-robots-why-this-scarlett-johansson-bot-is-more-dangerous/. Robotten, populært kaldet ‘ScarJo bot’, er ikke specielt avanceret i sig selv, men dens udseende er skræmmende realistisk og skabt med noget så simpelt som en 3D-printer. Muligheden for at skabe disse, om end simple, men meget menneskelignende androider, er altså allerede nu en realitet. Med tilstrækkelige billeder af dig, der læser denne artikel, vil selv en amatør-robottekniker eller designer som Ricky Ma, med en 3D-printer, kunne skabe en fysisk kopi af dig i fuld størrelse. Hvad kopien ville blive benyttet til, er der ikke et entydigt svar på, men tankerne om, hvad der kunne foregå bag lukkede døre, er ganske ubehagelige.
Robotterne er kommet for at blive
Til trods for denne artikels noget dystopiske skildring af sociale robotter, er der ingen grund til paniske skrækanfald og udråb som: ”Robotterne kommer!”. Vores viden om menneskers oplevelser i mødet med en social robot er stadig for begrænset til, at vi kan komme med nogle definitive svar på, hvordan de kan og bør interagere med os, og hvordan vi kan og bør interagere med dem.
Disse problemer til trods, kommer vi ikke udenom, at robotternes indtog er en realitet. Ikke fordi alle nødvendigvis ønsker sig deres egen ScarJo bot, men derimod fordi robotter er et godt bud på opfyldelsen af et eksisterende behov i samfundet, ikke mindst i ældreplejen. Der er ganske simpelt brug for flere hænder til at kunne varetage den stadigt stigende mængde af opgaver. For at komme standardindvendingen i forkøbet, er der ikke tale om, at robotter skal varetage plejen af de ældre. Tværtimod skal robotterne fritage personalet fra de mere tidskrævende husholdnings-opgaver, som ganske let kan overtages af en robot, og som gør det muligt for personalet at fokusere på det sociale og sundhedsfaglige, de er uddannet til. Det lyder jo nærmest utopisk.