1.5.2007
”Hakkeriet (motorens eller subjektets)
er alt i alt en frygt: Jeg er bange for,
at fremdriften skal stoppe” Barthes 2004:312.
Mediet som formidler af en særlig humanitet
Synet er knyttet til kropslige og mentale sammenhænge frem for at være en isoleret sans i sig selv. Kroppen er den basis og den ramme, som vi ser ud fra. Sagt på en anden måde, billeder eksisterer i og igennem den iagttagende krops reaktioner. Det er den affektive krop, der skaber det endelige billede. Perception er med andre ord afhængig af menneskelig affekt. Affekt og billeddannelse er uløseligt knyttet sammen. De uindrammede, form- og kropsløse digitale data bliver via et møde og afkodning somatiske og sanselige. Teknologien er en mediator til at skabe oplevelsen. Dette er tanker som eksisterer ikke kun inden for moderne teori om oplevelse og digital æstetik. Jeg vil senere komme direkte tilbage til dem via et udvidet billedbegreb fra neurologen Antonio R. Damasio, der omhandler de sensoriske billeder, som kroppens sanser vedvarende skaber; Fausing 1999:13ff, 107ff, Damasio 2004:318f, Hansen 2004:13. i forlængelse heraf inddrager jeg også synæstesi. Tankerne er også bestanddele i den måde, man former marketing og tv-reklamer for – som i dette tilfælde – en mobiltelefon fra Nokia, hvis slogan som bekendt er ”Nokia connecting people”. Lad os se nærmere på, hvilken status kroppen, affekten og moderne teknologi får i en tv-reklames selvfremstilling af det mest succesfyldte medie, hvad angår brug, udbredelse og statusmarkør, inden for ny teknologi, mobiltelefonen. Hvilken funktion får denne teknologi for forløb, billeder, interaktioner og affekter?
At brænde igennem skærmen’, er et udtryk vi ofte bruger, når en person eller hændelse slår igennem ikke mindst på tv, så vi glemmer skærmen. Vi føler os til stede, ansigt til ansigt, eller person til person. Der bliver altså foranstaltet en menneskelig relatering og interaktion, af en særlig grad trods skærmen, på grund af de særlige menneskelige egenskaber hos personen eller ved begivenheden på skærmen. Eller også er det – som det bliver fremhævet i det følgende – fordi teknologien er særlig god til at eliminere skærmen og til at lade humaniteten bryde igennem teknologien vel at mærke ved hjælp af teknologien som via intuitionens uventede og uforudselige indsigt. Skærm kommer etymologisk af et ord, der betyder hud. Nogle særlige menneskelige egenskaber trænger igennem og gør huden levende, som om der ikke var tale om mediering. Huden bliver ikke en beskyttende skærm, derimod noget levende og vitalt, der interagerer. Denne særlige personliggørelse eller antropomorfisering er væsentlig for brandingen af ny teknologi. Mobiltelefonen og dens digitale kamera anskues i denne tv-reklame som en fuldbyrder af menneskelig interaktion, der foranstalter en særegen affektiv og kropslig bekræftelse, indsigt og transcendens. Mediet er en nødvendig hjælper til at nærme sig denne særlige humanitet. Mediet foranstalter en tekno-transcendens mod en oprindelig menneskelighed, der er i kontakt med intuition, drøm og sansning, altså de kvaliteter teknologien, industrialiseringen, rationaliteten eller kort moderniteten normalt bliver klantet for at have fjernet fra den menneskelige eksistens.
Præ-humanitet og post-humanitet
Det, der tager form i tv-reklamen, er forestillingen om en præ-humanitet, som ligger i svøb, men kræver teknologiens transcendente muligheder for at blive bragt for dagen. I stedet for en post-humanitet – og det gælder ikke kun i denne tv-reklame, men mange – er det en præ-humanitet, der tager form, forstået som en oprindelig og genuin menneskelighed, og som bliver tilgængelig via teknologi.
Post-humaniteten bliver herved set i lyset af en præ-humanitet, der også – ligesom kulturanalytikeren Walter Benjamins begreb drømmebilleder – har spor ind i fremtiden, besidder en tekno-transcendens. Man går tilbage til en oprindelig menneskelighed, der er blevet frataget mennesket med industrialiseringen og moderniteten, der kan samles om begreber som sansning, forstået som intens perception og synæstetisk oplevelse, intuition, forstået som foregribelse via uventede før-bevidste og præ-verbale indsigter, og drøm, forstået som muligheden for at forstille sig noget anderledes.
Post-humanismen søger bredt at bestemme humaniteten efter renæssancens sekularisering og teknologiens fremkomst under første, mekaniske og ikke mindst den anden, elektroniske industrielle revolution. Hvad er det særligt menneskelige, når disse teknologier kommer til? Det teoretiske felt er meget bredt, og termerne post-humant og post-humanisme bliver brugt særdeles rummeligt af forskellige teoretikere. I en i øvrigt gennemgående positiv anmeldelse af N. Katherine Hayles´ How We Became Posthuman (1999) noterer sociologen Andrew Pickering, hvordan Hayles ”koger over teoretisk”. Pickering 2000:392. Der findes undtagelser for denne regel: Hayles´ (1999) litterære analyser, Weiss´ (1999) meget korte inddragelse til slut af en selvbiografi af Simone de Beauvoir, Hansens (2004) antydende analyser af videoinstallationer. Bestemmelsen kunne stå for alle udgivelser om det post-humane; den teoretiske diskussion har været høj, med stor spændvidde og ofte også intellektuel spændstighed. Denne fremgangsmåde har så samtidig ført til en analytisk-æstetisk forarmelse i udgivelserne. Det analytiske materiale begrænses generelt talt til korte eksemplificeringer, deskriptive referater eller teoretiske lakmusprøver, hvor analyserne bliver dyppet i teori for at bekræfte sidstnævntes rigtighed. Det analytiske-æstetiske felt har ingen egenkraft, genstridighed eller indsigelse i forhold til teorien. Så vi har på den ene side et mangesidet teoretisk felt med mange forskellige spor, hvor Hayles tekno-optimisme og Mark B. Hansens søgen inden for neurobiologien for at finde tentative svar på det særligt menneskelige har haft interesse for mig; på den anden side er alle disse og andre spor ikke særligt grundigt belagt analytisk og derfor af mindre betydning for dette arbejde.
Af den grund og fordi jeg generelt mener, at teori skal måles på praksis, dvs. analyse, tager jeg i det følgende et konkret eksempel fra hverdags-æstetikken op: Hvordan ser man på mennesket og på teknologien i en tv-reklame for en mobiltelefon? Hvordan tager post-humaniteten sig ud i den sansning, der skabes her og den fortælling, branding, man søger at lave? Det vil vise sig, at post-humaniteten tager sig ud som den præ-humanitet, jeg benævnte, en søgen tilbage til tilsyneladende oprindelige humane værdier og færdigheder, som teknologien kan hjælp med til at fremelske. Teknologien hjælper humaniteten.
I og med, at jeg tager et eksempel fra hverdagsæstikken op, adskiller jeg mig også fra eksemplificeringer og analyser inden for post-humanistisk teori, der centrer eksempler i det omfang, de er med, omkring etableret kunst. Jeg mener, at det er væsentligt at se på de forestillinger, som bliver tilført de digitale teknologier i hverdagsæstetikken, fordi det er herfra at størsteparten af fornemmelser og billeddannelser stammer. Derfor prioriteringen af analysen og af hverdagsæstetikken og derfor en vis afstandtagen til om end også inspiration fra den post-humane teori.
Myter og modernitet
Vi indgår i tv-reklamer på stadig mere subtil vis. Vi interagerer – eller med et relevant udtryk for denne tv-reklame, vi connecter – med tv-reklamerne, og de med os. Hvordan sker det? Er moderniteten og dens teknologi en rationalisering, eller er den en åbning mod drømme, intuitioner og visioner, der indgår i interaktionerne? Den første holdning har fortaler hos sociologen Max Weber; den findes desuden hos semiologen Roland Barthes, der fremhæver, at vor tids mytologier er socialt skabte. Barthes 1996. De er med Barthes kulturelle aftryk, der ikke har noget tilfælles med egentlig mytologi og metafysik. Verden er blevet afmytologiseret.
Overfor dette synspunkt står Walter Benjamins udsagn, at moderniteten ikke er en afmystificering og rationalisering. Tværtimod giver varernes og deres billeder mulighed for at geninddrage det mytisk-religiøse. De er drømmebilleder af længsler og følelser, der stadig ikke er opfyldte.Benjamin 1969a. I dag findes visse lignende tanker hos filosoffen Charles Taylor (Taylor 2002:61ff), uden dog at tangere den æstetiske og perceptuelle kompleksitet, som Benjamins tekstfragment gør. Antropologen og videnskabsteoretikeren Bruno Latour (Latour 2006:kap. 5) har på sin egen måde fulgt denne holdning op og betoner, at vi aldrig er blevet moderne. Vi har nemlig aldrig været i stand til at skelne mellem natur og kultur, tro og viden, ting og mennesker. Det gjorde man ikke i præ-videnskaber som alkymi, astrologi og frenologi. Det er nu også blevet vanskeligere og vanskeligere med genteknologi, reagensglasbørn, ozonlag mv. at opretholde en distinktion mellem natur og kultur. Latour anslår en mere dystopisk syn på modernitetens drømmebilleder. Vi er derigennem til stadighed bundet både til noget præ-moderne og noget fremtidigt.
Analysen betoner den sidste holdning som et tegn i tidens tv-reklamer. I analysen vil der i særlig grad blive lagt vægt på for det første den kropslige affekt, der ligger i forlængelse af det nævnte udvidede billedbegreb, for det andet den postindustrielle stræben mod det ikke-industrielle; det præ-humane i det posthumane kunne man sige igen.
Vi har for det tredje påstanden, at tv-reklamer i dag er blevet selvreferentielle. Reklamen er blevet et lukket univers i selvsving, Christensen 2001:11ff. der kun kommunikerer fra reklamedesigner til reklamedesigner. Selvsvinget er i mine øjne imidlertid ikke rettet indad, derimod udad som en del af en kommunikationsinteraktion: se vores selvsving, bryd vores koder, løs gåden, deltag i mytologien og gå ind i drømmebilledet. Selvreference og dermed gentagelse er en del af det stof, som nyere som ældre myter er lavet af.
Gennemgående æstetiske motiver i det følgende vil for det fjerde være: Kommunikation, sansning, transport, transformation, telefonledninger, glødetråde, fugletræk, æbler i snore, tomme pladser og standsninger af musik og billeder. Disse udtryk er forbundet med interaktionen, modernitetens genindlejring af drømme og vores inddragelse i selvsvinget. Alt dette peger mod en femte synsvinkel, som præger hele tv-reklamen: tabet og ængstelse for tab. Denne vinkel forlener tv-reklamen med en seriøsitet, som jeg ser som en indsigelse mod postmodernismens ironi.
Fra SMS til MMS
Tv-reklamen for Nokia 7250, en mobiltelefon med digitalt kamera, bevæger sig mellem makroskopi (vi får en hel verden på 30 sekunder) og mikroskopi (vi får mange næroptagelser af ansigter, øjne, fingre, grene og hjulspor).
Et nærbillede af et kvindeansigt indleder tv-reklamen. Derefter følger et close-up af et enkelt øje, der blinker og ’tager et billede’ som et kamera.
Dernæst et close-up af to øjne. Øjnene ser ud over det, der i næste billede afsløres som en øde parkeringsplads, hér står en ensom kvinde med ryggen til og betragter de tomme parkeringsbåse.
Den enlige kvinde indfanges i displayet i en Nokia 7250 i tv-reklamens næste billede. Hun er blevet fotograferet, ’taget’. Er hun blevet ’taget’ af øjnene eller af mobilen med digitalt kamera? Hermed er endnu et væsentligt tema anslået: glidningen mellem ting og person, besjælingen eller menneskeliggørelsen af Nokia 7250. Der er flere steder, tv-reklamens billeder ’blinker’ hastigt, som vi kan med øjenlågene, når vi bliver forskrækkede eller overraskede, eller når vi ønsker at rense øjnene for at se bedre.
Øje, mobiltelefon, kamera og tv-reklame forenes. Teknologien er en naturlig udvidelse af mennesket, ikke en kunstig protese, sådan som vi kender den fra den første industrielle, mekaniske revolution. I den anden industrielle, elektroniske revolution stræber teknologien mod at være en organisk og mental forlængelse af individet, som er usynlig eller næsten ikke til at registrere eller designmæssigt fusioneret. Tingen er menneskelig og udvider det menneskelige register ved at give mennesket skjult – intuitiv – indsigt tilbage, der er blevet frataget det med moderniteten. Det er vanskeligt at se, hvor mennesket standser og teknologien begynder.
Vi har den klassiske opbygning af en tv-reklame med en sansestrøm af billeder, lyde og musik uden tekst eller tale før sidste sekvens, hvor en voice-over fortæller: ”Fra øje til øje. Den nye Nokia 7250. Med indbygget kamera.” Til sidst bliver logoet præsenteret. Musikken er forbindelsesled igennem tv-reklamen og afbrydes kun af lyden af kameraet – eller øjet – der klikker og tager et billede. Disse klik bliver en markant rytmik i det billedlige og musikalske forløb. Der er på et tidspunkt en bemærkelsesværdige afbrydelse af musikken og billederne, som om transmissionen brat er blevet standset.
Farverne er iøjnefaldende i deres skift og dermed rytme. Der er desuden rytmik i udnyttelsen af de mange horisontale linjer, der bliver brudt af markante vertikale linjer, som dannes af mobiltelefonen, personen på parkeringspladsen og de elektriske master.
Der er hurtige skift fra varme, gyldne farver til kølige, blålige farver. Dyrkelsen af den ensomme figur i det øde menneskelandskab og den melankolske stemning, det blå farveunivers er med til at skabe, er atypisk for tv-reklamer, men noget der er ved at blive mere fremtrædende. Farven giver associationer til den blå time, l’heur bleu, hvor dagen bliver til aften og farver og stemninger nedtones. Sindsstemningen er længselsfuld og erotisk. Disse blålige tableauer suppleres med gyldne nærbilleder af jord, ansigtet og øjnene. Det er mere en stemning end en fortælling, der vises. En række billeder følger rask efter hinanden som indtagende enkeltbilleder, snap-shots uden umiddelbar relation. Tv-reklamen tager form som en drøm, der rulles ud, eller som erindringsstumper eller et associationsmylder eller abrupte intuitive indsigter, der lægges frem i æstetiserende tableauer og til en markeret rytme, der følger vejrtrækningen.
Den mekaniske reproduktions tidsalder, hvor samlebåndets ensartethed var produktionsideal, er blevet afløst af kloningens biokybernetiske afbildning og uforudsigelige muligheder, hvor teknologi og biologi kombineres. Ved den første var kopien en tab af autenticitet, af aura (Walter Benjamin); ved den anden er kopien lige så god og tit bedre end originalen. Tænk her blot på redigeringer af billeder på en computers billedprogrammer, eksempelvis Picasa 2.
Et væsentligt spørgsmål i en tidsalder med digitale billedsammensætninger, kloning, kunstig intelligens, plastisk kirurgi og interaktive medier, er: Hvad er det særligt menneskelige nu? Det er affekten, følelserne, der udgør det særligt menneskelige. Selv nok så intelligente maskiner og virkelighedstro billeder kan ikke føle eller være i affekt, det kan vi derimod. Jeg betoner mennesket som værende i besiddelse af denne egenskab, fordi det er i stand til at reflektere over affekten. Det kan en maskine, en plante eller et dyr ikke
Mobiltelefonen præsenteres som digitalt multimedie og ikke mindst som digitalt kamera med en skærm (display), der lægger op til snap-shot og photo-chat. Koskinen 2002:22.
det brud med traditionen, det ofte er givet blevet ud for. Jf. Lister1995:1ff. Dets force som teknologi er, at den – som det vil fremgå – kan registrere affekten og disconnetion og være med til at hjælpe over afbrydelserne.
Fra øje til øje, fra menneske til menneske – via teknologi
Denne tv-reklame har tilmed en titel. Fra øje til øje. Titlen henviser naturligvis til øjets helt centrale betydning og placering i tv-reklamen.
Den anslår tillige den besjæling eller antropomorfisering, jeg nævnte tidligere. Det er fra ’øje’ til ’øje’, ikke fra ’øje’ til ’mobiltelefon’. Det er ansigt til ansigt, det drejer sig om her, den rene menneskelige, legemlige væren, som teknologien hjælper på vej. Højteknologiens sidste skrig er blot en hjælpende hånd til bedre menneskelig relatering. Der er tale om et subjekt-til-subjekt forbindelse, et jeg-til-jeg forhold, mellem menneske og vare. Man kunne også sige ’jeg-til-du’; men den intimitet, der bliver anslået i tv-reklamen overfor varen får mig til at gå et skridt videre til at gøre ’du’ til ’jeg’. Eller sagt på en anden måde, det er netop den integrerende og intime forbindelse mellem menneske og digital teknologi, der gør, at jeg og du bliver flydende og symbiotiske størrelser – uden om al teknologi og alligevel sikret via teknologi. Mennesket er ikke subjekt, og teknologien er ikke objektiv ting; den vage og porøse distinktion er i en vis forstand hinsides enhver subjekt-objekt dialektik og peger derved igen på sansningens, intuitionens og drømmens ophævelse af og leg med disse bestemmelser. Via teknologien kommunikerer vi som om, der ikke var teknologi imellem os. Det er i al fald forestillingen i tv-reklamen, og som den vil formidle videre.
Kort inde – helt nøjagtigt otte sekunder inde – i tv-reklamen er der et nærbillede af et enkelt øje, der blinker og foreviger noget rødbrunt, der ved nærmere eftersyn kunne ligne jordfolder eller jordlinjer, der mødes i en spids vinkel.
Jeg tolker det som næroptagelser af hjulspor i rødlig jord eller sand. Med hver et sekunds varighed veksler billederne mellem jordfolderne, der fotograferes af øjet, og dernæst øjet, der blinker og fotograferer dem. Øjet registrerer hjulsporene, indoptager og fotograferer dem – og i denne proces omformes sporene af øjnene, der ser. Der er en accentuering af, at den skiftende billedstrøm mellem close-ups på de seende øjne og de dele af virkeligheden, øjnene iagttager, ikke blot skal udtrykke synets registrering af omverdenen. Vi skal også bibringes en fornemmelse af, at der sker noget andet og kropsligt-psykisk i det øjeblik, vi indoptager den fysiske virkelighed.
Vi tilfører det set noget, og vi sætter det sammen med helt nye billeder; vi laver mentale montager. Synssansen og kroppen åbner for noget andet, synes tv-reklamen at sige; noget videre menneskeligt, noget intuitivt og sanseligt, der inddrager erindring, mytologi og vision. Det anskueliggøres lidt længere inde i tv-reklamen – helt nøjagtigt efter 16 sekunder – hvor der er et close-up af et ansigt, hvor en hånd først har afskærmet øjnene. Dernæst glider hænderne langsomt væk for at lade øjnene møde verden. Mennesket åbner for synssansen. Samtidig giver nærbilledet indtryk af, at der samtidig bliver åbnet op for personens indre bevidsthed. Indre og ydre mødes i synet; verden indefra møder verden udefra. Dette indtryk tydeliggøres af den associative billedstrøm, der følger umiddelbart efter, og som er præget af de omtalte stærke drømme- og fantasiagtige billeder. Det er billeder og billed-sammenkædninger, der giver indtryk af at have fået adgang til den seende persons indre kropslige lager af erindringer, drømme og visioner og af at kunne præsentere disses møde med konkrete ydre registreringer.
Synssansens har en central betydning i tv-reklamen, og det pointeres tillige af det afsluttende nærbillede af et øje. Nærbilledet står skarpt. Et vidtåbent øje fylder hele skærmen med en meget sort pupil i fokus og med en lille hvid prik i midten af pupillen. Dette nærbillede glider over i et billede af Nokia 7250 med sit indbyggede kamera. Det menneskelige øje og dermed krop fusionerer direkte med mobiltelefonens kameralinse. Relationen mellem menneske og Nokia understreges, og udsagnet ’fra øje til øje’ tydeliggøres som en menneske til menneske relation, ikke en menneske til maskine sammenhæng. Teknologien er menneskelig.
Også følesansen – symboliseret med hænderne – har en væsentlig funktion i tv-reklamen. Cirka 18 sekunder inde i tv-reklamen er der billeder af fire hænder, der glider over hinanden og er så tætte på hinanden, at de nærmest synes at flyde sammen. Syns- og følesansen har tæt forbindelse i gensidigheden, som de begge bygger på. Øjnene giver udtryk fra sig og suger indtryk til sig, og vi kan ikke lægge hånden på en andens arm uden at mærke såvel armen som vores egen hånd. Denne direkte gensidighed mangler ved de øvrige sanser. Vi kan også bruge hænderne til at holde for øjnene – som tv-reklamen også viser – så vi kan beskytte os mod indtryk. Synet er den eneste sans, vi kan lukke af for med øjenlågene eller hænderne (som vist), og det siger noget om de mange impulser, som synet tager til sig og former kroppen med, og som er langt højere end ved de øvrige sansers sansninger. Jf. Fausing 1995:54f. Her findes der en nærmere anføring af de forskellig signaler, de forskellige sansereceptorer sender til hjernen i sekundet. Øjnene sender langt de fleste. Tallene er hentet fra Manfred Zimmermann “The Nervous System in the Context of Information Theory.” In: R.F. Schmidt et al, eds. Human Physiology. 2nd Edition, Berlin:Springer-Verlag, 1989 :166ff Der er en tæt forbindelse mellem syn, ansigt, følesanser, hænder… og ængstelse. En række nyere forskere – i særdeleshed Martin Jay og W.J.T. Mitchell Jay 1994:11, jf. tillige titlen på bogen, Mitchell 2005:342. – og figurer og fortællinger i klassisk mytologi, eksempelvis Ødipus og Medusa fra den græske og Odin fra den nordiske mytologi, hæfter synssansen og det visuelle eksplicit sammen med ængstelse. Holdningen passer desuden til den digitale, visuelle interaktion og med den mentale og fysiske inkorporering, der anslås, stadigvæk sådan at der i tv-reklamen er en klar redning fra truslen mod ontologisk sikkerhed for hånden med greb om mobiltelefonen.
Nokias logo viser desuden to hænder der mødes og leder tanken hen på Michelangelos freskomaleri af Adams Skabelse fra Det Sixtinske Kapel (o. 1508): ”Scenen viser ikke selve den fysiske skabelse, men overførelsen af den hellige gnist – sjælen – hvorved der opstår en dramatisk konfrontation mellem menneske og Gud”, Janson, bd. 2, 1977:209 hedder det hos kunsthistorikeren H. W. Janson. Nokia tillægger sig egenskaber som måske ikke er guddommelige, men næsten.
Gnisten ses flere gange undervejs i tv-reklamen vist symbolsk eller direkte som el-ledninger eller som tegnede lysstreger og kruseduller, der viser sig tæt ved kvindeansigtet, som om de kommer inde fra hjernen.
Gentagne gange går man fra de stramme linjer til de kaotiske former. Gnisten er sjælen, det særligt menneskelige, der i dette tilfælde bliver formidlet via teknologi. Teknologien bliver human.
Bro versus netværk
Det drømmeagtige og associative i tv-reklamen har også den funktion, at det åbner op for mange fortolkninger. Det er ikke kun en bro, derimod mange overgange, der bliver lagt op til i fortolkningen.
Broen over til den rette løsning bliver konfronteret med et netværk af muligheder, som det er op til os at bruge, sådan som vi nu vil.
Man ønsker ikke den entydige forklaring. Kun til allersidst, hvor der ikke skal være tvivl og logos (af gr. ’fornuft, ord’) kommer ind: Køb varen, husk navnet, der kan åbne for herlighederne og de mange universer. Til sidst falder alting på plads, mobiltelefonen fra tv-reklamen roterer baglæns ind i rækken af 7250 mobiltelefonmodeller, seks i alt. De viser i displayet scener fra tv-reklamen, dog ikke mobiltelefonen der er kommet fra selve tv-reklamen, den viser derimod Nokias logo: To hænder der mødes. Drømmen om genuin menneskelig relatering er via teknologien blevet realiseret ifølge tv-reklamen. Atter har vi udsagnet om teknologien, der eliminerer sig selv for at potensere de tætte og ægte interpersonelle relationer, ansigt-til-ansigts kontakten.
Det er i tv-reklamens mange forgreninger som et netværk, jeg ser muligheden for et positivt selvsving, der er rettet indad og ikke udad. I stedet for den rene formel og den klare løsning pendler man mellem forskellige løsninger – som det er op til os som en del af det senmoderne selvrefleksive projekt at tage stilling til. At alt bliver bragt på plads til sidst i række og geled og med det rette logo er så en anden sag, der har med de fundamentale ængstelser og det rette køb at gøre. Det er det faktum, enhver tv-reklame drejer sig om: køb, altså er du til. Jeg køber, altså er jeg; consumo, ergo sum!
Et eksempel på denne refleksive forvaltning kunne være hele denne tv-reklames form med de mange og disparate billeder, som vi selv skal ordne og prioritere. Vi kan gå vores egne veje. Et andet eksempel er et enkelt billede fra tv-reklamen: Nærbilledet af kvindeansigtet der vises efter ca. 20 sekunder inde i tv-reklamen. Det følger umiddelbart efter nærbilledet af hænderne, der glider ind over hinanden, og dermed har et både håndspålæggende og erotisk nærvær over sig. Baggrunden til kvindeansigtet er den samme som scenen med hænderne – er hun til stede samtidig med hænderne? Er det hændernes ansigt, så at sige? Kvinden ligger på siden.
Hendes hår falder ned over ansigtet, og det dækker for munden og kinderne. Kun hendes øjne og næse er synlige. Øjnene er vidt åbne og synes at betragte noget uden for skærmen, der synes at bringe hende i affekt – eller kigger hun blot ud i tomheden, endnu en tom parkeringsplads, flere nøgne træer? Øjnene har udtryk af længsel, erotik, ensomhed og sørgmodighed over sig. Eller? Montagen med de foregående og de efterfølgende billeder med et flimmer af begærlige hænder gør det endelige udsagn usikkert, fordi mange muligheder byder sig for.
Kvindeansigtets udtryk giver betydninger, der kan gå i mange retninger – afhængig af øjnene der ser, og de billeder de konkret i montagen og mentalt i vores indre bliver ført sammen med. Ansigtet er i sig selv mangetydigt og ubestemmeligt ifølge både filosoffen Emmanuel Lévinas og filmfilosoffen Gilles Deleuze.Jf. nærmere i Fausing 2002a:36ff.Når det tilmed bliver sat i en abstrakt sammenhæng er der næsten ingen grænser for betydningernes floreren. Nærbilledet af ansigtet appellerer til associationer, til medleven.
I perceptionen bidrager modtageren dermed med sine egne fantasier og indre billeder, der skabes en udveksling af individuelle og intersubjektive billedannelser, fortællinger og associationer – mellembilleder som jeg har kaldt dem – som alle er lige gyldige i betydningen ligeværdige. De mange nærbilleder forstærker denne åbne tendens, som er et generelt træk ved de moderne anti-livsstilsreklamer. Nærbilledet er et transparent og magisk felt, hvor indre og ydre interagerer. Nærbilledet er ikke et slutpunkt, nærmere kan vi ikke komme, det er en tilnærmelse eller en optisk udspænding for at bruge fænomenologen Henri Bergsons Bergson 1996:30ff; se også Fausing 1999:26ff, hvor der er nærmere indføring i begrebet ’udspænding’.term, der forener og opløser subjekt og objekt dialektikken. Nærbilledet er åbningens sted mod associationer, fornemmelser og tankemylder. Nærbilledet er det vaklende punkt i et strukturelt forløb på grund af alt det, det er i stand til at sammentrænge, (ind)optage og sprede. Nærbilledet bliver således også åbningen mod det menneskelige følelsesregister – det affektive igen.
Ingen forbindelse
Musikken, der fungerer som lydspor i tv-reklamen, er af den afrikanske gruppe Zap Mamma og nummeret hedder ”Take me Coco”. Etnisk musik og teknologi forenet, mytologi og elektronik samlet. Afrika og Europa, det præ-moderne og det senmoderne ført sammen.
Musikken kompletterer den omtalte symbiose af menneske og teknologi. Musikken er a cappella med korale og sakrale træk, hvori der er samplet lyde fra udløseren og måske et par andre lidt skarpe lydfragmenter. Sangen bliver sunget på en afrikansk dialekt og er – i al fald for de fleste mennesker uden for afrikansk kultur – en serie uforståelig lyde og ord. Musikken følger og bringer billederne sammen i en gentagende åndedragsrytme; et enkelt sted midtvejs i tv-reklamen standser musikken, som berørt, fordi billedet fryses og skifter tre gange uden musik. Det sidste stillbillede i denne frysning er et totalbillede af et fugletræk, og samtidig med at billedet sættes i bevægelse igen, begynder musikken. Det visuelle og det audiovisuelle flyder her tæt sammen.
Der er både teknologi og meditation over musikken. Stemmernes sakrale gentagelser af lyde, der ikke giver nogen umiddelbar mening, pointerer at betydning også skabes via andre symbolfunktioner end de diskursive. Det er det åbne før-bevidste, ikke-diskursive felt tv-reklamen har bevæget sig ind i, for der igennem at sætte så mange følelser, betydninger og tolkninger i sving som muligt. For dog at samle dem i et klik og en henvisning til sidst.
De mange forskellige billeder, lyde og tegn kan man også sige lægger op til brugen af intuitiv indsigt i stedet for diskursiv forståelse. Henri Bergson skelner mellem intuition og forstand. Forstanden arbejder diskursivt, led for led og i faste begreber og logisk rækkefølge; en rækkefølge der er brudt op i tv-reklamen til fordel for abrupte billeder og indtryk, sådan som intuitionen arbejder med pludselige indsigter og impulser. Virkeligheden er liv, bevægelse og udvikling, betoner Bergson, Bergson 1996:77ff. Bergson kommer her også ind på den særlige pludselige indsigtskvalitet ved drømmen. og fordrer intuitiv, sanselig bearbejdning for at blive afkodet i alle dens rørelser og former.
Standsningen af musikken kommer samtidig med, at et billede bliver fastholdt. Denne aktivitet er dobbelt, den betyder, at billedet bliver fastlåst, og dets betydning derigennem bliver accentueret og forstærket – men det kan også medføre at forbindelsen og betydningen bliver brudt og opløst ved at blive fjernet fra sammenhængen, jf. bruddet i musikken, og bevægelsen, der forstener. Det er her nærliggende at sammenligne med det analoge eller kemiske fotografi, hvor optagelsen også forstærker et indtryk, et motiv, ved at fiksere det i tid og rum og samtidig river det brat ud af sine tilknytninger. Hermed er også antydet det tema, alle tv-reklamer bygger over, nemlig ængstelsen for ikke at være med, være isoleret, være alene, være uden connection, disconnected i alle henseender. Køb dig en mobiltelefon og kom i forbindelse, connection.
Der er herefter billeder af æbler, der er hængt op i snore på grene uden blade. Noget tabt er søgt repareret.
Lignende temaer bliver anslået af billederne og musikken, der standser og fugletrækket, der sættes i bevægelse igen. Der kan hele tiden ske en afbrydelse og et tab af forbindelse. Teknologien kan reparere på ængstelsen, og man kan gå tilbage uden frygt: Modellen er oprindelig fra Fausing 1995:165, men er altså her ændret netop i forhold til de mere ængstelige markeringer og tydeligere kropslige brandinger.
Driften mod tv-reklamens billeder og øvrige æstetiske udtryk er ikke i første omgang sikkerheden, ej heller trygheden eller kærligheden, de lover. Den væsentligste drivkraft er ængstelsen, der trues med. Mens de samfundsmæssige forhold for barnet er formidlet gennem de familiære relationer og skjult bag dem, så er den voksne umiddelbart udleveret til dem. Når den voksne ikke kan forstå disse forhold og deres mekanik og heller ikke danne sig et billede af dem, når den barnlige afmagt alligevel består, så vender de barnlige tvangsforhold abstrakte, billedløse og upersonlige tilbage. Angsten fremtræder nu som et overdrevent beredskab uden faste konturer og figurer. Med hvem eller hvad skal vi definere os? Jf. Haug 1964:14f. Vareæstetikken og medierne kommer ind her, fordi de kan udnytte den diffuse ængstelse, der forekommer objektløs og upersonlig og derfor så meget desto mere tilgængelig for æstetisk konkretion og billeddannelse. Logo, brand og ontologisk sikkerhed kommer til at ligge tæt sammen. Logoet, den særlige vare og teknologi sikrer din færden og sikkerhed fremover. Jeg vil belægge tesen om forbindelsen mellem logo og ontologisk sikkerhed vedrørende selvidentitetens stabilitet gennem to citater. Det er karakteristisk, at man finder disse udtalelser hos personer, der er i chok, og som bruger brandet netop som en ontologisk sikkerhed om identitetens og virkelighedens uforandrethed. De efterfølgende citater er således blot et forstærket udtryk for den almene brug af brands med samme hensigt. Det første citat er fra Estonias forlis i 1994: ”Selveste Moder Sverige tog imod heroppe – dog uden at sige et ord. Sammen med sine kolleger sprættede hun mit våde tøj op. Jeg skulle til at protestere over opklipningen af mine Bill Tornade-bukser, der var mit kæreste eje, og støvlerne, der var helt nye, men jeg havde ikke kræfterne.” (Hviid, Morten Boje ”Estonias forlis: En danskers beretning.” in: John Carey ed. Øjenvidner til historien. København:Haase 2003 (1999):796f). Det andet citat stammer fra en af de sorte enker, der ikke turde lade bombebæltet sprænge ved en cafe i Moskva: ” De klædte mig på, så jeg lignede en moskovit – yderst moderigtigt… Da jeg kiggede i spejlet på vej ud, kunne jeg godt lide mit udseende. Jeg har aldrig haft den slags tøj før. Jeg var endda lykkelig i nogle få minutter. Flot tøj, en mobiltelefon og mere end tusinde rubler. (….) Jeg ringede ikke til nogen, men jeg kunne godt lide telefonen. Nokia, den var så flot. Jeg har aldrig haft en mobiltelefon før.” (Jørgen Staun ”Selvmordsterroristen der ville leve.” in: Berlingske Tidende 7.4.2004). I denne sammenhæng må forbindelse mellem ontologisk sikkerhed og brand blive ved disse ord. Problemstillingen indgår i mere udfoldet form i mit større arbejde med titlen Skærmens samfund (2009)
Blinke med øjnene og tage billeder med mobilen. Et tilbageblik
Et nærbillede af et kvindeansigt med fokus på de stærkt malede øjne indleder tv-reklamen for Nokia 7250, en mobiltelefon med digitalt kamera. Derefter følger et endnu tættere close-up af et enkelt øje, der blinker og ’tager et billede’. Dernæst følger et close-up af to øjne. Øjnene ser ud over det, der i næste billede afsløres som en øde parkeringsplads, hér står en ensom kvinde med ryggen til og ser ud over de tomme parkeringsbåse.
Den ensomme kvinde fra parkeringspladsen indfanges i en violet Nokia 7250 i tv-reklamens næste billede. Hun er med andre ord blevet fotograferet, ’taget’. Men er hun blevet ’taget’ af øjnene eller af telefonen med indbygget digitalt kamera? Hermed er endnu et væsentligt tema anslået, nemlig glidningen mellem ting og person, besjælingen eller antropomorfiseringen af Nokia 7250 med indbygget digitalt kamera. Eller indbygget øje. Er kameraet et udvidet øje og forøget, sensitiv krop; eller er øjet et ekspanderet kamera og udvidet krop?
Der er flere steder, hvor tv-reklamens billeder ’blinker’ hastigt, sådan som øjne kan med øjenlågene, når vi bliver forskrækkede eller overraskede, eller når vi ønsker billedligt talt eller reelt at rense øjnene for bedre at kunne se. Øje, mobiltelefonen og tv-reklamen forener sig på den måde. Teknologien er en udvidelse af mennesket, ikke som en protese sådan som vi kender det fra den første industrielle revolution. Den er derimod en naturlig forlængelse og potensering af individet, fordi tingen er menneskelig og giver mennesket skjult – mytologisk og intuitiv – indsigt tilbage. Det er vanskeligt at vurdere, hvor mennesket standser og teknologien begynder, og omvendt. M.h.t. intuition skal her kort peges på den nære sammenhæng mellem syn, intuitiv indsigt, kropslig affekt og mytologi med navne som Kassandra, Shiva og Odin. Vi har meget stærke dramatiske fortællinger knyttet til synet i alle mytologier, derimod ingen der er knyttet til høre- eller lugtesansen. Der er hele tiden billeder i denne tv-reklame, der kigger, blinker og ’tager billeder’.
Vi har den klassiske opbygning med en sansestrøm af billeder, lyde og musik uden tekst eller tale før sidste billede, hvor en voice-over fortæller: ”Fra øje til øje. Den nye Nokia 7250. Med indbygget kamera.” Musikken er gennemgående kontaktled i tv-reklamen og afbrydes kun af lyden af kameraet – altså af øjet, der ’klikker’ eller ’tager et billede’. Der er en markant afbrydelse af musikken og billeder, som om transmissionen er blevet standset eller dårlig. Disse klik skaber rytme i den billedlige og musikalske kadence. Der er et break i musikken, når der tages et billede med det blinkende øje, og lyden af et kamera, der tager et billede dominerer et øjeblik lydsidens ellers gennemgående præg af åndedragslignende vokalisering og rytmik.
Farverne er på flere leder iøjnefaldende. Især i deres skift og dermed også rytme. På samme måde som der er rytme i udnyttelsen af de horisontale linjer, der bliver brudt en enkelte, markante vertikale linjer som dannes af mobiltelefonen, personen på parkeringspladsen og de elektriske master. Der er markante skift fra varme, gyldne farver til kolde, blålige farver. Dyrkelsen af den ensomme figur i det øde menneskelandskab og den melankolske stemning, det blå farveunivers tillige er med til at skabe, er atypisk for tv-reklamer. Lyssætningen i en række af denne tv-reklames scener giver associationer til den blå time, hvor dagen bliver til aften, og farver og stemninger fades ud. Stemningen har et melankolsk og længselsfuldt sanseligt skær via de blå billeder. Disse tableauer suppleres med de mættede gullige komplementære billeder af jord, de ensomme figurer og øjne tæt på. Det er snarere en stemning end et narrativt forløb, der skildres. En række billeder følger rask efter hinanden i forskellig tæthedsgrader og længde uden umiddelbar tilknytning.
Kun en enkelt gang er forbindelsen mellem de disparate billeder gjort helt klar og entydig. Det er dér, hvor vi først indfanget i en gengivelse i displayet ser de øjne, der betragter og dernæst den, der betragter. Og ligeledes i den omvendte scene, hvor vi i displayet ser et fugletræk, som vi derefter ser i virkeligheden uden for skærmens ramme. Tv-reklamen tager form som en drøm, der rulles op, eller erindringsfragmenter eller et associationsmylder, hvor et særligt billede kan standses ligesom et enkelt billede kan dominere en drøm, en erindring eller en association.
Hvor filmen knækker
Der er ingen forskel mellem de store og de små tab. Den store historie er forbundet med de små historier. Oplevelsen af verdens undergang og opløsning har ikke nogen grænser, hvad angår målestok, tid og sted. Verdens ende kan opleves på mange planer: Det kan være at miste det bedste stykke legetøj, en værdsat genstand, en enestående mulighed, penge, et arbejde, et hjem, en ven eller en tro. Eller at miste en elsket ved sygdom, et samfund ved oversvømmelse eller orkan, eller en hel kultur gennem krig og ødelæggelse. Uskyldige ofre er der nok af, når det drejer sig om oplevelsen af verdens ende. Tidspunktet slår abrupt til, godkender ingen undskyldninger, udsættelser og giver ikke endnu en mulighed. Samtidig blandes nutidig ængstelse med arkaisk ængstelse i oplevelsen af verdens skrøbelighed.
Mange børnelege, eventyr og elektroniske spil går ud på muligheden for at blive elimineret fra verden eller miste kontrollen med virkeligheden. Det er en fare og mulig frelse at overvinde, som opleves nu igennem legen, men som tillige trækker på gamle kulturelle ængstelser om eksistensens slutning. De primitive smerter og den utænkelige angst, som det hedder hos børnepsykiateren Donald W. Winnicott, er væsentlige i børns og dermed voksnes arkaiske arv af billeder Jf. Winnicott 1978:38ff., Stern 1991:209, Fausing 2002a, 103f.
Det drejer sig om fortællinger og forestillinger om at gå i stykker, ikke at have nogen kontakt med kroppen, ikke at have nogen orientering, uafbrudt at falde ned, ikke at blive ved med at være til, at være i total isolation, fordi der ikke er nogen at være i kontakt med (at ’connecte’ med). Winnicott anvender termen disconnection om barnets bevægelse ud i det åbne rum bort fra illusionen om connection, og det er tæt knyttet til begreberne transitional object (overgangsobjekt) og transistional experience (overgangsoplevelse, overgangssituationen), Jf. Winnicott:13, Bertolini 2001, vol. 2:52ff. hvor barnet finder et nyt objekt at knytte sig til efter kontakten med moren. Man kan se varen og vareæstetikken som en fortsættelse af denne connetion og overgangssituationen. Disconnection danner basis for arkaiske som nutidige ængstelser. Angstformerne er allestedsnærværende hos børn og voksne. De er også væsentlige for denne tv-reklame. Det er ikke sikkerheden, der er drivkraften i tv-reklamen og reklamer som sådan; det er ængstelsen for ikke at have…kontakt, identitet og væren.
Der er knyttet visualisering til erindring. Der er også knyttet visualisering til et traume. Traumet har oprindelse i en begivenhed, der er blevet skjult. Man kan sige, at traumet insisterer på en fortid, som aldrig er blevet nutid, dvs. synlig. Derfor er der et stort behov for at synliggøre traumets billeder. Der fordres altid to traumer for at skabe et traume, Jf. Laplanche 1989:88, jf. Fausing 1999: 269ff. det skjulte traume og dets stedfortrædende visualisering.
Traumet er et ikke-sprogliggjort felt i bevidstheden. Billedet af det traumatiske viser noget, der ikke kan kodes, en betydning uden for sproget. Det at give mening er en social og institutionel handling, der som første formål har at integrere mennesker. Hver kode er både tilfældig og rationel. At søge ind i en kode er således en måde, vi kan afprøve os selv gennem både frihed og forstand. Begge elementer er sat ud af spil i traumet, der i stedet tilbyder en exces af ubærlig virkelighed, der bare er dér, som et tomt ingenting eller et sted, vi er klar over, vi må se bort fra Bollas 1995:112, 114. . Man kunne præcisere på denne måde: Se bort fra mod andre billedgørelser af traumet. I stedet for det egentlige traumes begivenhed og tomheden træder et andet billede, der kan indgå som led i en social og relaterende handling. Den historisk-sociale aktivitet, der ligger i at kode og at afkode, går tabt til fordel for mere antropologisk mental og altidslig reaktion, der ligger i det affektive chok. Vi benævner det, ’der hvor filmen knækkede’ og tilkendegiver dermed, at virkeligheden er blevet som en film, vi ikke iagttager særlig fokuseret. Vi lader bare virkelighedens film passere forbi, indtil et lille stykke ekstra intens virkelighed bryder igennem flimmeret og standser tiden og billederne i et særligt billede, som får os til at spærre øjnene op og holde vejret.
Det er i den forstand ligeledes sigende, at tv-reklamen søger de altidslige og universelle mytiske scenerier i nutid. Det er også signifikant, at den gør det i optiske medier – tv og digitalt kamera – der simulerer virkelighed og nutid, og som netop gennem deres optik og gengivelse i særlig grad kan vise de direkte og realistiske optagelser. Sådanne visualiseringer kan lede sanserne mod traumets smerte; ligesom den standsede rytme i lyd og billeder minder om det stækkede og tilbageholdte åndedrag, og som er centrale erindringer om traumets opståen og affekt. Når vi ikke kan trække vejret frit, bliver vi opmærksomme på åndedragets selvfølge, fordi noget – en særlig begivenhed – standser eller hæmmer det. Lydsporet er præget af åndedragets rytme, og det er denne rytme, der også pludselig bliver standset.
Det er også her, at vi som iagttagere bliver draget ind, fordi vi oplever standsningen konkret kropsligt i perceptionen, når lyd og billede forsvinder. Også på den måde fusionerer teknologi og menneske, vi og tv-reklamer.
Affektens former
Affekt har to grundformer, som her føres samen til en tredje. Oplevelsen kan for det første være som en punktvis gennembrydning af overvældende glæde eller sorg. Eller oplevelsen kan for det andet være som en vedvarende strøm af mindre følelser som hele tiden er i os.
Den første oplevelse er den pludselige og kortvarige gennemboring i form af lykke, sorg, forbitrelse, chok og lignende fundamentale og store affekter. Den anden oplevelse er tilbagetrukken og vedvarende. De sidste kalder psykologen Daniel Stern for vitalitetsfølelser, Stern 1991:63ff. de skal forstås som et diskret baggrundstæppe af fornemmelse og sensitivitet, der altid er til stede i eksistensen. Den minder om den bestandige skaben af billeder, som æstetikfilosoffen Susanne K. Langer Langer 1969:54. betoner, at den menneskelige krop og bevidsthed uophørligt er i gang med at udføre. Denne vedvarende strøm vil – modsat den bratte og punkvise gennemboring – føles positiv eller blot neutral, fordi vi ikke bemærker den. Strømmen er en stilfærdig oplevelse af egen vitalitet og fornemmelse af at være i live. Det er en lind biologisk gentagelse og rytme, der er bundet til elementære livsprocesser som at ånde, blive sulten, falde i søvn, vågne og til fornemmelsen af, at tanker kommer og går. Dette er tillige billeder i den brede sensoriske forstand, som jeg omtaler via Antonio R. Damasio herefter. Afbrydes den milde billedstrøm af en brat gennemboring, kan det opleves meget negativt, fordi strømmen ikke mere bare flyder, åndedraget er eksempelvis stækket; eller det kan opleves som meget positivt som den usigelige lykke, der pludselig bobler op i en.
Hvis vi bliver ved eksemplet her, er der en rytme og vitalitet knyttet til selve billedernes og lydens rytme, ved farveskiftene, ved hændernes berøringer. Der er også markante brud, hvor man snapper efter vejret. Derved bliver de to affektformer først sammen: både den linde, selvfølgelige vitalitetsfølelse og så den bratte, abrupte opdagelse af intens forskrækkelse, hvor vi bliver opmærksomme på det selvfølgelige ikke mere er selvfølgeligt, og det kan være svært at få vejret. Den ontologiske sikkerhed bliver antastet. Der er i dette tilfælde tale om opbygning til en gennembrydning end blot én brat, punktvis gennembrydning. Oplevelsens to grundformer, den vedvarende strøm som fornemmes via farvernes, linjernes og billedernes rytmik og så den punktuelle gennemboring er suppleret med en tredje udgave i form af en fusion, hvor den ene leder til den anden – om end med en brat overgang, hvor man snapper efter vejret. Med det rette digitale outfit, er der imidlertid ingen udfordring af den ontologiske sikkerhed. Hvor forbindelsen – åndedraget – er standset bliver man ledt videre med det rette teknologiske grej i hånden.
At brande kroppen
På denne side har vi de gamle symboler for forening og adskillelse. På den anden side de hypermoderne elektroniske multimedier, som de bliver formidlet i. Man forsøger at formidle menneskelighed og ritualisere via digital elektronik og derved personliggøre teknologien. Teknologien og ikke mindst de billeder, der knyttes til den, er en måde at genindlejre – med eksistenssociologen Anthony Giddens begreb – de menneskelige handlinger og ritualer, der er blevet fjernet, udlejret, i senmoderniteten og det posttraditionelle samfund. Giddens 1997:72ff.
En af de væsentlige måder vi opfatter verden og giver denne opfattelse videre er gennem billeder, indre som ydre. Også her er der sket noget, både i vores dagligdags forhold til billeder og i vores forskning i dem, sådan som det er fremgået i al fald indirekte af min brug af især begreberne ’syn’ og ’billeder’. Det hele er så at sige bragt tilbage til det fundamentale. Fundamentet for billeder er vores krop. Det er derfra vores verden og vores fortællinger går, og det er via alle kroppens sanser, at billeder i bred forstand skabes. Billeder formes nemlig ikke kun af øjnene, der ser; de høres også som lydbilleder, som kropslige fornemmelser, stemmens klang, af gangens lethed eller tyngde… Alt dette kan man sammenfatte i sensoriske billeder, som er vores fortolkninger og rekonstruktioner af verden. Der er ikke tale om, at vi kopierer verden; vi bearbejder verden med vores sanser til forskellige billeder. Damasio forklarer det således i relation til perceptuelle billeder: ”Dannelse af billeder er en proces, som aldrig ophører, mens vi er vågne, og den fortsætter oven i købet under en del af vores søvn, når vi drømmer. Man kunne sige, at billeder er vort sinds valuta.” Damasio 2004:318. Damasio har i tidligere udgivelser beslægtede tanker, denne gang er han klar over at han uerkendt har lagt sig op ad synspunkter, der findes udfoldet hos Susanne K. langer og Daniel Stern (Damasio 2004:362, note 145). Hvis du ser ud på landskabet, eller lytter til musikken, der spiller i baggrunden, eller lader fingrene løbe hen over en glat flade eller læser ordene på en bogside, perciperer vi og danner derved billeder ud fra forskellige sansemåder, forklarer Damasio endvidere. Vores sanser, tanker og erindringer former hele tiden billeder af det stof, som det sensoriske apparat stiller til rådighed for dem. Så i vores bearbejdning af indtryk til udtryk er vi tillige med interaktivt og kreativt.
Den beskrevne tv-reklame er fra 2004. Nokia viser i 2006 lidt andre tableauer i deres tv-reklame Tattoo, mobiltelefonens ekstrafunktion er forskudt fra at tage billeder til at spille musik.
Varen har ændret sig fra overvejende at være et billedmedie til overvejende at være musikmedie. I sidstnævnte tilfælde sker også en accentuering af kroppen og kroppen som et affektens sted, der i bogstaveligste forstand skaber billeder i tv-reklamen.
I den nyeste af tv-reklamerne viser kroppen ornamentale forløb på huden: Tatoveringer, der er forbundet med musikken, som mobiltelefonen spiller. Vi ser musikken træde visuelt frem på kroppen, sådan som vi så de elektriske spændinger udgå fra hovedet i den første.
Musikken giver sig kropsligt affektivt til kende gennem mønstre, der opstår i musikkens forløb og rytmik, og som tegner siger sig af sig selv på kroppen, som var de formet af en indre, pludselig kraft og selvfølgelighed. Musikkens visualiserer sig kropsligt. Hvis du er ’med’, så har du den kropslige, affektive markering; hvis ikke står du uden for. Kroppen bliver brandet.
Visualiseringerne giver opmærksomhed, viser alle scenerne. Vi er atter tilbage ved de præmoderne signaler og intensiveringen af den menneskelige krops udtryk og interaktioner via teknologien.
Det dansende par til sidst får ikke kun tatoveringer, de mødes også med deres hænder, på samme måde som hænderne mødes i Nokias logo og som i Michelangelos freske…
Forstyrrelsen i forbindelsen, i connection, er i den nyeste udgave en opringning til en mand, der sider i en Fish & Chips i et regnvådt London. Opringningen standser musikken, der har domineret hele tv-reklamen og dermed også ornamenteringen, der er ved at danne sig på hans hud. Han sidder isoleret i forretningen, ingen ser hans kropslige markering. De øvrige personer er blevet bemærket af andre via ornamenteringerne. Det er blevet synlige, brandet, via ornamenteringen.
Vi er også tilbage ved udgangspunktet for denne artikel: det er kroppen der skaber billederne. Her som ornamentale visualiseringer på kroppen. Der er naturligvis ikke tale om, at Nokia har læst Antonio R. Damasio, Anthony Giddens, Donna Haraway eller lignende teoretikere; snarere det omvendte at teoretikerne har læst tiden og set dens tegn på kroppen. Virkeligheden bliver billedskabt, kan man sige, gennem vores krop og sanser. Vi kan ikke forstå den, hvis vi ikke former den til billeder, som vi kan sanse og fortælle om. Virkeligheden er for meget til at tage ind direkte, derfor må vi ritualisere og gøre den til billeder i vores øjne. Virkeligheden kan ikke formidles og forstås virkeligt, den kan kun formidles og forstås gennem alle de former for billeder, vi bestandig danner af den gennem kroppen – indre, ydre, konkrete, abstrakte, lydlige, smagsmæssige, affektive mv. Det er det stof som virkelighedens fortællinger, og fortællinger om virkeligheden er skabt af. De visuelle medier har selvsagt en særlig fundamental betydning i billedannelsen og muligheden for at skabe fortællinger og stemninger ud af virkelighedens mylder af sansninger.
Vi tilegner os verden og former verden via de billeder, vi skaber og opsøger. Vi går ud i verden med vores billeder, og verden går ind i os gennem sine billeder. Kroppen er det samlende punkt og gennemgangsled for billederne, der kommer til og fra os.
Vi er ikke kun sansende subjekter, vi er til stadighed symbolskabende og får styr på sanseiagttagelser ved billeddannelserne. Anderledes udtrykt: At se og sanse er i sig selv en formuleringsproces. Det er et behov tilsyneladende så stort, at man ikke kan lade være. Billederne må ud – i drømme, i konkrete billeder konstruerede eller ej, i fantasier, i lydbilleder, i ordbilleder, i kropslige udtryk, i overfladefornemmelser og i synæstetiske sansninger. Verden opleves indefra gennem kroppen, og vi en mulighed for at se den udefra gennem de billeder, der skabes af det materiale.
Det synæstetiske menneske
Synet spiller en evident rolle i begge tv-reklamer. I den første via de mange næroptagelser af øjne, der ser og bliver set; i den anden via synet af brandingen på kroppen. Samtidig har der været antydet en sansefusion både i de enkelte tv-reklamer i og med, at sansningerne går i syntese – f.eks. åndedrag, musik, rytme og affekt. Sansefusionen har også været en væsentlig del af de forklaringer, der er ligget til grund for termerne perceptuelle billeder og sensoriske billeder.
Sanserne er kroppens og sjælens åbning mod omverdenen, og sanserne er omverdenens vej ind i krop og sjæl. Sanserne forbinder det ydre med det indre og det indre med det ydre. Ingen af sanserne er helt selvstændige, de indvirker i gensidig helhed, i synæstesi. Vi ikke bare smager maden. Vi hører at den bliver lavet, og at den er sprød, idet vi spiser den. Vi lugter også. Og vi ser maden. Vi kan også have erfaring med at høre lydbilleder eller høre farver, en skinger rød eksempelvis. Tv-reklamen taler også på den måde med farve, rytmer og taktile træk på tværs af sanser, i sansesyntese eller i synæstesi.
Forskningen i synæstesi var en del af inddragelsen af kroppen og sjælen, der ikke mere var underlagt af religiøse dogmer, i videnskaben i slutningen af 1800 og begyndelsen af 1900. Derefter døde forskningen hen for dog at blive taget op senere igen. Det er Susanne K. Langer, der tydeligst og tidligst igen gør opmærksom på den overlappende symbolisering i synæstesien. Hun ser den dog som en generel egenskab, der til stede hos alle mennesker og netop ikke som noget særegent.Langer 1974:xx. Neurologen Arnold H. Modell følger med på sin måde og konkluderer, at vi alle oplever synæstetisk og tager synæstesi inden for musik og visuelle former ”for givet.” Modell 2003:75. Damasio nævner ikke synæstesi i forbindelse med de perceptuelle billeddannelser. Synæstesi synes for ham, hvilket kan forekomme ejendommeligt i lyset af den stærke tilslutning til Langer og Stern og deres teser om sansernes naturlige synergi og samspil, at være et ”usædvanligt fænomen”, der kun findes hos ”få” (Damasio 2004:346, note 57). Forklaringen lægger sig op ad Monica Vesters patalogiserende synsvinkel. Der kommer imidlertid samtidig med disse tendenser en patalogisering af synæstesi ind i forskningen, selvom man fastslår, at synæstesi ikke er en sygdom blot en ekstraordinær måde at forholde sig til verden på, hvor farver bliver lyde, og lyde bliver farver, etc.
Psykologen Monica Vester har taget emnet op med vægtning af det patologiske trods hendes egen vægring. Vester 2004:7ff.Synæstesien er for Vester et fænomen, der enten stigmatisere den, der har fænomenet inde på krop og sanser, eller som lader vedkommende leve alene med sin rigdom af oplevelser. I virkeligheden er synæstesi på forkant med udviklingen, og det er den synæstetiske opfattelsesmåde, der vil komme til at dominere; sådan som man eksempelvis også møder den i tv-reklamerne og udfoldet i Bill Violas installationer.Fausing 1999:235ff. Man kan ikke tænke sig udviklingen af de nyeste multimedier, det kreative samfund og den kreative klasses ekspansion mod større og større ønsker om oplevelser, hvor det at opfatte synæstetisk skulle være en hæmsko, men derimod en force og nødvendighed. Kulturanalytikeren Brian Massumi gør regnskabet op og konkluderer ”… affekt er noget synæstetisk, der fordrer en deltagelse af sanserne i hverandre.” Massumi 1995: 228.Herved er vejen både til Violas arbejder og til tidens affektive tv-reklamer direkte. Undtagelsen er på vej til at blive en markant regel i kulturen.
NOTER:
1. Barthes 2004:312.
2. Fausing 1999, Hansen 2004:13.
3. Pickering 2000: 392. Der er undtagelser fra denne regel: Hayles (1999) litterære analyser, Weisss (1999) korte omtale af erindring hos Simone de Beauvoir, Hansens (2004) indgående analyser af videoinstallationer.
4. Barthes 1996.
5. Benjamin 1969a. I dag findes visse lignende tanker hos filosoffen Charles Taylor (Taylor 2002), uden dog at tangere den æstetiske og perceptuelle kompleksitet, som Benjamins tekstfragment gør. Antropologen Bruno Latour (Latour 2006) har på sin egen måde fulgt denne holdning op og betoner, at vi aldrig var moderne. Vi har nemlig aldrig været i stand til at skelne mellem natur og kultur, tro og viden, ting og mennesker. Det bliver vanskeligere og vanskeligere med genteknologi, reagensglasbørn, ozonlag mv. at opretholde en sådan distinktion. Latour anslår en langt mere dystopisk syn på modernitetens umulighed.
6. Christensen 2001.
7. Jeg betoner, at mennesket er i stand til at indeholde disse egenskaber, fordi det kan reflektere over sansninger og affekt. En maskine, en plante eller et dyr kan ikke gøre det.
8. Koskinen 2002.
9. Jf. Lister1995:1ff.
10. Jf. Fausing 1995.
11. Jay 1994, Mitchell 2005.
12. Janson, bd. 2, 1977:209
13. Jf. nærmere i Fausing 2002:36ff.
14. Bergson 1996:96ff
15. Bergson 1996, Fausing 1999: 28ff, 107ff.
16. Modellen er oprindelig fra Fausing 1995:165, men er altså her ændret netop i forhold til de mere ængstelige markeringer og mere kropslige brandinger.
17. Jf. Haug 1964.
18. Jeg vil belægge tesen forbindelsen mellem logo og ontologisk sikkerhed vedrørende selvidentitetens stabilitet gennem to citater. Det er karakteristisk, at man finder disse citater hos personer, der er i chok, og som bruger brandet som netop en ontologisk sikkerhed om identitetens og virkelighedens uforandrethed, som blot er et forstærket udtryk for den almene brug af brands i samme hensigt. Det første citat er fra Estonias forlis i 1994: ”Selveste Moder Sverige tog imod heroppe – dog uden at sige et ord. Sammen med sine kolleger sprættede hun mit våde tøj op. Jeg skulle til at protestere over opklipningen af mine Bill Tornade-bukser, der var mit kæreste eje, og støvlerne, der var helt nye, men jeg havde ikke kræfterne.” (Morten Boje Hviid ”Estonias forlis: En danskers beretning” i: John Carey ed. Øjenvidner til historien København 2003 (1999)). Det andet citat stammer fra en af de sorte enker, der ikke turde lade bombebælte sprænge ved en cafe i Moskva: ” De klædte mig på, så jeg lignede en moskovit – yderst moderigtigt… Da jeg kiggede i spejlet på vej ud, kunne jeg godt lide mit udseende. Jeg har aldrig haft den slags tøj før. Jeg var endda lykkelig i nogle få minutter. Flot tøj, en mobiltelefon og mere end tuning rubler. (….) Jeg ringede ikke til nogen, men jeg kunne godt lide telefonen. Nokia, den var så flot. Jeg har aldrig haft en mobiltelefon før.” (Berlingske Tidende 7.4.2004). I denne sammenhæng må forbindelse mellem ontologisk sikkerhed og brand blive ved disse ord. Problemstillingen indgår i mere udfoldet form i mit større arbejde med titlen Skærmens samfund.
19. Jf. Winnicott 1971, Fausing 2002:103f.
20. Jf. bl.a. Bertolini 2001.
21. Jf. Laplanche 1989:88, jf. Fausing 1999:269ff.
22. Bollas 1995:112, 114.
23. Damasio 2004:318.
24. Stern 1991:63ff.
25. Langer 1969:54.
26. Damasio 1999:319. I tidligere arbejder har Damasio givet udtryk for lignende tanker. Men i denne udgivelse, går det op for ham, at han ubevidst har været nær tanker, der var blevet udviklet af Susanne K. langer og Daniel Stern (se Damasio 1999:363, note 4).
27. Langer 1974:xx. Jf. Maffesoli 1996:73ff.
28. Modell 2003:73. Damasio nævner ikke synæstesi I forbindelse med det gentagne billede eller billeddannelse. Det kan overraske set I lyset af den stærke billigelse af Langers og Sterns teser om den naturlige synergi og interaktion, synergi synes for ham at være et ’usædvanligt fænomen’, som kun findes hos ’få’ mennesker (Damasio 1999:348, note 8). Denne forklaring er meget tæt på Vesters patologiske synspunkt, som bliver omtalt herefter.
29. Vester 2004:7ff.
30. Fausing 1999:227ff.
31. Massumi1995:228.
BIBLIOGRAFI
Barthes, Roland. Mytologier. København:Gyldendal, 1997 (1957).
Barthes, Roland. Forfatterens død. København:Gyldendal, 2004.
Benjamin, Walter. “Paris, det 19. århundredes hovedstad.” (1936) in: Walter Benjamin Kulturindustri. Udvalgte essays. København:Rhodos, 1969a:95-112.
Benjamin, Walter. “Kunstværket I den tekniske reproduktions tidsalder.” (1931) in: Walter Benjamin Kulturindustri. Udvalgte essays. København:Rhodos, 1969b:58-94.
Bergson, Henri. Stof og hukommelse. København:Berlingske Forlag, 2. rev. udg., 1996 (1896).
Bertolini, Marco et al, eds. Squiggles and Spaces. Revisiting the Work of D.W. Winnicott. Vol. 1-2, London:Whurr, 2001.
Bollas, Christopher. Cracking Up. The Work of the Unconscious Experience. London: Routledge, 1995.
Christensen, Lars Thøger. Reklame i selvsving. København:Samfundslitteratur, 2001.
Damasio, Antonio R. Descartes fejltagelse. København:Hans Reitzel, 1999 (1994)
Damasio, Antonio R. Fornemmelsen af det, der sker. København:Hans Reitzel, 2004 (1999).
Fausing, Bent. Synet som sans. København:Tiderne Skifter, 1995.
Fausing, Bent. Bevægende billeder. Om affekt og billeder. København:Tiderne Skifter, 1999.
Fausing, Bent. ”Sore Society. The Dissolution of the Image and the Assimilation of the Trauma.” in: Fullerton, John et al, eds. Moving Images. From Edison to the Webcam. London/Paris/Rom/ Sydney:John Libbey, 2000:69-83.
Fausing, Bent. Ansigt til ansigt. Ansigtets betydning – i og udenfor visuelle medier. København:Tiderne Skifter, 2002a.
Fausing, Bent. ”Syn og sans.” in: Værn om synet 19. årg., nr. 2, København 2002b:4-8.
Fausing, Bent. ”Skærmens samfund. Billedtendenser i Det 21. århundrede.” i: Sentura. nr. 21, København, 2006:16-23.
Giddens, Anthony. Modernitet og selvidentitet. Selvet og samfundet under sen-moderniteten. København:Hans Reitzel 1997 (1991).
Hansen, Mark B. New Philosophy for New Media. Cambridge, Mass./London:MIT Press, 2004.
Haug, Wolfgang Fritz. “Waren-Ästhetik und Angst.” in: Das Argument. 6. Jahrg., Heft 1, Berlin 1964:14-31.
Hayles, N. Katherine. How We Became Posthuman. Virtual Bodies in Cybernetics, Literature, and Informatics. Chicago:University of Chicago Press, 1999.
Jay, Martin. Downcast Eyes. The Denigration of Vision. Berkeley/Los Angeles/London: University of California Press, 1994 (1993).
Janson, H. W. Verdenskunstens historie. Bd.2, København:Gyldendal, 1977.
Koskinen, Ilpo et al, eds. Mobile Image. Helsinki, 2002.
Langer, Susanne K. Menneske og symbol. København:Gyldendal 1969 (1942)
Langer, Susanne K. Mind. An Essay on Human Feelings. Baltimore:John Hopkins University Press, 1974.
Laplanche, Jean. New Fundations of Psychoanalysis. London:Basil Blackwell, 1989.
Latour, Bruno. Vi har aldrig været moderne. København:Hans Reitzel, 2005 (1991).
Lister, Martin. ed. The Photographic Image in Digital Culture. London/NewYork:Routledge, 1995.
Massumi, Brian. “The Anatomy of Affect.” in: Poul Patton, ed. Deleuze. A Critical Reader. Cambridge, Mass.:MIT Press, 1995:217-239.
Mitchell, W.J.T. What Do Pictures Want? The Lives and Loves of Pictures. Chicago:
University of Chicago Press, 2005.
Modell, Arnold H. Imagination and the Meaningfull Brain. Cambridge, Mass.:MIT Press 2003.
Pickering, Andrew. [Anmeldelse af N. Katrine Hayles How We Became Posthuman] in: Technology and Culture vol. 41, April 2000:392-395.
Stern, Daniel. Barnets interpersonelle univers. København:Hans Reitzel 1991 (1985).
Taylor, Charles. Modernitetens ubehag – Autenticitetens etik. Århus:Philosophia 2002 (1991).
Vester, Monica. En värld av nyanser. Om synestesi. Studentlitteratur:Lund, 2004.
Viola, Bill. Going Forth by Day. Berlin/New York:Guggeheim Museum Publications, 2002.
Weiss, Gail Body Images. Embodiment as Intercorporeality. New York/London:Routledge, 1999.
D.W. Winnicott Playing and Reality. London:Tavistock, 1971.