1.11.2006
Internettet har på mange måder fået stor betydning for det politiske liv, men man kan næppe pege på et enkelt forhold, der er særlig afgørende. Til gengæld kan man forholdsvis let udpege nogle af de vigtigste forhold: Nettet spiller i dag en betydelig rolle i forskellige valgkampstrategier. Det spiller også en stadig mere betydningsfuld rolle i de gamle mediers strategier, ligesom det spiller en uhyre stor rolle som medie for mange – hver især typisk ret små – debatmiljøer. Der, hvor de fleste derimod leder efter nettets betydning, er det ikke særlig vigtigt, nemlig når det gælder den centraliserede opinionsdannelse, der fortsat er baseret på de traditionelle broadcastmedier. Man kan også roligt se bort fra de tidligere udbredte forestillinger om, at Internettet med et slag ville revolutionere det politiske demokrati på grund af mediets basis-demokratiske potentiale. En dimension, der heller ikke må glemmes, omfatter brugen af nettet som medie for transnationale offentligheder. Her er der formentlig grund til at opretholde en vis usikkerhed. Mens vi gerne bruger internationale netservices til personlige og professionelle formål og også gerne deltager i mange transnationale sociale aktiviteter på nettet (myspace, spilfællesskaber og mange andre online fællesskaber), er der ikke mange tegn på tilsvarende transnationale, demokratiske aktiviteter.
Lad os se nærmere på et par af disse områder vel vidende, at vi ikke ser på nettet ud fra de gamle mediers optik, som medie for en lokal eller national offentlighed, eller som medie for den ”fjerde statsmagt” eller som veldefineret aktørgruppe, men netop ser på et medie, der – til forskel fra de tidligere medier – kan være i hænderne på alle former for aktører: Politiske aktører, gamle medier, rene netmedier, kommentatorer, eksperter, lobbyister, professionelle tænketanke, og borgere af forskellig politisk observans, position og indflydelse i og udenfor partier.
Den politiske valgkamp
Den politiske valgkamp har gennem den seneste snes år gennemgået en betragtelig forvandlingsproces, der kan karakteriseres med stikord som professionalisering af kampagneplanlægning, agenda setting, spin, mediestrategi og gade-strategi (ansigt-ansigt-til-medie).
Valgkampstrategierne er selv en del af valgkampen i den forstand, at de udsættes for analyse, kommentar og bedømmelse på linje med – somme tider over – de konkrete politiske temaer. Det er logisk, eftersom strategierne blandt andet handler om den dagsorden, der ønskes sat. Når de politiske aktører vælger professionel kommunikation, bliver de mødt af et vælgerkorps, der vil kende den bagvedliggende plan. Denne gensidigt refleksive dimension har to implikationer. For det første, at man i det store hele ikke kan gentage en strategi. Det vil ikke bare virke lidt forældet; det vil være en allerede gennemskuet strategi, som modparterne også har forberedt sig på. For det andet kan man heller ikke regne med, at vælgerkorpset overhovedet lader sig overbevise af de professionelle dagsordenskalkuler. Vi har i de senere år set tegn på, at partiernes og de professionelle mediers politiske dagsordener op til valg er helt forskellige fra vælgerkorpsets.
Hvis vi tidligere havde værdibaserede valgkampe, hvor partierne kæmpede for at overbevise om, at deres værdier og holdninger var de rigtige, drejer valgkampene sig i dag om, hvem vælgerne forestiller sig bedst i stand til at realisere den politiske dagsorden, hvad enten denne dagsorden formuleres af succesfulde kampagner og medier eller af borgerne på tværs af partierne og ekspertisen. Det er i dette perspektiv, at vi også kan se nettets betydning- eller rettere de forskellige former for betydning, nettet kan få. Nettet er et medie, der egner sig mere til at forfølge egne dagsordener, end til samling omkring en enkelt.
Man skal her nok gøre sig klart, at nettets betydning i valgkampe – og som medie for demokratiske processer i det hele taget – i høj grad beror på, hvor udbredt det er, og hvem der bruger det. Man kan som tommelfingerregel gå ud fra, at Internettet først og fremmest er middelklassens medie. Hvor der er en veluddannet, moderne middelklasse, er der Internet og vice versa. I Skandinavien er der næsten ikke andet, så her kan vi også gå ud fra, at nettet kan spille en stor rolle – ikke blot på det græsrodspolitiske niveau og som kampagnemedie for marginale interessegrupper. Det græsrodsaktivistiske potentiale kan lige så vel udnyttes af alle mulige andre interessegrupper.
I et universitetsspeciale om nettet i den amerikanske valgkamp i 2004 beskriver Astrid Haug således tre forskellige modeller: Howard Deans primærvalg-kampagne (der brugte nettet som indsamlings- og mobiliseringsmedie); John Kerrys præsidentvalg-kampagne (der brugte nettet som platform for et e-mailbombardement til alle de mailadresser, man kunne få fingre i);Georg Bushs præsidentvalg-kampagne, hvor man brugte nettet som medie for organisering af partiets græsrødder med henblik på at skabe eller støtte deres aktivisme ude i gaderne i lokalsamfundene.
Dean fik indsamlet rigtig mange penge og mobiliseret mange aktivister. Men han formåede ikke at føre kampagnen over på andre medier og ud i det amerikanske samfund. Han tabte primærvalgene til Kerry. Læren er simpel: exit IT- og Internet-centrismen. Ikke mere e-demokrati. Internettet kan ikke alene bære en politisk kampagne. Nettet skal integreres i en mere omfattende medie- og kommunikationstrategi. Kerry var den, der forstod mindst af det hele og greb til den barokke ide at spamme sine tilhængere med emails. Bush derimod – eller hans kampagnefolk – forstod mere. De byggede en strategi, der anvendte nettet til at organisere deres egne græsrødder, ikke for at føre valgkamp på nettet, men for at koble denne græsrodsaktivisme direkte på den lokale politiske valgkampagne overalt i det amerikanske samfund.
Det er ikke mange stemmer, der i sidste ende afgør, hvem der vinder eller taber amerikanske præsidentvalgkampagner. Ikke flere end at forskellen i de valgte netstrategier sagtens kunne forklare udfaldet, men det er der naturligvis også mange andre forhold, der kan.
Danske valgkampe adskiller sig på nogle punkter fra amerikanske og også fra de britiske, selv om påvirkningerne herfra siden midten af 1990-erne er blevet stadig stærkere. Mens mange forskelle har at gøre med forskelle i landenes historie, økonomi og kultur, er det vanskeligere at forklare, at de danske internetstrategier er langt mindre sofistikerede og ofte udformet af de enkelte kandidater hver for sig. Det kan man se som et forsonligt, folkeligt træk, en rest af det førmoderne, småborgerlige middelklassedanmark. En anden mulighed kunne være, at den moderne, uddannede middelklasse i Danmark slet og ret ikke længere ser de politiske valgkampe som særlig interessante – det være sig på grund af EU’s indflydelse, pga. den udbredte konsensus om velfærdsmodellens status quo, pga. resignation over småstatsafhængigheden og lydstatspolitikken, eller pga. de politiske ideologiers næsten fuldstændige mangel på fremtidsvisioner.
I Danmark er der i disse år således næsten total opbakning om velfærdsmodellen. Den individualisme, som mange ser som et udtryk for manglende solidaritet, er snarere udtryk for – og baseret på – en grundlæggende rationel solidaritet: Vi forudsætter, at institutionerne er der og virker; vi stemmer hovedsagelig ud fra overvejelser over, hvordan man bedst bevarer velfærdsmodellen, og sekundært ud fra overvejelser om, den nu er blevet lidt for dårlig eller lidt for dyr. I den situation er der ikke noget at sige til, at politikken ikke ligefrem kalder på en altgennemstrømmende begejstring og engageret debat.
Den fjerde statsmagt og nettet
De gamle medier (aviser, radio og fjernsyn) havde i det 20. århundrede stort set monopol på rollen som medie for den nationale offentlighed. Hvis man ville høres, måtte man udtale sig i radio, fjernsyn eller udtrykke sig i en af de såkaldt ”landsdækkende” aviser. I første halvdel af århundredet kom hertil en blomstrende vifte af lokalmedier med 3-4-5 forskellige opinionsbærende aviser i de fleste byer. Den politiske offentlighed manifesterede sig endvidere ved møder i forsamlingshusene, på torvepladserne og i partiforeningerne – samt ikke mindst på arbejdspladser og værtshuse.
Mens den politiske debat i alle disse fora i det store hele er forstummet, finder man i dag en mangfoldighed af ofte små debatfora på nettet. Der er næppe tvivl om, at nettet i dag er det vigtigste medie for direkte politisk dialog og samtale mellem borgerne, mens de tilbageværende aviser og de elektroniske massemedier fortsat sidder på den mere centraliserede opinionsdannelse på det nationale niveau. Her er dialogen til gengæld kun repræsentativ. Den enkelte borger kan i almindelighed ikke forvente at komme til orde i hverken det ene eller andet af de gamle medier.
Hvis man overhovedet kan lægge mening i udtrykket ”den fjerde statsmagt”, må det bero på, at landsdækkende aviser, radio og tv-stationer har udgjort en medieplatform for en lille og stærkt centraliseret national offentlighed. Nogle egentlige fællesinteresser kan man næppe udstyre dem med, men systemet har været så lille, at den gensidige påvirkning utvivlsomt har fremmet dannelsen af en stærkt homogeniseret konsensus i definitionen af hvad, der anses for relevante dagsordener og spørgsmål til fri diskussion.
Denne mere eller mindre urørlige medie-magtkoncentration er nu under voldsomt pres. Dels taber de gamle medier læsere, lyttere og seere til de nye medier, dels flytter annoncepengene. Vi kan pege på tre forskellige underliggende tendenser, der alle har noget at gøre med Internettet, selv om de ikke er direkte sammenhængende:
Adskillelse af nyhed og debat
For det første sker der i disse år en stærkere separation af nyhedsstof fra debat og opinionsskabende stof. Vi efterspørger på den ene side en kontinuert opdateret hurtig nyhedsstrøm, der fortæller, om verden står eller bryder sammen. Vi er blevet mere afhængige af den fjerne omverden og derfor mere interesserede i løbende opdatering. Denne tendens slår igennem i alle medier (gratisaviser, radio- og tv-nyheder, tekst-tv, til og med Internet med mailingvarsling, RSS-feeds og SMS) i form af stadig flere, hyppigere nyhedsudsendelser eller opdateringer.
På den anden side ønsker vi mere uddybende information om de særlige forhold, der interesserer os af professionelle eller personlige grunde. I takt med det stigende uddannelsesniveau og den stigende brug af fagkyndig ekspertise i alle sammenhænge bliver vi også nødt til at specialisere os selv. Hvis vi vil deltage med kvalificerede indlæg i den ene eller anden sammenhæng, må vi sætte os ind i sagerne, og vi gider ikke høre på folk, der ikke har den fornødne viden. Denne udvikling er ikke fremkaldt af Internettet. Det er snarere omvendt. Internettet har fået den enorme udbredelse i Skandinavien, fordi vi lever i et samfund, hvor vi i stigende grad ønsker at kunne konsultere den fornødne ekspertise omkring de ting, der optager os. Dertil er nettet mediet over alle andre medier.
I en stor undersøgelse af de europæiske aviser og deres online-udgaver viste det sig, at der var meget mindre debat og opinions- og baggrundsstof i online-udgaverne end i de trykte udgaver, selv om de sidste – modsat onlineudgaverne – har stærke pladsbegrænsninger. Mens vi fortsat har nogenlunde samme generelle nyhedsbehov for den løbende opdatering, har vi mere differentierede behov for uddybning. Debat- opinions- og baggrundsstof findes også på Internettet, men det befinder sig ikke længere – som i det gamle mediesystem – samme sted som nyhedsstoffet.
Med nettet har de gamle medier tabt deres monopolagtige rolle som borgernes adgangsport til ekspertise, mens den politiske debat samtidig og på den anden side er blevet mere og mere afhængig ekspertrapporter, undersøgelser og analyser. Væsentlige dele af politikken er derfor rykket fra det frie offentlige rum over i hel- og halvprofessionelle, åbne eller lukkede fora, der kun i begrænset omfang kan tilgås via de gamle medier, mens der kan gives fuld tilgang for de særligt interesserede via Internettet.
Civilsamfundets nye medier
Den anden tendens, der underminerer den ”fjerde statsmagt”, er de gamle mediers tab af deres næsten-monopol på at være medie for civilsamfundet i alle dets forgreninger. Det betyder ikke blot, at alle mulige former for civilsamfundsinitiativer nu selv går på nettet og opbygger deres egne offentlige fora. Der opstår også hele tiden nye civilsamfundsinitiativer, der afprøver nettets rækkevidde i stor skala – undertiden også transnational skala og ofte med forbavsende resultater, som etableringen af wikipedia-encyclopædien, som i hvert fald i nogle tests har vist sig konkurrencedygtig med professionelle encyklopædier. Tilsvarende udvikles der rundtomkring forskellige former for borgerjournalistik med øjenvidneberetninger, reportager og debatfora. I den traditionelle medieforskning ser man ofte let overbærende på disse ting (”det er ikke noget at regne” eller ”det er nok ikke så nyt endda”) men det skyldes blot, at det er en tendens, der endnu ikke har ramt medieverdenen på fuld kraft.
Hvis vi ser på Internettet som helhed, viser det sig nemlig, at denne civilsamfundsdynamik både er det helt unikke ved dette medie og på mange måder den vigtigste af de tre store drivkræfter: civilsamfund, offentlige institutioner og virksomheder. De centrale begivenheder i nettets udvikling de sidste femten år er ikke, som mange tror, kommercialiseringen. Det er derimod serien af banebrydende civile initiativer fra udarbejdelsen og spredningen af http://www protokollerne, de første browsere, Napster, Gnutella, Apache, Myspace, det før nævnte wikipedia – for at nævne nogle få markante eksempler, der stikker frem fra den uhyre omfattende underskov af forskellige former for communities og blogs. En nylig rapport fra nielsen.netratings konstaterer, at 5 af de 10 hurtigst voksende store netsider i verden (heriblandt Myspace, flickr og wikipedia) er baseret på brugergenereret indhold (til forskel fra professionelt genereret indhold). Fænomenet omtales indimellem også – noget misvisende – som web 2.0, som om civilsamfundsaktiviteterne er noget nyt, der er vokset frem efter kommercialiseringens gennembrud på Internettet i sidste del af 1990-erne, mens det i virkeligheden har været en afgørende forudsætning også for den kommercielle udvikling. Det er vitalt for virksomhederne, at de forstår denne sammenhæng.
Økonomen Joseph Schumpeter hævdede i sin tid, at det var virksomhederne, der var den innovative drivkraft i samfundet. Denne lærdom gælder ikke indenfor IT og Internet. Her er den civile, ulønnede innovation og den personlige brug en central faktor – hvad enten det er af idealistiske grunde eller simpelthen skyldes personlig tilbøjelighed og interesse. Det drejer sig om resultatet af milliarder af timer spenderet af engagerede mennesker.
For mediernes vedkommende vil denne dynamik ikke bare betyde, at de kommer til at ”mangle” læsere og stof. De bliver også nødt til at indrette sig mere efter brugergeneret indhold. De gamle medier er nødt til at intensivere og udbygge netaktiviteterne, hvis man overhovedet vil bevare kontakten til borgerne, læserne, seerne, lytterne og brugerne. De kan ganske vist ikke selv skabe denne forbindelse uden Internettet. Vi ser derfor i disse år aviserne forvandle sig selv til mediehuse, der publicerer til alle medieplatforme, inklusive Internet og mobile medier.
Det er i dag nettet, der sikrer de nationale medier deres sociale bånd, men det er også i stigende grad nettet, der sikrer dem informationsindhold og muligheder for at opfylde borgernes forventninger til informationsydelser.
Gratis nyhedsformidling
Den tredje vigtige tendens, der kommer til at ramme nyhedsmedierne, er udviklingen af nye forretningsmodeller, der leverer indholdet gratis. Vi kender det på de trykte mediers område, men der har været gratis nyheder på nettet endnu længere tilbage. Og der udvikler sig hele tiden nye former både for borgerjournalistik og for kommercielle nyhedsservices som f.eks., news.google.com. Det ser ud til, at vi, når det gælder symbolske varer (musik, film, tekst), får et dobbeltkredsløb af betalte og ubetalte services. De kommercielle aktører, der i disse år arbejder hårdt for at få EU til at begrænse public service institutionernes udbud af public service på Internet, gør måske regning uden vært. Det vil måske nok – beklageligvis – være muligt at få svækket public service institutionernes netaktiviteter, men det vil ikke være muligt at standse udbuddet af services, der er gratis for brugerne.
”Taberen” i denne udvikling synes ikke svær at identificere. Det er den ”fælles” politiske debat af samfundets fælles anliggender. Opinionsstoffet har trange tider. Ser vi nøjere efter, kan det dog præciseres. Det, der svækkes, er først og fremmest størrelsen af det publikum, der overværer eliternes indbyrdes debat i de store medier. Dette publikum ser stadig sport og underholdning i fjernsynet, og det er stadig muligt at tale om de to TV- aviser som en slags fælles, nationale, offentlige fora. Til gengæld er der noget, der tyder på, at de bredere debatter, der involverer befolkningen ud over eliten, snarere er ved at flytte fra gaden, værtshuset, sports- eller partiforeningen og arbejdspladsen over på nettet, hvor den udfolder sig på en mangfoldighed af mere ydmyge netsteder. Noget lignende gælder også den mere kvalificerede opinionsdannende debat – det være sig i de nicheaviser, vi tidligere har omtalt som landsdækkende, eller i nye nicher på nettet.
Tiden for det 20. århundredes stærkt centraliserede, nationale medieoffentlighed er uden tvivl ved at ebbe ud, men den ebber ikke mindst ud, fordi en stadigt bedre uddannet befolkning i stigende grad benytter velfærdssamfundets sociale sikkerhed til at forfølge egne dagsordener. Internettets succes beror netop på, at det modsvarer den voksende og stadig bedre uddannede middelklasses mere differentierede kommunikationsbehov. Dette behov (og det faktum, at det – i nogen grad – opfyldes af Internettet) er et tegn på en øget frihedsgrad og må derfor også betragtes som et demokratisk fremskridt. Det repræsentative demokratis centralisme var et historisk fremskridt, men centralismen var ikke en værdi i sig selv, og der er ingen grund til at centralisere mere end nødvendigt.
LITTERATUR
Astrid Haug : (2005). How the internet is changing political campaigning
An Analysis of the Internet Strategies of Dean,
Kerry and Bush in the 2004 US Presidential Election
http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12199
Nielsen netratings.User-Generated Content Drives Half of U.S. Top 10 Fastest Growing… Public Summary, 10.8 2006 http://www.nielsen-netratings.com/
Wurff, R. van der & Lauf, Edmund (eds.) (2006) Print and Online Newspapers in Europe A comparative anal y sis in 16 countries . Amsterdam : Het Spinhuis & COST.
Med kapitel om Danmark (Multiplying News) af N.O. Finnemann & B. H. Thomasen.
