1.5.2007
Oversat af Esben Hjuler
Igennem de seneste årtier er en underlig frigørelsesbevægelse vokset frem i den udviklede verden. Dens korsfarere sigter langt højere end borgerrettighedsforkæmpere, feminister eller fortalere for homoseksuelles rettigheder. De ønsker intet mindre end at frigøre menneskeracen fra dens biologiske begrænsninger. Som ”transhumanister” ser det, må menneskene vriste deres biologiske skæbne ud af hænderne på evolutionen (og dennes blinde proces af tilfældig forandring og tilpasning) og bevæge sig op på et højere stadie som art.
Det er fristende at afvise transhumanister som en sær kult, intet mere end science fiction, der bliver taget for alvorligt: se blot deres fantastiske web sites og pressemeddelelser (”Cyborg-tænkere tager menneskehedens fremtid under behandling”, proklamerer en af disse). Visse transhumanisters planer om at lade sig kryogenisk nedfryse i håbet om at blive genoplivet i en senere tidsalder lader til at bekræfte bevægelsens placering i den intellektuelle periferi.
Men forekommer transhumanismens grundsætning (at vi en dag vil komme til at bruge bioteknologi til at gøre os stærkere, klogere, mindre voldelige og få os til at leve længere) os virkelig så fantastisk? En slags transhumanisme findes allerede i forskningsprogrammet for nutidens biomedicin. De nye teknologier og procedurer, der udgår fra forskningslaboratorier og hospitaler – hvad enten der er tale om humørforandrende stoffer, substanser til at forøge muskelmassen eller selektivt at slette minder, genetisk scanning af fostre eller genterapi – kan ligeså let bruges til at ”forbedre” arten som til at lindre eller kurere sygdom.
Selvom de hurtige fremskridt indenfor bioteknologi ofte efterlader os med en svag følelse af ubehag, er det ikke altid let at identificere den moralske eller intellektuelle trussel, de udgør. Den menneskelige race er trods alt noget af et rod, med vore stædige sygdomme, fysiske begrænsninger og korte liv. Læg dertil menneskehedens jalousier, voldelighed og konstante bekymringer, og det transhumanistiske projekt begynder ligefrem at se fornuftigt ud. Hvis det nu var teknologisk muligt, hvorfor skulle vi så ikke ønske at transcendere vores nuværende art? Projektets tilsyneladende fornuftighed (især når man kun ser det vokse i små tilvækster), er noget af det farlige ved det. Samfundet vil sandsynligvis ikke lade sig tryllebinde af transhumanismens verdenssyn fra den ene dag til den anden. Men det er meget muligt, at vi vil nippe til bioteknologiens fristende tilbud uden at indse, at de har en frygtelig moralsk pris.
Transhumanismens første offer kan godt gå hen at blive ligheden. I den amerikanske uafhængighedserklæring står der, at ”alle mennesker er født lige”, og de mest alvorlige politiske slagsmål i USA’s historie har handlet om hvem, der kunne siges at være helt menneskelige. Kvinder og sorte klarede den ikke i 1776, da Thomas Jefferson underskrev erklæringen. Langsomt og smertefuldt er det gået op for udviklede samfund, at blot det at være et menneske giver en person ret til politisk og juridisk lighed. I realiteten har vi slået en rød linje omkring mennesket og sagt, at det er ukrænkeligt.
Under denne ide om lige rettigheder er troen på, at vi alle har en menneskelig essens, der mindsker tydelige forskelle i hudfarve, skønhed og endda intelligens. Denne essens og det synspunkt, at individer derfor har værdi i sig selv, ligger i hjertet af den politiske liberalisme. Men netop modificeringen af denne essens er kernen i det transhumanistiske projekt. Hvis vi begynder at omforme os selv til noget højerestående, hvilke rettigheder vil disse forbedrede skabninger så forlange, og hvilke rettigheder vil de have, når de sammenlignes med dem, der blev efterladt på et lavere trin? Hvis nogle går i forvejen, har nogen så råd til ikke at følge dem? Disse spørgsmål er besværlige nok indenfor rige, udviklede lande. Læg dertil betydningerne for borgere i verdens fattigste lande, for hvem bioteknologiens vidundere ikke vil være indenfor rækkevidde – og ideen bliver endog endnu mere skræmmende.
Fortalere for transhumanismen mener, at de forstår, hvad et godt menneske består af, og de efterlader gerne de begrænsede, dødelige, naturlige skabninger, de ser omkring sig, for noget bedre. Men forstår de virkelig de ultimative, menneskelige goder? Med alle vore indlysende fejl er vi mennesker mirakuløst komplekse produkter af en lang evolutionsproces, produkter hvis helhed er meget mere end blot summen af vores bestanddele. Vores gode træk er intimt forbundne med vores dårlige: hvis vi ikke var voldelige og aggressive, ville vi ikke være i stand til at forsvare os selv; hvis vi ikke havde eksklusive følelser, ville vi ikke kunne være loyale overfor dem tæt på os; hvis vi aldrig følte jalousi, ville vi heller aldrig føle kærlighed. Selv vores dødelighed spiller en vigtig funktion, idet den gør vores art i stand til at overleve og omstille sig (og transhumanister er sådan cirka den sidste gruppe, jeg ønsker at se leve evigt). Modificeringen af blot et enkelt af vores væsentligste karaktertræk vil uundgåeligt medføre modificeringen af en kompleks, sammenkædet enhed af karaktertræk, og vi vil aldrig være i stand til at forudse det endelige udkomme deraf.
Ingen ved, hvilke teknologiske muligheder der vil vise sig for menneskets selv-modificering. Men vi kan allerede se promethiske længsler røre på sig, fx når det kommer til, hvordan vi ordinerer stoffer, der skal ændre vores børns opførsel og personlighed. Miljøbevægelsen har lært os ydmyghed og respekt overfor den ikke-menneskelige naturs værdighed. Vi trænger til en lignende ydmyghed overfor vores egen menneskelige natur. Hvis vi ikke snart udvikler den, risikerer vi uafvidende at invitere transhumanisterne til at skamfere menneskeheden med deres genetiske bulldozers og psykotropiske indkøbscentre.
