09.03.2018
De seneste år har der været en stigende interesse for at stille spørgsmålet om fiktionalitet fra et retorisk perspektiv. Jeg har selv sammen med blandt andet James Phelan og Richard Walsh (Nielsen, Phelan og Walsh 2015) foreslået en ny tilgang til fiktionalitet, som bygger på nogle hovedantagelser, hvor de mest grundlæggende er a) at det giver mening at skelne skarpt mellem fiktion som genre og fiktionalitet som en udbredt egenskab i al kommunikation, der handler om det opfundne, det imaginære, det mulige, forestillede og så videre, hvilket betyder, at generisk fiktion i denne optik anskues som en delmængde af en bredspektret klasse af diskurser, der benytter sig af fiktionalitet; b) at spørgsmålet om fiktionalitet adresseres retorisk og undersøges som udtryk for en kommunikativ strategi med særlige formål i forhold til bestemte modtagere ved bestemte lejligheder; og c) en erkendelse af, at fiktionalitet dermed ikke kun findes i fiktion, men er udbredt på tværs af en mængde diskurser og medier, og d) at fiktionalitet som fænomen er mulig på grund af en helt fundamental menneskelig kognitiv evne til ikke alene at processere det aktuelle, foreliggende og virkelige, men også det ikke-aktuelle i mange former og modaliteter.
Når man i uddannelsessystemet fra folkeskolen over gymnasiet til universitetet har talt om fiktion, så har man talt om romaner, noveller, spillefilm og så videre. Denne form for fiktion har sin egen, ganske korte historie. Den opstår og konsolideres i det meste af den vestlige verden mellem 1750 og 1850, og den er måske ved at dø i dag i den forstand, at skellet mellem genrer med og uden virkelighedsreference i høj grad er i opbrud. Vores forståelse af, hvad fiktion er helt generelt, har gennem de sidste 200 år været kraftigt påvirket af – man kan måske næsten sige overskygget af – vores forsøg på en forståelse af generisk fiktion – oftest i form af romaner. Det vil sige, at man har antaget, at fiktionalitet er noget, man finder i prosa som romaner og noveller; at fiktionalitet er en egenskab ved fiktion. For eksempel Dorrit Cohn har antaget, at der er en absolut forskel på fiktion og ikke-fiktion, og at der er kendetegn ved fiktion, som lader spørgsmålet afgøre. Adgang til andre personers tanker antages at være et eksempel på et sådant kendetegn.
Men problemet ved denne position, som man kan kalde separatistisk, er blandt andet, at der ikke findes et fiktionspoliti, som går rundt og tilser, at ikke-fiktive tekster og fortællinger ikke låner teknikker, som oftest forbindes med eller som er udviklet i fiktion.
Som et alternativ til denne genrebaserede tilgang til fiktionalitet, forstår jeg i stedet fiktionalitet som en egenskab ved noget – fortrinsvis fortællinger (visuelle, skriftlige, mundtlige, gestiske med mere). Denne egenskab, eller kvalitet om man vil, kan en afsender signalere, at fortællingen besidder, og tilsvarende kan en modtager antage, at fortællingen besidder denne kvalitet. Disse to handlinger kan kaldes fiktionalisering. For mig er fiktionalitet altså en egenskab, fiktionalisering en handling, og fiktion en form for overgenre for en række konventionaliserede genrer som for eksempel romanen, novellen og spillefilmen. I modsætning til genren fiktion er evnen til at benytte fiktionalitet omtrent lige så gammel som den menneskelige race. Fiktionalisering er blevet anvendt på tværs af tider, på tværs af genrer og på tværs af medier til at forestille sig og til at kommunikere om noget, som ikke er tilfældet lige her og nu og aktuelt. Definitorisk kan kan man sige, at fiktionalitet i denne tilgang er lig med intentionelt signaleret påfund i kommunikation.
[blockquote text=”I modsætning til genren fiktion er evnen til at benytte fiktionalitet omtrent lige så gammel som den menneskelige race. Fiktionalisering er blevet anvendt på tværs af tider, på tværs af genrer og på tværs af medier til at forestille sig og til at kommunikere om noget, som ikke er tilfældet lige her og nu og aktuelt. Definitorisk kan kan man sige, at fiktionalitet i denne tilgang er lig med intentionelt signaleret påfund i kommunikation.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Spørgsmålet er så, hvad man mere konkret bruger fiktionalisering til. I udgangspunktet er det uselvfølgeligt og kognitivt besynderligt. En sammenligning med den sande og den løgnagtige talehandling kan være oplysende. Det er således rimelig klart, hvad den kommunikative og kognitive værdi af at tale sandt er. Man søger at omtale virkeligheden som den er. Man kan for eksempel sige: “Det er snart sommerferie” eller “Malariemyggens stik er farligt” eller ”17 er et primtal”. Tilsvarende er det rimelig klart, hvad den kommunikative og kognitive værdi af at lyve er. Man søger aktivt at skjule, at man ikke omtaler virkeligheden som den er: Man siger for eksempel: ”Jeg har gennemført mindst 1000 rotteforsøg” eller ”Jeg har ikke spist af småkagerne” eller “I did not have sex with that woman”. Det er ikke vanskeligt at se motivet til at tale sandt til tider, og det er ikke vanskeligt at se motivet til at lyve til andre tider. Begge dele udfylder velforståede roller.
Fiktionalisering adskiller sig fra begge, men låner også noget fra begge. Fra løgnen låner fiktionaliseringen, at den ikke omtaler virkeligheden, som den er. Fra den sande tale låner fiktionaliseringen, at den ikke ønsker at bedrage nogen eller give dem en fejlagtig opfattelse.
Derfor adskiller fiktionaliseringen sig fra løgnen ved ikke at skjule, men tværtimod helt eksplicit at fremhæve og vise, at den ikke omtaler virkeligheden, som den er. Det er i udgangspunktet besynderligt, hvorfor man skulle ønske det. Man kan for eksempel sige:
”Der var engang et fortryllet slot.”
”Jeg ventede i 100 år på maden.”
”Today we are all Norwegians.”
Det gælder alle de tre udsagn, at de er åbenlyst ukorrekte. Men det gælder også, at det ville være en meningsløs indvending mod dem, at de er det.
Man kan ikke forestille sig en benægtelse som respons à la ”Der var engang et fortryllet slot” – ”nej der var ej!”. En tilsvarende benægtelse kan altid møde løgnen.
Men specifikt fordi man med fiktionalitet med vilje signalerer, at det kommunikerede er opfundet frem for sandt eller løgn, så kan det ikke benægtes på samme måde som en løgn kan.
Det er et yderst kortfattet rids af den fiktionalitetsteoretiske ramme, som er udgangspunktet for de følgende analyser og for skellet mellem to typer af fake news.
To former for fake news
Fake news har fra omkring slutningen af 2016 fået en ny betydning, som ikke var den fremherskende tidligere. I den betydning, som udtrykket får omkring den amerikanske valgkamp mellem Donald Trump og Hillary Clinton, kommer ‘fake news’ til at betyde misvisende, fejlagtige, ukorrekte nyheder med henblik på at bedrage eller give et forvredet billede af virkeligheden. Det er en kommunikativ strategi, som mange forbinder med Trump selv. Trump er således igen og igen af fact check-sites og journalister blevet taget i at give urigtige informationer. En tilsyneladende ny tendens er, at dette ikke virker til at have synderlig negativ indflydelse på opfattelsen af ham. Hans modstandere hader ham, men hans tilhængere påvirkes øjensynligt ikke så meget, som man kunne tro. Samtidig er fake news forstået som bedrag en beskyldning, som Trump utrætteligt retter mod sine modstandere og specielt mod dele af den frie presse i form af for eksempel tv-stationen CNN og avisen New York Times, som han anklager for at give amerikanerne et misvisende billede af den politiske situation og sin egen politik. Indtil anden halvdel af 2016 blev fake news imidlertid altovervejende brugt som betegnelse for satiriske nyheder, som ganske vist klart nok ikke var rigtige, men som heller ikke forsøgte at snyde nogen til at tro, de var det. Denne type nyheder kender vi Danmark for eksempel fra ATS (At Tænke Sig) på bagsiden af Politiken og fra Rokokoposten samt fra ”Helt Normalt” og satiriske tv-programmer.
Lad og prøve at sammenligne de to former for fake news. Først fake news som løgn og bedrag:
“Paven støtter Trump.”
“Obama aflyttede mine telefoner.”
“Den danske stat betaler ferien for Thornings mand.”
Disse tre eksempler har til fælles, at nogen vil overbevise nogle andre om noget, som ikke er tilfældet. I hvert tilfælde med et bestemt formål. Afsenderen forsøger i hvert enkelt tilfælde at give modtageren et indtryk af virkeligheden, som afsenderen formentlig selv er bevidst om ikke er korrekt.
Går vi så til fake news i den anden betydning, som satire, så ser vi, at det er nyheder af en ganske anderledes type – selv om de stadig ofte er ideologiske og holdningspåvirkende. Men de prøver ikke at bedrage nogen – selv om de bestemt ikke er sande. Det kan eksempelvis se således ud:
“Mænd i Sverige frarådes at gå ud alene på grund af risiko for at begå voldtægt.”
“Politiker kræver kvindekvoter i fængslerne.”
“Ejer af Citroën C1 erkender: Ja, jeg kompenserer for enorm penis.”
Disse har til fælles, at der ikke er nogen, der lyver eller prøver at snyde nogen til at tro noget forkert. Men de har også til fælles, at de stadig siger noget om verden, selv om de åbenlyst ikke er bogstaveligt korrekte. Den første kan blandt andet ses som ironisk i forhold til ”løsninger”, der lader voldtægtsrisiko være kvindernes problem. Den anden vender vi tilbage til, og den tredje udgør en humoristisk omvending af klicheen om, at ejere af dyre biler kompenserer for problemer på andre områder.
Satirisk fake news
Lad os indlede med at se på et konkret eksempel fra Rokokoposten.
I nyheden ”Politiker kræver kvindekvoter i fængslerne,” hævdes det blandt andet, at en kvindelig politiker udtaler:
“Vi er nødt til at opmuntre kvinderne til at begå kriminalitet og til ikke at være bange for at blive opdagede, for ellers kommer rekrutteringsgrundlaget jo til at mangle. […] Vi ser heldigvis stærke foregangskvinder, der kommer i fængsel for narkokriminalitet, økonomiske forbrydelser og rufferi. Men der er stadig et glasloft, der gør, at man sjældent ser kvinder begå mord og andre tunge ting, der udløser de helt lange fængselsstraffe” (Andersson, Carlsen, Larsen, Rydell et al. 8. marts 2012).
Nyheden er fremstillet på en måde og med en retorik, som gør det stærkt usandsynligt, at nogen vil tro, at en virkelig politiker i ramme alvor har ment, at det er en god ide at finde midler til at få flere kvinder til at begå kriminalitet og på den måde opnå ligestilling i fængslerne. Det er altså ikke sandt og det er ikke løgn. Det er en struktur, som snart sagt enhver form for fake news har. De er ikke designet til at gå for at være en sandhed. Men hvad er de der så for? Og hvad er ”news” i fake news? Fiktionalisering er retorisk set et eminent effektivt middel til at påvirke modtagerens forståelse af, hvad der er tilfældet ved at tale om noget som ikke i sig selv er tilfældet. Man kan tale om en form for dobbelteksponering, hvor fremstillingen af det ikke-værende (for eksempel et ønske om mere kvindelig kriminalitet) lægges ovenpå noget aktuelt (for eksempel et faktisk politisk ønske om flere kvindelige ledere). Det værende anskues altså gennem det ikke værende. Det er med til både at gøre fake news både til news og at gøre fake news politisk. Den helt grundlæggende problemstilling er altså, at ingen tror, at nogen politiker nogensinde skulle have ønsket kvindekvoter i fængslerne. Det er aldrig hændt, og vi ved det. Alligevel er denne fake news politisk. Og alligevel påvirker den vores forståelse af faktiske forhold. Hvorfor? De fleste – og herunder i helt særlig grad de studerende – har en intuitiv forståelse, men en lidt møjsommelig analytisk tilgang kan hjælpe til at begrunde den. Når jeg spørger de studerende, om de helt overordnet tænker, at den er profeministisk eller ej, og om den er for total ligestilling eller ej, så tilkendegiver cirka 90 procent, at de finder, at den ikke er profeministisk og ikke er for total ligestilling. Mit eget forsøg på analytisk at begrunde, at jeg overordnet er enig, kunne se ud som noget i denne retning – gående fra forhåndsantagelse før læsning til problematiserende spørgsmål efter:
a) Det virker som en plausibel common sense-antagelse, at ligestilling er ønskeligt overalt og i alle forhold.
b) Hvis det virkelig er sandt, så må det gælde også i fængsler, virksomheder, på universiteter, i børnehaver med mere…
c) Men ved nærmere eftertanke er det måske absurd – for eksempel i fængsler?
d) Kunne det så også være absurd eller i det mindste uselvfølgeligt andre steder – for eksempel på universiteter?
Man overfører således næsten uvilkårligt nyheden om et ikke-værende sagsforhold til andre, faktiske områder. Det er helt generelt for den måde, fiktionalitet virker på. Vores forståelse af det virkelige påvirkes af vores forståelse af noget, som vi ved ikke er virkeligt. Man overfører således næsten uvilkårligt nyheden om et ikke-værende sagsforhold til andre, faktiske områder.
En lignende struktur gælder nyheden om at Nordkoreas leder Kim Jong-Un var blevet udnævnt til verdens mest sexede mand. Ingen i målgruppen i Vesten ville tage det for sandt. Men det er vældig let at overføre det relativt ufarlige budskab til virkeligheden og forstå, at meningen er, at det heller ikke er sikkert, at han skrev sin første afhandling om militærstrategi som 16-årig eller er et geni, eller at hans far blandt meget andet er verdens bedste golfspiller, selv om han kun har spillet spillet én gang, således som det alt sammen er blevet hævdet af de to ledere og regimet.
Det er kendetegnende for hovedparten af satirisk fake news, at det for det første virker humoristisk, for det andet har en høj grad af cirkulationsværdi på sociale medier som Facebook, for det tredje siger noget om verden som ikke er løgn og ikke kan benægtes på nogen direkte måde, og for det fjerde fungerer holdningspåvirkende.
[blockquote text=”Det er kendetegnende for hovedparten af satirisk fake news, at det for det første virker humoristisk, for det andet har en høj grad af cirkulationsværdi på sociale medier som Facebook, for det tredje siger noget om verden som ikke er løgn og ikke kan benægtes på nogen direkte måde, og for det fjerde fungerer holdningspåvirkende.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Alle disse karakteristika kan vi også finde i den næste og sidste case. I nyheden her får vi at vide, at:
“Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, trådte på et pressemøde, her til formiddag, frem og indrømmede at han og Claus Hjort Frederiksen har været på kokain, uafbrudt siden folketingsvalget. Han meddelte desuden at han nu går i behandling for sin kliniske afhængighed af nedskæringer.”
Igen er læseren klar over, at det ikke er rigtigt, men overførslen til virkeligheden er endnu kortere end i de to nævnte eksempler, idet det tages som en form for forudsætning, at nyheden tager udgangspunkt i en konsensus om en genkendelig verden, hvor afsender og modtager oplever Løkkes handlinger som irrationelle og uforklarlige. Det er ikke så meget dette, der er fake, som forklaringsmodellen for det antaget uforklarlige. Det er en fake news, som i overensstemmelse med, hvad vi har sagt om fiktionalitet generelt, er næsten umulig at benægte. Forestillede man sig hypotetisk set Løkke udtale, at han ikke (uafbrudt) har været på kokain og ikke nu går i behandling for sin kliniske afhængighed af nedskæringer, så ville det kun virke affirmativt i forhold til nyhedens (knap nok) implicitte kritik af hans politik. Nyhedens retoriske og politiske effektivitet beror ikke mindst på, at den fremstiller noget som uomtvisteligt sandt (at Løkkes politik er brutal, irrationel, uforståelig og kortsigtet) uafhængigt af, hvad der måtte være af kontingente og eventuelt ukorrekte forklaringer på samme forhold.
Fake news som bedrag og misinformation
Idet denne artikel først og fremmest handler om fiktionalitet i forhold til fake news og derfor især om satirisk fake news, vil jeg kun relativt kort behandle et par eksempler på fake news som bedrag.
Begynder vi med forholdsvis entydigt forsøg på bedrag og misinformation, kan vi se på et eksempel fra websiden WTOE 5 News, som i juli 2016 skrev, at paven mod sædvane utvetydigt anbefalede vælgere at at stemme på en bestemt kandidat ved det kommende amerikanske præsidentvalg, nemlig Donald Trump:
“News outlets around the world are reporting on the news that Pope Francis has made the unprecedented decision to endorse a US presidential candidate. His statement in support of Donald Trump was released from the Vatican this evening: “I have been hesitant to offer any kind of support for either candidate in the US presidential election but I now feel that to not voice my concern would be a dereliction of my duty […]”
Men der var ingen sandhed bag historien og der er ingen grund til at tro, at afsenderen selv troede, at udsagnet var korrekt. Særligt tydeligt fremstår det, fordi der netop ikke var andre ”News outlets around the world […] reporting on the news”, således at det virker som åbenlys og intentionel misinformation.
Ser vi dernæst på et par af Trumps egne, berygtede tweets, så lød et par således i marts 2017:
Terrible! Just found out that Obama had my "wires tapped" in Trump Tower just before the victory. Nothing found. This is McCarthyism!
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) March 4, 2017
How low has President Obama gone to tapp my phones during the very sacred election process. This is Nixon/Watergate. Bad (or sick) guy!
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) March 4, 2017
I'd bet a good lawyer could make a great case out of the fact that President Obama was tapping my phones in October, just prior to Election!
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) March 4, 2017
Det er ofte vanskeligt at estimere, hvad Trump selv måtte tro og tænke, og det gælder også i dette tilfælde. Hvad, der er sikkert, er dog, at hverken Trump eller andre har fremlagt nogen form for bevis eller sandsynliggørelse af påstanden, som med ordene ”Just found out” ellers skulle synes at have en bestemt opdagelse som anledning. Vi kan ikke med absolut sikkerhed vide, at det er en forkert beskyldning, men derimod helt sikkert at den ikke er begrundet.
I Danmark har fake news-begrebet også været brugt blandt andet i forbindelse med HPV-debatten i sommeren 2017. Debatten omfattede blandt andet dette indlæg i Politiken. Her skriver en far blandt andet:
“Den vaccine, min datter fik sprøjtet ind i en muskel, indeholdt meget kontroversielt nanopartikler af aluminium.”
“Producenten havde i forsøgsfasen også tilsat dette i placebogruppens behandling og kaldt det saltvand.”
Som ved Trumps påstand om aflytning, er der også her tale om helt og aldeles uunderbyggede påstande. Om vedkommende selv tror på deres rigtighed er igen vanskeligt at skønne.
Væsentligst er det imidlertid, at den grundlæggende mangel på adgang til intention er mindre vigtig end at appellen i hvert tilfælde er til følelser frem for viden.
Implikationer og perspektiver
For mig at se er fake news som bedrag ikke et nyt fænomen. Misinformation har efter al sandsynlighed været brugt i alle samfund, men der er muligvis nogle strukturelle fænomener, som betyder, at fake news på nogle områder kan have bedre vilkår i dag, selv om det ingenlunde er et entydigt billede. Samtidig kan appeller til det stærkt følelsesladede, men ikke videns- eller videnskabsbaserede potentielt finde gode vilkår visse steder i vore tiders medielandskaber.
[blockquote text=”Misinformation har efter al sandsynlighed været brugt i alle samfund, men der er muligvis nogle strukturelle fænomener, som betyder, at fake news på nogle områder kan have bedre vilkår i dag.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Jeg slutter med nogle pejlinger i den retning efter lige helt kort at nævne, at diskussionen om, hvilken rolle viden og følelser skal spille i politik er både gammel og aktuel. Platon mente som bekendt, at staten skulle styres af filosoffer og anså således ekspertvælde for en attraktiv styreform. For Platon er det gode og det sande det samme, og sandhed er per definition ikke et spørgsmål om mening, men om viden. Derfor bør staten ledes af filosoffer, som søger viden og sandhed. I dag, også i Danmark, ser vi en udbredt skepsis, ikke mindst fra politisk side, mod ikke alene et ekspertvælde, men eksperter og ”elite” i det hele taget.
Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen indvarslede det stærkt i sin nytårstale i 2002:
“Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. I de senere år er der ved knopskydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op over alt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.”
Modsætningen mellem ekspertvælde og eksperttyranni er således aktuel, men bestemt ikke ny. For nylig skrev Peter Skaarup i yderst prægnante vendinger et indlæg i et ugebrev fra Dansk Folkeparti med titlen “Politik er først og fremmest følelser”, om hvordan han eksplicit mener, at spørgsmål om viden og sandhed slet ikke hører til i det politiskes sfære. I ugebrevet kritiserer Skaarup danske politikere for at gøre politik til et spørgsmål om at vide noget, om rapporter og høringer og undersøgelser og forskning. Heroverfor skriver Skaarup: “Politik skal ikke videnskabeliggøres. Der findes ikke noget facit i politik – kun følelser og holdninger. Begreber som sandt og falsk eller godt og ondt har ganske enkelt ikke hjemme i det politiske rum. Sandt og falsk hører til i videnskabens verden, og godt og ondt er et spørgsmål om moral,” skriver gruppeformanden for Dansk Folkeparti blandt andet.
Eftersom det er få beskåret at opnå dyb viden om ét eller flere emner, mens alle kan mene noget om det meste, så kan man sige, at der er tale om en demokratisering, hvis politik følelsesbaseres. Men man kan selvfølgelig mene, at det er et åbent spørgsmål, om det er en god ting. Samtidig kan man sige, at det aktuelle medielandskab med den de-hierarkisering af viden, som internettet på mange måder har ført med sig, i høj grad understøtter en sådan demokratisering på godt og ondt. Når jeg bruger ordet de-hierarkisering mener jeg det i den forstand, at vi fra 1700-tallet i den vestlige verden har oplevet konsekvenserne af et oplysningsprojekt, som på mange måder gennem 250-300 år bestod i lige netop at skelne mellem typer af viden, fornemmelse, tro og evidens og i den forstand præcist hierarkiserede viden og langsomt satte det evidensbaserede højest. Encyklopædier og afhandlinger kom til at inkarnere en form for viden, der blev sat højere end anekdoten, den personlige oplevelse eller den overleverede tradition. Jeg hævder naturligvis ikke, at et lignende hierarki ikke dominerer inden for universiteterne og akademia og fortsat også i mange folks bevidsthed. Men for eksempel HPV-debatten er et godt eksempel på, at selv et lægevidenskabeligt emne og spørgsmål, som ellers forener en meget høj grad af evidensmulighed med en meget lav grad af ideologi i nogen direkte forstand – for eksempel i diametral modsætning til nogle af de spørgsmål, der præger den såkaldte indvandrerdebat – at selv et sådant spørgsmål i massiv udstrækning og i mainstream-medier og almindelige debatter bliver domineret også af det holdningsbaserede og anti-evidente.
[blockquote text=”Med den helt almindelige brugers helt almindelige brug af Google inkarnerer internettet en mere flad, de-hierarkisk struktur, som – alle store fordele, og herunder også videnskabelige, til trods – også er en potentiel trussel mod et hierarkiserende oplysningsprojekt.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
På nogle måder mener jeg, at internettet med den helt almindelige brugers helt almindelige brug af Google inkarnerer en mere flad, netop de-hierarkisk struktur, som – alle store fordele, og herunder også videnskabelige, til trods – også er en potentiel trussel mod et hierarkiserende oplysningsprojekt. Jeg lavede et lille mini-skala forsøg og stillede Google i min Google Chrome-browser, som jeg anvender utallige gange dagligt det simple spørgsmål: ”Er jorden flad?”. På to forskellige tidspunkter med tre måneders mellemrum fik jeg en startskærm op der fortalte mig at der var over 200.000 resultater og jeg fik vist de første ti af disse resultater, som var lidt forskellige de to gange. Men begge gange stod det 5-5 i forholdet mellem ”ja” og ”nej”, som svar på spørgsmålet. Hvor lige dette spørgsmål i sig selv ikke er valgt på grund af en etisk kompleksitet, eller at et presserende valg skal træffes, men fordi det har et simpelt, utvetydigt svar, så tænker jeg at Google-resultaterne, som de præsenteres, medfører en udfordring for den informationssøgende og en udfordring til et oplysningsprojekt under pres.
I den situation og med den udfordring, vil jeg uden dermed at antyde nogen løsning blot slutte med at hævde emfatisk at brugen af fiktionalitet som kommunikativ strategi ikke alene er kombatibel med et oplysningsprojekt, men betinget af det og helt og holdent på anti-bedragets side. Forstår man nemlig, som foreslået af Simona Zetterberg Gjerlevsen og jeg selv i samarbejde med James Phelan, fiktionalitet som intentionelt signaleret, kommunikeret opfindelse, så ser man det som udtryk for et signaleret valg af en kommunikationsform, der ønsker at få modtageren til at forstå, at den ikke overholder en faktuel diskurs’ begrænsninger. Fake news som bedrag derimod kan per definition ikke indeholde sådanne signaler intentionelt. Fiktiv diskurs, i denne optik, er lige så seriøs som ikke-fiktiv. Begge diskursformer er undergrupper af retorik. Fiktiv diskurs er ikke en negation af ikke-fiktiv lige så lidt som omvendt. De er begge kommunikative strategier, der er til rådighed for en taler eller forfatter.
[blockquote text=”Fiktionalitet er en integreret del af et oplysningsprojekt, og det er nærliggende at antage, at det 18. århundrede affødte oplysningen og romanen som to forskellige sider af samme mønt.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Fiktionalitet i denne retoriske forstand, som af intentionelt signaleret, kommunikeret opfindelse går hånd i hånd med sandhed og videnskab fordi den opererer fra et udgangspunkt i en fast tro på, at der findes fakta og sandheder. Videnskabelig diskurs arbejder fra dette udgangspunkt med at etablere og konsolidere vores viden om disse fakta, mens fiktiv diskurs signalerer, at den også er interesseret i at udforske det mulige, umulige og ikke-faktuelle i fortid, nutid og fremtid. Fiktionalitet er en integreret del af et oplysningsprojekt, og det er nærliggende at antage, at det 18. århundrede affødte oplysningen og romanen som to forskellige sider af samme mønt.
Indholdet i denne artikel blev præsenteret på workshoppen ’Viden og fakta under angreb’ på Aarhus Universitet den 24. november 2017 lavet i samarbejde med Mikkel Thorup og Simone Sefland Pedersen. En stor tak til de to, til de fremmødte og til de studerende på Idéhistories kandidatkursus Viden, tænkning og praksis for mange nyttige kommentarer og idéer.
Referencer
Cohn, Dorrit, 1990. ’Signposts of Fictionality: A Narratological Perspective.’ In Poetics Today 11 (4), pp. 775–804.
Cohn, Dorrit, 1999. The Distinction of Fiction. Baltimore: Johns Hopkins UP.
Fludernik, Monika, 1993. The fictions of Language and the Languages of Fiction: the linguistic representation of speech and consciousness. London, New York: Routledge, 2014.
Nielsen, Henrik Skov and Simona Zetterberg Gjerlevsen, 2017. ‘Distinguishing fictionality.’ In Narratologia.
Nielsen, Henrik Skov, James Phelan and Richard Walsh, 2015. ‘Ten Theses about Fictionality.’ In Narrative 23 (1), pp. 61–73.
Walsh, Richard, 2007. The Rhetoric of Fictionality: narrative theory and the idea of fiction. Columbus: Ohio State University Press.
RealDonaldTrump (Donald J. Trump). “Terrible! Just found out that Obama had my “wires tapped” in Trump Tower just before the victory. Nothing found. This is McCarthyism!” (Tweet), March 2017.
RealDonaldTrump (Donald J. Trump). “How low has President Obama gone to tapp my phones during the very sacred election process. This is Nixon/Watergate. Bad (or sick) guy!” (Tweet), March 2017.
RealDonaldTrump (Donald J. Trump). “I’d bet a good lawyer could make a great case out of the fact that President Obama was tapping my phones in October, just prior to Election!” (Tweet), March 2017.
Foto: Mathias Wasik
