Drevet til det yderste

Under en økonomisk krise vil der altid være håb, også når man er drevet til det yderste. Dette er en af de budskaber, som hovedpersonen i Mogens Klitgaards roman Der sidder en mand i en sporvogn, overbringer. Lauritz Korfix Schultz beskriver i denne artikel hvordan Klitgaards tanker fra 1930’erne synes mærkværdigt moderne. Romanen kaster lys på en nutidig problemstilling ved det at være menneske i 2018. Ofte er man blind for, at der kan være andre mekanismer end ens egen formåen, der gør, om man lykkes eller går rabundus. Romanen kan ad denne vej læses som et vidunderligt vink til nutidens optimeringskurser og selvhjælpsbøger, der fortæller mennesker, hvordan de skal få succes og vende negative tanker til positive. Konsekvensen bliver et samfund, hvor mennesker aldrig føler sig tilstrækkelige og hele tiden må bevæge sig – sporvognen er lagt på skinner – fremad, fremad! Hvis man bare viser energi og handlekraft, så skal det hele nok komme.

15.04.2019

Hvad kan en roman fra 1937 fortælle os om et menneskes handlemønstre, når økonomiske kriser indtræffer? Det interessante og meget moderne ved Mogens Klitgaards roman Der sidder en mand i en sporvogn er, at mennesket ofte, mod dets egen vilje, er en badeand i et uroligt hav, hvor strømmene er stærkere end den enkeltes ærgerrighed

I år er det ti år siden den seneste finanskrise satte sit præg på verden, da blandt andre Lehmann Brothers gik konkurs. Vi må vænne os til økonomiske kriser, selv om de nok føles nye og overvældende, hver gang de dukker op. I tilvænningen er jeg sikker på, at der findes selvhjælpsbøger, der forsøger at give svar på, hvordan man lever økonomisk sundt, og undgår kortsigtede dyre beslutninger, men min fremgangsmåde er dog mere brinkmannsk – hvad fortæller Der sidder en mand i en sporvogn, når snakken falder på, hvordan mennesker tænker under økonomiske kriser?

I forordet til genudgivelsen af Mogens Klitgaards roman fra 1937 Der sidder en mand i en sporvogn på forlaget Jensen og Dalgaard skriver litteraten Hans Hertel:

Balzac spurgte, og det blev 100 år senere gentaget af realisten Georges Simenon: “Hvem kan være hovedperson i en roman? Hvem som helst man møder på gaden, hvis man driver ham til det yderste.

Der er ingen tvivl om, at Klitgaard (1906-1945) selv havde mødt dem, der var drevet til det yderste, og selv også var drevet langt ud. Klitgaards omflakkende tilværelse bragte ham til Norge og Sverige, hvor han virkede som cigaretsmugler – hvad man i øvrigt kan læse autobiografisk om i romanen Gud mildner luften for de klippede får fra 1938, der er mindst lige så aktuel i dag som Der sidder en mand i en sporvogn. Klitgaards turbulente liv var ofte præget økonomisk smalhals, og derfor blev han næsten hvervet til fremmedlegionen i Frankrig, fordi det kunne give smør på brødet. Senere da han prøvede at falde til ro i København, blev han billardmarkør på et værtshus på Vesterbro, Helmbecks Billardsalon, der lå lige overfor Det Ny Teater, hvor det store Codanhus i dag ligger. De få brune værtshuse, der i dag er tilbage i København, kan ikke bryste sig af at have billardmarkører på lønningslisterne, men i 1930’erne var det et almindeligt job. Arbejdet gik ud på at rejse kegler og holde styr på pointene for dem, der stødte til ballerne. Om morgenen, når Klitgaard havde fri, skrev han romanen på et kvistkammer tæt på Helmbecks. Arbejdstiderne som billardmarkør var uhyggelige. Det siges, at han arbejdede 84 timer om ugen til en løn på ca. 30 kr. – ca. 1000 kr. omregnet til nutidigt niveau. I det tidlige forår i 1937 afleverede han manuskriptet til Der sidder en mand i en sporvogn på Povl Branners Forlag, hvorefter bogen med stor succes både i oplag og fra kritikere blev udgivet i maj samme år. Den blev solgt i hele 8000 eksemplarer og også oversat til svensk og hollandsk. Også efter romanen udkom, var Klitgaard særdeles produktiv. Fem romaner, en række noveller og andre tekster blev det til, inden han døde i 1945, da tuberkulosen fik krammet på ham.

Hårdt slid begrænsede sig ikke til Klitgaards eget liv. Det er også tilfældet for Der sidder en mand i en sporvogns hovedperson, den deklasserede middelklasseborger, August Lundegaard. 1930’ernes krise gennemsyrede de københavnske menneskeliv, og det led ikke blot Lundegaard men hele den lundegaardske familie under. Manufakturgesjæften på Østerbro, der ellers var et ganske hæderligt og trygt livsgrundlag for den småborgerlige familie, må dreje nøglen om som følge af den store økonomiske krise i 1930’erne, der fik arbejdsløshedstallene til at nå skyerne. Familien må modvilligt flytte til proletariatets højborg Vesterbro, der i modsætning til i dag absolut ikke var et sted, man ønskede at bo. Her hang folk på gadehjørnerne, fordi pladsen var for trang i lejlighederne. Familien Lundegaard havde ellers drømt om et lille hus et godt sted uden for København med græsplæne og flagstang, som ressourcestærke borgere også drømmer om i dag. Over 12 kapitler, der hver skildrer årets 12 måneder i 1936, følger vi Lundegaards kamp for at samle midler sammen, til at familien kan klare sig økonomisk. Samtidig kaster fru Lundegaard sig i armene på religionen, og sønnen Poul er arbejdsløs og kommer i fængsel. Uagtet hvor meget Lundegaard gerne vil leve et anstændigt liv, er det svært at stå for fristelsen for små økonomiske fiksfakserier, der skaffer ham penge her og nu. Ikke alt bliver gjort lovligt, og derudover koster et stigende alkoholforbrug penge. Lundegaard kæmper en indre kamp, der går på at acceptere, at den økonomiske krise er indtruffet, og at han ikke kan vende tilbage til middelklassetilværelsen, familien befandt sig i under en forholdsvis god økonomisk periode i Danmark under og efter 1. verdenskrig.

Billardtæppet som livets arena

Billardmarkørjobbet, som Klitgaard havde, da han skrev bogen, er et interessant biografisk spor at følge, når økonomiske kriser tænkes ind i værket. Der er noget symbolsk over billardkeglen, hvis eneste funktion er at vælte til andres store fornøjelse. Men den rejser sig ligesom mennesket som en tumling med lidt hjælp, uanset hvor mange bank den får af de hårde baller. I den forbindelse kan vi også skele til, hvordan Klitgaard fik ideen til romanen. Billedet er af tidens populære satiretegner Arne Ungermann, og forestiller ganske almindelige, triste mennesker, der bliver billetteret i en sporvogn. Her hersker hverdagens kedelige rytme akkompagneret af sporvognens monotone lyd. Billedets tone stemmer godt overens med Der sidder en mand i en sporvogns personer; billardkegler forklædt som mennesker. Livet er fattigt og trist og fuld af modgang. Klitgaard skrev selv efter udgivelsen, at “menneskers liv nu er mere fattigt og ensformigt end nogensinde”. Men mennesket kan noget særligt, må man forstå på forfatteren. Også under en økonomisk krise vil der altid være en flig af håb tilbage, selv når man er drevet til det yderste:

naar jeg ser paa Sporvognspassagerers Ansigter, Arbejderen med Thermoflasken stikkende op af Lommen paa Vej hjem fra otte Timers Slæb paa en Byggeplads, Detailhandleren, der ikke kan klare sine Udgifter, Kontoristen med de blankslidte Bukser og Albuer, kan jeg ikke lade være med at tænke at Menneskers Liv aldrig har været saa fattigt og ensformig som i Dag. At Stenaldermandens Tilværelse var mere indholdsrig. Og alligevel. I Ungermanns realistiske Ansigter lurer der noget i Øjnene. Noget ukueligt. En stædig Optimisme. En stille Kraft, der har overlevet alle Undertrykkelsesperioder, alle Krige, al Trældom En uimodstaaelig Livsvilje, der vil overleve alle de Ulykker, Fremtiden synes at bære i sit Skød.

Klitgaards tanker synes mærkværdigt moderne. Dengang som nu aner jeg en længsel tilbage til det naturlige, hvor stenaldertilværelsen romantiseres, hvor det enkle og frie liv er efterstræbelsesværdigt men måske umuligt. Arbejderne sidder i sporvognen, fordi de ikke selv har valgt det. Ganske som mennesker i dag er sporvogne, der bliver sat på skinner og drevet frem af en sporvognsstyrer. De lever i et samfund, hvor arbejdet fylder en stor del af døgnets vågne timer, men ikke kan indfri det potentiale, mennesket har. Sliddet fører blot til ensformighed og tristesse. Det gælder om at passe ind i en kasse, der kan generere lønarbejde, ellers er man ilde set. Leveforholdene, herunder de økonomiske betingelser, har naturligvis ændret sig til det bedre, hvis vi sammenligner 1930’erne med i dag. Men spørgsmålet om lønarbejdet som et skæbnebestemt fængsel er absolut relevant i vores tid. Vælger man selv sit liv, eller vælger samfundet for dig? Spørgsmålene romanen rejser, er tankevækkende i forhold til i dag. Det er nemlig som om, at nutiden er gennemsyret af en illusion om valgfrihed i alle livets aspekter: uddannelse, job, partner og bolig. Dybest set er der dog allerede truffet beslutninger. Men håbet er til stede. Håbet, der manifesteres som kraften i mennesket, er uafhængig af krisetider, uafhængigt af illusionen om valgfrihed.

[blockquote text=”Klitgaards tanker synes mærkværdigt moderne. Dengang som nu aner jeg en længsel tilbage til det naturlige, hvor stenaldertilværelsen romantiseres, hvor det enkle og frie liv er efterstræbelsesværdigt men måske umuligt. ” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Mere end bare socialrealisme

Romanen er også banebrydende og frisk, fordi den ikke bare skildrer 1930’ernes sociale og økonomiske elendighed i Danmark. Den tilfører karaktererne individuelle og psykologiske lag. Lag, som romaner fra 1930’erne normalt ikke interesserer sig for. Og det kommer til udtryk i håbet, som vi så før. Klitgaards nøgterne prosa rejser spørgsmålet om, hvordan mennesket skal handle i denne elendighed som en økonomisk krise er rig på. Men der gives ikke løsninger på problemerne, mennesket er overladt til sig selv. Det ser vi, når Lundegaard efterlades med en falsk tro på, at mennesket i 1930’erne er fri til selv at vælge sin tilværelse. Lundegaard synes nemlig at vide, hvad der skal til, hvis han og familien skal have en chance for at komme ud af elendigheden og tilbage mod middelklassen:

Så besluttede Lundegaard, at nu skulle det være løgn. Han mærkede, hvor det hele var ved at drive hen ad, men det måtte ikke ske. Han ville tage sig sammen. Det var ikke så let, man var jo ikke nogen ung mand længere, men det skulle gøres. Og der var kun én måde, det kunne gøres på. Være energisk, tjene nogle penge, spare, undgå spiritus.

Det skorter ikke på gode intentioner – men Lundegaard overser, hvor stor en indflydelse krisen har haft på familiens liv. Uoverensstemmelsen mellem de gode intentioner og den faktiske virkelighed, der kaster vores hovedperson ud i heftige drukture viser, at krisen påvirker mennesket i voldsom grad. Krisen har været med til at gøre det mere end bare almindeligt surt for familien, men Lundegaard tror fortsat, han ved, hvad der skal til for at rette op på det hele: man skal bare være energisk. På den måde kommer Lundegaard til at spille et rollespil over for sig selv, hvor han bilder sig ind, at bare man strammer sig an, så skal det hele nok gå. I romanen ligger der dermed en opfordring til selv at forsøge at handle sig ud af økonomiske kriser. At komme ud af krisen bliver Lundegaards eget projekt på samme måde som projektsamfundet i 2018 overlader initiativet hos det enkelte menneske og dets energiniveau eller mangel på samme. Og det på trods af at velfærdsstaten har vokset sig stor og fuldvoksen i dag i modsætning til 1930’erne, hvor den var i sin spæde begyndelse. Det er i hvert fald ikke statens skyld, at du er arbejdsløs, overvægtig eller fattig – du må tage dig sammen og mobilisere kræfterne indefra, synes man at kunne høre politiske vinde hviske i disse år. Det interessante er også, at kriser vil påvirke den enkeltes liv, men den vil ikke ændre mennesket – det vil måden, du er i krisen på:

det er pudsigt at se, hvordan tilfældighederne griber ind i det daglige liv, og pudsigt at lægge mærke til, at det alligevel ikke er tilfældighederne, der afgør ens skæbne, men den måde hvorpå man reagerer over for tilfældighederne.

Lundegaard kan ikke selv aktivt tage ansvar for sin egen skæbne, der hedder, at han og familien er havnet i en økonomisk krise. Uanset hvad han gør, oplever han ikke fremgang, som han gjorde, da han var ung og havde forretning på Østerbro. Dette aktualiserer igen, hvordan man i dag kan have fornemmelsen af, at man er herre over sin egen succes, i eget hus. Goddag, Freud. Romanen kaster på den måde lys på en nutidig problemstilling ved det at være menneske i 2018. Ofte er man blind for, at der kan være andre mekanismer end ens egen formåen, der gør, om man lykkes eller går rabundus. Romanen kan ad denne vej læses som et vidunderligt vink til nutidens optimeringskurser og selvhjælpsbøger, der fortæller mennesker, hvordan de skal få succes og vende negative tanker til positive. Konsekvensen bliver et samfund, hvor mennesker aldrig føler sig tilstrækkelige og hele tiden må bevæge sig – sporvognen er lagt på skinner – fremad, fremad! Hvis man bare viser energi og handlekraft, så skal det hele nok komme. Den livsindstilling overser, at lavkonjunkturer betyder, at mennesker bliver klemt i form af arbejdsløshed og hvad der deraf kan følge af dårligdomme: eksklusion, overvægt, depression, alkoholisme etc. Og hvad tænker vores hovedperson i den sammenhæng? Lundegaard vil ikke være klar over, hvor stor en indflydelse krisen har på det enkelte menneske. Dermed forsøger han at overse, at krisen i 1930’erne er langt stærkere end den enkeltes ærgerrighed – ganske som i dag: skylden hviler tungt på det enkelte menneske, hvis ikke det præsterer.

[blockquote text=”Romanen kaster på den måde lys på en nutidig problemstilling ved det at være menneske i 2018. Ofte er man blind for, at der kan være andre mekanismer end ens egen formåen, der gør, om man lykkes eller går rabundus. Romanen kan ad denne vej læses som et vidunderligt vink til nutidens optimeringskurser og selvhjælpsbøger, der fortæller mennesker, hvordan de skal få succes og vende negative tanker til positive. ” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

 

Det tyske hovedkvarter på d’Angleterre med sporvogn foran