Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Fake news – et komplekst begreb
 

Fake news – et komplekst begreb

02.03.2018

Med valget af Donald Trump skete der på mindst to måder et væsentligt skred i brugen og forståelsen af begrebet ‘fake news’. For det første blev fake news pludseligt et centralt begreb i en politiske og journalistiske diskussioner, hvad det ikke tidligere havde været. Dette medførte for det andet et (i det mindste blandt akademikere og journalister) akut behov for at afklare og sætte ord på, hvad fake news mere præcist er.

Den primære grund til begge disse ændringer var Trumps egen gentagne brug af begrebet i sine politiske taler og, ikke mindst, på Twitter. I en opgørelse fra juni 2017 nåede Entertainment Weekly således frem til, at Trump siden slutningen af 2016 havde tweetet om fake news 77 gange, og at fake news generelt var en af Trumps ”most succesful social media phrases” (1). I samme artikel påpegede Entertainment Weekly desuden, med henvisning til et indslag i komikerens Samantha Bees satiriske tv-program Full Frontal, at der tilsyneladende er sket en vis udvikling i Trumps brug af fake news begrebet (Rosen 2017b; se også Rosen 2017a og Full Frontal 2017). I starten syntes Trump således primært at bruge fake news som betegnelse for frit opfundne eller klart falske nyhedshistorier. Første gang ‘fake news’ optrådte et af Trumps tweets var således den 10. december 2016, hvor Trump kommenterede på en (ukorrekt) CNN-historie om, at han som præsident fortsat ville optræde i tv-programmet The Apprentice: ”Reports by @CNN that I will be working on The Apprentice during my Presidency, even part time, are ridiculous & untrue – FAKE NEWS”. Efterfølgende har Trumps forståelse (eller i det mindste hans brug) af fake news imidlertid ændret sig, så han i dag snarere benytter begrebet som en nedsættende samlebetegnelse for nyhedshistorier og nyhedsmedier, som han enten er uenig med eller simpelthen ikke kan lide.

Denne brug af begrebet bredte sig hurtigt til andre politikere, politiske rådgivere, og politiske kommentatorer på især den amerikanske højrefløj. I et indslag på CNN den 17. februar om Trumps mange ophold på Mar-a-Lago i Florida (et af Trumps mange golf-hoteller), omtalte den republikanske politiske kommentator Paris Dennard således gentagne gange historien som fake news, skønt der intet faktuelt forkert eller falsk var ved historien. Selv efter CNN’s vært Don Lemon eksplicit havde gjort opmærksom på, at en nyhedshistorie ikke nødvendigvis er falsk eller fake, blot fordi man ikke kan lide den, fortsatte Dennard med at omtale historien som fake news, hvilket fik Lemon til at afslutte interviewet (Content 2017; se også Shuham 2017).

Trumps evne til via Twitter at dominere nyhedsbilledet og derigennem sætte eller ændre den politiske dagsorden i både USA og resten af verden har således tvunget journalister og akademikere til at forholde sig til og forsøge at skabe mening ud af de begreber og idéer, som Trump anvender i sine tweets – heriblandt begrebet fake news. Denne opgave er i praksis yderst vanskelig, måske umulig, at løse, da hverken Trump eller hans støtter er specielt konsistente i deres begrebsbrug, og gerne ændrer betydningen af selv veletablerede begreber og ord, så de tjener deres egne formål.

Men netop derfor er der behov for og grund til at få skabt større klarhed over, og måske etableret en form for enighed om, hvad et så væsentligt ”trumpiansk” begreb som fake news betyder, og hvordan det i praksis bliver brugt. For hvis ikke vi forstår dette begreb og er blot nogenlunde enige om, hvordan det bruges, så er der slet ikke nogen mulighed for meningsfuldt at diskutere, hvorvidt og hvornår noget kvalificerer som fake news. I det følgende vil jeg derfor prøve at identificere tre væsentlige måder, som begrebet ‘fake news’ bruges på i dag. Der er ikke tale om klare og eksklusive definitioner, men snarere om et forsøg på at udpege distinkte, men dog relaterede, betydningslag, der på forskellig måde gør sig gældende i den offentlige debat i dag (2).

Satirisk fake news

Før valget af Trump var fake news et relativt obskurt begreb, i det mindste inden for den videnskabelige forskning. Søger man for eksempel på “fake news” på Web of Science (en af de mest omfattende videnskabelige databaser), får man i alt 138 hits, hvoraf 106 er fra 2017 og 2018 (3). Der synes altså at have været en ret voldsom vækst i den videnskabelige interesse i og for fake news efter det amerikanske præsidentvalg, formodentlig på grund af den centrale placering som dette begreb her fik i den politiske og offentlige debat.

Kigger man nærmere på de relativt få søgeresultater fra de foregående år, er der en enkelt gennemgående tendens, som synes at dominere, nemlig at fake news her typisk, men ikke udelukkende, bliver brugt som betegnelse for en bestemt type satire (Berkowitz & Schwartz 2016; Brewer, Young & Morreale 2013; Day & Thompson 2010; Reilly 2012 og 2013). Mere specifikt bliver fake news her knyttet til en bestemt nyhedssatirisk praksis, hvor satiren dels rettes mod, dels gør brug af de nyhedsjournalistiske mediers genrekonventioner (Nielsen 2018). Paradigmatiske eksempler på denne praksis er Comedy Centrals daglige tv-program The Daily Show og det satiriske website The Onion, der begge er gennemgående analyseeksempler i de relevante artikler (Se også Holt 2009 og Kaye 2010). I en dansk kontekst kan nævnes RokokoPosten, der med mere end 110.000 følgere på Facebook er mere populær end mange traditionelle aviser og nyhedsmedier.

At den form for satire, som eksempelvis The Daily Show, The Onion og Rokokoposten bedriver undertiden kaldes for fake news (på dansk typisk oversat til ”falske nyheder” jævnfør Vesterberg 2012 og Christensen 2012) er ikke overraskende. Dels er de nyhedshistorier, som disse medier behandler, ofte enten frit opfundne eller i det mindste vinklet på en yderst usædvanlig, ofte provokerende, måde. Dels er de personer, der producerer historierne typisk ikke uddannede journalister, men derimod komikere og satirikere. Og dels er pointen med de satiriske fake news-historier typisk hverken at oplyse eller vildlede læserne om seerne om et konkret forhold i verden, men derimod snarere at gøre opmærksom på, hvorledes nyhedsmedier formidler og vinkler historier (Nielsen 2018). Der er derfor netop i meget eksplicit forstand tale om fake news, altså nyheder der ikke er, hvad de giver sig ud for at være; ja egentlig slet ikke er nyheder.

Den satiriske praksis er ikke blot tilfældigt knyttet til, men er nødvendigt forbundet med, den klassiske nyhedsjournalistiks udtryksform. Den benytter sig nemlig af denne form til at fortælle satiriske historier der som oftest ikke er sande, men som netop i kraft af deres form har et skær af sandhed over sig.

 

Samtidig benytter The Daily Show, The Onion og Rokokoposten sig imidlertid af de traditionelle nyhedsmediers udtryksform og trækker på, ja er faktisk dybt afhængige af, de strukturelle rammer og etablerede genrekonventioner, der muliggør og kendetegner denne form. Den satiriske praksis, som disse konkrete satiriske medier tilhører, er ikke blot tilfældigt knyttet til, men er nødvendigt forbundet med, den klassiske nyhedsjournalistiks udtryksform. Den benytter sig nemlig af denne form til at fortælle satiriske historier der som oftest ikke er sande, men som netop i kraft af deres form har et skær af sandhed over sig. Det er nyheder, men falske eller uægte satiriske nyheder, kort sagt: Satirisk fake news (Artiklerne i Andersen, Nielsen & Jacobsen, forthcoming 2018, analyserer netop denne form for satirisk praksis ud fra litterære, historiske og filosofiske tilgange).

Propagandistisk fake news

Før valget af Trump var fake news således en nogenlunde veletableret, men i den brede offentlighed forholdsvis sjældent brugt, betegnelse for en bestemt satirisk praksis, hvor de nyhedsjournalistiske genrers etablerede konventioner og virkemidler er det primære middel, hvorigennem satiren udøves (Nielsen 2018). Efter valget af Trump er denne brug af begrebet fake news imidlertid gledet i baggrunden. Af de 106 videnskabelige artikler om eller relateret til fake news, der ifølge Web of Science er blevet publiceret siden det amerikanske præsidentvalg i 2016, synes ingen at bruge begrebet i relation til nyhedssatire. I stedet knyttes begrebet typisk til forskellige former for mere eller mindre bevidst mis- eller desinformation, hvis primære formål ikke er at bedrive satire, men snarere er motiveret af politiske eller økonomiske interesser. Mere præcist kan man måske sige, at fake news i dagens offentlige debat typisk betegner en bestemt type propagandistisk eller ideologisk biased nyhedsdækning, der bag en påtaget facade af journalistisk troværdighed i virkeligheden er motiveret af politiske og/eller økonomiske motiver frem for journalistiske principper om for eksempel objektivitet, aktualitet og væsentlighed.

I dagens offentlige debat betegner fake news typisk en bestemt type propagandistisk eller ideologisk biased nyhedsdækning, der bag en påtaget facade af journalistisk troværdighed i virkeligheden er motiveret af politiske og/eller økonomiske motiver frem for journalistiske principper om for eksempel objektivitet, aktualitet og væsentlighed.

 

Denne forståelse af fake news er relativt udbredt blandt såvel journalister som akademikere. I 2016 beskrev det velansete amerikanske journalistiske website PolitiFact således fake news som ”made-up stuff, masterfully manipulated to look like credible journalistic reports that are easily spread online to large audiences willing to believe the fictions and spread the word”, og udnævnte ved samme lejlighed den eksplosive vækst i fake news til at være “årets løgn” (Holan 2016). Samme grundlæggende forståelse af fake news finder man i bogen Fake News. Når virkeligheden taber fra 2017, skrevet af de danske filosoffer Vincent Hendricks og Mads Vestergaard. I bogen defineres fake news således som ”falske eller udokumenterede påstande, fordrejninger og forvanskninger og så videre, der tilsammen virker som misinformation”, og er kendetegnet ved ”at de giver sig ud for at være journalistik og sandhedssøgning, mens målet reelt er et helt andet”, nemlig enten økonomisk gevinst eller politisk propaganda (Hendricks & Vestergaard 2017, side 109).

Denne propagandistiske og ideologiserende form for fake news er ikke et nyt fænomen. Lige så længe der har eksisteret nyhedsmedier har der været politikere, journalister og debattører, der på mere eller mindre illegitime måder har anvendt disse medier til at fremme deres egne politiske og økonomiske interesser. Da USA’s første finansminister Alexander Hamilton i 1801 grundlagde Evening Post (i dag New York Post), var han således både motiveret af et politisk og et personligt motiv nemlig henholdsvis at fremme føderalisternes ønske om en stærk føderal statsmagt og forsvare Hamiltons eget, i datiden noget blakkede, rygte (Nevins 1922, kap. 1) (4).

Den nutidige brug af fake news adskiller sig dog fra tidligere tiders i både omfang og udbredelse; to forhold der primært skyldes de seneste års digitale udvikling (Burkhart 2017, kapitel 1 & 2). Muligheden for relativt enkelt at oprette troværdigt udseende fake news-hjemmesider og fremvæksten af sociale platforme som Facebook og Twitter, der gør distributionen af information og nyheder let, hurtig og relativt billig, understøtter og muliggør således en kraftig vækst i fake news. Sagt på en anden måde: Hvor forskellige former for massemedier tidligere havde monopollignende status som producenter og distributører af nyhedshistorier er nyhedsmarkedet i dag brudt langt mere op, og mindre organisationer, ja endog enkeltpersoner, kan lettere end tidligere byde ind på og bidrage til formidlingen af nyhedshistorier, både ægte og falske (Hendricks og Vestergaard 2017, kapitel 2). Dette sætter såvel de klassiske nyhedsmedier som de klassiske nyhedsjournalistiske grundprincipper under pres. Hvis alle potentielt set kan publicere og distribuere nyhedshistorier online, er det vanskeligt at fastholde de journalistiske massemediers monopol på nyhedsproduktion. Og dermed risikerer de klassiske journalistiske krav til en nyhedshistories kvalitet og relevans af nyhedsproduktionen at gå fløjten (se for eksempel Himma-Kadakas 2017) (5).

Problemer med det propagandistiske fake news-begreb

Blandt akademikere og journalister (og måske også i den brede offentlighed) synes der at være bred enighed om, at propagandistisk og ideologiserende fake news er et stort og stadigt voksende problem. Denne umiddelbare enighed ophører imidlertid ofte så snart diskussionen vender sig fra det abstrakte til det konkrete; fra den almene bestemmelse af fake news som ideologisk eller økonomisk biased nyhedsdækning til det konkrete spørgsmål om, hvorvidt netop denne nyhedshistorie er et eksempel på propagandistisk, ideologiserende fake news.

Dette er der flere mere eller mindre gode grunde til. For det første vil folks politiske tilhørsforhold typisk påvirke deres forståelse af, hvad der tæller, og bør tælle, propagandistisk fake news. For det andet vil der typisk, også uafhængigt af politisk observans, være forskellige opfattelser af, hvad der udgør problematiske ideologiske eller monetære interesser. For det tredje er det vanskeligt at opstille klare retningslinjer for hvornår en journalistisk eller politisk vinkling af en historie er legitim og berettiget, og hvornår vinklingen overskrider det forsvarlige og i stedet bliver udtryk for for eksempel et rent kommercielt ønske om at tiltrække læsere, en ubevidst og problematisk ideologisk tilgang til historiens indhold, eller måske en bevidst intention om at vildlede og misinformere læseren. Det er selvsagt vigtigt og væsentligt at skelne mellem disse forskellige grunde til at vikle en nyhedshistorie på en bestemt måde. I praksis er det imidlertid svært klart at angive, hvor grænsen mellem den forsvarlige og den utilladelige vinkling præcist går.

Et konkret eksempel på de problemer, som disse uklarheder kan give anledning til, er den debat mellem CNN-værten Don Lemon og den republikanske kommentator Paris Dennard, som jeg refererede til i indledningen. Ser man nærmere efter viser det sig nemlig, at Dennards brug af begrebet fake news ikke, som Lemon ellers synes at antage, handler om at Mar-a-Lago historien er faktuelt forkert og et bevidst forsøg på at bedrage CNN’s seere. Dennards kritik synes derimod snarere at gå på, at historien ikke er nyhedsværdig, det vil sige ikke er væsentlig eller substantiel nok til at fortjene at blive kaldt en nyhed. Som Dennard formulerer det i indslaget: ”I think this is fake news. This is not, this is not a news story. …] the president is not breaking any laws, and he is not doing anything…” (Content 2017, 1:12-1:29 min.). For Dennard er historien derfor fake news, fordi den er vinklet og præsenteret på en måde som der, efter hans mening, ikke er journalistisk dækning for. Dette er Lemon helt åbenlyst uenig i. En væsentlig del af uenigheden mellem Lemon og Dennard synes derfor at handle om, hvorvidt Mar-a-Lago-historien er udtryk for ideologisk bias (Lemon er blot endnu en demokratisk nyhedsvært, der prøver at få Trump ned med nakken) eller er en væsentlig og relevant nyhedshistorie (den amerikanske præsident tilbringer meget tid væk fra Det Hvide Hus, og dette påfører de amerikanske skatteborgere betydelige udgifter).

En sidste vanskelighed ved det propagandistiske fake news begreb er, at selve den kontekst, som en nyhedshistorie optræder i, kan være bestemmende for, hvorvidt og i hvilket omfang denne historie i praksis kommer til at fremstå og fungere som ideologisk og propagandistisk fake news, helt uafhængigt af journalistens eller den politiske kommentators intention. Dette var for eksempel tilfældet med visse af de historier, der under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 blev publiceret om Hillary Clintons (ulovlige) brug af en privat e-mailkonto. Antallet af disse historier, den prominente placering de ofte fik på avisernes forsider, samt den yderst betændte og polariserende valgkamp mellem Clinton og Trump, var med til at give disse historier en politisk betydning, som formodentlig langt overstiger deres faktisk væsentlighed og relevans (Watts & Rotschild 2017).

Fake news som retorisk praksis

Disse uklarheder og uenigheder, og den iboende uklarhed i selve begrebet fake news, åbner for en tredje væsentlig måde at forstå og bruge dette begreb på, nemlig som et retorisk værktøj i den politiske og offentlige debat. Den retoriske brug af fake news adskiller sig fra de to foregående betydninger ved ikke at være en betegnelse for et bestemt fænomen, men derimod være en bestemt praksis. Fake news som retorisk praksis betegner ikke noget, men er i stedet noget som en deltager i en politisk eller offentlig debat gør, nemlig at bruge begrebet fake news til at vinkle sin modstanders synpunkter på en bestemt måde, rejse tvivl om vedkommendes argumenter, og derigennem forsøge at fremstille sig selv og sine egne holdninger i et bedre lys.

Fake news som retorisk praksis betegner ikke noget, men er i stedet noget som en deltager i en politisk eller offentlig debat gør, nemlig at bruge begrebet fake news til at vinkle sin modstanders synpunkter på en bestemt måde, rejse tvivl om vedkommendes argumenter, og derigennem forsøge at fremstille sig selv og sine egne holdninger i et bedre lys.

 

Det paradigmatiske eksempel på denne måde at (mis)bruge fake news begrebet på er selvfølgelig Donald Trump. Når Trump i sine tweets og politiske taler anklager eksempelvis CNN, New York Times og Washington Post for at være ”Fake News Media”, der udspreder falske eller løgnagtige historier, er hans primære formål ikke at give en velbegrundet og sandfærdig beskrivelse af disse medier. Målet er derimod snarere at rejse tvivl om deres motiver og nyhedsdækning, rammesætte debatten på en bestemt måde og aflede opmærksomheden fra emner, som Trump ikke ønsker at diskutere, for eksempel Robert Muellers undersøgelse af Trump-kampagnens forbindelser til Rusland. Trump synes, både principielt og i praksis, at være ligeglad med, om CNN, New York Times og Washington Post faktisk formidler fake news. Hans interesse er alene at få det til at fremstå sådan, og derved få disse mediers kritiske historier til på forhånd at fremtræde utroværdige.

Trumps brug af begrebet fake news kan derfor, med et begreb lånt fra den amerikanske filosof Harry Frankfurt, betragtes som en form for bullshit. Ifølge Frankfurt adskiller bullshit sig fra løgn ved, at bullshitteren, i modsætning til løgneren, er principielt ligeglad med, om det han siger er sandt eller usandt, så længe det han siger blot tjener vedkommendes egne hensigter. For at kunne lyve overbevisende må løgneren nødvendigvis forholde sig til virkeligheden, til hvad der faktisk er tilfældet. Bullshitteren er ikke på samme måde bundet af, hvordan virkeligheden er, men kan sige hvad som helst, blot det tjener hans egne interesser. Som Frankfurt udtrykker, så det er bullshitterens fokus:

ikke koncentreret om ét punkt, men har panoramaformat. Han nøjes ikke med at indføre én konkret usandhed på ét bestemt sted, og derfor er han ikke bundet af de sandheder der omgiver dette punkt eller gennemskærer det. […] den type kreativitet som han betjener sig af, er mindre analytisk, den har mindre behov for at veje for og imod, end den som indgår i løgn. Den er mere uafhængig og maler med bredere pensel, med større råderum for improvisation og fantasifuld leg (Frankfurt 2005, side 71-72).

Denne beskrivelse indfanger meget præcist ikke blot Trumps brug af fake news-begrebet, men Trumps generelle forhold til sandhed og kendsgerninger. Fra Trumps perspektiv er det irrelevant, om hans fake news-anklager mod CNN, New York Times og andre medier er sande eller falske. Det væsentlige er, om de virker, det vil sige om de får afledt opmærksomheden fra de ting, som Trump ikke ønsker at tale om, og får fremstillet kritiske medier i et negativt lys. Det er derfor faktuelle tilbagevisninger af Trumps anklager ikke synes at have nogen indflydelse på Trumps lyst til at fremsætte dem, snarere tværtimod. For så længe medier og kommentatorer er optaget af at modbevise Trumps anklager, så fjerner det fokus fra andre, måske mere substantielle, emner som for eksempel Muellers undersøgelser, Trump-administrationens forsøg på at underminere Obamacare eller detaljerne i Republikanernes skattepolitik.

Fra Trumps perspektiv er det irrelevant, om hans fake news-anklager mod CNN, New York Times og andre medier er sande eller falske. Det væsentlige er, om de virker, det vil sige om de får afledt opmærksomheden fra de ting, som Trump ikke ønsker at tale om, og får fremstillet kritiske medier i et negativt lys.

 

Trumps brug af fake news-begrebet til at mistænkeliggøre nyhedsmedierne og aflede opmærksomheden fra bestemte historier er ekstrem, men han er langt fra den eneste, der benytter begrebet som et retorisk redskab i den politiske debat. I en dansk kontekst kan for eksempel nævnes en nylig debat mellem Özlem Cekic, tidligere medlem af Folketinget for SF, og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. I DR2-programmet Vi ses hos Clement den 7. januar 2018 beskyldte Cekic Vermund for ”at turnere rundt med den her fake news”, fordi Vermund havde hævdet, at ”en stor del” af indvandrerne og efterkommerne fra muslimske lande er kriminelle. Som modsvar hævdede Cekic, at ”97 % med minoritetsbaggrund er ikke kriminelle” (Vi ses hos Clement 2018, 14:40-16:00 min.). Dette fik Vermund til som modsvar, i et læserbrev i Berlingske et par dage senere, at beskylde Cekic for at udsprede fake news, fordi de 97 % som Cekic henviser til er det procentvise antal danskere med minoritetsbaggrund der hvert år ikke dømmes for kriminalitet per år. Dette er ifølge Vermund en problematisk måde at opgøre kriminaliteten blandt indvandrere og efterkommere. En bedre måde at opgøre dette på, hævder Vermund, er ved at se på det akkumulerede antal domsfældelser blandt danskere med minoritetsbaggrund, hvilket giver et noget andet, og langt højere, tal, end det som Cekic fokuserer på (Vermund 2018).

Både Cekic og Vermund benytter i debatten fake news-begrebet som et retorisk redskab. Hverken Cekic eller Vermund anvender begrebet for at beskrive modpartens synspunkt, men for at fremstille dette synspunkt på en bestemt, negativ og mistænkeliggørende, måde. I modsætning til Trump synes både Cekic og Vermund dog at forholde sig eksplicit til relevante kendsgerninger, når de skal begrunde, at der er tale om fake news. Cekic og Vermund bør derfor næppe beskrives som bullshittere. Både Cekic og Vermund vinkler dog de statistikker, som de henviser til, på måder der, ikke overraskende, stiller deres egen position bedst muligt, og får modpartens synspunkt til at fremstå forkert eller i det mindste utroværdigt. Fake news-begrebet spiller en væsentlig rolle i denne overordnede vinkling, idet begrebet bruges til at stille spørgsmålstegn ved modpartens argumenter.

Debatten mellem Cekic og Vermund er en glimrende illustration af, hvordan de iboende uklarheder og problemer med det propagandistiske fake news-begreb åbner for og muliggør en retorisk og strategisk brug af dette begreb. Hvis der var generel enighed om, hvilke historier der generelt kvalificerer som ideologisk fake news, og hvordan og hvornår en (politisk og journalistisk) vinkling overskrider det forsvarlige og bliver til ren ideologisk-politisk interesse, så ville det være meget vanskeligere at bruge fake news-begrebet som et politisk-retorisk værktøj. Det er netop fordi der ikke er, og formodentlig ikke kan være, klare retningslinjer for, hvorvidt en historie er (propagandistisk) fake news eller ej, at politikere og debattører kan bruge og misbruge begrebet til at tjene deres egne formål. Både Cekic’ og Vermunds fortolkning af de statistiske kendsgerninger vedrørende indvandrere og efterkommeres kriminalitet har således noget for sig. Det er deres respektive vinklinger af disse kendsgerninger, i særdeleshed måske hvad de hver især udelader, der gør, at de gensidigt, og måske med rette, kan beskylde hinanden for fake news.

Konklusion

Det er næppe nogen overdrivelse at hævde, at fake news er et af tidens mest omtalte og omdiskuterede begreber. Det er samtidig et begreb, der er notorisk svært at få greb om, og som anvendes og (mis)bruges i mange forskellige sammenhænge. I denne artikel har jeg peget på tre forskellige måder at forstå og bruge begrebet på, og dermed søgt at skabe en smule overblik over et ellers noget uoverskueligt felt.

Den vigtigste lektie der kan uddrages af de ovenstående refleksioner er imidlertid ikke de konkrete distinktioner, jeg har peget på, men derimod det simple, men ofte oversete, forhold, at henvisninger til fake news typisk skaber flere problemer end de løser. Fordi begrebet er så relativt komplekst, og fordi journalister, politikere og akademikere bruger begrebet på forskellig måde til forskellige formål i forskellige kontekster, er det meget let at misforstå eller gå fejl af, hvordan fake news konkret bruges i en specifik sammenhæng. Ja, ofte vil den person, der taler om fake news, ikke selv være helt klar over, hvordan han eller hun forstår og anvender dette begreb. Som udgangspunkt er det derfor altid en god idé, at være kritisk, grænsende til det skeptiske, når begrebet fake news bringes på banen i en debat.

  1. En optælling foretaget via Trump Twitter Archive viser, at Trump per 15. januar 2018 har brugt begreberne “fake news”, “fakenews” eller “fake media” 195 gange, heraf 184 gange siden hans indsættelse som præsident den 20. januar 2017. Til sammenligning optræder ordet “immigrant” 60 gange i samtlige Trumps tweets, men kun fire gange siden hans indsættelse; “Obamacare” optræder i alt 499 gange, heraf 73 gange siden indsættelsen, og “Hillary” optræder 852 gange, heraf 56 gange siden indsættelsen (Søgning udført den 15. januar 2018 på http://www.trumptwitterarchive.com).
  2. Se også Wardle 2017, der skelner mellem syv forskellige former for mis- eller desinformation, som typisk sammenfattes under samlebetegnelsen fake news. Se også Hendricks og Vestergaard 2017, side 100-101, hvor der ligeledes skelnes mellem forskelige former for og niveauer af mis- og desinformation.
  3. Søgningen blev gennemført den 15. januar. Jeg søgte på “fake news” i Web of Science Core Collection: ”TOPIC: (“Fake news”). Timespan: All years. Indexes: SCI-EXPANDED, SSCI, A&HCI, CPCI-S, CPCI-SSH, ESCI.”
  4. I 1797 blev det offentlig kendt, at Hamilton i 1791-1792, mens han var finansminister i George Washingtons regering, havde haft en affære med en gift kvinde, Maria Reynolds, og at han efterfølgende var blevet afpresset af hendes mand. Skønt Hamilton ikke havde foretaget sig noget decideret ulovligt ødelagde skandalen reelt hans mulighed for en senere politisk karriere. Hamiltons affære skildres blandt andet i kapitel 19 og 21 i Ron Chernows omfattende biografi (Chernow 2004) og i fiktionaliseret form i anden akt af Lin-Manuel Mirandas musical Hamilton: An American Musical, der er baseret på Chernows biografi (Miranda 2015). Hamilton gav sin egen udlægning af historien i den såkaldte ”Reynolds Pamflet”, udgivet i 1797 i kølvandet på afsløringen af affæren (Hamilton 1797/2017).
  5. Det er et åbent spørgsmål hvorvidt og i hvilket omfang nyhedsjournalistikken tidligere reelt set var bedre, mere kritisk og mindre biased end i dag. Det er muligt, at demokratiseringen af nyhedsproduktionen og nyhedsformidlingen snarere end at skabe nye problemer blot har fritlagt altid-allerede eksisterende svagheder ved den klassiske nyhedsjournalistik. Dette spørgsmål er der dog ikke plads til at diskutere her.

 

Referencer

Andersen, Rikke Kraglund; Nielsen, Henrik Skov & Jacobsen, Louise Brix (red.) (forthcoming 2018). Satirisk fake news. Hellerup: Forlaget Spring.

Berkowitz, Dan & Schwartz, Davis (2016): “Miley, CNN and The Onion.” Journalism Practice 10:1, s. 1-17.

Brewer, Paul; Young, Dannagal & Morreale, Michelle (2013). “The Impact of Real News about “Fake News”: Intertextual Processes and Political Satire”. International journal of public opinion research, 25:3, s. 323-343.

Burkhardt, Joanna M. (2017). Combating Fake News in the Digital Age. Temanummer af Library Technology Report, 53:8.

Chernow, Ron (2004). Alexander Hamilton. New York: Penguin Books.

Christensen, Mikkel Fyhn (2012). “Sandheden i falske nyheder”. Jyllands-Posten, 03-01-2012.

Content (2017). “Don Lemon Shuts Down Fake News”. Oprindelig sendt som del af programmet CNN Tonight på CNN, 17-02-2017. Pr. 15-01-2018 tilgængelig på: https://www.youtube.com/watch?v=hgseIp1t5R8

Day, Amber og Thompson, Ethan (2010). ““Live From New York, It’s the Fake News! Saturday Night Live and the (Non)Politics of Parody.” Popular Communication. The International Journal of Media and Culture, 10:1-2, s. 170-182.

Frank, Russel (2015). “Caveat Lector. Fake News as Folklore”. Journal of American Folklore Vol. 128, No. 509,  315-332

Full Frontal (2017): “Fantastic Words and Where Not to Find Them”. Oprindelig sendt som del af Full Frontal with Samantha Bee på TBS den 21-06-2017. Pr. 15-01-2018 tilgængelig på: https://www.youtube.com/watch?v=y6Bnevx7vco

Frankfurt, Harry (2005). Om bullshit. Oversat af Christian Kock. København: Gyldendal.

Hamilton, Alexander (1797/2917). Printed version of The “Reynolds Pamphlet”, 1797, tilgængelig på Founders Online: https://founders.archives.gov/documents/Hamilton/01-21-02-0138-0002 (senest tilgået den 15-01-2018)

Hendricks, Vincent & Vestergaard, Mads. Fake news. Når virkeligheden taber. København: Gyldendal. 2017.

Holt, Jason (2009): The Daily Show and Philosophy. Moments of Zen in the Art of Fake News. New Jersey: Wiley-Blackwell.

Kaye, Sharon (2010). The Onion and Philosophy: Fake News Story True, Alleges Indignant Area Professor. New Jersey: Wiley-Blackwell

Kimma-Kadakas, Marju (2017). “Alternative facts and fake news entering journalistic content production cycle”. Cosmopolitan Civil Societies: An Interdisciplinary Journal, 9:2, s. 25-41.

Holan, Angie Drobnic. “2016 Lie of the Year: Fake News”. Politifact.com, 13-13-2016. Pr. 15-01-2018 tilgængelig på http://www.politifact.com/truth-o-meter/article/2016/dec/13/2016-lie-year-fake-news/

Nevins, Allan (1922). The Evening Post. A Century of Journalism. New York: Boni and Liveright.

Nielsen, Carsten (2018): ”Golf”, kommunale dødsstjerner og andre fiktionaliseringer – om fake news, satire og fiktionaliseringsmarkører” i Andersen, Nielsen & Jacobsen, forthcoming 2018.

Reilly, Ian (2012). ”Satirical Fake News and/as American Political Discourse.” The Journal of American Culture, 35:3, s. 258-275.

Reilly, Ian (2013). “From Critique to Mobilization: The Yes Men and the Utopian Politics of Satirical Fake News”. International Journal of Communication, Vol. 7, s. 1243-1264.

Rosen, Christopher (2017a). “Samantha Bee on ‘fake news’: ‘Those words are useless now’”. Entertainment Weekly, 22-06-2017. Pr 15-01-2018 tilgængelig på: http://ew.com/tv/2017/06/22/samantha-bee-fake-news-words/

Rosen, Christopher (2017b). “All the time Trump has called the media “fake news” on Twitter”. Entertainment Weekly, 27-06-2017. Pr. 15-01-2018 tilgængelig på: http://ew.com/tv/2017/06/27/donald-trump-fake-news-twitter/

Shuham, Matt (2017): ”Don Lemon Cuts Off Guest After He Calls Story ‘Fake News’”. Talking Points Memo, 18-02-2017. Pr 15-01-2017 tilgængelig på: https://talkingpointsmemo.com/livewire/don-lemon-ends-show-fake-news

Vesterberg, Heidi (2012). “Sjov & alvor”. Journalisten.dk, 07-03-2012. Pr. 15-01-2018 tilgængelig på: http://journalisten.dk/sjov-alvor

Vermund, Pernille (2018). ”Pernille Vermund: Nej, Özlem Cekic, det er ikke mig, der leverer fake news”. Berlingske, 09-01-2018. Pr 17-01-2018 tilgængelig på:  https://www.b.dk/kommentarer/pernille-vermund-nej-ozlem-cekic-det-er-ikke-mig-der-leverer-fake-news

Vi ses hos Clement (2018). Vi ses hos Clement: Øzlem Cekic, Pernille Vermund, Frank Erichsen og Helge Milo. Oprindelig sendt på DR2 den 07-01-2018. Pr. 17-01-2018 tilgængelig på:  https://www.dr.dk/tv/se/vi-ses-hos-clement-tv/-/vi-ses-hos-clement-2018-01-07

Wardle, Claire (2017). ”Fake News. It’s Complicated”. First Draft, 16-02-1017. Pr. 15-01-2018 tilgængelig på: https://firstdraftnews.com/fake-news-complicated/

Watts, Duncan & Rothschild, David (2017). ”Don’t blame the election on fake news. Blame it on the media”. Columbia Journalism Review, 05-12-2017. Pr. 15-01-2018 tilgængelig på: https://www.cjr.org/analysis/fake-news-media-election-trump.php

Fotos: Mathias Wasik