1.4.2006
Titlen henviser til den nye globale ”idea of a university”. Den går ud på, at universitetet skal være ”borgerligt” i nogle bestemte betydninger af ordet. Hvad var det før? Det venter jeg lidt med. Og jeg begynder lokalt.
Et par år efter at jeg begyndte på universitetet, fremkom en ide om, at universitetet skulle være kritisk. Det skulle være kritisk over for noget, der også dengang hed det borgerlige universitet. Vi var helt klar over, at universitetet ikke var autonomt, men vi ville alligevel, det skulle være kritisk også over for ”statsmagten”. Vi lærte at hade staten, ikke fordi den var staten, men fordi den var borgerlig.
Metaforisk blev universitet beskrevet negativt som en ”pølsefabrik”; det var sådan set ikke selve fabrikstanken, der var fremmed for os. Mange gik jo i kedeldragt; mange iscenesatte sig selv som arbejdere, et lille mindretal blev faktisk rigtige arbejdere. Det var ensretningen, vi var imod. Ikke ensretning som sådan, men den forkerte. Denne kritik af universitet som en slags fabrik, der ensretter, finder man endnu: dels er metaforen nu anakronistisk, for sådan er fabrikker ikke mere i den post-fordistiske tidsalder, og dels fordi modbilledet til ensretning er markedets drøm om mangfoldighed. Kampen mod ensretning er en indretning af universitetet efter markedets principper.
Universitetet inkarnerede dengang et håbsprincip; nok var det en del af og et billede på det kapitalistiske samfund (Abbild – man talte tysk dengang, nu taler man af hensyn til erhvervslivet engelsk), men noget pegede frem mod frigørelsen, især humaniora. Det var Vorbild. Det skulle foregribe det socialistiske eller frie universitet, og de studerende var historiens sidste subjekter. Tre marxister, Mihail Larsen, en af studenteroprørets ledere, nu RUC, Thomas Bredsdorff, tidl. professor i dansk og Ole Thyssen (nu Copenhagen Business School!) skrev, at humaniora var ”Til glæden” (Titlen på en bog). Humaniora var nemlig ikke til kapitalen. Og det glade humaniora fik en ideologisk overbygning: kapitallogikken. Den kunne forklare, hvorfor dele af universitetet ikke var omfattet af kapitalens logik. På Aarhus Universitets gule, funktionalistiske mursten, blev der malet: A.P. Møller som censor. Det var ironisk ment. Der blev indført demokrati på universitetet. Vi fik kun 50%, skønt vi kæmpede for ”one man one vote”.
Uni er Arlaiseret
35 år senere. Nu er A.P. Møller censor – metaforisk set. Erhvervsfolk sidder i spidsen for universitetet. Uni er Arlaiseret. Ingen har protesteret. Demokratiet er totalt afskaffet. Vi er som børn igen. Ingen har protesteret. Universitetet er lavet godt og grundigt om. Ingen har protesteret; mange surmuler og mumler i skægget, som visse universitetslærere har bevaret til minde om dengang, men alle ved, hvor farligt det er at benytte sig af ytringsfriheden. Hellere tie end tale. Vi der har været med længe, drømmer om at slippe væk. Vi vil ikke kunne leve uden privilegierne. På mange måder er humaniora gået i stå. Det er ikke der, der sker noget, men det var der, det skete fra 68 og fremefter. De studerende har økonomisk set aldrig haft det så godt. Ingen protesterer. De læser ikke ret meget mere, men de hygger sig og har det fint.
Der skal evalueres før, efter og under. Det er en skik, vi kender fra hoteller. Det skal gøre, at de studerende føler, de er kunder eller forbrugere. Det er en socialiseringsproces. Jeg boykottede evaluering i mange år – sammen med historieprofessor Jens Engberg, men han er på pension nu – siden har jeg måttet bøje mig for dette radikale indgreb i undervisnings-og metodefriheden. Der er intet bevis på, at det har forbedret undervisningen, alligevel udbygger man evalueringen, der tager ganske mange timer fra undervisningen. Min pædagogik er løgstrupiansk, men den har jeg måttet opgive. Den bygger på den asymmetri, der går ud på, at jeg som underviser betragter de studerende som ligemænd og -kvinder, men hvis de også betragter mig som deres lige, går alt galt. Det skal de nu.
Undervisningen skal opprioriteres, og den må ikke kede. Der skal helst vises billeder. Det hedder power point, som vel er den største kreativitets-killer overhovedet. De studerende skal ikke lære noget, men have kompetencer. De skal nurses. Der skal ikke kun forskes, men formidles. Der skal kun forskes i, hvad der er brug for. Der skal udfyldes mange skemaer. Bureaukratiet vokser. Som motto over dette nye universitet kunne stå: at gavne og fornøje, hav altid det for øje. Det hedder også edutainment. Nu er det først og fremmest humaniora, jeg tænker på.
K.E. Løgstrup advarede mod tendensen i 1969. Han holdt et provokerende foredrag i Store Auditorium tæt ved Ringgaden. Det skulle blive profetisk. Det var i det auditorium, at der blev holdt filosofikumforelæsninger. Udenfor kørte busserne, og det var en buschauffør, der gav navn til foredraget: ”Undervisitetet”. Det sagde han nemlig, når han standsede. Løgstrup mente, at studenteroprørerne var ved at lave universitetet om til et undervisitet, hvor de studerende skulle være i kuvøser, og hvor de skulle nurses. Salen skummede af raseri. Det var slet ikke ideen med oprøret. Slet ikke. Nu er det gennemført. Det er det, verden kalder sin nødvendighed af stål. Var studenteroprøret en proto-modernisering af universitetet, der forberedte det og systemet på overgangen fra det gamle til det nye universitet? Lå fra tanke til faktura i kim?
Ja, hvem kan forestille sig filosofiprofessor Justus Hartnack blive evalueret eller idehistorieprofessoren Johannes Sløk fremlægge en plan for undervisningen? Eller Løgstrup ved en pc. Eller professor i klassisk filologi Franz Blatt med power point? Professorvældet blev afskaffet, og det skulle afskaffes. Jeg kan huske de sidste eksemplarer af professorer fra universitets ancien régime, og de var parodier. De overlevede ikke. Men der var noget ved professorerne: der kunne fortælles historier om dem. Nu er universitetet uden myter. Det er rationelt, og lærerne uden karisma.
“Enevælden-i-demokratiet”
Sagen er, at det borgerlige universitet, som studenteroprøret gik til angreb på, slet ikke var borgerligt. Det var i udpræget grad aristokratisk og enevældigt. Det havde i sig dele af det borgerlige universitet, især de dele af universitetet, der hed og hedder det naturvidenskabelige fakultet, såvel som det samfundsvidenskabelige. Universitetet var en institution, der havde overlevet den borgerlige revolution, Grundloven og parlamentarismen og demokratiet. Det var det dynastiske i det nationale og det kosmopolitiske i det danske. På det punkt ligner og lignede universitetet kirken og domstolene og i nogen grad sygehusene, hvor overlægerne regerede. Også kunsten som institution er et eksempel på enevælden-i-demokratiet. Hvor ofte hører man ikke, at demokrati og kunst ikke kan forenes? En hårrejsende påstand vi tilsyneladende accepterer. Hvornår skal AROS demokratiseres, og den enevældige direktør sættes fra magten over kunsten?
Ideen til dette med enevælden-i-demokratiet har jeg fra to historikere – uafhængigt af hinanden – dels Uffe Østergaard og dels Jens Engberg, og hvad den sidstnævnte angår fra hans trebinds værk Magten og kulturen. Selve udtrykket det dynastiske-i-det nationale har jeg fra Benedict Andersons klassiker: Imagined Communities. Han er inde på noget tilsvarende. Indtil 1914 var de fleste europæiske stater endnu dynastiske og ikke nationale, skønt konger og kejsere begyndte at iklæde sig det nationale, hvad universiteterne og kirken også gjorde. National drag, kalder Anderson det. Det er jo en mand (staten) klædt ud og sminket som en kvinde (nationen). Andersons morsomste bemærkning er den, at Hannoverianere regerede bengaler, folk fra Québec og Boere. De ”engelske” konger var jo fra Hannover. Vore er jo også ”tyske”, franske, australske, østrigske (Alexandra) osv.
Den nationale, danske folkekirke har inden i sig enevældens statskirke. Den kirke træder ud af sin nationale skal, når der er prinsebryllup. Pludselig forvandles folkekirken til statskirke. Den fyldes af konger og dronninger, fyrster og prinsesser, baroner og grever, generaler og admiraler og bisper med fløjsmaver og tunge guldkors og repræsentanter for kolonierne – Grønland, Færøerne, og de tidligere Norge og Island. Parlamentarikerne – folkets repræsentanter – ser på i kirken. Folket ser det på tv. Det er lettest at se, at folkekirken endnu i sig har statskirken; det dynastiske-i-det-nationale. Rangordenen trives og har det godt.
Det er lidt vanskeligere at se det enevældige ved universitetet, for det er ved at være helt udryddet. Og nu kommer så min påstand. Med ”Fra tanke til faktura” er stort set de sidste rester af det aristokratiske i og ved universitetet væk. De spage protester kommer fra et åndsaristokrati, der godt ved, at kampen er tabt. Derfor er den borgerlige revolution på universiteterne indført uden protester. De venstreradikale har også erkendt, at der ikke kommer et proletarisk universitet. De er i dag skabs-socialister. Nu endelig er universitetet blevet borgerligt, og det vil sige nyttigt. Det har ikke mere nogen Bildungs-opgave, hverken en almen eller en national. Og det er vanskeligt at vænne sig til, at adelen nu må vige for handelsmændene. For det er jo det, der er sket, men arbejdet blev påbegyndt i 1968. Der skulle først være en borgerlig revolution, før den sidste, den socialistiske kunne komme, men den kom ikke. Historien gik som bekendt i stå i 1989. Da historien sluttede, begyndte globaliseringen, som nu er det mantra, som universitetet bekender sig til.
Jens Engberg holder i sit storværk, Magten og kulturen, fast ved klassebegrebet, og derfor går historien i stå for ham. Hans emne er kulturen, men han kommer også ind på universiteterne. Kultur er for ham et statsligt magtmiddel. Kultur bruges til at kontrollere borgerne med. Kulturen var under enevælden kosmopolitisk, og det var de fremmede, ”tyskerne”, der sad på magten. Med kultur styrede de “danskerne” eller “borgerne”. De var endnu ikke fremmede, for den slags skabes først med nationsstaten. Kulturen var derfor også aristokratisk. Holberg blev betragtet som plat underholdning. Engberg tænker som sagt ikke etnisk, men klassicistisk. Så han har lidt svært ved at begribe forbindelsen mellem borgerskab og nationalisme eller etnicitet.
Men den enevældige kultur blev udfordret af borgerskabet – som vi i dag kalder det danske eller nationale. Kulturen blev borgerlig og national. Dansk nationalisme kommer tæt på, hvad der kaldes ”officiel nationalisme”, som var den nationale drag, imperier brugte for at holde sammen på heterogene og polyglotte befolkninger. I Fr. Hammerichs skrift Den slesvigske Treaarskrig fra 1852 omtales Danmark som ”de danske lande”. Han taler om ideerne om folkelig frihed og selvstændighed, men kunne ikke se, hvordan den slags skulle kunne finde sted i Danmark: i et, som han sagde, ”Monarki, som, mellem 2 ½ Millioner Indbyggere, talte ikke mindre end fem forskellige Hovedstammer, Danske, Tydske, Islændere, Negere og Grønlændere” Fr. Hammerich, Den slesvigske Treaarskrig (Haderslev, 1852), s. 1 . Og han glemte færingerne. Danmark var endnu et imperium, da vi lod som om vi var en nationalstat. Det blev vi først i 1920 – næsten, og hvis vi glemmer de nordlige kolonier. Historien, som Engberg fortæller den, er for så vidt let genkendelig. Forholdet mellem de fremmede og danskerne blev vendt om. Dengang var de fremmede øverst og danskerne nederst, så kom danskerne øverst og de fremmede nederst. Der har de været siden 1814.
Det samme gjorde rangforholdet mellem klasserne. Adelen blev frataget magten, skønt den dukker op i kirken, når prinsen skal døbes. Borgerskabet kom til magten. Det giver kun mening, hvis der er en klasse til, og det var der. Først var der bondemændenes klasse, bondekulturen, men den kunne ikke vælte den borgerlige. Så kom arbejderklassen, og arbejderkultur, men den tabte også. Tilbage er den borgerlige kultur. Historien er gået i stå. Nu håber mange på, at vi kan vende tilbage til oplysningstiden; at det Moltke-Bernstorfske styre kan genopstå, og at danskerne igen kan blive ikke-stuerene, og kosmopolitterne kan komme øverst igen.
Humaniora er tradition
Universitetet fik en rolle i den nye, nationale stat og kultur. Det skulle uddanne en national elite. Det beholdt meget af det aristokratiske, og iklædte sig det nationale (ligesom kongemagten, militæret og kirken), men det blev dog ikke til et folkeuniversitet. Universitetet var en måde at bevare og videreføre det aristokratiske på i en folkelig tidsalder. Det blev efterhånden næsten kun humaniora, der blev det dynastiske-i-det-nationale. Det moderne gennembrud var stadfæstelsen af det aristokratiske i det borgerlige, men på modernitetens betingelser som aristokratisk individualisme. Humaniora blev stedet for et åndsaristokrati. Det der senere blev fældet i 1968, men kun delvis. Resten ryger nu. Den vigende bagtrop iscenesætter sig selv som kritiske intellektuelle og går forladt rundt blandt de klassiske ruiner. De skuer ud over dette Bildungsabbau og gyser. De har lige gyst i flok i en bog, der hedder Kritik som deltagelse. Titlen dækker over, at de er blevet iagttagere, som ingen har blik for og brug for. Den er en bøn: må vi ikke være med? Humanister er blevet mennesker uden egenskaber.
Først og fremmest arbejdede man ikke på humaniora. Humaniora blev stedet, hvor man studerede for sin egen skyld uden hensyn til nytten. Det unyttiges sted, det interesseløse. Tanke uden faktura. Ingen kan svare på, hvad de laver. Det hedder æstetik eller ”liberal education”. Borgerskabet afskaffede aristokratiet, men skabte ét erstatningsaristokrati igen som humaniora med den fritsvævende intellektuelle som frontfigur. Her kunne man dyrke metrik, oldislandsk, provencalsk lyrik, Horats, klassisk arkæologi, filosofi, Rom, installationskunst, musik, historie. Alt det man ikke kan bruge til noget, men som der dog bør være nogen, der tager sig af. Bare det ikke er for mange. Det aristokratiske udfordres af massernes revolte – masseuniversitetet, the multiversity. Vi ved, det er der, men vi har ikke indrettet os på det endnu.
Engbergs historie går som sagt i stå, for ganske vist kommer der to klasser, der udfordrer den borgerlige kultur: bøndernes og arbejdernes, men de taber. Og nu er al kultur borgerlig. Det er universitetet også. Humaniora kan ikke begrundes rationelt, men kun traditionelt. Hvorfor betaler vi en masse mennesker for at sidde og skrive små og få artikler om engelsk litteratur i det 16. århundrede? Eller hvorfor forsker vi i Johannes V. Jensen? Eller krukker på Krim? Eller Descartes? Det er tradition og kunne før legitimeres med henvisning til dannelse eller det nationale – og den sidste legitimation var marxismen. Nu støttes det klassiske humaniora kun af Dansk Folkeparti. Hvis vi afskaffede humaniora, hvad man kunne gøre, uden at det ville blive opdaget andre steder end i arbejdsløshedstallene, ville en ting true os: affortryllelsen. Ved at have humaniora lader vi som om, verden endnu er fortryllet.
Fra Adorno til Arla
I 1968 begyndte man at lege med ideen om forskning for folket, fordi man troede, folket ville komme, og man legede med, at også humanister skal arbejde. Det hed dengang ”samfundsrelevans”. Langsomt begyndte universitetet indefra at overgive sig og afskaffe enevælde og aristokrati. Vi fik jo demokrati, men kun som en overgang. Det var jo også kun et borgerligt demokrati; og det var ikke endnu proletariatets diktatur, som de fleste drømte om: til glæden. Man begyndte at indføre arbejdstidsregler. Man begyndte at tælle og regne. Man banede vejen for New Public Management, som er den måde, hvorpå vi styres. Universitetet styres, som om det var en virksomhed. Derfor værdier og kompetencer.
I løbet af 1970’erne forsøgte man med marxismens og Frankfurterskolens kritiske teori at holde markedet ude fra universitetets humanistiske institutter. Markedets produkter kunne man gøre til objekt for det kritiske blik, men markedet sejrede til sidst. På et tidspunkt åbnede man for massekulturen, især musikstudierne var den port, hvorigennem poppen bredte sig som en tsunami og til sidst blev indoptaget i mediestudierne. I takt hermed oversvømmedes de sidste rester af det unyttige, det æstetiske, det interesseløse: latin og græsk. Der ligger nogle ruiner rundt om på humaniora, der bevares af sentimentale grunde.
Jeg er en af de sidste aristokrater. Jeg ved, at ancien régime er forbi. Jeg er da ked af det, for det betyder, at jeg skal opgive mine aristokratiske vaner. Jeg skal arbejde. Ved ikke om jeg gider. Omkring mig kan jeg mærke, de unge får stress. Vi kan endnu møde, når vi vil. Rejse når vi vil. Næsten naturligvis. Det er bedst at spørge først. Holder man fri en dag, ja, så er det ok. På mandag sover jeg længe – det hedder ”arbejder hjemme”. Ingen opdager, om jeg er der. Vi laver endnu det, vi har lyst til, og det tjener intet formål. Nu skal det planlægges, hvad vi skal ”forske” i. Det bliver svært at sige farvel til det gamle. De studerende skal også til at lave mere, og de skal have fart på. De lever endnu sorgløst en ren Hostrup-tilværelse. På tankens slot bor studenten glad, men globaliseringen truer, og de knurrer. At tænke sig: de skal skrive speciale på seks måneder. Og vi forskere skal til at dele vor viden – vidensdeling. Vi skal til at være nyttige. Derfor er psykologi ikke spor truet. Heller ikke informationsvidenskab. Der skal bruges engelsklærere og etnografer til at forstå de fremmede osv. Humaniora overlever da, hvis det, de laver, kan sælges.
Humaniora er kommet tilbage til kilden
Historien om det universitet, der nu er historie, begyndte med romantikken. Da gik universitetet fra at være præsteskole til at blive et Tankens Slot med sin egen filosofi: idealismen. Kant var guden. Så begyndte i løbet af det 19. århundrede materialismen, industrialismen, darwinismen at presse på. De blev henvist til tekniske højskoler. Universitetet holdt stand. Newman skrev sin The Idea of a University imod teknikken og nytten. Universitetet holdt fanen højt gennem det 20. århundrede, skønt det lukkede den tredje kultur ind (socialvidenskaberne, som er nyttige). Langsomt bevægede vi os fra Tanke til Faktura, og nu er vi ved at nå frem. Vi har nu fået mødepligt. Vi skal rydde op på vore kontorer. Hvis jeg holder et foredrag et sted, skal det ”registreres” som formidling (hvad jeg nu ikke gør).
I Politiken (8/4) refereres en debat mellem Martin Ågerup fra Cepos og filosoffen Steen Nepper Larsen, RUC. Steen Nepper Larsen kæmper en don quixote-kamp for det aristokratiske universitet. Hør blot: ”Et universitet er et sted, der konstant arbejder med grundforskning og gør det uden at skulle legitimere sig.” Det skal gå langsomt, fortsætter han, og det skal ikke ”please” (gavne og fornøje). Det er virkelig en fortidig røst. Universitetet skal levere ”modmagtstrategier”? For statens penge?
Tid var i sin tid et privilegium, vi havde. Vi kunne læse langsomt og skrive langsomt. Udenfor murene gik tiden hurtigt. Derude var det moderne. Men nu skal det også gå hurtigt på universitetet. Det er svært at skulle skynde sig, når man i fyrre år har haft god tid. Universitetet er for det første ikke nogen helhed eller enhed eller et fællesskab, men en tom ramme. Det er ikke et sted. For det andet genopliver Larsen myten om grundforskning, der ikke skal legitimeres. Men som bekendt bliver den altid legitimeret med nytten – nytten kommer bare senere og uventet. Steen Nepper Larsen kender det postmoderne, men vil ikke vide af det. Al forskning skal i dag legitimere sig selv. Det er det, viden og det postmoderne samfund går ud på. For det tredje driver humanister ikke grundforskning – men Grundfosning. Og for det fjerde har han glemt undervisningen. Han er imod stærk statsstyring og paradoksalt nok går han imod den eneste løsning, Ågerups, på det her: Mere marked, mindre stat. Fra tankens slot til fakturaens skole.
Humanismen begyndte i renæssancen som en handelsskole. For at kunne sælge skulle man lære klassisk retorik. Det var nyttigt. Væk var den unyttige middelalder, hvor man som munke sad og tegnede manuskripter på små kontorer (celler). Nu oplever vi en ny renæssance. Humaniora er dermed kommet tilbage til kilden: handelsskolen.
