“Antropocæn”

I denne naturvidenskabelige, men letlæste artikel fra år 2000 introducerer Paul Crutzen og Eugene F. Stoermer begrebet “Antropocæn”. Teksten har derfor været banebrydende inden for forskningsverden, da den som en af de første angiver konkrete beviser for, at mennesket er blevet en planetforandrende kraft. Crutzen og Stoermer forbinder her en historisk og naturvidenskabelig udlægning af Antropocæn med en bestemmelse af, hvordan vi bør tackle situationen. Ifølge dem bør vi sætte absolut tillid til videnskaben og informationssamfundets evne til at udvikle teknologiske løsninger. Artiklen er oversat af Kristoffer Willert.

Palmeolieplantage i stedet for skov, som er afskåret, minedrift i fuld gang på billedet til højre

Navnet Holocæn (“den helt nye tid”) for den postglaciale geologiske tidsalder i de seneste 10.000-12.000 år lader til at være blevet foreslået første gang af Sir Charles Lyell i 1833, og det blev optaget af den Internationale Geologiske Kongres i Bologna i 1885. I løbet af Holocæn voksede menneskehedens aktiviteter sig gradvist til en betydelig geologisk, morfologisk magtfaktor, hvilket en række forskere allerede tidligt indså. Allerede i 1864 udgav G. P. Marsh en bog med titlen “Man and Nature”, som senere er blevet gentrykt under titlen ”The Earth as Modified by Human Action”. I 1873 anslog Antonio Stoppani menneskehedens aktiviteter til at være en ”ny tellurisk magt, som i styrke og almenhed kan sammenlignes med Jordens større kræfter”. Stoppani talte allerede om den antropozoiske tidsalder, i hvilken mennesket har bosat sig eller besøgt næsten alle steder på Jorden; i dag har det endda sat foden på månen.

 

Smuk underjordisk mine i Uralkali, Rusland
Edward Burtynsky. “Uralkali Potash Mine #2”. Berezniki, Rusland, 2017. Udstillet ved Flowers Gallery i London og Nicholas Metivier Gallery i Toronto

 

Den betydningsfulde russiske geolog V. I. Vernadsky anerkendte i 1926 menneskehedens tiltagende magt som en del af biosfæren med følgende ord: ” […] den retning, som evolutionsprocesserne nødvendigvis bevæger sig, nemlig imod tiltagende bevidsthed og tanke samt former med større og større indflydelse på deres omgivelser”. Vernadsky opfandt sammen med den franske jesuit P. Teilhard de Chardin og E. Le Roy i 1924 begrebet ”noosfæren”, tankens verden, for at påpege den tiltagende rolle, som menneskets hjernekapacitet og teknologiske formåen spillede i forhold til at forme egen fremtid og omgivelser.

Befolkningstilvæksten, både i tal og i forhold til udnyttelsen af Jordens ressourcer pr. indbygger, har været forbløffende. For at give en række eksempler: I løbet af de sidste tre århundreder er Jordens befolkning vokset tifoldigt til 6 mia., blandt andet ledsaget af en vækst i kvægbestanden til 1,4 mia. (omtrent én ko til hver familie med en gennemsnitlig størrelse). Urbaniseringen er sågar tidoblet i løbet af det sidste århundrede. I løbet af få generationer vil menneskeheden have opbrugt de fossile brændstoffer, som er blevet skabt over flere hundrede millioner år. Udledningen af SO2 [svovldioxid], hvilket på globalt plan måles til omkring 160 tg/år [teragram pr. år. 1 teragram = 1 megaton] i atmosfæren igennem kul- og olieafbrænding, er mindst to gange større end totalsummen af alle naturlige udledninger, som hovedsageligt finder sted ved marinær dimethylsolfid fra havene; vi har igennem P. M. Vitousek og andre lært, at 30-50 % af jordoverfladen er blevet forvandlet af menneskelig handlen; der er nu mere syntetisk skabt kvælstof, anvendt som kunstgødning i landbruget, end der er naturligt skabt kvælstof i alle terrestriske økosystemer; udslippet af NO [kvælstofoxid] i atmosfæren fra fossile brændstoffer og biomasseforbrænding er ligeledes større end de naturlige tilførsler, hvilket fremkalder fotokemisk ozondannelse (”smog”) i store dele af verden; mere end halvdelen af al tilgængelig vand anvendes af mennesker; menneskelig aktivitet har øget statistikken i forhold til artsudryddelse i regnskovene med op til mellem tusind og titusind gange; og mængden af adskillige klimaafgørende ”drivhusgasser” i atmosfæren er steget betydeligt: CO2 med mere end 30% og CH4 [methan] med mere end 100%. Derudover udleder menneskeheden mange giftige stoffer i miljøet, og endda også nogle, Chloro-Fluoro-Carbon-gasserne, som slet ikke er giftige, men som ikke desto mindre har ført til ozonhullet over Antarktis, og som ville have destrueret en hel del af ozonlaget, hvis der ikke var blevet foretaget internationalt regulerende foranstaltninger for at afslutte produktionen af dem. Kystnære vådområder er også påvirket af mennesker, hvilket har resulteret i tabet af 50% af verdens mangroveskov. Endelig fjerner mekaniseret menneskelig prædation (”fiskerier”) mere end 25% af havenes primære produktion i upwelling-regioner og 35% i de tempererede kontinentalsokkel-regioner. De antropogeniske virkninger illustreres også ganske glimrende igennem den historie, man kan læse ud af biotiske miljøers efterladte rester i søbundene. De dokumenterede virkninger inkluderer den geokemiske cyklus i store ferskvandssystemer og forekommer i systemer, der ligger afsides primærkilder.

 

Forurening og kemisk udledning, solopgang, miljø, CO2-udledning,
Ralf Vetterle/Pixabay

 

Tager man udgangspunkt i disse og mange andre betydelige og stadigt voksende indvirkninger fra menneskelige aktiviteter på Jorden og atmosfæren, samt på alle skalaer, inklusiv globale, så anser vi det som mere end passende at understrege menneskehedens centrale rolle i forhold til geologi og økologi ved at foreslå at anvende begrebet ”antropocæn” for den nuværende geologiske tidsalder. Indvirkningerne af nuværende menneskelige aktiviteter vil fortsætte i lang tid. Ifølge et studie af Berger og Loutre, vil klimaet over de næste 50.000 år, på grund af antropogeniske CO2-udledninger, muligvis afvige signifikant fra dets naturlige adfærd. Der forekommer noget arbitrært over at fastsætte en specifik datering af ”antropocæns” begyndelse, men vi foreslår den sidste del af 1700-tallet, velvidende, at der kan fremsættes andre forslag (nogle vil måske endda forsøge at medregne hele Holocæn). Imidlertid vælger vi denne datering, fordi de globale virkninger af menneskelige aktiviteter er blevet tydeligt mærkbare i løbet af de sidste to århundreder. I denne periode har data, hentet fra glaciale iskerner, påvist begyndelsen til en stigning i de atmosfæriske koncentrationer af adskillige ”drivhusgasser”, især CO2 og CH4. Denne datering falder også sammen med James Watts opfindelse af dampmaskinen i 1784. Omkring den tid begyndte biotiske forsamlinger i de fleste søer at udvise store forandringer.

Undgår vi større katastrofer, såsom et enormt vulkanudbrud, en uventet epidemi, en omfattende atomkrig, et meteornedslag, en ny istid, eller en fortsat udplyndring af Jordens ressourcer ved hjælp af stadig delvist primitiv teknologi (de sidste fire farer kan dog afværges ved hjælp af en velfungerende noosfære), vil menneskeheden fortsætte med at være en betydningsfuld geologisk magtfaktor i årtusinder, måske i millioner af år. Det bliver en af menneskehedens store fremtidige opgaver at udvikle en verdensomspændende accepteret strategi, som leder til økosystemers bæredygtighed i forhold til menneskeskabte belastninger, hvilket kræver intensive forskningsindsatser og fornuftige anvendelser af den derigennem tilegnede viden inden for noosfæren, bedre kendt som videns- eller informationssamfundet. En spændende, men også svær og overvældende opgave ligger for fødderne af det globale forsknings- og ingeniørsamfund: at føre menneskeheden henimod et globalt, bæredygtigt og miljømæssigt formynderskab.

 

Artiklen blev oprindeligt udgivet i år 2000 i nyhedsbrevet for The International Geosphere-Biosphere Programme (IGBP), no. 41. Artiklen er oversat af redaktionen på Turbulens.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *