7. januar, 2022.
Af Kristoffer Willert
Som afslutning på artikelserien om velgørenhed har Turbulens interviewet en af de helt store internationale moralfilosoffer: Peter Singer. Singer har siden 70’erne argumenteret stærkt for den moralske forpligtelse til at donere langt flere ressourcer til fattige mennesker samt for ikke-menneskelige dyrs moralske status. Interviewet berører store dele af Singers arbejde – blandt andet kommer vi ind på spørgsmålet om velgørenhed som en form for symptombehandling over for et mere grundlæggende brud med roden til global fattigdom og ulighed.
I din artikel fra 1972, “Famine, Affluence and Morality”, præsenterer du en række argumenter – af både mere og mindre krævende karakter – for, at velbemidlede mennesker, især i Vesten, er moralsk forpligtede til at donere langt flere af deres penge og ressourcer til tredjeverdenslande end det var, og stadig er, tilfældet. Nogle har efterfølgende hævdet, at den moralske forpligtelse, du fremfører, ganske enkelt er for krævende, fra et psykologisk såvel som filosofisk perspektiv; at det er godt og prisværdigt at følge forskriften, men ikke nødvendigvis moralsk påkrævet. Andre har hævdet, at den fysiske forskel mellem sultende børn i Indien og et barn, der er ved at drukne foran mig i en sø i Danmark, for eksempel, faktisk er en relevant, moralsk faktor, selvom du forsøger at ophæve den i artiklen. Holder du stadig fast i dine hovedargumenter for, at vi har en stærk moralsk forpligtelse til at støtte velgørende organisationer i langt højere grad end det er tilfældet?
Det gør jeg, i hvert fald hvis man alene ser på det som et generelt filosofietisk standpunkt. Men jeg har fundet ud af, at for at overbevise flere mennesker om at give flere penge til velgørende organisationer, så bør man ofte undlade at fremføre den ’stærke’ version af argumentet, som er ekstremt krævende. Selvom jeg mener, at den stærke version udtrykker det, der ultimativt er det rigtige at gøre, så kan man ikke forvente, at særlig mange mennesker efterlever den. Så i forhold til praktiske virkninger, så er det bedre at anvende den svage version, så flere vil efterleve det. Men som et ultimativt filosofisk princip holder jeg stadig fast i den stærke version. Men det, jeg retrospektivt er mindre glad for i artiklen, er, at den ikke har nok fokus på konkrete virkninger. Det er noget, som bevægelsen ”effective altruism” for eksempel har bidraget mere til senere hen, som jeg blandt andet kommer ind på i nogle af mine senere værker, såsom The Life You Can Safe (2009).
Hvad er ”effektiv altruisme” (engelsk: Effective altruism)?
Det er både et filosofisk eller etisk standpunkt og en social bevægelse. Først og fremmest hænger effektiv altruisme sammen med det synspunkt, at altruisme bør udgøre en signifikant del af vores liv, også selvom effektive altruister ikke forventer, at mennesker er helgener, hvilket ville indebære, at det skal fylde hele vores liv. Men alle bør have den hensigt og det mål i deres liv, at de skal gøre noget godt for andre. Og for det andet: I forsøget på at efterleve det mål, bør vi anvende vores ressourcer så godt som overhovedet muligt, uanset om der er tale om penge, evner eller tid. Vi skal sørge for, at vi gør det så godt og rationelt som muligt med de ressourcer, vi har. Det er den ’effektive’ del af det. Man kan selvfølgelig sige en masse mere om, hvordan man finder ud af, hvad der er mest effektivt. I løbet af de seneste årtier er der blevet foretaget en hel del forskning omkring det.
Går de fleste effektive altruister ud fra en utilitaristisk forståelse af ’det gode’?
Det er meget forskelligt, men der blev foretaget en undersøgelse i England af de mennesker, som støtter nogle af den effektive altruismes organisationer. Og hvis jeg husker rigtigt, så fandt man ud af, at en majoritet hævdede, at de var utilitarister. Men det er naturligvis ikke et kriterium. Derimod mener jeg, at det modsatte er tilfældet: Hvis du er utilitarist, er du nødsaget til at være effektiv altruist, ellers er du ikke en konsekvent utilitarist.
Du er nok stødt på denne indvending eller overvejelse tidligere. Men en ofte fremført kritik mod dem, som betoner velgørenhed som et helt afgørende middel til at bekæmpe global fattigdom og ulighed, går ud på, at det i bund og grund er symptombehandling; at vi i stedet må gøre op med fattigdom og ulighed igennem et systematisk brud med den globale politiske og økonomiske dagsorden – kort sagt: kapitalismen. Hvad er dit svar til det standpunkt?
Der er mange ting at sige til det. Til dem, der hævder, at vi skal finde mere radikale politiske løsninger på global fattigdom, kan man stille to indlysende spørgsmål: For det første: Hvad indebærer den her mere radikale løsning? Og for det andet: Hvordan gennemføres den? Nogle hævder, at vi skal afskaffe den globale kapitalisme, fordi det er årsagen til global fattigdom. Det er for det første omdiskuteret, om det kan kategoriseres som hovedårsagen til global, ekstrem fattigdom. Og bare det at sige, at vi skal afskaffe det, indebærer ikke noget udsagn om, hvad vi skal erstatte det med. Det eneste globale politiske system, der i hvert fald det sidste århundrede har været forsøgt som en erstatning af global kapitalisme, er sovjet-inspireret kommunisme. Det har desværre ikke været den store succes. Så vi har altså brug for noget andet. Og vi må jo spørge, hvad det skal være. Og hvis det ikke har været forsøgt og demonstreret tidligere, at vi kan have et system med en vis grad af produktivitet, så mennesker kan leve anstændige liv, uden global fattigdom, så forekommer det mig risikabelt at introducere noget helt nyt. Vis mig, hvor den slags har været muligt, og så lytter jeg gerne.
Det andet spørgsmål er så: Hvordan opnår vi det? Kapitalismen lader til at være ganske solidt rodfæstet lige nu. Det er svært at udpege en stor nation, der ikke har en kapitalistisk økonomi. Kina var et eksempel, og det kalder sig stadig kommunistisk. Men hvis man ser på, hvad de egentlig gør, så driver de en kapitalistisk økonomi med autoritær politisk kontrol. Så det er ikke noget særlig stærkt modeksempel. Og jeg ved ikke, hvad der ville være det. Det forekommer mig ikke realistisk. Jeg kan ikke se, hvordan vi skulle afmontere den globale kapitalisme. Hvis roden til global fattigdom altså er noget, vi ikke kan forandre, hvad er der så i vejen med at behandle symptomerne? Folk siger ofte, at velgørenhed er symptombehandling. Man kan spørge de her folk, om de nogensinde har anvendt et plaster eller en bandage til fysiske skader eller symptomer. De fleste vil nok sige ”ja”. Plastre er meget effektive værktøjer. De plejer dine sår, selvom der ikke er nogen mulighed for at kurere sårene. Hvis vi ikke kan udrydde årsagen til global fattigdom, vil vi ikke alligevel hjælpe så mange, som vi overhovedet kan? Selvfølgelig, hvis der er et klart og overbevisende alternativ til kapitalismen, så skal vi forfølge det. Ser man på den ofte påståede uforsonlighed mellem velgørenhed og forandring af grundlæggende politiske strukturer, så kunne et modargument til den uforsonlighed jo også være, at hvis man hjælper så mange, man kan, ud af fattigdom igennem velgørenhed, og giver flere mennesker en uddannelse, så kan det være, at flere vil kunne blive overbevist om bestemte politiske alternativer og måderne, hvorpå de indfries.
Bør vi kritisere eller bifalde multimilliardære donerer – såsom Bill Gates, Warren Buffet og andre? Eller anderledes formuleret: Ser du det som foruroligende, at så monumentale beslutninger som basal ressourcefordeling groft sagt er overladt til en håndfuld ekstremt rige personer?
Vi bør både kritisere og bifalde. Men bifalde mest. Især folk som Gates og Buffet. De har givet store dele af deres velstand til velgørende aktiviteter og planlægger at give al eller næsten det hele på et tidspunkt. Og de tænker samtidig på, hvordan de kan gøre det mest effektivt. De kaster ikke bare penge ind i tilfældige organisationer som en form for ”green washing”. Det kunne man måske beskylde Jeff Bezos for. De arbejder hårdt med at lave tænketanke og forskning i forhold til, hvad der er mest effektivt for at udbedre ekstrem fattigdom. Når man tænker på, at der er mange milliardærer, som ikke gør det, så bør vi nok, til en vis grad, bifalde dem, som faktisk gør det. Det er de milliardærer, som bruger absurde mængder af penge på forurenende privatbåde og den slags, som vi især bør kritisere.
I forhold til, om det er foruroligende, at så store beslutninger er i hænderne på så få mennesker, så vender vi lidt tilbage til spørgsmålet om, hvad alternativet er. For eksempel kunne man have et skattesystem, hvor ingen kunne være så rige, hvor ingen kunne være milliardærer. I stedet kunne man have en regering, som distribuerer de penge, den får ind igennem skatten, til de steder, der er behov for det. Jeg er overbevist om, at det ville være bedre. Så længe det selvfølgelig er det, som regeringen faktisk gør. Hvis en regering beskatter sine milliardærer for bare at bruge flere penge på sit militær eller bygge store paladser til sine præsidenter, så vil jeg egentlig hellere have Gates og Buffet til at kontrollere tingenes gang.
Hvis man går ud fra, at et velgørende sind eller en velgørende kultur – eller måske endnu bredere: en solidarisk kultur – er efterstræbelsesværdigt, hvad kan vi i så fald gøre, strukturelt og individuelt, for at ernære og udvide det? Hvad er de nødvendige forudsætninger for en velgørende kultur?
Det er noget af det, som effektiv altruisme som bevægelse har forsøgt at arbejde med. En ting er at skabe en offentlighed, hvor de mennesker, der rent faktisk giver mange af deres penge til velgørende aktiviteter, får en stor stemme i offentligheden. For forskningen viser, at jo flere mennesker, der gør det, jo lettere er det at få andre mennesker til at gøre det samme. Det handler på en måde om at uddanne en kritisk masse. For det andet skal man forbinde folk med hinanden. Det vil sige, at man skal skabe netværk mellem forskellige velgørende kulturer, som kan forstærke hinanden. Det er også vigtigt at udbrede information om, hvor meget relativt få penge egentlig kan bidrage til. Hvis man for eksempel tænker på, at mange mennesker tjener omkring 2 dollars om dagen, så kunne man jo tænke over, at hvis jeg giver den person 700 dollars, så ville jeg cirka fordoble personens årlige indtægt, mens det knap kan ses, hvis man tager 700 dollars væk fra min årlige indkomst. Hvis folk begynder at tænke over den slags, så vil de blive klar over, hvor nemt det er at gøre en kæmpe forskel for folks liv uden store omkostninger for en selv. Derudover er der også de psykologiske studier, der viser, at de mennesker, der giver meget, også tenderer mod at være mere tilfredse med deres liv; at det at give på lang sigt er mere tilfredsstillende end personligt forbrug, hvilket for de fleste er alternativet.
I din bog “A Darwinian Left” argumenterer du for, at vi kan udlede en række sociale, eller solidariske, menneskelige funktioner eller egenskaber fra evolutionær biologi; at vi ikke behøver – som nogle marxister har argumenteret for – at benægte, at der findes essentielle menneskelige træk, men at vi kan fremdrage og udvikle en række essentielle menneskelige, biologiske træk, der ikke blot kan reduceres til selvinteresser, og ultimativt: selvoverlevelse. Kan du fortælle lidt om dine hovedargumenter i den bog, og hvordan de eventuelt kan forbindes til begrebet om velgørenhed?
Først og fremmest må man anerkende, at naturlig selektion naturligvis tenderer mod en form for tilfredsstillelse af individer og artsfællers selvinteresse. Det er også sådan, de fleste mennesker er indrettet: de tænker på sig selv og deres nærmeste, fremfor andre. Det betyder dog ikke, at det er alt. Vi har også andre egenskaber, som vi har oparbejdet igennem det, at vi er sociale pattedyr, der har udviklet sig igennem sociale grupperinger. Det indebærer nogle funktioner som gensidig eller reciprok adfærd og samarbejde. Og hvis man nærer den slags funktioner, således går mit argument i hvert fald i bogen, så vil man få et bedre samfund. Dermed er det bedre – fremfor det, som mange marxister for eksempel har argumenteret for – at trække på og fremdrage nogle essentielle, biologiske mekanismer ved mennesket, fremfor at benægte, at der er nogen essens. I forhold til velgørenhed, så er det vigtigt at understrege, at det med gensidighed ikke gælder i forhold til velgørenhed, i hvert fald ikke særlig ofte. Hvis man tager eksemplet med at donere til sundhedsarbejde i Burkina Faso, så er sandsynligheden for reciprocitet – noget for noget – ikke særlig stor. Her må vi i stedet trække på sådan noget som medfølelse – og jeg mener, at medfølelse er en del af vores natur, selvom det selvfølgelig skifter fra person til person. Men den følelse skal næres kulturelt.
Du har i årevis arbejdet – teoretisk og politisk – med at forsvare en bestemt forestilling om dyrefrigørelse eller dyrerettigheder over for det, du har kaldt for ’speciesisme’ (artschauvinisme). Vil du opsummere nogle af dine hovedpointer, og bør begrebet om velgørenhed vægtes lige så højt i på tværs af arter som på tværs af mennesker?
For at opsummere argumentet for, hvorfor dyr har en moralsk status, så er vi alle enige om, at smerte og lidelse – for eksempel ensomhed eller fysisk smerte – er dårlige ting, når det rammer mennesker. Omvendt er nydelse et gode. Den slags følelser har ikke-menneskelige dyr også. Det er selvfølgelig et vigtigt spørgsmål, hvor grænsen går. Men det er i hvert fald indlysende, at fugle og pattedyr føler smerte og nydelse. Men også hvirveldyr og i hvert fald nogle hvirvelløse dyr. Blot det faktum, at ikke-menneskelige dyr ikke er en del af vores art, er ikke en overbevisende grund for at hævde, at deres smerte eller nydelse ikke er betydningsfuld. Hvis man hævder: ”Jeg er et menneske, og bekymrer mig kun for menneskelig smerte”, så kommer man foruroligende tæt på den racistiske, hvide slavehandler, som ville sige: ”Jeg ved, at slaverne lider, men jeg er hvid, og jeg bekymrer mig kun om hvide menneskers lidelser”. Det ville alle forhåbentlig afvise. Alene af den grund bør vi udvide vores medfølelse og moralske overvejelser til ikke-menneskelige dyr.
Hvordan er det forbundet til velgørenhed? Det betyder, at velgørende organisationer, der arbejder for at reducere ikke-menneskelige dyrs lidelser, er oprigtige og vigtige organisationer, som vi bør støtte. Her er det også vigtigt at se på det ”effektive” aspekt – for størstedelen af de penge, der går til dyrevelfærdsorganisationer, går til organisationer, der arbejder med hunde og katte; fundne eller mishandlede hunde og katte. Men de fleste lidende dyr findes i det industrielle landbrug. Så vidt jeg husker, så findes der et sted mellem 50 og 60 milliarder dyr i industrilandbruget på globalt plan. Det betyder, at de organisationer, der er mest effektive i den forbindelse, enten er dem, der arbejder for at reducere udbuddet af animalske produkter, eller dem, der hjælper for at forbedre vilkårene for dyr i det industrielle landbrug. Derudover er der jo også mange andre gode grunde til ikke at have et industrielt landbrug, såsom klimaet, sundhed eller den øgede mulighed for pandemier.
