Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539
Turbulens | Hvid hud, sort brændsel
 

Hvid hud, sort brændsel

Andreas Malm & the Zetkin Collective
White Skin, Black Fuel: On the Danger of Fossil Fascism
Verso, 2021

 

 

 

 

 

11.01.2022

Zetkin-kollektivet er en ny gruppe af aktivister og akademikere, heriblandt den verdenskendte svenske forsker Andreas Malm, som fokuserer på forholdet mellem miljø- og klimaspørgsmål på den ene side og det yderste højre på den anden. Deres nye og ambitiøse bog, “White Skin, Black Fuel – On the Danger of Fossil Fascism”, argumenterer for, at ekstreme højrefløjspartier verden over bærer en væsentlig del af skylden for den manglende handling i klimakrisen. Det yderste højre og klimabenægtelse går hånd i hånd. Og dermed bringer Zetkin-kollektivet også et yderst vigtigt perspektiv ind i debatten: At ultranationalisme som et projekt, der blandt andet går ud på at beskytte ‘vores’ eksklusive ret til at brænde fossible brændsler af, må og skal bekæmpes i den globale kamp om både retfærdighed og uretfærdighed, som klimakrisen er blevet til i dag.

Ét af Alternativ für Deutschlands mottoer er Mut zur Wahrweit, altså ‘mod til sandhed’. Mod til at erkende og forsvare den sandhed omkring indvandring til Tyskland og dets konsekvenser, som AfD mener at besidde. At dette åbenbart kræver mod, placerer AfD i en position, som de fleste partier på det yderste højre gerne ser sig selv i, hvad enten det er Dansk Folkeparti i Danmark, Vox i Spanien eller Prawo i Sprawiedliwość (PiS), Lov- og Retfærdighedspartiet, i Polen – nemlig som underdogs, der kan sige sandheden til magten, selv når det egentlig er dem selv, der sidder på den reelle magt. Zetkin-kollektivets ambition med dette værk er at vise, hvordan det forholder sig lige omvendt i forhold til klimaforandringerne; at det yderste højre med deres ideologi omkring national suverænitet, kulturkamp og ‘hvid hud’ er blevet til de største forsvarere af ‘sort brændsel’ og den fossile kapitals magt. Gennem en dybdegående historisk undersøgelse påviser kollektivet især, at det yderste højre i løbet af 2010’erne har fremmet en form for klimabenægtelse, som mange ellers troede var forsvundet i begyndelsen af det nye årtusinde. Pludselig er det igen blevet normalt i mange lande at sætte spørgsmålstegn ved grundlæggende præmisser for klimadebatten som, at den globale opvarmning, der allerede oversteg 1 grad i 2015, er altovervejende menneskeskabt. Som f.eks. partilederen Santiago Abascal fra det spanske parti Vox har udtalt, ville det ifølge ham være “meget arrogant” at tro, at mennesker kan ændre på klimaet (s. 11). Eller som tidligere miljøminister for PiS i Polen, Jan Szyszko, udtrykte det i 2016: CO2 er en “livsgas”, som vi bare skal have mere og mere af! (s. 108)

Eftersom forfatterne kun fokuserer på det yderste højre i klimadebatten uden at undersøge deres indflydelse på mere mainstream-partier, får man som læser sandsynligvis et lettere skævvredet billede af disse højrefløjspartiers egentlige magt. Men det synes alligevel at være nærliggende, at selv i lande som Danmark, hvor klimabenægtelse ikke er en del af den generelle konsensus, spiller det yderste højre en rolle som ‘nyttige idioter’ for andre aktører, der ikke ønsker at bestride klimavidenskabent åbent, men som alligevel gerne ser, at klimadebatten fordrejes af sådanne synspunkter. Samtidig er det åbenlyst, at i lande såsom Polen, Ungarn, Brasilien og tidligere USA under Donald Trump er der en direkte forbindelse mellem den voldsomme fordrejning af klimadebatten og de interesser for f.eks. kulindustrien i Polen, som disse magthavere varetager – forhold som blev tydelige under COP24 i Polens industriby Katowice i 2018. Det er særligt i sådanne lande, at man tager skridtet videre ud over den blotte klimaskepsis eller problematisering af, hvad der bør gøres ved problemet. Klimabenægtelse er, som forfatterne i dette værk definerer begrebet, den direkte afvisning af, at der findes et problem med klimaet i første omgang.

Inspireret af marxistisk teori bemærker Zetkin-kollektivet i den forbindelse, at det er som om, at den ellers lidt for simple samfundsmodel med en økonomisk ‘basis’ og en ideologisk ‘superstruktur’ pludselig har fundet sin anvendelse på dette område, hvor også enormt velstående tænketanke såsom The Heartland Institute, finansieret af den fossile industri, bliver ved med at sprede misinformation om klimavidenskaben. Men selv hvis ideologi og materielle interesser følger hinanden tæt i visse tilfælde, synes det dog at være et meget mere forvirrende og kompliceret billede, som tegner sig, når vi bevæger os væk fra det yderste højre og f.eks. ser på partier som Socialdemokraterne og Venstre i Danmark. Hvilken klimapolitisk vekselvirkning, der finder sted mellem det yderste højre og resten af det politiske spektrum, måtte Zetkin-kollektivet gerne have undersøgt. Men muligvis venter dette blot til en kommende udgivelse.

Et ‘missing link’ mellem det yderste højre og klimabenægtelse

Til gengæld leverer værket en forrygende tour de force gennem særligt den vestlige verdens højreekstreme bevægelser. Med et sådant blik på tværs er det også oplagt at sammenligne og kritisere enkelte landes udviklinger i forhold til, hvor slemt det står til med det yderste højres magt. Visse steder i bogen er retorikken imidlertid unødvendigt voldsom, hvor det blot fremstår som om, at der prædikes for koret. F.eks. skrives der specifikt om Danmark, at landet har befundet sig i en “kronisk national psykose” i forhold til det overdrevne fokus på muslimer i årtier (s. 162). Men hvad der egentlig menes med det udtryk, forklares ikke nærmere, og det virker som om, at man lige så godt blot kunne have skrevet, at det er da ‘noget værre noget’, som foregår i dansk politik. Denne lidt for overfladiske kritik af nationale udviklinger hænger også sammen med, at forfatterne simpelthen gaber over for meget i dele af bogen. F.eks. begiver de sig ud i overvejelser omkring det generelle forhold mellem det yderste højre, fascisme og klasseforhold i anden halvdel af bogen – et spørgsmål, der slet ikke behøves at stilles på et så generelt plan, når deres bog nu omhandler et langt mere specifikt forhold mellem det yderste højres klimabenægtelse og de konkrete klassetilhørsforhold, som disse højrebevægelsers tilhængere og vælgere kan siges at have.

Men værkets store force er stadig, at den giver os et teoretisk apparat til at undersøge det yderste højres klimapolitik nærmere. Den tilbyder intet mindre end et missing link mellem den etnonationalisme, som det yderste højre står for, og al den modstand i klimakrisen, som vi kender så godt. Dette ‘link’ udtrykkes mest præcist i udtrykket fossil fascisme og dets begrebslige sammenkobling mellem den fossile industri og det yderste højres fascistiske tendenser. Dette er imidlertid ikke en nødvendig sammenkobling. Som forfatterne påviser, har den fossile industri organiseret klimabenægtelse på egen hånd gennem tænketanke såsom Global Climate Coalition lige siden det skelsættende år 1988, hvor både den anerkendte forsker James Hansen forklarede den amerikanske kongres om klimaforandringerne, og hvor FN’s IPCC-panel blev etableret. Samtidig er det heller ikke umuligt at forestille sig, at det yderste højre i fremtiden kan bakke om en såkaldt ‘grøn nationalisme’ og vedvarende energi i stedet for fossile brændsler, selvom både klimakrisens grænseoverskridende karakter samt den vedvarende energis mangel på territorial forankring – vind og sol tilhører trods alt ikke nogen enkelt nation – passer dårligt ind i et nationalistisk projekt.

Men som det påvises gennem særligt en grundig analyse af udviklingen i 2010’erne, har det yderste højre og den fossile industri fundet en fælles fortælling om, at deres modstandere i klimakampen uretmæssigt vil tage ‘vores’ olie, kul og gas. Der findes også tendenser inden for klimabenægtelse, som ikke er koblet op på et nationalistisk projekt. F.eks. har fossile selskaber og deres finansierede tænketanke til tider advokeret for en såkaldt ‘kulvitalisme’ (carbon vitalism), hvor man modsat alle andre hævder, at drivhusgasser faktisk er gode for kloden og dermed hele den globale befolkning. Men på trods af mange af disse selskabers multinationale karakter synes de over årene at have fundet en fast allieret hos det yderste højre. Forfatterne karakteriserer i den forbindelse det yderste højre som den del af det politiske spektrum, hvor en såkaldt ‘etnonationalisme’ udgør en mesterramme for enhver politisk stillingtagen. Den etnisk baserede nation er det, som al politik drejer sig om at forsvare og udvikle. Hvordan klimapolitik egentlig hænger sammen med en sådan mesterramme, er i udgangspunktet uklart, og en del af det yderste højre ignorerer også bare spørgsmål, der har med klimakrisen at gøre. Forsvaret for en fossil industri, der i hvert fald til en vis grad er nationalt forankret, giver en overraskende virkningsfuld løsning på den uklarhed.

Alligevel synes bogen ikke at give et klart svar på, i hvor høj grad udtrykket ‘fossil fascisme’ betegner en form for ideologi, der er kommet for at blive. Som nævnt eksisterer der nemlig ikke en nødvendig sammenhæng mellem en nationalistisk tankegang og forsvaret for brug af fossile brændlser. Tværtimod bevæger disse to sig i hver sin retning på visse områder, som når afhængighed af udenlandsk gas og olie kritiseres ud fra et nationalistisk fokus på forsyningssikkerhed. At fossile brændsler er territorielt forankrede, er ikke nødvendigvis godt for en nationalist, hvis disse brændsler mest findes inden for andres territorier. Samtidig passer multinationale selskaber, i kraft af deres globale rækkevidde, heller ikke altid ind i den nationale fortælling, selvom mange af dem er forankret i bestemte lande såsom russiske Gazprom, franske Total og saudiske Aramco. Men det at hele 71 procent af den globale CO2-udledning siden 1988 ifølge NGO’erne Carbon Disclosure Projekt og Climate Accountability Institute kan tilskrives 100 multinationale selskaber, siger noget om, at det er svært at forestille sig en fuldt udviklet fossil fascisme. Den fossile industris globale fangarme går i hvert fald som udgangspunkt imod fascismens ultranationalisme. Men selv hvis den fossile fascisme er et ‘ideologisk misfoster’, umuliggør det selvfølgelig ikke dens udbredelse.

Hvem er bange for ‘klimanationalisme’?

Bogen orkestrerer på flot vis en dybdegående gennemgang af, hvordan fossilindustriens mangel på klimahandling og en fremherskende ‘libidinal’ klimabenægtelse er allestedsnærværende på den ekstreme højrefløj. Fossile brændsler og klimabenægtelse anses ikke blot for at være det yderste højres drivkraft men også dets uomgængelige imperativ. Dette er, hvad Andreas Malm også kalder for “klimaspiralen” i introduktionen til Tidsskriftet for naturkritik Ny Jord nr. 3-4; dét, som sættes i bevægelse af identificeringen, opgravningen og antændingen af fossile brændstoffer. Ifølge forfatterne fungerer den ekstreme højrefløjs klimabenægtelse gennem en fortælling om, at borgere kun er “members of an ethnically constituted nation” (s. 35). Denne slags klimabenægtelse består dermed i en konstant kædereaktion af mangel på klimahandling og sammenkobling til etnonationalisme på bekostning af særligt etniske minoriterer i samfundet. Forfatterne i bogen afgrænser dog klimaproblematikken til et kritisk blik på fossilindustrien og neglicerer dermed delvist andre sektorer, som også har bidraget  til klimakrisens fremkomst. Her kunne forfatterne til bogen godt indtænke mere de klimatiske problemer, som udspringer fra landbruget – især den animalske fødevareproduktion, som bidrager med hele 14.5 % af alle drivhusgasudledninger globalt – og de vestlige værdier som materialisme samt den vedvarende stræben efter økonomisk vækst.

Det vil derfor være interessant at adressere de andre kolossale og tiltagende klima- og miljøproblemer, som har rod i den animalske fødevareproduktion og overforbrugsmønstre på national plan, hvor der også følger en form for klimanationalistisk rationale, da det ofte hævdes, at begrænsinger i landbrugssektoren ikke bør gå ud over nationale interesser. At opponere imod en mere gennemgribende forandring i alle aspekter af samfundet (såsom hos landbruget) kan nemlig også vise sig fra f.eks. dansk side af at være en form for ‘klimanationalisme’ eller ‘grøn nationalisme’. Pointen for The Zetkin Collective er blandt andet, at ‘grøn nationalisme’ skal forstås som endnu en modalitet af anti-klimapolitik. Klimakrisen forbliver en grænseoverskridende proces, og klimanationalisme er derfor dårligt rustet til at håndtere en så vital en udfordring, da det netop sætter grænser omkring nationen.

Hvis klimanationalisme som begreb overhovedet kan give mening, må det være i betydningen af, at man gerne vil gøre noget ved klimaforandringerne, men kun hvis det ikke går ud over nationale interesser. En sådan klimanationalistisk tankegang indtager især en central plads i den danske klimapolitik, hvor f.eks. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i 2017 igen støttede Nordsø-aftalen, som resulterede i, at den fossile økonomi fik den største investering nogensinde på dansk jord (s. 98-99). Sådanne klimaskadelige aftaler bliver påpeget utallige gange i værket – både i forhold til et internationalt og et nationalt plan – som handlinger, der er med til at fastholde den fossileøkonomis magtposition. Dermed kan disse aftaler også siges at være med til at skabe den paralysering og handlingslammelse i forhold til at begrænse klimakrisens negative konsekvenser hos de danske politikere, men også på international plan, som i den grad var fremherskende ved COP-26 afholdt i 2021.

Begrænsninger af de kumulative udledninger på national plan er kun mulige at gennemføre, hvis det ikke går ud over nationale interesser, synes logikken at være. Sådan en klimanationalistisk tankegang viser sig i en dansk kontekst hos f.eks. Venstres partileder Jakob Ellemann-Jensen – især når det kommer til at begrænse drivhusgasudledningerne i landbrugssektoren – når han offentligt kræver, at landbruget skal slippe for en CO2-afgift, eftersom produktionen, ifølge ham, blot vil rykke til udlandet. De nationale interesser prioriteres altså på bekostning af begrænsninger af de nationale drivhusgasudledninger i landbrugssektoren. Vi ser også en form for klimanationalisme hos store multinationale virksomheder lokaliseret i Danmark såsom Arla med deres ‘CO2-kompenserede’ mælk – der har høstet en massiv kritik – og Danish Crown’s ‘klimakontrollerede gris’ (et produkt, som man efterfølgende var nødt til at trække tilbage). Snarere end at vedtage mere ambitiøse klimapolitiske tiltag, som er nødvendige for effektivt at besvare klimakrisens presserende problematikker, benytter disse virksomheder sig således til dels af greenwashing, som forfatterne til værket i øvrigt karakteriserer som “its own form of post-truth” (s. 484). Hvis det går ud over nationale interesser, lader det med andre ord til, at både virksomheder og stater enten tenderer til at ignorere klimakrisens omfang eller søger mere teknologiske løsninger og ‘quick-fixes’ snarere end at se selve problemet i øjnene.

Selvom at hele 71 procent af den globale CO2-udledning siden 1988 kan tilskrives 100 multinationale selskaber, hvor størstedelen er forankret i den fossile økonomi, måtte forfatterne i bogen altså gerne bevæge sig mere på tværs af de klimaskadelige sektorer. Forfatterne kunne f.eks. sætte landbruget og de vestlige værdier såsom materialisme samt den vedvarende stræben efter økonomisk vækst under lup i deres systematiske undersøgelse af det yderste højres “politiske økologi” (s. x) og klimanationalisme under klimakrisen. Ligesom med den fossile industri kan landbrugets ageren på klimafronten nemlig også relateres til det vækstparadigme i nyere tid, som handler om økonomisk vækst på et nationalt plan.

Den ekstreme højrefløj kræver, at klimakrisen ikke skal løses (i så fald den bliver anerkendt af højrefløjen) ved hurtige, gennemgribende og hidtil usete forandringer i alle aspekter af samfundet, som FN’s Klimapanel IPCC formulerede det i 2018, men gennem etnonationalistiske tiltag eller en vedvarende insisteren på, at overbefolkning er det reelle problem i klimadebatten. Forfatterne fremfører utallige eksempler på sådan en etnonationalistisk tankegang såsom Harold Hamm, ejer af Continental Resources, en virksomhed som udvinder gas og olie i stor stil. I forhold til klimakrisen hævder Hamm nemlig: “Overpopulation – that probably hurts the environment more than anything. Are we going to provide rules to stop overpopulating areas in Africa? Middle Eastern countries? Probably should. […] Stop overpopulating areas with people.” (s. 184) Den slags politisk strategi efterlader imidlertid et politisk vakuum og en polarisering, der gør det endnu sværere at gennemføre en klimapolitik, som for alvor udfordrer den fossile økonomis dominans i dag. Som forfatterne til værket skriver, så ser den klimapolitiske udvikling således ud til at føre til en politisk polarisering, hvor “the higher the temperatures, the more acute the antagonism between a left that alone stands ready to pick up the instruments for alleviating the crisis and a right that, for that very reason, refuses to contemplate it” (s. 287).

Det kan siges, at Zetkin-kollektivets udgangspunkt i denne bog lige præcis er denne polarisering, da de fokuserer på det ekstreme højre som en væsentlig forhindring i dag med hensyn til at få taget handling i klimakrisen. Men dermed giver de også indtryk af, at hvis det ekstreme højre ikke eksisterede eller havde den magt, som de har, ville der faktisk blive handlet på tingene. Spørgsmålet er imidlertid, om det er helt rigtigt. Så længe hovedparten af det politiske spektrum er nationalistisk orienteret, som det kan siges at være i både Danmark og de fleste andre lande, udgør nationalisme stadig en forhindring for enhver ambitiøs og globalt orienteret klimapolitik. På trods af Zetkin-kollektivets kritiske og vigtige fokus på det ekstreme højre, er der således grund til at tro, at det står endnu værre til, end denne bog lægger op til.