Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539
Turbulens | Kan doping forsvares?
 

Kan doping forsvares?

Andreas Beyer Gregersen – 25.12.2021

Doping er et emne, som i dag er genstand for nærmest universel fordømmelse. Men ifølge filosof Thomas Søbirk Petersen er denne fordømmelse præget af et tunnelsyn omkring, at doping altid er moralsk forkert. Turbulens har interviewet Petersen i anledning af hans nyligt udgivne bog “Doping in Sport: A Defence”, hvori han forsvarer en anden tilgang til doping i sport.

Kan du fortælle om din forskningsfelt og hvilke spørgsmål, som du undersøger i din forskning?

Jeg er professor i bioetik og retsfilosofi ved Roskilde Universitet. To områder interesserer mig særligt inden for etik. Det ene handler om medicinske spørgsmål, hvor jeg mener, at vi som etikere kan være med til at forbedre beslutningsgrundlaget for, hvordan vi behandler spørgsmål omkring f.eks. abort, adgang til assisteret reproduktion, organdonation og såkaldte ‘study drugs’ blandt forskere og studerende. Det andet er retsfilosofien, hvor jeg har beskæftiget mig meget med, hvordan staten kan begrunde, hvilke typer af handlinger der skal være strafbare. Disse to områder spiller også godt sammen, da der er en del handlinger, som diskuteres inden for den medicinske etik, og hvor lovgivning samtidig kan være på spil. Skal f.eks. aktiv dødshjælp legaliseres eller ej? Doping kan relateres hertil, selvom det egentlig ikke er ulovligt ifølge dansk lovgivning. Men det kan stadig siges at være ‘strafbart’ i et alternativt retssystem inden for sportens verden, der på sin vis fungerer som et parallelt retssystem ligesom sharia.

Din nyligt udgivne bog “Doping in Sport: A Defence” handler om doping i sport ud fra et moralfilosofisk perspektiv. Du indleder bogen med at beskrive den eksisterende diskussion omkring doping i sport som præget af et “tunnelsyn” ud fra en idé om, at doping altid er moralsk forkert. Du ønsker at udfordre denne ensidighed i debatten – men er det ikke svært at gøre?

Jeg mener, at rent filosofisk har jeg virkelig fat i noget i forhold til mange af begrundelserne fra det internationale antidopingagentur (WADA) for deres forbudsliste, som sportsorganisationer følger verden over. De har en liste med ca. 300 ‘forbudte substanser’ samt metoder, og én af deres primære begrundelser for denne liste er, at de strider imod sportens ånd. Men hvad betyder det egentlig? Ifølge WADA indeholder sportens ånd ni værdier, men hvordan skal vi anvende de værdier, hvis der også er konflikt mellem dem? Så rent filosofisk er det på ingen måde svært at udfordre WADA’s tankegang. Men alligevel kan det være op ad bakke i forhold til at få folk til at lytte til ens synspunkter. Jeg har dog alligevel været i en del debat med Anti Doping Danmark og især haft et godt samarbejde med den tidligere formand for Anti Doping Danmark, Michael Ask, som har været meget lydhør – f.eks. i forhold til at cannabis ikke bør være på en forbudsliste, da det typisk ikke forbedrer en atlets præstationer og derudover allerede er strafbart. Danmark er selvfølgelig et lille land, så der er ikke så mange, som kritiserer de gældende regler, men internationalt er der meget bevågenhed om emnet. Internationalt er der også en mere intens og spændende debat om, hvilken slags dopingpolitik vi bør have, samt hvilke stoffer og metoder der bør være på den førnævnte liste.

En måde at udfordre dette ‘tabu’ omkring at diskutere, hvorvidt doping i sport nogle gange kan forsvares at tillade, kan være at vise ud fra et historisk og samfundsmæssigt perspektiv, at hvad der tilhører kategorien doping ikke er selvindlysende. F.eks. nævner du, at koffein først blev fjernet fra WADA’s forbudsliste i 2004. Er doping i virkeligheden en ret uklar kategori?

Man har haft enormt svært ved at definere doping. ‘Det er stoffer, som forbedrer atletens præstationer’ – men hvad så med mad og drikke? Det forbedrer jo også atletens præstationer. ‘Det er kemiske substanser’ – men hvad så med Panodil og andre slags medicin? Tilgangen har derfor været at finde en form for konsensus inden for WADA og dets medlemslande om, hvad der hører til og ikke hører til. En lidt spøjs regel, som de har i den forbindelse, er, at der skal være mindst to ud af tre kriterier opfyldt af de følgende: 1) Det er skadeligt, 2) Det er præstationsforbedrende, og 3) Det er i modstrid med ‘sportens ånd’. Men det er stadig et fortolkningsspørgsmål om, hvad der falder under de kriterier. I forhold til, hvad der kan tælle som skadeligt, bør det selvfølgelig ikke være sådan, at vi ender med en ‘døde atleters klub’, men det er vigtigt at holde to forskellige spørgsmål adskilt i den forbindelse. Et spørgsmål handler om, hvor skadeligt det er fra en medicinsk betragtning. Det rent etiske spørgsmål handler imidlertid om, at givet noget er skadeligt, hvor meget skade vil vi så tillade, at atleter udsætter sig selv for? Det kan vi have en lang diskussion om, men en slags gylden standard for dette kan være den skade, som vi allerede tillader atleter at påføre sig selv, imens de udøver deres sport. Her kan vi kigge på alt fra amerikansk fodbold og australsk rugby til motorsport, ridning, sejlsport, bjergbestigning, skateboarding og så videre. I mange af disse sportsgrene accepterer vi både jævnlige skader og endda dødsfald hvert eneste år.

I bogen diskuterer du mange argumenter imod doping i sport og advokerer selv for en mere lempelig tilgang til brugen af doping uden dog at være helt ‘laissez-faire’, som f.eks. filosoffen Claudio Tamburrini synes at være. Men hvorfor egentlig ikke bare tillade al doping i sport?

Selvom vi tillader, at sport kan føre til skader, vil vi jo gerne minimere de skader. F.eks. er det klart, at cykelhjelmens indførelse i cykelsport har reddet menneskeliv. I Formel 1 har man også fået mere sikre køretøjer. På samme måde mener jeg også, at vi i forhold til doping bør operere med nogle grænseværdier i forhold til, hvad vi vil tillade. Der er jo et stort pres for at præstere inden for sport, og derfor kan det være en fristelse at bruge rigtig meget EPO eller rigtig mange anabolske steroider. Doping, som bliver anvendt ud over de doser, som en læge kan anbefale, er uden tvivl sundhedsskadeligt. Anabolske steroider kan ødelægge din lever og gøre dig infertil, mens EPO kan gøre dit blod tykt og dermed forårsage blodpropper. Mit forslag er derfor, at ligesom vi accepterer, at cykling er farligt i sig selv, men så alligevel kræver brug af cykelhjelm, så kan vi også operere med nogle sikkerhedsværdier for brug af sådanne stoffer. Hvis man f.eks. bruger EPO, der øger mængden af røde blodceller, så kan vi have en grænseværdi, der siger, at de røde blodceller ikke må udgøre mere end 50 % af blodvolumen, for ellers bliver blodet for tykt. Dette kan sammenlignes med brugen af astma-medicin. Hvis du tager for meget af det, bliver det giftigt, men op til et vist niveau er det ikke spor farligt, og en del atleter såsom svømmere får en bedre vejrtrækning af det. Mit projekt er således ikke at udradere det internationale sportsagentur fra jordens overflade, selvom jeg mener, at de har for rigide retningslinjer, da en lang række af de forbudte stoffer godt kan tages inden for visse sikkerhedsværdier. Men agenturet skal stadig være på banen i forhold til at teste for de værdier og informere sportsverdenen om brug af doping.

Betyder det, at vi i virkeligheden har en slags dobbeltstandard på dette område omkring, hvad vi accepterer i forhold til konkret sportsudøvelse, og hvad vi ikke accepterer i forhold til doping?

Det er et komplekst spørgsmål – men umiddelbart ja. Hvis vi mener, at doping er umoralsk, fordi den er skadelig for den enkelte atlet, så burde vi også forbyde sporten selv i mange tilfælde. Ellers skal man komme med nogle gode argumenter for, at det er mere gavnligt at forbyde doping, end det er at forbyde former for sportsudøvelse, som i sig selv er lige så skadeligt. Det er klart, at der er mange positive ting ved sport såsom fysisk udfoldelse, der kan opveje dens ulemper. Så kan man hævde, at der modsat ikke er nogle positive ting, som vi går glip af, når vi forbyder doping i sport. Men jeg er ikke sikker på, at det sidste er rigtigt. For eksempel har den amerikanske svømmer Ryan Lochte, som har vundet flere guldmedaljer i svømning, slået op på Instagram i 2018, at han tog nogle vitaminer med intravenøst drop sammen med sin kone. Det var ugen før en stor konkurrence, og han ville gerne forebygge, at han fik influenza og lignende sygdomme. Det fik han 14 måneders karantæne for. Men kan det virkelig passe, at dopingregler skal blokere for, at du kan forebygge at blive syg? Vi har også undersøgelser, som viser, at du er meget mere eksponeret for influenza, når du er færdig med et maratonløb, end resten af befolkningen. Hvis du i den forbindelse hurtigere kan restituere med et intravenøst drop, der bare indeholder basale ting som vitaminer, så kan sportsfolk også blive mindre ramte af infektionssygdomme. På den måde kan noget, som i dag er forbudt som doping, gøre, at vi faktisk får færre syge atleter.

Den muligvis mest udbredte intuition omkring doping i sport er, at det er ‘unfair’ at bruge doping, fordi det bryder med en ligeværdig konkurrence og derigennem bryder med noget af det, som også forbindes med ‘sportens ånd’. Dette argumenterer du også imod med et særligt kritisk fokus på WADA’s syn omkring den sag. Hvad er det, som ifølge dig ikke hænger sammen i den måde, som f.eks. WADA argumenterer for, at doping bryder med en ligeværdig konkurrence?

Det er en ren illusion at tro, at vi har en ligeværdig konkurrence mellem atleter. Der er utrolig stor ulighed både genetisk og socialt mellem atleter. Nogle er eksempelvis født med en høj hæmatokritværdi, hvilket gør, at visse atleter har en iltoptagelse, som kan være 20 % bedre end andre. Derudover er der sociale uligheder, som især kommer til udtryk ved, at rige lande kan investere mange millioner kroner i deres atleter, som Australien gør med deres svømmere. Det kan langt størstedelen af verdens lande i f.eks. Afrika og Sydamerika modsat ikke gøre. Selvfølgelig skal vi have regler, som er ens for alle. Det duer ikke, at vi har et 100-meter løb, hvor nogle bare kan starte foran andre. Men vi bør stadig have in mente, at der er disse bagvedliggende uligheder, som er på spil. Inden for cykelsport må man eksempelvis ikke have en meget let cykel af titanium, fordi den så koster flere millioner kroner, hvilket gør, at nogle slet ikke kan være med. Inden for f.eks. motorsport og visse former for sejllads er det dog ikke rigtig lykkedes; det er i høj grad stadig de rige folks klub. Dette skyldes især global ulighed, som jeg mener er én af de vigtigste etiske problemstillinger overhovedet i vores tid. I den forbindelse vil jeg faktisk mene, at det at frigive visse former for doping kan være med til at udjævne nogle af de her genetiske og sociale uligheder. Hvis vi tager dette med mængden af røde blodlegemer i blodet, så er det væsentligt billigere at øge mængden af røde blodlegemer op til et niveau, hvor det ikke er farligt, ved hjælp af EPO end ved at træne i højden eller igennem ilttelte og højtrykskamre. På den måde kan det også være muligt for atleter fra fattigere lande at være med på den front.

Men hvis det nu faktisk er sådan, at halvdelen af alle sportsatleter ikke ønsker at bruge WADA’s forbudte substanser, selv hvis de bliver tilladte at bruge, vil det så ikke føre til et A- og et B-hold inden for mange sportsgrene? Og hvis ja, skal vi så bare acceptere det og eventuelt adskille doping-fri sport fra den doping-tilladte sport på samme måde, som vi på et eliteniveau kører ‘kvindesport’ og ‘mandesport’ hver for sig for at sikre en bare lidt mere ligeværdig konkurrence?

Det kan man godt spekulere i. Inden for bodybuilding i USA har der faktisk været en form for opdeling mellem dét, som man kalder for ‘natural bodybuilding’, hvor folk testes for doping, og andre turneringer, hvor man ikke tester. Som nævnt har du allerede et A- og et B-hold i dag inden for sport set ud fra de genetiske og sociale forskelle mellem atleter. Ved for eksempel at stille ting som intravenøst drop og andre metoder til rådighed for fattigere atleter kan det i hvert fald sikres, at alle har adgang til det, hvis de ønsker. Men du virker også til at hentyde til, at nogle atleter kan føle sig pressede til at tage nogle former for doping, hvilket berører et spørgsmål om autonomi.

Ja, egentlig stillede jeg to spørgsmål på én gang. For det første er der et spørgsmål om, hvorvidt det er så slemt at have en opdeling mellem en doping-fri og en doping-tilladt sport, når vi allerede har sådan noget som opdelingen mellem kvinde- og mandesport. Og for det andet er der spørgsmålet omkring socialt pres og autonomi. Men for at tage det første først, hvad tænker du overordnet set om det at lave opdelinger inden for sport, som vi allerede gør i et vist omfang?

Nogle filosoffer argumenterer for, at mænd og kvinder skal konkurrere sammen. Men det tror jeg er en dårlig idé, da der eksempelvis så ikke vil være mange kvindelige professionelle tennisspillere, da der er stor ulighed mellem mænd og kvinder i den sportsgren. Inden for boksning opererer man også med forskellige vægtklasser, hvilket der ikke i sig selv er noget moralsk problematisk ved. Men rent praktisk vil der sandsynligvis være nogle problemer forbundet med at adskille en doping-fri fra en doping-tilladt sport. F.eks. kan der være private sponsorer eller statslige aktører, som siger, at de ikke vil støtte en doping-tilladt sport. Dette kan meget vel være givet vores kultur, som på mange måder er lidt medicinsk forskrækket. Men inden for f.eks. vægtløftning har man forskellige verdensrekorder alt efter, hvilket udstyr der er anvendt. Så på den måde er der ikke noget problematisk i at gøre det, hvis vi kan blive enige om de regler, der konkurreres ud fra. Men jeg tror ikke på, at vi bare skal være laissez-faire omkring al slags doping, ligesom jeg heller ikke er laissez-faire omkring bilkørsel, hvor der også sættes nogle minimumsstandarder for, hvad man skal gøre for sin egen sikkerheds skyld som f.eks. det at køre med sikkerhedssele. Sådanne standarder berører samtidig andre end atleten selv, som jo har relationer til venner, familie og så videre. Ud fra det perspektiv skader de også andre, hvis de selv kommer alvorligt til skade.

Autonomi må også siges at spille en stor rolle i forhold til spørgsmålet om doping og skadelighed. I forhold til ekstremsport accepterer vi i nutidens kultur fortsat uden den store fordømmelse, at f.eks. bjergbestigere bevidst kan finde på at tage valg, hvor de nogle gange endda risikerer deres eget liv. Kan man forestille sig, at det på samme måde kan blive mere acceptabelt at tage skadelige stoffer på elitesportsniveau, hvis der blot er langt mere sikkerhed for, at det tages som et autonomt valg uden pres udefra og på et informeret grundlag? 

Som nævnt mener jeg, at der skal være nogle sikkerhedsværdier. Men jeg mener også, at vi skal være åbne over for, at du som en voksen, rationel og velinformeret person, der ikke er under stort pres fra f.eks. en træner, godt kan tage doping, der ikke overskrider sådanne sikkerhedsværdier. Tvangsdoping fungerer selvfølgelig heller ikke, som man gjorde i det tidligere Østtyskland, hvor sportsudøvere fik at vide, at de skulle tage nogle vitaminpiller, som egentlig var anabolske steroider. Men det er slet ikke den vej, som jeg forfølger. I forhold til autonomi kan man også sige, at de gældende dopingregler krænker folk autonomi, fordi de forhindrer atleter i at gøre det, som de faktisk gerne vil. Vi kan se ud fra anonyme spørgeskemaundersøgelser, at der stadig er rigtig mange atleter, som bruger doping hvert år. En undersøgelse fra verdensmesterskaberne i atletik i 2011 viste eksempelvis, at ca. 50 % havde anvendt doping inden for det seneste år. Der findes altså et stærkt ønske blandt mange atleter for at bruge doping til at præstere, selvom de dermed risikerer udelukkelse.

Med hensyn til spørgsmålet om socialt pres må det også bemærkes, at pres er en del af det at være atlet inden for elitesport. Det er en naturlig del af sportens verden. Hvis andre maratonløbere begynder at træne ekstra meget op til et løb, kan man ikke bare hævde, at det er uretfærdigt, fordi det udsætter én selv for et større pres til at løbe mere. Der er også kommet et større pres omkring mental træning, hvor flere og flere bruger psykologer samt andre værktøjer til at blive bedre til deres sport. Alt dette pres kan også ses som en fantastisk mulighed for selv at blive bedre, selvom det selvfølgelig må være op til den enkelte, hvor langt man vil gå – om hvor meget man vil træne, hvor seriøst man vil gå op i sin kost, hvor meget fokus man har på mental træning og så videre.

Jeg synes også, at der er masser af problemer med sportskultur såsom offentlig vejning af svømmere, seksuelle krænkelser og vold. I totalitære regimer er der heller ikke nogen tvivl om, at sportsfolk er udsat for et ekstremt pres. Dette handler generelt om, at vi skal være bedre til at skabe nogle rammer for sportsfolk, der gør, at de ikke oplever f.eks. angst, depression og overdrevent pres i det omfang, som de gør. Men samtidig kan vi godt legalisere det at bruge nogle af disse medikamenter, som især kan gøre det lettere for dem at restituere hurtigere, så de ikke smadrer og slider deres kroppe i unødvendig grad. Samtidig kan vi arbejde for at gøre sporten mindre hård at udøve, som når man i tennis har en ‘off-season’, hvor der mellem 1. november og 1. januar ikke er nogle turneringer. Det snakker man også om inden for fodbold i forhold til, hvor mange kampe om ugen der spilles. På den måde kan vi også passe på særligt unge atleter.

I forhold til diskussionen omkring doping i sport eller mangel på samme er der også et mere overordnet spørgsmål om, hvorvidt det egentlig er et særligt vigtigt emne at tage op og diskutere. Sammenlignet med andre etiske problemstillinger såsom tortur, racisme og krigsførelse er det i hvert fald svært at finde nogle, som er særligt ramte af den eksisterende praksis. Kan man muligvis ikke sige, at dette på nogle punkter mest af alt er et såkaldt ‘førsteverdensproblem’? 

Jeg er fuldstændig enig i, at der er andre etiske problemstillinger, som er meget vigtigere, og som jeg også selv har arbejdet med. Det gælder f.eks. global fattigdom, klimakrisen og den måde, som vi behandler dyr på, hvor jeg mener, at vi som samfund bør gøre meget mere for at gøre verden til et bedre sted for os selv og fremtidige generationer. Men når det er sagt, er der heller ikke så mange filosoffer, der beskæftiger sig med denne problemstilling, og der er så meget, som ikke hænger sammen i forhold til især WADA’s politik, at det er let at tage fat på. Vi skal også passe på med ikke at undervurdere sportens betydning; der er rigtig mange både tilskuere og udøvere inden for sport. Sportsregler påvirker derfor os alle sammen. Og hver gang der er VM eller OL, er det noget, som diskuteres. Samtidig fungerer WADA som et slags parallelt retssystem, der kan straffe folk ved at fratage dem deres arbejde, præmiepenge og rekorder – hele deres liv på sin vis. Derfor bør vi have nogle gode begrundelser for at straffe folk. Samtidig berører dette internationale forhold, som når et land såsom Rusland nu er blevet marginaliseret i sportens verden, hvilket kan være med til at bringe endnu mere brænde på bålet i forhold til konfliktniveauet mellem Rusland og vestlige lande. På den måde kan det også have store politiske konsekvenser.