1. januar, 2006
Af Marie Büchert
Som de eneste i Danmark var Superflex, som består af Rasmus Nielsen, Bjørnstjerne Christiansen og Jakob Fenger, inviteret til at deltage i Istanbul Biennalen 2005. Kunstnerkollektivet medvirkede med projektet 1000 Istanbul Biennial posters distributed in Copenhagen, som de skabte i samarbejde med kunstneren Jens Haaning. Med det projekt undersøger de bl.a. forholdene mellem Tyrkiet, Danmark og EU og problematiserer nogle af Vesteuropas gængse forestillinger om Tyrkiet. Turbulens har interviewet Jakob Fenger (f. 1968) fra Superflex, som i det følgende fortæller mere om projektet og de refleksioner, der ligger til grund for det.
De ti bud som adgangsbillet
Vi opholdt os alle fire i Istanbul i en måneds tid inden biennalen for at researche og udvikle vores projekt, indleder Jakob Fenger fra Superflex. I denne research undersøgte vi bl.a., hvad Tyrkiet står for i Danmark og EU, og hvad Europa selv står for.
Selvom religion som sådan ikke er givet i EUs konstitution, er det europæiske fællesskab en sammenslutning af kristendemokratiske lande. Danmark har f.eks. aldrig haft en opdeling af stat og kirke på samme måde, som Tyrkiet fik, da Atatürk indførte republikken i 1920erne. Han gjorde op med teokratiet med en række love, der adskilte politik og religion, og hans ideologiske udgangspunkt – kemalismen – er stadig meget fremherskende i dag. Samtidig handler de forbehold, EU stiller til Tyrkiet i dag, i høj grad om islam, ligesom religion spiller en stadig større politisk rolle i Danmark og mange andre EU-lande. Derfor spekulerede vi over, hvad der egentlig skal til fra et religiøst / kulturelt perspektiv, før Tyrkiet bliver accepteret i EU.
Når det kommer til stykket, er de grundlæggende forskelle på islam og kristendommen måske ikke så store, som de ofte bliver gjort til. De ti bud er f.eks. repræsenteret i begge religioner, selvom det ikke er på samme måde. Hvor de ti bud er stillet op som dogmer i Bibelen, er de skrevet ind rundt omkring i Koranen. Men i mange medier bliver der fokuseret uforholdsmæssigt meget på, hvordan islam konvergerer med kristendemokratiske værdier, og hvor uforenelig islam er med den europæiske måde at praktisere religion.
En problematisk billet
Som vores bidrag til Biennalen foreslog vi derfor, at de ti bud skulle trykkes bag på indgangsbilletten. Som regel har sådan en billet en forside og en bagside, hvor bagsiden er det man kalder ”terms and conditions,” dvs. biennalens regelsæt: du må ikke spise is e.l. Ved at erstatte det normale regelsæt med de ti bud, ville vi skabe en refleksionsramme for den religiøse oprustning, der foregår generelt – og ikke mindst en selvrefleksion. Buddene fremprovokerer spørgsmål om, hvad det egentlig er for en adgangsbillet, vi har skabt til det europæiske fællesskab. Om vi som europæere er bevidste om det regelsæt, vi forventer, at Tyrkiet indretter sig under. Og om Tyrkiet overhovedet kan acceptere de aktuelle vilkår. Tanken var, at de ville fungere som et spejl for folk, der kom fra et kristendemokratisk land.
Projektet blev ikke gennemført, fordi kuratorerne mente, at det ville være styrende for hele biennalen. At trykke de ti bud på indgangsbilletten svarer til at sige, at alt på biennalen handler om dem. Jeg synes stadig, at det ville have været interessant at gøre det, men selvfølgelig ville det have været for unuanceret for biennalen at blive set gennem vores projekt. Man kan sige, at projektet var meget dominant, og at det var problematisk, fordi der trods alt var andre diskurser i udstillingskonceptet.
Ensidige fremstillinger af Tyrkiet
Jakob Fenger fortæller videre om plakatprojektet 1000 Istanbul Biennial posters distributed in Copenhagen, som Superflex og Jens Haaning realiserede i stedet for konceptet om Istanbul Biennalens indgangsbillet:
Da vi var i Istanbul, beskæftigede vi os også med Tyrkiets modernitet. Her hjemme repræsenterer man ofte Tyrkiet og Mellemøsten som kulturelt tilbagestående områder. F.eks. viser billeder fra Tyrkiet typisk æsler i gaderne eller bønder fra den anatolske slette, der stadig bruger heste i landbruget. Det er meget ensidigt og ligner jo nærmest vestlig propaganda.
Man ser det samme i offentlige kulturinstitutioner, der varetager og formidler danskernes kulturarv. Et sted som Kunstindustrimuseet i København indsamler f.eks. objekter fra forskellige lande, men har ikke andet end tæpper fra Tyrkiet i deres samling. Ikke noget moderne. Danskerne opdrages med et billede af Tyrkiet som tæpper og charterferier og sletter, hvor der er folk med æsler – til trods for, at der har boet tyrkere i Danmark i mere end 30 år.
Tyrkiske billeder af modernitet
Fra en tyrkisk vinkel er situationen typisk omvendt. Konsulatet i Istanbul anbefalede os f.eks. at se Bagdad Road, som er en hovedgade i den asiatiske del af Istanbul, fordi den skulle give et godt billede af byen. Det er en topmoderne gade med designer butikker og Starbucks på række, hvor folk promenerer og forbruger på den vestlige måde – en god blanding af Østerbro i København og Miami Beach i USA. Gaden repræsenterer en slags vestlig demokratisk vision omkring, hvad modernitet er. På den måde ville konsulatet gerne vise os Istanbul som en moderne by, hvor folk i den vestlige verden let kan finde sig til rette.
Istanbul Biennalen forsøgte også at repræsentere Tyrkiet ud fra sådan en vestlig vinkel. Biennalens officielle plakat er interessant designmæssigt, fordi den er lavet som en fuldstændig gennemsnitlig biennale-plakat; den kunne lige så godt formidle Sao Paolo Biennalen eller Gwangju Biennalen. Det eneste, der siger noget om et kulturelt tilhørsforhold, er teksten ISTANBUL, der står henover plakaten. På den måde repræsenterer plakaten en form for vestlig modernitet på godt og ondt, og siger mere om moderne design end om Istanbul eller Biennalen selv.
Istanbul i København
I vores projekt til Istanbul Biennalen tog vi biennaleplakaten og flyttede den til København. Eller med andre ord: vi flyttede den bestemte værdi, der lå bag plakaten, til København. Man kan sige, at det er en lidt underlig forskydning med et event, der er annonceret det forkerte sted. Men ved at vise netop Istanbul Biennalens plakat i København bringer vi Istanbul ind i København og foranlediger en refleksion over, hvad Istanbul er, og hvad en plakat fra Istanbul betyder i en københavnsk kontekst. Ideen var at skabe diskussion på samme måde som billetten med de ti bud, men uden at tage udgangspunkt i religion.
Selvom plakaten er det mest minimale projekt, vi nogensinde har lavet, har den faktisk haft ret stor effekt. Diskussionen omkring Tyrkiets indlemmelse i EU er ofte meget sort-hvid: Hvor nogle forsøger at gøre Tyrkiet til et tilbagestående muslimsk land, kæmper andre for at fremstille Tyrkiet som et moderne forbrugssamfund på lige fod med vores. En af kunstens vigtige funktioner er at stille spørgsmål og indsætte tvivl om eksisterende positioner, så de fremstår i et mere nuanceret perspektiv. Og projektet har da også fået en del opmærksomhed på trods af sit relativt minimalistiske greb. Dels har vi personligt fået en del kommentarer, og dels har forskellige medier omtalt plakaten bl.a. nyhedsprogrammet Deadline på DR2. Derudover har den tyrkiske ambassadør i Danmark kommenteret projektet som en interessant måde at inddrage både Tyrkiet og forholdet mellem Danmark og Tyrkiet.
Den altafgørende selvrefleksion
Da vi til sidst spørger Jakob Fenger til, om refleksion er nok til at forandre verden, og om højtudviklede vestlige lande ikke har et ansvar for at hjælpe mindre udviklede lande med at skabe demokrati, ligestilling osv., er han skeptisk:
Det er jo det, der sker hele tiden, svarer han. Vi tager til Irak og alle mulige andre steder hen og fortæller, at vi har det rigtige system: ”I skal bare have det her system, så bliver alting godt.” Det, vi gerne vil med vores projekt til Istanbul Biennalen, er at vende tingene om og undersøge, hvad vi selv repræsenterer, og hvilket menneskesyn, vi står for. Det kan godt være, vi tror, at vi har ret, men det er jo ikke til at vide, og jeg kunne f.eks. godt blive i tvivl. Det er jo meget komplekst, men bliver i mange sammenhænge fremstillet for enkelt som, at VI har det rigtige system, og DE har det forkerte. Det er en af de ting, vi sætter spørgsmålstegn ved, når vi vender situationen om og siger: ”Istanbul i København.”
Selvfølgelig har jeg min egen ide om, hvad der er rigtigt og forkert, men alle andre har også bestemte standpunkter og udgangspunkter for at gøre ting. Derfor er det enormt vigtigt at være selvreflekterende og åben overfor, hvad man selv repræsenterer. Og det mener jeg langt hen ad vejen, at vi glemmer. Hvad er det egentlig for et samfund, vi selv lever i, hvor vi har forbrugere, der går fuldstændig amok, og hvor vi ikke engang har ligeløn for kvinder og mænd? Der er masser af ting, som er helt fantastisk forkerte i vores samfund. Derfor vil jeg ikke påstå, at vores menneskesyn er mere relevant end andres – det vil altid være en diskussion.
Samtidig kunne et højere niveau af selvrefleksion også give os en bedre forståelse for, hvad vores holdninger egentlig bygger på. Når vi f.eks. taler principielt om demokrati, hvad er det så for et demokrati, og hvilke værdier lægger vi egentlig til grund for det? Demokratiet er jo ikke en ideologi, men en praktisk foranstaltning. Når vi kalder Tyrkiet islamisk og siger, at de andre ikke må være fundamentalister, inkluderer det så også kristne fundamentalister eller aggressive abortmodstandere? Er fundamentalisme en reel trussel mod demokratiet eller handler det mere om, at vi er bange for, at andre lever på en anderledes måde? Når det kommer til stykket, er det jo ikke demokrati, vi diskuterer her, men værdier.
Syntesen af Tyrkiet og EU
Jeg ved ikke, om Tyrkiet bliver del af EU, men hvis landet ikke bliver optaget, kan det sagtens være fordi, tyrkerne selv ikke ønsker det. Vi fornemmede i hvert fald en klar skepsis omkring hele det projekt, da vi var i Istanbul. Fra EUs side ser diskussionen om Tyrkiets indlemmelse ud til at fokusere mere og mere på religiøse og kulturelle forskelle, end det kurdiske spørgsmål, der f.eks. var på dagsordenen tidligere som den negative faktor. Og jeg tror, at tyrkerne er trætte af at blive opfattet så stereotypt.
Den refleksion, vi gerne vil bringe op, handler bl.a. om, hvad det er for en naturlig blanding af værdier, der bliver nødt til at være, hvis Tyrkiet og EU går sammen. For mig at se ER det den vej, vi skal gå, men det som sker nu, hvor de vesteuropæiske værdier dominerer, er ikke holdbart. I praksis bør de forskellige værdier lære af hinanden, og det tror jeg faktisk vil være en fordel – ikke mindst for EU. Det kan kun være godt at fjerne det religiøse fundament, som gennemsyrer EU, og at dekonstruere den lagdeling, der ER mellem medlemslandene, slutter Jakob Fenger fra Superflex.
Læs mere om:
Superflex: http://www.superflex.dk
Jens Haaning: http://www.jenshaaning.com
Istanbul Biennalen: http://www.iksv.org/bienal/english/
Tyrkiet og EU: http://www.euobserver.dk/index.php?page_id=13&data_id=4007
Hør også indslag i Kunstmagasinet på P2 den 10. oktober 2005 om Istanbul Biennalen, hvor bl.a. Superflex og Jens Haaning medvirker: http://www.dr.dk/P2/Kunstmagasinet
FAKTA OM SUPERFLEX:
Superflex er bl.a. kendt fra projekter som aktieselskabet Supergas, der udvikler biogasanlæg til bl.a. Tanzania og Thailand, den internetbaserede tv-kanal Superchannel.org, der forvandler passive seere til aktive deltagere og energidrikken Guaraná Power, der bryder store multinationale selskabers monopol på at producere sodavand. Mange kender sikkert også plakaten Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes, som for nogle år siden kunne ses i det københavnske bybillede, eller butikken COPYSHOP, der sælger produkter, som udfordrer og sætter spørgsmålstegn ved reglerne om copyright og den intellektuelle ejendomsret. Superflex betegner mange af deres projekter som TOOLS for at opfordre til, at deres kunst bliver brugt af andre.
Superflex har før samarbejdet med Jens Haaning om bl.a. projekterne Numbers of Visitors og Oil Truck from Iraq. Det sidste skulle have været udstillet på Statens Museum for Kunst i København, men museet aflyste det pga. den ”symbolske” brandfare.
* Guaraná Power er en sodavand, som Superflex har lavet sammen med guaraná-bønder i Brasilien. Sodavanden blev præsenteret første gang på Venedig biennalen i 2003, og er siden blevet vist på flere museer internationalt. Guaraná Power kan nu fås på mange cafeer, kiosker samt 7-11.
* Plakaten Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes blev sat op i Graz (Østrig), Linz (Østrig), Malmø (Sverige), København, Odense og Vollsmose (Danmark). Den har været vist på museer i Mexico City, Tyskland og Østrig
* I COPYSHOP finder du produkter, der udfordrer den intellektuelle ophavsret. Det kan være modificerede originaler, videreudviklede kopier, antibrands med politiske budskaber – eller en SUPERCOPY som den nye original. COPYSHOP ligger i Blaagaardsgade 11b på Nørrebro i København.
* NUMBER OF VISITORS blev vist på udstillingen Populism 2005, der blev vist på Contemporary Art Centre, Vilnius, Frankfurter Kunstverein, Frankfurt, National Museum of Art, Architecture and Design, Oslo og Stedelijk Museum, Amsterdam.
* Supergas projektet startede i 1997, hvor Superflex sammen med teknikere fra Tanzania og Danmark udviklede et nyt koncept for mindre biogasanlæg. Systemets videre udvikling varetages af firmaet Supergas A/S. Systemet er ud over Tanzania sat op i Cambodja og Thailand og har været vist på en lang række museer verden over.
* Superchannel.org er et netværk af lokale studer, og benyttes som et diskussionsforum, et præsentationsmedium og et fysisk mødested for sociale fællesskaber. Det er et redskab, der gør folk i stand til at producere internet tv, der engagerer sine brugere direkte i skabelsen og udviklingen af udsendelsers indhold. Den første Superchannel blev etableret i et udstillingslokale i København i 1999. Siden er der sat mere end 30 kanaler op i forskellige lande.
FAKTA OM ISTANBUL BIENNALEN 2005
Istanbul Biennalen regnes for en af de fem største biennaler i verden. Den første Istanbul Biennale fandt sted i 1987, mens den niende af slagsen udspillede sig fra 16. september til 30. oktober 2005. Den var kurateret af Charles Esche og Vasif Kortun, som henholdsvis er ledere af van Abbemuseet i Eindhoven og Platform Garanti Contemporary Art Center i Istanbul.
Esche og Kortun havde inviteret 53 kunstnere og kunstgrupper til at reflektere over temaet ”Istanbul,” som de definerede som både symbol, udsagn, levet realitet og inspiration: ”It refers both to the real urban location and the imaginative charge that this city represents for the world. ‘İstanbul’ as a metaphor, as a prediction, as a lived reality, and an inspiration has many stories to tell and the Biennial will attempt to tap directly into this rich history and possibility,” skriver kuratorerne på Istanbul Biennalens hjemmeside.
Den ene halvdel af de deltagende kunstnere viste allerede eksisterende værker, der perspektiverede temaet Istanbul på forskellige måder. De øvrige kunstnere blev inviteret til at udvikle deres værker i byen selv i en periode på mellem en og seks måneder i forbindelse med biennalen. Det gjaldt bl.a. for Superflex og Jens Haaning.
