1.6.2005
Det, der for alvor bliver den innovative udfordring for udviklingen af de digitale medier, er hverken Informationen eller Teknologierne i sig selv, men derimod Kommunikationen. Derfor kan æstetikken, hvis den afbryder sin Tornerosesøvn, indtage en væsentlig rolle i fremtidens teknologiske innovation.
Siden den tyske filosof Alexander Baumgarten i 1735 udgav sine ’Filosofiske betragtninger over digtet’ har æstetikken som moderne videnskab lagt sig mere og mere behageligt til rette i kunstens indelukke. Her har den kunnet betragte kunsten med stort K uden nødvendigvis at bekymre sig synderligt om, hvad der foregik uden for maleriets eller bogens faste rammer. Selvfølgelig har den altid, når den for alvor blev presset, kunne kaste et par politiske utopier af sig, men det har ikke været nødvendigt at tage deciderede praktiske hensyn eller stille spørgsmål ved den moderne vildfarelse i – og forblænding af – kunsten med stort K. Ved overgangen fra industrisamfund til vidensamfund er der imidlertid også kommet et stort K i IT. Og æstetikken kan, hvis den afbryder sin Tornerosesøvn, indtage en væsentlig rolle i udformningen af de repræsentationsstrategier, der for alvor er nødvendige i den teknologisk medierede kommunikation af viden. Oprindeligt betyder æstetik nemlig ikke kunst, men sansning. Og en viden om, hvad sansningen er eller kan, vil være en nøgle til succes for hovedparten af fremtidens teknologiske innovation.
Internettet – fra lukket teknologi til kulturmaskineri
Internettets udviklingshistorie er i sig selv et billede på, at den nogenlunde fastlagte kausalitet, der har præget forståelsen af industrisamfundet og været en del af naturvidenskabens og de teknologiske videnskabers fundament, er under afvikling. Det er således meget vanskeligt at optegne lige linjer mellem årsag og virkning, når man fortæller historien fra det første internet, ARPANET, der blev udviklet til internt og lukket brug i det amerikanske forsvar i 1950’erne og 1960’erne, til det verdensomspændende World Wide Web, der blev introduceret i 1991, og som i dag danner rammen for det mest åbne og globale hypermediesystem nogensinde.
Men hvordan kom WWW fra laboratoriet ud til en hel verden af brugere? Man kunne svare, at årsagen til, at vi lige netop benytter WWW er dets opfinder, forskeren Tim Berners-Lee. Denne forklaring ville følge det innovative skema, hvor en forsker udvikler et produkt, der bliver en succes på grund af produktets egen idé og funktionalitet. Men man kan i lige så høj grad finde svaret på WWW’s udbredelse i, hvad man kunne kalde en kommerciel bivirkning, idet pornoindustrien hurtigt opfangede mulighederne i den nye teknologi og derfor investerede uanede summer i dens udbredelse. Set fra den synsvinkel er årsagen til WWW’s kulturelle og folkelige udbredelse – i hvert fald hvad angår hastigheden af denne – hverken at finde i teknologien selv eller i det laboratorium, der fostrede ideen og udviklede den. Men derimod i en bivirkning, som ikke var del af hverken mål eller årsag for udviklingen af WWW.
Ligegyldigt hvilken forklaring, man vælger på WWW’s succes, betyder et globalt netværk af information, at internettet gik fra at være en lukket teknologi beregnet på intern militær kommunikation til at være et kulturmaskineri, der overgår de teknologiske videnskabers hidtidige genstandsområder. Og at det netop var pornoindustrien, der først fik øje på de kommercielle muligheder bringer pludselig betydningen af den sansende krop tilbage i billedet. Med et globalt kulturmaskineri som WWW følger udfordringer, der ganske enkelt ikke kan afgrænses til rent teknologiske detail-løsninger eller positivistiske forklaringer på informationsbehandling. Med kulturmaskineriet bliver udvekslingen mellem en polyfon brugermasse af sansende kroppe central, når det store K for kommunikation træder ind på scenen mellem Information og Teknologi. Med WWW bliver IKT således et spørgsmål om at bruge sanseindtryk fra (levende) billeder, lyd og tekst i kommunikativt øjemed. Hermed er den æstetiske videnskabs kerneområder bragt i spil, og æstetikken burde ganske naturligt indtage en prominent plads i den innovative IKT-forskning.
Videnskabsministeriets stavefejl
Måske er det, fordi den danske regering også betragter æstetikken som ’noget med kunst’. I hvert fald er det svært at finde et progressivt bud på æstetikvidenskabens rolle i den stort opslåede satsning med Højteknologifonden. En anden forklaring kunne være, at videnskabsministeriet stadig hænger fast i Industrisamfundets opfattelse af innovativ forskning – og stadig ikke har lært at skrive IT med K. Ser man nærmere på videnskabsministeriets selvdefinerede indsatsområde og publikationer, hedder det således stadig IT og ikke IKT. Hvis det manglende K er intentionelt funderet og baseret på Videnskabsministeriets og regeringens opfattelse af vidensamfundets udfordringer, er den kreative og innovative kamp om fremtidens digitale medier tabt på forhånd.
Det, der for alvor bliver den innovative udfordring for udviklingen af de digitale medier, er således hverken Informationen eller Teknologierne i sig selv, men derimod den Kommunikation, der altså stadig ikke har fundet vej til videnskabsministeriets vokabularium. Det har æstetikken heller ikke, selv om spørgsmålene om, hvordan vi sanser og møder omverdenen, hvordan billeder, lyd og tekst kommunikerer, og hvordan mennesker forstår og bruger medier, forekommer at være helt centrale at afdække i et digitaliseret vidensamfund. Det er en af Danmarks forcer, at vi i stedet for at opfinde den dybe tallerken hver anden måned altid har været eksperter i at bruge den dybe tallerken på nye måder og i nye sammenhænge. Det kræver en kreativ tilgang til IKT, der først og fremmest fokuserer på repræsentationsproblematikker.
Den æstetiske videnskab har specielt på to områder et iøjnefaldende historisk fundament for at kunne agere konstruktivt i forsøget på metodisk at opstille repræsentationsstrategier for udviklinger med IKT. For det første har æstetikken længe arbejdet med de medier, der netop reaktualiseres og inkorporeres i computermediet (f.eks. tekst, billeder, musik og film). For det andet har repræsentationsproblemet været kendetegnende for æstetikken, siden Platon forviste digterne fra Staten. Æstetikken har således som et af de grundvilkår, den altid må forholde sig til, at sansninger på en gang er lokale og subjektive, men samtidig medvirker til idealiseret betydning. Nøglen til en innovativ tilgang til computermediet er at forudse og indfange denne vekslen mellem en repræsentation, der konstant møder brugerne, og brugerne, der konstant bruger og dermed ændrer repræsentationens betydning.
