01 Oct Leder: Kritik
1.10.2005
Kritikkens mulighed
Hvordan kan det være et emne for Turbulens.net?
Blev det ikke øjensynligt for enhver, at kritikkens mulighed havde været død længe, da det, der skulle have været en gennemgribende samfunds- og kulturkritisk debat, bedre kendt som kultur- og værdikampen, endte i en perspektivløs implosion af en diskussion?
Var kulturkampen ikke den definitive begravelse af kritikkens mulighed – tilmed pompøst orkestreret af bragene fra kanonernes løse krudt?
Dertil må man svare både ja og nej, for kulturkampen var utvivlsomt en illustration af, at nogle traditionelle og etablerede måder at forstå og bedrive kritisk samfunds- og kulturdebat på havde udspillet sin rolle.
Turbulens.net vil dog ikke resignerende acceptere dette nulpunkt, som et slutpunkt, men i stedet som et nyt startpunkt. Kritikkens mulighed lever stadig, men vi må lære af erfaringerne og gå andre veje end de slagne, hvis den konstruktive kritik skal bringes til live.
Dette nummer af Turbulens.net er altså ikke et forsøg på at vække kulturkampen til live – det vil vi faktisk meget nødigt. I stedet vil vi forsøge at angive en række forskellige retninger for, hvorledes kritikken kan fungere i dag.
En levende demokratisk samfundsdebat må have som sit mål, at de forskellige synspunkter, der bringes til torvs, udvikles gennem gensidig kritik, således at man finder frem til de for samfundet bedst egnede løsninger.
Samfundskritikken og –debatten synes dog ofte at have den modsatte effekt i dag, nemlig at de allerede gældende modpositioner i debatten igennem deres gensidige kritik blot bekræftes og befæstes yderligere i deres egen ret.
Det skyldes i mange tilfælde, at den kritik, der fremføres, synes at være automatsvar, der er hentet fra tidligere tiders forestillinger om, hvordan verden skal se ud, og som nu blot ureflekteret bringes i spil igen som svar på de nye problematikker vi i dag står overfor.
Dette har endvidere den effekt, at megen kritik halter efter realiteterne. Dvs. at man enten stiller sig udenfor og siger nej til noget, der allerede er tilfældet, såsom kapitalismen, globaliseringen eller medierne, hvilket reducerer kritikken til en tom gestus uden effekt. Eller også hylder man ukritisk tingenes tilstand uden blik for de kritisable elementer de måtte rumme.
Spørgsmålet må derfor være, om en tidssvarende kritik kan være med til at nedbryde og udvikle de fastlåste strukturer, som bestemmer debatten, og om den endvidere kan besinde sig på realiteterne uden samtidig ukritisk at acceptere tingenes tilstand?
Men hvad melder sig overhovedet som objekt for en samfundskritik i dagens Danmark?
Handler det i højere grad om at forsvare end at kritisere vores samfundsforhold, nu hvor de er under pres fra andre værdisystemer?
Eller må en samfundskritik af i dag se ud over den rød-hvide næsetip og kigge på resten af verden?
Man må også spørge sig, hvor kunsten og kunstnerne var henne i kulturkampen. Havde de ikke andet at byde på, end underskriftsindsamlinger imod en Irak-krig, der allerede var i gang, og brokkerier over nedskæringer i støtteordningerne og bibliotekspengene?
Hvad med samtidskunstens eget kritiske potentiale? Er det blevet opslugt og neutraliseret i massemediernes visuelle kultur? Eller behændigt låst fast i samtidskunstens eget lille hermetisk lukkede kredsløb, hvor den cirkulerer mellem de få indviede kunstnere og kunstformidlere?
Men samtidskunsten virker jo kritisk gennem sine overskridelser af de gældende normer, kunne man indvende. Men har overskridelsen i sig selv en kritisk effekt, og er kunst som overskridelse ikke så fortærsket, at end ikke den gamle bedstemor ville bliver forarget i dag?
Man må derfor spørge, om kunsten må og kan gå nye veje, hvis den skal fungere kritisk. Hvilke kunstneriske strategier og praksisser kan give kunsten af i dag kritisk bid?
En af forudsætningerne for at få bragt kunsten i spil igen kunne også være en mere levende og reflekterende kulturkritik og –debat. Desværre synes megen kulturkritik, at være reduceret til ren foromtale og præsentation af kulturprodukter og ikke mindst kulturpersonligheder, og den kritiske diskussion af de enkelte værker er blevet til et spørgsmål om, hvorvidt der skal gives fire eller fem stjerner.
Vi håber, at vi med dette nummers mange bud på og analyser af en levende kritik i dag kan være med til at inspirere samfunds- og kulturdebatten herhjemme, således at den kan komme ud af den – indrømmet, noget dystert beskrevne – situation, den er endt i.