1.5.2007
Vind publikum
Starten i Real Madrid har ellers været fin. David Beckham, tidligere Manchester United-profil og mediernes ukronede sportskonge, scorer i sin debutkamp på Bernabéu, og efteråret 2003 suser af sted med en stribe sejre og ren opvisningsfodbold. Beckham er lidt vanskelig at placere taktisk på banen. Nogle gange får han den tidligere Claude Makeleles plads i det defensive, bolderobrende og samtidig spilfordelende område af midtbanen. Andre gange rykker træneren Carlos Quieroz ham en tak længere frem i den bølge af offensive midtbanefolk, som Real Madrid altid satser på. Og endelig kan han finde på at søge over mod sin gamle United-plads, højrekanten. Problemet er bare, at dén plads er Figos.
“Vind publikum”, siger Senatets snu hund til General Maximus – ’Spanieren’ – i Ridley Scotts storfilm Gladiator.
Det kunne være Beckhams motto. Madrid møder Deportivo la Coruna på hjemmebane. Allerede før kampen er Beckham anspændt. Deportivo har Aldo Duscher, argentineren, som brækkede englænderens fodrodsknogle på Old Trafford i 2002, på holdet. Verden er tilsyneladende fyldt med argentinere, som vil have Beckham ned med nakken. Diego Simone var hans banemand ved VM i 2002, og endnu én af slagsen, Lionel Scaloni, har et sammenstød med Reals nr. 23.
Beckham beskriver det selv i My Side. Siden har jeg kigget efter i videooptagelserne. Og den er god nok.
Scaloni og Beckham støder ind i hinanden i forbindelse med en boldjagt ved midterlinjen. De må begge to ned at bide i græsset, men Beckham er hurtigt oppe igen og forsøger at hoppe hen over argentineren for at nå frem til bolden. I næste øjeblik, mens Beckham spurter videre op ad banen, springer Scaloni direkte ind i ryggen på ham. Dommeren kommer imellem, inden det udvikler sig, og beder dem om at give hinanden hånden. Med Beckhams ord: “Jeg strakte næven ud, men det ville Scaloni ikke have noget af”.
Efter kampen har Beckham flere bekymringer. Duscher har spurgt, om han vil bytte trøjer, men englænderen har allerede lovet sin væk til en lille dreng. Duscher er eddikesur. Men det er Scaloni, der kommer hen til Beckham og begynder at råbe af ham. Han er meget agiteret, og publikum får pludselig øje på det lille argentinsk-engelske cirkusdrama, som udspiller sig nede ved sidelinjen. Scaloni prøver at fremprovokere et slagsmål med Beckham. Men Beckham gider ikke. I stedet samler han hænderne bag ryggen og står bare dér og smiler skælmsk til den mere og mere rødhovede Scaloni. “Der var heller ikke meget andet, jeg kunne stille op, i og med at jeg ikke fattede en brik af, hvad han sagde”.
“Vind publikum”, siger Senatets snu hund.
Det er lange øjeblikke. Bernabéu følger intenst og tavst med i skærmydslerne og det sære syn – én med smil på læben og afventende kropsholdning, en anden med voldsomme fagter, skinger stemme og truende positur. Beckham opdager, hvor stille der egentlig er på Bernabéu, hvorefter han vender Scaloni ryggen og løber ind i midtercirklen og klapper ud mod Real-tilhængerne.
Og de klapper tilbage. De jubler og brøler hans navn. Tilbage på Estadio Santiago Bernabéu er der kun los madridistas og Beckham. Vind publikum.
Hovedrysten og troløshed
Sport elsker medier. Og medier elsker sport. Kameraet fanger et determineret blik fra Beckham i sekunderne før hans kanoniserede, direkte frispark, og straks gungrer det i mediegiganter, sponsorer og identifikationshungrende teenagere. Måske står de lidt ældre supportere af og ryster – lige som Alex Ferguson engang – på hovedet over al det postyr og al den idoldyrkelse, som synes at klæbe til cremen af sport i dag. Men i franchise-kulturens kynisme er sådan en hovedrysten fra den gamle garde, som stadig binder sig til tribalismens venner og fjender, ligegyldig. Segmentet skal være ungt. Dem, der følger topspillernes troløse flakken henover landegrænser og kulturelle markeder. Dem, der downloader ringetoner indspillet af selveste El Becks. Dem, der skal have nye fodboldstøvler, når fænomenet Ronaldinho jonglerer med nogle nye af slagsen. Dem, der spiser amerikanske burgere til frokost, japansk sushi til mellemmåltid, franske vafler til natmad og vågner ved Sony Ericsson-mobilens syntetiske melodier.
Sport foregår i real-time. Og medier ved ikke noget bedre end at rapportere direkte fra, ja, midt i, selve tidens strømmen. Uden at indlade sig på en futil jagt efter evindeligt nye fortælleformater, som har realismefascinationen som primus motor, er sport i selve sin urform så tæt på virkeligheden, man kan komme. Sport er reality, med og uden tv. Måske er sport allerede i sit historiske udgangspunkt et medialiseret fænomen. Selv udøvere af før-moderne fodbold, hvor hele byer kæmpede med livet som indsats mod hinanden, kunne sikkert først fornemme sejrens sande sødme – eller for den sags skyld nederlagets forbitrede patos – gennem genfortællingens hybrid af eksakte data og fiktionens merbetydning. Sport er blærerøvenes institutionaliserede paradis.
De senere års eksplosive vækst i mediedækningen er doping for sportens egen ontologi. Medier og sport har sandsynligvis altid været hinandens komplementære mulighedsbetingelser, symmetriske elementer i en kamp om eksistensen, som vi tilskuere elsker at følge hver en flig af. Men nu har broderskabet mellem de to antaget bolemiske højder. Der er en hidsig drift efter den kropslige udøvelses her-og-nu-tid, en søgen mod ophævelsen af sportens mens-det-sker og de uundgåelige filtre – kameraer, historier, sladderstof, talfikseret nørderi – som repræsenterer sportens plasticitet. Live-dækningen antager tyrannisk format: i sportens verden er den ud over det hele. Prøv engang at optage en betydningsfuld Champions League kamp og se den på video dagen efter. Det er ikke det samme, vel? Med live-hungeren følger alverdens subformater, som er med til at strukturere sport-medie-komplekset. Beretninger og statistikker i kølvandet på de vigtigste kampe, forhåndsomtaler og nedtællinger til fight night, rygtebørsens kværnende konspirationer, gamle mænd, der henført taler om ”The Busby Babes” på Manchester United TV, transfermarkedets senkapitalistiske handel med mennesker som symbolske værdier. Og meget mere.
Dette essay handler om, hvordan de moderne massemedier æder sig ind på fodboldens væremåde. To aspekter af dét frådseri stikker ud, som jeg i særlig grad og forhåbentlig ad spændende omveje skal beskæftige mig med: kroppens iscenesættelse og teknologiens reversiblitets-triumf. I sportens verden er kroppen et stykke mekanik, der kan justeres, forbedres og som desværre for udøverne og deres pengemænd har det med at gå i stykker. Moderne medier dvæler ved kroppen som en plastisk skønhed, enten i et frossent ’nu’ – sekundet før helflugteren lander i netmaskerne – eller i den fart og flygtighed, som efterlader beskueren stakåndet og fascineret. I sporten har kroppen kun én retning: fremad. I den forstand har kroppen som sportens centrale ontologi og det medium, der forbinder fodboldbanen eller bokseringen med iagttagelsen fra lænestolen, i sportsbaren eller på lægterne, altid været hinsides det menneskelige. I hvert fald som ideal. Sportens ontologiske krop tilhører post-humanitetens domæne. Og det er også her, sportens æstetiske væsen kommer faretruende tæt på etiske problemstillinger. For hvor langt vil vi gå – både som atleter og iagtagere – i driften efter at tilfredsstille begæret efter den post-humane perfektion? De moderne medier kan netop noget, som er mejslet ind i sportens ontologi. De kan tilsyneladende betvinge tiden, vende den om, reducere dens hastighed, så real-tidens skrøbelighed midt i fodboldmatchens virvar eller cykelløbets prusten og stønnen på én gang forstørres til og bliver retoucheret bort i udstrakte øjeblikke. Det er det, jeg kalder sportens teknologiske reversibilitets-triumf. Min pointe er, at sportens post-humane væsen og medieteknologiens tids-triumf er intimt sammenkoblede. Jeg ser det selv hver søndag, når jeg tuner ind på La Liga.
Men for at forstå det ikke helt ukomplicerede ægteskab mellem sport og medier og krop og teknologi må vi indledningsvis se nærmere på fodboldens skønhed.
Æstetik
Kunsten eksisterer i merbetydningens og det sublimes regi, hvorimod sporten har med resultater og kompetence-optimering at gøre. Mens den første traditionelt har noget verdensfjernt og ophøjet over sig, er den anden snarere rodfæstet i underholdning. Sådan siger man jo. Kunst er noget, man er kaldet til (vi er stadig en flok romantikere), mens sport er noget, man øver sig på og gradvist lærer at mestre. Og bor man i en favela i udkanten af Rio de Janeiro, er den ypperste drøm at blive opdaget og eksporteret til Europa, der i vore dage udgør globaliseringens forjættede vækstcentrum.
Er fodbold kunst? Når boldatleterne forener krop og ånd i forførende spil og efterlader alle os fans i et behageligt forklaringstomrum, er spørgsmålet slet ikke så tosset. Crespos hælaflevering til 2-0-målet i kampen mellem Argentina og Serbien Montenegro under VM sommeren 2006 er da lige så formfuldendt som et kubistisk penselstrøg. Eller hvad med Fernando Torres’ – ‘El Niño’’s – gymnastiske vrid med vristen i fuldt løb, der bragte Spanien tilbage på sejrskurs i den heftige match mod Tunesien i samme turnering? Eller Kakas slalomløb for AC Milan i de døende minutter af ottendedelsfinalen mod Celtic for ikke så længe siden?
Deler fodbold og kunst nogle indre kvaliteter? Eller er det snarere noget med, at selve iagttagelsen af fodbold og kunst bunder i et drømmerisk ønske om at dyrke det sublime og nyde alt dét, der ikke kan sættes ord på? Med civilisationsideologiske briller handler det om trangen til frisættelsen af den indre hulemand og brøleabe. Forretningsmanden skifter timemanageren ud med en vimpel, sjov kasket og banale one-liners og møder i øvrigt andre ligesindede på de finere rækker i FCK’s katedral. Sport er en institutionel stresskanal, som i et sekulariseret format virker endnu mere katolsk end pavens masseornamentale messen. Slagsangene ligner salmer. Indpiskeren henviser ikke til korset og Jesu lidelse, men forleder sig på sin medbragte megafon, når han rituelt gentager de omkvæd om fællesskab, som altid kredser om hadet til de andre. Man husker Zidanes helflugter på samme frydefuldt eksakte maner, som da pietisterne engang nidkært og på klokkeslæt nedskrev deres omvendelse. Laudrups elegante lob mod Nigeria holder grangiveligt fodboldens skriftkloge beskæftiget i årtier. Kunsthistorikerne siger, at vi mistede værket i det 20. århundredes afmontering af kunstens unikhed eller singularitet til fordel for den flygtige og grænsenedbrydende begivenhed. På sin vis skræver fodboldfans, som går i kirke hos Brøndby IF, FC København eller OB, hen over dén revolution og er i deres iver efter sportens rendyrkede momenter med til at genforherlige ’værket’. Midt i deres deltagelse i begivenheden – som var de aktører i avantgardens perforering af forskellene mellem værk, skaber og iagttager – viser de noget af alt det, der løbende ville opæde sig selv i kroppens og tidens medium, frem i værkets blivende sfære. Måske til ære for genfortællingerne og myterne. “Kan du huske Schmeichels fantomredninger?” “Hvad med John ‘Faxe’ Jensen, der ramte den lige i røven?”
Eller har kunst og fodbold en endnu dybere dagsorden tilfælles, nemlig at de gør en forskel og skaber en ramme om dén forskel? Jeg hælder til det sidste. Fodbold, når den er allerbedst, er en forskel, der gør en forskel. Rammen om de spektakulære bedrifter er monumentale på en måde, som ville gøre de gamle tragediedigtere grønne af misundelse. Sofokles var helt sikkert et hit i oldtidens Athen. Men i dag er det altså 2 x 45 minutter, den lille runde og et veldesignet tysk stadion, som frydefuldt trykker på mine tårekanaler. Crespos korte tværpas i det snævre område lige foran keeperen, som udløste Cambiassos scoring, er lige præcis så cool, lækkert og veltimet, at jeg som savlende tilskuer kan dagdrømme om, at bare det var mig. Men det er det ikke.
Fodbold er ’fodbold’, fordi fodbold ikke er ikke-fodbold. Det betyder, at fodbold er identificerbart, indefra, gennem det negative forhold, den har til sin grænse og dermed til alt det, der, igen indefra, bestemmer, hvad fodbold ikke er. Det er fodboldens form. Via denne negative selvbestemmelse, som samtidig er mulighedsbetingelsen for en positiv markering af fodboldens egen eksistens, bekræfter fodbolden sine egne koder og kommunikationsgreb. Derfor skabes der myter. De skal nemlig på én gang legitimere fodboldens særegenhed og åbne sig mod den italesættelse, som er bundet til fremskridtets konstante afmytologisering. Medierne gentager mytologiseringen ved ukritisk at reproducere de stigmatiske træk ved fodboldens verdenskortlægning. Brasilianere spiller kælent og offensivt, italienerne lever af kontraen og en hårdhudet defensiv, på en god dag kan Danmark slå de allerbedste (især når vores fløjspil fungerer, og Olsens ’omvendte trekant’ er i hopla), og nordmændene er nogle kolde skiderikker, som stiller med fem på stribe henover midtbanen og lange, ødelæggende bolde op til Flo-brødrene i det ensomme, men effektive angreb.
Mytologien er historien om den historie, der altid synes at komme igen. Vi kan aldrig vinde over Spanien. De er vores onde ånd, og vi hader Emilio Butragueno, fordi han scorede fire mål mod os i 1986. Selv et venskabeligt nederlag til Sverige i en ligegyldig kamp med lutter reserver gør ondt helt ind i hjertet. På et diskursivt plan afsløres sportsjournalistikkens latente dovenskab. Det er altid nemmere – hvad enten det er build-up, rapport fra eventen eller den ligeså vigtige post-match analysis – at føje sine betragtninger umærkeligt ind efter skabeloner, som punkt for punkt servicerer det retoriske og dramaturgiske behov.
Funktionelt betragtet er fodbold et fænomen og et system, som sætter ring om sig selv og derved skaber sine egne hellige elementer, såsom kampene, reglerne, taktikkerne, myterne, osv. På den måde opstår der et paradoks, som også er fascinationens bevæggrund. Kommunikationen om alt det, der er indenfor cirklen, er på én gang urokkelig og hele tiden åben for forhandling. Vi kender reglerne og fodboldens ritualer. Nogle af os taler i tunger om sociopatiske trænere, sørgmodige eksil-brasilianere og fikse 4-2-3-1-formater. Vi refererer til magasinet Four Four Two, fodboldens engelske svar på Det nye Testamente. Men der produceres konstant historier og opsigtsvækkende nyheder alligevel. Det burde være velkendte fortællinger, at mål bliver scoret, taktikker bliver prøvet af, og verdensmesterskaber på den store scene eller tvekampe i Fynsserien midt i en pløjemark løber af stablen år ud og år ind, weekend efter weekend og med dertilhørende sved på panden resten af ugens dage. Men for fans er velkendtheden også en intimitetsgaranti, der åbner sig dristigt mod det latent overskridende. Det er helligheden – den beskyttende kampcyklus – som kitter den lineære drift mod endegyldig forløsning à la Dommens Dag sammen med den cykliske tids evindelige genkomst. Så er der noget at snakke om. For der er jo en ny match i næste weekend. Og næste år, så kommer vi med i Champions League. Linearitetens endegyldighed er det lille håb, som ligger gemt i cyklusens trædemølle af tryghed. Det kan godt være, vi taber i dag. Men så vinder vi bare i morgen. Ikke mindst over spanierne, de bastarder.
Det er præcis denne lukkethed, som er betingelsen for fodboldens åbenhed mod andre systemer, f.eks. kunsten og massemedierne. Fodbold er nu engang fodbold. Alligevel kan jeg diskutere i timevis med andre passionerede fans om, hvorvidt det er Maradonas slalomløb over en halv bane med efterfølgende mål eller Roberto Carlos’ scoring helt ude ved hjørneflaget mod Tenerife i den spanske liga, der bør tituleres verdens bedste. Og selv om spilsystemer som 4-4-2, 4-3-3 og 4-1-4-1 alle handler om at vinde og helst snuppe pokalen, genererer de uafladeligt alenlange kommentarer fra alverdens bedrevidende nørder, der for en stund leger gravalvorlige cheftrænere rundt omkring på Nettet eller i dagligstuerne. Den kommunikation, der derved muliggøres i fodboldens magiske cirkel, er tilsvarende en semantisk vidensbank. Her er både en tavs viden og en viden, som hele tiden skal fortolkes, manes i jorden eller gentages på grænsen til klicheen. Det kommunikative rum, som fodbolden råder over og sætter i scene, bliver en kilde for ’medialisering’ og desuden en katalysator for de mange og sejlivede myter, som omgærder den moderne sport.
De myter rammesættes af fodboldens skønhed, som placerer sig i tre snævert forbundne domæner: formens, narrativitetens og fascinationens.
For det første tilhører fodboldens æstetiske felt geometriens og dermed formens domæne. Fodbold har en formmæssig skønhed. Det var med geometrien og matematikken, at fodbolden blev moderne. I 1958 var brasilianerne de første, som kombinerede det fysiske og strategiske rum og med notationsformen ’4-2-4’ inddelte grønsværen – eller trænerens tavle – i diskrete enheder: forsvar, midtbane og angreb. I dag, hvor fodbold er blevet ’italiensk’ med fokus på to defensive midtbanespillere, spiller de fleste i en 4-2-3-1-opstilling. Den æstetiske mulighed, som er lejret i enhederne, er et tilbud om skrøbelighed og forløsning på én og samme tid. Nogle gange forsvinder linjerne mellem spillerne, kæderne og systemerne i ingenting. Andre gange, som i Argentinas opspil til 2-0 over Serbien Montenegro, fuldender de den perfekte form og får derved en afsluttet målrettethed knyttet til sig. En del af fodboldens fascination ligger i kommenteringen af alle de linjer og geometrier, som kunne have været der. “Så se dog Guti, dit fjols!”. “Nej, nej … skyd dog ud til højrekanten i stedet!”, osv. Det er det, vi elsker ved fodbold. Vi kan se en form blive til, og så vi synker vi hen i tragisk sorg, når formen krakelerer, og det andet hold samler stumperne til deres fordel, og vi jubler ekstatisk, når formen realiseres. Den latente suspense foregår på den måde i de spændingsfyldte intervaller mellem ’bliver det til noget?’ og ’sådan skal det være!’
Hans Ulrich Gumbrecht skriver i sin bog In Praise of Athletic Beauty, at den smukke omgang med bolden, f.eks. i opspillet, er mere end bare en form. Den er en ”epiphany of form”. Skønheden er ”produced by the sudden, surprising convergence of several athletes’ bodies in time and space”. De spilformationer, som kommer til syne ”in the real time of a ballgame are surprising even for coaches and the players who perform them, because they must be achieved against the unpredictable resistance of the other team’s defence” (Gumbrecht 2006: 190).
Men som et kraftfuldt supplement til denne morfologiske skønhed besidder fodbold også et skulpturelt og plastisk potentiale, som ’fryser’ tiden og demonstrerer eller ligefrem betvinger tidens unænsomme dynamik. Det er sejrrige øjeblikke, hvor kroppen udstiller sig selv som statue midt i den fysiske såvel som strategiske tids flyden. Det er mål for sportsfotografernes tålmodige venten. Det er øjeblikke, vi lagrer i en erindring, vi kan dele med andre, og som dermed fungerer som lyriske portaler til kampenes episke dynamik. Den tyske sociolog Walter Benjamin talte engang om øjeblikket som en “dialektik i stilstand”. Definitionen holder stadig. For fodboldkendere rummer øjeblikket både et udfoldet ’nu’ og en komprimeret historik, der bygger bro mellem det private og det almene, og som pludseligt kan vækkes til live som Proust’ske Madeleine-kager.
Den narrative skønhed handler om alle de fortællinger, der kan knyttes til fodbolden. Det gælder ikke mindst de dramaer, som oprulles på midtbanen. Det er her, slaget mellem angreb og forsvar står. Her kan fodbolden genfortælles. Her har den sine helte og skurke. Og det her, vi som tilskuere inviteres til at tage del i dramaturgien. Mediet er fortællingen og måske, i ordets dobbelte betydning af reportage og eftermæle, historieskrivning. Effekten er forløsning, når spillet drives fremad af midtbanens generaler og bliver katalysator for angriberens nådesløse eksekvering.
Der er ikke midtbane i håndbold. Den er også fraværende i ishockey. Det er midtbanen, som definerer fodbold. Midtbanen er et fleksibelt territorium, der svæver mellem to landområder, som enten skal forsvares eller angribes. I håndbold scorer holdet, eller også scorer det ikke. Det bølger frem og tilbage, fra den ene belejring til den næste. I fodbold har selve opspillet en større rolle. Det udfoldes langsomt for tilskuerne, der lettere kan følge med. Der er, som Frederik Stjernfelt har bemærket, tid til at blive en del af spillet og leve sig ind i hver enkelt spilsituation, der i sig selv er en lille scene i det store drama. De enkelte dramaer har derfor deres naturlige plads på midtbanen, og det er det særlige ved fodbold. Bagefter kan vi genfortælle det store skuespil med heftig gestikuleren og bagende indlevelse, eller vi kan løfte passionen over i talsystemer og taktik. Det var holdet med det fleksible 4-4-2-system, der vandt over det tunge 4-5-1-hold.
Den fascinerende skønhed hviler i modsætningen mellem systematik og kaos. Det smukke spil har regler. Men fodbold er også kaos og uforudsigelighed. Balancegangen mellem de to er i høj grad det ’interessante’ ved fodbold, for her finder vi en udspændthed mellem to eksistensformer: én der knytter sig til det appollinske og rationelle, og én der snarere er forbundet med det dionysiske og irrationelle. Kunsten er at bygge bro mellem de to eksistenser og dermed skabe en harmoni, der både giver plads til regler og taktiske indgreb og samtidig lader en sprække stå åben til det uventede, pirrende og endda civilisationsoverskridende.
Indøvelsen af systemer og taktikker i fodbold handler selvfølgelig om at vinde og gøre hold bedre. Men systemer er også med til at skabe en ramme om det tilfældige. I fodboldkampe kan næsten alt ske. Store hold kan være foran med flere mål og alligevel se sig besejret af mindre klubber. Bølger af angreb fører måske ikke til noget, og pludselig hugger modstanderen en tilfældig bold og spurter op i den anden ende og smækker en kontrabold i nettet. Stjerner som Zidane, Ronaldinho, Ronaldo og Michael Laudrup kan forsvinde i lange perioder af en kamp for så, pludseligt og eksplosivt, at drible sig igennem forsvarskæderne eller lægge den perfekte aflevering. Når sådan en aflevering virker, fremstår den som nyfødt – hvor kom den fra? – og samtidig ved vi godt, at den er resultatet af træning dag ud og dag ind.
Det er det fantastiske ved fodbold. Vi fascineres weekend efter weekend. Og med mediernes mellemkomst kan vi tilfredsstille fascinationen langt ud over kampdagens begivenhed. Når det tilfældige faktisk også er et stykke systematik, sprudler spillet, og alt det svære ser ud som en leg. Finterne er allerede prøvet af på træningsbanen – eller på Rio de Janeiros strand – men de stråler stadig i deres umiddelbarhed og viltre energi i de allervigtigste kampe. Selvom man har set Zidanes roterende, lange ben drive gæk med modstanderne mange, mange gange, er det stadig fedt og en lille smule mystisk, når det foregår 117’ende gang i en almindelig kamp mod Sevilla en helt almindelig lørdag aften.
I fodbold er der uberegnelighed og systematik. Der er noget, der ligner anarki, og der er noget, der kan noteres på trænerens tavle. Der er taktik, tal og geometri, og samtidig er der en passioneret fyrighed, som hele tiden syder og bobler lige under spillets regler og rammer. Det er nødvendigt at etablere rammer. Der skal være en arena, for det er hér, på Bernabéu, Camp Nou, Parc de Prince, Wembley eller Brøndby Stadion, vi spiller kamp. Det er ikke hjemme på stuegulvet. Ofte ønsker vi, at målfesten kan blive ved og ved, men der er ubetvivlelige 2 x 45 minutter at holde sig til. Fodbold spilles på tid og ikke på antal point eller mål. Tiden skaber panik. Man kan mærke den på tilskuerlægterne, nede på banen og i kanten af den svedige lænestol. Når de det? Når vi det? Kan vi ikke putte bolden ind i kassen, bare én sidste gang? Holder vi målet frit?
Fascinationen ligger akkurat i balancegangen mellem de yderpoler og med panikken tikkende som nedtællingen til uforløst skuffelse eller befriende ekstase. Og selvom panikken, som stadig er fæstnet til begivenhedens begrænsede medium, dulmes af det næsten familiære indblik i sportens ikoner, vi får via tv, internet og sportsaviser – så er den stadig reel. Man mærker den som spændte fibre tværs henover mavens forventningsfulde klukken. Når vi velvilligt begiver os ind i fodboldens univers, træder vi ind i en ’magisk cirkel’. Det er herinde, der er tilfældigheder og rammer. Herinde kan rigtig meget ske, og noget af det kan vi ikke styre. Men der er også regler. Ellers ville det tøjlesløse fordampe i ren dødsdrift.
Når man befinder sig i en magisk cirkel, skal man tro på det. Man skal leve sig ind i det. Der er ikke noget mere fordærvende for et godt spil – eller en god leg – end afbrydelser. Æv, indkast igen. Har man for meget kritisk distance, eller er der for mange afbrydelser i spillets rytme eller ’flow’, er man hastigt på vej ud af cirklen igen. Tilbage i virkeligheden. Så leger man ikke med længere. Så lader man sig ikke forføre af magien. Spændingen i den magiske cirkel gør, at vi kan opleve kampene som en tragedie for så ugen efter at deltage i det rene jubelorgie. De gamle grækere kunne ikke have gjort det bedre. Det inderlige ønske om den sublime enkeltmandspræstation risikerer altid at blive overskygget af et uoplagt kollektiv, som spiller kedeligt med bolden og lusker rundt i forudsigelige mønstre. Og jagten på den durkdrevne sammentømrethed, som skal knuse modstanderen, risikerer lige så let at flosse fuldstændigt op i spillere med alt for store egoer, der ikke taler med hinanden og ser i de forkerte retninger.
Sport sætter en grænse fra alt andet, men samtidig former den et fællesskab. Den markerer en forskel, men samtidig etablerer den en ramme uden om forskellen. Derved får forskellen og rammen lov til at eksistere side om side. Sporten griber ud over hverdagslivet, men derved etablerer den netop en kode, som kan dyrkes og begribes i hverdagen. Og iscenesættes i medierne. Sporten har en iver efter at repræsentere sig selv i den perfekte teknologi. ”Citius, altius, fortius”, længere, højere og hurtigere. Hele tiden. Men selvfølgelig går skidtet i stykker indimellem. Zidane tæmmede ikke Beckhams aflevering godt nok. I anden halvleg sagde kroppen stop og måtte udskiftes med en frisk fra bænken. Og efter opgøret var der kaos i spillergangen, hvilket kunne aflæses i kameraets flakkende billeder.
Kroppen og teknologien: første del
Teknologisk avanceret, ja, men ikke æstetisk nyskabende eller form-eksperimerende. Det kunne være tv-mediets motto, når det gælder fodbolddækningen. Som Preben Raunsbjerg har bemærket, er det på trods af utallige forsøg på æstetisering og dynamisering af sportsudsendelser stadig den klassiske transmission, der er den dominerende faktor, når tv-sport skal defineres som en særlig genre (Raunsbjerg 2002). Det avancerede hviler i hele det arsenal af optage-, redigerings- og post-produktions-udstyr, som sættes i anvendelse. Vi kan komme helt tæt på, hvis det er det, vi vil. Europa Cup-finalen mellem Real Madrid og Eintracht Frankfurt i 1960, som resulterede i en legendarisk 7-3-sejr til det madrilenske storhold med Ferenc Puskas og Alfredo di Stefano, tilbød ikke close-ups, slow-motion, split-screen eller lækre 3D-statistikker i bunden af skærmen for datidens tv-kiggere. For mine forældres generation var kampen i Glasgow virkelighed, men netop en realitet, som ikke fik det hele – og mere til – med. Teknologisk er der løbet meget vand i stranden. Alligevel er omdrejningspunktet for hele genren, som Raunsbjerg hævder, den umiddelbare virkelighedsrepræsentation.
Realismediskussionen har to modpoler. Nogle mener, at medierne prøver at indfange den rene virkelighed, dvs. den esssentielle, substantielle umiddelbarhed. Andre hævder, at det er en illusion, for medierne skaber snarere deres egen virkelighed, eller i det mindste bliver ’virkeligheden’ først synlig og dermed iagttagelig og afkodelig gennem en række formaterings-praksisser. Men der er også en position midt imellem den naive realisme og den socialkonstruktivistiske forståelse. Udviklingen af sportsmedieteknologier handler tillige om en gradueret tilnærmelse i form af diverse nærværseffekter. Med dén her kameravinkel kommer vi tættere på atletens ansigtssved, hvormed vi sanseligt fornemmer hans kropslige nærvær. Og med dén her panorering væk fra grønsværen og det imponerende stadion går suset fra masserne, den voldsomme volumen og den åbne himmel lige i maven på os.
Men hvilken virkelighed taler vi om? En camperende familie, som har slået lejr i Alperne, mens de spændt afventer Tour de France-heltenes forbi-susen, har det fint med, at fem sekunder med hvinende fælge, stålsatte blikke under hjelmene blandet med larmen fra alle de andre tilskuere, som ser lige så lidt, er den eftertragtede virkelighed, der nu kulminerer dér på bjergsiden. Det er en virkelighed, der er nærværende midt i al sin momentane forgængelighed, men som målt i objektiv tid forsvinder særdeles hurtigt og ikke syner af meget. Man hepper og jubler og skriger, og så er feltet væk. Alligevel overstråler glæden ved at være der suverænt glæden ved, som på tv, at se det hele. Hvis tv-mediets teknologiske perfektionstrang blot handlede om at kanalisere det hele ud til seerne, ville fascinationen strande i tomhed og ultimativt kedsomhed. Derfor forsøger tv også at kopiere dele af den fascination, som paradoksalt betinger sig på den ukomplette viden. Som tv-kiggere vil vi have kommentatorens olympiske overblik – med muligheden for at blive aktive medfortællere af sportsbegivenhedens drama – men vi vil også have ’campistens’ nervepirrende usikkerhed og hans begrænsede synsfelt. Vi har ikke altid lyst til at være på stadion, men vi kan ikke undvære det monstrøse brøl fra tusindtallige Liverpool-fans, der med lige dele from kordrengesentimentalitet og facistoid råhed gjalder ”You’ll never walk alone” ud over lægterne. Rammende nok er den bedste dramaturgi, som tv-dækningen af Touren til dato har kreeret, præcist rodfæstet i denne begrænsning, støj og synsforstyrrelse. Men netop som følge af en teknologisk afmagt: Nogle gange kan kameraerne ikke transmittere fra de allerhøjeste tinder, og så må vi tv-kiggere lige så uvist og lige så neglebidende vente med billeder og resultater. Indtil da er der kun tåge, træløse klippevægge og sporadiske sekvenser fra målområdet. Hvem ved? Måske er det med vilje? De billeder, vi ikke kan se, er jo ofte de fedeste.
Men hvad nu hvis den udøvende sportskrop selv er et produkt af medieteknologien? Når cykelryttere doper sig, eller når fodboldspillere bevidst begår ufine frispark, når dommeren ikke er vågen – og fordi de ved, at de allestedsnærværende kameraer ikke kan bruges som juridisk værktøj – så opstår der en irriterende og fascinerende spænding mellem kroppen som teknisk udviklingsform og strategisk praksis på den ene side og kroppen som noget, der er umiddelbart til stede på den anden. Sportens og mediernes verden smelter sammen her, for begge synes at bevæge sig henimod den perfekte transparens, mens de begge strategisk forleder sig på en mediemæssig imperfektion. Den cykelrytter, der via head-set kommunikerer med udbruddet længere oppe ad bjergsiden, lader sin skæbne i løbet afhænge af en støjfri kommunikation. Alligevel lever konkurrencen af den partielle støj. For måske er den angribende rytter allerede på vej ned ad bjerget og blevet til ren mumlen i øresneglen. Det samme med medierne, der skal inkorporere noget af al denne fascination i sportens skrøbelighed. De arbejder også aktivt med rystelser, støj, snavs, temporale brud, spatiale forskydninger, osv.
Som abstrakt form er fodbold et konkurrence- og regelbaseret system, hvor kroppen er aktør og medium. Systemets væsentligste ’tegn’, kampen, er afgrænset i tid og rum og fæstnet i en fysisk såvel som social og kulturel begivenhed. Vi går på stadion, med eller uden klubtrøje under jakkesættet, og vi sætter os til rette i møblementet med en armslængde til øl, flæskesvær og Prince-pakker. Tv-mediet tilbyder en naiv realisme, idet det giver os et direkte indblik i denne begivenhed, således at kroppen og kampen, i dette rum og indenfor denne specifikke tid, rent og ufiltreret skinner igennem helt ud på den anden side af tv’ets interface. Jeg kan stadig høre, hvor tavse alle United-fans blev, efter at Ronaldo endnu engang havde scoret for Real Madrid i Champions League kvartfinalen i foråret 2003.
Idrætsforskeren Michael R. Real kan således slå fast, at sportens fysiske natur møder fjernsynsmediets mulighed for farverige og lydmalende repræsentationer, og ligeledes hævder han, at tv-sport tilbyder et sekventielt ordnet og kumulativt drama, som skarpt inddeler aktørerne – og deres maskinagtige kroppe – i helte og lykke overfor tabere og tragedie (Real 1996). Det er dette drama, som er bevæggrunden for den vedvarende og medrivende fascination. Sport er selv-determinerende og finder sted i realtime, og derfor har sport på én gang et åbent udkomme (hvem vinder?) og et kvantificerbart resultat (nr. 1, nr. 2, så og så mange point, osv.). Det gør principielt alle tilskuere til lige privilegerede profeter. Men dermed ikke sagt, at alle har lige ret til at være fortællere, endsige analytikere. Alle er med i kampen og den opsigtvækkende dyst om kampens udfald. Men det er naturligvis kun nogle, som kender kampens mere eller mindre mytologiske forhistorie og dens eksakte videnskab. Her leverer medierne også en hjælpende hånd – eller et ekstra blik.
Til trods for den umiddelbare virkelighedsgengivelse handler tv-mediets udvikling også om den stadigt mere totale og teknisk forbedrede sportsrealitet. Man kan ligefrem, i arven fra Jean Baudrillard, tale om en hyperreel iscenesættelse af sportsbegivenheden, som ifølge Otto Penz tydeligvis falder ved siden af sportens umiddelbare virkelighed. Tv-sporten giver, siger han, en betragteligt større stimulans, et maksimum af fascination (Penz 1992). I samme åndedrag hævder Penz, at fjernsyn producerer en sportsvirkelighed, som adskiller sig markant fra den direkte sportsrealitet, en virkelighed med ultimativ spænding, total action, kort sagt et dramatisk spektakel. Real sport er fjernsynssport.
Idéen om en ’maksimum-transparens’ er altså begæret efter den perfekte gennemsigtighed mellem fodboldens virkelighedspotentiale og mediets repræsentationelle teknikker. Jo tættere, jo bedre. Jo mere tiden kan betvinges i slowmotion og dermed i en teknisk simulation af varet tid og oplevet tid eller i en triumf over fodboldens fysisk og ludisk virkelighedsforankrede irreversibilitet, jo bedre. Fjernsynet ’vender’ tiden om og øver hermed tilsyneladende vold mod fodboldens uomtvistelige betingelse, nemlig at den er en serie af nu’er målt ud i kampens rituelle omfang og konkurrencebestemte ramme. På tv kan disse nu’er udstilles, de kan forstørres, camoufleres, og de kan gøres til genstand for en appollinsk formbeherskelse, som netop forgår i den ’rigtige’ virkeligheds langt mere dionysiske, dvs. latent formnedbrydende, univers. Tv’ets billeder af Fabio Cannavaros glidende tackling, kropsrulning og aflevering afslører en statuarisk kontrol og en ekstrem kropsformåen, som på stadion – eller iblandet tilråbene fra modstanderens fans – snarere gør italieneren til et effektivt svin. Det er virkeligheden helt tæt på, i en justerbar øjenhøjde, der strækker sig fra helikopterens svimlende, strategiske overblik svævende over stadion til en optik, hvor action og flyvende græstotter gør det ud for en rå virkelighed, hvor blod og sved synliggøres i kampens hede.
Der er masser af medielir, og der bliver mere og mere af det, og man kan derfor spørge, om vi bevæger os væk fra den rene begivenhed i en inklination mod det hyperreelle. Eller er der ikke snarere tale om et sammenfald mellem medieteknologiens instrumentielle mål og sportens optimeringsmål? Sportskroppen er et vidunder, hvor målbarheden og dermed spillets grundlæggende kvantificerbarhed afhænger af både analyse og syntese: kroppen skal helst kunne skilles ad og samles igen på den bedste måde. I sportens verden bliver kroppen på radikal vis til et optimerbart aggregat. Kroppen er en manipulerbar og modulariserbar enhed. I spillets logik er kroppen noget, man vinder eller taber med. I det sociales logik er kroppen forlenet med hensigter og motiver; den bliver god, ond, nederdrægtig eller forløsende. Og i økonomiens logik er kroppen lige dele brandingpotentiale og hysterisk udsalgsvare.
Sportshelte bliver ikke syge. De går i stykker. På fodboldklubbernes hjemmesider kan man, fra minut til minut, læse om udviklingen af biomotoriske skader og defekter, som med lægevidenskabelig præcision skal bekæmpes, udbedres og allerhelst lede til forbedring. Det er svært – politics aside – ikke at tale marxistisk her. For kroppen er en genstand, som forbereder sig på kamp og på senkapitalismens globale transfermarked. Mennesket er reduceret til et tomt hylster, som fans, emirer og russiske mafiosoer kan klæde på i tidens Chelsea-, Madrid-, Barcelona- eller Milan-farver. ”Jeg er en handelsvare”, som Jon Dahl Tomasson siger. Og han burde vide det. Kroppen forbinder sig ikke med det olympiske ideal i en ’fri’ udfoldelse (for det ville inkludere friheden til dovenskab eller forfald), men lukker sig derimod om en strengt kvantificeret regelkontekst, hvor alle kneb, strategier og optimeringsrationaler gælder. Enhver forstyrrelse af denne optimeringstrang, således som man ser det i samfundets moraliseren over doping, opleves som gentagne irritationsmomenter.
På den baggrund er det dybest set fejlagtigt at tale om mediernes voldelige indgreb i fodboldens påståede umiddelbarhed. Når den umiddelbare virkelighed iscenesættes gennem plastiske forbedringer af begivenheden, er det ikke bare, fordi vi som tv-seere skal have muligheden for at se mere end publikum på stadion eller campisterne i Tourens alper. Nej, det handler også om, at iscenesættelsen faktisk er en tro spejling af sportens egen teleologi. Den teknologi, som skal sikre repræsentationen nye og atter nye perfektioner, er nok hyperreel i sin iver efter at ville indfange og fortælle meget mere end, hvad der kan skimtes med campistens øjne. Men samme teknologi er på ingen måde fremmed overfor – den er ligefrem transparent med – den kropsrationalitet, som ligger i selve sportens ludiske ideal. For i dette ideal er det simpelthen en præmis, men vel at mærke en samfundsmæssigt farlig præmis, bestandig at tvinge kroppen og dens moduler, mekanismer og strategiske indsatsområder til grænsen af og gerne ud over det ’virkelige’. Sportskroppen er i kraft af sin basale indlejring i spillet – det ludiske rum – og i form af den fysiske særlighed, som binder sig til spillet som afgrænset fænomen, evigt på jagt efter det ’mere’, som mediets tekniske kunnen på én gang fremviser og selv er. Sportskroppen fraviger idealet om den hyperreelle præstation, fordi den i momenter og i kampens afgrænsede univers ikke kan eller ikke kan nok. Mediets hyperrealitet er hele tiden til stede som en repræsentationel, teknologisk mulighed. Nogle gange ønsker mediet ikke at realisere denne mulighed. Nogle gange er det nemlig sjovere og mere fascinationsskabende at løfte blikket ned fra den rene perfektion og hen imod campistens forstyrrede optik. Eller som den italienske sportsjournalist Gianni Brera har sagt: fodbold ville være ufatteligt kedeligt, hvis det bedste hold altid vandt.
Hvorfor er det sjovere? Hvis det er rigtigt, at sporten ultimativt begærer sin egen transparente mediering – at den så at sige bliver ét med sit umenneskelige og bestandigt selv-overskridende ideal – så må forudsætningen for denne stræben bunde i en afmagt over den fænomenale repræsentation. Kroppen er ikke god nok. Ergo må den perfektionere sig. Måske endda med en indbygget viden om, at dén perfektion nok ikke holder hele vejen igennem. Skader er uundgåelige, så de bliver i stedet til midler, der skal realisere målet, muskelmasse, der skal optrænes og forbedres. Såvel i sport som i medier er loven, at alle kneb gælder. Og kampen om at effektuere og afprøve disse kneb i den hidsige jagt efter transparens og transcendens er netop det fede ved sport. Både som udøver og for tilskueren. Sportens stræben efter sammenfaldet af fænomenal, imperfekt virkelighed og den ideale, perfekte ditto er lutter kedsomhed. Det er snarere den teknologi og de repræsentationsmåder, som udstiller og hylder den drøje kamp om at nå dertil – til et Utopia, der netop forbliver en utopi, fordi alle ikke kan være vindere – som er sportens og mediernes reelle fascination. Det er den ’forkerte’ dribling, som fører til mål. Det er styrtet ned ad bjerget og op igen på cyklen med blod ned ad benene alligevel. Det er sveddråber på kameralinsen under den intense boksekamp. Det er sådan noget en sportsfreak som mig ikke kan undvære.
Kroppen og teknologien: anden del
Fodboldæstetik kan ikke reduceres til overfladiske effekter og smarte kameravinkler. Snarere handler den i sine formmæssige, narrative og fascinerende varianter om de nødvendige mulighedsbetingelser, som er rammen om fodboldens tiltrækningskraft, og de oplevelser, som synes at svinge frem og tilbage mellem spillets ’rene’ præmisser og kulturlivets ’urene’ tilskrivninger og værdidomme.
Alle andre steder end i sportens verden kan begreber som ’posthumanisme’ og ’transhumanisme’ diskuteres som etiske problemstillinger, vi gør klogt i at tackle eller, som nogle ville hævde, afmystificere. Enten drejer polemikken mod en dystopisk pointering af en lovløs overskridelse af menneskets hårdt tilkæmpede suverænitet og etiske grundlag, eller også er den en utopisk dityrambe over ethvert element, som ultimativt kan forlænge menneskers liv eller blot forsøde deres tilværelse. I sportens univers er der ret beset tale om tautologier. Posthumanismen som fænomen er nemlig en del af sportens væsen. Sportens ideal har, som Verner Møller påpeger, nok sit grundlag i den moderne humanismes egalitarisme, men samtidig hylder sporten en aristokratisk hierarkisering, en kompromisløshed og storhed, som i kulturlivets omskrivning af sportens latente magtinstinkter derimod leder durk i kommercialisering og professionalisering (Møller 2005). Konkurrencementaliteten, som historisk med skiftende held er forsøgt koblet med en idealistisk sportspædagogik, har altid eksplicit ønsket sig ’noget’, som kunne vriste sig fra af kroppens kulturelle demarkationer, og tilsvarende har den formået succesfuldt at gå på tværs af de nyeste landvindinger i strategisk videnskab, biologi og teknologi.
Hvorfor så al balladen? Sandsynligvis fordi den rene sport er en institutionel utopi. Hvis mennesket grundlæggende er en homo ludens, et legende menneske, som ikke kan lade være med at fabrikere regler og rammer for agonistiske udfoldelser, så vil civilisationen og ikke mindst dens kritik klinge med i sportens skånselsløse privilegium. Sporten opstiller regler, som på ubønhørlig vis udstiller menneskets storhed og svaghed, men den intime nærhed med det, der sker inden for regelsættet, synes at nødvendiggøre en bestandig mobilisering af håb fra tilskuerne og medierne, som formmæssigt, narrativt og fascinerende ikke kan undgå at hvirvle etiske og kulturkritiske kampe med sig. Med kroppen som suverænt fokus kan eksempelvis den moderne fodbold, som forlængst har manifesteret sig som frontløber i en kynisk markedsglobalisering, indfange sportens dobbelthed. På den ene side bliver kroppen en lægevidenskabelig og prostetisk database for aggressive transcendenser, hvor kravet er en udvidelse af kataloget for præstationsforbedrelser og samtidig en indsnævring af sportens umiddelbare humanisme. På den anden side iscenesættes kroppen via medierne i et familiariseret kredsløb, hvor vi kan få tilfredsstillet vores sensationsiver i et avanceret dyneløfteri, og hvor vi, minut for minut i de utallige tilbud om intimitet, medierne leverer, kan holdes ajour med sportsaktørenes aktuelle kropsvedligeholdelsesprojekter.
Moderne massemedier gør brug af al deres teknologiske perfektion i forsøget på at skabe billeder af denne dobbelthed. Indlejret i denne perfektion hviler, som jeg nævnte tidligere, et krav om ultimativ gennemsigtighed mellem det reelle og repræsentationen, men også et måske netop mere ’menneskeligt’ dementi af perfektionen i en bevidst forringelse af skarphed, overblik og strategisk kynisme. I første tilfælde er det krigsfotografens intime, men objektive registrering af kampens blodige detaljer, som taler. I det andet tilfælde låner medierne campistens optik. Umiddelbart virker disse to synsvinkler uforenelige. Men det er de ikke. For når sporten i sin negative selvbestemmelse lukker sig om sig selv, så skaber den samtidig en ramme, hvori forskellen synliggøres. På den måde mødes reportagerne fra krigsskuepladsen og campistens begejstrede, men forvirrede sindelag alligevel. Fodboldmedier civiliserer det religiøse instinkt gennem sine til tider vamle piedestal-billeder af sportsatleternes skulpturelle formåen, men omvendt åbner de for en meddelagtighed – som egentlig er en falsk intimitet – i form af tilskuerens meddigten, empati og rituelle stammekrige.
Douglas Gordon og Philippe Parrenos film Zidane – A 21st Century Portrait viser den skrøbelige balance mellem begæret efter gennemsigtighed og medieteknologisk fetichisme. Filmen er optaget i Madrid og viser i realtime en kamp mellem Real Madrid og Villareal fra 2005. De mange kameraer på Bernabéu, hvoraf nogle med ekstreme zoom-evner er specielt importeret fra det amerikanske militær, er rettet mod Zidane, og kun ham. Vi følger ham i alle hans bevægelser, de fleste uden bold. Vi ser ham svede, småsnakke, gestikulere, og som en rituel signatur i denne mærkværdigt ordløse forestilling får vi efterhånden skabt en typologi over Zidanes næsten magiske idiosynkrasier: de præcise tæmninger, de lange bens balletdansende driblemanøvrer og, ikke mindst, den gentagne banken i grønsværen med spidsen af fodboldstøvlerne. Så bliver Zidane forvandlet til en væddeløbshest, der skridter sin arena af. Det hér er hans territorium. Det er hér, han regerer.
Og det er også her, vi som tilskuere til denne på én gang myteskabende og almindeliggørende Zidane-hyldest mister orienteringen. I nærværet af Zidane-kroppens flow, som er resultatet af den allermest avancerede medieteknologi, demonteres vores delagtiggørelse i fodboldens formskønhed. Pludselig er der frispark. Men hvor kom dét fra? Er vi ved Villareals mål? Hvilken halvleg er det nu? Hvor lang tid er der gået? Som en konsekvens af dette tab af strategisk kompleksitet mister vi gradvist evnen til at italesætte den traditionelle forførelse, som i fodboldens regi knytter sig til sammenhængen mellem bolden, banen, holdet, individet, rummet og tiden. Vi mister dermed det sprog, vi normalt benytter til at dramatisere kampens momenter, og dermed mister vi midtbanen.
Men Zidane – A 21st Century Portrait sætter ikke en erstatningsæstetik i stedet. Zidanes dribletur og aflevering til en målscorende Ronaldo i kampens sidste minutter er ikke forløsende. De er en gestus som alt andet. Filmen er uverbaliseret og derfor uden egentlige lyriske momenter, netop fordi alting i den cinematografiske kontekst er mættet med – eller reduceret til – lyriske brudstykker. Teknologisk set er filmen derimod ekstremt formbeherskende, og således formindskes hovedpersonens meritter ultimativt til en baggrund for filmens blærede tekno-fetichisme. I sit miks af det tætte, svedende ansigt og de atomiserede billedsekvenser af Zidanes ben, som kommer til at virke fremmedgørende i deres æstetiske løsrevethed, kommer filmen til at handle om sine egne udstyrsstykker og den enorme logistik, som skulle mobiliseres på kampdagen. Midt i denne kyniske registrant over medieteknologiens utopiske potentialer, som kun lige ved og næsten opvejes af Zidanes humane tilstedeværelse – han smiler et par gange i løbet af filmen – henviser Gordon og Parreno til den fragmentariske verden, som stadig er dérude, også mens der i 2 gange 45 minutter trækkes en hellig ring om den kommercielle fodbolds muskuløse autonomi. I pausen får vi glimt af både private og offentlige nyheder, store og små begivenheder. I deres ligebyrdige rækkefølge skaber de ikke identifikation, men giver snarere – som det fravær, der præger Zidanes ’humpende’ intensitet – en grobund for mytedannelse og æstetisering.
På trods af den teknologiske kontrol, som Zidane-filmen demonstrerer, vil instruktørerne mere have os til at tænke på ensomhed og skrøbelighed. Zidane har selv sagt, at han gerne ville have spillet ”sit livs kamp”. Det gjorde han ikke. Alligevel er filmen om ham et strålende korrektiv til den vante medieverdens lade mytologiseren og dens lige så stramme kombination af actionfyldt kropsforherligelse og et strategisk overblik, som tillader os momentant at lege guder i en eleveret synsvinkel. Zidane – A 21st Century Portrait handler om skrøbelig koncentration, om et øje for bolden – ikke manden – hvorved publikum som både venlig og frådende masse konkret og i al stilhed glider i baggrunden til fordel for den intense, på én gang lokkende og tomme, ihærdighed i den sidste sande ’10’ers’ arbejde.
Afslutning
Lige meget, hvor fodbolden bevæger sig hen, vil dens allestedsnærværende medier sandsynligvis fortsat kredse om perfektioneringen af diverse repræsentationsteknikker. Alligevel vil objektiviteten i det visuelt overvældende sikkert blive forlenet med vores ven campistens subjektive begrænsninger. Det er en skrøbelighed, dog uden Zidanes determinerede koncentration. Det er et spil om former, der på udvalgte dage trækker på epifaniens register og på andre dage føles inderligt ligegyldig. Det er et tilbud om mytologiens handy manualer over narrative og semantiske kortlægninger. Og det er en invitation til at dyrke kampens ordløse momenter og så bagefter klistre dem til med dramatisk jubel og afsky, alt efter kampdag, og alt efter publikum. Den fetichistiske kontrol handler om at skabe absolut overensstemmelse mellem blikket og banen, så at sige, men den handler også om stadig at give plads til den stigmatisering af spillets præmisser og de kulturelle rum, de opleves i, som betinger fodboldens fascinationsunivers. Ellers kunne fodbold for så vidt spilles på tomme stadioner. Og ellers ville David Beckhams publikumsgestus ikke have nogen effekt.
Bo Kampmann Walther, født 1967, lektor ved Center for Medievidenskab, Syddansk Universitet. Har bl.a. skrevet bøgerne Konvergens og nye medier (2005) og Madridismo: En bog om Real Madrid (2006). Fodboldskribent ved avisen Information. Læs mere på www.sdu.dk/hum/bkw.
Bibliografi
Gumbrecht, Hans Ulrich (2006): In Praise of Athletic Beauty, Cambridge Mass.
Møller, Verner (2005): “Sport og karisma”, in Povl Götke, Jonas Havelund og Kristian Rasmussen (red.): Fra Buddha til Beckham, Odense.
Penz, Otto (1992): “Mediasport oder: Die Audiovisuelle Verbesserung der Sportrealität”, in Roman Horak et al. (red.): Sport: Kult und Kommerz, Wien.
Raunsbjerg, Preben (2002): ”TV Sport and Aesthetics: The Mediated Event”, in Gunhild Agger og Jens F. Jensen (red.): The Aesthetics of Television, Aalborg.
Real, Michael R. (1996): Exploring Media Culture, Sage.
Walther, Bo Kampmann (2005): Konvergens og nye medier, Aarhus.
Walther, Bo Kampmann (2006): Madridismo: En bog om Real Madrid, København.
Walther, Bo Kampmann (2007): “Fodbold og Religion” in Historie og Samfundsfag nr. 4 december.
Walther, Bo Kampmann (2007): “ Real Madrid Club de Fútbol: Reflections on the Structural Coupling of Sports and Media”, in Heidi Phillipsen og Lars Qvortrup (red.): Remediation Revisited: Moving Media Studies, København
Filmografi
Douglas Gordon og Philippe Parreno (2006): Zidane – A 21st Century Portrait.
Bo Kampmann Walther, Lektor, Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet, Odense