1.4.2006
Uenighederne om , hvilken økonomisk politik der er den rette for Rusland, har ført til differentiering og splittelse overalt i samfundet. Putins statskapitalistiske ”firmaideologi” er hverken kommunistisk, liberal, socialistisk, nationalistisk ellert imperialistisk. Den er mest af alt en trussel mod Ruslands muligheder for udvikling af en stabil markeds-økonomi og et funktionsdygtigt demokrati.
Jørgen Hinsby beskriver i artiklen det ideologiske kaos, der har ført til identitetskrise kulturelt, personligt og socialt i Rusland siden indførelsen af kapitalisme og demokrati. De moralske og åndelige værdier, som det sociale liv har været baseret på, er blevet ødelagt, og den så højt skattede russiske kultur spiller en stadigt mindre rolle i den civilisationsproces, der finder sted på verdensplan. At skuffelsen over den ”demokratiske virkelighed” vækker nostalgiske følelser kan ikke undre. En landsdækkende holdningsanalyse viser, at mellem 40 og 60 % af Ruslands befolkning kunne tænke sig en eller anden form for genrejsning af Sovjetunionen.
Det politiske tidsskrift ”Udvikling og ressourcer” bragte i sit novembernummer 2005 en artikel om kapitalisme og demokrati i Rusland. ( Ресурсы развития , общественный – политический журнал , №8 ) Artiklen er skrevet af Josef Diskin, som er én af de 3 formænd for ”Det Nationale Råd for Strategisk Udvikling”, et råd der beskæftiger sig med indenrigspolitiske spørgsmål som:
* samfund, elite, magt
* magtens centralisering
* geopolitik
* makroøkonomi
* etnokulturelle problemstillinger
I artiklen fremhæver han, at der i diskussionen om, hvilken økonomisk politik der er den rette for Rusland, ikke hersker enighed i regeringen. Således går premierminister Mikhail Fradkov ind for, at man skal øge væksttempoet og føre en aktiv industripolitik. I modsætning til Fradkov, hvis holdning giver associationer til traditionel planøkonomi, mener de ”liberale”, her først og fremmest Herman Gref, der er minister for økonomisk udvikling, at staten for ikke at ”forvanske signalerne fra markedet” skal nedtone sin rolle.
Hvor man for ikke så lang tid siden først og fremmest drøftede, hvorledes man skulle imødegå nye trusler fra en misligholdt økonomisk politik, fører man i henhold til Diskin nu en mere fremadrettet diskussion, der som hovedtema har væksttempoet. Men, siger han videre, man må huske på, at spørgsmålet om økonomisk vækst ikke er et rent økonomisk problem. Det er et problem, hvis løsning afhænger af borgernes velfærd, statens suverænitet og landets fremtid som helhed. Samtidig skærper hele vækstdiskussionen striden mellem de forskellige interessegrupper, som med deres lobbyister ønsker at fremme netop deres område som kilde til vækst. Tilstedeværelsen af disse grupperinger med deres forskellige ideer om, hvilken udvikling der bør fremmes, bevirker videre, at diskussionerne om økonomien bliver ført med stor politisk skarphed.
At man på denne måde er ved at ændre dagsordenen for diskussionen af den økonomiske politik er af den største vigtighed, mener Diskin. Først og fremmest af hensyn til omstillingen til markedsøkonomiens betingelser. Således har en række virksomheder måttet give op, fordi de ikke har kunnet tilpasse sig de ændrede konjunkturer og de krav, markedet stiller. I den forbindelse er det værd at bemærke, påpeger han, at staten med sin ”chok-politik” i forbindelse med overgangen til markedsøkonomi, hvor den ikke bekymrede sig om sit ansvar for virksomhedernes evner til og muligheder for at kunne tilpasse sig markedskræfterne, bærer et stort ansvar for de misforhold i de økonomiske strukturer, som er fulgt med.
En effektiv økonomisk udvikling hæmmes desuden af den gensidige mistillid, der råder mellem staten og erhvervslivet. Her drejer det sig ikke kun om, hvad erhvervslivet opfatter som reelle eller indbildte trusler fra det offentliges side. Det er ligeså tydeligt, at de statslige myndigheder har stor mistro til erhvervslivet. Men alligevel mener Diskin, at Rusland nu er i en fase med enestående muligheder for at genoprette tilliden parterne imellem, eftersom storindustrien, i erkendelse af at alle arbejdsgivere på en eller anden måde har fælles interesser, har opgivet sin rolle som den, der fra kulissen trækker i de politiske tråde. Alle virksomhedsledere har et fælles behov for, at staten udviser strategisk lederskab, samt at den får etableret en stabil og ukorrumperet forvaltning, der kan beskytte det lovlydige erhvervslivs interesser.
Bureaukrati og korruption
Forudsætningen for, at dette behov kan tilgodeses, er imidlertid, at der bliver taget et tilbundsgående opgør med de holdninger, der kendetegner den bureaukratiske enevælde såsom: bureaukratisk ophøjethed, afsondrethed fra hverdagslivets realiteter, og ideologisk snæversynethed.
I en artikel fra den 8. september 2004 beskriver Jurij Terin, journalist ved APN situationen således: ”Svælget mellem bureaukrati og befolkning, eller mere præcist, mellem ”magtens folk” og ”jordens folk”, bliver til stadighed bredere og bredere. Selv de ikke ubetydelige beløb, der er afsat i budgettet til finansiering af ”kriminalitetsbekæmpelse og konsolidering af statens sikkerhed”, bliver særdeles effektivt ”overtaget” af bureaukratiet selv, med henblik på dets egne, – ikke samfundets, interesser.”
Der er således ingen synlige tegn på, at der foregår en effektiv bekæmpelse af det massive magtmisbrug, som udfoldes af de organer, hvis opgave det er, at beskytte loven.
Efter Diskins mening vil en normalisering af de markedsøkonomiske forhold kræve, at der foretages en grundig funktionsanalyse af de forvaltninger, der regulerer det økonomiske liv. Kløften mellem det, der står i loven og den praksis, der udfoldes må overvindes, og der må indarbejdes en praksis, som ikke tilgodeser forvaltningens, men borgernes interesser. Administrativ praksis må bringes i overensstemmelse med lovens bogstav, hvis man skal komme den tøjlesløse korruption og den bureaukratiske vilkårlighed til livs. I henhold til erhvervsbladet ”Vedomosti” (19. maj 2004) koster korruptionen i Rusland erhvervsliv og samfund 39 milliarder US-dollars om året. En anden kilde siger, at forretningsmænd fra Vesten hvert år betaler 33 milliarder dollars i bestikkelse til russiske embedsmænd. Om disse beløb skal lægges sammen, eller hvordan de i øvrigt skal ses i forhold til hinanden, har jeg ikke kunnet få oplyst.
Diskin knytter sit håb om en positiv udvikling i retning af demokrati og markedsøkonomi til den ændring af den kulturelle og sociale omverdensforståelse og mentalitet, som har fundet sted hos en markant del af den russiske befolkning siden Sovjetunionens sammenbrud. – Og for første gang i Ruslands historie i det hele taget. Han taler om en ”moderniseringskerne”på 30-35 % af den samlede befolkning, for hvem de individuelle normer, der præger et moderne forbrugersamfund, spiller en større rolle end de traditionelle russiske traditioner, normer og værdiforestillinger.
Netop denne kerne vil efter Diskins mening kunne fremme en udvikling i retning af social mobilitet, iværksætterånd og initiativ. Med sit behov for en effektivt fungerende forvaltning vil denne gruppe desuden kunne skabe en reel basis for et konkurrencedygtigt marked og et pluralistisk demokrati. Det, vi her ser, er konturerne af det ”nye Rusland”, ”landets største chance” og håb.
Undersøgelser har endvidere vist, siger han, at 40-45 % af befolkningen vil være i stand til under de rette betingelser at omstille sig og realisere deres ”menneskelige” og ”sociale” kapital, hvilket vil være nok til at forhindre en tilbagevenden til det gamle system.
Mangel på helhjertet støtte fra statens side til forvaltningsretslige reformer, uigennemsigtighed og manglende konsekvens: dette er de største hindringer for en dynamisk udvikling af den russiske økonomi. Desuden er det en forudsætning for en ny, mere målbevidst og ansvarlig økonomisk politik, at der sker en afideologisering af den økonomiske tænkning, understreger Diskin.
Centralisering og modernisering
Efterhånden som 2005 rykkede nærmere, blev der i Rusland fra flere iagttageres side udtrykt bekymring over, at landet, siden Putin tiltrådte som præsident i år 2000, efter deres mening havde gennemlevet en reaktionær politisk proces. De kunne konstatere en udhuling af de demokratiske institutioner, hvilket gav plads for uigennemsigtige, monopolistiske og mindre effektivt virkende mekanismer i økonomien. Dette gav Valentina Geftera, direktør for Institut for Menneskerettigheder, anledning til at sige, at hun havde bemærket en vækst i ”imperiementa-liteten”. Udenrigspolitisk viste den sig som en skærpet russisk holdning til den demokratiske udvikling i de tidligere sovjetrepublikker. Indenrigspolitisk som en ”vertikalisering”, hvilket her vil sige centralisering, af den politiske magt. Tilsynet med massemedierne og den ikke-kommercielle sektor voksede, og det virkede, som om centralmagten ved at øge presset på den civile sektor ønskede at fremme den politiske apati og kue de kræfter, der kunne opponere imod den.
Endnu i dag kalder selve ordet ”demokrati” negative følelser frem hos mange mennesker i Rusland. Demokrati sættes lig med anarki, og hvis man skal undgå, at betegnelsen demokrati bliver hæftet på en politik uden andre perspektiver end et gement udsalg af russiske værdier, er det nødvendigt, at der sker et skifte i retning af et nyt udviklings- og moderniseringsmønster. I russisk historie er al modernisering traditionelt blevet gennemført som en ideologisk proces ovenfra og ned. Lige fra tesen om ”Moskva det tredje Rom” der blev formuleret som et tegn på Moskvas religiøse overhøjhed, efter at tyrkerne havde erobret Byzans – det andet Rom, i 1453, over opbygningen af socialismen og til vore dages kapitalistiske og demokratiske reformer. Dette moderniseringsmønster har op gennem historien været kendetegnet ved, at forvaltninger til fremme af den gældende mønsterideologi er blevet påtvunget samfundet med autoritære og totalitære midler. Også selvom de pågældende forvaltninger ofte var direkte uhensigtsmæssige og til hinder for en rationel samfundsudvikling.
For det moderne Rusland, hvor spørgsmålet om, hvorledes man skal styrke en innovativt baseret økonomisk udvikling, er det centrale problem, vil en tilbagevenden til en ”autoritær modernise-ringsmodel” være katastrofal, fordi den vil blokere for den økonomiske og sociale dynamik. Det største problem i forbindelse med moderniseringsprocessen består nu i, at det er så vanskeligt at få etableret det statslige maskineri, som skal til, for at man på nationalt plan kan sikre de nødvendige ressourcer til løsning af moderniseringsprocessens vigtigste opgaver. Gorbatjovs ”perestrojka” gjorde op med ideologiens dominans indenfor økonomien, men var et ikke-gennemtænkt og inkonsekvent forsøg på at drive udviklingen i en ny retning, mener Diskin, idet han understreger, at nu, hvor det traditionalistisk tænkende Ruslands æra er forbi, er de nødvendige forudsætninger til stede for gennemførelsen af en markedsorienteret modernisering nedefra. Der er imidlertid mange vanskeligheder at overvinde på vejen frem. Herunder ikke mindst de bristede håb og forventninger hos en befolkning, der havde forventet, at overgangen fra kommunisme til kapitalisme ville have ført til en økonomisk og social opblomstring uden fortilfælde i Rusland.
I henhold til professor ved University of Columbia, Joseph Stiglitz, nobelprismodtager i 2001, faldt i perioden fra 1991 og frem til rublens styrtdyk i august 1998 den samlede produktion i landet imidlertid til næsten det halve, medens den del af befolkningen, der befandt sig under fattigdoms-grænsen, voksede fra 2 % til mere end 40 %. Derfor kan det ikke undre, at så store dele af befolkningen har svært ved at forstå, hvad demokrati skal gøre godt for. For nogle lyder begrebet alt for abstrakt og uden nogen som helst forbindelse med hverdagen. Andre aner overhovedet ikke, hvad ordene demokrati og civilt samfund dækker over. Selvom de økonomiske reformer har medført alvorlige økonomiske problemer for mange mennesker, er det imidlertid de etiske aspekter ved kapitalismen, der afføder størst modvilje. Det er således en udbredt opfattelse, at et kapitalistisk samfund er et hjerteløst samfund, hvor der ikke er plads til de fattige og de svage. For mange mennesker er markedsøkonomi ikke andet og mere end en enestående mulighed for korrumperede embedsmænd og en håndfuld oligarker til at tilrane sig de nationale rigdomme. Når den sociale nød derfor er så udbredt i dagens Rusland, skyldes det at kapitalismen her har vist sit sande ansigt.
Overgangen til kapitalisme og demokrati har i det hele taget ført til differentiering og splittelse overalt i samfundet. Det ideologiske kaos har ført til identitetskrise kulturelt, personligt og socialt. De moralske og åndelige værdier, som, det sociale liv har været baseret på, er blevet ødelagt, og den så højt skattede russiske kultur spiller en stadigt mindre rolle i den civilisationsproces, der finder sted på verdensplan.
Perestrojkaens børn
Professor i politisk videnskab Natalia Velikaja gennemførte i april 2005 i samarbejde med det sociologiske fakultet ved Moskvas Statsuniversitet en undersøgelse til belysning af den politiske bevidsthed hos ungdommen i dag. Resultaterne af undersøgelsen, der under navnet ”Perestrojkaens børn” blev bragt i tidsskriftet ” Den frie tanke” (” Свободная мысль-XXI” ), nr. 9, 2005, er bestemt ikke opmuntrende læsning.
Undersøgelsen omfatter en gruppe unge mennesker fra Moskva i alderen 15-25 år, som enten går i folkeskolens ældste klasser, er elever på et erhvervsuddannelsescenter eller studerer ved en højere læreanstalt. Natalia Velikajas konklusion er, at de unge udgør en af samfundets mest apolitiske grupperinger. Deres holdninger bærer præg af misinformation, deres politiske kultur befinder sig på et meget lavt stade, og ofte kan man ligefrem kalde dem for politiske analfabeter. Og det til trods for at det er den første generation, der er vokset op uden at være underlagt ideologisk kontrol på de fleste af livets områder. Det er den generation, som man burde have store forhåbninger til med hensyn til den videre samfundsudvikling og den positive udformning af landets politiske strukturer.
I forsøget på at besvare spørgsmålet om hvorfor ungdommens mangel på historisk og politisk bevidsthed er så stor, når Velikaja frem til 3 afgørende faktorer i den politiske situation, som den har udviklet sig siden Sovjetunionens sammenbrud:
1. det svælg der er opstået mellem borgere og samfundsmagt,
2. den svækkelse der har fundet sted af skolers, institutioners og andre organisationers betydning for den politiske socialiseringsproces,
3. manglen på stolthed over og ligegyldighed i forhold til den historiske fortid
I det hele taget har ungdommen ingen forestilling om, i hvilken retning samfundsudviklingen går, og hvad demokrati vil sige. Denne generation, som ikke er vokset op i et totalitært etpartisystem har tværtimod en ligeså primitiv opfattelse af demokratiets væsen, som de ældre generationer har. Velikaja er foruroliget over de mange negative svar på spørgsmålet om, hvad demokrati er. For eksempel: ”demokrati er en myte”, ”demokrati kan ikke lade sig gøre”, ”demokrater er ”lortekrater””, ”demokrati er en fælde for tiggere og idioter”, ”vi har ikke demokrati, og vi får det heller aldrig”, ”demokrati er kun til gavn for dem, der har penge”.
Disse svar er ikke blot et vidnesbyrd om demokratiets krise i Rusland. De demonstrerer også manglende accept af de igangværende reformer, påpeger Velikaja. Men man kan jo kun dårligt forestille sig, fortsætter hun, at befolkningen kan føle sympati for reformer, som den mener blot skaber et system, der afføder fattigdom i stor målestok, og hvor erhvervslivets og statsmagtens hovedinteresse ikke retter sig mod udvidelse af produktionen og tilvejebringelse af nye arbejdspladser, men udelukkende om omfordeling af ejendom. For befolkningen tegner der sig et billede af et repræsentativt system, der slet ikke har til formål at tage vare på de forskellige befolkningsgruppers interesser, men blot skal tjene som værn om privilegier og besiddelser.
Det kan derfor ikke undre, at skuffelsen over den ”demokratiske virkelighed” fører til en opblomstring af nostalgiske følelser. Hvor Joseph Diskin taler om en ”moderniseringskerne” på 30 – 35 % af den samlede befolkning, fremhæver Natalia Velikaja en landsdækkende holdningsanalyse, som viser, at mellem 40 og 60 % af Ruslands befolkning kunne tænke sig en eller anden form for genrejsning af Sovjetunionen. I den sammenhæng forekommer det logisk, når 54 % af de adspurgte i den ældste del af befolkningen og 25 % af de unge opfatter Brezjnev-perioden som Ruslands ”guldalder”, hvor der, i modsætning til nutiden, herskede ro og orden, stabilitet og social tryghed.
Hvad de unge angår, så opfatter de i vid udstrækning den politiske magt som en fjende, med hvem det er umuligt og meningsløst at samarbejde, viser Velikajas undersøgelse. Sammenfattende viser hendes undersøgelse, at den største del af ungdommen ikke opfatter Rusland som et demokrati. Mest nedslående er det måske dog, at 70 % af de studerende ved de humanistiske fakulteter mener, at betegnelsen ”et demokratisk samfund” er uanvendelig i forbindelse med dagens Rusland.
Statskapitalisme
Den 27. december 2005 trak Andrej Illarionov sig tilbage fra embedet som ledende økonomisk rådgiver for Putin. En post han havde bestridt siden Putin blev præsident i 2000. Det skete i protest mod regeringens økonomiske politik, som han mener i stadig større grad bevæger sig fra markedsøkonomi i retning af en form for statskapitalisme baseret på firmaideologi. Weekendavisen bragte den 3. marts i år en artikel, hvor han om ”firmaideologien” siger, at den tilsyneladende hverken er kommunistisk, liberal, socialistisk, nationalistisk ellert imperialistisk. Men det er en ideologi, der kan betegnes som ”vores-isme”, fordi den giver privilegier, subsidier, kreditter, magt og myndighed til alle, der er ”vores”. Den uddeler alle mulige statsejede og nationale ressourcer til medlemmer af firmaet. Både nuværende og kommende. Og den er aggressiv overfor alle andre.
Om denne form for kapitalisme skriver Erik E. Arvidlund i International Herald Tribune den 3. marts 2005, (cit. efter ИноСМИ.Ru) at den udgør en trussel mod Ruslands muligheder for udvikling af en stabil markeds-økonomi og et funktionsdygtigt demokrati. Illarionov siger det samme i Weekendavisen: ”At vælge denne model i dag her ved begyndelsen af det 21. århundrede svarer til at vælge ulands-modellen med fuldt overlæg… Der er andre lande, som hylder de samme principper. Libyen, og Venezuela, Angola og Chad, Iran og Saudi-Arabien, Syrien og Irak. Rusland er nu med i denne gruppe… Men den nuværende politisk-økonomiske model for russisk udvikling er en historisk blindgyde. Ingen af de lande, der har bekendt sig til lignende principper, er blevet rigere, stærkere eller mere udviklet. Det bliver Rusland heller ikke. Det sakker agterud. Og prisen vil som sædvanlig skulle betales af det russiske folk.”
Erik Arvedlund hævder i sin artikel, at det er en udbredt opfattelse blandt russiske iagttagere, at det afgørende vendepunkt indtraf i december 2004 med det, Illarionov har kaldt ”årets affære”: renationaliseringen af et af Ruslands største private olieselskaber, YUKOS og arrestationen af selskabets grundlægger Mikhael Khodorkovskij. Efter at have præsenteret YUKOS for et tilintetgørende og særdeles omstridt skattekrav på 28 mia. dollars gennemførte Kreml først en overtagelse af selskabets oliefelter for derefter at videresælge dem på en auktion for halvdelen af deres reelle værdi. Den store vinder blev det statsejede selskab ”Rosneft”, som her med et slag trådte ind i kredsen af Ruslands mægtigste producenter af olie. Denne overtagelse minder i princippet om den måde, hvorpå røverbaronerne ”overtog” statslig ejendom i 90´rne, hævder Arvedlund, idet han citerer Illarionov for en endnu skarpere udtalelse: ”Tidligere var det kun gadesvindlere, der foretog sig den slags ting. Nu er det statens embedsmænd.”
Jevgenij Jasin, der var økonomiminister under Jeltsin, har om skattemyndighedernes rolle i forbindelse med YUKOS affæren kaldt den et eksempel på ”skatteterrorisme”. Erik Arvedlund kalder det et eksempel på, hvilke midler der kan tages i anvendelse, når domstole, rets- og skattevæsen korrumperes, således som det er sket i Putins anden præsidentperiode. Derfor er det kun naturligt, at den usikkerhed, som følger med en sådan vilkårlig forvaltningspraksis, levner stor plads for bestikkelse som det mest sikre middel til fremme af en given sag.
Hvis det altså ikke er markedskapitalisme i vestlig stil, der er på dagsordenen, hvad er det så for en udvikling, der i dag nyder fremme i Rusland?, spørger Arvedlund. Med sit svar taler Arvedlund om en før-YUKOS og en efter-YUKOS æra. I før-YUKOS æraen syntes Putin at ville realisere en udviklingsmodel a la Pinochets Chile, Singapore og Kina, hvor en stærk centralmagt indgår i et tillidsfuldt partnerskab med erhvervslivets elite og skaber en form for ”klankapitalisme”.
I efter-YUKOS æraen er det sværere at afgøre, i hvilken retning udviklingen går. Nogle peger på Mexico i det 20. århundrede, hvor regeringspartiet havde sikker kontrol med det nationaliserede olieselskab ”Pemex”, hvilket kunne tjene som mønster for det statslige olieselskab ”Gazprom” og Putins parti ”Det forenede Rusland”. Andre hævder, at Rusland søger at finde sin egen vej, som hverken er asiatisk, europæisk eller latinamerikansk. Det eneste, der synes sikkert, er, at Putin efter med held at have koncentreret magten i sine egne hænder, vil benytte denne magt til at fremme sine egne interesser med.
Har de seneste årtiers udvikling indenfor kapitalismen betydet en humanisering af kapitalismen eller en kapitalisering af humanismen? spørges der. Dette spørgsmål virker en smule abstrakt, når vi taler om Rusland. Her må man snarere sige, at en humanisering af den statslige forvaltning og gældende social og politisk praksis er nødvendig, før man overhovedet kan begynde at tale om en kapitalisme af markedsøkonomisk tilsnit. Ikke at tage det i den rækkefølge vil næsten være som at sætte vognen for hesten, som man siger. Èt er dog sikkert: der er i Rusland sket en kraftig dehumanisering af det sociale liv som følge af svælget mellem menneske og øvrighed. Her ligger antydningen af et svar, som er uden positive nuancer.
