1.10.2005
“Aber Freund! Wir kommen zu spät.”
Hölderlin, Brot und Wein, 1810
Den kritiske modoffentlighed er i dag stivnet i et stolt bukkespring af utæmmelig indignation. Uden at kunne finde fodfæste i den intensiverede politiske polarisering og den tilsvarende øgede masseappel, som tidligere meldte sig under kriser i international politik, lander kritikken af krigen mod terror, kritikken af besættelsen af Irak, kritikken af indvandrerhetzen, kritikken af demokratiets totalitære tendenser og kritikken af den globalt militariserede kapitalisme i dag i et tomrum. Et tomrum, hvori det civilsamfund, som skulle have modtaget, oppebåret og forstærket kritikken, er blevet ædt op af stat og kapital i form af frygt, tvang og kontrol, i form af spin, konsum og strategisk kommunikation. Et tomrum, hvori kritikken derfor ikke falder til jorden, men snarere opsuger de selv samme karakteristika, som ellers kendetegner kapitalen og statsmagten, nemlig iscenesættelse, repetition, selvreference, redundans og gestik. I denne postpolitiske nimbus er kritikken altså ikke blot berøvet sin tilhører, den cirkulerer selv i et lukket kredsløb af identitetsstiftende subkulturer, intellektuelle brands og tomme appeller, som for en samlet betragtning er formelt kompatible med den kommercielle produktion af subjektivitet og statens dramaturgiske opinionspleje.
Men der er ikke blot tale om en formel kongruens mellem politisk kritik og militariseret statskapitalistisk kompleks. Fastlåst i sit orbit om det forsvindende civilsamfund må kritikken også udfolde sig på magtens præmisser i den forstand, at ethvert initiativ, enhver udvidelse af kampzonen, tilfalder den kontrarevolutionære dynamik i det igangværende forsøg på at opretholde den nuværende magtbalance og sikre sig kontrollen over den tilspidsede globaliseringsproces. Denne bestræbelse er hele tiden et skridt foran og har gang på gang haft held til at sætte dagsordenen. Således bliver den politiske kritik indfanget i sit identifikatoriske kredsløb om aggressor, således bidrager kritikken igen og igen til accepten af den foregående manøvre under sikringen af den militante, neoliberale verdensorden i sin absolverede indignation over den seneste.
Samtidig er euforien hos denne aggressor forsvundet, den sejrssikre snak om udbredelse af demokrati er forstummet. Scenen er forvandlet. Masseslagterier er trættende og monotone hverdagsbegivenheder, og enden er ikke nærmere. Den borgerlige statsmaskine er fanget i sit eget skruestik. De spøgelser, den har fremmanet, kan ikke længere kontrolleres. Vi hører ikke længere rapporter om tilfangetagne oprørere, præsidenten serverer ikke længere kalkun for de udstationerede soldater, fremvisningen af “Saving Private Lynch” er aflyst, og statuer af despoten væltes ikke længere af befolkningsmasser, der tiljubler befrierne. Nu er det kister, der sendes hjem til USA i fast rutefart, det er forfalskede regnskaber, der bliver gennemgået, det er billeder af tortur, der cirkulerer. Skuespillet er ovre. Soldaterne smiler ikke længere, når de sendes af sted til Irak eller Afghanistan, og kommentatorerne har travlt med at berette om nye guerillaangreb og kampe. Den makabre manipulation med ord og billeder og den systematiske misinformation kan ikke længere skjule den teknologisk sofistikerede terrorismes rædsler. Iscenesættelsen af berigelseskrigen som et korstog for fred og demokrati er brudt sammen.
Der skabes profit i ruinerne. Byer forvandles til ørken, landsbyer bliver kirkegårde, befolkninger gøres til desperate tiggere eller stålsatte oprørere. Drømmen om en international retsorden er blevet smadret, de største ord er uden mening nu. Enhver risikerer at blive tilbageholdt eller skudt ikke kun i Kandahar, Jericho eller Baghdad, men også i London eller København. Afsky, mistænkeliggørelse og overvågning er regeringernes fremgangsmåde. Terror er nu et andet navn for den vestlige kultur. Frygt og isolation kendetegner den eksistens, statsmaskinen lukker os inde i. Målet for statsmaskinens aktioner er at fravriste os vores frihed og kreativitet. Alle bevægelser registreres. Terror og stat smelter sammen, når der udloves en dusør på mistænkte, lovløshed væves ind i den imperiale ordens stof.
Det amerikanske borgerskab står i blod til knæene og er ydmyget, klædt af. Billederne fra september eleven og Abu Ghraib har rystet det. Sådan ser det altså ud, et såret dyr, der desperat forsøger at genskabe billedet af en usårlig verdensmagt, at genskabe det tidligere overherredømme. Situationen afslører sig selv i sin sande, nøgne form. Den neokonservative fantasi om, hvordan de lokale irakere ville hylde de amerikanske soldater som befriere, har vist sig at være uden hold i virkeligheden. Statsmaskinen er skrøbelig, den overreagerede efter indflyvningen i World Trade Center og hærger nu fast i Mesopotamien i et desperat forsøg på at udsætte det uundgåelige tilbagetog fra McJerusalem.
