Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Dannelse eller udvidelsen af kampzonen
 

Dannelse eller udvidelsen af kampzonen

1.2.2005

Når mennesket som levende væsen og politisk subjekt fusionerer får det konsekvenser for dannelsen.
Myndighed kommer ikke ved en identificering med universalier, menneskerettigheder eller andet, men fra livet selv. Målet er, at enhver igennem sin egen eksistentielle selvdannelse når frem til at leve efter egne skabte standarder og ikke som i det gamle aristokrati eller totalitære samfund efter få fælles standarder, som alle skulle underordnes. Det handler om at udvide kampzonen og dette har intet med halvfjerdserretorik at gøre.

Foucault skabte begrebet ”biomagt” for den magt hvor livet bliver et anliggende indenfor de politiske teknologier og beslutninger: ”I årtusinder, forblev mennesket for Aristoteles: et levende dyr i hvilket med en yderligere kapacitet til politisk eksistens; det moderne mennesker er blevet et dyr, i hvis politik dets eget liv som levende væsen sættes på spil.” Tidligere var livet noget evident og derfor noget der kunne udgrænses fra det politiske. Den eneste relation til livet var suverænens ret til at tage dette i form af dødstraf [sværdets magt]. Men under statens biopolitik i 1800-tallet regerede magten ikke længere primært ved trussel om straf, men gennem inddæmning af livet. Livets inkludering i det politiske forandredes først dramatisk med kundskaben (videnskaben), hvor hygiejne, sundhed, levealder og befolkningsvækst blev genstand for politisk-juridisk regulering. Siden, med kapitalismens stigende dominans og de markedsmæssige vilkår der gennemtrænger det moderne menneskes liv, intensiveres biomagtens administrering af den enkeltes liv. I dette kontrolsamfund administrerer kapital- og statsmagt i langt større grad livssfæren til den enkelte – regeringen er optaget af folks værdier og sundhed, mens næringsliv og medier omdanner folks intimsfærer til en forbrugssfære. 

Subjektet – det sidste spøgelse

Men bag denne ofte pessimistiske redegørelse om altings overkodning, dumhed og elendighed er der stadig en levende og mangfoldig subjektivitet der ånder, dribler og bevæger. Det sidste spøgelse om man vil, i den senkapitalistiske kultur synes derfor at være subjektiviteten.
Spørgsmålet er om der findes en måde at besvare spørgsmålet om dannelse og subjektivitet på, der hverken havner i den kristne morals inderlighed og ej heller i den hedenske morals stirren sig blind på handlingens faktiske fuldbyrdelse.
Den kristne inderlighed udtrykker en særskilt måde at forholde sig til sig selv, der indebærer bestemte former for opmærksomhed, mistanke, tolkning, bekendelse, selvanklage, kamp mod fristelserne, forsagelse, åndelig kamp mv. Heroverfor identificerer den hedenske moral mennesket med dets faktisk realiserede og synlige handlinger, en logik hvor både vareproduktion og forskning er noget der helst skal være omsætteligt udfra simple markedsprincipper. Man vurderes på synlige resultater og ikke på ens potentielle evner til at skabe små forandringer på langt sigt i både virksomhed, forskning og lokalliv. Faren ved den omsiggribende livsstilsmarketing er en banalisering af følelse- og tankeliv samt en ideologi baseret på megatrends der ikke formår at tale om subjektet på anden måde end som ensomt atomiseret individ der har mulighed for at vælge selv; vælge selv på alle hylder.
Økonomi og marketing har store potentialer men faren er overalt et sprog- og tanketab der ikke producerer egentlig erfaring men blot en ligegyldig common sense ideologi.
I det klassiske sprog anvendtes en term til at forholde sig til sig selv på, som betegner et forhold der udtrykker en omstrukturering af formerne for vores forholden: Man kaldte det en ”holdning”, som udtrykker en nydelsesmoral som hverken består i regler eller i et indre svar på hvilken handling; ordet var enkrateia. Det var beslægtet med den græske dyd sofrosyne som sammen med enkrateia betegner en mådehold, en klogskab, en retfærdighed og et mod.

Levende værdier

Men der findes også en side af denne selvbeherskelse der udvider dens potentiale for at tale om dannelse i dag og her kan vi begynde at forstå enkrateia i en ny og aktiv betydning. I denne forbindelse forsøgte Foucault i sine to sidste bøger om Seksualitetens historie, at svare på spørgsmålet: Hvordan bliver subjekter aktive, hvordan er ledelsen af selvet og andre åben for eksistensmodi og dynamiseringen af subjektet, der bringer en kraft tilbage til menneskets dannelse, som ikke gør dannelsen identisk med en given moral eller til common sense ideologi. Hvordan skabe en idé om dannelse der kan gøre værdien af en værdi levende og ikke reducerer den til en given danske værdikultur? At gøre værdier levende handler om at aktivere en forbindelseslinje mellem forandring, tanke og subjektdannelse, som det kraftfelt der skal give værdierne liv.

Spørgsmålet om dannelse bliver et spørgsmål om subjektdannelse og kan ikke blot gøres identisk med åndens dannelse eller åndens vej for at møde sig selv, der tvinger os til at tænke både og krop og sjæl forud for enhver betragtning om dets bevægelse. At gøre værdier levende indfører en anden utopi end den, der stopper op ved værdiens ideologiske principper, for eksempelvis det danske samfunds integrationspolitik eller undervisningsmaterialet for skolerne. Den ville eksempelvis tænke ideen om en litteraturens kanon i en kosmopolitisk retning, hvor den lokale og globale litteratur kan udveksle kræfter og nyde godt af hinanden og på denne måde udvide dannelsens perspektiv i retning af en aktiv modstandsdynamik. Selvom værdiutopier i det tyvende århundrede har antaget totalitære former, og selvom ledelsesformer også kan gøre dette, er utopiens modus og kraft ikke et totalitært mareridt som sådan. Men vi giver Popper ret når han i sin bog om Det åbne Samfund og dets fjender, peger på en fare for de utopier der formuleres i sakraliserede ideologier. 

Fra biomagt til biopolitik

Kan vi tale om selvdannelse som et spørgsmål om produktion og ledelse af nye former for liv, større kraft og frihed? Hvordan kan vi forstå subjektets gerning som en intern dynamisk modstand? Som kreativ kraft kan subjektet ikke beskrives i termerne den individuelle eller den kollektive. Som kreativ kraft er subjektets gerning allerede en mangfoldighed, en sammensat kraft. Når dette begreb for subjektivitet indtager arbejdets og livets scene er det et etisk begreb, fordi det er en kategori for subjektets formåen og frihed. Bevægelsen fra biomagt til biopolitik handler om den aktive subjektdannelse i arbejdet. Modstand handler derfor ikke kun om at sige ’nej’, men i særdeleshed om styrken til at kunne sige ’ja’ med en anden kraft. At være imod forudsætter et begærende og skabende væsen. Hverken magt eller viden kan gribe den form, igennem hvilken individet erkender sig selv som netop begærende og skabende væsen. I andet bind af Seksualitetens Historie redegør Foucault for de fire kraftfelter, der ’folder’ mennesket: magtdispositivet, vidensdispositivet, kroppen, samt det fjerde felt, det absolutte udenfor. For at skabe den kreative og innovative sociale figur, må en fjerde kraft udtrykke sig. Stoikerne talte om enkrateia, betegnende en omsorg og produktion af selvet, og en sådan produktion synes at kræve en absolut ydre dimension eller kraft. Foucault beskrev enkrateia som ”en magt, man udøver over sig selv i den magt, som man udøver over andre”. Enkrateia er en magt, der affekterer, dvs. påvirker andre kræfter, en magt, der forbinder sig med andre linjer gennem selvet og derigennem varetager en selvrelation, der modstår eller minimerer de kontrollerende sociale koder. I et stadigt mere smidigt performance- og kontrolsamfund er subjektivitet en virkning af magt og vidensproducenter, marketingstrældom mv. Enkrateia er praktikken for det frie menneske; en praksis, der kræver tålmodighed, årvågenhed, venten og gentagelse; en praktik, der er uadskillelig fra magten til at vække kræfter til live, der bevæger til nye forskelle; en praktik, der producerer en selvkonstitution, som langsomt minimerer de disciplinerende moralkoder for viden; en praktik, hvor transformationen og variationen danner et nyt selv. Enkrateia bringer magten tilbage til sin materialitet, til subjektet som potentia, og subjektivitetens formåen og modstand befinder sig i magten, som en affirmerende magt, dvs. begær. Det produktive begær er navnet på den dimension ved selvrelationen, som ikke længere blot er viden og magt, men en aktiv intensitet. 

Frihed som katalysator

Frihed bliver styrken til at indtræde i nye eller andre relationer, en formåen til at producere nye sammensætninger, blande sig med kræfter, skabe en ny følsomhed.Vi kunne kalde den livets frihedsdimension. Frihed bliver navnet på det i modstanden, der gør den til en aktiv kraft; aktiv, fordi den udtrykker sig gennem kreative linjer. Begæret er aktivt, og magten er reaktiv, hvilket betyder, at modstanden kommer før magten. Det er samarbejdets selvstændige og kreative virksomhed, der har potentialet til at skabe ny substans til den sociale værdiforståelse internt i arbejdet eller i forhold til sociale forandringer. Ved at føre samarbejdsprocessen tilbage til dets potentia, tydeliggøres dets demokratiske potentiale.
At vi kan forstå demokratiet som magtens anden side er ikke nyt. Men det er vigtigt at føre forestillingen om kreativ modstand (dennes potentia) ind på den scene, hvor den afspejler en dobbelt tilblivelse: Modstand og frihed er nemlig ikke en heroisk figur, men en stadigt forandrende figur, der i stil med dyret må grave nogle huller, den må brumme bag busken, være i udveksling med den infame, idioten, eller som rotten grave tunneler ind midt i vores huse og ikke som hidtil under jorden (man vil erindre sig, at Diogenes spillede hund).
Den skabende modstand er ikke hævet over det reaktive eller de afventende og negative kræfter: Biopolitikkens pointe er, at arbejderen må blive arbejder, mennesket blive menneske, kunstneren må heletiden blive kunstner, den kreative må blive kreative, den vise må blive vis. Han eller hendes tilblivelse er dobbelt: både aktiv og reaktiv. Kan denne konstituere en ny jord? Spørgsmålet må frem for alt tage sigte på et konkret svar snarere end på et abstrakt og dermed ideologisk svar.

Skabelsen af sig selv

Ideen er, at modstand aldrig blot handler om at være imod, men at modstanden udpeger den nødvendighed, der stiller den i et direkte forhold til det ydre. Det ydres tænkning er altid en modstandstænkning, og det sociale felts forandring indeholder mere modstand end strategi. Vi må forstå modstanden som singularitet, der folder sig på en linje; knudepunkter, der muliggør forandring. Menneskelig frihed kommer ikke ved en identificering med universalier, menneskerettigheder eller andet, men fra livet som bærer af eksistensmodi. Det er i denne mutation, at man deltager i produktionen af en ny subjektivitet. En aktiv subjektivitet. Modstanden er således en linje med tusind afvigelser, der fordobler de sociale felter, og deterritorialiserer tidligere relationer og forandrer feltets ustabile diagram. Selvom vi fanges ind af magtforhold eller vidensrelationer, pågår en fortsat fødsel af subjektiviteten. Det aktive subjekt er aldrig et spørgsmål om en fremmedgørelse i forhold til et indre (den kristne moral), men om at fordoble det ydres linje og gøre den til et sameksisterende indre. Det er denne aktive fordobling der må gennemskære åndens og tankens plan for at dannelsen bliver en virksom og skabende modus og ikke en tankeost der skal ligge i sin glasmontre. Dannelse er en kontinuerlig begyndelse der løfter sig fra midten, fra dér hvor vi alle er udsatte i senkapitalismens kampzone.

Dannelsen har ikke et hvileplads udenfor kapitalismens økonomi, men er snarere en kamp mod fordummelsen og moralismen med henblik på, at vi hver i sær med de talenter vi nu har, kan skabe os selv, skabe måder at føle og tænke på der øger vores sensibilitet og selektivitet på både lokalt og globalt plan.
Vor tids afpolitisering i de vestlige demokratier vidner om, hvordan subjektet og modstanden er blevet reduceret til et moralsk princip. Når vi spørger, hvad der bliver af det begærende, producerende og skabende menneske, er pointen, at der netop ikke ’forbliver noget’ subjekt tilbage – i form af en moralsk kerne – eftersom subjektet skal skabes ved enhver anledning udtrykt i mødet og modstandens brændpunkt. Det var fejlagtigt at reducere kristendommens moral til dets forsøg på kodificering. De kristne handlinger fremkaldte også spirituelle og asketiske bevægelser eller subjektiviteter, der fortsatte med at udvikle sig. Afgørende for denne relation til selvet var den fortsatte skabelse af sig selv.