1.11.2006
Det er i dag svært at opretholde forestillingen om offentligheden som en samlet enhed, der udgør det fælles nationale forum for de frie borgeres politiske diskussion af samfundets almene anliggender. Offentligheden er ikke længere centralt forankret i enkelte offentlige institutioner, nogle få massemedier og politiske partier, som det medierende led mellem den offentlige mening og de politiske beslutningstagere.
Offentligheden er blevet til mange offentligheder, der fungerer på nye og forskellige måder og forbinder sig på kryds og tværs. Resultatet af disse nyskabelser og sammenkoblinger af offentligheder kan synes uoverskueligt og svært at få greb om. Ikke mindst når dets betydning for måden vores demokrati fungerer på tages med i betragtningen. Det er ikke desto mindre det, vi vil forsøge med dette nummer.
Vi vil sætte fokus på nogle af de mange faktorer, der har været medvirkende årsager til denne ændring i offentlighedens karakter. Endvidere spørges der til, hvad disse ændringer betyder for måden vi i dag må forstå og analysere offentligheder på, og hvilke konsekvenser det har for en række relaterede spørgsmål, der berører måden vores demokrati fungerer på.
Nedenfor kan du danne dig et hurtigt overblik over de forskellige emner og tekster og deres indbyrdes sammenhæng.
Teksterne i dette nummer er som altid alle skrevet af de førende forskere inden for dette felt herhjemme.
Vi kan denne gang bl.a. præsentere fire oversatte og bearbejdede tekster fra en endnu ikke-udgivet engelsksproget forskningspublikation om nye offentligheder fra forskningsnetværket Modinet. Modinet er fem-årigt tværfagligt forskningsprojekt om medier og demokrati.
Endvidere er vi også meget stolte over at kunne præsentere en ganske ny tekst af ophavsmanden til netværkssamfundet, nemlig Manuel Castells. Teksten har vi fået mulighed for at publicere igennem vores udvekslingsaftale med den nordiske udgave af Le monde Diplomatique.
Om emnerne og teksterne:
Habermas er uomgængelig – men er han tidssvarende?
Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas er med sit klassiske værk Borgerlig offentlighed på mange måder uomgængelig i forhold til spørgsmålet om offentlighed og demokrati. Hans teorier udgør da også et omdrejningspunkt i flere af vores tekster, idet spørgsmålet om, hvorvidt hans teorier stadig er brugbare i bestræbelserne på at forstå, hvad der er på spil i offentlighederne i dag, er aldeles presserende.
Jørn Loftagers tekst Borgerlig offentlighed er i den forbindelse et godt sted at starte, idet der her leveres en fin præsentation og diskussion af de væsentligste pointer i Habermas’ offentlighedstænkning i lyset af den aktuelle situation.
Teksten Et kritisk blik på nye offentligheder – uden kritisk teori af Henrik Bang og Anders Esmark skitserer rammerne for forskningspublikationen Nye offentligheder under forskningsnetværket MODINET. Her formuleres, bl.a. igennem en kritisk nylæsning af Habermas, en alternativ indgang til offentlighedsspørgsmålet end den kritiske teori, som forfatterne mener, har monopoliseret den kritiske offentlighedstænkning og ikke længere udgør et adækvat udgangspunkt for forståelsen og bedømmelsen af offentligheder i dag.
Disse pointer forfølges og uddybes videre i interviewet – Der findes ingen anden side af magten – med Anders Esmark.
Internettets betydning for offentlighederne og demokratiet.
Internettet blev fra begyndelsen udråbt som rummende muligheden for det ægte levende demokratiets fuldbyrdelse. Siden er optimismen på mediets vegne blevet mere afdæmpet og for nogles vedkommende endda slået over i pessimisme. Ikke desto mindre har mediet haft og vil fortsat have enorm betydning for konstitutionen af offentligheder og dermed også måden vores demokrati fungerer på.
Internettets betydning berøres i en lang række af vores tekster, men i de nedenstående er det det primære emne.
I Henrik Kaare Nielsens tekst Internettet og den demokratiske offentlighed, kan man læse en detaljeret og nuanceret analyse af internettets potentiale som medie for en demokratisk offentlighed. Via en analyse foretaget ud fra en række af Habermas’ kernebegreber beskrives det, hvorledes kampen mellem civilsamfundet og markedskræfterne om at definere spillereglerne for brugen af nettet og internettets egne mediale karakteristika splitter individet mellem at agere og forstå sig selv som henholdsvis forbruger og borger.
Niels Ole Finnemann påviser i sin tekst – Demokratiet, civilsamfundet og internettet – hvorledes internettet på en række punkter har ændret mediebilledet og dermed også den offentlige politiske diskussion herhjemme. Endvidere tilskrives nettets enorme succes, dets evne til at modsvare den stadigt voksende veluddannede middelklasses behov.
Jacon Linaa Jensen argumenterer i sin tekst – Offentligheder i de digitale mediers tidsalder – for, at man med internettet og dets mange online fænomener må udvide det traditionelle begreb om, hvad der hører til offentligheden og dermed også den politiske diskussion. Webloggen udgør analysens konkrete eksempel på et fænomen, der udfordrer distinktionen mellem offentlig og privat.
Linaa uddyber og perspektiverer sine overvejelser i interviewet Virtuel offentlighed.
Internettet er ikke det eneste medie, der har betydning for omstruktureringen af offentligheden.
I Thomas Olesens tekst Den porøse offentlighed lanceres også et andet begreb om offentligheden, den porøse offentlighed, der skal betone de nationale offentligheders åbne karakter, hvilket betyder, at der både kommer information ind udefra og strømmer information ud til andre offentligheder. Denne porøsitet skyldes netop tilstedeværelsen af en lang række forskellige medier, makro- som mikromedier. I teksten benyttes Muhammed-sagen som illustrativt eksempel på, hvorledes det blev klart for enhver, at den nationale offentlighed ikke er en lukket enhed.
I et uddybende interview med Thomas Olesen – Sociale bevægelser i den porøse offentlighed – diskuteres det, hvorvidt og på hvilke måder, disse nye kommunikationsformer og de mod-offentlighedsdannelser, de muliggør, kan tages i brug af marginaliserede grupper, der således kan gøre deres mening gældende i den store offentlighed.
Netop udvidelsen og fragmenteringen af offentligheden og dermed også området for de politiske diskussioner og beslutninger rejser en række væsentlige spørgsmål. Det kan eksempelvis også betyde en udvidelse af de måder, hvorpå man kan agere og engagere sig politisk og gøre sig gældende.
I teksten Det nye i politik sker uden for politik argumenterer Søren Steen Olsen netop for, at politik ikke længere er begrænset til at foregå i de dertil indrettede institutioner. En ny bølge af gør-det-selv-politik, der foregår alle mulige andre steder er ved at bryde frem.
Manuel Castells beskriver i sin tekst Masseindividuelle medier hvorledes de nye kommunikationsformer, som han kalder masseindividuelle medier, er med til at konstruere nye politik former. Disse kan på den ene side, være med til at afhjælpe den globale politiske krise, vi befinder os i, hvor 2/3 af jordens befolkning ikke føler sig repræsenteret i det politiske system. Ved hjælp af de nye medier øges disse marginaliserede gruppers mulighed for at gøre sig gældende. På den anden side kan selv samme medier øge mulighederne for kontrol og indgriben.
Et ganske andet perspektiv af de nye offentligheder belyses i Vibeke Normann Andersens tekst – Gennemsigtighed og åbenhed i den offentlige service. Her undersøges konsekvenserne af myndighedernes stigende tendens til at offentliggøre serviceresultater for offentlighedernes konstitution. Denne tendens bliver i megen offentlighedstænkning forkastet som værende udtryk for en markedsgørelse af offentligheden, der gør borgeren til forbruger.
I teksten påvises det, at der er tale om en noget mere nuanceret affære, der både rummer elementer af styring igennem skabelsen af offentligheder og elementer af demokratisk potentiale. Det vises bl.a., hvorledes disse nye offentligheder er med til at omstrukturere, hvad der kan gælde som del af den politiske diskussion, forholdet mellem borger og autoritet, borger og forbruger og en række andre centrale relationer.
Kunst og offentlighed.
Med artiklen Refleksioner vedrørende kunstens mandater i det offentlige rum byder Kerstin Bergendal ind med en diagnose af kunstens og kunstnerens rolle i det offentlige rum. På baggrund af en historisk analyse viser hun hvorledes traditionelle kunstneriske udtryksformer nuanceres af en række nytilkomne blandingsformer og derved åbner for andre måder, hvorved kunstneren kan sætte sit mandat i spil. Bergendal selv sætter sit mandat i en intervenerende strategi, der hviler på et tidsligt afgrænset forhold mellem kunstner, profession og publikum, indenfor hvilket alt er muligt. Dermed får offentligheden karakter af performance eller ”midlertidigt operativt rum”, hvor det undtagelsesvist bliver muligt også at indregne de værdier, der er helt subjektive (drømme, erindringer og konflikter), og som ellers bliver sorteret fra i de rationelle og omkostnings-effektive planlægnings- eller arbejdsprocesser, der ellers præger alle aktiviteter i samfundet.
I Mikkel Bolts artikel Kunst som social strategi bliver kunstens performative mandat taget op via præsentationen af The Artist Placement Group, der opstod i London i 1960`erne. Gruppen forsøgte via en række eksperimenterende praksisser at redefinere kunstnerens rolle og udvide den kunstneriske frihed indenfor en bredere social kontekst ved at placere “tilfældige personer” i virksomheder og offentlige institutioner. Kunst skulle ikke blot bringes i forbindelse med hverdagslivet, men skulle direkte introduceres i produktionsprocessen som led i forsøget på at skabe en anden offentlighed hinsides den traditionelle kunstneriske offentlighed.
I artiklen Koncerten som et offentligt fællesskab tematiseres den ny kompositionsmusiks vilkår og fremtid. Mens der er bred enighed om værkernes kunstneriske kvaliteter, kan diskussionen af den ny kompositionsmusik i danske musikmiljøer sammenfattes under den populære overskrift: publikumskrise. Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen argumenterer her for, at den klassiske koncertform – der stadig karakteriserer koncerter i det 21. århundrede – begrænser den nykomponerede kunstmusiks rækkevidde som nutidigt offentligt fællesskab.
God læselyst