1.5.2007
Du har analyseret hvad du har kaldt psy-videnskaberne. Medicin er uden tvivl en del af denne diskurs, men i de sidste par år synes der at være et skift i dit fokus til de nye medicinske teknologier eller livsvidenskaber. Hvorfor dette skift og hvorfor nu?
Jeg har arbejdet med psykiatrien i efterhånden mange år. Efter min Ph.D afhandling, “The Psychological Complex” blev udgivet i 1985, kastede jeg mig over en analyse af psykiaternes rolle i reguleringen af patologisk og normal adfærd. Det blev til bogen “The Power of Psychiatry”. En af drivkræfterne bag den bog var, at modstillingen mellem psykiatri og antipsykiatri ikke var særlig brugbar. Det var ikke særligt konstruktivt bare at være imod psykiatri eller at være imod en form for psy – psykiatri til fordel for en anden – eller at se psykiatrien helt og aldeles som et projekt, der handlede om kontrol og indespærring. Sammen med min medredaktør Peter Miller argumenterede jeg for, at sådanne analyser af social kontrol var temmelig begrænsede måder at forstå psykiatriens rolle og former i samtiden. I stedet for at tænke psykiatrien grundlæggende som et forsøg på at fjerne og kontrollere vanskelige individer i samfundet, hævdede jeg, at man skal se psykiatrien som del af et langt mere generelt sæt af strategier for at fremme og styre mental sundhed. Jeg kaldte dette for disciplineringen af den mentale sundhed.
Mod slutningen af 1990`erne, omkring otte år efter at have udviklet “governmentality” analyserne og efter, at jeg havde skrevet bogen “The Powers of Freedom”, ledte jeg efter et projekt, der kunne stimulere min tænkning på nye måder. Jeg besluttede mig for at vende tilbage til forskningen i psykiatrien og dens rolle i samtiden. Planen var til at starte med at lave en genealogi over samtidens psykiatri, lidt ligesom den, jeg havde lavet over psykologien i 1980`erne. Men jeg fandt snart ud af, at jeg var i fare for at genbruge nøjagtig de samme begreber i denne nye kontekst, hvilket naturligvis ikke var særligt konstruktivt. For det andet frygtede jeg at et sådant projekt ville marginalisere, hvad der for mig stod som den vigtigste udvikling indenfor psykiatrien, nemlig udviklingen hen imod en biologisk forståelse af menneskelig adfærd. For nogle betød dette at psykiatrien endelig var blevet den sande positive videnskab om menneskelig adfærd. Jeg begyndte derfor at arbejde med dette biologiske skift i psykiatrien og ganske overraskende fandt jeg ud af, at jeg var nødt til at begynde med en mere generel analyse af tilblivelsen af de nye biologiske videnskaber, genteknologi, nye former for tænkning, nye former for biopolitik, biomagt osv. Alt dette lavede jeg et stykke tid for nu at vende tilbage til de biomedicinske teknologier og især de nye psykiatriske teknologier.
Og hvorfor fokusere på det nu? Bortset fra de grunde jeg lige har givet er det på grund af min hypotese om, at noget nyt er ved at ske her. En lang række biologiske forståelser forbundet med nye måder at forstå og transformere menneskelig adfærd på viser sig i forskellige praksisser. Disse udviklinger i de nye hjernevidenskaber, i den molekylære neurovidenskab, i adfærdsgenetikken og i psykofarmakologien transformerer ikke kun den psykiatriske praksis – de vil potentielt have en lige så stor gennemslagskraft i det 21. århundrede som psykologien havde i det 20. Det er i hvert fald den hypotese, som jeg undersøger.
En ny epistemologi
I en af dine artikler skriver du at biologien er blevet mere “overfladisk” nu. Kunne det der er ved at ske være at psykiatrien bliver mere overfladisk, dvs bliver biologisk?
Ja, jeg har arbejdet en smule med disse ideer om dybde og overflader. Jeg har først og fremmest forsøgt at udvikle en model eller en metode, en deskriptiv metode, en måde at analysere interrelaterede ting, at redegøre for transformationer, der forbliver på overfladen, der forsøger at efterspore forbindelser mellem ting. En metode, der ikke forsøger at finde “hemmelige” årsager eller skjulte interesser.
For det andet nærer jeg også en stor interesse for disse overflader og dybder, når det drejer sig om de ting, jeg studerer.
Som en temmelig tvivlende elev af Michel Foucault er jeg inspireret af hans kategorisering af epistemiske former og i særlig grad hans karakteristik af det moderne episteme som et sæt underliggende love , hvori en række overfladefænomener bliver gjort forståelige ved en underliggende dybde – vi kan se dette hos Marx, Freud, Darwin etc. Men hvad nu hvis man forsøgte en lignende karakteristik af vores nutidige episteme? Måske ser vi netop nu starten på en ny slags epistemologi, som ikke forsøger at forklare ting med skjulte love som referencerammer, men som prøver at forklare fænomener gennem et netværk af forbindelser. En epistemologi som er ret så overfladisk og hvor hvad som helst kan komme i forbindelse med hvad som helst andet. Jeg har analyseret systembiologien og måden systembiologien fungerer på, hvor der benyttes cybernetics og en hel række af andre metoder og begreber for at se, hvordan forskellige elementer af levende systemer kommer i forbindelse med hinanden. For mig ser det ikke ud til at være en forklaring af liv ved hjælp af underliggende love, som styrer det, men i langt højere grad en forklaring, der trækker på komplekse, interaktive forbindelser imellem helheder. Selve netværksdiskursen, kompleksitet og emergens er en del af det, jeg prøver at nærme mig ved hjælp af denne idé om fladhed/overfladiskhed.
På samme måde er der den overfladiskhed, som du hentyder til i forbindelse med det enkelte individ. Som du ved, har jeg argumenteret for at psykologien åbner op for en indre dybde i individet. En form for uvirkeligt rum som du ikke kan se, men kun trænge ind i via stemmen og fortolkning. Jeg undersøger nu, hvorvidt samtidens psykiatri, hvor adfærd kortlægges direkte på hjernen er ved at lukke dette psy-formede rum. Jeg begyndte at arbejde med denne tanke for mange år siden, da jeg blev bedt om at lave en anmeldelse af bogen “Seeing the insane” af Sander Gilman. Bogen er fyldt med billeder. Den viser at psykiatrien, især fra midten af det 19. århundrede og frem til starten af det 20. århundrede var meget visuel. Diagnosen af en patient blev til ved at udsætte patientens visuelle fremtoning for psykiaterens observerende og klassificerende øje. Da Kraepelin og Freud kommer frem mister det visuelle sin status. Kraepelin diagnosticerer ved hjælp af patientens individuelle sygdomsfortælling, og selvom han stadig foreviser sine patienter for sine elever, så handler det ikke om at se, men lytte til deres historier om deres triste tilstand. I Freuds samlede værker er der ikke et eneste billede af en patient. Der er billeder af Freud, men ingen patienter. Freud fortrænger øjet til fordel for øret. Fra da af kan man kun trænge ind i bevidsthedens dybe rum ved at lytte til patientens stemme. Hvis du ser på nutidens psykiatri bøger vil du opdage, at de er meget visuelle, de er fyldt med billeder: billeder af hjerne synapser, neuroner osv. Faktisk er mange af de billeder ikke fotografier men simulationer, hvilket er nok så væsentligt. Under alle omstændigheder ser vi altså en ny form for visualitet, der ikke forsøger at trænge ind i bevidsthedens dybder ved at lytte og fortolke, men ved at se, forestille sig og simulere. Det er en anden form for fladhed.
Jeg ved ikke, hvordan de her fladheder er forbundet, men der sker uden tvivl noget interessant her: et epistemologisk og teknologisk skifte, der er forbundet med de nyeste udviklinger indenfor neurobiologien, nyere farmakologi, nye former for ekspertise og nye måder hvorpå eksperterne i menneskets patologiske adfærd bliver uddannet. Selv psykoanalytikere forsøger i dag at retfærdiggøre deres felt ved at referere til neurobiologien og sige: “det gør helt sikkert noget ved neurotransmitterne – det ses tydeligt i hjerne scanningerne”. Så dette er uden tvivl en ny form for årsagsforklaringer, der allerede har indflydelse i klasseværelset, i militæret, på klinikken og andre steder. Disse måder at tænke på spreder sig på næsten samme måde som de processer, hvormed psykologien blev spredt i det 20. århundrede og blev kulturelle fænomener. Så de her måder at tænke på udtrykt i neuroner og hjerner og måderne, hvorpå mennesker transformeres ved at handle i forhold til deres hjerner, synes at blive meget almindelige i vestlige samfund. Den mest gennemtrængende idé er selvfølgelig den farmaceutiske, at du kan ændre dig selv ved tage medicin, der vil påvirke selvet ved at påvirke hjernen. Det er det, jeg mener med tesen om, at det dybe psykologiske rum er ved at flade ud og blive erstattet af en direkte kortlægning af personligheden og dens dårligdomme på kroppen eller hjernen, der herefter bliver udgangspunkt og mål for al etisk bearbejdning. Jeg har nogle gange tænkt det her som en ontologisk mutation, hvilket nok er en smule overdrevet. For dette er selvfølgelig ikke psykologiens endeligt, eller alle de andre måder, vi tænker på mennesker på i forskellige praksisser; som moralske subjekter eller frie og ansvarlige individer. Men disse praksisser bliver uden tvivl påvirket på en lang række interessante måder.
Mellem normalitet og noget bedre
Interventioner i denne samling af fladheder synes ikke længere at være så begrænset af normerne for den naturlige krop og normalitet/anormalitet og sundhed/sygdom dikotomierne. Er grænserne blevet uklare?
For et stykke tid siden hævdede jeg, at normal/anormal dikotomien er ved at blive opløst eller helt forsvinde i den molekylære tidsalder. Men det er alt for unuanceret. Ikke desto mindre er der ved at ske noget, hvilket kan ses på flere forskellige niveauer. Epistemologisk er det tydeligt på den måde psykiatrien fungerer i dag. Den benytter i stigende grad samme forklaringsmodel til at redegøre for variationer i normal og patologisk adfærd. Du kan se dette i en række forskellige intervenerende praksisser, hvor de samme teknologiske nyskabelser som eksempelvis medicin i princippet bruges til at modulere såvel normale som patologiske tilstande. Forskere været vant til at kalde eksempelvis Prozac for antidepressiver. I dag er der interessant nok nogle, der tænker på Prozac som medicin, der forøger ens velvære. Medicinen har godt nok en antidepressiv virkning, men denne virkning er del af en generel forøgelse af den enkeltes trivsel. I dette felt er opdelingen mellem normalitet og sygdom ved at blive opløst. Dette er det centrale argument i min nye bog “The Politics of Life Itself”. Hvor man tidligere medicinerede for at helbrede, så befinder de nye medicinske teknologier sig på grænsen mellem normalitet og noget bedre, idet de påvirker, kontrollerer og modulerer de mest vitale egenskaber ved krop og sind. De er ikke længere sundhedsteknologier, men livsteknologier.
I den engelsktalende verden er der en stor interesse for det der kaldes forøgelses eller forbedringsteknologierne. Det hævdes at der lige nu sker et skifte fra helbredelse af sygdomme til teknologier, der vil forstærke samtlige menneskets evner, intelligens, sansning osv. Dette mener jeg er temmelig misvisende, eftersom medicin længe har gjort andet og mere end at helbrede sygdomme. Tænk bare på medicinens rolle i almindelige begivenheder som fødsler – tænk på medicinens rolle i forøgelsen af menneskets levealder og i den radikale transformation af kvindens fertilitet. Det er altså ikke særligt konstruktivt at tænke på det her som en helt ny og måske uberettiget udvidelse af medicinens domæne. Men der sker under alle omstændigheder noget interessant her…
Hinsides terapi
Antyder du at forøgelse har at gøre med normalfordelingskurven – at man bereder det gode ikke ved at udslette det onde, men ved at minimere det, dvs. ved at skubbe puklen på normalfordelingskurven i retning af det bedre?
Som jeg netop var inde på, mener jeg ikke, at termen forøgelse eller forbedring er specielt brugbar som analytisk begreb, men anvendelsen, spredningen og debatterne desangående er værd at studere. En gruppe, der kalder sig transhumanister ser det som vores forpligtelse at gøre nøjagtig, det du siger – at skubbe puklen på normalfordelingskurven i retning af det bedre, når vi nu har teknologierne til at intervenere i mennesket og gøre det bedre, hvad enten vi gør det ved hjælp af medicin, genterapi, præimplantation af æg (ægsortering) eller noget andet. Det er en side af debatten. En anden side repræsenteres af Francis Fukuyama og andre hvis bekymringer går på det moralske og etiske. De frygter, at folk vil bruge medicin på designerbasis til at designe og tilpasse deres stemninger, deres lyster og deres intelligens i forhold til deres egne sekulære ønsker. Fukuyama og Leon Kass mener, at dette vil ændre noget fundamentalt ved menneskets natur. De hævder at denne udvikling “hinsides terapien” afskærer forbindelsen til de virkelige betingelser, hvorunder mennesket lever og dermed berøver mennesket noget, der er fundamentalt for det, nemlig erfaringen af lidelse og sorg samt erkendelsen af, at vi alle bliver syge og dør. Og så er der dem hvis bekymringer angår en række mere mundane spørgsmål. Vi ved allerede at mange atleter bruger doping for at forbedre deres præstationer, men hvad hvis velstående familiers børn fik fat i medicin, der kunne forbedre deres præstationer ved eksamen, eller hvis forretningsmanden fik fat i noget medicin, der kunne give ham nogle særlige konkurrencemæssige fordele. De er bekymrede, ikke for de enkelte individers brug af forbedrende medicin, men mere de uligheder dette forbrug vil medføre.
Disse mere mondæne spørgsmål synes ikke at bekymre dig så meget?
Ulighed og uretfærdighed ligger mig meget på sinde! Men jeg kan bare ikke se forskellen på at forsøge at forbedre udsigterne for ens barn ved brugen af medicin eller ved at sende dem på en eller anden dyr kostskole. De her bekymringer er under alle omstændigheder baseret på en overdrevet tro på, i hvilken grad den her medicin kan skabe en præcis og beregnelig ændring ved menneskets evner og egenskaber. Eksemplet, der altid gives er Prozac og det Peter Kramer har kaldt kosmetisk psykofarmakologi. I bogenåØå Listening to Prozac, beskrev han hvorledes patienter som fik Prozac ikke bare opnåede en forbedring af symptomene, men faktisk oplevede mere omfattende personlighedsændringer, som de selv og samfundet opfattede som positive. De havde fået det bedre end godt. Men enhver som har prøvet Prozac ved at det ikke på pålidelig vis kan modellere ens humør. Det tager uger før nogen effekt kan mærkes og denne effekt varierer meget fra person til person. Uforudsete bivirkninger, sideeffekter osv følger også ofte med brugen af Prozac. Kort sagt så ville det være meget bedre at tage alkohol eller et af de “ældre” stimulanser, hvis du vil designe eller modellere stemninger på en pålidelig måde i forhold til formål, tid og sted. Men de her spørgsmål om forbedring og designermedicin rører ved en helt central problemstilling angående den rette brug eller formålet med medicin. I stedet for at se på det her i forhold til forandringer i forholdet mellem normalitet og patologi skulle vi måske spørge: hvad er den rette brug af forskellige former for ekspertise og hvilke objekter, tilstande, sindsstemninger, personer og problemer bør have eksperternes opmærksomhed? Hvordan bliver disse styret og med henblik på hvilke formål? Herefter kan vi stille nogle etiske spørgsmål til vores livsførsel og strategier for selvudfoldelse: hvad anser folk for at være deres etiske mål, hvad ønsker de og hvorledes bliver disse ønsker transformeret? Der er rigtig mange interessante spørgsmål at stille, men hvis man stirrer sig blind på spørgsmålet om det normale og det patologiske så sidder man fast i nogle dikotomier, der er næsten umulige at komme ud af.
Vær beredt
Foucault hævdede at spedalskheden viste os en måde at styre på og pesten en anden, der måske affødte disciplinen. Vidner samtidens epidemier og måden vi håndterer dem på, om udviklingen af nogle nye former for styring eller muterer de nogle former for styring?
Det er et vigtigt spørgsmål. En empirisk vej ind i det her er at spørge hvorfor WHO og andre sundhedsorganisationer blev så bekymrede over SARS og senere fugleinfluenzaen, der ved begyndelsen af 2007 havde slået færre end to hundrede mennesker ihjel? Hvad havde fugleinfluenza og SARS tilfælles? Jeg tror svaret er, at disse sygdomstilstande virker som diagrammer eller små eksperimenter, der viser, hvorledes en ukendt vektor, kommende ingen eller alle steder fra, kan sprede sig faretruende hurtigt på kryds og tværs af en globaliseret verden. Dette skaber frygt om, hvor mange sygdomsspredere af den art, der findes og hvor mange vektorer, der kan sprede dem. Svarene hertil er ukendte, så her har vi altså, hvad Donald Rumsfeld temmelig træffende kaldte “known unknowns”. For WHO og en række andre offentlige institutioner var vigtigheden af fugleinfluenzaen ikke så meget epidemien i sig selv, men mere eksemplificeringen af, hvorledes man kunne forestille sig et fremtidigt udbrud af den slags. Den var således en “test case” for de teknikker, man var nødt til at udvikle og de former for beredskab, man har brug for, for at beskytte sig mod potentielt dødbringende “known unknowns”. Min kollega Paul Rabinow og hans team har arbejdet en del med dette – med transformationerne og mulige nye konfigurationer af nogle temmelig gamle beredskabs-imperativer, der har eksisteret både i militæret og i sundhedsvæsenet. Dette har nogle forbindelser til det Ulrich Beck har skrevet om, nemlig transformationen fra en verden af beregnelige risici, som man kan forsikre sig mod, til et uvirkeligt rum af uberegnelige usikkerheder med potentielt katastrofale konsekvenser, som ikke desto mindre synes at producere det politiske imperativ om et stedsevarende og potentielt ubegrænset beredskabsapparatur. Vi kan se nye former for tænkning udvikle sig her; ideen om at disse usikkerheder virker i multiple netværk, uafhængigt af rum og tid; at de på kort tid sammenføjer ting, der er meget langt fra hinanden; at det der kræves er mangfoldige teknikker til at bringe en lang række af potentielle fremtider ind i nutiden og berede sig på dem lige meget, hvor uberegnelige de er. Måske dette er den form for mutation du hentyder til – den politiske forpligtelse for de regerende til via beredskabet at tage stilling i mod ukendte og potentielt dødbringende trusler. Måske er det en anden form for styringsrationalitet. At være beredt. Og ikke bare forsøge at være beredt i forhold til de “sikre usikkerheder” men også de “usikre usikkerheder” ved hjælp af alle mulige former for teknologi, der gør disse usikkerheder virtuelt tilgængelige. En rationalitet, der nødvendiggør nye human teknologier, fordi man ikke bare kan regere sig ud af disse problemer ved at disciplinere individuelt eller hele befolkninger. Selvfølgelig findes der masser af eksempler og måder, hvorpå det forsøges at indprente ansvar i det enkelte individ, men både du og de ved, at disse forsøg er mere symbolske end effektive. Da man eksempelvis tidligere skulle forberede sig på atomkrig i Storbritannien blev det hele lidt en joke: dæk dine vinduer med karduspapir, gem mad og vand osv. Vi har også set mangfoldige forsøg på at regulere hele befolkninger; overvågning og identifikation, grænsesikkerhed, telefonaflytning og meget mere.
Alt dette kræver nye systemer, der kan håndtere den betydelige datamasse. Systemer, der kan overvåge systemer og ofte systemer, der ikke er afhængige af menneskelig handlen; systemer, der benytter komplekse algoritmer i forsøget på at anskueliggøre farlige mønstre baseret på faktorer som rejsemønstre, brug af kreditkort, rekreative aktiviteter; systemer, der kan identificere og samle al denne data og tage affære. Mange af elementerne i det her er ikke nye, men måske kombinerer de sig på nye måder, der gør det til en generaliserbar model. Det er under alle omstændigheder et uhyre vigtigt felt at analysere.
Det minder også lidt om den måde vi handler og tænker på i forhold til terrorismen. Måske det er derfor vi bliver så skræmte til trods for at kun et par hundrede mennesker døde af fugleinfluenza?
Ja, modellen kan forlænges fra sundhedsvæsenet til moderne terrorisme…180 døde af fugleinfluenza, måske tusind verden over af SARS, ca. 3000 ved angrebet på WTC tårnene. Husk på at over 50.000 civile døde i den ildstorm, der efterfulgte en nats tæppebombning af Hamborg i slutningen af Anden Verdenskrig. Det afgørende er tydeligvis ikke antallet af døde. Noget andet synes at være repræsenteret eller manifestere sig i frygten for disse ukendte trusler og kravet om at de bliver håndteret eller regeret. Man kan blive meget metaforisk omkring alt dette og spørge, hvad skal de frygtmetaforer; SARS, fugleinfluenza, terrorisme osv. til for? Hvad fortæller de os? Det er bare ikke den slags spørgsmål, jeg arbejder med…At være beredt. At forme fremtider således, at der kan tages affære i den vitale nutid synes også at være en logik bag samtidens livsvidenskaber. Hvordan er disse videnskaber forbundet til denne styringsrationalitet?
Lad os tage eksemplet med den såkaldte krig mod terror. Det er et helt andet kompleks vi der ser. Selvfølgelig er det ikke helt uberørt af livsvidenskaberne, idet disse spiller en rolle i forbindelse med truslerne fra terror, biosikkerhed og bioterrorisme. Livsvidenskaberne inddrages især i USA, hvor Bush har afsat milliarder af dollars til forskning og bekæmpelse af bioterror.
Men livsvidenskaberne er vigtige i en anden forstand. I samtidens livsvidenskaber er det selve menneskets forståelse af hvilken slags væsener de er, der er på spil. Biomedicin har således ikke kun ændret vores forhold til sundhed og sygdom. Vi er begyndt at relatere til os selv som somatiske individer – dvs. individer, der i stigende grad erfarer, handler og udlægger sig selv som kroppe i en biomedicinsk diskurs. Når bioetikere taler om menneskets sjæl og den slags ting, peger de også på det faktum at disse nye teknologier, der synes at virke på selve vores karakter, vores egenskaber og vores væren som mennesker i det hele taget, producerer nogle transformationer, der er endnu mere fundamentale og problematiske end en usikker verden af terror og udefrakommende trusler.
Hvori består så denne nye verden?
Det er en verden, hvor vi ikke kan stabilisere vores væren ved at referere til en given forståelse af, hvilke væsener vi egentlig er. Dette er i hvert fald mange kritikeres frygt. Når vi ikke længere ved, hvem eller hvad vi er, fordi vi kan designe og re-designe os selv, så er vi blevet kunstige væsener – mekanismer, der skabes og omskabes efter egne eller autoriteternes lyst og behov. Kritikerne frygter at vi dermed har mistet den sidste smule stabilitet i en hurtigt omskiftelig verden. I Jürgen Habermas bog “The Future of Human Nature” bekymrer han sig om disse ting – hvad vi vil tabe, hvis vi som mennesker bevæger os ind i en design æra, hvor vi kan designe os selv, vores børn osv. Habermas mener, at ethvert menneske, der tænker sig selv som designet ikke vil være i stand til at placere sig selv som del af arten menneske. For Habermas er det altså denne arts-etik, der er på spil med samtidens teknologiske udviklinger. Det er selvfølgelig teologisk tænkning, men ikke desto mindre indebærer det, at livsvidenskaberne spiller en stor rolle for dem, der tænker teologisk over menneskets plads i verden, dvs. kosmologisk. Så hvis der skulle være et eller andet “stort” motiv for at fokusere på livsvidenskaberne så skulle det være dette. Min egen langt mere mondæne grund til at se på disse videnskaber har forbindelse til spørgsmålet om styring; transformationen af kontrolpraksisser, styring af adfærd og styringen af vores egen adfærd. Mange praksisser bliver transformeret af disse nye teknologier og denne transformation er både meget betydelig og meget spredt. Det er grunden til, at jeg altid viser de her grafer over den stigende rate af psykiatriske diagnoser samt raten for recepter til psykiatrisk medicin, når jeg holder foredrag. Det er for at indikere, at vi allerede er i den her verden, hvor mange af omskiftelighederne for menneskets betingelser forstås og forklares i disse termer. Det er min langt mere mondæne måde at undersøge disse emner og deres konsekvenser for vores livsformer på. Jeg er langt mere interesseret i disse små konstruktører af den menneskelige sjæl, og de små ændringer, de tilføjer vores måder at forholde os til os selv på gennem livet, end jeg er i disse store “globale” spørgsmål om postmodernitet osv.
Det somatiske og det liberale individ
Måske er dette et “globalt” spørgsmål. Er der en forbindelse mellem det somatiske individ og det liberale individ?
Her bør man træde varsomt. Vi befinder os lige midt i tingene. Alt hvad der foregår, foregår lige nu og her, og det er alt for nemt at ophæve et flygtigt fænomen eller tendens til at være tegn på en kæmpe transformation. Antropologen Emily Martin, der arbejdede med HIV og immun systemet, skrev en fantastisk bog kaldet “Flexible Bodies”. I den bog skrev hun at immunsystem metaforen ville komme til karakterisere relationen mellem nationen og dens sygdomsfremkaldende “andethed”. Men ligesom metaforen “livets bog”, synes immunsystem metaforen at være på vej væk – ikke helt, selvfølgelig, men den spiller ikke længere den samme rolle i samtidens måder at tænke på “sygdomsfremkaldere” eller terrorister. Det er altså svært at diagnosticere, når man står midt i det.
Du spørger om det somatiske individ og det liberale individ. Måske er det, jeg har kaldt somatisk individualitet relateret til nogle ændringer i den liberale idé om individet. Individet er stadig en autonom og ansvarlig skaber af selvet, men ikke længere helt så samlet, sammenhængende eller fikseret. Det er derfor jeg tror, at der til trods for argumentets spekulative karakter er noget i Deleuzes argument i “Postscript to a society of control” om, at vi er på vej mod mere modulation. Dette leder tilbage til spørgsmålet om normalitet og sygdom. I dag er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt man befinder sig i en normal eller en syg tilstand, idet disse ses som egenskaber indskrevet i det enkelte individ. Det drejer sig mere om, hvordan man i forskellige kredsløb og praksisser kan modulere ens opførsel eller få sin opførsel moduleret, således, at man kan indgå i disse kredsløb. Disse modulationer forstås ikke nødvendigvis som blivende træk ved ens personlighed, indskrevet i kroppen og i sjælen. Hermed antydes fremvæksten af en personlighedsnorm, der er foranderlig og modulerer sig selv i forskellige praksisser og som ikke føler sig forpligtet til at re-organisere disse i en sammenhængende personlighed. Der er en vis overensstemmelse mellem nogle af de Farmako-teknologier, jeg har analyseret og den form for selv-modulation. Hvis du er den type, der har brug for at være længe vågen, så tager du opkvikkende medicin og hvis du herefter har brug for at falde lidt ned og sove, så tager du sovepillen. Du kan forme og omforme dig selv igen alt efter de skiftende krav fra de enkelte praksisser, steder og tider.
Styring gennem frihed
I dine værker om frihed og “advanced liberalism” er der en hel del informeret samtykke. Dette synes også at være tilfældet med de nye livsvidenskaber, der følger etiske principper som autonomi, valg og ikke-styring. Er tvang/samtykke dikotomien værdiløs i denne nye form for biopolitik?
Tvang/samtykke dikotomien er kun interessant i periferien. Der er uden tvivl helt klare eksempler på at tvang eksisterer, hvilket bør fordømmes. Selvom det psykiatriske system er ekspanderet voldsomt og er blevet vævet sammen med vores daglige liv, er der stadig steder, hvor tvang eksisterer. Folk bliver taget med på psykiatriske hospitaler under tvang og folk tvangsmedicineres. Især i de engelsktalende lande er der en voldsom stigning i antallet af institutioner, hvor folk, der menes at være til fare for andre pga. deres personlighed, indespærres. Nogle har argumenteret for at ethvert tilfælde af konsensus eller samtykke kun er muligt, fordi denne konsensus i sidste ende kan tilsidesættes. Således er konsensus altid betinget af en “stiltiende” trussel om tvang. De tilslutter sig Agambens argument om, at under enhver form for konsensus ligger den immanente mulighed for undtagelse, undtagelsestilstanden. For dem, der tænker således befinder vi os stadig i suverænitetens æra. En suverænitet, der konstant udsættes: den reducerer modsætningen til sig selv, og dermed sine politiske og moralske omkostninger, fordi den “kun” udøver sin tvang overfor særligt marginaliserede mennesker. Der er helt sikkert noget i denne form for argumentation. Og i mine bøger om frihed var pointen så sandelig ikke, at vi var trådt ind i frihedens solbeskinnede rige! Jeg forsøgte at vise, at vores forståelser af, hvem vi er, hvilke mål vi har og hvordan disse mål opnås i sig selv er formet, organiseret og styret. Argumentet er, at det vi kalder frihed i sig selv er et udtryk for styring. At vores idealer om frihed og autonomi, forpligtelsen til at leve sit eget liv, som om det var et spørgsmål om frihed, og den deraf følgende stræben efter frihed er et produkt af strategier og teknikker for styring, der får mennesker til at styre sig selv. Dermed ikke sagt, at vores konsensus er falsk eller uægte. Det handler ikke om at søge efter ægte konsensus i modsætning til en masse prætenderede konsensusser. Det, jeg siger, er, at enhver form for samtykke eller konsensus aldrig er originale udtryk for den naturlige krop og sjæl i sin higen efter frihed og autonomi. De er udtryk, der formes i sammenhæng med de forskellige former for subjektivitet, der skabes.
Afslagets pris
Hvis tvang kun findes perifert, er der så noget i disse forskellige former for samtykke, som vi bør frygte?
Måske bør vi om ikke frygte så være urolige overfor enhver form for samtykke. En urolighedens etik ville være passende i mange tilfælde. Når en kvinde inviteres til at få foretaget en prænatal genetisk test er det såkaldte informerede samtykke påkrævet, hvilket vil sige at invitationen kan afslås – men det har sin pris.
Muligheden for at blive udpeget som uansvarlig eller potentielt uansvarlig er der nemlig altid. Invitationen afslås med faren for at føle sig uansvarlig, hvis det barn du får viser sig at lide af en eller anden form for arvelig sygdom eller handicap. Du bliver en dårlig patient, en dårlig forælder, idet du ikke har udøvet din autonomi klogt og ansvarligt. Du afslår en invitation, der blev dig givet med den bedste af alle intentioner. Ethvert samtykke er i denne forstand kun et samtykke på baggrund af alle konsekvenserne ved ikke at samtykke. Du kan se dette meget tydeligt i det biomedicinske felt, hvor folk tydeligvis samtykker strategisk af mange forskellige årsager. Ikke mindst fordi de ønsker at høste de fordele, de tror hører med det at være en god patient. Vi ved, at der bliver set ilde på dem, der ikke vil et aktivt, engageret og informeret forhold til fremtiden.
Michel Callon og Vololona Rabeharisoa giver et glimrende eksempel herpå i deres afhandling kaldet “Gino`s lesson on humanity”. Som sociologer tager de ud for at interviewe en familie på øen La Reunion, hvor der er en høj koncentration af en særlig arvelig betinget form for muskeldystrofi. Et af familiemedlemmerne, Leon, der er meget hårdt ramt af sygdommen er en lokal rådgiver og aktivist i den lokale muskeldystrofi forening. Han kæmper for bedre forskning og behandling og er på den måde en forbilledlig biologisk borger! Under besøget på øen sidder Leons bror Gino, der også er hårdt ramt, i hjørnet af lokalet og har mest lyst til at gå ned og få en drink på den lokale bar og se sit yndlingsfodboldhold spille. Han siger ingenting og så henvender den ene sociolog sig til Gino og siger noget i retning af: “Undskyld Gino, du siger ingenting…du lader ikke til at ville tale om din tilstand eller hvordan du forholder dig til den, eller hvorfor du ikke har valgt at blive en aktivist ligesom din bror. Hvorfor forholder det sig sådan. Forklar os venligst motivationen for dit forhold til din sygdom.”
Pointen er at Gino bliver sat i en situation, hvor det næsten er umuligt for ham ikke at tale. Han bliver påbudt at artikulere sine grunde til ikke at snakke, ikke at handle, ikke at definere sig selv i forhold til den tilstand eller sygdom han lider af: han gøres ansvarlig for at være uansvarlig. Gino fastholder stædigt sin tavshed – en tavshed, der nu siger en hel masse!
Hvad fortæller det os om tvang/samtykke dikotomien. Den er polemisk anvendelig, hvis du om en bestemt sag kan sige: det var ikke rigtig samtykke. Analytisk er dikotomien imidlertid ikke behjælpelig. Du kan som sagt finde klare eksempler på tvang, men de fleste situationer er svære at kortlægge etisk og dermed langt sværere at bedømme. Er det tvang, når sundhedssystemet ikke tillader en operation med mindre patienten holder op med at ryge i seks uger, fordi at der statistisk set er opnået bedre resultater med operationen for ikke-rygere end for rygere. Er det et tvingende system – et system der bør udsættes for etisk fordømmelse? Patienten kan blive ved med at ryge og forblive nederst på ventelisten eller vælge at give røgen op for at få sin operation. Jeg vurderer ikke den slags sager i det arbejde, jeg laver, men jeg håber på at kunne levere noget materiale, der gør den slags vurderinger mulige. Blev jeg spurgt som borger, og ikke som nutidshistoriker, ville jeg sætte mine penge på lægerne og ikke på rygerne – andre ville gøre det modsatte.