Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Skal krisen negeres eller fordobles? To ulovlige kombattanter svarer Stjernfelt og Thomsen
 

Skal krisen negeres eller fordobles? To ulovlige kombattanter svarer Stjernfelt og Thomsen

1.5.2005

Kritikken må være båret af en dobbelt dynamik. Som den ulydige kriger, Kombattanten, der hverken  tror på at den skabende virksomhed skal gå restløst op i historien (stat, menneskerettigheder, etc), men heller ikke er en flanerende, postmoderne bajads på barrikaderne. Hans aktivitet må både være båret af en vrede mod det som sker og samtidig en entusiastisk skabende glæde. Carnera og Meier Sørensen svarer Stjernfelt og Thomsen.

Forhåndenværende præambel, hørt i landet nord for Camp Eden:

Vi er kommet helt i mål: vi har civilsamfund, demokrati og menneskerettigheder, så hvad brokker I jer over, alle I sarkastiske kritikere og negative utopister? I kan da godt lege lidt men lad nu vær’ at bilde jer ind, at det er noget der flytter noget. Det gør det ikke. I stedet for at danse skulle I hellere læse noget Kant.

Det er Immanuel Kant, oplysningsfilosoffen, der sikrer Christiansborgs og Højesterets glorie og sikrer medborgerhusets diskussionsklub og fællesskab. Kant oprettede som bekendt en fantastisk subjektiv domstol som både placerede præsten og slaven inden i subjektet; man blev både præst og troende, lovgiver og undersåt, dommer og tiltalt. Kants kritik var en kritik af fornuften ved hjælp af fornuften selv: fornuften var både dommer og tiltalt, tribunal og den anklagede. Og jo mere man underlagde sig fornuften, desto mere beherskede man sig selv, for man adlød bare den rene fornuft, med andre ord sig selv. Domstolens tro på en fornuft der går ud over sanserne måtte også foreskrive sjælens udødelighed, for skal gælden være uendelig må skyldneren overleve. Der er, negativt udtrykt, tale om en evig underkastelse uden frihed i sigte. En sådan kritik kan bruges på alle udsagn om kundskab og moral, men dens svaghed var at den ikke kunne stille spørgsmål til kundskaben og moralen selv, også selvom man ikke faldt tilbage i en guddommelig autoritet, men overlod dette til det liberale samfunds idealer om menneskerettigheder, stat og marked.

Kritikkens problem

Ligesom Kant har de herrer Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen gjort kritik ideologisk. Samtidigt har de dog nok valgt den forkerte modstander: den kunstneriske aktivitet som en sublimeret undtagelseserfaring. De bortser dermed stort set fra kapitalismen, der da også kræver langt mere kraft at skrive sig op imod. Det viser sig da også at være relativt nemt at indtage en position hvorfra man kan iagttage verden og kritisere den, men er det produktivt? Og hvad skulle forhindre at man selv ender i den moralisme man ønsker at undgå? Spørgsmålet er om kritikkens sted ikke snarere må findes i en bevægelig midte, der ikke allerede har indtaget en position hvorfra der dømmes? Vi har mere end nogensinde brug for en kritik, der kan kritisere fornuften indefra uden at fornuften samtidigt indtager en dømmende position. Før vi giver et bud på en sådan mulig praksis, er det værd at minde om at kritik eller kritiké på græsk har en dobbelt rod som signalerer en ambivalens: både krinein og techné. Krinein kan betyde at skelne, bedømme og granske, mens techné indebærer færdighed og håndværk. Indenfor samfundsvidenskab og erhvervsøkonomi sammenblandes kritik ofte med politiké, at styre. Techné har altså fundet en allieret i politiké og derigennem tabt sit moment af krinein.

Politikken og juraens funktionalistiske politiké-techné er kommet til at overskygge retfærdighedens krinein. Vi stiller spørgsmålet om kritikken kan tilbageerobre sin dobbelte betydning af skelnen og håndelag, bedømmelse og færdighed? Hvis det civile subjekt er i krise – hvilket alt tyder på – er dette ikke en fornuftkrise der alene kan kureres filosofisk, det vil sige ved hjælp af en oversanselig fornuft adskilt fra naturens vilde tanke. Det civile subjekts krise efter Kant er ofte endt i romantik, i New Age og vilkårlig obskurantisme, og her deler vi i vid udstrækning Stjernfelts og Thomsens afstandtagen. Alternativet til Kant er (selvfølgelig) ikke Buddha light, men derimod at begribe hvordan fornuftens kamp hænger sammen med begæret. Her ligger kimen til det civile subjekts skæbne og her er vi af den opfattelse, at problemet ikke kan løses indenfor en allerede installeret filosofisk horisont, men kun ved at filosofien henter råstof fra ikke-filosofien, det vil sige fra empiriens bevægelige stof. Kritikkens problem handler om tankens forhold til empiri, snarere end tankens forhold til tanken. Vi giver den britiske samfundsforsker og litterat Kenneth Surin ret når han siger at vi efter socialismens forsvinding og den klassiske liberalismes mutationer til global neoliberalisme, i dag er konfronteret med en post-politik hvis navn er nihilisme. Resultatet er at subjektet er i permanent åndenød. Det omtalte civile subjekt er holdt op med at producere: til nøds producerer dette subjekt objekter, ting, men det producerer ikke længere sig selv, sin egen eksistens, sin virkelighed. Vi efterlades med en politik domineret af statens magt over kroppen, hvor arbejdsløse, flygtninge, de mørklødede og kvinderne reduceres til hvad den italienske filosof Giorgio Agamben kalder det nøgne liv. Med Jacques Derridas ord bliver politik reduceret til den uendeligt udsatte retfærdighed. Lovgivningsarbejde kalder Dansk Folkeparti logisk nok for frihedskamp, og signalet bliver den permanente undtagelsestilstand, hvorunder alt og alle bliver midler for at nå det livsvigtige mål: sikringen af nationen, slægten og jorden.

Tilbage til den såkaldte negative opbyggelighed. Jovist, Bjørn Nørgaard skar hovedet af en hest i 70’erne, og denne kritik kan så ikke tages alvorligt i dag og, javist, Lars Bukdahl lefler stundom rigeligt for det skæve – men er det forsvarligt at gøre sådanne udtryk til mål for en kritik der vil være samtidig? I så fald kastes vi tilbage på et uhyre fattigt kritikbegreb, der lige akkurat formår at sige: ”Kan I ikke tage at blive voksne og forsone jer med verden og historien som den er.” En sådan kritik indtager imidlertid en dømmende position, fordi den ikke kan bekræfte krisen og fordi den ikke orker at trænge igennem dens affekter og skabe en ny fantasi og en ny ånd på baggrund af dens sammensatte komponenter. Og som Carsten Thau har gjort opmærksom på må enhver kritik i dag smøge ærmerne op overfor den virkelige udfordrer – der ikke nødvendigvis er en modstander – nemlig den globale kapitalisme. Selv de villede og forvildede kunstnere i avantgarden har fattet dette!

Postpolitisk politik

Modtrækket er derfor at genskabe et virkeligt politisk subjekt, der kan skabe en postpolitisk politik, en solidaritet baseret på singulariteters magt og kraft. Det singulære genskaber nye måder at høre til på, der ikke tager udgangspunkt i universalier som national identitet (for eksempel ’danskhed’) eller andre stabile indikatorer (som slægt og jord), men tager udgangspunkt i den totalitet af muligheder der konstituerer ethvert subjekt som en absolut singularitet og ikke et individ med allerede givne attributter. Du er allerede en mangfoldighed, og kritikkens styrke må være den dømmende fornufts afslutning, tribunalets afslutning. Fornuften er ikke juridisk (intellektets korrekthed), men en aktiv styrke der skaber forskelle, der bliver aktiv og gennemtrænges af ideer, der gør solidaritet og det at høre til at virkeligt produktivt anliggende. Alle store tænkere, reformatorer og jurister har altid vidst at det ikke er loven, men det at blive forløst fra loven, det vil sige at trænge gennem begivenheden, der er retfærdigheden og det civile samfunds chance: Nelson Mandela snarere end Benedikt XVI.

Kant har sejret ad helvede til

Immanuel Kant har, med andre ord, sejret ad Helvede til. Der er kun én vej tilbage: at tage det bedste fra ham igen, nemlig fornuftens egen kamp med sig selv som fornuft. Så kan vi igen spørge til værdien af en værdi, igen problematisere modernismens sammenbrud, i stedet for henholdsvis at hævde modernismens fortfarende triumf (Stjernfelt) eller det førmodernes primat (Thomsen). Fornuftens anstrengelse bliver da at betone affirmationen af destruktionen som kreativ handling, frem for negationen af en forhærdet tilstand. Det er denne evige genkomst af det samme vi ser rundt omkring i utallige mikropolitiske projekter, som foregår indenfor statens og kapitalismens domæner. Gilles Deleuze skriver i sin bog om Nietzsche, idet vi tillader os at citere in extenso:

Den evige genkomst omdanner det negative: den gør det tunge til noget let, den lader det negative gå over på affirmationens side, den skaber en kraft til at affirmere ud af det negative. Men netop kritikken er negation i denne nye form: en destruktion der er blevet aktiv, en aggressivitet forbundet med affirmation. Kritikken er destruktion som glæde, den skabende aggressivitet. Skaberen af værdier lader sig ikke adskille fra en destruktør, en kriminel og en kritiker: kritik af etablerede værdier, kritik af reaktive værdier, kritik af gemenheden. (pp. 98-99)

Kritik må være mikro-politik

Hvordan omdanner vi så kritikkens reaktive kræfter til aktive kræfter? Et muligt svar er, at i et sådant univers har kun en produktion af singularitetens form betydning: hver singularitet kan kun selektivt gentages i sin proces, det vil sige knopskyde sig selv, bekræfte forskelle. Tilsynekomsten af det nye intellektuelle og kulturelle vilkår er barokkens univers, der udskifter de ’transcendentale akkorder’ såsom sandhedens normative vision, det gode, det skønne, middelalderens transcendenser og andre billeder fra højmodernismen med morfende og kreative livsverdener, hvor det i stigende grad bliver vanskeligt at opretholde distinktionerne mellem offentlig og privat, indenfor/udenfor, før og efter, politisk højre og venstre.

Vi lever i verdener der ikke længere prædikeres, men som beror på organiseringer af variation og mangfoldighed, selvom de stadig fungerer efter kapitalens virale aksiomatik. Danskhed er en fiktiv størrelse der ikke har nogen transcendent legitimation; dronning Margrethe, Wilson Kipketer og Muhammeds grønthandel gennem 16 år – alle genskaber de nye udtryk for danskhed og kan ikke længere føres tilbage til et universelt begreb om det nationale. Deleuze og hans medforfatter Félix Guattaris pointe er at de ’substantielle former’ konstituerer et naturligt spil fuldt af singulariteter, grader, intensiteter, affekter, begivenheder og tilfældets kræfter, som danner kompositionen for individuationen forskellig fra det velformede subjekt. Hvert individ er en multiplicitet og et produkt af en fantasmagorisk bevægelse mellem indenfor og udenfor. Kritik må i dag være mikropolitik hvor konge/juristen og krigeren/profeten mere end nogensinde har brug for hinanden, især har den første brug for den sidste (hvilket giver sammensætningen af Stjernfelts neo-modernisme og Thomsens apostolske kampskrift i samme bog en vis mening). Fikseringen af væren har mere end nogensinde brug for nye sociale innovationer, således at binære fordelinger kan transformeres til mangfoldige tilblivelser. Mere end nogensinde har identiteten brug for singulariteten; den ægyptiske stat, som vi som folk til stadighed synes at begære (fascisme/ortodoksi/sexisme/vulgarisme) har brug for en Moses-i-flugt. Thomsens engagerede bidrag i bemeldte bog, kapitlet kaldet ’pro ecclesia ’, er da også langt mere de(kon)struktivt end han selv anerkender: nok er den thomsenske teologi højkirkelig og ceremoniel grænsende til det pompøse, men dens relevans får den ikke i borgerskabets sociale eksklusionsmekanismer (hvori Tidehverv til sidst gik under), men kun som indsat i dens anatema, i Bronx, i de infame racers midte. Kirken bliver hos Thomsen relevant som det absolutte udenfor der transformerer hin enkelte ind i det hellige samfund, hvori den menneskelige værdighed igen approprieres, nu som korset der slås over det nøgne liv: barmhjertighed som politisk gestus.

Revitalisering

Dette er den skabende kraft i den vrede der vender sig mod det som sker. Vi hævder derfor at det at praktisere kritik, det vil sige krinein, må være båret af en dobbelt dynamik: på engang en hellig vrede, der må vendes mod det der sker og samtidig en skabende bekræftelse af denne verdens muligheder, på én gang troskab og mobilitet i tanke og fornuft. At praktisere krinein betyder at gøre vores værdier levende og undgå al moralisme og dennes afledede abstraktioner som ’stat’ og ’universelle værdier’. Det selektive valg der, med Deleuzes ord, genskaber en tro på denne verden er en evaluering der ikke er båret af universelle værdier men af immanente kriterier. Her må en etisk handlen indeholde en åbning af muligheder; den må indbefatte en styrkelse og en intensivering, en udvidelse af magt, en øgning i antallet af forbindelser og erhvervelsen af nye tankeudfordrende distinktioner. Kritikken må derfor genopdage en tro på denne verden, en tro på verden der kan aktivere denne på ny. Det er klart at megen kritik i det 20. århundrede har haft som projekt at få de kloge til at græde, om end de fleste nok forlod den slags elendighedsfilosofi i 1950’erne. Vores bud på en affirmativ kritik er da også et andet: snarere end at få de kloge til at græde gælder det om at få “de dumme til at le”. Deleuze skriver i sin Cinema 2-bog:

Vi har brug for en etik eller en tro der får de dumme til at le: det er ikke et behov for at tro på noget andet, men et behov for at tro på denne verden, hvoraf de dumme er en del. (p. 173)

Kombattanten

Dette kræver en skelnen mellem på den ene side den der hævder han står udenfor samfundets værdier og skaber kunst og kritik, og den der på den anden side er kritisk og skabende uden at hævde at stå udenfor, producenten af interne forskelle. Den første type af avantgardisme søger et punkt hinsides verden, fordi kampen er båret af ideologi og derfor ofte ender i melankoli. I stedet bør vi engagere os i den anden figur, og her skelne mellem krigeren som ønsker at vælte kapitalen og den suveræne stat (folket som en mytisk revolutionær figur) og kombattanten, der ikke længes efter et sted på den anden side fordi han er klog nok til, som Lukas og Paulus, at vide, at det ikke findes. Kombattantens ambition er at handle med skabende opfindsomhed ved at sammensætte sit udtryk ud fra allerede eksisterende komponenter, der får værdierne til at leve. Som ulydig kriger tror kombattanten hverken på at den skabende virksomhed skal gå restløst op i historien (stat, menneskerettigheder, et cetera), deri ligner han det antimoderne, men han er heller ikke en flanerende, postmoderne bajads på barrikaderne, for hans virksomhed kræver en tålmodig og tankefuld anstrengelse. Han resonerer tempereret at hvis ikke han ønskede at modaktualisere historien ved hjælp af de små transformationers mulighed, then why bother at all, så kan han blive bænkevarmer som alle de andre. Hans aktivitet må både være båret af en vrede mod det som sker og samtidig en entusiastisk skabende glæde. Måske venter de herrer Stjernfelt og Thomsen stadig på messias på den gamle måde, som håbefuld oplysning eller som frygtelig genkomst. Men tiden er ikke til håb eller frygt: det er tid til at skabe nye våben, for at få det til at lyse des mere klart, at det rige der skal komme allerede er her.