1.11.2006
Bagtalelse og rygtespredning er blevet den dominerende politiske kunst, hvilket har medført mord på folkevalgte, massive regeringskriser og manglende tillid fra befolkningen. To tredjedele af planetens indbyggere, oplever at de ikke føler sig repræsenteret af deres regeringer. Ifølge Manuel Castells, der har professorater i kommunikation, teknologi og samfund ved universiteter i USA og Spanien, er en ny enestående social kommunikationsform i færd med at opstå. Den er både politisk og et massemedie – men skabes, modtages og erfares individuelt. Disse masseindividuelle kommunikationsformer synes at udgøre en konstruktion af nye politiske former. Det er dog stadig for tidligt at sige, hvor disse leder os hen.
Information og kommunikation har altid været vigtige for den herskende magt, for alternative kræfter, for modstand og samfundsforandringer. Den indflydelse, som kommunikationen har på folkets bevidsthed, udgør et grundlæggende magtspil. Kun ved at forme folkets tænkning kan magtformer konstituere sig i samfundet, og samfundet udvikle sig og forandres. Fysisk og mental undertrykkelse er utvivlsomt en vigtig dimension for magten, men hvis et folk radikalt ændrer sin opfattelse af noget eller i det hele taget begynder at tænke anderledes af sig selv, findes der ingen magt, som kan stoppe det.
At torturere en krop er meget mindre effektivt end at forme en bevidsthed. Derfor er kommunikation afgørende for al magt. Den kollektive tænkning (som ikke er identisk med summen af alle individuelle tanker, men en tænkning, som optager alt og gennemsyrer hele samfundet) udvikles i kommunikationsfeltet. Faktisk er det fra dette felt, at billederne, informationerne og meningerne kommer. Det er gennem kommunikationsmekanismerne, at erfaringer spredes og overføres på et kollektivt niveau.
Dette gælder i endnu højere grad for vore samfund. I hjertet af vore samfund gennemløber kommunikationsnetværk hele den menneskelige verden, fra det globale til det lokale og fra det lokale til det globale. Af den grund udvikles relationen til den herskende magt – det konstituerende element for alle samfund og bestemmende for deres udvikling – stadig mere indenfor kommunikationssfæren.
Ideologisk engagement og offentlig ikke-eksistens
Samtidens samfund viser at politikken har en umiddelbar mediedimension. Det politiske systems materie og selv dets beslutninger udgør en scene for medierne. De forsøger at opnå støtte hos befolkningen, eller i det mindste at dæmpe fjendtligheden.
Dette betyder ikke, at magten betingelsesløst befinder sig i mediernes hænder, heller ikke at publikum bliver determineret ud fra hvad, medierne siger. Forskning indenfor kommunikation har for længe siden vist, at publikum er aktive, ikke passive.
På den anden side har medierne interne systemer, som kontrollerer deres evne til at påvirke publikum. Medierne er frem for alt forretninger, som er underlagt krav om indtjening. De må tiltrække sig publikum eller stoppe sendingerne. De er som regel mangfoldige og konkurrerer med hverandre og må dermed være ligeså troværdige som konkurrenterne. De pålægges også ofte andre krav i forhold til journalistisk arbejdsetik (medietilsyn, etikkomiteer, osv.). De forskellige medier eksisterer altså ikke kun for at forvrænge eller manipulere information.
Alligevel er det nødvendigt at rette opmærksomheden mod to tendenser. På den ene side den radikale, ideologiske journalistik, de politisk engagerede medier. Disse blev længe opfattet som handikappede. Engagementet fratog medierne deres «objektivitet», og de mistede dermed deres publikum. Aviserne, som præsenterede sig som «partiorganer», er dermed så at sige alle forsvundet eller har oplevet alvorlige kriser. Det virker som om, dette har ændret sig. Radikalismen eller det ideologiske engagement kan blive en meget lønlig forretningsmodel. Fox News er et eksempel på dette. Den er en af de største fjernsynskanaler i USA (filial af Rupert Murdochs News Corp). Fox News har erobret en større del af det konservative publikum i USA ved at støtte op om – uden nogen bekymring for objektiviteten – de nykonservative teser bag invasionen af Irak i 2003.
Den anden tendens drejer sig om tab af autonomi for journalisterne, til fordel for arbejdsgiverne. Denne tendens lader sig observere i dag. Det er her, en stor del af det sammensatte spil om mediemanipulation udspiller sig.
Jeg er i færd med at udgive en rapport, som forsøger at forklare, hvorfor 40 procent af amerikanerne i midten af 2004 fortsat troede, at Saddam Hussein og Al-Qaida arbejdede tæt sammen, og at Saddam havde masseødelæggelsesvåben. Dette var et år efter, at der var blevet præsenteret detaljerede beviser på det modsatte. Denne rapport retter søgelyset mod forbindelserne mellem Bush-administrationens propagandamaskine og mediesystemets produktioner. Den viser, at visse manipulationer finder sted uden brug af censur eller direkte ordre om fordrejning. Dette udgør kun toppen af isbjerget. Den betydeligste indflydelse, som medierne udøver på politikken, består ikke i det, som publiceres, men det, som ikke publiceres. Det som skjules, forbigås i stilhed. Mediernes aktiviteter hviler på en dikotomi: Kun det som eksisterer gennem medierne, eksisterer i publikumets bevidsthed. Deres grundlæggende magt ligger altså i deres evne til at skjule, maskere, til at give nogen eller noget en offentlig ikke-eksistens.
Medieficeringen af politikken som politisk skandale
Nødvendigheden af at eksistere i medierne for at eksistere politisk indsætter en organisk relation til mediesproget. Denne relation finder man ligeså meget i fjernsynet som i radioen, i papirpressen som på Internettet. Massemedierne benytter sig af et specifikt blandingssprog, som rigtig nok ikke er en selvstændig dialekt, men har mange lighedstræk. Billedet er det enkleste og mægtigste mediebudskab, og det enkleste billedbudskab forbliver ansigtet. Der er en organisk forbindelse mellem medieficeringen af politikken, personliggørelsen af medierne og personfokuset i politikken. Når man kaster sig ind i et politisk liv grundet på personangreb og mediebilleder eller mediemanipulering, bliver de politiske planer og programmer mindre vigtige. Ingen henviser til dem, og borgerne vier dem heller ikke mere opmærksomhed (sandsynligvis med god grund, i øvrigt). Den «personfokuserede» politiks triumf indebærer, at den mest overbevisende ideologiske kamp bliver personangreb mod den, som inkarnerer et budskab. Bagtalelse og rygtespredning bliver den dominerende politiske kunst – et negativt budskab er fem gange så effektivt som et positivt budskab. Alle partier involverer sig i denne åbning. De manipulerer – og til og med fabrikerer – informationer, uden at medierne tager initiativ til dette. Det drejer sig snarere om mellemmænd, specialiserede mediebureauer og såkaldte «medicinmænd».
Resultatet er en direkte forbindelse mellem medieficeringen af politikken, dens personliggørelse og rygtespredning eller praksisen med politiske skandaler. Denne tendens har de sidste 15 årene ført til mord på folkevalgte, regeringskriser og selv kriser for hele styreformen.
Den Masseindividuelle kommunikation
Dette leder os til den aktuelle, dybtgribende krise med politisk legitimitet på det globale niveau. Der findes en åbenbar og stærk (skønt ikke eksklusiv) forbindelse mellem skandalepraksisen, den forstærkede mediefokusering på den politiske scene og den manglende tillid, borgerne har til systemet. Denne mistro viser sig i en spørgeundersøgelse, FN har udført. Ifølge den føler to tredjedele af planetens indbyggere sig ikke repræsenteret af deres regeringer.
Dette er en betydelig legitimitetskrise. Selv om verden siger, at den ikke længere har tillid til regeringerne, de politisk ansvarlige og partierne, bliver en større del af befolkningen alligevel ved med at tro, at den kan påvirke dem, som taler i deres navn. Denne del af befolkningen tror, at den kan påvirke verden gennem sin egen vilje og rigtige virkemidler. Den er i færd med at introducere enestående nyskabelser i kommunikationssfæren – det jeg kalder Mass Self Communication (masseindividuel kommunikation).
Teknisk set er denne masseindividuelle kommunikation en del af Internettet, men den er også knyttet til udviklingen af mobiltelefoner. I dag er der mere end én milliard netbrugere og mere end to milliarder mobiltelefonlinjer. To tredjedele af planetens indbyggere kan kommunikere takket være mobiltelefoner, selv på steder uden elektricitet og fasttelefonlinjer. I løbet af ret kort tid har en eksplosion af nye kommunikationsformer fundet sted. Folk har udviklet sine egne systemer – gennem SMS, blogger og Skype. Peer-to-peer (klient-til-klient), eller P2P, gør det muligt at overføre alle typer data. I maj 2006 fandtes der 37 millioner blogs (mod 26 millioner i januar). I gennemsnit oprettes der en blog hvert sekund, dette udgør 30 millioner i året. 55 procent af bloggerne holder fortsat liv i deres blog tre måneder efter de har oprettet dem. Antallet af bloggere er vokset 60 gange de sidste seks år, og tallet fordobles hver sjette måned.
Selv om engelsk i begyndelsen var det dominerende sprog på Internettet, bruges engelsk i dag på mindre end en tredjedel af netstederne. Kinesisk er det næststørste, derefter følger japansk, spansk, russisk, fransk, portugisisk og koreansk. Det centrale her er ikke så meget bloggenes eksistens, som linkene mellem dem. Linkene binder dem sammen og knytter dem til hele kommunikationsoverfladen (muliggjort ved hjælp af RSS).
Denne masseindividuelle kommunikation udgør på den måde en ny social kommunikationsform. Den er utvivlsomt massiv, men skabes, modtages og erfares individuelt. Over hele verden er den blevet opdyrket af sociale bevægelser og organisationer. De er alligevel næsten de eneste, som benytter dette ny organiserings- og mobiliseringsværktøj. De traditionelle medier har på sin side forsøgt at tage denne bevægelse til sig. Ved at bruge deres kommercielle og mediale magt er de i færd med at skabe et maksimum af blogger rundt om sig. Alligevel er de sociale bevægelser, i lige så høj grad som oprørske og kritiske individer, i stand til at påvirke de store medier, kontrollere informationen, påvise fejl og selv producere disse – gennem den masseindividuelle kommunikation.
Antiglobaliseringsbevægelsen mod den globale kapitalisme i al dens mangfoldighed har i flere år benyttet sig af Internettet og den masseindividuelle kommunikations ressourcer. Ikke bare som organisatorisk redskab. De benytter den også som et sted for debatter og handling. Anti-globaliseringsbevægelsen har også udviklet en evne til at påvirke de dominerende medier gennem denne kommunikationsform – gennem Indymedia eller en række andre alternative netværk og sammenslutninger.
Opkomsten af autonome kommunikationsnetværk berører også de mest traditionelle medier. Gadefjernsyn eller alternative radiostationer (som TV Orfeo i Bologna, Zaléa TV i Paris, Occupen las Ondas i Barcelona, TV Piqueteros i Buenos Aires) og en række andre alternative medier sammenknyttet i netværk, danner til sammen et nyt informationssystem. Selv den tidligere amerikanske vicepræsident, Albert Gore, har benyttet sig af dette. Han har oprettet sit eget fjernsynsnetværk, hvor 40 procent af indholdet i dag skabes af tv-seerne. Også præsidentvalgkampagnerne blev påvirket af dette nye medie. I 2003-2004 fik Howard Deans kandidatur et opsving takket være hans evne til at mobilisere gennem Internettet.
Dertil kommer den «umiddelbare politiske mobilisering» med mobiltelefon, som de to sidste år er blevet et afgørende fænomen. Dette nybrudsarbejde knyttet til kommunikationsnetværk mellem mobiler har haft bemærkelsesværdige virkninger i Sydkorea, Filippinerne, Ukraine, Thailand, Nepal, Ecuador og Frankrig. Nogle gange med en umiddelbar virkning, som da kong Bhumibol Adulyadejs afsatte statsministeren Thaksin Shinawatra i Thailand i april i fjor. I Spanien skete der noget lignende forud for José Maria Aznars Folkepartis valgnederlag i marts 2004. Myndighederne var optaget af at give ETA skylden for terroraktionerne i Madrid. En uendelig mængde meldinger cirkulerede på mobiltelefonerne. Dette gjorde det muligt at organisere en omfattende protestdemonstration på en dag, hvor det teoretisk set virkede umuligt at udtrykke noget som helst politisk, på grund af chokket og sorgen.
Dette betyder ikke, at de medier, som er blevet assimileret til magten, befinder sig på en side, og de masseindividuelle medierne knyttet til sociale bevægelser på den anden. Hver af dem opererer på en dobbelt teknologisk platform. Eksistensen og udviklingen af masseindividuelle kommunikationsnetværk giver alligevel samfundet en større evne til at kontrollere og gribe ind. De giver også en enestående mulighed for politisk organisering til dem, som befinder sig uden for det traditionelle system.
Det formelle og opstyltede demokrati er i en grundlæggende krise. Indbyggerne har ikke længere tiltro til de demokratiske institutioner. Det, som sker for vores øjne med eksplosionen af masseindividuelle kommunikationsformer, synes at udgøre en konstruktion af nye politiske former. Det er for tidligt at sige, hvor disse leder os hen. Alligevel er en ting sikker. Kampen vil udspille sig i kommunikationsfeltet og vise den nye mangfoldighed af teknologiske virkemidler. Dette er så afgjort den ældste kamp i menneskehedens historie. Siden tidernes morgen har det drejet sig om at frigøre bevidsthederne.
Oversat af R.N. og siden af E.H.
Copyright: Le Monde Diplomatique