18.4.2012
Filosof Kirsten Hyldgaard analyserer den populære tv-serie The Wire. Med udgangspunkt i psykoanalysen betegner hun serien som et paranoidt sociologisk mesterværk i kraft af dens gennemførte præsentation af forholdet mellem subjektet og den Anden som forholdet mellem den enkelte og systemet.
The Wire er en tv-serie over fem sæsoner (2002-2008), der beskriver livet i Baltimore, USA i begyndelsen af det 21. århundrede. Den detaljerede og komplekse beskrivelse af en bestemt lokalitet i en bestemt tidsperiode med udgangspunkt i politiefterforskning af narkotikakriminalitet er dels en beskrivelse af tilstanden i den vesterlandske verden overhovedet, dels et svar på det klassiske spørgsmål om forholdet mellem subjektet og det sociale eller individ og samfund. At se The Wire i en sociologisk sammenhæng er jeg selvsagt ikke ene om, se eksempelvis artiklen ”The Wire as Social Science-fiction?” af Ruth Penfold-Mounce, David Beer og Roger Burrows i Sociology, vol. 45, no. 1, pp. 152-167. Artiklen taler for, at The Wire skulle være et eksempel på det, A. Abbot har kaldt ”lyrisk sociologi”. Tak til ph.d.-studerende Signe Ravn, Centre for Alcohol and Drug Research, Aarhus Universitet for referencen. Nærværende analyse af The Wire er en omarbejdet udgave af præsentation på ph.d.-kursus 14/10 2010 i Cesau, AU’s regi.
Psykoanalysens, den freudo-lacanianske distinktion mellem neurosen og psykosen skal i det følgende gøre tjeneste. Læsere, der først og fremmest er interesserede i selve analysen af The Wire, kan springe over de indledende afsnit, der kort vil fremstille, hvorledes psykoanalysen beskriver nogle træk ved den paranoide psykose.
Serien er – helt berettiget – berømmet for sin realisme. Der er dog en grænse for, hvor overbevisende denne realisme er for alle, og netop spørgsmålet om paranoia skal tematisere dette forbehold. At kalde tv-serien et paranoidt sociologisk mesterværk hviler på tesen om, at der findes teorier om det sociale, som er psykotiske i deres form. Der er tale om en formlighed imellem nogle moderne teorier om det sociale og så den måde, hvorpå man i den paranoide psykose opretholder en vis om end prekær form for stabilitet. Der er hermed ikke tale om at patologisere eller devaluere nogle former for tænkning. De kliniske begreber skal her gøre tjeneste med henblik på at vise formen i tænkningen, nærmere bestemt måden, hvorpå subjektets henvendelse til den Anden er struktureret, hvilket er psykoanalysens version af det klassiske spørgsmål om subjektet og det sociale eller individ og samfund. Med andre ord vedrører distinktionen formelle forskelle, ikke neurotiske og psykotiske symptomer som kliniske fænomener betragtet.
I psykoanalysen er det almindeligt at skelne mellem den paranoide og den skizofrene psykose – som man kan nøjes med to udgaver af neuroser: hysteriet og tvangsneurosen. Opmærksomheden er først og fremmest rettet mod måden, hvorpå subjektet henvender sig til den Anden, henholdsvis ikke henvender sig til den Anden. Man interesserer sig således ikke for at skelne og kategorisere de forskellige fænomenale fremtrædelsesformer, som tilfældet er i psykiatriens diagnostiske manualer. Disse har som ideal en teorifri beskrivelse af forskellige lidelsers fremtrædelsesform med henblik på indrullering af den singulære lidelse i en diagnostisk mængde med det formål at danne grundlag for valg af terapi – medicinsk, kognitiv eller psykodynamisk. Psykiatriens beskrivelse af den fænomenale, symptomale, iattagelige fremtræden vidner ikke nødvendigvis om en neurotisk eller psykotisk struktur i psykoanalytisk forstand. Der skal således skelnes mellem symptom og struktur. Strukturbegrebet refererer i denne sammenhæng til spørgsmålet om, hvorledes subjektets henvendelse til den Anden er formet. Henvendelsesmåderne vidner om implicitte teorier om det sociale, nogle teorier der kan genfindes i officielt anerkendte sociologiske og filosofiske teorier om det sociale og altså også i politiserier som The Wire.
Paranoia
Paranoiaen er i lighed med tvangsneurosen først og fremmest en intellektuel ’forstyrrelse’. Det er en lidelse, der vedrører tænkningen til forskel fra hysteriet, hvor tænkningen ikke er fraværende, men kan være konverteret til kropslige symptomer. Paranoia skal i tilgift ikke kun identificeres med fænomenet forfølgelsesvanvid; andre typiske fremtrædelsesformer er jalousi, erotomani og megalomani.
I paranoiaen har subjektet, psykoanalysens begreb om det ubevidste subjekt ingen plads af mindst to grunde. Subjektet i psykoanalysen er defineret ved sin henvendelse til og spørgsmål til den Andens begær og dermed spørgsmål til den Andens mangel. Spørgsmålet om selvet, identiteten, karakteren, personligheden, rettes til den Anden i form af spørgsmålet om, ”Hvad er jeg for den Anden?”, ”Hvad vil den Anden?” Subjektet er netop et spørgsmål uden svar, og subjektet kan ikke tænkes uden den Anden.
Pointen er nu i al sin komplicerede enkelhed, at der i paranoiaen for det første ikke er en sådan henvendelse og et sådant spørgsmål i kraft af, at der allerede hersker viden om, hvem den Anden er, og hvad man er for den Anden. For det andet er subjektet objekt i paranoiaen. Det kan være i form af den erotomanes fantasi om at være efterstræbt og begæret – af alle mænd eller af særligt betydningsfulde personer som prinser og filmstjerner; det kan være i den megalomanes fantasi om at sidde inde med et særligt originalt talent eller have fået tildelt en større, meget betydningsfuld mission her i livet; det kan være i fantasien om, at man har så afgørende betydning for rigets sikkerhed, at systemet må overvåge ens aktiviteter. Tilsvarende er subjektet ifølge nogle sociologiske teorier underlagt, positioneret, determineret eller konstrueret af, som oftest, anonyme kræfter, ofte ikke-hierarkiske instanser kaldet systemer, strukturer, netværk, diskurser, magt og styringsteknologier, alle disse forskellige synonymer for det sociale, som lacanianere altså kalder ”den Anden”.
Så godt nok levner paranoiaen ingen rum for subjektet, men til gengæld bliver der produceret systematiske teorier om og viden om det sociale. Subjektet findes ikke, for det er restløst determineret af systemer, strukturer eller er en såkaldt diskursiv og historisk variabel og social konstruktion. Subjektet er reduceret til en position, en såkaldt subjektposition. ”Analysestrategier” kan vise, at der findes styringsteknologier alle vide vegne; kønsforskellen er et spørgsmål om at være ”kønsmærket”, hvis ikke mærket for livet, så under konstant konstruktion; materielle ting kan få ’mig’ til at handle, kan skalte og valte med ’mig’, som i aktør-netværksteorier.Hvor B. Latour er mestertænkeren. Hermed er ikke konkluderet, at Latours tænkning er paranoid, hvad form angår, da han jo netop gør sig lystig over forestillingen om hypostaseringen af det sociale. Hvad den så er, falder uden for denne artikels rammer.
Når der i paranoiaen ikke er tale om nogen henvendelse til den Anden, så hersker der ikke spørgsmål og tvivl. Når der ikke hersker tvivl, så hersker viden til gengæld. Paranoiaen producerer viden, altgennemskuende og overbliksskabende viden. Denne viden stadfæster, at den Anden er fuldstændig, komplet, uden mangel. Her hersker ikke lidelsesfulde, ubesvarede spørgsmål om meningen med livet, hvorfor man lider, og hvem man er. Tilsvarende kan man bemærke et påfaldende fravær af eksistentielle spørgsmål i megen sociologi. I paranoiaen lider man under alt for megen viden og mening, her plages man af mangel på tvivl. Paranoikeren har gennemskuet, hvad der er på spil, hvad der kontrollerer, og hvad der får ’mig’ til at handle.
Denne omfattende viden har effekter for sociale bånd, og en genkommende manifestation af lidelse i paranoiaen er da også den sociale distance, sågar isolation, netop fordi der ikke er nogen spørgsmål, der kunne give anledning til insisterende krav til den Anden, da paranoikeren jo ved, hvad der er på spil. Han ved, at han er efterstræbt eller begæret, hvorfor han kun kan være på vagt og må forholde sig strategisk til den konkrete anden; hengivelsen og tilliden er umulig, krav og forventninger til den Anden meningsløse og kun udtryk for naivitet. Han ved, at han er mere original og mere betydningsfuld end andre almindelige dødelige, der således ikke er værd at lytte til og diskutere med, hvorfor der ikke dannes og opretholdes sociale, kollegiale bånd – for nu at nævne de klassiske eksempler fra den paranoide psykoses persongalleri: den forfølgelsesvanvittige, den erotomane og den megalomane. Paranoikeren er plaget af sammenhængende, konsistent viden.
Det interessante er derfor videns status i dette spørgsmål. I neurosen plages man af en viden, man ikke vil vide af – selve definitionen på fortrængning. Man formoder til gengæld, at den Anden ved, hvorfor man lider, og hvad meningen mon måtte være med det hele, hvilket afstedkommer den endeløse bestræbelse på at dechifrere den Andens begær – selve definitionen på dén overføring, der er en nødvendig betingelse for den kliniske praksis. I paranoiaen plages man ikke af fortrængning, men netop af viden og alt for megen mening, hvorfor der ikke er anledning for at henvende sig til den Anden, og hvorfor den klassiske ”talking cure” heller ikke er virkningsfuld over for paranoikere, ja, kan, hvis analytikeren tager fejl, fremprovokere et decideret sammenbrud, destabilisere den relative stabilitet som den paranoide fantasi trods alt giver.
I de forskellige måder, hvorpå subjektet henvender sig eller netop ikke henvender sig til den Anden, manifesterer der sig som nævnt en teori om det sociale. Det drejer sig både om det ontologiske spørgsmål om det sociales væren, om det sociale kan hypostaseres, om det sociale eksisterer som selvstændig størrelse (”sui generis”), og om dets epistemologiske status. Findes der en viden om det sociale? Og, ja, svaret er netop bekræftende i de former for teorier, som her beskrives som værende paranoide i deres form. Og svaret er til gengæld benægtende i de teorier om subjektet og den Anden, som tager form fra neurotikerens væren. Psykoanalysens svar på det klassiske spørgsmål om det sociales eksistens er, at ”den Anden ikke eksisterer” – som selvstændigt eksisterende, fuldstændig og konsistent størrelse. Psykoanalysen er ikke blot som klinik betragtet en praksis for neurotikere, den er også en tænkning for neurotikere.
Med ”tænkning” menes her ikke blot akademiske, videnskabelige og filosofiske teorier om det sociale, men også børns seksualteorier, diagnostiserede gales teorier og altså fiktionsseriers teorier. Det er ikke relevant for denne tilgang at skelne det barnlige fra det modne, det normale fra det patologiske eller fiktion fra virkelighed, når teorier om det sociale skal analyseres. Når der skal skelnes mellem struktur og symptom, er der tale om, at ”analysestrategien” er at lede efter isomorfi i produkterne af børns, gales, filosoffers, kunstneres og videnskabsfolks tænkning.
Freud analogiserede rask væk mellem infantile seksualteorier og metafysiske systemer; han analogiserede mellem på den ene side neurose og psykose og på den anden side de former for tænkning, der manifesterede sig i filosofi, videnskab, religion, politik og kunst. Freud lavede vilde analyser af skulptur og litteratur. Det kunne han gøre, fordi der foregår tænkning i børns seksualteorier; der tænkes på højtryk i neurotiske symptomer; der foregår tænkning i kunstværkets materialitet, og der foregår tænkning i paranoidt psykotiske teorier om verdens indretning uanset, om der er tale om massemordere som Breivik og hans manifest, eller der er tale om mestertænkeres – filosoffers, sociologers – produkter.
Alle kliniske begreber hos Freud generaliseres. Når Freud redegør for et patologisk tilfælde eller en mekanisme i den kliniske praksis, så viser og argumenterer han samtidigt for, at dette eller hint patologiske, kliniske tilfælde eller mekanisme ikke er væsensforskelligt fra såkaldt normale måder at tænke og handle på; der er ikke væsentlige forskelle mellem det patologiske og det ikke-patologiske hvad form angår. De kliniske begreber beskriver almene former for handling og tænkning.
Det indre og det ydre
Paranoiaens forskellige symptomer eller fremtrædelsesformer – forfølgelsesvanvid, jalousi, erotomani, megalomani – har for det første det til fælles, at alt har mening. Overvældende meget mening. I paranoiaen hænger alt sammen, intet er tilfældigt. Og denne mening vedrører det værgeløse ’jeg’. Hvis den anden hilser eller ikke hilser eller hilser uden at smile, betyder det alt sammen noget, og det er vel at mærke en meddelelse til ’mig’. Det er ikke tilfældigt eller har alle mulige andre grunde, der ikke vedkommer ’mig’: at den anden overhovedet ikke ænser ’mig’, fordi han var langt væk i egne tanker eller bare er stået ud af sengen med det forkerte ben først. Narcissismen – jeget som objekt – er således et andet dominerende fællestræk.
Et tredje fællestræk er, at erfaring ikke forklares med én selv; man placerer snarere årsagen i det ydre, i den Anden. Mekanismen kaldes projektion. En indre perception erfares som hidrørende fra det ydre. Et standardeksempel: En indre perception af driftstilbøjelighed for en person af samme køn kan ikke anerkendes, og et muligt forsvar er at vende følelseskvaliteten til sin modsætning: hadet. Følelser er ikke noget sandhedsvidne, følelser kan lyve. Men hvis denne omvending ikke er tilstrækkelig tilsløring af den oprindelige kærlighed, kan hadet vendes til forestillingen om at blive hadet. Det onde kommer udefra. Subjektet er blevet til objekt. I stedet for at anerkende, at man er ansvarlig for og altså subjekt for sin kærlighed til den anden, dannes symptomet at blive hadet, efterstræbt og forfulgt af den Anden. Eller den jaloux der bestemt ikke har tilbøjelighed for objekter af samme køn; det er snarere kæresten, der ligger i med Gud og hver mand. Freuds generalisering af denne mekanisme lyder: ”Når vi ikke søger årsagerne til visse sansefornemmelser i os selv […] men henlægger dem til det ydre, så fortjener også denne normale proces navn af projektion” (Freud 1990: 61). Besættelse kan nok forvirre begreberne. Fænomenet at være besat erfares som om magnetismen udgår fra det ydre, at subjektet er passivt objekt for objektets forførelse, sågar tvang. Det er objektet, der tiltrækker den hånd, man er tvunget til at række ud. Psykoanalysen vil til gengæld anføre, at det nu nok er den indre drift, der tvinger til at besætte objektet, tvinger til at få tankerne til uophørligt og uimodståeligt at cirkulere omkring objektet.
I paranoiaen er man ikke såkaldt selvkritisk og plager ikke sig selv med alskens selvbebrejdelser, skam, skyld og selvhad. Man begrunder ikke ens besværligheder med egne utilstrækkeligheder. Det er den Anden, det er galt med. Det kan typisk være væsener fra det ydre rum, efterretningsvæsener eller ingen ringere end Gud og alle de andre erstatninger for Gud som fx systemet eller samfundet – vel at mærke i bestemt form; det er samfundets skyld. Her finder vi selvfølgelig også alle konspirationsteorierne.
Den paranoides sociologi ville aldrig være af typen, der analyser det sociale som et spørgsmål om subjekters fortolkning af deres forhold til hinanden. Den paranoide ville heller ikke analysere det sociale fænomenologisk, hvor alt betragtes som situationer, det vil sige som en kombination af fakticitet og fortolkning af samme, at årsagen til det sociale ikke kun findes i det ydre, fakticiteten, men også i subjektet forstået som intentionelt og hermeneutisk fortolkende eller rationalistisk vælgende i kraft af partikulære interesser og egennytte. Den paranoide vil til gengæld svare bekræftende på spørgsmålet om Guds eksistens, systemets eksistens, det sociales eksistens. Den paranoide betvivler ikke Guds, systemets, strukturers, det sociales eksistens som selvstændige størrelser. Den Anden hypostaseres i paranoiaen. Det sociale er restløst ydre i paranoiaen til forskel fra også at være indre i den neurotiske variant.
Paranoiaen er karakteriseret ved en fortolkningstilbøjelighed, der er gået amok. En paranoiker er egentlig en psykoanalytikers vrangside, idet en analytiker netop skal styre sine tilbøjeligheder for at fortolke, det vil sige styre sin tilbøjelighed til at forstå, ’at vide, hvad det hele handler om, og hvad den andens problem er’. Det skal han eller hun, fordi neurotikeres problem, hvad viden angår, er, at de ikke vil vide af, at de selv ved. De vil ikke vide af, at de er, om end ikke eneansvarlige, så medansvarlige for tingenes tilstand. Det er med andre ord, når man forstår, at man tager fejl som analytiker.
Psykoanalysen forudsætter en anerkendelse af, at der findes noget, der kan betragtes som trivielt, meningsløst, uforståeligt, modsigelsesfuldt og inkonsistent, ellers ville analysen ikke have noget materiale. Derfor henvender paranoikere sig som regel heller ikke til analytikere; det er netop meningsløst, når alt har mening, og den enkelte paranoiker ved bedst. Psykoanalysen har ganske vist også problemer med at anerkende, at der skulle være noget, der er blot og bart meningsløst eller tilfældigt, men det må trods alt komme an på en analyse, meningen er ikke givet på forhånd, og det er ikke analytikeren, der ved bedst.
The Wire
Titlen på tv-serien refererer til politifolks overvågning og aflytning af narkohandleres mobiltelefonsamtaler. I serien er alt og alle potentielt overvågede af de allestedsnærværende overvågningskameraer. Når der skiftes lokalitet, og vi nu skal vide, at vi befinder os i offentlige bygninger som rådhuset eller politihovedkvarteret, ser vi det ofte fra overvågningskameraernes perspektiv.
Et gennemgående tema i serien er således narkotikahandel og politiets og det juridiske systems bekæmpelse af samme. Dette har forgreninger til havnearbejderes livsvilkår (nedlæggelse af arbejdspladser, en livsforms ophør, 2. sæson), det politiske system (bysteret, kampen om borgmesterposten, bureaukratiet, 3. sæson), uddannelsessystemet (vilkår for børn af pushere og narkomaner, 4. sæson) og endelig de trykte medier (og deres forfald, 5. sæson).
Genremæssigt betragtet er The Wire en slags politiserie. Den er også blevet beskrevet som de levende billeders svar på længslen efter ”Den store amerikanske samtidsroman”. David Simon (producer og manuskriptforfatter) og Ed Burns (manuskriptforfatter) har selv i interviews og i lydkommentarerne til første sæson sammenlignet de enkelte sæsoner med en roman og sågar sammenlignet serien med ingen ringere end Dickens’, Zolas og Tolstojs romaner. Miraklet består i, at denne ubeskedne dom over egne produkters værdi kan bekræftes af andre, heri indbefattet den, der skriver disse linjer. Serien er tv-mediets udgave af den realistiske roman og det 19. århundredes føljetoner, der var den folkelige form, som ingen ringere end Dickens og så mange andre af de store realistiske og naturalistiske forfattere publicerede i.
Serien er et sociologisk mesterværk i kraft af dens gennemførte præsentation af forholdet mellem subjektet og den Anden som forholdet mellem den enkelte og systemet, hvor systemet er subjekt i den filosofiske betydning af det tilgrundliggende. Og med en overbevisende realismeeffekt. Det kan bevidnes, at man som seer – med det forbehold der skal anføres ved afslutningen af denne artikel – tror på, at fiktionen korresponderer med virkeligheden i Baltimore i begyndelsen af det 21. århundrede. Således må 4. sæsons usentimentale og derfor hjerteskærende beskrivelse af vilkårene for børn af pushere og narkomaner og uddannelsessystemets tilsvarende magtesløshed kandidere til at være det 21. århundredes svar på Oliver Twist.
Skakspillet
Serien abonnerer på den form for sociologi, der tror på, at der findes noget sådant som et system, og at subjektet i betydningen hin enkelte er determineret af dette, altså egentlig ikke er et subjekt hverken i den filosofiske betydning af det tilgrundliggende eller den psykoanalytiske betydning af det ubevidste subjekt. Begrebet ”karakter” vil i det følgende blive anvendt; ikke blot fordi dette er en konvention i filmanalyser, men netop fordi, der ikke kan være tale om subjekter eller ”aktører” i betydningen ophav til eller grund for handling og handlingers mening. Systemet har selvstændig eksistens; karakterer er kun spillere i spillet, ”the game”. Enten spiller man spillet, eller også bliver man (ud)spillet: likvideret eller smidt ud af systemet.
Den tilbagevendende metafor er skakspillet, hvor de enkelte brikker har deres faste plads, og hvor træk er underkastet ufravigelige regler. I det kriminelle system foreligger der et fast etableret hierarki mellem kongen (Avon Barksdale [Wood Harris]), dronningen (’Stringer’ Bell [Idris Elba], ”who gets shit done”), springeren, tårnet og bønderne (”them little bitches”, alle ”the corner boys”, gadepusherne). I politisystemet er der ligeledes en fast etableret ”chain of command”.
Skakspillet er karakteriseret ved at være et lukket system; spillets regler er arbitrære; der er ingen reference til noget, der transcenderer selve spillet. Og det er en fundamental pointe i serien, nemlig at ingen karakter, heller ikke politifolk, drives til handling af moralske eller politiske idealer, der skulle være eksterne i forhold til systemet. Systemet har ikke andet formål end sin egen reproduktion. Formålet for politifolkene er eksempelvis ikke bekæmpelse af narkokriminalitet som sådant, ”the war on drugs”, for som politimanden Carver (Seth Gilliam) bemærker, kan man ikke kalde dette en krig, for ”wars end”. Politisystemet, narkosystemet, fagforeningssystemet, politikersystemet, skolesystemet, mediesystemet er tilsyneladende selvstændige systemer med hver deres interne spilleregler, nogle spilleregler der imidlertid viser sig ikke at være væsensforskellige. Systemerne er kun tilsyneladende selvstændigt eksisterende, og det er kun tilsyneladende, at der er tale om en ”omverden”. I begyndelsen af serien er narkokriminaliteten og politikere tilsyneladende den omverden, som politisystemet navigerer i forhold til. Som serien folder sig ud, bliver der imidlertid snarere tale om forbundne kar, at alting har forbindelser ”higher up”. ”Everything is connected”, er seriens grundtese. Det hele er ét stort sammenhængende system.
Karaktererne i disse systemer har ét eneste mål: overlevelse, vel at mærke inden for systemet. I eksempelvis politisystemet handler det som nævnt ikke om institutionens transcendente formål: bekæmpelse af kriminalitet i en omverden, men om at manipulere statistikkerne over anholdelser og domfældelser, så de tager sig bedst muligt ud, det vil sige får overordnede til at se ud som handlekraftige og effektive ledere til ære for de overordnedes overordnede: politikerne. Blandt narkohandlerne tales der om familiesammenholdet og blodets bånd. Det er imidlertid ren sentimentalitet, der kun kommer på tale, når målet er manipulatorisk, når den enkelte bonde i narkospillet skal bildes ind, at det er kærlighed mellem familiemedlemmer, der driver værket, så han kan begå kriminalitet eller ”do time” for noget, som han ikke har begået (jf. narkohandleren, den lille fisk D’Angelo Barksdale [Lawrence Gilliard Jr.])
Hvad, der motiverer de enkelte karakterer til at handle, er en anonym, udefrakommende og uafvendelig tvang kaldet systemet. Serien er ganske vist gennemført kynisk, hvad systemet angår, men det helt afgørende er, at denne kynisme ikke omfatter dannelsen af karakterne – som David Simon selv bemærker et sted i sine lydkommentarer til første sæson. Karakterne er med enkelte undtagelser heller ikke decideret korrupte, men alle uden undtagelse er kompromitteret af systemet. Ingen er moralsk ren, alle uden undtagelse har begået moralske fejltrin i kampen for overlevelse. Personerne er ”forbundne” med institutionen. ”Beholden” er det ord David Simon bruger, et ord der konnoterer ”at stå i taknemmelighedsgæld til”. Personerne er intet uden for systemet. Og hvis man er ubøjelig og altså ikke kan lade sig kompromittere, ja, så knækker man og bliver slået af brættet, spyet ud af systemet.
Serien er således på ingen måde misantropisk. Tværtimod. Ikke blot er ingen moralsk ren, men alle får også en chance mere, netop fordi ingen er moralsk ren. Der er tale om en fundamental overbærenhed med såkaldte menneskelige fejl, svagheder og mangler. Når en politimand eksempelvis bliver ekskluderet eller rettere passiviseret på grund af politivold (jf. ’Prez’ Pryzbylewski [Jim True-Frost], der bliver sat til kontorarbejde), er det ikke så meget på grund af volden som sådan, da præmissen er, at alle politifolk selvfølgelig bruger vold, men fordi volden har skabt for megen offentlig opmærksomhed omkring politiarbejdet og dets fundamentale impotens i forhold til narkokriminalitet. De inkompetente og notorisk voldelige er en risiko for systemets reproduktion; den excessive vold tjener ikke systemet. Omvendt bliver de yderst kompetente politifolk (”kompetente” her målt i forhold til et ideelt formål som kriminalitetsbekæmpelse), der ikke kan opfylde systemets krav, parkeret i en art politisystemets Gulag (jf. Lester Freamon, seriens Sherlock Holmes [Clarke Peters]).
At denne kynisme ikke er misantropisk vises ved de såkaldte menneskelige omkostninger for de enkelte spillere. De slår sig i tøjret og prøver på at opretholde forestillingen om, at eksempelvis politiarbejdet har et formål, der rækker ud over at knalde de små fisk på gadehjørnerne, så bagmændene kan sættes skakmat – formålet med ”major case squad”.
Hvad driver værket?
Serien har egentlig ikke nogen hovedperson, systemerne er snarere hovedpersonen. Politimanden McNulty (Dominic West) skiller sig dog ud ved i særklasse ikke at kunne spille spillet på systemets præmisser. Han er i en stadig og håbløs kamp mod systemet. McNultys problem er, at han ikke kan stille sig tilfreds med at tilfredsstille sine chefer og nøjes med at få sparket nogle bønder af brættet og ud af spillet i en kortere periode, et træk der ellers ville kunne tilfredsstille opklaringsstatistikkernes krav. Han griber ved seriens start til manipulation, til omgåelse af ”the chain of command”; en dødssynd i ethvert system. Netop denne konstitutionelle utilpassethed er den faktor, der katalyserer dramaet.
McNulty er imidlertid ingen traditionel helt. En sådan ville være drevet af dunkle etiske imperativer a la ”A man has gotta do, what a man has gotta do”. McNulty drømmer ikke om ædle, transcendente formål som at få has på narkokriminalitet og korruption, så retfærdighed kan ske fyldest. Han er på ingen måde styret af naive eller idealistiske idealer. Han er først og fremmest tændt eller rettere besat af kampen mod gangsterne, først og fremmest dronningen i spillet, Stringer Bell. Hvem af dem er smartest til at spille spillet?
De fleste film handler om mænds forhold til hinanden. Mænds besættelse af hinanden – som regel noget med rivalisering og hævn – er et altdominerende element i westerngenren (tænk bare på Sergio Leones Once Upon a Time in the West) og i langt de fleste politifilm (Lt. Vincent Hannas, ”I am what I am going after” [Al Pacinos] besættelse af Neil McCauley [Robert De Niro] i Michael Manns Heat er bare ét eksempel). I de utallige ”buddy movies” er vi nødt til at bruge kostbar tid på en ”love interest”, så vi ikke skal begynde at tænke på homoseksualitet, når nu mændene åbenlyst er mest interesserede i hinanden. I The Wire er der da også et hav af dobbeltbundede homoerotiske jokes mellem McNulty og hans ’buddy’ ’Bunk’ (en uovertruffen Wendell Pierce), nogle jokes der kommer det feministiske blik i forkøbet.
McNultys besættelse af Stringer Bel er imidlertid ikke egentlig rivalisering, der forudsætter, at der kæmpes om samme objekt. Der er snarere tale om en misundelseslogik, hvor begæret på ingen måde er interesseret i den andens objekt; bestræbelsen er snarere rettet mod at ødelægge den andens mulighed for overhovedet at tilfredsstille begæret, hvilket her vil sige Stringer Bells mulighed for at kunne spille spillet. Og der er tale om besættelse: et dunkelt, uimodståeligt krav fra en Anden end dén Anden, der kaldes systemet, for det er ikke ganske klart hverken for McNulty, hans kolleger eller for seeren, hvad der driver værket. At det ikke kun er ædle motiver står i hvert fald klart.
Der er med andre ord tale om en næsten fuldstændigt gennemført immanenslogik, et næsten fuldstændigt fravær af reference til systemtranscenderende idealer som fornuft og retfærdighed. Men kun ’næsten’, for karakterne er som nævnt ikke restløst reducerbare til systemet, det vil her sige, at deres begær ikke restløst er reducerbart til at opfylde systemets krav. Ikke blot vidner McNultys besættelse om en andethed, men denne viser sig også i det, man plejer at kalde de menneskelige konsekvenser: elendige kærlighedsforhold og ægteskaber, druk og anden misbrug.
Det politiske system
Politikere er heller ikke beskrevet som decideret korrupte mennesker, blot som mennesker der forstår at spille spillet med større eller mindre dygtighed og vekslende held. Den eneste grund til, at de af og til gør noget godt eller kommer til at gøre noget godt, er, at der er vælgere, der naivt tror på valgløfter og idealer og derfor bliver skuffede, når disse så ikke bliver indfriet, hvorfor politikere risikerer ikke at blive genvalgt. Seriens pointe synes at være, at den eneste grund til, at demokratiet er at foretrække, er, at den folkelige naivitet i forhold til systemets fungeren kan tvinge politikere til at lade som om, disse selv tror på, at de arbejder for et transcendent ideal og ikke blot for deres egen overlevelse og opstigning internt i systemet.
I sæson tre er omdrejningspunktet bystyret, centreret omkring kampen om borgmesterposten. Dramaet sættes i gang af en politimajor (’Bunny’ Colvin [Robert Wisdom]), der står over for at gå på pension og derfor kan sætte sig for at gøre en sidste forskel ved i praksis at legalisere salg og forbrug af narko i bestemte afgrænsede områder (jf. ”Hamsterdam”). En gennemgående ide i serien er, som allerede nævnt, systemets uformåenhed i forhold til narkokriminalitet – set i forhold til et (naivt) ideal om bekæmpelse af narkohandel, naturligvis. At legalisere narkohandel, at betragte narko på linje med alkohol er imidlertid politisk umuligt. Denne major forsøger at gøre det umulige. Og initiativet har da også kontante positive effekter. Ganske vist ikke entydigt, for intet socialt eller politisk problem i denne serie bliver nogensinde præsenteret som entydigt godt eller ondt; nuancerne, det gråmelerede er denne series store styrke, og heri den troværdige realismeeffekt består.
Forsøget på at gøre det umulige destabiliserer imidlertid systemet – både narkosystemet, politikersystemet og politisystemet – på samme måde som McNultys hang til at omgå ”the chain of command” destabiliserer systemet. Majorens træk viser, at narkohandel og bekæmpelse af samme er forbundne kar og ikke forskellige systemer. Den legitime og den illegitime verden lever af hinanden. Et samfund har den kriminalitet, som det fortjener, kunne man sige. I denne forstand er det kun for en naiv betragtning, at narkobekæmpelse er en fiasko.
I kølvandet på majorens initiativ bliver borgmesteren imidlertid grebet af ideen og begynder at tænke og opføre sig som et idealiseret billede af en politiker – altså en der faktisk vil gøre en forskel, rydde op og skabe bedre vilkår for borgerne. Han er i øvrigt beskrevet som en rigtig ’player’, ellers ville han ikke have været nået så langt som til borgmesterposten og kender altså spillets regler endog særdeles godt. Han forglemmer sig imidlertid for en stund og bliver forført af troen på, at en politisk ide til – om ikke endegyldig løsning på narkoproblemer – så dog en reform, der vil betyde en betragtelig forbedring i de enkelte boligområders livskvalitet, faktisk er realiserbar. Og det kan kun gå gruelig galt inden for denne series paranoide logik. Et faktisk forsøg på at gøre en politisk forskel destabiliserer systemerne, både narkosystemet, politisystemet, og politikersystemet. Og så slår systemets ubønhørlige logik da også igen og får genoprettet status quo: den kun tilsyneladende formålsløse chikane af og jagt på ”the corner boys”. Ingen har interesse i at løse problemet, hverken narkobaroner, politifolk eller politikere. Kun lovlydige borgere i boligområder, der for en kort periode er blevet befriet for pushere på ethvert gadehjørne, og som nu kan hænge vasketøj ud på tørresnore og komme og gå uden at blive truet og chikaneret, kan have den interesse, og de tæller ikke.
Ikke kun når en enkelt karakter forsøger på at gøre en forskel ved at handle, som om han tror på et transcendent formål, også når de enkelte karakterer ikke kun arbejder for simpel overlevelse, bliver de såkaldt menneskelige. Og det gælder for praktisk talt alle karaktererne i serien, at de for en stund glemmer, hvad de er sat til af systemet og opfører sig, som om de tror på skåltalerne, at deres begær således ikke helt kan tilfredsstilles ved at opfylde systemets krav. Men det er også, når de træder ud af spillet om overlevelse internt i systemet, at de bliver banket på plads eller spyttet ud af systemet.
Ingen karakter betragter sig som ansvarlig, alle skubber ansvaret fra sig. Og af gode grunde, for det er jo systemet, der er ansvarligt. Ingen plages af samvittighedsnag. Og i de få undtagelsestilfælde er der tale om et farligt, ja, fatalt svaghedstegn (jf. D’Angelo Barksdales endeligt). Ingen karakter forestiller sig, at han eller hun er uden for systemet eller institutionerne. Vi er til gengæld også lykkeligt fri for flove moralske tirader.
”Everything is connected”
Al handling er meningsfuld eller får mening fra det lukkede system, dette skakspil. Med begrebet ”mening” menes her, at der er en logik til alt, hvert element er bestemt ved sin placering i og sammenhæng til resten af systemet. Verden er komplet, en ordnet verden i sig selv med en uforsonlig, knusende logik.
Der er som nævnt tale om en konsekvent immanenslogik. Intet bliver forklaret med systemtranscenderende elementer. Man får eksempelvis aldrig en forklaring på, hvad der motiverer karakterne ud over: ”If you don’t play, you get played”. I serien bliver der spurgt: ”Hvor bliver alle pengene af?” Ét svar er naturligvis, at de bliver brugt til at korrumpere politikere.Lester Freamon: ”You follow drugs, you get drug addicts and drug dealers. But you start to follow the money … and you don’t know where the fuck it’s going to take you.”
Men spørgsmålet er også ét, der ikke kan besvares, fordi begærets objekt ikke er penge og det, man kan opnå med dem. Narkobaronerne kan ikke bruge deres penge, da det vil tiltrække politiets opmærksomhed og efterlade spor. Kongen i spillet er netop karakteriseret ved ikke at have sit navn på noget papir. Han ejer intet og må som en anden Pimpernel flytte hver nat.
Hverken narkobaronerne, politifolkenes eller politikernes arbejde bliver forklaret med materielle gevinster, kun overlevelsen i systemet, en overlevelse der er konstant truet – helt bogstaveligt for narkobaronernes vedkommende. For politifolkene består truslen i at blive parkeret det sted, den enkelte allerhelst ikke ser sig selv, altså en art systemets Gulag, der er så raffineret, at hver enkelt karakter har sit helt eget personlige Gulag: dem, der skal deporteres, bliver af en boss, der simulerer medfølelse og vilje til at dulme konsekvenserne, spurgt, hvor vedkommende allerhelst ikke vil udstationeres. Og her bliver vedkommende så selvfølgelig netop udstationeret (McNulty på havnepatruljetjeneste, Lester Freamons tolv år i hittegodskontoret).
Arbejdslivet er begærets omdrejningspunkt. I den udstrækning politifolkene har et privatliv eller en slags kærlighedsliv, er det kokset, hvis ikke en decideret fiasko. Når de til gengæld bliver sat på en sag, holder de op med at drikke og bliver fokuserede. Begæret har fået en orientering. Og dette er livsnødvendigt for dem. ”I need a case”, konstaterer McNulty, ellers vil han drikke sig ihjel. Politifolkene er ganske vist alt andet end kyniske, men de er – grundigt belært af erfaringen – illusionsløse, og det er noget andet. Forestillingen om retfærdighed eller et bedre samfund er næsten fuldstændigt fraværende. Der er da også en art desillusioneret undergangsstemning over hele serien. Som fagforeningsbossen Frank Sobotka (Chris Bauer) får sagt i 2. sæson: ”We used to build something in this country.” Nu forsvinder havnearbejdernes arbejdspladser, og i stedet bliver der smuglet kvinder og narko.
Fiktion og virkelighed. Realismens grænse
Så kunne man indvende: Jamen, én ting er fiktion, noget andet virkelighedens verden, og den beskrives i den videnskabelige sociologi. Og man kunne også præsentere sin egen alternative verdensanskuelse, hvor man eksempelvis kunne betragte verden som bestående af mangfoldige systemer eller logikker, som ikke nødvendigvis hænger sammen, en verden, hvor man er henvist til at navigere i forskellige usammenhængende systemer eller ordener; eller en verden hvor der er mangel på sammenhæng, mening, orden overhovedet, hvor der opstår huller på uforudsigelige steder og sker begivenheder på uforudsigelige tidspunkter, hvor den Anden ikke eksisterer som komplet, konsistent, fuldstændig størrelse.”[…] the world of The Wire, because it is a complete world of its own, and because the implacable logic of its corruption, unlike the messy, multiple logics of the world we live in, cannot fail” (Wood 2010). Wood skelner her mellem fiktionens verden og den virkelige verden.
Set fra psykoanalysens synsvinkel er det ikke muligt at opretholde en skelnen mellem fiktion og virkelighed. Virkeligheden, realiteternes verden, er og forbliver fantasmatisk. Det, man kan skelne mellem, er, hvorledes forestillingen om virkeligheden er struktureret, og den ovennævnte alternative beskrivelse viser blot, at ens væren-i-verden, subjektets forhold til den Anden kan være struktureret på andre måder end paranoidt, altså at verden kan ses som andet end et sammenhængende system, snarere som en mangfoldighed af logikker, hvor alt ikke nødvendigvis er sammenhængende, hvor orden og systemer er ufuldstændige, modsigelsesfulde, og hvor rodet viser sig på uforudsigelige steder og tidspunkter.
Det er her The Wires overbevisningskraft, hvad realisme angår, når sin grænse for den, der skriver disse linjer. Det kan rapporteres, at jeg også ved andet gennemsyn af seriens tres stive timer ganske vist blot blev endnu mere imponeret over sammenhængen, at ”everything”, også hvad de enkelte elementer i serien angår, virkelig ”is connected” – som jeg altid bliver imponeret over overblik og evne til at tænke sammenhængende og gennemskue, at der ligger noget bag. Men, der er et ’men’, for reaktionen, da The Wire havde sluppet sit tag i mig, udeblev ikke: Sådan kan jeg ikke tænke, og slet ikke spørgsmålet om subjektet og den Anden. Hvis eksempelvis et forskningsprogram var styret af en såkaldt analysestrategi, der krævede, at der skulle støves styringsteknologier op flest mulige steder, så ville jeg formentlig ikke være meget bevendt. Og begrundelsen for forbeholdet er ikke, at seriens paranoide verdensanskuelse ikke korresponderer med den virkelige virkelighed, at den ikke kan bestå psykiaternes ”realitetstest” eller ”afviger fra det intersubjektivt acceptable”. Om den jaloux ægtemand er ”sygeligt” jaloux afgøres tilsvarende heller ikke af en ekstern virkelighed, altså om det kan konstateres, at konen har et hav af elskere eller ej; det er underordnet, om konen er troskaben selv eller det modsatte for spørgsmålet, om der er tale om paranoid jalousi. Tilsvarende hverken be- eller afkræftes en sociologisk teoris gyldighed af, hvorvidt den kan afgøres at kunne korrespondere med en eller anden hypotetisk ekstern virkelighed.
Kriteriet på normalitet kan heller ikke bestå i at kunne tænke i sammenhæng, at kunne tænke konsistent, modsigelsesfrit, ufragmenteret. At massemorderen Breiviks manifest angiveligt skulle demonstrere en sammenhængende verdensanskuelse kan altså på denne baggrund ikke være kriteriet for ikke at betragte ham som sindssyg og dermed egnet til straf. Selve det at kunne tænke sammenhængende og modsigelsesfrit – disse agtværdige kriterier på ordentligt akademisk arbejde – er ikke i sig selv et symptom på hverken normalitet eller sindssyge. De forskellige måder er ikke mere eller mindre syge eller korrekte. De er forskellige måder, forskellige former med forskellige grundantagelser, der muliggør at kunne se noget forskelligt. Kun et gudsperspektiv skulle kunne dømme om teoriernes absolutte gyldighed, og ”der er ikke nogen Anden for den Anden”, hævder Lacan. Så det hævder den, der skriver disse linjer også.
Subjektets ansvar. Som afslutning
Jamen, tror psykoanalysen måske ikke også på ”den symbolske orden”? Jo, men ikke én symbolsk orden. Den tror ikke på én selvstændigt eksisterende struktur eller ét system uafhængigt af den konkrete tale og væren i verden. Hvor har psykoanalysen den ide fra? Fra det ubevidste. Pointen med det ubevidste i denne sammenhæng er ikke, at der er en hel masse, der ikke er bevidst. I megen sociologi er begrebet bevidsthed også overflødigt eller helt fraværende. Pointen med det ubevidste er, at det er et begreb, der gør manglen, inkonsistensen, modsigelsesfuldheden hørlig eller synlig, altså det direkte modsatte af ideen om sammenhæng, mening og fuldstændighed, at ”everything is connected”. Begrebet det reelle refererer netop til det, som ikke passer ind i en orden, et system. Realiteten, derimod, realiteternes verden er en imaginær, fantasmatisk dannelse.
Derfor kan psykoanalysen operere med en ide om subjektets ansvarlighed, at et resultat af en psykoanalyse kan være erfaringen af, at man ubevidst medvirker til at skabe virkeligheden. Det, der erfares som ’ydre’, er også ’indre’. Enden på en psykoanalyse kan derfor beskrives som det punkt, hvor man erfarer, at kastrationen ganske vist er et vilkår – lov og orden, udefrakommende begrænsninger, alt er ikke muligt – men det ydre er også indre, subjektet kaldes netop også et subjekt, fordi det er ansvarligt for, hvorledes det henvender sig til den Anden eller netop ikke henvender sig. Når ”den Anden ikke eksisterer”, vil det som nævnt sige, at den Anden ikke kan hypostaseres, ikke er én, ikke er fuldstændig, også kaldet ”den Andens kastration”. Kastrationen er først og fremmest den Andens – dette er Lacans originale tilføjelse til Freuds begreb. Og det forhold, at den Anden er kastreret, er netop, hvad der giver plads til det ubevidste subjekt, som det der ikke restløst kan reduceres til sin ”subjektposition”. Dette er igen, hvad der er betingelsen for at åbne en kattelem for subjektets etiske ansvar, nemlig ”ikke at vige for sit begær er at gøre sin pligt”.
Det er fordi, den Anden ikke er et lukket, konsistent, gennemgribende system, at man ikke kan undskylde sig med systemets eller samfundets tvingende krav, når man viger for sit begær. Subjektet er ansvarligt, ikke fordi det har en fri vilje, og ikke fordi det ikke også skulle være samfundets skyld, men netop fordi den Anden ikke er fuldstændig, og det derfor er muligt at sige nej til det, man fortolker som den Andens krav uden, at konsekvensen nødvendigvis er, at man blive kvast eller spyttet ud af systemet.
Psykoanalysen svarer egentlig ikke på det ontologiske spørgsmål om det sociales eksistens. Den forskyder snarere problemstillingen til en analyse og beskrivelse af de forskellige mulige svar på dette spørgsmål. Spørgsmålet om det sociales eksistens er dermed heller ikke et empirisk spørgsmål. Psykoanalysen spørger til gengæld, hvorfor vi ikke alle er omvandrende sammenbrud, og svaret er, at symptomet opretholder en vis form for stabilitet i subjektets forhold til den Anden. Alle teorier om det sociale kan betragtes som symptomer, der tjener til at holde desintegrationen eller et decideret sammenbrud i skak. Det var Lacans tese, at jeget (forestillingen om et selv, at have en identitet, en personlighed) er struktureret som et symptom. Symptomer i psykoanalysen er ikke blot et spørgsmål om lidelse og en anledning for den analytiske kur, men også det, der skaber en form for stabilitet, om end en prekær sådan. Ikke normalitet og sundhed, men symptomer forhindrer det fuldstændige sammenbrud. Qua kompromisdannelse er symptomet også det, der muliggør, at man kan være til – så nogenlunde; i bedste fald.
Litteratur:
Freud, S. (1990): Schreber: psykoanalytiske bemærkninger om et selvbiografisk beskrevet tilfælde af paranoia (dementia paranoides). København: Hans Reitzel.
Wood, M. (2010): ”This is America, man. ’Treme’ and ’The Wire’”, London Review of Books, 27. maj.
Om Kirsten Hyldgaard:
Kirsten Hyldgaard er lektor, ph.d. i filosofi, Institut for Uddannelse og pædagogik, DPU, Aarhus Universitet. Har bl.a. publiceret Det utidige subjekt. Lacan, Freud, Heidegger, Sartre, Badiou, Zizek m.fl. (2003). Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag og Fantasien til afmagten. 7 kapitler om Lacan og filosofien (1998). København: Museum Tusculanums Forlag og redigeret Pædagogiske umuligheder. Psykoanalyse og pædagogik (2010). Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
