Henrik Jøker Bjerre & Carsten Bagge Lausten,
Den nyttige idiot: Om Slavoj Žižeks samfundsteori
Samfundslitteratur, 2013
25.08.22
af Andreas Beyer Gregersen
Psykoanalyse siges normalt at handle om mennesker og deres psyke. Men hvad nu hvis der i den psykoanalytiske tradition også kan findes en posthumanistisk tilgang, der stiller spørgsmålstegn ved, hvad vi normalt forstår ved menneskelig bevidsthed? Psykoanalyse kan i hvert fald forstås som en kritik af et humanistisk ideal om, at jeg’et bør være ‘herre i eget hus’ – at vi som mennesker kan blive autonome og fuldt bevidste om vores handlinger. Det ubevidste kan i den forstand godt siges at have en ‘umenneskelig’ karakter – det handler om noget i os selv, som vi har svært ved at identificere os med, fordi det ikke indgår i den bevidsthedsmæssige meningssammenhæng, som vi er vant til at tænke ud fra og begå os i til daglig. Det ubevidste er uhyggeligt umenneskeligt.
I forbindelse med Turbulens’ tema om posthumanisme bringes her et uddrag fra andet kapitel af Henrik Jøker Bjerre & Carsten Bagge Laustens bog Den nyttige idiot: Om Slavoj Žižeks samfundsteori fra 2013. Kapitlet har titlen “Psykoanalyse som ideologikritik” og handler om, hvordan det ubevidste også kan analyseres og diskuteres på et samfundsplan med en ideologikritisk tilgang. Det ubevidste er således ikke bare en konstant udfordring for det enkelte menneske – det er det for os alle sammen i fællesskab!
Det ubevidste og det sociale
Forestillingen om det ubevidste som en art spøgelsesagtig eller skjult substans har givet psykoanalysen et mistænkeligt ry som en form for mysticisme. Det er nærliggende at hævde, at psykoanalysen ikke lever op til kravet om videnskabelighed. Hvordan kan man på videnskabelig vis undersøge et objekt, som ikke har en positivt givet substans? Man kan frugtbart tale om det ikke-bevidste: Om det, vi ikke har viden om; man kan tale om det førbevidste, med andre ord det, som vi godt ved, men ikke aktuelt er bevidste om (fx ved de fleste, at hovedstaden i Spanien hedder Madrid, selvom de sjældent tænker på det). Man kunne tale om det førrefleksive: om rygmarvsreaktioner – reaktioner på situationer, vi er så familiære med, at vi ikke længere behøver at reflektere over dem, altså en form for praktisk bevidsthed; og man kunne sågar tale om en form for kropslig intelligens, om hvordan telefonnumre fx efter nogen tid “ligger i fingrene”. Det ubevidste er dog intet af dette (Hyldgaard 1998: 38f).
Det ubevidste er en form for viden, men ikke en viden, som vi almindeligvis forstår den og heller ikke en viden hjemmehørende i en hinsides, åndelig sfære. Det er, hvis vi kort skal opsummere det centrale fra det foregående kapitel, det, vi ikke ved, at vi allerede ved; dvs. en måde, vi handler på eller placerer os i verden uden at være klar over implikationerne af det. Det ubevidste er artikuleret som et sprog, som Lacan siger, men det er endnu ikke artikuleret for analysanden som en forståelig meddelelse. Det er de sammenhænge og meningsrelationer, vi indgår i uden at være bevidste om det, hvilket vil sige, at det ubevidste kort sagt består i, at individet ikke har overblik over sin egen situation, hvordan verden hænger sammen, og hvordan dets egen tale relaterer til den store sammenhæng. Et symptom er derfor en umiddelbart uforståelig meddelelse, der skal fortolkes for at kunne give mening. Det skal indsættes i en meningssammenhæng, som endnu ikke er artikuleret for analysanden, men som hun alligevel – med analytikerens spørgende hjælp – selv har ressourcerne til at udrede. Spørgsmålet er, hvilke forbindelser, sammenhænge eller positioner analysanden (endnu) ikke er bevidst om, dvs. hvilken position subjektet indtager i den symbolske orden, når det fx siger eller foretager en given handling.
Den analytiske sekvens har til formål at afdække, hvordan analysanden “lever sin verden” (Žižek 1997: 29). Man kan sige, at det netop er individets uerkendte relationer til det samfundsmæssige eller de andre, der er analysens tema. Tesen om det ubevidste er derfor præcis det, som binder polerne individ og samfund sammen. Det er, fordi individet aldrig er fuldbragt, aldrig er herre i eget hus, at det må identificere sig med socialt givne roller og værdier. Det ubevidste henviser til en konstitutiv mangel på væren, som på den ene side tvinger individet ud i stadige identifikationsakter men samtidig også betyder, at disse altid rammer ved siden af. Psykoanalytikeren lytter til, hvordan analysanden kultiverer denne konstitutive mangel.
Udvekslingen mellem det psykiske og det sociale kan dog også analyseres fra den anden side. Som subjektet drives mod det sociale, drives det sociale mod dets subjekter. Samfundet er også givet ved “en mangel”. “Der findes,” med Margaret Thatchers ord, “ikke noget sådant som samfundet”. Ethvert styre har brug for at sikre sig tilslutning og legitimitet, og det gøres ikke kun gennem korporlig magthåndhævelse, hvilket i længden ville være en selvundergravende strategi, men også – og måske endda primært – gennem ideologi. Ideologiens funktion er at gøre det muligt for individet at spejle sig i samfundet, fx som én af nationens tro sønner. Men hvorfor virker ideologien?
Ideologikritikken har støttet sig til psykoanalysen, fordi den her fandt en teori om “det psykiskes” konstitution og et svar på, hvorfor folk tilsyneladende mod deres interesser identificerer sig med ideologier og lader dem være handlingsanvisende. Lacans version af Thatchers afvisning af samfundets eksistens kan siges at være den berømte beskrivelse af “den store Anden”: Den findes ikke, men fungerer alligevel. Der er ikke, i hvert fald ikke nødvendigvis, nogen entydig, aflæselig konspiration (en master mind) bag fx ideologiens samlede virkning på dens subjekter, men alligevel fungerer den. Alligevel orienterer subjekterne sig i kraft af, og med forestillingen om, en form for kohærent kraft bag samfundets faktiske begivenheder. Der er ikke noget samfund, men alligevel fungerer det.
Man kan således enten fokusere på det tryk, som samfundet øver på individet eller på, hvordan den enkelte håndterer dette. Det sidste er den kliniske psykoanalyses væsentligste opgave, mens den første opgave varetages af den psykoanalytisk funderede samfundsteori. Hvor den kliniske psykoanalyse lader sig pirre af den enkelte patients udsagn, pirres den psykoanalytisk funderede socialteori af sociale fænomener. Der sættes med andre ord altid en parentes: for den kliniske psykoanalyse omkring “det samfundsmæssige” og for den psykoanalytisk funderede socialteori om “det individuelle”.
Vi kan således nu imødegå en af de kritikker, som forsøget på at anvende psykoanalyse indenfor det samfundsvidenskabelige felt ofte mødes med. Det siges, at psykoanalysen er irrelevant, fordi den interesserer sig for enkeltindivider og den enkeltes motivation for at handle, som de gør. Det kan være interessant for psykiatere, psykologer og psykoanalytikere at undersøge dette, men samfundsvidenskaben interesserer sig nu engang for samfundet. På tilsvarende vis er psykoanalysen blevet beskyldt for biologisme, panseksualisme, naturalisme eller determinisme med henvisning til, at psykoanalysen skulle forstå individet som formet af førsociale kræfter (ibid.: 8). Freud skulle følgelig være blind for den intersubjektive og sproglige kontekst, individet udfolder sig indenfor. Kritikken løber imidlertid en åben dør ind. De kræfter, subjektet gennemskæres af, er netop socialt medierede.
Et enkelt, isoleret subjekt kan fx ikke fantasere om at få et bestemt, begæret objekt. Spørgsmålet er, som Žižek siger i The Plague of Fantasies, hvordan subjektet overhovedet ved, at det eftertragter dette bestemte objekt. Hvordan har det lært, hvad et objekt er, og at netop dette objekt er eftertragtelsesværdigt? Der er ifølge Žižek ikke tale om, at et “uafhængigt” subjekt genkender en genstand i verden som en mulig tilfredsstillelse af et korresponderende før-sprogligt begær, men tværtimod om, at vi lærer at se bestemte ting som attråværdige eller interessante, fordi vi allerede tager del i et socialt artikuleret begærsspil.
Et centralt eksempel er Žižeks udlægning af, hvorfor Freuds lille datter Anna fantaserede om netop jordbærkager, da hun en nat remsede søde sager op (Freud 1999: 135). Žižek forklarer denne fantaseren i en intersubjektiv baggrund: Datteren havde opdaget, at hendes forældre nød at se hende spise en jordbærkage. Denne følelse af at gøre noget, som opfyldte forældrenes ønsker om at se deres barn på en bestemt måde, skabte en stærk forkærlighed for jordbærkager i den lille Anna. Hun lærte at begære jordbærkager, fordi hun dermed opnåede at blive genstand for den andens (forældrenes) begær – hun blev den glade, nydende, lille pige, som de elskede (at betragte) (Žižek 1997: 9). Denne fortælling illustrerer, at begæret, med Lacans ord, altid er den andens begær: Det, jeg begærer, er først og fremmest at blive begæret af den anden, hvilket vil sige at blive eller gøre det, som den anden vil finde elskværdigt. Selv det mest “umiddelbare”, private ønske er således altid allerede medieret af en form for bevidsthed om eller en indlejrethed i et forhold til den anden eller de andre. Der findes i en helt fundamental forstand ikke noget psykisk privatsprog. Men samtidig er psykoanalysens subjekt heller ikke blot et produkt af dets sproglige og samfundsmæssige formning.
Du minder mig om Emmanuel Ravelli!
Subjektbegrebet er netop et af de mest omtvistede og flertydige begreber i den samfundsvidenskabelige og humanistiske tradition. Begrebet finder sin klassiske bestemmelse i modstillingen af et subjekt og et objekt. I denne sammenhæng henviser subjektet til en entitet, som er aktivt handlende, og objektet til noget, der handles i forhold til. Man kan reduceres til at være et objekt for andres manipulation; til at være et plastisk materiale, der formes i andres hænder. Man kan være objekt for strategier, planlægning og selvfølgelig i bredest mulig forstand for politisk handlen. Objektet behøver selvfølgelig ikke at være andre mennesker, det kan lige såvel være og er ofte naturen. Naturen bliver ligeledes objektiveret; den underlægges et videnskabeligt blik og bliver derved formelig. Et subjekt, der på denne vis formår at forme sit miljø – hvad enten dette er andre mennesker, naturen eller kultur – benævnes ofte “et individ”, “et selv”, “et jeg” eller mere abstrakt “et menneske”. Såfremt vi bestemmer det negativt, forstår vi et individ som noget unikt, der hverken er formet eller frembragt, noget individuelt, dvs. udeleligt. Bestemmer vi det positivt, tillægges det en betydning som noget, der har en egen bevidsthed, en evne til refleksion, og i forlængelse heraf en kapacitet til at handle frit og autonomt. I modsætning til dyrene har vi fx evnen til at transcendere vores umiddelbare instinkter. Det, individet henviser til, er noget, som er identisk med sig selv, eller mindre kryptisk og mere præcist:
“Individbegrebet peger på, at der er lag og kvalifikationer, der kan skrælles væk, og tilbage bliver noget udeleligt, og denne udelelige kerne må være noget, der forbliver det samme – altså noget, som er identisk med sig selv.” (Mortensen 2003: 234)
Dette individuelle henviser til det, der binder en livshistorie sammen – altså det, som forbliver det samme i alle kontekster og til alle tider. Jeget er en form for krog, hvorpå alle masker, roller, oplevelser og erfaringer kan fæstes. Når man har trukket alle positivt bestemte identiteter fra, er jeget det, som er tilbage. Man er altid mere end de roller, man udfylder, og de normer, man følger, hvilket er den grundlæggende forestilling, som jeget, individet og selvet henviser til.
Det ovenfor skitserede jeg, selv, individ eller menneske er det subjekt, vi kender fra den liberale tradition og fra humanismen: et subjekt, som kan stilles til ansvar, føle skyld, reflektere og ikke mindst handle. Men der er også et andet subjekt, eller rettere en anden betydning af det at være subjekt. I dette tilfælde peges på det stik modsatte, nemlig det at være underkastet andres magt (subjektum) og/eller mere generelt, underlagt social formning (heraf fx den megen tale om subjektpositioner i strukturel marxisme). “Under” henviser her til noget, som er et epifænomen: Man subjektiveres: Man modtager væren. Vi har dermed at gøre med det subjekt, som sociologien taler om: Det socialiserede individ, der kun eksisterer i kraft af “det samfundsmæssige”. Strukturer former individet, endda selv forestillingen om, at et individ er noget samfundsmæssigt frembragt.
Strukturalismen afviser altså en forståelse af selvet som givet ved et absolut selvnærvær. Denne tanke formuleres ofte som et angreb på Descartes’ cogito, der sædvanligvis hævdes at være en af de mest radikale formuleringer af en selvets metafysik, dvs. forestillingen om et selvgennemsigtigt jegs selvnærvær (“cogito ergo sum”) som det stabile udgangspunkt for en kontrollerende videnskabelighed, der holder væren under kontrol af tænkningen. Lacans læsning af Descartes’ cogito er en radikalt anden, som vi vil stifte bekendtskab med senere.
Strukturalismen afviser cartesianismens opfattelse af en uproblematisk adskillelse af hver for sig identificerbare substanser (res cogitans og res extensa), dvs. den tænkende og den udstrakte substans, som man kan referere til direkte gennem deres umiddelbart repræsentative tegn (indeksikaler). Mening er givet ved relationer mellem tegn og ikke gennem disse tegns reference til verden eller selvet. Da sproget er givet som en strukturel kobling mellem tegn, betyder dette også, at tegnet aldrig kan hvile i sig selv, men kun bære mening i dets relation til andre tegn. Tænkning forudsætter således ikke et cogito, men et system af tegnrelationer, der ligger før dette. Det er strukturalismens grundlæggende pointe.
Det er åbenlyst, at såvel den traditionelle cartesianske såvel som den rent strukturelle forståelse af det at være subjekt er stærkt reduktiv: Subjektet er enten selvnærværende og verdensuafhængigt eller alene givet i sin sproglige og intersubjektive situerethed. Spørgsmålet er imidlertid her, hvor radikalt forskellige humanismens og strukturalismens subjektopfattelser reelt er. I begge tilfælde tænkes det at være subjekt som en fuldt ud givet væren. Forskellen er blot, at væren i den liberale og humanistiske doktrin har udspring i jeget eller selvet, mens den i den strukturalistiske tradition forstås som afledt. Konsekvensen af den kritik, som strukturalismen fremfører mod det cartesianske paradigme, drages med andre ord ikke radikalt nok. Den klassiske strukturalisme indskriver ikke et fravær, der hvor liberalismen og humanismen ser et absolut selvnærvær. Den erstatter blot et selvnærvær med et kulturelt og historisk frembragt nærvær.
Psykoanalysen bliver her interessant som en tradition, der fuldt ud har taget konsekvensen af strukturalismens kritik. For Žižek repræsenterer psykoanalysen netop en overskridelse af dikotomien mellem den liberalistiske og den strukturalistiske tænkning af subjektet. Ved at tænke subjektet som subjektet af det ubevidste, muliggør psykoanalysen på én gang fastholdelsen af de værdifulde aspekter af Descartes’ cogito og den tyske idealismes subjektopfattelse og den radikale strukturalistiske kritik af disse.
Hvor vi med de to tidligere nævnte subjektkonceptioner forstår subjektet i henhold til en personlig eller social givet identitet, er den lacanianske psykoanalyse karakteriseret ved at forstå individet eller selvet som gennemskåret af kræfter og registre, det ikke selv mestrer – og nok så væsentligt af kræfter, som ofte vil være i indbyrdes konflikt: selvopretholdelsesdriften vs. dødsdriften, realitetsprincippet vs. lystprincippet, overjeget vs. id’et osv. Man kunne sige, at psykoanalysens subjekt netop er selve konflikten mellem de to aspekter af subjektiviteten, som henholdsvis den liberalt-humanistiske og den strukturalistiske tradition accentuerer: subjektet som den uafsluttede konflikt mellem selvnærværet og den symbolske identitet i forhold til eller givet af de andre.
Žižek ynder at anvende vittigheder fra de gamle Marx Brothers-film og radioskuespil som illustrationer af selv meget højtflyvende teoretiske pointer som denne. En af de bedre er netop illustrationen af “det tredje subjekt”, dvs. subjektiviteten som det, der ikke er en førsymbolsk identitet, men heller ikke blot det symbolsk interpellerede subjekt som konfliktløst repræsenteret ved sit navn. To mennesker mødes:
“Hey! Du minder mig om Emmanuel Ravelli!
Jamen, jeg er Emmanuel Ravelli …
Så er det da ikke så mærkeligt, at du ligner ham!”
“Jeg er Emmanuel Ravelli”, illustrerer subjektets formodede selvnærvær. “Du minder mig om Emmanuel Ravelli”, derimod, subjektets intersubjektive identitet som givet af de andre eller “den store Anden”. Det er ikke så mærkeligt, at de to ligner hinanden, men Marx Brothers’ umiddelbart meningsløse punchline illustrerer alligevel den minimale afstand mellem dem. Denne afstand er psykoanalysens tredje subjekt: subjektet af det ubevidste.
Om end psykoanalysen lancerer sig selv som videnskaben om dette tredje subjekt, indebærer det imidlertid ikke nødvendigvis en negligering af de to andre former for subjektivitet. Lacan formulerer de tre subjekter som positioner i et topografisk felt: som tre dimensioner, der alle er vigtige for at forstå vores væren i verden. I stedet for jeget taler han om det imaginære, hvilket kortfattet henviser forestillingen om det center, uden hvilket subjektet ikke kunne skabe et narrativ om dets væren i verden, og dermed også forudsætningen for at kæde oplevelser og erfaringer sammen og reflektere over disse. I stedet for sociologiens og mere specifikt strukturalismens subjektbegreb taler Lacan om det symbolske: om de støbeforme, som er forudsætningen for identitetsdannelsen. Endelig taler han om det reelle, som på den ene side er den rest, der står tilbage, når subjektet har identificeret sig, og på den anden side selve forudsætningen for, at vi kaster os ud i sådanne identifikationsprocesser. Uden en konstitutiv mangel, ingen identifikationstrang. “Det reelle” henviser således ikke til det reelt eksisterende, men snarere til det modsatte: Til det, som altid undslipper, eller med andre ord til det, at dialektikken mellem det individuelle og det samfundsmæssige subjekt aldrig “går op”.
For så vidt det er subjektet af det ubevidste, der er udgangspunktet for psykoanalysen, er det det subjekt, der artikuleres i individets minimale afstand til sig selv, eller i den mangel på fuldstændighed, der bryder igennem de symbolske og imaginære identiteter. Selve anledningen til undren, kritik og spørgsmålstegn ved samfundsmæssige identifikationsprocesser er drivkraften i Žižeks psykoanalytisk medierede filosofiske undersøgelser af samtiden. Når hans værker ikke altid tydeligt markerer overgangen fra det individorienterede til det samfundsmæssige, er det, fordi overgangen ikke er så entydig, som man skulle tro. På den ene side er subjektet kun i og gennem det samfundsmæssige. På den anden side er de processer, der har betydning for det enkelte subjekt, dermed også altid allerede intersubjektive.