Peter Sloterdijk
Værens domesticering – udvalgte tekster om menneskerugekasser, skindød tænkning og antropoteknik
Forlaget Mindspace, 2022
15.08.2022
Hvordan forstår vi egentlig verden, livet, mennesket, væren? Hos Sloterdijk finder vi nogle tanker om dette, der både provokerer og inspirerer på samme tid. Hvad nu, hvis René Descartes havde misforstået sit cogito? Hvad nu, hvis vi i vores skelnen mellem vita activa og vita contemplativa har fortrængt den vigtigste menneskelige aktivitet? Og hvad nu, hvis mennesket ikke er blevet menneske, sådan som vi tror, men i stedet er blevet til på grund af en etablering af en ydre livmoder; en form for beskyttelse fra den omverden, der er udenfor?
Her får vi en Peter Sloterdijk, der er udvalgt og redigeret af Mads Lund Mikkelsen og Steen Nepper Larsen – hvoraf sidstnævnte også har skrevet indledningen. De udvalgte tekster er en blanding af uddrag fra forskellige Sloterdijk-værker og hele tekster. Fælles for dem alle er, at det drejer sig om mennesket. Det handler bl.a. om, hvordan vi kan forstå mennesket som et lyttende væsen, som et øvende væsen og som rum-kreerende eller omverdens-udelukkende væsen. Det hele bygger på spørgsmålet om, hvordan mennesket i grunden er blevet til. Derfor er Sloterdijk hele tiden i diskussion med filosofien og forskellige evolutionsteorier.
Peter Sloterdijk er en tysk filosof født i 1947. Han har været professor i filosofi og æstetik i Karlsruhe, og har skrevet mere end 50 bøger. Sloterdijk er en habil formidler. Hans sprog er poetisk og heideggersk, men uden at det bliver utilgængelig. Vi får som læsere også tilbudt en nødvendig håndsrækning i form af et afsnit med slutnoter, der forsøger at forklare nogle af Sloterdijks neologismer, samt et register over relevante Heidegger-begreber, der løbende anvendes eller refereres til i bogens tekster.
Selvom teksterne ikke er utilgængelige, bl.a. på grund af førnævnte hjælpemidler, så forlanger de stadig en seriøs læser. Teksterne stiller krav til sin læser. Det er ikke altid en dans på roser. Sproget kræver opmærksomhed, mens tankerne kræver åbenhed og tjenstvillighed. Vi skal med andre ord være oplagte. Vi skal tage sproget seriøst, og vi skal turde reflektere over både vore egne, filosofiens og videnskabens tanker om mennesket og den verden, som vi mennesker har skabt.
Mennesket som et lyttende væsen
I hans beskrivelse af mennesket som et lyttende væsen, tager Sloterdijk os på en sviptur ind i den franske filosof René Descartes’ verdensskeptiske mellemregninger, der i sidste ende fører til den berømte grundsætning: Cogito, ergo sum. Dette er med andre ord den kartesianske borttænkningsøvelse, hvor man forsøger at borttænke verden og alt dens indhold, for til sidst at ende med et jeg, der nu er selvbevidst og altså kan tænkes, men som ikke kan mærkes, da sanserne er tænkt bort. Her mener Sloterdijk, at Descartes i virkeligheden har centreret hele denne borttænkningsøvelse omkring en døv plet. Descartes glemmer at lytte efter, eller han formår i alt fald ikke at registrere, at de tanker han hører, i virkeligheden er toner fra et indre lydunivers.
Det, vi får ud af denne øvelse, er, modsat hvad Descartes troede, ikke et fundamentalt jeg i form af det logiske cogito, men i stedet et uhåndgribeligt sonort cogito, altså et lydhørt forhold til sine indre klange, der ikke kan begribes ud fra en enkelt definition. Hvad det sonore cogito vil én, er forskelligt og kan derfor ikke fanges. Man må lytte efter. Samtidig er dette sonore cogito ikke muligt at finde frem til gennem målrettede indsatser. ”Vil jeg begrunde, bevise, opnå noget, så forvansker dette forehavende det hørende forhold til den tanke, der i øjeblikket drager igennem mig […] Ærgerrighed gør døv – også i erkendelsesteorien” (s. 52-53). Vi må med andre ord forstå, at når vi forsøger at finde frem til eller forsøger at opbygge et selv inden i os, så bliver vi døve – det er ikke muligt at høre noget samtidig.
Således lyder blot én af de tanker om menneskets forhold til verden og til sig selv, som vi kan få lov at læse om i bogens første uddrag. I uddraget handler det om, at den vestlige filosofi i virkeligheden altid har været en slags øje-ontologi eller en okular-centristisk tænkning. Synet har fået særbehandling i valget af et et udgangspunkt for vores beskrivelser af verden og mennesket. At vores forståelse af verden har været med afsæt i øjets domæne, har gjort det nærliggende at opdele verden i subjekter og objekter.
Denne opdeling sker, da synet kræver en vis afstand fra dét, som man forsøger at iagttage. Afstanden giver os, de betragtende subjekter, en forståelse af, at vi er fjernet fra og noget andet end det, vi betragter. I den forstand bliver vi verdensløse på grund af distancen til den omkringværende verden. Hvis vi i stedet forsøger at opleve verden gennem høresansen, så oplever vi ikke, at vi bliver distanceret fra verden, men i stedet en væren-i-klang med den – en form for resonans. Sloterdijk vil altså ikke have os til at åbne øjnene, for at vi kan få øje på vores fejltagelser. Han vil have os til at lukke dem, så vi kan høre, at der er noget, vi ikke før har bemærket, men som er vigtigt.
Mennesket som et øvende væsen
”Man mister sansen for dens egenværdi, så snart man tvinger øvelsen ind i sondringen mellem teori og praksis eller mellem et virksomt og et indadvendt liv” (s. 70). Sloterdijk fortsætter sin afstandtagen fra de klassiske idéer. Her retter han blikket mod den manglende forståelse for øvelsens rolle i den populære filosofi og tænkning om menneskelivet – og som en konsekvens heraf, har vi troet, at vi kan tale om teori afsondret fra praksis og det aktive liv afsondret fra det kontemplative.
Det er et opgør med den klassiske rationalisme, der har påvirket vores forståelse af sandhed og erkendelse siden de gamle grækere. Den skindøde tænkning, der nævnes i undertitlen, har været placeret som et ideal for tænkere. Det er den rene erfaring, der kritiseres her. Den videnskabelige objektivitet. Den filosofiske død over kroppen til fordel for et prestigefyldt åndsliv i de højere luftlag. Men hvis vi skal tro Sloterdijk, er denne opdeling og rangorden af det åndelige og det kropslige, af teori og praksis, ikke forbundet med højere luftlag – det er luftkasteller.
Øvelsen kan hverken fuldstændigt begribes inden for det kontemplative eller det aktive. Derfor bliver det i denne skelnen umuligt at få øje på det øvende liv. Øvelse handler ikke om genstande, eller hvad vi kan sige om dem. Øvelse er en ”selvrefererende praksis” (s.69). Det handler om at være eller at blive i stand til at udføre eller udøve noget som subjektet – en slags ”subjekt-der-kan” kalder Sloterdijk det (ibid.). Udfaldet af øvelse og udøvelse bliver menneskets form og kunnen. Man kan kalde det en slags øvelse-gør-menneske filosofi. Ikke forstået som at mennesket nødvendigvis bliver til gennem øvelsen, men derimod som det, at øvelsen er den mest væsentlige aktivitet for det at arbejde med sig selv som menneske.
Mennesket som et rum-kreerende væsen
At mennesket skaber rum, hvori det kan udfolde sig og skabe sig selv bl.a. gennem øvelse, er det emne, der har fået mest plads i denne bog. Det kræver også plads, når man som Sloterdijk – til tider på provokerende vis – vil afvise respekterede teorier inden for evolution, antropologi og biologi. Når man har forsøgt at forklare menneskets oprindelse, så har man ofte begået den fejl, at mennesket må stå som konklusionen. Med andre ord forudsætter vi allerede mennesket i vores forklaring af det. ”Ifølge denne logik var mennesket kun i stand til at frembringe mennesket, fordi det allerede var menneske før det blev menneske” (s. 189).
Vi må forsøge at bekæmpe vores intuitive trang til at sætte to streger under mennesket. For når vi forudsætter mennesket, så leder vi også efter det. Her kan man spørge sig selv, hvordan det er muligt at arbejde med spørgsmålet om menneskets oprindelse under disse betingelser. Svaret er ifølge Sloterdijk gennem filosofisk fantasi – en genre, der forsøger at skabe opbyggelige fantastiske fortællinger, hvilket han selv benytter sig af.
I bogen gennemgår Sloterdijk flere aspekter af menneskets oprindelse. Eksempelvis stenens vitale rolle for mennesket udvikling, både i forhold til værktøj, teknik, konstruktion, sprog, teori og sandhedsbegrebet. Han går så vidt som til at skrive: ”Den, der ikke vil tale om sten, skal tie om mennesket” (s. 203). Ligesom stenen er en nøgle i forklaringen af mennesket, så er isoleringen fra omverdenen også helt centralt.
At mennesket skaber rum betyder, at mennesket skaber en verden, der er forskellig fra omverdenen. Mennesket er blevet til gennem denne isolering. Det, mennesket har været god til, er at det har skabt – og bliver ved med at skabe – en slags anden natur. Den selvskabte anden natur kan siges at være fantastisk, i ordets fantasifulde betydning, men uden at være uvirkelig. Isoleringen fra omverdenen er rigtig nok. Til gengæld er alt det inden i rummet forestillinger, som indbyggerne i fællesskab forsøger at implementere – mennesket indretter rummet og dermed også sig selv.
Med rummet separerer mennesket sig også fra dyret, der har overlevelse som sin eneste prioritet. Her peger Sloterdijk bl.a. på, at dyr fødes, mens mennesker ”kommer til verden”. Den verden, mennesket kommer til, er indrettet som en livmoder. Her har det væsen, der endnu ikke var menneske, fået muligheden for at lade sin krop tilpasse sig sin verden både fysisk og mentalt. Mennesket, homo sapiens, begynder at vise sig i denne nye surreale arrangering af kroppen. Med Sloterdijk bliver vi til en slags luksusdyr, der profiterer af en verden, der beskytter os fra nogensinde at skulle leve som et født dyr, hvor alt er centreret om livets opretholdelse. Betingelserne for, at et unaturligt væsen kunne bryde frem, er skabt. Mennesket opstår og viser sig i trygge rammer, gemt bort fra omverdenen.
Opløs fundamenterne
Sloterdijks idéer kan til tider komme til at ligne en kontinentalfilosofi, der vil forsøge at forklare hele verden med, hvad der kan virke som et unødvendigt besværligt og værensfilosofisk sprog. Men vi kan lære noget af det. Ud over at det kan være underholdende og udfordrende at beskæftige sig med bogens tekster, så vækker tankerne noget i læseren. Sloterdijk er især inspireret af de to tyske filosoffer Freidrich Nietzsche og Martin Heidegger. Han er ofte i dialog med dem i denne bog – især hans tanker om og med Heidegger fylder meget.
Inspirationen fra Nietzsche og Heidegger er også til at få øje på, når han kritiserer de etablerede idéer om, hvordan tingene hænger sammen. Vi må forstå, at fundamentet kan ændres. I denne bog får man også blik for, at den kritik som vi har lært at rejse mod det etablerede, i virkeligheden kan være bygget på samme fundament. Det er altså ikke nok at være kritisk. Man skal tænke anderledes. Man skal tænke fantastisk. I dele af filosofien har man lært, at dette kan lade sig gøre, men vi skal have alle videnskaberne med – biologien, antropologien, psykologien etc.
At en filosof ønsker at ændre hele den måde vi forstår verden og mennesket på, er ikke nyt. Alligevel er det interessant at gennemgå de mange nye sproglige og idérige formuleringer, som Sloterdijk anvender i sine forklaringer. Tankerne bliver fantastiske. Det kan især ses (eller høres) i hans tanker om øjet og øret, i idéen om det øvende liv som den væsentligste del af menneskelivet og i han fortælling om menneskets oprindelse. Bogen er fyldt med inspirerende, originale, fundamentopløsende idéer og formuleringer, som dem, der er taget med her. Hvis man har lyst til at blive underholdt med disse virtuose tanker og lignende skrevet i et imponerende og legende sprog, så er bogen umagen værd.
