Samtidens spin: Konstruktionen af pseudovirkeligheder

Dokumenter, synliggør og evaluer. Vi møder dokumentationskravene på stort set alle samfundsniveauer. De skal efter sigende føre til bedre kvalitet i virkelighedens praksis. Men det er ikke altid så ligetil, for når noget synliggøres, bliver noget andet usynligt, og dokumentationskravene risikerer at skabe pseudovirkeligheder. Ane Qvortrup og Dion Rüsselbæk Hansen analyserer synliggørelses-tendensen, som den udfolder sig i uddannelsessektoren og påpeger blinde pletter.

18.4.2012

Dokumenter, synliggør og evaluer. Vi møder dokumentationskravene på stort set alle samfundsniveauer. De skal efter sigende føre til bedre kvalitet i virkelighedens praksis. Men det er ikke altid så ligetil, for når noget synliggøres, bliver noget andet usynligt, og dokumentationskravene risikerer at skabe pseudovirkeligheder. Ane Qvortrup og Dion Rüsselbæk Hansen analyserer synliggørelses-tendensen, som den udfolder sig i uddannelsessektoren og påpeger blinde pletter. 

Synliggørelsesfixet

På stort set alle samfundsmæssige niveauer møder man i dag krav om at dokumentere og synliggøre, hvad der går for sig i ‘virkelighedens praksisser’. Målet er at kvalitetssikre disse praksisser. I indeværende artikel forholder vi os til disse krav og det intenderede mål ad en omvej.

Vi retter i artiklen blikket mod det pædagogiske system. Der tages et tendensanalytisk afsæt, hvormed vi kaster lys på den mening, der skabes i og med synliggørelsestendenserne. Vi ser på, hvordan tendenserne gør sig gældende, idet vi sætter fokus på fortættede selvfølgeligheder, som derved gøres kontingente. Der åbnes for, at disse selvfølgeligheder ikke er nødvendige, men kunne være anderledes (Åkerstrøm Andersen 1999) . Den anvendte analysestrategi har blik for det velkendte fænomen, at en række epistemologiske forhold ved dokumentationer gør, at det aldrig er den såkaldte ‘skinbarlige virkelighed’, man får fat i, når man dokumenterer (Luhmann 2000, Schmidt 1999b). Den tager samtidig fat i det forhold, at vi i samtiden i tilknytning til disse epistemologiske forhold ser en række pragmatiske forhold, der gør, at man slet ikke har interesse i at forsøge at dokumentere den ‘skinbarlige virkelighed’. Tidens omfangsrige synliggørelseskrav fører med sig, at de beretninger, der gives om ‘virkeligheden’, i mange tilfælde har mere karakter af strategisk spin end forsøg på dokumentation af egentlig ‘virkelighed’. Det ser ud til, at det giver rigtig god mening at gøre brug af spin, altså at konstruere nye og bestemte virkeligheder, for at få den rette bedømmelse. Således viser artiklens analyse videre, hvordan der i nærmest ontologisk forstand florerer en form for pseudovirkeligheder på alle samfundsmæssige niveauer, hvilket kan have en række endnu ubelyste konsekvenser. Disse knytter sig f.eks. til, at man forledes til at basere beslutninger og fremtidige tiltag på det, der dokumenteres som fakta om givne forhold. Dette betyder, som vi vil pege på, at kravet om synliggørelse kan være decideret kontraproduktivt i forhold til intentionen om kvalitetssikring gennem øget synliggørelse. I visse tilfælde ser det nemlig ud til, at jo mere vi søger at synliggøre, jo mere synes vi at usynliggøre.

Synliggørelse af pædagogiske forhold

Synliggørelse og dokumentation er tidens ideal. Det gælder vores levevis, som synliggøres gennem det stadigt stigende antal dokumentarudsendelser om almindelige menneskers liv, successer og kriser. Det gælder vores daglige gøren og laden, som Facebook-fænomenet i høj grad er eksponent for. Og det gælder alle de varer, vi bruger i det daglige. Varedeklarationer skal være udførlige til mindste detalje, og vi er i høj grad blevet optagede af e-numre, parabener og andre potentielt skadelige stoffer. Tilsvarende kan vi med fødevarestyrelsens smiley-ordning hurtigt skabe blik for, hvilke butikker og restauranter der synes at have bedst styr på fødevarereglerne.

Kigger vi på det offentlige system og mere konkret det pædagogiske system, ser vi samme tendens (jf. Bekendtgørelse af lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v. 2005) . Ifølge denne bekendtgørelse skorter det ikke på forhold, som den enkelte skole og institution skal synliggøre. Det er alt fra elevers/studerendes fuldførelsestid, fuldførelsesfrekvens, frafald og overgangsfrekvens til pædagogiske strategier, tiltag og resultater. Der florerer en selvfølgelig antagelse om, at synliggørelse fører til øget kvalitet. At man på baggrund af det synliggjorte kan bedømme, hvad der er skidt, og hvad der er kanel. Således ser vi også på alle niveauer i det pædagogiske system, at dokumentation er blevet tidens trend. I daginstitutionerne skal man gennem arbejdet med pædagogiske læreplaner dokumentere, hvordan man bidrager til børnenes læring. Der skal redegøres for, hvad der går for sig i løbet af dagen, så man som forældre og forvaltning kan have øje på, at alt nu går ordentligt for sig, og at børnene lærer det, de skal. I grundskolen arbejder man med slut- og trinmål, og man skal ustandseligt evaluere og dermed synliggøre opfyldelsen af og vejen til disse mål. Ligeledes skal det synliggøres, hvis man ikke har nået de opstillede mål. Det skal gøres klart, hvad man har tænkt sig at gøre for at rette op på dette. Siden CVU’erne (i dag professionshøjskolerne) i 1996 blev selvejende og tilsvarende med universiteterne i 2003 og gymnasierne i 2007, har disse uddannelser for alvor skullet synliggøre deres gøren og laden. Det skyldes, at de som selvejende institutioner aflønnes i forhold til deres individuelle ‘performativitet’ – det er den ‘vare’, de sælger, og den ‘vare’, som skal sikre deres fortsatte eksistens. De må synliggøre, hvad varen består af, hvordan den kan erhverves, og hvorfor det vil være godt at erhverve netop den vare og ikke alle mulige andre. Lad os fortsætte med et eksempel, der viser, hvordan ovennævnte kan tage sig ud i praksis, og hvad det kan føre til.

Den 30. november 2011 holdt vi et oplæg på konferencen Kultur og Læring på Syddansk Universitet. Her belyste vi tidens synliggørelseskrav og den måde, de opfyldes på, ligesom vi diskuterede, hvordan kravet om øget synliggørelse kan være decideret kontraproduktivt for samtidens skoler, lærere og elever. Der kan nemlig være en tendens til, at man kun synliggør og beskæftiger sig med det, der kan betale sig, det positive, dét der har efterstræbelsesværdigt valør (Nichols & Berliner 2008; Thiel & Leeuw 2002).Omvendt undlader man at forholde sig til det, der har et negativt og ikke-efterstræbelsesværdigt valør (Thiel & Leeuw 2002). Man synliggør noget, men på en sådan måde, at man usynliggør noget andet.

I forlængelse af vores oplæg opstod en diskussion mellem en gymnasielærer og en ansat i den kommunale forvaltning. Gymnasielæreren pegede på, at man da godt i praksis er klar over de nævnte dokumentations- og synliggørelsesproblemstillinger. Man ved da godt, at der er meget, man ikke kan dokumentere. Og man er også helt bevidst om, at der er meget, man slet ikke vil og ikke har gavn af at dokumentere. Men dokumenteres skal der, og det bliver der, som hun gjorde os opmærksom på. Og det er på trods af: “at vi da godt ved, at det, vi (lærerne) dokumenterer/synliggør, ikke altid har noget som helst med virkeligheden at gøre. Men vi får det til at se ud, som om det har det”. Den ansatte fra den kommunale forvaltning blev fortørnet over gymnasielærerens udsagn. Ikke mindst det, at man ude på skolerne tilsyneladende ikke har noget imod at synliggøre noget, der ikke altid har noget med ‘virkeligheden’ at gøre. Hende fra forvaltningen gjorde det meget klart, at hun opfattede det som et tegn på forfald, at man tilsyneladende ganske upåagtet i praksis forsøger at signalere, at dokumentationen er et udtryk for virkeligheden ‘i sig selv’, når den på ingen måde er det.

Nu kan man spørge, om vi er vidne til en form for etisk og moralsk forfald, sådan som den ansatte fra den kommunale forvaltning giver udtryk for, når man tilsyneladende på bedste og helt bevidste vis får ‘virkeligheden’ til at fremstå på en ønskværdig måde eksternt set, selvom der internt set er tale om en anden ‘virkelighed’. Nu er vores ærinde imidlertid ikke at forholde os til, hvad der er etisk og moralsk rigtigt/forkert. Vi vil i stedet tage fat i, hvordan der er visse omstændigheder og vilkår, der gør, at det giver mening at få ‘virkeligheden’ til at fremstå på denne helt bestemte måde. Det, at skolerne er blevet selvejende, lægger jo op til, at man signalerer noget ‘bestemt’ til omverdenen. Når man er afhængig af kundernes gunst, ligesom politikerne er det af vælgernes, er man nødt til at signalere noget, der appellerer til dem. Det kan betegnes som en slags etisk og moralsk forfald. Efter vores opfattelse er der dog nogle tendenser på spil, der leder frem til en anden konklusion. Disse tendenser vil vi udfolde ved at kigge nærmere på fænomenet spin. For at opfylde de nuværende samfundsmæssige synliggørelseskrav kan det nemlig give god mening at ty til spin, uden man af den grund har solgt ud af sine etiske og moralske værdier.

Vores pointe er, at spin langt fra kun er noget, der knytter sig til det politiske system. Spin bruges på alle samfundsmæssige niveauer herunder også de pædagogiske, idet kampen om den ‘rigtige’ opmærksomhed, den rigtige bedømmelse og den rigtige udlægning er tiltagende. Man er nødt til at selvfremstille sig selv på den ‘fede’ måde over for omverdenen.

Strategisk spin

Ordet spin handler om at ‘dreje’ noget’: “… at give en nyhed eller en historie en bestemt fordelagtig drejning” (jf. Den Danske Ordbog). Når der tales om spin, handler det ofte om, at nogen bidrager til at konstruere noget/nogen:“ … by putting a favorable bias on information presented to the public or to the media ” (Esser et al 2000:213). Om spindoktorernes rolle hedder det videre, at: “ … they not only ensure that the positive message comes across loud and clear, they also ensure that negative, inconvenient stories are presented with ‘balanced’ arguments – if they cannot be made to disappear completely ” (Esser et al 2000:213). At bedrive spin må også anskues ud fra den betragtning, at ‘virkeligheden’ ikke taler for sig selv. Vi kan med Kant aldrig udtale os om virkeligheden ‘i sig selv’, men kun om, hvordan vi opfatter den gennem det menneskelige erkendeapparat (Kant 2004). Kigger vi på dette forhold ud fra en tendensanalytisk betragtning, taler vi ikke om et transcendentalt menneskeligt erkendeapparat i kantiansk forstand, men om, at vores erkendelse af virkeligheden afhænger af en række sociale historiske a priori, dvs. forskellige kategorier, begreber og perspektiver, der influerer på, hvad der kan erkendes, og hvordan der kan erkendes (Schmidt 1999a). Vi er nødsaget til at erkende i og med de kategorier og begreber, vi betjener os af. Det betyder, som vi har set, at vi får nogen/noget til at fremstå på en ‘bestemt’ måde. Hermed også sagt, at måden, nogen/noget beskrives på, har vidtrækkende betydning i den forstand, at ‘virkeligheden’ kommer til at fremstå i ét lys frem for et andet. Vi er altså ikke ude i den rene relativisme. Der er netop beskrivelser og konceptualiseringer, der er mere træfsikre end andre. Der er nogle begrebssætninger, der forekommer at være mere ‘ædruelige’ end andre, selvom de ikke er ‘sande’. Lad os igen ty til et eksempel for at illustrere denne pointe. Eksemplet stammer fra et afsluttet ph.d.-projekt (Rüsselbæk Hansen 2011).

En gymnasielærer beskriver, hvordan man på den skole, hvor hun er ansat, har meget travlt med at dokumentere alt det rigtige, selvom det ikke altid stemmer overens med det, der ‘faktisk’ foregår.

På vores hjemmeside har vi en overordnet formålsparagraf. Her står altid det rigtige om K1, K2 og K3-nivau, refleksioner, det lærende team og skolen som lærende organisation, alt er fantastisk flot formuleret. Men mere konkret skal vi sørge for, at eleverne får lavet en klassekasse og en studietur, og vi skal sørge for timer i forhold til AT, altså, en masse administrative ting. Så skal vi også arbejde med elevernes kompetenceudvikling, og det er der måske tre ud af de 21 teams, vi har, der gør.

Læreren fortæller, hvordan man på hendes skole forholder sig strategisk til kravet om synliggørelse . Som citatet illustrerer, synliggøres det på den pågældende skole, at man gør det, der opfattes som den for tiden ‘rigtige’ pædagogik. Man skriver på hjemmesiden, at man reflekterer kritisk over praksis, og at man arbejder sammen i læringsbaserede team i en lærerende organisation. Man får altså skolen til eksternt set at fremstå på en eftertragtet måde. En måde, der synliggør, at her gør vi det ‘rigtige’. Imidlertid foregår der ifølge den pågældende lærer noget helt andet internt set. Det, man siger, man gør, gør man åbenbart ikke. I den forstand bliver virkeligheden udadtil til noget andet end virkeligheden indadtil. Der bedrives en form for spin, hvor der over for omverdenen konstrueres en form for pseudovirkelighed. Spørgsmålet er så, om vi inden for det pædagogiske system i tiden, der kommer, vil se professionelle spindoktorer ansat til at profilere de forskellige uddannelser og skoler. Det synes ikke helt utænkeligt.

Den ‘rette’ selvfremstilling og bedømmelse

Som vi har illustreret, synliggøres der på livet løs. Det er ikke kun inden for det pædagogiske område, men inden for alle tænkbare områder. Der er ikke noget, der tyder på, at den tendens er ved at forsvinde. Tværtimod synes den tiltagende. Og i takt med at flere og flere forhold skal synliggøres for at kunne bedømmes, ja, så giver det god mening at synliggøre noget på en sådan måde, at det fører det ønskværdige bedømmelsesresultat med sig. Det kan jo give særdeles god mening at selvfremstille sin performance på den ‘rette’ måde. Det gælder for skoler, for lærere og for elever. Men også inden for andre områder end det pædagogiske giver det god mening.

Er man ude af balance, og er man udkørt, kan det give god mening at få den rigtige ‘diagnose’. Får man fx diagnosen stress, ja, så er det jo synligt for enhver, at man ikke har gjort noget forkert. Det er legitimt, at man ikke er ovenpå. For diagnosen stress illustrerer jo, at man har knoklet ‘røven ud af bukserne’. Man har gjort det rigtige, man har forholdt sig på den rigtige måde. Tilsvarende gælder ikke for ‘diagnosen’ udbrændthed. Her er sagen anderledes. Denne diagnose synliggør snarere, at man har gjort det forkerte, at man har forholdt sig på den forkerte måde. At synliggøre det ‘rette’ med henblik på at få en bestemt diagnose kan skabe access (adgang) til de rette behandlinger, til den rette økonomiske støtte og til den rette anerkendelse. Dette forhold kan også illustreres ved at rette blikket mod de omfangsrige spørgeskemaer, som det ikke er ualmindeligt, at man bliver bedt om at udfylde, når man frekventerer sundhedssystemet for at blive ‘fikset’. Gennem udfyldelse af disse bidrager man til at synliggøre, hvordan man lever og har levet sit liv. Det handler altså ikke blot om at få stillet en sygdomsdiagnose i ‘traditionel’ forstand, men i lige så høj grad om at få den ‘rigtige’ livsdiagnose. Leves der på den rette måde? Her tegner sig også en mulig tendens til at fordre strategisk spin. Hvem vil fortælle, at man ryger 40 cigaretter eller drikker en flaske rødvin om dagen, hvis livsdiagnosen er afgørende for, om man får access til en livsnødvendig operation? Svaret på, om det er moralsk eller etisk forkert at anføre, at man kun ryger 10 cigaretter om dagen og kun drikker rødvin i weekenden, er ikke så ligetil. Man er jo nærmest på pragmatisk vis ‘tvunget’ til at benytte sig af spin og dermed konstruere en form for pseudovirkelighed. Det handler jo om ens liv. Og der er vel ingen, der i den henseende, ikke vil forsøge at sikre sig en adgangsgivende bedømmelse og vurdering?

Tilsvarende gælder det for restaurationsbranchens smiley-ordning. Jo surere smiley’en er, jo alvorligere sanktioner pålægges virksomheden. Disse sanktioner går fra indskærpelser og påbud over bødeforlæg til lukning. Hvis smiley’en er meget sur, kan Fødevarestyrelsen lukke en virksomhed med dags varsel. Restaurationsbranchen møder således med smiley-ordningen en evaluator, hvis evalueringer kan have langt større konsekvenser end de evalueringer, som de kunder, de dagligt servicerer, giver dem. Fødevarestyrelsens bedømmelser er adgangsgivende, de giver access til at føre restauration. Derfor kan det give god mening at promovere en bestemt virkelighed over for evaluator. En virkelighed, som måske ikke stemmer helt overens med den daglige praksis, hvor man måske gør noget andet for at please kunderne.

Tilbøjeligheden til at synliggøre sin gøren og laden via Facebook har også vist sig at kunne have store konsekvenser. Det skyldes, at myndigheder har brugt en række brugeres selvfremstillinger som dokumentation for, at de måske ikke er så syge, som de ellers har givet udtryk for (Qvortrup & Rüsselbæk Hansen 2012). Éns selvfremstilling kan bruges til mangt og meget, ligesom den kan give adgang henholdsvis ikke-adgang til en lang række offentlige goder. Dermed kan der være mange gode grunde til også på Facebook at benytte sig af spin i forhold til sin selvfremstilling.

Konkluderende betragtninger

Vi har argumenteret for, at selvom det aldrig er muligt at synliggøre virkeligheden, som den nu engang er – fordi virkeligheden ikke er sådan lige at begrebssætte i et 1:1 forhold – så er der visse forhold, der gør, at det ikke bare er svært, men også uhensigtsmæssigt eller ligefrem uklogt at være træfsikre ift. den ‘skinbarlige virkelighed’. Men hvad kan det betyde? Med reference til den præsenterede case fra gymnasiet kan det betyde, at det politiske system formulerer nye tiltag på baggrund af den pseudovirkelighed, de præsenteres for, og som i den forstand ender med at blive en ‘aktør’ i sig selv (Popkewitz 2009). Tiltagene kan vise sig at være lidet træfsikre i forhold til at øge kvaliteten i den ‘egentlige virkelighed’. Måske kan de ligefrem føre til reducering af kvaliteten heri? Det, der havde til formål at hæve og sikre kvalitet vil altså på paradoksal vis kunne hæmme eller ødelægge kvalitet. Fx vil ingen jo sige, at de ikke udøver kvalitet. Ikke-kvalitet vil derfor ofte forsøges fortiet og fortrængt, hvorfor det forbliver usynligt. Det kan medføre, at man ikke får sat de tiltag i gang, der kunne rette op på det, der måske ikke er af så stor kvalitet. Man får jo ikke øje på det. Således kan det videre afstedkomme, at fremtidige beslutninger træffes alene på baggrund af den synliggjorte virkelighed, som ikke ækvivalerer med den ‘skinbarlige’ virkelighed. En manglende ækvivalens, der forstærkes af, at det er en ‘spin-virkelighed’, man præsenteres for.

Et eksempel fra det britiske sundhedssystem tydeliggør denne pointe:

“In the British National Health Service, it was agreed that patients should be on a waiting list for an operation no longer than 2 years. This measure appeared successful, as the average waiting time decreased. However, on further inspection it was found that because the waiting time only began to be counted after the first hospital consultation, consultation was postponed to decrease the waiting time (perverse learning)” (Thiel & Leeuw 2002:272).

Eksemplet illustrerer det forhold, at det, der er tænkt som et tiltag for at øge kvalitet, ikke nødvendigvis gør det. Situationen viser sig at være status quo eller måske ligefrem at være forringet.

I forlængelse af ovenstående problemstillinger kan man stille følgende spørgsmål: Hvad sker der, hvis vi generelt gør den dokumenterede virkelighed til udgangspunktet for nye tiltag? Hvis den dokumenterede virkelighed bliver den virkelighed, vi hovedsageligt kommunikerer om? Begynder vi at tro på, at virkeligheden er sådan, som vi dokumenterer, at den ‘er’? Bliver den dokumenterede virkelighed ligefrem til en virkelighed eller til virkeligheden? Og hvilke konsekvenser har det i så fald? Ved at åbne for formulering af sådanne spørgsmål, har vi med artiklen vist, at bedømmelse ikke bare er et spørgsmål om at nå frem til den rette erkendelse af virkelighedens ‘sande’ tilstand. Det er ikke bare et epistemologisk spørgsmål. I sociale praksisser gør en række pragmatiske spørgsmål sig altid gældende, som indvirker på, hvad det giver mening at erkende, og som derfor også kommer til at indvirke på, hvad der bedømmes. Ikke desto mindre kan bedømmelserne, som vi også har peget på, hurtigt få ontologisk status – som den skinbarlige virkelighed. Det kan føre til, at pseudovirkeligheden ender med at blive en selvstændig ‘aktør’ i det styrings- og forvaltningsmæssige spil med forskellige utilsigtede – og endnu ubelyste – konsekvenser til følge.

Som ovenstående analyser viser, hersker der en tendens til, ja nærmest et behov for at synliggøre, hvad synliggøres kan. Måske er der faktisk tale om, at synliggørelse øger behovet for endnu mere synliggørelse. Vi kan slet ikke få nok. Vi har synliggørelsesabstinenser og må derfor hele tiden søge næste ‘synliggørelsesfix’.
Hvorfor det store behov for synliggørelse, kan der spørges. Svaret synes at kunne findes i et andet behov, der gør sig gældende i samtiden. Behovet for hele tiden at bedømme nogen/noget (Ball 2008). Hertil anvendes, som vi har peget på, numre eller andre kvantificerede notifikationssystemer (som diagnoser og smileyer). Disse kvantificerede notifikationssystemer skal gøre det muligt at ‘oversætte’ kvalitative forhold ved at indføre specifikke abstraktioner under klasser, som så kan gøres til genstand for bedømmelse og sammenligning (Popkewitz 2009). Ud over den ‘almindelige’ reduktionisme, kvantificering altid fører med sig, kan der, som vi har vist, tegne sig en tilbøjelighed til kun at synliggøre det, som værdsættes. Og det, som ikke vurderes at kunne kaste et positivt afkast af sig, ja, det enten undlader man at synliggøre, eller man tager spin til hjælp for at synliggøre det i den rette ‘forklædning’. I sig selv fører det ikke til øget kvalitet, nærmest tværtimod.

Men som vi gerne vil advokere for, er det ikke ensbetydende med, at vi bare kan betegne det strategiske spin som moralsk eller etisk forkert. Vi har ved at se på, hvordan dette strategiske spin er opstået og skabt, tilbudt andre måder at forstå, hvorfor spin er et dagsaktuelt fænomen, ingen kan undlade at forholde sig til, fordi man konstant udsættes for bedømmelse i den ene eller anden forstand, hvor som helst og når som helst. Med denne viden kan man reflektere over, hvorvidt og hvordan man i fremtiden skal forholde sig til tidens herskende dokumentations- og bedømmelsesdoxa.

 

Litteratur:

Ball, Stephen J. (2008) The Education Debate. The Policy Press.

Bekendtgørelse af lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v . (2005) Undervisningsministeriet.

Esser, Frank et al (2000) Spin Doctoring in British and German Election Campaigns: How the Press is Being Confronted with a New Quality of Political PR. In: European Journal of Communication June 2000, 15: 209-239.

Kant, Immanuel (2004) Gundlæggelse af sæddernes metafysik (orig.: Grundlegung zur Metaphysik der Sitten, 1785), oversat af Tom Bøgeskov. (2.udgave, 3.oplag 2004). København. Hans Reitzels Forlag.

Luhmann, Niklas (2000) Sociale systemer. København. Hans Reitzels Forlag.

Nichols, Sharon L. and Berliner, David C. (2008) Collateral Damage: How High-Stakes testing Corrupts America’s Schools. Harvard Education Press.

Popkewitz, Thomas S. (2009) Numbers in grids of intelligibility. Making sense of how educational truth is told (Manuskript).

Qvortrup, Ane & Hansen, Dion Rüsselbæk (2012) Læreralkymisten og voyeurisme. Om samtidens behov for synliggørelse I: Hjort, Katrin; Qvortrup, Ane & Raae, Peter Henrik (red.). Det styrer for vildt. Om paradokser i styring af pædagogik. Klim. (In press).

Rüsselbæk Hansen, Dion (2011) Én socialanalytisk tendensanalyse af samtidens italesættelser af den gymnasiale lærergerning. Ph.d.- afhandling. Syddansk Universitet.

Schmidt, Lars-Henrik (1999a) Diagnosis I – Filosoferende eksperimenter. København. Danmarks Pædagogiske Institut.

Schmidt, Lars-Henrik (1999b) Diagnosis III- Pædagogiske forhold. København. Danmarks Pædagogiske Institut.

Thiel, Sandra V. & Leeuw, Frans L. (2002) The Performance Paradox in the Public Sector: In: Public Performance & Management Review, Vol.25 No.3, March: 267-281.

Åkerstrøm Andersen, Niels (1999) Diskursive analysestrategier. Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

 

Dion Rüsselbæk Hansen er ph.d. i uddannelsesforskning og adjunkt på Syddansk Universitet, hvor han arbejder med uddannelsesmæssige tendenser, reformer og tiltag.

Ane Qvortrup er ph.d. i uddannelsesforskning og adjunkt på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, hvor hun forsker i ledelse og evaluering af læring og læreprocesser.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *