Gaston Bachelard
Rummets poetik
Forlaget Mindspace, 2022
05.03.2023
Rummets poetik (La poétique de l’espace) fra 1957 af Gaston Bachelard foreligger her på dansk. Bogen er en protest mod den rationelle læser, forskeren, psykologen og psykoanalytikeren. Rummets poetik handler om geometri-transcenderende rum. De rum hvor vi fantaserer, og skaber billeder. Her er der hverken grund til at skelne mellem res cogitans og res extensa, eller at undersøge hvilke tanker, der ligger til grund for disse billeder.
I denne bog, der nærmest kan siges at være en digtsamling, bliver vi præsenteret for en undersøgelse af fantasiens fænomenologi. En fænomenologi, der har til formål at dykke ned i de billeder, der er til stede i vores dagdrømme. For Bachelard er det klart, at psykologen, psykoanalytikeren og for det meste også filosoffen ikke formår at gå i dybden med menneskets væren, bl.a. fordi de ikke kan sætte sig ud over det rigide, logiske sprog. De ænser ikke livet i sproget – men det gør digteren. Derfor må vi gå til poesien, til den poetiske logos.
“Det begrebsbundne sprogs atomisme kræver forankringsgrunde, centraliserende kræfter, men i verset [det poetiske vers] findes der altid en bevægelse; billedet smyger sig om verslinjen, det fører fantasien med sig, som skabte det en nervefiber”. Citatet demonstrerer, hvordan Bachelard ikke er sky for at give sine filosofiske idéer poetiske anstrøg. Ifølge Bachelard er poesien frihed. Det er en hjertestarter for sproget. Fantasiens fænomenologer må uforbeholdent leve sig ind i billederne for at forstå menneskets væren og dens evne til at dagdrømme.
Ånder barndomshjemmet altid fred og idyl?
Bogens første kapitel, Huset fra kælder til kvist. Hyttens betydning, er en undersøgelse af menneskets forhold til huset. “Vores sjæl er en bolig”, skriver Bachelard, og vi må forstå at begrebet hus ikke blot handler om bygninger, men det handler mere grundlæggende om det, vi bebor. Vores sjæl er altså en bolig på den måde, at vi kan bebo os selv. Vores erfaringer og vores minder er placeret i forskellige huse og værelser, som vi gang på gang besøger i vores drømme.
Disse huse og værelser er altså steder, hvor vi kan befinde os i os selv. Derfor kalder Bachelard analysen af disse steder for en topoanalyse, et studie af “steder i vores intime liv”. Hertil skriver Bachelard også: “Ingen ægte intimitet frastøder. Alle intimitetsrum er kendetegnet ved en tiltrækning. […] Og hvis det er sandt, må topoanalysen være kendetegnet ved en topofili.” Topofili skal her forstås som steder (topos), der er behagelige og som giver velvære (filia). Topoanalysen i Rummets poetik handler altså om at undersøge de lykkebringende rum. De rum, der giver mennesker en følelse af velbehag. Med denne topofili i tankerne dykker Bachelard ned i betydningen af fødehjemmet. Barndomshjemmet spiller en central rolle for os hver især. Det er et uforglemmeligt hus, der gav os tryghed, og hvor alle vores vaner havde mulighed for at spire frem. Måden vi går op ad trapper på, henviser altid til barndomshjemmets trapper. Måden vi åbner døre på, henviser altid til barndomshjemmets døre.
Bachelard opstiller tilmed modsætningen mellem kælderen og loftet. Loftet, oppe under taget, giver klarhed. Det er et symbol på rationaliteten i vores væren. Kælderen, derimod, er det dunkle og irrationelle. “Kælderdrømmeren ved, at kælderens mure er begravede, de har kun én flade, og bag sig har de hele jorden. Dramaet tager til, og frygten overdrives. […] Kælderen er da begravet galskab, tilmuret drama”.
Selvom dette barndomshjem ikke skal forstås som det fysiske hjem, hvor vi er vokset op, men som det hjem, der er i os, og som vi kan fantasere os til, så er Bachelard forudindtaget i sin forestilling om det perfekte barndomshjem. Han beskriver sin aversion over storbyens larm, dens høje bygninger med elevatorer og det at hjemmet blot bliver en horisontalitet i form af lejligheder, der kun har én enkelt etage. Bachelard skriver Rummets poetik og denne kritik af storbyen for mere end 60 år siden. Hvad ville han ikke sige om nutidens metropoler? Og hvordan vil hans smalsporede og unuancerede beskrivelse af drømmeboligens arkitektoniske træk blive modtaget af de mange mennesker, der i dag bor i en horisontal bolig? Der er ingen grund til at storbybørnenes drømme om barndomshjemmet ikke kan indeholde en trappeopgang, en vaskekælder eller en elevator. Arkitekturen af drømmeboligen, og de dertilhørende billeder, bør ikke være begrænset, men i stedet tilgængelig på en måde, der giver genklang i enhver læser.
Derudover kan man diskutere, om billedet på et barndomshjem overhovedet er noget, der almenmenneskeligt forbindes med tryghed og intimitet. Der findes mennesker, der forbinder barndomshjemmet med vold og utryghed, og der findes mennesker, der ikke har følt sig accepteret eller ikke har følt sig hjemme i sig selv. Hvordan ser en topoanalyse ud for dem? Og kan den stadig være en topofili?
Mennesket er hjemme-væren
Når kritikken af Bachelards anti-moderne nostalgiske idéer om hjemmet stilles i bero, er pointen dog værd at dvæle ved. “Før det er ‘kastet i verden’, som så mange forhastede metafysikker har det med at hævde, er mennesket lagt i husets vugge”. Her kommer Bachelard med et opråb til alle de filosoffer, der er ude på at skabe universer inden de har sat sig ind i menneskets primære sted, nemlig huset. Heri ligger der formentligt også en henvisning til Heidegger. Den direkte kommentar til Heideggers tilstedeværensanalytik der kan udledes af denne argumentation ville være, at mennesket først og fremmest skal forstås som hjemme-væren frem for i-verden-væren – et budskab Peter Sloterdijk har taget til sig i sin filosofi.1
Rummets poetik er en hyldest til den kontemplative aktivitet med de vidunderlige billeder, vi kan skabe i os selv. Bachelard minder os om, at vores indre liv, vores dagdrømme, vores fantasi betyder noget. Han minder os om, at ikke alt handler om logiske domme over objekter. Læserens fantasi vækkes, hvad enten den altid har slumret, eller blot er blundet hen et kort sekund. På omtrent hver side i bogen har Bachelard citeret dele af digte, der understøtter undersøgelserne af vores intime rum. De store digtere inddrages, og læseren bliver selv draget ind. Det er den langsomme læsning, der fordres. Ro, sindighed, fantasi! At dykke ned i billederne er ikke at flygte fra livet– det er netop at tilgå det.
Noter:
- Se bl.a. Værens domesticering (2022), der ligesom Rummets poetik er udgivet af Forlaget Mindspace. Bogen er også anmeldt her på Turbulens (“Den, der ikke vil tale om sten, skal tie om mennesket”: https://turbulens.net/den-der-ikke-vil-tale-om-sten-skal-tie-om-mennesket/)
