Konfucianismens bibel

https://imgcdn.saxo.com/_9788779172920/0x500Bent Nielsen (oversat og kommenteret)
Konfucius – Samlede samtaler
Multivers, 2020

 

 

 

 

 

 

 

 

03.06.2021

Med Konfucius – samlede samtaler er én af verdenshistoriens mest læste og indflydelsesrige tekster på linje med Bibelen og Koranen endelig oversat til dansk. Oversætter Bent Nielsen har med udførlig introduktion og kommentarer til teksten dermed givet os detaljeret adgang til ikke blot et afgørende værk i forhold til at forstå kinesisk kultur men også til et radikalt anderledes perspektiv på moral og politik, der næsten ikke kan undgå at både provokere og vække til eftertanke for enhver vestlig læser.

Konfucianisme er hverken helt en ‘filosofi’ eller ‘religion’ i vestlig forstand, men det er den mest gennemtrængende tankestrømning i kinesisk kultur, og næsten enhver kineser kan citere fra dette berømte værk, som består af en række korte episoder og citater nedskrevet om den berømte vismand Kongzi eller Mester Kong, som Konfucius egentlig er kendt som i Kina. Tilnavnet ‘den kinesiske filosof Konfucius’ eller på latin Confucius Sinarum Philosophus stammer fra den jesuitiske kinamission, som formidlede viden og oversættelser omkring Konfucius til Europa i 1600-tallet. Ifølge den kinesiske historiker Sima Qian (ca. 145 – ca. 86 fvt.), hvis biografi om Konfucius fra værket Historikerens optegnelser der også er oversat i bogen, blev Konfucius født i fyrstendømmet eller bystaten Lu i 551 fvt. og døde samme sted i 479 fvt. Selvom der ikke vides meget om Konfucius’ liv, er det sikkert, at Konfucius levede i en omtumlet periode af kinesisk historie med mange stridigheder mellem forskellige stater, og han arbejdede store dele af sit liv som højtstående embedsmand foruden at undervise i moralsk opførsel og rituel praksis for elever i en lang række stater som Lu, Chen, Cai og Chu.

Værket med den kinesiske titel Lunyu, der kan oversættes som ‘diskussioner’, ‘ytringer’, ‘sentenser’ eller altså bare ‘samtaler’, består mestendels af små afsnit med dialoger mellem Konfucius og en række af hans elever. Hvor historisk korrekte dialogerne og beskrivelserne af Konfucius er, må i høj grad stadig siges at være et åbent spørgsmål blandt forskere. Uanset hvad består teksten både af lettere forvirrende udsagn om datidens ritualer, magtkampe og indforståede relationer mellem folk, som vi næsten ikke ved noget om i dag, og samtidig af prægnante sentenser og dybt interessante påstande af især moralsk karakter, der umiddelbart kan læses af enhver. I den forbindelse kan man tydeligt se, at Bent Nielsen har lagt mange års arbejde og grundige overvejelser i denne oversættelse for at gøre teksten så lettilgængelig på dansk som mulig. Som Nielsen skriver, er kinesisk modsat dansk og andre vestlige sprog et “underdetermineret sprog”, hvilket betyder, at kontekst spiller en større rolle, da f.eks. sætningers subjekt ofte udelades (s. 26). Derfor kan de fleste skrifttegn i teksten oversættes til flere forskellige ting på dansk, hvorfor et valg altid også er et fravalg, der kan skjule en tvetydighed, som måske faktisk var tiltænkt i første omgang. Til gengæld fylder Nielsens uddybende kommentarer, som står inde mellem de forskellige afsnit, næsten mere end selve teksten selv.

Ingen junzi er en ø!

Et gennemgående tema i teksten handler om den konstante bestræbelse efter på alle mulige måder at leve et moralsk ideelt liv – samt at en velordnet stat, et godt samfund, ikke findes uden dydige og karakterfaste indbyggere og slet ikke uden en hersker med den rette moral. Denne gennemtrængende og kompromisløse perfektionisme kan synes urealistisk, men på den anden side kan den netop derfor også ruske lidt op i en tendens, der i hvert fald ses nogle steder i moderne samfund til modsat at have en ‘laissez-faire’-tilgang til både etik og politik. Konfucius stiller os på de mange sider igen og igen et grundlæggende spørgsmål: Bør vi egentlig ikke forvente mere af os selv, end vi plejer at gøre? På denne tid blev et sådant spørgsmål selvfølgelig også stillet med et metafysisk eller ‘religiøst’ perspektiv i mente, da formålet var for både individ og samfund at komme i overensstemmelse med en kosmisk harmoni. Således blev ethvert brud på harmoni og forudsigelighed i samfundsmæssige forhold tolket som et brud med tian ming, ‘Himlens mandat’. En hersker har altså ikke nogen naturlig ret til at herske.

På et personligt plan er idealet at blive til en såkaldt junzi, som oprindeligt betød en fyrstesøn, men som Nielsen oversætter til et ‘kultiveret menneske’, da det i denne tekst kan betyde enhver, der inkarnerer de aristokratiske dyder, som Konfucius associerer med særligt Zhou-dynastiets tidligere regenter. Et kultiveret menneske er en person, som gennem uddannelse, studier og konstant selvregulering kan opføre sig i overensstemmelse med li, rituel praksis, og samtidig hvile på ren som sin grundholdning i livet. Særligt ren er svær at oversætte, da det kan betyde alt fra medmenneskelighed til godgørenhed og empati, men den væsentlige pointe er, at det fra et konfuciansk perspektiv betyder, at man kun er et menneske i egentlig forstand, når man også er et medmenneske – altså at empati og socialitet er en del af vores natur og bør udfoldes fuldt ud. Således er selve skrifttegnet for ren, som Nielsen påpeger, en kombination af skrifttegnene for menneske og tallet to; ingen junzi er en ø for at parafrasere den engelske digter John Donne.

Om den moralske styrkes naboer

Alt dette kan lyde meget sympatisk, men det bliver til gengæld mere kontroversielt, når man læser, hvad Konfucius faktisk forstår som nødvendigt for at blive til en sådan junzi. Særligt familiemæssig omsorg og kærlighed, xiao, spiller en stor rolle i den forbindelse og især sønnens kærlighed til faderen, hvilket afspejler patriarkalske strukturer i tiden. Konfucius siger eksempelvis, at “omsorg for forældre og brødre er roden til medmenneskeligt ansvar!” (s. 76). Hvorfor omsorg for ens børn ikke er en lige så væsentlig rod, får vi ikke et klart svar på, men det er i hvert fald tydeligt, at ren synes at starte hos familien og derefter brede sig ud til resten af samfundet. Derfor er det f.eks. afgørende for Konfucius, at man opretholder ritualer som den vedtagne sørgeperiode på hele tre år efter en forælders død – ritualer som er med til at kultivere en sådan omsorg for ens forældre både før og efter, at de er døde. Om man i ‘vestlig kultur’ bør lære af en sådan moralsk opprioritering af familien, er et åbent spørgsmål. Men i hvert fald er der hos andre filosofier og tankestrømninger i nyere tid et større tid på de mange konflikter mellem familierelationer og andre dele af samfundet, hvilket kun kommer en smule til udtryk i Konfucius – samlede samtaler. I et spøjst afsnit bliver Konfucius f.eks. fortalt, at en ærlig person har vidnet mod sin far, efter at sidstnævnte har stjålet et får – hvortil Konfucius svarer, at ærlighed faktisk er det modsatte: “Faderen dækker over sønnen, og sønnen dækker over faderen. Deri ligger ærligheden” (s. 254). En næsten uløselig konflikt mellem familie og stat anes i afsnit som dette, men Konfucius løser hurtigt den gordiske knude til fordel for familien, hvilket ud fra et nyere perspektiv på f.eks. børns rettigheder virker mere bizart og amoralsk.

Der er flere piller, som er svære at sluge fra et mere moderne perspektiv såsom Konfucius’ udsagn om, at “kun kvinder og smålige mennesker er vanskelige at opdrage” (s. 329). Men som med andre indflydelsesrige tekster kan man selvfølgelig komme med kreative fortolkninger, som mildner budskabet såsom det, at kvinder i førnævnte tilfælde muligvis mest af alt henviste til tjenestepiger. Samtidig er det værd at bemærke, at Konfucius ikke sættes op på en piedestal i alle dele af Konfucius – samlede samtaler. Tværtimod opstod der hurtigt i århundrederne efter Konfucius’ levetid en udbredt kritik af konfucianister fra særligt de retninger i det klassiske Kina, der kaldes for legalisme og daoisme. I det legalistiske værk Mester Han Fei, som advokerer for stærk statsstyring, karakteriseres konfucianister endda som skadedyr i staten! Visse dele af den overleverede tekst bærer også præg af en let skjult kritik af Konfucius som i et afsnit, hvor han fremstår som vag og meget lidt handlekraftig, da en fyrste inviterer ham til at tage del i magten og påvirke staten til det bedre. Endelig er noget af det mest fascinerende ved værket, at Konfucius ofte giver udtryk af beskedenhed og endda selvkritik, idet han påpeger, at Konfucius altså ikke selv har opnået det højeste moralske ideal. I et enkelt afsnit siger Konfucius endda på sokratisk facon, at han slet ikke er i besiddelse af visdom men var “helt tom”, da en simpel mand stillede ham et spørgsmål på gaden. Til gengæld passer dette også godt med det sociale perspektiv, som konfucianismen anlægger. Spørgsmålet er således, om nogen kan opnå det højeste ideal alene, når moralen udvikler sig i en social kontekst. Som Konfucius påpeger: “Den moralske styrke står ikke alene; den vil altid have naboer” (s. 121).

Konfucius var et seriøst menneske, og derfor kan hans til tider lidt forvirrende og nogle steder problematiske budskaber i hvert fald få os til at tage os selv seriøst som væsener, der besidder evnen til igen og igen at evaluere vores egen livsførelse. Ikke overraskende ringeagtes hykleri af Konfucius, som blandt andet siger, at “hyklere er den moralske styrkes tyveknægte” (s. 324). At læse Konfucius – samlede samtaler uden at tage de moralske og politiske budskaber seriøst og i det mindste overveje deres relevans er i sidste ende også en form for hykleri. For hvem kan egentlig med fuldkommen ro i stemmen sige i dag, at man har styr på det at leve et godt og korrekt liv? At følge Konfucius’ eksempel handler muligvis først og fremmest om at gøre selvkritik til en dyd – og uanset om det er de rette idealer, som Konfucius stræbte efter, så kan vi altid lære noget af en sådan bestræbelse efter at blive den bedst mulige udgave af sig selv.