Anmeldelse fra CPH:DOX
Engelsk titel: Once Upon a Time in a Forest
Finsk titel: Olipa kerran metsä
Af Virpi Suutari
Verdenspremiere 2024
Nomineret til Dox:Awards
Sneklædte nåletræer strækker sig så langt øjet rækker. Vi er i Finland og den lave vintersol dekorerer en pastelfarvet himmel som en perle. En ung korthåret blond kvinde med rød hue står på langrendsski gennem den tætbevoksede borealske skov. Det er skov-aktivisten Ida.
Ida fortsætter til det bliver mørkt. Efter noget tid får vi i mørket øje på det, som hun kom efter: En larmende skovmaskine. Skovmaskiner må i Finland ikke operere, hvis en person står inden for 90 meter af den. Det er derfor hun/vi er her. For at stoppe skovhugsten.
Vi nærmer os skovmaskinen. Den er kolossal. Effektiviteten, hvormed den skærer træerne i mindre kævler direkte fra skovbunden, er frygtindgydende på tæt hold. Med sin lille figur og den karakteristiske røde hue vifter Ida alligevel med armene, og nærmer sig langsomt det kæmpe skrammel.
Skovmaskinen stopper.
“Vi er kommet for at demonstrere, så du kan godt tage resten af dagen fri. I morgen nok også,” råber Ida på finsk til manden i maskinen. Der er ikke meget, han kan stille op. Maskinen må forblive slukket. Ida og resten af aktivisterne har nemlig tænkt sig at forblive camperet midt på hovedvejen i skoven, så ingen maskiner kan komme ind eller ud, indtil politiet uundgåeligt kommer og må trække dem ud derfra med magt.
Det lyder måske farligt eller voldeligt at blive tvangsfjernet af politiet. Men man bliver overrasket over, hvor fredeligt det går til. Politiet beder dem om venligst at følge med af egen fri vilje. Aktivisterne siger nej. Politibetjentene prøver at løfte aktivisterne ind i politivognen. Aktivisterne laver søstjernen og gør deres kroppe tunge. Der skal adskillige betjente til at fjerne hver person. De bliver kørt til fængslet. Næste dag er de løsladt og fri til at gå ud og lave mere aktivisme og civil ulydighed for skovens skyld.
Borealsk skov
Den borealske skov kaldes også for tajga-skov. Tajga-skov kan findes i subarktiske regioner, herunder Finland, Sibirien og det nordlige Canada. Det største kendetegn ved tajga-skov er de mange stedsegrønne nåletræer, men birketræer og andre arter kan også forekomme.
Once Upon a Time in a Forest er fyldt med sceniske filmklip af de smukke finske tajga-skove. Filmen åbner eksempelvis med birketræer ved solnedgang i en af de tilbageværende finske urskove, der er beskyttet mod skovhugst.
I det hele taget er filmen en kærlighedserklæring til den smukke finske natur, med imponerende visuelle klip af filmfotografen Teemu Liakka, som formår at portrættere skovens små væsener i et magisk lys man ikke kan lade være med at lade sig betage af. Finland kan bryste sig af at have 73% af sit areal dækket af skov, hovedsageligt af den borealske slags.
Det lyder måske meget godt, særligt når man bor i et land som Danmark med sølle 15% skov, som altsammen er plantet.
Men alt er ikke som det bør være. Biodiversiteten i Finland er faldende og har været det i en årrække. Op mod 90% af den skov de har, bliver brugt til kommercielt skovhugst. Det vil sige, at de finske skove bliver til din næste rulle toiletpapir eller IKEA skammel.
Selvom der findes nogle urskove, som er beskyttet mod kommerciel skovhugst, såsom Pyhä-Häkki, så truer overvægten af kommercielt skovbrug biodiversiteten i en sådan grad, at Finland ikke har mødt sine biodiversitetsmål for hverken 2020 eller 2010.
Filmens instruktør, Virpi Suutari, giver sit bud på hvorfor finnerne fælder så meget af deres træ, til Q&A sessionen efter filmens verdenspremiere d. 16. Marts 2024 i Empire Bio. Der er over 600.000 private skovejere i Finland og skovhugst er en del af vores nationale narrativ, forklarer Virpi. Et nationalt narrativ, der har hængt ved siden efterkrigstiden som en national stolthed.
Det er det nationale narrativ, som aktivisterne er oppe imod. Det, og så de private økonomiske interesser i at lave en forretning ud af skoven.
En hyldest til aktivismen
Man skulle måske tro, at dokumentarfilmen skildrer en kamp mod de onde kapitalisters skovhugst, hvor civil ulydighed bruges som våben af heltemodige aktivister, men det er ikke narrativet, som Virpi Suutari lægger. Tværtimod er der fokus på aktivisternes kærlighed til urskoven og dens skønhed.
Vi følger Ida, Minka og andre frivillige lave en skovundersøgelse i en af de mange ubeskyttede skove i Finland for at undersøge og dokumentere, hvilke svampearter og andet småliv de kan finde. Det gør de jævnligt for at holde øje med biodiversitetstabet. De lærer om lokale svampearter og truede dyrearter, som befinder sig på den røde liste: Listen over insekter og dyr, som er tæt på at blive udryddet. Dette gør de for at kunne dokumentere for omverden, at der er noget galt, men også fordi de elsker den borealske skov og vil dokumentere de biologiske skader ved skovhugst.
Jo, der er øjeblikke, hvor de unge aktivister demonstrerer på gaden, blokerer trafikken eller laver en sit-in på et kontor for en virksomhed involveret i skovhugstindustrien. Men der er mindst lige så mange øjeblikke, hvor vi som publikum ser og mærker dybfølt kærlighed til naturen: katalogisering af svampearter fundet i skovbunden, en svømmetur i en urskovssø, en filosofisk samtale i et telt under regnvejr eller en lur i skovbundens anemoner. Det indtryk man sidder tilbage med efter at have set filmen, er en lyst til at besøge Finlands urskove samt en dyb taknemmelighed over for de seje unge finner, som kæmper for den vigtige biodiversitet i deres land.
Filmen kan varmt anbefales til dem, som elsker smukke naturbilleder og dem, som vil komme nærmere en forståelse af den aktivisme for klima og miljø, som bedrives af grupper som Extinction Rebellion.
Hvis du, fuldt forståeligt, efter filmen føler dig inspireret til selv at tage handling for biodiversitetens fremtid og tænker: “Hvad skal der til, for at jeg kan lave aktivisme?” vil jeg her videregive rådet fra aktivisten Minka fra Q&A sessionen ved verdenspremieren:
Du skal bruge en gruppe. Du er ikke alene, og du behøver ikke gøre det alene. Der findes dusinvis, hundredvis, tusindvis af mennesker, som vil stå ved din side. Man tager risici sammen, men man behøver ikke at påtage sig en rolle, som kan få en arresteret eller i forbindelse med politiet. Aktivisme er et kollektivt arbejde med mange roller, og der er plads til alle. Når du gør noget for en fælles bedre fremtid, så lever du også et hjertefyldt liv.
