Klima er idéernes kamp

Klimaéts idéhistorie
Mikkel Thorup & Jakob Bek-Thomsen (red.)
Forlaget Baggrund, 2021

 

 

 

 

 

 

02. december, 2021

Den nyeste antologi om et aktuelt emne behandlet med idéhistoriske briller fra forlaget Baggrund handler om det nok mest aktuelle område, som man i 2021 kunne have valgt. Klimaets idéhistorie er et overvældende potpourri af historiske perspektiver på klimaet, som ifølge redaktørerne Mikkel Thorup & Jakob Bek-Thomsen er blevet til et afgørende billede på vores tid. Om klimaet egentlig er den store offentlige samtale i dag eller ej, er et svært spørgsmål at besvare, men det bør det i lyset af klimaforandringerne i høj grad være – og antologiens bidragsydere kan hjælpe os til at forstå, hvordan klimaet er blevet en så vanvittigt presserende samtale om katastrofescenarier, global ulighed og menneskeheden som sådan.

Klimaets idéhistorie er egentlig flere historier. Der findes således en historie, der går helt frem til i dag, som handler om, hvordan man på forskellige måder har brugt idéer om naturlige forskelle i geografiske zoner til at forklare og retfærdiggøre, hvorfor mennesker også er forskellige. Som flere af bidragsyderne til denne antologi påpeger i deres artikler, har klimaforståelser igennem århundrederne været relateret til både racisme, religiøse verdensbilleder og en løbende udforskning af jordkloden. I dag forstås klima først og fremmest som en global kategori, der særligt kobles til de accelerende klimaforandringer, men særligt denne antologi med dens historiske indgangsvinkler kan også vise læseren, hvorledes klima ikke er et entydigt begreb og stadig den dag i dag kan fortolkes på forskellig vis. Antologien indgår som en del af en løbende udgivelsesserie fra Forlaget Baggrund, hvor man med korte bidrag fra idéhistorikere sætter fokus på enten et metodisk spørgsmål eller et tematisk emne. Klimaet er et særdeles velvalgt emne til den serie, og de mange bidrag viser tydeligt, hvor vidtrækkende og relevant klimaets idéhistorie er. Men samtidig gør de meget korte bidrag også, at man som læser mangler et mere dybdegående indblik undervejs.

Som Mikkel Thorup og Jakob Bek-Thomsen fokuserer på i deres indledning, går der en basal skillelinje lige igennem klimaet som idé. På den ene side er det nemlig igennem århundreder blevet koblet til det lokale og det egnsrelaterede; som blot en mere generel udlægning af, hvilket slags vejr vi har et bestemt sted. Vi kan f.eks. stadig snakke om det ‘sydlandske klima’ og have bestemte associationer til det. Som Matthias Heymann i sin artikel, Forståelser af klima: Epistemologi og politik, gør opmærksom på, definerede selve ophavsmanden til begrebet ‘klimatologi’, August Wilhelm Lampdius, i 1806 klima som “en egns vejr, altså karakteren af dens atmosfære” (s. 147). Men i takt med udviklingen af netop klimatologien som videnskab i det 20. århundrede har en mere abstrakt, global og videnskabelig forståelse af klima gjort sig mere og mere gældende. Ud fra denne forståelse er det muligt langt mere skarp at skelne mellem konkrete vejrfænomener og bagvedliggende klimaforhold. Med brug af et udtryk fra den amerikanske filosof Fredric Jameson kan det siges, at klima i høj grad italesættes som en forsvindende mediator; som en årsag til alle de ting, som vi forbinder med f.eks. klimaforandringerne i dag, men som noget, der alligevel hele tiden forsvinder fra vores blik, fordi det ikke kan ses og erfares på samme som solskin og regnbyger.

I en del af antologiens bidrag sættes der netop fokus på dette mere ‘abstrakte’ aspekt af klimabegrebet, som når f.eks. Kristina Jungdal Nielsen i artiklen Hvorfor tror vi (ikke) på klimamodellerne? viser, hvorledes alle klimamodeller fungerer ved at reducere virkelighedens kompleksitet og dermed ikke bare er til for forskere men lige så meget for lægpersoner  selvom de ikke desto mindre stadig kan virke forvirrende og alt for komplicerede for mange af os. Alligevel måtte der i antologien gerne sættes endnu mere fokus på, hvordan denne dimension af klimaet udfordrer os både videnskabeligt, politisk og moralsk. Hvis klima ifølge Thorup og Bek-Thomsen er en løbende “metadiskussion om, hvem vi er som art, samfund og individer”, hvor gode er vi så egentlig til at diskutere klimaspørgsmål? Kan det være, at klima egentlig mere er en tankemæssig spænding, en idénedbrydende forvirring, end det er en udfoldet og sammenhængende idé?

Dette kan i hvert fald forklare, hvorfor der i denne antologi ikke er så meget fokus på, hvordan klima kan nedbryde eksisterende idéer samt forvirre og gøre os tavse  for idéhistorie er normalt fokuseret på idéer forstået som positivt formulerede bud på, hvad der er op og ned i denne verden, snarere end alt det, som undslipper en idémæssig formulering. I denne anmeldelse vil vi gerne sætte fokus på en sådan spænding i forhold til særligt vores ansvar for klimakrisen, og hvad ‘klimaidéhistorie’ kan sige os om alt dette.

Midt i en katastrofisk tid

En mere og mere indflydelsesrig rammesætning for det at tænke klima i dag er at anse det som et andet ord for krise og katastrofe  hvis ikke vores alles undergang. Som Thorup og Bek-Thomsen formulerer det, er det som om, at vi med nutidens klimadiskurs er trådt ind i en katastrofisk tid. Klima er blevet et symbol på ikke bare menneskets enorme magt ved, at vi kan ændre radikalt på klodens atmosfære og temperatur, men også vores lige så store afmagt. Klima er det mest ekstreme symptom på, hvor dårlige vi som globalt samfund er til at stoppe med, hvad vi har gang i, uanset hvor alvorlige konsekvenser det må have. Denne vekslen mellem menneskets magt og afmagt er samtidig grundlæggende for at forstå, hvad det vil sige, at vi i dag lever i en såkaldt ‘antropocæn’ tidsalder; at vi mennesker på godt og ondt er en planetær naturkraft.

I Laura Bryhls bidrag Findes der klimaflygtninge? gøres der i den forbindelse opmærksom på, at denne afmagt ikke blot handler om energisektorer og mere tekniske beslutninger. Det handler således også om, hvor svært vi har det med at finde et nyt og mere passende sprog for den situation, som vi står i. Når de nuværende termer for ‘flygtninge’ og ‘migranter’, der særligt defineres i international regi af FN-organisationer, overhovedet ikke indfanger det at være tvunget til at bevæge sig over landegrænser på grund af klimarelaterede katastrofer, er der simpelthen noget, som ikke giver mening længere. Men som Bryhl er god til at sætte fokus på, er der tydeligvis et magtperspektiv inde over sådanne uklarheder og forvirringer  spørgsmålet er nemlig lige så meget, hvad vi ønsker at forstå og udvikle et nyt sprog for. Når f.eks. Ioane Teitiota fra østaten Kiribati gerne ville søge asyl som verdens første klimaflygtning hos New Zealand i 2007 men blev afvist, handlede det sandsynligvis også om, hvorvidt magthaverne ønskede at tage en sådan forpligtelse på sig i forhold til at anerkende klimaforandringer som et muligt flugtgrundlag.

Klimakrisen er så gennemgribende og verdensomspændende i sin natur, at selve idéen om klima er med til at nedbryde eksisterende idéer om ansvar og etisk pligt. Klima udgør i den forbindelse et forvirrende sammensurium af idéer, eftersom begrebet klima kan siges at transcendere de måder, som vi normalt handler og tænker på. Klimakrisen handler dermed også om os selv og kalder på en gennemgribende kritik af måden, hvorpå vi har indrettet vores samfund. Som Ritma Larsen beskriver i bidraget Den Chthulucæne Epoke, argumenterer professor Sheila Jasanoff for, at mennesker generelt har det med at “opfatte trusler mest alvorligt, hvis det truer et sted, der er lokalt genkendeligt og forbundet med erfaringsforankret betydning” (s. 195). Men hvad kan idéhistorien egentlig fortælle om, hvorvidt vi udelukkende bør beskytte mennesker fra klimaforandringer inden for nationale grænser, eller om man bør udvide det etiske kompas, så det ikke kun er lokalt forankret men også omfatter hensyn for kommende såvel som nuværende generationer uden for landets grænser? Det er i hvert fald sådanne spørgsmål, som udspringer direkte af klimaforandringernes negative konsekvenser, hvor rige lande fortsat afviger fra løfter om klimabistand og deres historiske ansvar for at begrænse deres drivhusgasudledninger.

Klimaretfærdigheden kalder

En af følgerne af klimaforandringernes fremdrift er en forgrening og forværrelse af den globale ulighed samt social uretfærdighed som resultat af, at lav- og mellemindkomstlande bliver uforholdsmæssigt ramt; der forekommer altså en asymmetri mellem de lande, som har forårsaget klimaforandringer, og de lande, som bliver hårdest ramt af de negative effekter, der udspringer af klimaforandringerne. Sagen med Ioane Teitiota synliggør, hvordan klimaforandringerne er tæt forbundne med global ulighed og social uretfærdighed, og spørgsmål som rejser sig er: Hvor langt rækker vores etiske ansvar egentlig? I hvilken udstrækning har vi moralske forpligtelser over for de individer, der bliver ramt af klimaforandringerne som resultat af de rige landes kolossale drivhusgasudledninger?

Disse spørgsmål overskrider på en måde idéhistoriens formåen men bliver dog kortfattet berørt i Christian Olaf Christiansen og Oliver Bugge Hunts bidrag Idéer om klimaretfærdighed. Her udlægger de, hvordan især klimaforhandlingerne i Berlin i 1995 var præget af en naturvidenskabelig og teknisk diskurs- og forståelsesramme, men at den markedsbaserede diskurs i international klimapolitik senere blev anfægtet af idéer om social retfærdighed og systemkritik omkring årtusindskiftet med den klimaretfærdighedskonference eller ‘mod-topmøde’, som blev afholdt parallelt med klimatopmødet i Haag i 2000. Klimaretfærdighedskonferencen modus operandi var netop at “arrangere protester uden for de officielle forhandlinger” (s. 89). Trods det korte bidrag på 10-12 sider diskuterer Christiansen og Hunt også klimaretfærdighed som begreb og dens skiftende betydninger i den internationale klima- og miljøpolitik ved at beskrive spændet i dets strategiske og betydningsmæssige brug fra Brundtlandrapporten i 1987 og helt frem til klimaforhandlingerne i København i 2009.

Ansvarsdiskussionen har altså ikke været helt fraværende på det internationale klimapolitiske spektrum. På det allerførste COP-møde tilbage i 1995 fremførte de brasilianske repræsentanter til mødet et revolutionært princip, som krævede, at de industrialiserede lande burde reducere deres udledninger i proportion til deres historiske ansvar for de stigende temperaturer (med andre ord en  bagudskuende version af ‘forureneren betaler’-princippet). Hvis man fejlede i bestræbelserne på at efterkomme de nationale forpligtelser, ville det som konsekvens munde ud i økonomiske sanktioner, som efterfølgende ville blive tildelt til udviklingslandene. Princippet blev dog senere kasseret, eftersom de industrialiserede lande fandt forslaget for uretfærdigt.

Klimakrisen er i de seneste år samtidig kommet i fokus inden for de humanistiske videnskaber, hvor man analyserer og diskuterer klimaforandringernes begrebsramme og blandt andet afklarer, i hvilken udstrækning vi har moralske forpligtelser over for de individer, som bliver påvirket af klimaforandringer. På klimatopmødet COP26 splittede netop denne problematik de rige og fattige lande. De sårbare lande kræver nemlig, at de, der har skabt klimaforandringerne, også bør påtage sig et større økonomisk ansvar. Idéhistorien som humanistisk videnskab fokuserer netop på, hvordan forskellige idéer kommer til udtryk, og hvilken indflydelse disse idéer har haft på den samfundsmæssige udvikling. Det er derfor oplagt, at klimaet som idé nu også bliver undersøgt mere dybdegående og med et historisk fokus på så forskellige klimaforståelser som f.eks. kritisk økofeminisme og økofascisme, hvilket henholdsvis Louise Fabian og Mikkel Thorup har skrevet hvert sit kapitel om i bogen.

Klimakrisen fordrer en gennemgående og revitaliseret form for begrebsliggørelse af vores etiske forpligtelser for at adressere et så diffust og kolossalt problem som klimakrisen. En sådan revitaliseret form for begrebsliggørelse af vores etiske kompas kræver en gentænkning af vores grundlæggende værdier, hvilket adresserer spørgsmål om, hvordan vi bør leve, hvilke former for samfund vi bør stræbe efter, og hvordan vi bør relatere til naturen og ikke-menneskelige aktører. Klima som begreb ændrer spillereglerne for ansvar og retfærdighed, eftersom det netop nedbryder eksisterende idéer om ubegrænset vækst, forbrugersamfund, ødelæggelse af naturarealer og kapitalismen som det dominerende økonomiske system. Klimakrisen udfordrer samtidig også den dominerende dikotomistiske forståelse af det globale kontra nationale niveau inden for det politiske spektrum, eftersom klimakrisens negative konsekvenser påvirker mennesker og dyr på tværs af landegrænser og tid. På denne måde er klima egentlig ikke én sammenhængende idé men snarere et begreb, som omkalfatrer de eksisterende og mest udbredte idéer.

Klimaets idéhistorie kan i den forbindelse bidrage til udviklingen af nye begrebsliggørelser af klimaet ved at gøre opmærksom på de kulturelle og samfundsmæssige udviklinger gennem tiden af vores grundlæggende forståelser omkring, hvad klima egentlig er. Selvom idéhistorien ikke selv formulerer sine egne bud på, hvordan klimakrisen skal løses, så tilbyder Klimaets idéhistorie en vellykket og interessant granskning af idéer, som hænger sammen med denne krise, på trods af de meget korte bidrag. Det ses tydeligt i en lang række af bogens bidrag, at klimaet som idé også kan være en politisk kampplads, hvilket især er noget, der bør vække til eftertanke for enhver klimaaktivist derude. Vores forståelse af klimaet er ikke bare en neutral ramme for klimapolitik; det er særligt i dag også udtryk for en idémæssig kamp.