Det kan være svært at forestille sig en tilværelse, hvor man konstant må udfordre det etablerede. Hvor enhver sandhed og enhver norm, der styrer vores tænkning og adfærd, skal mødes med grundig undersøgelse. Dette er ikke desto mindre appellen i Foucaults idé om den kritiske etos og dennes transformative natur.
Michel Foucaults “Hvad er kritik?” er ikke bare et spørgsmål; det er et opgør med accepten af status quo og en vejledning til frihed gennem intellektuel modstand. I dag, hvor alverdens ufiltreret information er lige ved hånden, bliver Foucaults opfordring til en kritisk indstilling stadig mere relevant. Her finder vi et incitament til ikke at snooze, men i stedet til at vågne op og gribe ind i den vedvarende skabelse af os selv og verden.
Michel Foucault
Hvad er kritik
Forlaget Mindspace, 1. november 2023
108 sider – 180 kr.
Oversat af Peer Bundgård – Indledt af Louise Fabian

Fra oplysning til kritik
Foredraget “Hvad er kritik?” blev holdt af Foucault for Det Franske Filosofiselskab i maj 1978 og er nu oversat til dansk af Peer Bundgård for Mindspace. Bogen er indledt af Louise Fabian, der, på næsten 30 koncise sider, introducerer læseren for Foucaults inspirationskilder, hans forfatterskab og dets reception. Hun tegner et billede af en forfatter og tænker, hvis virkningshistorie er imponerende og omfattende. “Foucault vil”, skriver Fabian, “frisætte selve tænkningen fra de disciplinære fængsler” (s. 29), hvilket også afspejler sig i hans tilgang til kritik.
For at forstå Foucaults idé om kritikken, må man først genbesøge oplysningstænkeren Immanuel Kant. “Det, Kant beskrev som oplysning, det er netop, hvad jeg lige har forsøgt at beskrive som kritik” (s. 54), siger Foucault. Han refererer til Kants berømte definition af oplysning fra 1784, som her tåler en gentagelse:
“Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! Er altså oplysningens valgsprog” (Kant, 2017, s. 65).
For Kant ligger der i oplysningen en form for afumyndiggørelsesprojekt, en opfordring til selvstændig tænkning. Foucault overtager oplysningens valgsprog og placerer det inden for rammerne af kritik. Projektet for Foucault er ikke afumyndiggørelse, men afselvfølgeliggørelse og afsubjektivering, hvilket leder ham i en anden retning end Kant.
Viden-magt-nexus
Mens Kant søgte at finde fornuftens og erkendelsens muligheder og grænser, inviterer Foucault os ind i en mere subversiv dialog. For ham er det interessante ikke fornuftens selvundersøgelse af egne grænser, men at udforske de sandheder, vi til dagligt accepterer som givne. Foucault vil vise os, at vi gennem en historisk dechifrering, med kritikken som en indstilling og dyd, kan frigøre os fra de epistemer – dvs. tanke- og videnssystemer – der fængsler os og dikterer de rammer, vi legitimt kan tænke inden for.
Viden med dens diktering – man kunne også kalde det kontrol, teknik eller normalisation – foreskriver en forståelsesramme, der ikke alene udøver en magt over vores måde at tænke på, men også over vores adfærd. Foucaults diskussion af viden og magt – to koncepter, der ikke kan adskilles, men snarere danner en kompleks nexus – er stadig relevant i nutidens informationsdrevne samfund. Han advarer os mod at forstå magt og viden som to monolitiske entiteter eller væsensforskellige kategorier. “[F]or at viden kan fungere som viden, må den udøve en magt” (s. 86), minder Foucault os om, hvilket netop er det, han ønsker at afdække og beskrive ved hjælp af den kritiske etos.
I et moderne videnssamfund, hvilket Danmark bryster sig af at være, bliver det afgørende at forstå denne viden-magt-nexus. Foucaults kritiske etos tjener ikke kun som et værktøj til analyse, men som en levende praksis, der kan hjælpe os med at navigere i en verden præget af informationsteknologier, opmærksomhedsøkonomier og populisme. Nogle af de spørgsmål man kunne stille til Foucaults idé om kritik er bl.a., hvad man bør gøre, når modstanden mod det etablerede selv etablerer sig og skaber viden. Udfordringen i dag består på sin vis i at navigere i et landskab af alternative sandhedsdiskurser uden at blive fanget i nye tankestrukturer eller et af internettets algoritmiske ekkokamre. Hvordan undslipper vi det ene viden-magt-forhold, uden straks at komme i kløerne på et andet? Og hvordan opretholder vi den kritiske indstilling uden at isolere os fra enhver form for fællesskab?
Den historisk-filosofiske metode
Kritik, må vi forstå, er en etisk væremåde, der forhindrer os i ubevidst at acceptere alment anerkendte erkendelsesmønstre og adfærdsmekanismer, som ellers kunne nedsænke os i en form for dagligdags-dogmatisk slummer. Men hvordan gør man så det? Hvad er det, der muliggør en sådan modmagt? Foucault finder svaret i historien, nærmere betegnet gennem en historisk-filosofisk praksis, “hvilket ikke har noget med historiefilosofi eller filosofihistorie at gøre” (s. 64). Denne praksis er en historieskrivning, der har til formål at afdække viden-magt-forholdene, eller som Foucault skriver, “forholdene mellem de rationalitetsstrukturer, der artikulerer den sande diskurs, og de underkastelsesmekanismer, der er forbundet med dem” (s. 64-65).
Foucaults metodologi bryder med en søgen efter oprindelse som kilde til sandhedsværdi og opfordrer i stedet til at fokusere på “de rene singulariteters immanensfelt” (s. 75). Dette betyder, at han ser begivenheder som selvstændige enheder, der er bærere af deres egne betingelser og omstændigheder, frem for blot produkter af tidligere årsager i en kausalitetskæde. Begivenheden opnår dermed en autonomi, som kan ændre de kontekster, den er en del af. Foucaults mål er altså at løsrive begivenheden fra fortællingen om dens sandhed og i stedet undersøge den som en katalysator, der både er formet af og former sin egen virkelighed.
Dette skifte fra oprindelsesbaseret til singularitetsfokuseret historieskrivning udfordrer os til at genoverveje, hvordan vi konstruerer viden og sandhed. Ved at afvise den simplistiske oprindelsesforklaring som den ultimative kilde til mening, åbner Foucault for en kritisk undersøgelse af de betingelser, under hvilke viden bliver til.
Dette fører til en provokerende tanke: Måske lærer vi mere om vores egne konceptualiseringer og forståelsesrammer, når vi studerer historien, end vi lærer om selve historien. Spørgsmålet er så, i hvilket omfang den verden, vi mener at kende til og forstå, er formet mere af vores metoder til vidensproduktion end af den objektive virkelighed. Her åbner Foucaults tilgang til kritik og historie op for en dybere refleksion over, hvordan vores egen forståelseshorisont konstrueres og begrænses.
Hvordan undgå at blive styret?
Ifølge Foucault udspringer den kritiske indstilling af 1400- og 1500-tallets guvernmentalisering, hvor kunsten at styre menneskene var i centrum. Grundspørgsmålet på dette tidspunkt var ifølge Foucault: “Hvordan styre?”. Dette blev ledsaget og modsvaret af det grundlæggende kritisk spørgsmål: “Hvordan undgå at blive styret på den måde, af dem der, i de her princippers navn, med henblik på det og det og takket være disse metoder, ikke sådan der, ikke derfor, ikke af dem?” (s. 47). Den kritiske dyd er altså et modspil mod de teknikker, der forsøger at udøve en adfærdskontrol over individet.
I dagens Danmark, hvor en 37-timers arbejdsuge betragtes som norm og selvfølge, manifesterer spørgsmål som “hvorfor er det sådan?” og “hvordan kan vi undgå denne form for styring?” den kritiske etos, som Foucault beskriver. Men selvom dyden er placeret personligt hos os hver især, er kritikkens metode ikke en undersøgelse af selvet. Kritikken er ikke psykologisk, den er historisk. Derfor må et ønske om at undslippe normativ styring understøttes af historisk-filosofiske analyser.
Det er dog væsentligt at anerkende, at denne modstandsdyd og den anvendte metode ikke kan undgå selv at være formet og begrænset af sin samtidige kontekst. Vi bør være opmærksomme på, at vores kritiske svar på det etablerede kan ende med at danne grundlag for en ny viden. Denne indsigt understreger nødvendigheden af kontinuerligt at reflektere over og udfordre de strukturer af viden og magt, vi navigerer i, for at undgå blindt at reproducere de samme magtdynamikker, vi søger at kritisere. Kritikken er uophørlig og har hverken et fikspunkt eller et endegyldigt resultat. Med en sætning fra bogen kan man kalde dette “en bevægelse, der ikke gør andet end at bevæge sig” (note XIII).
Referencer:
Kant, I. (2017). Oplysning, historie, fremskridt: Historiefilosofiske skrifter. (2. udgave). Slagmark.