Pussy Riot og kirken

Pussy Riots fortælling om modstand, undertrykkelse og politisk-kunstnerisk revolution blev udødeliggjort gennem Maria Alyokhinas bog Riot Days (2017). Turbulens bringer her et uddrag fra bogen om optakten og udførslen af deres berømte aktion i Frelserkirken i Moskva.

moskva-patriarkatet

De er begge tidligere sikkerhedsagenter, og det er derfor, at de er forelskede i hinanden.

‘Ærede Vladimir Vladimirovich…’

‘Tak skal De have, Deres Hellighed.’

Putin, tidligere KGB-agent ‘Mikhalytj’, og Hele Ruslands Patriark, tidligere KGB-agent ‘Mikhajlov’, sidder til møde i et par lænestole engang efter jul. Ifølge forfatningens dekret er Rusland en sekulær stat, hvilket betyder, at kirke og stat er separate enheder – de blander sig altså ikke i hinandens anliggender.

Men de her to vil helst ikke tale om den russiske forfatning.

‘Som patriark må jeg kun udsige sandheden, og derfor er det mig påbudt åbent at rose Dem for den enorme indsats, du personligt, Vladimir Vladimirovitj, har ydet for at få rettet op på vor histories gang.

genkomsten, den tredje regeringsperiode

Putin gør sig klar til sin tredje regeringsperiode. Patriarken sejler ud på en 680.000 dollar dyr båd, mens frivillige samler brænde ind for krigsveteraner.

‘Du sagde engang, at du arbejder for dette land som en galejslave, men en enkelt galejslaves bidrag har ingen betydning, mens dit arbejde har været yderst virkningsfuldt.’

Magtens institutioner, det regerende parti og kirken, er zarens tjenere. Man kan ikke opnå nogen succes i Rusland, hvis ikke man er en del af det system.

Men man kan ændre værdierne, ændre systemet.

ændr systemet

Køkkenet, hvor vi mødtes efter vores aktion på den Røde Plads, blev vores hovedkvarter. Vi brugte aldrig adresser over telefonen, fordi linjerne blev aflyttet af efterretningsfolk fra Centeret for bekæmpelse af ekstremisme.

Vi spiste, hvad end Gud gav os, og normalt bestod det i pasta.

Efter mødet mellem Putin og patriarken blev det tydeligt, at patriarken var villig til at bruge kirken til at støtte enhver rolle, præsidenten kunne finde på at påtage sig. Han besluttede sig for at stille kirken til rådighed for Putin – at lægge den for hans fødder. At gøre Putin til en halvgud frem for blot en embedsmand. Hans Hellighed roste de sidste tolv år af Putins styre som et ‘mirakel’.

Patriarken takkede Putin for, hvor enige de var ‘om udviklingen af de åndelige, etiske, kulturelle, uddannelsesmæssige og andre meget vigtige områder i vor stats trivsel.’ Derefter gik han over i sin kirke, så der kunne blive taget billeder af ham sammen med det olympiske hold.

I trit med trenden begyndte Putin-eliten at udvise deres åndelighed. ‘Er du på vej i kirke? Du burde få taget nogle billeder, mens du er der.’ Deres åndelighed lyste klarest, da Jomfru Marias hellige bælte blev bragt til Kristi Frelsers Katedral.

jomfru marias bælte

‘Har du set billederne?’

‘Hvilke billeder?’

‘Af bæltet.’

‘Bæltet?’

‘Jomfru Marias bælte.’

‘Ja, der kommer biler kørende forbi, og hvis de tilhører statslige embedsmænd, der er travle dag ud og dag ind for samfundets skyld og derfor ikke har tid til at stå i kø i timevis, så sker det sikkert, at de kommer foran i køen, så de kan se det hellige relikvie. Det kan jeg ikke se noget galt i.’

– En talsmand for ærkepræsten Mikhajl Rjasantsev fra Kristi Frelsers Katedral

vip-billet

Embedsmænd og andre højere oppe kom ind i katedralen med VIP-billetter. Vi så billederne. De kørte op i deres Maybach limousiner og kyssede bæltet. Så var det klaret. Ikke noget med at vente i kø i otte timer.

Kirken er ikke længere et sted, hvor alle er lige.

kfk

Faktisk er det ikke kirken, der ejer den bygning, som huser Kristi Frelsers Katedral, men derimod katedralens fond. Og en af fondens bestyrelsesmedlemmer er en embedsmand fra indenrigsministeriet: Vladimir Kolokoltsev: Moskvas politidirektør. Og de private sikkerhedstjenester, der er ansat til at bevogte lokalerne, deler hans navn: kolokol, hvilket betyder klokke. Det lyder som en joke.

For den rette pris kan kirken tilbyde:

Gudstjeneste: 50 dollars

Firmamiddag: 970 dollars

Bilvask: 100 dollars

Tøjrensning: 160 dollars

Der er nogle ting, som ikke kan købes for penge. Men skulle det være noget af alt det andet, står Kristi Frelsers Katedral klar.

hvidvaskekirken

Kirken betaler ikke skat; den sælger fine porcelænsæg og specialfremstillede kopier af medaljer fra zarens tid. Du kan bestille en for 500 dask. Du kan også bestille en miniaturekopi af kirken.

en 500 dollar medalje

En lysmaskine; en lydmaskine; en sæbeboblemaskine; en snemaskine; en røgmaskine til tung røg; en røgmaskine til let røg. De er alle til leje i katedralens eventlokaler. Because you’re worth it.

Der finder alle mulige ting sted i kirken, som ikke burde finde sted. Den er bare endnu en succesfuld virksomhed.

‘På nuværende tidspunkt er der ingen andre store lokaler i hovedstaden, der kan bruges til sådanne menighedsevents.’

faktisk så – nej

‘Lad os spille koncert der.’

‘I kirken?’

‘Kalder du det en kirke?’

‘I en kirke?

‘Ja da.’

Køkkendøren fløj op. Petja kom farende; han havde hørt os fra værelset ved siden af.

‘Forstår I lige, hvad reaktionen bliver?’

‘Hvad?’

‘Had.’

Jeg troede ikke på had. Ingen troede på had. ‘Pas på, døren ikke rammer dig på vejen ud,’ sagde nogen til Petja. Nadja, tror jeg.

Vi besluttede os for, at det var stedet.

jomfru maria, fordriv putin

Jomfru Maria, Jesu Kristi Mor, fordriv Putin!

Fordriv Putin, fordriv Putin!

Sorte præstekjoler, gylden pryd,

Alle i menigheden falder på knæ i fryd.

Frihedens ånd er borte i himlen,

Mens Gay Pride er sendt med lænker til Sibirien.

Lederen af KGB, deres øverste helgen,

Fængsler demonstranter direkte under knippelen.

Fornærm nu ikke Den Allermest Helligste,

fød børn og elsk, I kvinder, I dejligste.

Lort, lort, sikke noget velsignet lort!

Lort, lort, en stor omgang højhelligt lort!

Jomfru Maria, Jesu Kristi Mor, vi be’r Dem,

Bliv feminist! Bliv feminist!

Velsign vor fine, fordækte ledere.

At promenere korset i sorte biler er federe.

Missionærer og præster har dyre vaner,

Så husk at stikke dem et par gyldne bananer.

Patriarken Gundjajev, han tror på Putin.

Hvorfor tror du ik’ hellere på Gud, dit svin!

Jomfruens bælte bremser ingen demonstrationer,

For det er hende, vi har med, når vi laver vores aktioner.

Jomfru Maria, Jesu Kristi Mor, fordriv Putin, fordriv Putin!

Jomfru Maria, Jesu Kristi Mor, fordriv Putin!

pussy riot kirken

Vi øvede os i lang tid. Hver dag i omkring en måned. På et kunstgalleri omgivet af en stor park med bænke. Det var koldt, og jeg var iført min bedstemors frakke, som havde store skuldre. En cool militærofficer i en cool kosakhat. Jeg elskede det! Det var ikke, fordi jeg ikke havde almindeligt tøj, jeg kunne bare godt lide at klæde mig på den måde.

‘Nadja Tolokonnikova, Ekaterina Samutsevitj, Maria Aljokhina og andre endnu uafklarede personer indgik således, på et af efterforskningen uafklaret tid og sted, dog senest den 17. februar 2012, og under omstændigheder, der ej heller kunne afklares af efterforskningen,

en kriminel sammensværgelse.’

sammensværgelsen

Det blev natten derpå. Vi aftalte at mødes næste morgen, den 21. februar, kl. 9.00, på Kropotkinskaja Station. Jeg kunne ikke sove den nat. Jeg sad og snakkede med Bassisten, som også ville komme med. Jo tættere vi kom på dagen for operationen, jo mere satte jeg spørgsmålstegn ved min ret til at gøre, hvad vi havde planlagt at gøre. Jeg prøvede at få det til at give mening ud fra et religiøst perspektiv. Jeg spurgte Bassisten: Er det overhovedet min ret at gøre det her? Måske er jeg bare en barbar? Hun overbeviste mig om, at det sandsynligvis var min ret – ‘det er trods alt ikke, fordi du har tænkt dig at slå en gammel kvinde ihjel.’ Jeg havde bestemt ikke tænkt mig at slå nogen ihjel. Jeg havde tænkt mig at tage i Kristi Frelsers Katedral.

 

er det min ret?

‘Det er din ret,’ sagde Bassisten. Næste morgen nægtede hun at tage med.

En februarmorgen – dyster, overskyet, kold. Man har ikke lyst til at gå udenfor. Det er ingen vinterdag, med sne der knaser under ens fødder, og heller ingen solrig forårsdag, med frisk vind og små skinnende årer i asfalten efter den smeltede is. Februar er en underlig måned. Hverken fugl eller fisk. Det er umuligt at sige, hvornår dagene begynder, og hvornår de slutter.

21/2/12

Noget musik – besluttede jeg mig for – ville hjælpe mig med at vågne. En gammel cd-afspiller og en masse cd’er i køkkenet. Jeg satte kaffen over, satte en cd i og tilsluttede afspilleren. Stikket eksploderede.

Naturligvis. Selvfølgelig skulle det ske i dag af alle dage.

musik og elektricitet

Køkkenet, gangen, gaden, det ene metrostop efter det andet – efter det elektriske stød, jeg havde fået, så jeg det hele med sløret blik og hvide pletter. Jeg tænkte, at jeg måske kunne sove lidt på toget. Der var langt for mig at gå, og jeg måtte skifte tog, selvom jeg havde en mistanke om, at metroen på det tidspunkt om morgenen ville være fyldt med folk på vej på arbejde. Og den var fyldt. Propfyldt. Jeg fik først muligheden for at sidde ned stoppet før, jeg skulle af – i hele to minutter.

skiftet på lenins bibliotek station

Måske sov jeg lidt. De drømme, jeg havde, var også præget af hvide pletter, som iskolde giraffer.

Serafima var den første, jeg så. Hun sad på jorden og blundede ved siden af en kæmpe søjle. Lille Serafima ved siden af en enorm søjle. Med hovedtelefoner på. Det var sådan, jeg senere syntes at huske, at hun havde set ud. Så hoppede Katja og Nadja ud fra et andet tog med tonsvis af ting i deres arme: rygsække, tasker, pakker. Vi forlod stationen. Kropotkinskaja Station – opkaldt efter anarkisten Peter Kropotkin.

Vi ventede på de sidste på en café. Af en eller anden grund drak vi iskold cola. I halvanden time.

så rykker vi

Tiden var inde. Kirken lå 200 meter væk. Eller 300. Jeg med min kosakhat, pigerne med ortodokse tørklæder – vi gik afsted mod kirken, som om vi svævede. Indgangen rejste sig truende forude.

‘For at opnå uhindret adgang til kirken bar de anklagede tøj i overensstemmelse med kravene for sådanne steder; altså under dække som normale gæster’

Pladsen foran kirken er tom. Der er ingen tiggere. Jeg tror ikke, at tiggerne er imod at sidde der, men i anstændighedens navn tillader kirken det ikke.

de velhavendes kirke

Midt iblandt kameraklik, fotograferende turister, nærmer vi os jernporten til en metaldetektor.

‘Læg jeres rygsække på bordet og åbn dem, piger.’ Vagternes morgen-ansigter er trætte og dovne. Jeg åbner min rygsæk.

En efter en.

Hvordan smugler man en elektrisk guitar ind på en sikret seværdighed? Vi havde prøvet forskellige metoder i løbet af den foregående måned. Første gang havde vagterne krævet, at jeg lod guitaren stå – i tasken eller uden – under vinduet ved indgangen. Derefter besluttede vi os for at prøve en kæmpe vandrerygsæk og en mand, der kunne tale perfekt engelsk, så vi ved hjælp af begge kunne smugle guitaren ind i kirken.

‘Nogen knive?’

‘Nej.’

‘Næste!’

bare ikke knive

Uden at se op lukker jeg min rygsæk og går ind. Det vigtigste er, at de ikke finder guitaren. Petja havde guitaren.

‘Unge mand! Vent et øjeblik.’

Ifølge planen var Petja udlændingen, manden, der talte perfekt engelsk.

‘Hvad har du i din rygsæk?’

‘Ikke noget særligt,’ svarede han på engelsk.

Normalt bliver russiske sikkerhedsvagter helt forfjamskede over charmerende udlændinge. Det virkede. Forstærkeren lå også i den.

ikke noget særligt

Vi kom ind fra det kolde vejr uden for kirken. Klokken var 11 om morgenen, katedralen var næsten tom på nær nogle folk i grønne uniformer, som gik og passede bedelysene.

‘Vi skal opføre os som almindelige piger i en kirke.’

‘Hvad gør almindelige piger i en kirke?’

‘Aner det ikke.’

Vi besluttede os for at gå hen til en af de kvinder, der plejede stearinlysene, for at spørge, hvor det ville være bedst at tænde en.

‘Hvor kan vi sætte vores stearinlys?’

Mens hun forklarede proceduren for at tænde det stearinlys, vi egentlig slet ikke havde, kiggede jeg om bag hende og så den lave barriere, der omgav alteret, og det grønne tæppe, der førte mod alterportene.

Tæppet har samme farve som hendes uniform, tænkte jeg.

‘Tak,’ sagde Nadja.

grønt tæppe op til alteret

Vi gik rundt langs kirkens vægge og nåede frem til et hjørne. Vagterne syntes at være alarmerede. Der var ingen tid at spilde.

Vi gik hen til den lave barriere, der beskyttede alteret. Katja var den første til at hoppe over. Fordi hun er den, hun er. Hun hoppede bare over, og så var hun væk. Efter hende hoppede Nadja, og så fulgte alle de andre efter. Jeg tænkte: Jeg har den her ubehagelige frakke på, som vejer et ton, og jeg kommer til at sidde fast i noget, jeg kommer til at falde og tager hele barrieren med mig ned – det er en ulykke, der bare venter på at ske. Hvordan skal jeg lige kunne hoppe rundt i den her tunge ting? Den er lang og når næsten mine ankler. Hvorfor fanden valgte jeg at have den her forbandede ting på til en aktion? Hvad tænkte jeg på, sådan at have den på på et tidspunkt som det her?

Og så hoppede jeg også over. Jeg var den sidste til at hoppe, lige som en stearinlys-passer kom løbende op med et lidt forskræmt blik i øjnene.

‘Den omhyggelige planlægning og koordineringen af aktionen tillod gruppen at udføre deres kriminelle hensigter i deres helhed.’

Vi skulle tilslutte guitaren til forstærkeren. Katja var ansvarlig for det, for guitaren. Hun smed sit overtøj og begyndte at tage guitaren ud af kassen. Sikkerhedsvagterne syntes, at det var særligt uortodokst.

guitaren er et uortodokst instrument

‘Fr. Samutsevich, i udførelsen af sin kriminelle rolle og i fuld overensstemmelse med alle de medvirkende, fandt en elektrisk guitar frem.’

Sikkerhedsvagterne greb fat i Katja. Hun formåede at distrahere dem allesammen, og det gav os 40 sekunder til at spille koncerten. 40 sekunders kriminalitet.

40 sekunder

‘hvordan var musikken?’

‘du godeste – jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive det’

‘var det kirkemusik?’

‘nej, på ingen måde!’

‘siger du, at det ikke var kirkemusik?’

‘det var det bestemt ikke’

‘hvordan lød instrumentet?’

‘jeg ved ikke, hvad jeg skal sammenligne det med, men det var i hvert fald ikke

ortodokst’

‘hvilke lyde er ortodokse?’

‘det kan jeg ikke svare på!’

dommeren: ‘det er Deres pligt at besvare spørgsmålet’

Vi fór op ad trappen mod alteret og smed vores rygsække ved de Hellige Porte. De symboliserer portene til himlen. Kvinder må kun stå på den grønne forhøjning foran portene – soleasen – hvis de er rengøringsdamer. Eller brude. I Rusland er der ingen kvindelige præster. I Rusland er der Pussy Riot.

Vi smider tøjet. Overtøjet.

Vi tager vores elefanthuer på.

‘Aljokhina havde en blå maske på. Hun havde en kjole på, hvis farve hørte til et eller andet sted imellem pink og rød, og hun havde grønne strømpebukser og en bh, der hang fra hendes skuldre.’

Jeg kan huske, at jeg åbner munden for at synge, mens alt omkring mig – hele kirken – synes at fryse til is. Det hele synes at stå fuldkomment stille. Lyden forsvinder. Kun ekkoet fra vores ukoordinerede skrig og råb lyder. Ikonerne synes at have for mange øjne.

tiden stod stille

Sikkerhedsvagterne prøver at fange os.

‘Aljokhinas kjole var længere end de andres, og hun var nødt til at sparke højere med benene.’

Det lignede en eller anden bizar folkedans: Han løber op til dig, du løber baglæns; han løber igen, du løber i en anden retning.

‘Stemmer fulgte på stemmer; ord fulgte på ord,’ sagde stearinlys-passeren under retssagen.

Næsten et kompliment.

Det var den mest absurde bøn.

‘Vi prøvede at få dem af amboen – prædikepulten. De nægtede at gå, de gjorde modstand og løb op igen, faldt på deres knæ og begyndte at gøre korsets tegn. For mig var dette både nedværdigende og krænkende.’

To mænd tager mine hænder og fører mig ud til udgangen. Elefanthuen skrider, så den hæmmer min vejrtrækning. Det er uklart, hvem der leder hvem. Kirken er stadig frosset til is, indtil en lille skikkelse, en gammel kvinde, rør på sig. Hun skriger: ‘Piger! Piger! Hvad er det, I gør? I ødelægger jer selv!’ Vi gik videre, og jeg tænkte: Hvad, er jeg nu i gang med at ødelægge mig selv?

De førte os hen til udgangen og lod os gå.

Vi stod der og kiggede ud på gaden.

Ikke en eneste politibil. Katja ventede på os ved indgangen.

Vi begyndte at løbe. Og jeg tænkte: Hvor løber vi hen?

Hvorfor flygter vi, hvis der ikke er nogen efter os?

Hvem flygter vi fra?

Hvorfor kan vi ikke bare hen til det sted, vi er på vej til?

Sikkerhedsvagterne blev på deres pind. Der var ingen betjente i syne.

hvorfor løber vi?

Så hvorfor løber vi?

 

Teksten er et kapiteluddrag fra bogen Riot Days (2017), skrevet af Maria Alyokhina. Oversat af Alexander Søndergaard Ramsay.