Kunstneren er den perfekte arbejder

Kunstner i arbejde Bojana Kunst Oversat af Peter Borum Informations…

Kunstner i arbejde
Bojana Kunst
Oversat af Peter Borum
Informations forlag, 2022

 

 

 

13. juni 2023


Kunstner i arbejde
er en sjældent aktuel bog. I performanceteoretiker Bojana Kunsts hovedværk, som nu er udkommet på dansk, gransker hun arbejdet i dag og dets nære relation til kunsten. I bogen beskriver Kunst, hvordan arbejdet dominerer vores liv og hvordan kunstneren besidder en helt særlig position i arbejdslivet. Det er en utrolig elegant og komplet kritik med et tungt fokus på det samtidige arbejde i alt fra æstetiske analyser til kunstnerens konkrete arbejds- og levevilkår. Men er der også noget uden for arbejdet?

Vores arbejdsliv i vesten har ændret sig meget de sidste 100 år. Vi arbejder i dag hellere på et kontor end på en fabrik, vi er mere psykisk nedslidte end fysisk og arbejdet er mere afvekslende end rutinepræget. Men arbejdet er ikke bare anderledes, det er også blevet mere definerende for, hvordan vi forstår vores liv. Det er her professor i performanceteori Bojana Kunsts Kunstner i arbejde har sit udspring.

Over fem kapitler trævler hun nærmest alle tænkelige aspekter af kunstnerens arbejde op, og viser, hvordan det kunstneriske arbejde er selve forbilledet for det generelle arbejdsliv i dag. Hendes perspektiv er stærkt forbundet til hendes eget felt, performance og scenekunst, hvor nærmest alle hendes eksempler er taget fra for at forbinde det samtidige kapitalistiske arbejde med kunstnerens virke. Og performancekunst virker som den helt rigtige indgangsvinkel til at skabe nøjagtig den forbindelse. Kunstner i arbejde bringer et arbejdsregime ind i vores kunstforståelse, og det gør bogen utrolig fascinerende og ikke mindst aktuel, men den anlægger også et ensidigt perspektiv på arbejdet, og det er nok værkets største problem.

Banalt, men ikke forsimplet

Bojana Kunst vil vise ”billedet af kunstneren i arbejde” (Kunst, 2022, s. 15), hvilket egentlig er et ret banalt udgangspunkt. Måske er det derfor, hun ikke behøver et teoriudpenslende afsnit, der mejsler teorien fast. I stedet laver hun en præmis, som vi egentlig ikke er meget i tvivl om, og det bliver så grundlaget for det greb, hun laver, og som føres ud i værkets fem kapitler.

Hendes præmis er, at vestens kapitalistiske postfordiske arbejde (arbejdet efter samlebåndet) priser kreativt, kommunikerende, sprogligt og immaterielt arbejde. Væk er bønderne, og fabriksarbejderen er, sammen med fabrikken, et sted mellem Kina og Indien. Nu er Idealet Djøf’eren, kommunikationsrådgiveren eller konsulenten. Her påpeger Kunst, at det vi priser ved arbejdet i dag, er det, vi plejede at prise ved kunst i vores fritid, mens det nu er vores levebrød. Det vi producerer i dag, er mest af alt sociale og mellemmenneskelige forhold (ibid, s. 136). Deri laver hun det, der er et ret banebrydende greb, at flytte fokus fra kunstnerisk arbejde til kunstnerens arbejde, fra at analysere kunstværket til at forstå, hvordan værket bliver skabt. Kunstneren er derfor, som hun skriver, ”protypen på den prekære arbejder, fordi kunstnerens arbejde knytter sig til selve produktionen af livet.” (ibid., s. 165).

Meget kan vi være uenige i, men der er ingen tvivl om, at kunstnernes arbejde er exceptionelt prekært. Kunst nævner selv et eksempel på en kunstners arbejde, der, udover, det vi ”normalt” forbinder med at lave værker, er dj, fotograf, festarrangør, konstant networker og sågar kunstspekulant i egen praksis (ibid., s. 161). Vi kan også nævne, at kunstnerne er selvstændige og arbejder med løsekontrakter. De er på alle måder at sammenligne med iværksætteren, hvis produkt, hvis vi tænker med Kunst, er dem selv og deres kreative arbejde. Her bliver performancekunsten en åbenlys kampplads, da kunstneren jo står frem med et værk, der oftest er sig selv, sit eget kød og blod. Det Kunst forsøger at vise om nærheden mellem kunstnerens arbejde og kapitalisme, virker derfor også helt naturligt ved at have performance som sit mest klare eksempel.

Arbejdets mange facetter

Kunstner i arbejde er mere en række indhug end en progression, hvor hvert kapitel beskriver et centralt selvstændigt aspekt af forholdet mellem det kapitalistiske arbejde og kunstnerens arbejde. Kort sagt omhandler første kapitel ubehaget, andet subjektivitet, tredje sociale relationer, fjerde bevægelser og femte oplevelsen af arbejdet. Det bliver til nogle ret fænomenale analyser af de vigtigste fænomener i samtidskunstnerens arbejde.

Det gælder for eksempel det hun kalder radikal konsumption. Begrebet omhandler subjektets krise i dag, at subjektet ingen kerne har, men er noget mere løst og endda tomt. Den radikale konsumption er, at denne krise træder ind i det performative felt, der hvor vi udtrykker meninger med handlinger. For performancekunst kan vi sige, at det nærmest altid har omhandlet diskussionen om kunstnerens subjekt. Det skjuler, at hvis man skal diskutere subjektet i kunst, så er det altid i dette spil mellem at fremhæve subjektet, og trække det tilbage igen (ibid., s. 36). Det måske mest berømte performanceværk i dag, Marina Abramovichs The artist is Present, handler ret direkte om dette spil, hvor beskueren både møder en kunstner, et subjekt og et kunstnersubjekt. For Kunst har det den konsekvens, at undersøgelsen af subjektiviteten altid bliver en krise, der egentlig fremhæver noget tomt. Det bliver et slags tomt forbrug, hver gang vi skal hævde vores kreative subjektivitet i offentligheden (ibid., s. 40).

The artist is present, Marina Abramovic, 2010, MoMA

En anden analyse er af det hun kalder den projektive tid, som er kunstarbejdets og det samtidige arbejdets grundlæggende tid. I dag er det mere normalt at være projektansat end fastansat, og hvis man er heldig, bliver man projektleder. Til det beskriver hun denne tidsbegrænsede periode, som egentlig kun refererer til sig selv, og som ikke behøver at være en del af det liv, der ellers foregår på arbejdspladsen. Deri refererer projektet også kun til fremtidige resultater mod en deadline, som det håber, det kan få til at passe ind i nutiden på et tidspunkt. Arbejderen og kunstneren er hermed mere fokuseret på projektet i sig selv, og er mere interesseret i fremtiden end nutiden (ibid., s. 182ff).

I et med tidsånden

Vi har kun nævnt to begreber blandt mange her, men det mest imponerende er, hvordan disse begreber resonerer med interessen i samtidskunst, måske særligt efter bogens udgivelse i 2015. 2022s documenta fifteen, den 15. udgave af den måske mest indflydelsesrige tilbagevendende udstilling i samtidskunst, der finder sted hvert femte år i den lille tyske by Kassel, er et stærkt vidne om, hvor central Kunstner i arbejdes vinkel er. Kuratorerne, det indonesiske kunstnerkollektiv ruangrupa, havde lavet temaet lumbung, som betyder ’rislade’ på indonesisk, der skulle symbolisere en lade, hvor alle tager del i at lave afgrøderne, og alle bidrager til fællesskabets gunst.

Det er først og fremmest en kritik af den vestlige arbejdslogik. Det ses i, at de hele tiden bruger indonesiske ord til at forklare deres vision. For eksempel begrebet nonkrong, der betyder at hænge ud. Ideen er så, at kunstneren og beskueren skal ’hygge’ sig sammen uden et konkret formål – ikke just et formål for det vestlige kapitalistisk produktive arbejde. For det andet blev der kun inviteret kunstnerkollektiver til at udstille, hvilket er et forsøg på at modgå besættelsen af subjektet i vesten, og kreativiteten kan ikke blive, som Kunst kritiserer, til en krise for at hævde sit subjekt offentligt. For det tredje var alt processer. Der var intet ønske om at have fokus på færdige værker. Alt havde endda lidt en ufærdig æstetik, og ruangrupas introduktionsrum var nærmest en stor brainstorm. Det er langt fra en søgen efter et fremtidigt endemål, altså ikke et projekt. På den måde kunne vi blive ved. Bojana Kunsts kritik af samtidens arbejde kunne næsten være skabelonen for ruangrupas kritik.

documenta fifteen: Fridskul Common Library, Fridericianum, Kassel, 17. Juni 2022, Foto: Victoria Tomaschko


Ulydighed mod arbejdet

Man nyder faktisk at tænke med Kunst, for hun kan forbinde den dødssyge begrebsverden fra vores arbejdsliv, om projektet, deadlines, produktivitet, til kunst, der ellers altid skal tænkes som noget unikt og ekstraordinært. Unikheden i kunst glemmer hun dog ikke, hun plæderer endda for kunstens autonomi og kraft til at være flertydig (ibid., s. 205f). Arbejdet bliver dog nærmest ekstremt, når hun, i form af tre ulydigheder mod arbejdet, konkluderende indkapsler måden kunstneren kan hævde sig i offentligheden på.

Det bliver tre bombastiske ulydigheder: 1. at vi bruger tid og penge på kunst – et ødselt meningsløst forbrug af noget, der ikke giver noget tilbage (ibid., s. 213), 2. at kunstnere både kan lave arbejde, der er umådeligt dovent, men stadig kan forstås produktivt, stadig laver kunstværker (ibid., s. 217), og 3. at kunst kan gøre mindre, den undgår at blive en del af livets gang ved at stå for noget langt større end det egentlig er (ibid., 228). Der er klart mere til disse ulydigheder end beskrevet her, og jeg er som sådan heller ikke interesseret i at betvivle deres evne til at modgå det kapitalistiske arbejde i dag. Straks mere problematisk er det, at disse ulydigheder skal vise, som hun skriver, hvordan ”kunstnerens arbejde kan åbne sig for alles liv, og ikke bare dem, der er i arbejde.” (ibid., s. 212).

For det virker kontraintuitivt, at en ulydighed fra kunstnerens arbejde skal kunne modgå samtidens kapitalistiske arbejde og derved åbne sig for alles liv. Bliver det at følge en ulydighed overfor arbejdet ikke stadig på det kapitalistiske arbejdes præmisser? Et eksempel er, når kunstnerens arbejde tydeligt handler om arbejde. Mierle Laderman Ukeles’ berømte performances Maintenance Art fra 70’erne, hvor hun gjorde rent på kunstinstitutioner, er en kritik af det kvindelige huslige arbejde og det kapitalistiske arbejde. Kunstneren er ulydig mod arbejdet med arbejde. Derfor vil jeg mene, at det mere er, hvad ulydigheden udtrykker æstetisk og følelsesmæssigt, som en uretfærdighed, der åbner for livet fremfor ulydigheden. Selvfølgelig er arbejdet i dag, i Kunst tilgang, altdominerende, men kunst appellerer vel også til fremtiden, og deraf må der være et ønske fra kunstnerens side om at berøre noget andet end arbejdets tilstand i nuet. Den største ulydighed mod arbejdet er vel slet ikke at inkludere arbejdet i sine overvejelser, men er det så stadig en ulydighed?

For nutidens blik

Alligevel forbliver Bojana Kunsts teori i Kunstner i arbejde vigtig, fordi den så præcist rammer tidsånden. Det kan man også se Elisabeth Friis’ skarpe efterskrift, der forbinder værket til #metoo og det dansk/tyske kunstprojekt Laboratoriet for æstetik og økologi. For på en måde hungrer man efter at pege på steder, hvor Kunsts begreber kan passe ind. Alene det faktum at performancekunst i de seneste år har været i stigende kurs, er et stærkt udtryk for relevansen af Kunstner i arbejde. Tænk blot på kunstnere som Esben Weile Kjær og Maja Malou Lyse, der allerede havde haft flere store solo udstillinger, før de overhovedet var trådt ud af Kunstakademiet.

Det altoverskyggende fokus på det samtidige arbejde i Kunsts teori bliver nok for dominerende for at forstå kunstens mange facetter. Men Bojana Kunsts teori bør ikke læses for at forstå fortiden eller fremtiden, men nutiden. Kunst vil forstå kunstnerens arbejde i dag, og nu er det kapitalistiske arbejde altopslugende, og det er et helt originalt perspektiv. Derfor er det kærkomment, at Kunstner i arbejde nu er oversat til dansk i Informations forlags serie ’Bibliotek for ny kunstteori’.

Og der ingen tvivl om at værket kalder på reaktioner fra læseren. En kunstner vil helt sikkert se en allieret i hendes analyser. Andre vil være fortørnede over, at hun ser kunstnerens arbejde som prækært og helt udlader en debat om privilegier. Kunstner i arbejde har en provokation i sig, for man kan aldrig helt afvise hendes analyser, og derfor bliver bogen meget svær at ignorere.

Litteraturliste

Kunst, B. (2022). Kunstner i arbejde: Om nærheden mellem kunst og kapitalisme. (P. Borum, Overs.; 1. udgave.). Informations forlag, København.

Noter

Baggrundsbillede: documenta fifteen: Baan Noorg Collaborative Arts and Culture, The Rituals of Things, 2022, installation view, documenta Halle, Kassel, June 13, 2022, Foto: Nicolas Wefers