Émile Durkheim
Om den sociale arbejdsdeling
Hans Reitzels Forlag, 2021
24.05.2021
Hvornår tænkte du sidst over, at vi lever i et arbejdsdelt samfund? For mange af os er det en selvfølgelighed, ja nærmest lig med et samfund som sådan, at det økonomiske liv er delt op; at vi sørger for hver vores del af et større hele. Men for en sociolog er dette værd at undres over, og af den grund er Émile Durkheims Om den sociale arbejdsdeling fra 1893 stadig yderst relevant som ikke blot en væsentlig brik i grundlæggelsen af den moderne sociologi men også som en fortolkningsnøgle til dét, at vi lever i et mere og mere globalt og differentieret samfund.
Værket, som er en genudgivelse fra Hans Reitzels Forlag, er udstyret med en udførlig introduktion af Gorm Harste til Durkheims forfatterskab, hans centrale begreber og bogens opbygning. I den forbindelse er begrebet solidaritet afgørende for at forstå Durkheims tilgang til spørgsmålet om arbejdsdelingens opståen, udvikling og rolle. Uden solidaritet intet samfund og heller ingen arbejdsdeling, for solidaritet må nemlig forstås som den sammenhæng mellem individer, der kan siges at danne det nødvendige brændstof til enhver samfundsudvikling. Durkheim skelner samtidig mellem to hovedformer for solidaritet, mekanisk og organisk solidaritet – førstnævnte er en solidaritet konstitueret af lighedspunkter mellem folk, en sammenhængskraft gennem ensretning og ensartethed, mens den sidstnævnte på modsat vis opstår igennem såkaldt funktionel differentiering; at vi bidrager til en større sammenhæng ved at udfylde forskellige roller. Man kan muligvis kritisere, at dette tenderer til at blive en rigid skillelinje i Durkheims tænkning, og at der optegnes en alt for simpel udviklingslinje fra såkaldt ‘primitive’ samfunds mekaniske solidaritet og “kollektive bevidsthed” frem til de moderne og såkaldt ‘civiliserede’ samfunds organiske solidaritet – som om at Durkheim stod på toppen af et bjerg af fremskridt frem til hans dag. Men organisk solidaritet er ikke desto mindre en central fortolkningsnøgle, da den sociale arbejdsdeling kan forstås som den organiske solidaritets afgørende udtryk; i enhver arbejdsdeling agerer vi netop som organer i en samfundskrop.
Et moderne kategorisk imperativ
Som Durkheim imidlertid påpeger i sit eget forord, er det hverken solidaritet eller arbejdsdeling men “det moralske livs kendsgerninger”, som udgør selve forskningsobjektet i værket (s. 61). Durkheims udgangspunkt er den observation, at det moralske liv i moderne samfund særligt ser ud til at regulere forholdet mellem den individuelle personlighed og social solidaritet. Men hvorfor gør den egentlig det? For Durkheim handler det om at spørge ind til såvel individets som samfundets væsentlige rolle og status i dag: “Hvordan går det til, at individet, samtidigt med at det bliver mere autonomt, også bliver mere afhængigt af samfundet? Hvordan kan det være på en gang mere personligt og mere solidarisk?” (s. 65). Ifølge Durkheim er arbejdsdeling ikke bare et svar, som man som samfundsforsker kan give til disse spørgsmål, men også en moralsk fordring, der hele tiden genfremsættes som en måde, hvorpå vi bør blive ved med at regulere forholdet mellem individ og samfund. Selvom Durkheim hverken var moralfilosof eller kritisk teoretiker, synes han dermed også at lægge op til en diskussion af, hvor stor en rolle arbejdsdeling faktisk bør spille. Når Durkheim skriver, at arbejdsdeling endda fungerer som det moderne samfunds kategoriske imperativ formuleret som “gør dig i stand til på nyttig måde at udøve en bestemt funktion” lægger det i hvert fald op til en etisk og politisk diskussion, som vi også kender den i dag – f.eks. i forholds til unges uddannelses- og karrierevalg (s. 70).
Det betyder dog ikke, at moral kan reduceres til organisk solidaritet. Durkheim er nemlig også af den overbevisning, at især strafferetten bygger på en mere mekanisk solidaritet i den forstand, at forbrydelser strider mod “den kollektive eller fælles bevidsthed”; helheden af et samfunds opfattelser og følelser (s. 99). Således deler vi i det perspektiv alle sammen en række følelser, som kan siges at være fælles for hele samfundet. Denne betoning af en moralsk fællesmængde synes imidlertid at være præget af en vis grad af naiv holisme – som om at moral i ethvert givet samfund grundlæggende set bygger på en ukompliceret enighed på tværs. I en fodnote skriver Durkheim i den forbindelse, at ethvert individ selvfølgelig tilhører forskellige grupper, forskelligartede ‘samfund’, og at enhver derfor må indeholde kollektive bevidstheder i flertal, selvom Durkheim ikke anser dette som et problem for sin teori. Ud fra et mere pluralistisk perspektiv på samfundsudvikling er det dog muligt at spørge i dag, om dette netop ikke er et væsentligt problem i forhold til solidaritet og sammenhængskraft, hvad enten vi betegner et sådant problem som f.eks. multikulturalisme, værdipluralisme eller noget helt tredje?
Til Durkheims forsvar betoner han samtidig, at den mekaniske solidaritets sociale bånd er svagere end den organiske, fordi den ikke bygger på nogen gensidig afhængighed men blot på, at man er fælles om et sæt af interesser og værdier. Den organiske solidaritets holisme er en organicisme, fordi den gensidige afhængighed forstås som dette, at forskellige grupper og individer spiller hver sin uundværlige rolle i samfundet på organisk vis. En identitetsmæssig nationalisme i den mekaniske solidaritets forstand kan således sagtens overleve, at en enkelt provins løsriver sig fra en nationalstat. Men hvis denne provins spiller en vital og unik rolle ved f.eks. at besidde specialiseret arbejdskraft eller en særlig virksomhedsproduktion, er sagen pludselig en anden: “Det at fravriste et land en provins er at afskære en eller flere organer fra en organisme” (s. 155). Idet Durkheim særligt trækker på det biologiske sprog og grundlæggende forstår samfundet som en internt differentieret organisme, kan man sige, at Durkheim fra starten af har taget parti for den organiske solidaritet. Det er i hvert fald svært at se, hvordan et samfund skulle kunne eksistere uden en vis grad af organisk solidaritet ud fra Durkheim.
Arbejdsdelingens indre anomi
Dette kombineret med en fremskridtfortælling om mere og mere arbejdsdeling kan få en nutidig læser til at spørge, om Durkheim ikke er lige lovlig naiv på den organiske solidaritets vegne. Viser sådan noget som gentagne finanskriser, klassekamp og international kriminalitet ikke, at den moderne arbejdsdeling langt fra er uskyldig; at den tværtimod er propfyldt med den form for samfundsmæssig desintegration, som Durkheim selv kalder for anomi? Der synes i hvert fald på det begrebslige plan at foretages en gentagen renselse af selve begrebet om arbejdsdeling igennem værket. F.eks. skriver Durkheim, at “det kriminelle erhverv og andre skadelige erhverv” slet ikke bør betegnes som arbejdsdeling men derimod differentiering, fordi de negerer solidaritet som sådan (s. 315). Men er det altid givet, hvad der tæller som ‘skadelige’ erhverv – og kan vi blot stole på, at staten definerer det for os ved at behandle dem som ulovlige? Problemet er således, at den organiske solidaritet synes at have brug for den mekaniske solidaritet som støtte, så hvis samfundets moralske fællesmængde, vores ‘kollektive bevidsthed’, er af en vis skrøbelig karakter, som Durkheim fremhæver, må arbejdsdelingen være lige så.
Dette kender alle sandsynligvis til, der har arbejdet på en større arbejdsplads og erfaret, hvor meget koordination og ledelse det faktisk kræver at arbejde med hver sin del af et kompliceret puslespil. Men ifølge Durkheim, som særligt sætter fokus på dette i den sidste del af værket, følger der også både frihed og fællesskab af en sådan koordination, da det er den eneste måde, hvorpå vi kan undgå at stå helt alene hver især over for naturens (u)orden og dens luner. Spørgsmålet er så bare, om vi kan drive arbejdsdelingen for vidt i forhold til den koordination og kollektive enighed, som den samtidig kræver – og om et specialiseret arbejdsliv egentlig gør os lykkelige på den lange bane? Disse spørgsmål rejser Durkheim også til sidst uden dog at nå til nogle endelige konklusioner andet end, at det ikke ser ud til, at det moderne menneske er mere lykkeligt end tidligere tiders mennesker. Snarere tværtimod mener Durkheim, at antallet af selvmord i nyere tid siger noget symptomatisk og ildevarslende om den “gennemsnitlige ulykke” i vores samfund (s. 229). Disse refleksioner forbliver dog på et mere lommefilosofisk plan, og det må være op til det 21. århundredes samfundsvidenskab at besvare nærmere, hvad der egentlig kan siges at konstituere en sund økonomi i både fysisk og psykisk forstand. Som Durkheim også anede på trods af sine egne forsøg på at frikende den moderne arbejdsdeling, må arbejdsdelingen i en global og uforudsigelig tid nemlig siges at have mistet enhver uskyld. Alt i alt er det tydeligt, at Durkheim på mange måder skrev i ‘en anden tid’ og har derudover en hang til gentagelser samt lommefilosofiske spekulationer – men ikke desto mindre er hans begrebsapparat, analytiske blik og grundlæggende spørgsmål lige så relevante i dag, som de var dengang, hvor store forandringer var langsomt under opsejling.