Invitation til en åben strukturalisme

Claude Lévi-Strauss anses nogle gange som en rigid strukturalist af ‘den gamle skole’. Den nye oversættelse af et af Lévi-Strauss’ tidligste og mest banebrydende tekster, et slags manifest for strukturalismen som sådan, viser imidlertid en anden side af tingene. Introduktion til Marcel Mauss’ værk fra 1950 er nemlig både en diskussion af den franske sociolog og antropolog Marcel Mauss og et ambitiøst forsøg på at indkredse den konstante vekslen mellem orden og uorden, det bevidste og det ubevidste, det faste og det flydende, som synes at karakterisere sociale forhold.

Claude Lévi-Strauss
Introduktion til Marcel Mauss’ værker
Philosophia, 2021

 

 

 

 

 

 

 

30. maj, 2021

Claude Lévi-Strauss anses nogle gange som en rigid strukturalist af den gamle skole; én, der reducerer alle samfundsmæssige forhold til strukturelle relationer. Den nye oversættelse af et af Lévi-Strauss’ tidligste og mest banebrydende tekster, et slags manifest for strukturalismen som sådan, viser imidlertid en anden side af tingene. Introduktion til Marcel Mauss’ værker fra 1950 er nemlig både en diskussion af den franske sociolog og antropolog Marcel Mauss og et ambitiøst forsøg på at indkredse den konstante vekslen mellem orden og uorden, det bevidste og det ubevidste, det faste og det flydende, som synes at karakterisere enhver kultur. Set i lyset af de få oversættelser af Claude Lévi-Strauss, der ellers findes på dansk, er Introduktion til Marcel Mauss’ værker et godt sted at starte for enhver, der gerne vil forstå Lévi-Strauss’ tænkning og samtidig komme bag om overfladiske beskrivelser af, hvad strukturalisme egentlig går ud på.

Som oversætter Katrine Høghøj forklarer i sin indledning, “En introduktion til en introduktion”, var Lévi-Strauss’ liv og forfatterskab præget af både op- og nedture, og denne udgivelse hører til en tid inden hans intellektuelle gennembrud i 1960’erne. Fra 1935 til 1947 befandt Lévi-Strauss sig slet ikke i Frankrig, idet han først arbejdede som etnolog i Brasilien og derefter søgte eksil i USA på grund af den nazistiske besættelse af hans hjemland. Da Lévi-Strauss dernæst forsøger at finde ind i det franske sociologiske og antropologiske landskab, anser han Marcel Mauss som en slags faderfigur, selvom Mauss på dette tidspunkt er ovre sin storhedstid, er desillusioneret efter to verdenskrige og lider af hukommelsestab. Introduktion til Marcel Mauss’ værker er derfor ikke en dialog med Mauss selv men et forsøg på både at tænke ud fra og ud over Mauss’ tilgang til sociologi og antropologi, som ikke kom til udtryk i et samlet system men snarere er spredt over en lang række kortere tekster og fragmenter. Med den franske filosof Maurice Merleau-Pontys udtryk bruger Lévi-Strauss derfor også denne tekst som en anledning til samtidig at udarbejde en intellektuel invitation til strukturalisme ved at udfolde et originalt og banebrydende syn på det sociale som et system, et sæt af relationer, snarere end en enhed.

En total social tilgang?

Men det er ikke et hvilket som helst sæt af relationer. Som Høghøj også gør opmærksom på, spiller den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussures berømte opdeling af et tegn som den arbitrære enhed mellem et lydbillede, le signifiant, og et begreb eller indholdsmæssig betydning, le signifié, en central rolle for Lévi-Strauss. Men modsat hos Saussure danner disse to dele ikke en fast enhed for Lévi-Strauss; der er snarere tale om en konstant ubalance, samtidig med at ‘signifianten’ forstås som primær og uafhængig af ‘signifiéen’. For Lévi-Strauss spiller sproget således en væsentlig rolle i enhver analyse af sociale forhold, idet symbolske systemer ikke bare står i baggrunden men er i fortsat bevægelse og hele tiden forskyder vores måder at agere i og forstå verden på. Med et udtryk fra den franske filosof Bruno Latour kan man sige, at Claude Lévi-Strauss gør sproget til en aktant, en social aktør, i sin egen ret. Det gennemgående begreb i værket om en flydende betegner, en signifiant flottant, kan netop siges at indfange dette aspekt ved Lévi-Strauss’ strukturalisme, som gør den så åben og dynamisk. Sproget ‘flyder’ i sociale forhold på grund af et overskud af struktur snarere end en mangel på selvsamme.

Dette kalder blandt andet på tværdisciplinære undersøgelser, der eftersporer strukturer og relationers spil på tværs af alt fra økonomi til politik, fra sport og kultur til familieliv og andre sociale relationer. Lévi-Strauss roser derfor også Mauss for at åbne op for et øget fokus på forbindelser mellem det fysiologiske og det sociale samt mellem discipliner såsom etnologi, antropologi og psykoanalyse. Teksten Les Techniques du corps, ‘kroppens teknikker’, fra 1936 nævnes eksempelvis som en måde, hvorpå Mauss påviser, at “det er af afgørende værdi for videnskaberne om mennesket at undersøge på hvilken måde, hvert samfund påtvinger individet en strengt determineret brug af kroppen” (s. 27). Mauss skitserer heri endda et program for et internationalt arkiv for kropslige teknikker på tværs af forskellige kulturer, som Lévi-Strauss mener, at en international organisation som UNESCO burde påtage sig at realisere. Om et sådant arkiv faktisk vil vise, at alle samfund påtvinger ‘strengt determinerede’ kropslige teknikker, er et spørgsmål, som Lévi-Strauss ikke synes at tage op til overvejelse — men som hans egen mere åbne tilgang i resten af værket peger på, er dette slet ikke givet på forhånd.

Derudover engagerer Lévi-Strauss sig også med andre af Mauss’ tekster som især Essai sur le don, ‘essay om gaven’, fra 1924 der beskrives som Mauss’ mest indflydelsesrige værk. I denne introduceres bl.a. ideen om en total social kendsgerning, der af Lévi-Strauss forstås som en videnskabelig observation, der ikke blot kan gøre rede for alt, hvad der observeres, men også det forhold, at observatøren uundgåeligt selv er en del af sin egen observation — et forhold, som ifølge Lévi-Strauss særligt gør sig gældende for socialvidenskaberne. Dette kalder derfor igen på en tværdisciplinær tilgang og tankegang, da forskellige discipliner kun kan forklare forskellige dele af samme observation. Som en mere omfattende optik advokerer Lévi-Strauss således for at forstå ‘antropologi’ som en samlet (både fysiologisk, psykologisk og sociologisk) tilgang til menneske- og samfundsliv. Spørgsmålet er imidlertid, om det betyder så meget, hvad vi kalder det — i dag er det snarere ‘humaniora’, der som begreb har fået denne rolle som overordnet betegnelse for en mere total social tilgang, hvilket ikke synes at gøre den store forskel.

Det er samtidig også i forhold til det at overveje sin egen position som forsker, at Lévi-Strauss er mest kritisk over for Mauss. Dette handler om, at Mauss i sine teorier om magi og gavegivning opererer med begreberne hau og mana, som begge er “et produkt af den indfødte refleksion” eller, med andre ord, de samfund på særligt stillehavsøer, som Mauss har undersøgt (s. 58). Begreberne bruges til at forklare, hvad det er for en særlig men alligevel ubestemmelig jeg-ved-ikke-hvad, som aktørerne i f.eks. magiske ritualer mener, at de har med at gøre, men som altså ikke kan præciseres nærmere end med et vagt og næsten altomfattende begreb taget fra deres eget sprog. Problemet for Lévi-Strauss er, at Mauss synes at acceptere disse begreber som forklaringsmodeller i sin egen videnskabelige analyse frem for at gå bag om dem og spørge ind til deres egen aktive rolle. Lévi-Strauss hævder i stedet, at hau, mana og mange andre begreber fra forskellige sprog som også det engelske ‘oomph’ er forsøg på at udfylde kløften mellem signifiant og signifié, betegner og betegnede, med en slags sproglig stopklods. Således skriver Lévi-Strauss, at et sådant begreb kan forstås som en “symbolsk nulværdi, det vil sige et tegn, som markererer nødvendigheden af et supplerende symbolsk indhold i tillæg til det, som signifiéen allerede indeholder” (s. 69). En sådan flydende betegner er svær at holde på plads og fiksere, men alligevel udgør den altså et forsøg på at ‘markere’ dét, at verden på særligt visse koncentrerede områder (magi, gavegivning, seksualitet mv.) synes at være fuld af betydning, uden at vi dog kan sætte det i en endegyldig relation til et udtryk, der passer hertil.

Det dirrer i sproget!

Med et tankevækkende udtryk skriver Katrine Høghøj også om Lévi-Strauss’ tilgang, at han særligt i den sidste del af værket peger på en “dirren i sproget”, der nærmest på forhånd sætter spørgsmålstegn ved den senere skillelinje mellem strukturalisme og poststrukturalisme. Lévi-Strauss’ strukturalisme synes i hvert fald på disse sider allerede at indeholde sin egen dekonstruktion, sit eget poststrukturalistiske moment, gennem sit fokus på sprogets ufuldstændighed. Dette er tydeligvis den fortolkningsmæssige ramme, som den danske oversættelse har sat Lévi-Strauss’ efterhånden klassiske tekst ind i. På trods af denne fortolknings overbevisende karakter er det dog alligevel muligt at spørge, om det ikke også tenderer til at blive en lidt for nem og rigid tolkning af, hvad strukturalisme med Lévi-Strauss er for en størrelse. Således undgås det bekvemt, at Lévi-Strauss måske ikke forstår sociale systemer som lukkede og fuldstændige enheder, men at der alligevel ses en gennemgående og tydelig holisme i den forstand, at især sproget forstås som én størrelse, der endda eksplicit siges at være opstået på én gang.

Dermed synes Lévi-Strauss heller ikke at have blik for den mulighed, at sådan noget som sprog faktisk kan tænkes som mere fragmenteret og endda antagonistisk splittet i forskellige dele. Flydende betegnere kan således forstås som ikke bare mening i bevægelse men en direkte mangel på mening, tomrum af negativitet i vores sprog og sociale systemer. Om dette perspektiv kan siges at føre os fra strukturalisme til poststrukturalisme, er måske mest af alt et semantisk spørgsmål. Men de grundlæggende spørgsmål, som det rejser, er i høj grad fortsat op til diskussion – en diskussion, der har taget mange drejninger, siden Lévi-Strauss skrev Introduktion til Marcel Mauss’ værker i 1950, og stadig fortsætter i forhold til, hvad strukturalismens nutidige rolle bør være som både videnskabsteori og generel tankestrømning. Eksempelvis opererer Ernesto Laclau og Chantal Mouffes teori om forholdet mellem sprog og politik med en kategori om antagonisme som en social negativitet, der ikke kan indfanges gennem sproget selv men alligevel hele tiden sætter sig spor og forstyrrer vores forsøg på at give en meningsfuld og sammenhængende fortolkning af verden — en kategori, der i høj grad minder om et andet udbredt begreb, det Reelle, inden for de retninger af psykoanalyse, som er inspireret af Jacques Lacan. Begge disse teoriretninger kan med fordel bruges til at diskutere Lévi-Strauss’ tilgang til strukturalisme, uanset om disse så kaldes for poststrukturalistiske eller ej.

Alt i alt kan man sige, at Lévi-Strauss’ tekst ikke blot er fortsat relevant for en pågående diskussion om strukturers rolle i samfundsforhold, sprog og kultur — det giver også en frugtbar indgangsvinkel til spørgsmål omkring, hvor ‘flydende’ eller ‘faste’ alt fra religiøse traditioner til politiske institutioner, fra hverdagsritualer til offentlige diskurser egentlig kan siges at være. Det er en stor mundfuld at overveje, og Lévi-Strauss er heller ikke nem at dykke ned i, medmindre man i forvejen har kendskab til hans forfatterskab og teoretiske vokabular. Men det gør det ikke mindre vigtigt at tage disse grundlæggende spørgsmål op. Muligvis handler de forskellige syn på sociale strukturers mere eller mindre helhedsprægede karakter mest af alt om nuanceforskelle. Men lige præcis nuanceforskelle er engang imellem også afgørende i forhold til at forstå det symbolske univers og dertilhørende social virkelighed, som vi faktisk lever i.