Et verdenssyn sat i system

Den transcendentale idealismes system | Forlaget Philosophia

Friedrich Schelling
Den transcendentale idealismes system
Philosophia, 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

30.06.21

Friedrich Wilhelm Joseph Schellings Den transcendentale idealismes system fra 1800 er både en kraftpræstation af en purung filosof, et af hovedværkerne inden for den såkaldt ‘tyske idealisme’ samt en labyrint af begreber, dristige teser og indforståede diskussioner. Men jo mere man kaster sig ud i Schellings filosofiske vokabular og argumentrækker, jo mere får man også et interessant indblik i et helt verdenssyn sat i system; en idealistisk og yderst ambitiøs filosofi om hvordan alt udvikler sig og hænger sammen med udgangspunkt i ‘jeget’.

Værket System des transzendentalen Idealismus udkom for første gang i 1800, da Schelling kun var 25 år gammel og allerede havde gjort sig bemærket i Tysklands filosofiske diskussioner. Filosofihistorisk er den særligt interessant, fordi den udgives lige midt imellem gennembruddene hos tysk filosofis to store kæmper, Immanuel Kant og G.W.F. Hegel. Indholdsmæssigt forholder Schelling sig også – ligesom den tyske idealisme i det hele taget – både eksplicit og implicit til Kants banebrydende værker som især Kritik af den rene fornuft fra 1781, samtidig med at den med f.eks. sit fokus på bevidsthedens udvikling og historie foregriber dele af Hegels gennembrudsværk Åndens fænomenologi fra 1807. Det bemærkelsesværdige ved Schellings overordnede tilgang, som også gør ham relevant at diskutere i dag, er, at han ikke blot accepterer udbredte skillelinjer såsom modsætningen mellem subjekt og objekt eller idealisme og realisme men forsøger at tænke disse ind i et samlet system. Intet er forklaret på forhånd hos Schelling, hvilket gør et værk som dette til et pragteksempel på filosofiens evne til at sætte spørgsmål ved de grundlæggende kategorier og forestillinger, som vi også i det daglige bruger til at forstå og agere i verden. At det også kan gøre teksten i sådan et værk ekstraordinært besværlig og forvirrende at læse, er til dels et resultat af, at filosofi med så vidtrækkende ambitioner som i Schellings tilfælde netop bringer os ud af vante tankebaner. At Schelling samtidig til en vis grad formulerer sig unødigt uklart, gør bestemt ikke tingene nemmere. Værket kræver altså på godt og ondt en betydelig indsats fra den nutidige læser.

Ambitionen for Schelling, som udtrykket ‘transcendental’ henviser til, er at tilvejebringe kriterierne for det at vide noget og dermed også grundlaget for videnskab som sådan. Det simple udgangspunkt for Schelling er, at viden må implicere sandhed eller med andre ord en overensstemmelse mellem det subjektive og det objektive. At vide noget betyder, at ens forestillinger stemmer overens med noget bestemt i verden. Hvordan vi opnår viden, er til gengæld en yderst kompliceret affære, og Schelling skitserer overordnet set to tilgange med hver deres udgangspunkt. Enten starter vi med det objektive og prøver at finde ud af, som Schelling skriver: “Hvordan kan noget subjektivt komme til det objektive og stemme overens med det?” (s. 62). Dette er naturvidenskabens opgave, som dermed må redegøre for, hvordan der i første omgang kan opstå sådan noget som bevidsthed ud af en ellers ‘død’ natur. Eller også starter vi med det subjektive selv og undersøger, hvordan det objektive så at sige falder i hak med dette. Den sidstnævnte opgave er ifølge Schelling netop transcendentalfilosofi. I det perspektiv kan man forstå selve værket i sin helhed som en fremadskridende konstruktion af, hvorledes viden i denne forstand kan siges at opstå gennem forskellige udviklingstrin, der alt sammen starter med ‘jeget’ som det subjektive, der fra tidernes morgen – eller faktisk uden for tid og rum – spalter sig selv og igennem en sådan dobbelthed i sig, en duplicitet i identiteten, bliver et objekt for sig selv.

Brikker i ét stort puslespil

Denne idealisme, som eksplicit forudsætter, at der findes noget ubetinget, ‘jeget’, som er både ubegrænset og evig uden for tid og rum, kan være en svær kamel at sluge for en nutidig læser. Men alligevel er det en interessant forklaringsmodel, som trods alt giver en måde at forstå og diskutere alt lige fra kunst og religion til politik og videnskab, fordi Schellings systematiske tilgang udleder stort set alle samfundsforhold fra dette ene udgangspunkt. Samtidig giver det et unikt og tankeprovokerende bud på, hvad idéen om menneskelig frihed egentlig handler om, hvilket udfoldes endnu mere i Schellings senere og mindst lige så berømte Filosofiske undersøgelser om den menneskelige friheds væsen og de dermed sammenhængende genstande fra 1809. Frihed udgør således et centralt bindeled mellem de forskellige dele af Schellings yderst komplicerede system.

Jesper Lundsfryd Rasmussen og Anders Moe Rasmussen nævner i deres både udførlige og uundværlige introduktion til værket, at Schellings filosofi blev forstået af flere i hans tid såsom den danske Schelling-beundrer Henrik Steffens som en romantisk besjæling af naturen, hvormed jeget får karakter af en form for animistisk verdenssjæl. Selvom Schelling selv afviste en sådan fortolkning som uvidenskabelig, synes den imidlertid ikke at være dukket op af ingenting. Ligesom hos en sammenhængende organisme, hvor alle enkeltdele arbejder sammen, forsøger Schelling i hvert fald også at få alle de transcendentalfilosofiske begrebskategorier til at passe sammen som brikker i ét stort puslespil, der næsten har et strukturalistisk skær over for sig. Samtidig forudsætter Schelling eksplicit, at verden må indeholde en “forudbestemt harmoni” mellem det subjektive og det objektive eller det ideelle og reelle, hvilket er svært at acceptere, hvis man modsat tænker, at det også er muligt, at der på et sådant ontologisk plan eksisterer en mangel på sammenhæng og harmoni (s. 71).

Selvfølgelig kan man udvælge bestemte dele af Schellings tænkning som særligt relevante at diskutere i dag såsom hans kunstfilosofi, men samtidig må det anerkendes, at for Schelling selv er den transcendentale idealisme ét sammenhængende system. I sit eget forord til værket insisterer Schelling endda på, at hvis nogle ikke kan se, hvordan det hele hænger sammen, så kan det kun skyldes en manglende evne til “at abstrahere fra de enkeltproblemer, som den ivrige forestillingsevne finder frem fra erfaringens rigdom, og som forvirrer og foruroliger deres dom over dette system” (s. 55). Imidlertid synes Schellings problematiske retorik i forhold til dette også at lægge op til, at enhver kritik kan reduceres til en misforståelse; at man ikke har fattet den transcendentale idealismes system. Men det er til gengæld rigtigt, at det kræver en vis forståelse af Schellings filosofi for at kunne diskutere den, og selvom der stort set ikke er en finger at sætte på selve oversættelsen, så måtte man gerne have gjort mere for at lette det forståelsesarbejde. F.eks. ville en ordliste med korte forklaringer af nogle af Schellings centrale begreber hjælpe de fleste; at begive sig ud i dette filosofiske system er nemlig i høj grad lige som at lære et fremmedsprog.

At erkende verden i ét system

Uanset hvad er Den transcendentale idealismes system et fascinerende eksempel på et ambitionsniveau på filosofiens vegne, som vi sjældent ser – og muligvis mangler – i dag. Schelling er dermed ikke bare interessant filosofihistorisk men også fordi han kan fortolkes og diskuteres på ny, som man f.eks. har gjort det i forhold til at koble hans syn på natur og udvikling til nyere diskussioner om naturalisme og såkaldt ‘emergensteori’, der handler om, hvordan større helheder med særskilte egenskaber opstår og udvikles. Samtidig er Schelling også én af de første tænkere, der for alvor tematiserer forholdet mellem det bevidste og det bevidstløse eller ubevidste. Jesper Lundsfryd Rasmussen og Anders Moe Rasmussen skriver endda, at dette værk kan forstås som det filosofiske ophav til Sigmund Freuds psykoanalyse. Det bevidstløse hos Schelling er således en afgørende kategori og betegner en særskilt måde, hvorpå verden som sådan og dermed også bevidstheden selv udvikler sig.

Med det skeptiske og mindre idealistiske perspektiv på filosofiens og videnskabens muligheder for at erkende hele verden in toto, som mange af os har i dag, er det næsten umuligt at acceptere Schellings argumentation hele vejen. At naturen som en altomfattende, slumrende ‘guddom’ skulle stræbe efter at erkende sig selv og dermed blive bevidst og intelligens, synes lidt for fantasifuldt. Schellings filosofi kan i den forbindelse forstås som den ultimative fornægtelse af, at nogle ting i verden såsom livløse planeter, død natur eller det tomme rum bare er og bliver meningsløse, uden at det vidner om nogen intelligens’ mislykkede bestræbelser. Men på den anden side kan Schelling også vise os, hvordan særligt naturfænomener og kulturprocesser hænger sammen, hvilket især er relevant i forhold til tidens klima- og biodiversitetskrise. Med andre ord kan Schelling være med til at gøre os opmærksomme på, at vi ikke blot kan slippe for at tage et ansvar for tingenes sammenhæng ved at hævde, at dele af verden er ligegyldige for os. Alting hænger sammen  –  også selv når det ikke helt gør det.