03.04.2023
Nicolai von Eggers reflekterer over dokumentarfilmen The Flag, der netop er blevet vist på CPH DOX, og udlægger den i lyset af det nuværende oprør i Frankrigs gader.
The Flag
Dokumentarfilm, 2023, vist på CPH:DOX.
Instruktør: Joseph Paris
Det er 2023, Paris’ gader er igen fyldt med røggranater, bannere og urobetjente. Medierne flyder over mod riot porn – lækre billeder i høj opløsning af megafonholdende agitatorer, der galvaniserer mørkklædte demonstranter på en baggrund af sort røg, brændende bildæk og smukke Haussmann-byggerier. Den anden dag var det porten til rådhuset i Bordeaux – som jeg er gået forbi utallige gange, da jeg boede i byen for år tilbage – der blev sat i brand.
Hvorfor er vi her igen? Hvad er formålet? Og hvornår bliver det nogensinde bedre? Svaret – hvis vi skal følge dokumentarfilmen The Flag, som er blevet vist på årets udgave af CPH:DOX – er: aldrig. Det bliver aldrig bedre. Faktisk bliver det kun værre herfra. ”Jeg ved ikke, hvor vi er på vej hen, men det er i fuld fart,” som en af de medvirkende i The Flag opgivende udtrykker det.
Og det er svært ikke at følge filmen ind i en modløs verden, hvor demokratiet er tabt, og der kun er den heroiske, men håbløse kamp tilbage. Med hælene i jorden, som en ko på vej til slagteriet, slæbes vi i retning af et stadigt mere autoritært system – mod undertrykkelse, afmagt og planetær elendighed på en dybest set utænkelig skala.
Krig
”Frankrig er i krig,” proklamerede daværende præsident François Hollande efter terrorangrebene ved Bataclan-teatret i Paris, november 2015, hvor 137 mennesker blev dræbt. I krigen mellem landet for frihed og menneskerettigheder på den ene side og dets fjender på den anden – det var sådan, Hollande formulerede det – indførte præsidenten undtagelsestilstand, husransagninger, lukkede grænser og masseanholdelser, som særligt gik udover landets muslimske mindretal. I de 3500 husransagninger, som blev foretaget i de første 6 måneder efter angrebet, var kun 1% relateret til terror. Det er værd at bemærke, at den første begivenhed, der blev forbudt med henvisning til undtagelsestilstanden, var en klimademonstration.
Dokumentarfilmen The Flag følger den franske stats suspension af menneskerettigheder, særligt hvordan de er blevet gennemført med henvisning til landets muslimske befolkning. Kort efter angrebene på Bataclan, skulle repræsentanter for landets muslimske samfund legitimere sig selv, tage afstand og forklare hvorfor muslimsk kultur leder til terror. Det samme skete efter terrorangrebet i Nice, juli 2016. Og igen efter sammenstødene ved flygtningelejren i Calais senere samme år. I denne krig mod sine fjender må den franske stat forsvare sig selv.
Ifølge The Flag legitimerer den moderne franske stat sig særligt ved at skabe billedet af en civilisatorisk, muslimsk fjende, som vil underminere og tilintetgøre ’franske’ værdier. Staten legitimerer sig ikke med henvisning til velfærd eller med sin evne til at skabe et godt liv for sine borgere. Det er primært i sin rolle som et voldsmonopol, der knuser nationens fjender, at staten forsøger at bevare sin legitimitet. Der er med andre ord sket en generel sikkerhedssliggørelse af fransk politisk diskurs, hvor en stor del af politik indføres med henvisning til den franske nations sikkerhed.
Nationens fjender
The Flag følger særligt den muslimske menneskerettighedsaktivist Yasser Louati – i tanke og i handling. Vi er med Louati til demonstration og får hans argumenter i talrige interviews. Louati er ”mit moralske kompas,” som instruktør Joseph Paris formulerer det undervejs.
Fra Paris’ perspektiv, som i høj grad er Louatis perspektiv, forsøger filmen at afdække kernen af den moderne franske stats raison d’être. Filmen fortæller i et historisk tilbageblik til starten af 1980’erne den interessante historie om splittelsen mellem franske migrantarbejdere på den ene side, og hvide arbejdere og det politisk-økonomiske-mediemæssige establishment på den anden. Strejkende migrantarbejderes krav om bedre løn og vilkår blev udlagt som udtryk for dubiøse angreb på det franske samfund orkestreret af fremmede kræfter som eksempelvis ayatollahen i Iran.
Frankrig havde med andre ord ikke ’indre’ problemer med arbejdsforhold, udbytning og klassedeling, men kun ’ydre’ problemer med fremmede magter og kulturer, som ønskede at underminere den franske model.
Denne form for argumentation har siden vist sig effektiv i legitimationen af den franske politiske orden. Selvom problemer ofte er hjemmelavede, ligesom flere af terroristerne fra Bataclan-angrebet var opvokset i Frankrig, så fraskriver staten sig ansvar ved at tilskrive problemerne ’fremmede’ elementer. Den franske nation og kulturelle arv præsenteres som ubetinget god og ren og uden indre modsigelser. Så når der er dårligdom i Frankrig, er det fremmede magters skyld – særligt muslimske borgere, muslimske traditioner og muslimske magter.
Menneskerettigheder
The Flag er en æstetisk behagelig, men indholdsmæssigt lidt rodet affære. Filmen har været syv år undervejs, og instruktøren Joseph Paris har udtalt, at formålet med filmen er at finde ud af, hvad der er sket med Frankrig i kølvandet på terrorangrebene i 2015. Det fungerer bedst, når filmen handler om angrebenes umiddelbare efterspil. Filmen fungerer mindre godt, når den prøver at trække sin fortælling frem til i dag.
Selvom filmens kritik af den franske statsvold mod sine borgere – heriblandt politivolden mod minoritetsfranskmænd – er berettiget og helt klart har forbindelser til reaktionen på Bataclan, så nærmer filmen sig det konspirationsteoretiske i sin fortællemåde. Overgangssekvenserne mellem filmklip er sort/hvid-fotografier af personer i den kommende scene – eksempelvis Hollande på en talerstol – hvor øjnene kradses ud og billedet disintegrerer; som om det hele er løgn og blændværk, og formålet med filmen er at få den opstillede falske virkelighed til at falde fra hinanden.
Således begrænser filmen sig til en total, men samtidig tom, kritik af det etablerede politiske systems nationalisme og islamofobi. Der er ikke et forsøg på at forstå den politiske situation mere bredt eller som en funktion af et væld af kampe mellem forskellige grupper og interesser. Filmens projekt bliver i stedet en tom og abstrakt kamp for menneskerettigheder, og den tilbyder ikke nogen politisk horisont.
Undtagelsestilstand
Filmens mangel på noget, der minder om et positivt politisk projekt, kommer symptomatisk til udtryk i behandlingen af den franske stats indførsel af undtagelsestilstand. Frankrig har et alvorligt problem med at indføre undtagelsestilstand i tide og utide og med at undtagelsestiltag – som udvidede beføjelser til politiet og oprettelsen af den særlige anti-oprørsenhed BRAV-M i 2019 – bliver normal praksis.
Som en ekspert udtaler i filmen, så har den franske stat indført undtagelsestilstand flere gange siden 1945 – eksempelvis imellem 1958 og 1962 under den algierske befrielseskrig. Dengang blev undtagelseslove, som eksempelvis politiets udvidede beføjelser til at bruge våben, afskaffet efter undtagelsestilstanden. I dag har undtagelseslovene det med at fortsætte.
Umiddelbart ligner det en perfekt illustration af den nazistiske jurist Carl Schmitts analyser af undtagelsestilstandens historie. I Diktaturet (oprindelig udgivet i 1921) skelnede Schmitt mellem det kommissariske og det suveræne diktatur. I det kommissariske diktatur blev magt og ret uddelegeret til en kommissær, som havde særlige beføjelser til eksempelvis at dømme, henrette, udskrive skatter og regere via særlige hærenheder i afgrænset tid og rum. Diktaturet kunne indføres af staten, eksempelvis det romerske senat, som undtagelsesmæssigt uddelegerede statsmagt midlertidigt og under bestemte vilkår i en situation, hvor statens eksistens var truet. Efter endt krise eller endt mandat gled det normale voldsmonopol tilbage til staten og almen retspraksis blev igen etableret.
Det suveræne diktatur var derimod defineret ved, at statens almene regler som sådan var suspenderet, og at staten i sin helhed blev regeret gennem undtagelsesregler som eksempelvis særlige domstole eller brug af hæren på eget territorie. Schmitts kerneeksempel er Den franske revolution under jakobinerne, hvor den eksisterende orden var suspenderet, men hvor ingen ny forfatning var trådt i kraft. I stedet regerede jakobinerne Frankrig via et særligt udvalg, som gjorde brug af revolutionære domstole og hæren i områder med borgerkrig.
Undtagelsens politik
Er Frankrig et kommisarisk eller suverænt diktatur? Det ligner det måske, men svaret er klart nej. Macron har ikke hyret en kommissær med særlige beføjelser til at løse en særlig krise, og den normale retsorden er ikke sat fuldstændig ud af kraft.
Den franske stat er snarere, som den italienske filosof Giorgio Agamben i 2003 formulerede det i sin bog Undtagelsestilstand, gledet ind i en tilstand, hvor undtagelse og normalitet er blevet sværere at skelne fra hinanden. Undtagelsestilstanden bliver konstant indført og undtagelseslove bliver normaliseret og brugt på måder, som ikke kan retfærdiggøres af den krise, de ellers oprindeligt henviste til – som når klimademonstranter tilbageholdes med hjemmel i love indført med henvisning til at indgå terror.
På et dybere plan er spørgsmålet dog, hvad undtagelsestilstanden i Frankrig er et udtryk for.
I The Flag præsenteres undtagelsestilstanden som et udtryk for styrke og som noget, der minder om en overlagt plan. For at undgå at stå til ansvar for sin egen forfejlede politik bruger den politiske klasse i Frankrig terrortruslen, og den muslimske befolkning mere generelt, som syndebukke. Undtagelsestilstanden spiller her en dobbelt funktion. På den ene side giver den vægt til argumentet om en eksistentiel trussel mod den franske nation, og at den franske nation de facto er i krig. På den anden side kan undtagelsestilstanden bruges til at bekæmpe fjender af den franske elite – fra klimademonstranter og gule veste til fagforeninger og terrorceller.
Men undtagelsestilstanden kan også forstås som et udtryk for svaghed – som et udtryk for, at det franske politiske system er i krise. Som med de seneste pensionsreformer, som præsident Macron har indført via dekret, fordi der ikke var flertal i parlamentet, har franske ledere svært ved at skaffe opbakning og opnå demokratisk legitimitet til deres politik. I en ny undersøgelse fra CEVIPOF svarer to-tredjedel af franskmændene, at demokratiet i deres øjne ikke rigtigt fungerer i landet.
Franskmændenes syn bakkes op af intellektuelle fra alle sider af det politiske spektrum, som mener, at fransk politik er i en uhørt demokratisk krise. Der er ingen meningsfuld debat i parlamentet. Den stærke midte har kortsluttet den gamle kamp mellem højre og venstre, som gav systemet i det mindste et skin af demokratisk strid. Partimedlemskaberne er styrtdykket og de store gamle partier – Socialisterne og Les Républicains – er stort set imploderet, hvorfor politiske forslag ikke fremstår som brede medlemsgruppers krav, men snarere som den franske elites krav.
Det er med andre ord blevet sværere at regere med demokratisk legitimitet, som kan få brede befolkningsgrupper til stiltiende at acceptere selv upopulære forslag.
I det perspektiv er undtagelsestilstanden et symptom på en dybereliggende legitimitetskrise. Undtagelsestilstanden er ikke et udtryk for, at staten kan gøre hvad den vil. Den er snarere udtryk for, at en stadigt mere desperat stat tager autoritære midler i brug for at gøre noget som helst.
Masser af modstand
The Flag fokuserer på statens remedier og på Louati, som en enlig modstandsfigur, der står heroisk op imod en stadigt mere repressiv fransk stat. Der er klart problemer med knægtelse af menneskerettighederne i Frankrig. Der er klart problemer med politivold – og særligt imod minoritetsgrupper. Og der er klart problemer med islamofobi som et ledemotiv i offentlig politisk diskurs.
Men zoomer vi lidt ud fra Bataclan-angrebet og dets efterdønninger, og den tilsyneladende håbløse kamp mod en undertrykkende stat, kan vi bedre forstå den mosaik, hvori islamofobiens fliser ligger.
Lige for tiden finder nogle af de største protester i nyere tid sted i Frankrig. Over en million mennesker var på gaden imod Macrons pensionsreformer og – i stigende grad – imod det politiske system og dets demokratiske underskud som sådan. Dette er en bølge af protester, som siden januar har bragt folk på gaden igen og igen. Det er endvidere protester, som har spredt sig og nu indbefatter klimaprotester og besættelser på mere end 200 gymnasier.
En lignende bevægelse fandt sted i 2010, også dengang på baggrund af pensionsreformer, med millioner af mennesker på gaderne i mange uger i træk. Både i 2003 og 1995 var over en million mennesker på gaderne – også imod pensionsreformer. I mellemtiden har vi haft De Gule Veste i 2019, som var første gang udbredte protester sprang op i mindre byer overalt i Frankrig.
Der er altså oprør i Frankrig. Igen. Stadigvæk.
I det lys er islamofobien og undtagelsestilstanden udtryk for en dyb legitimitetskrise, hvor den franske politiske top gradvist mister den folkelige opbakning til det politiske system. Modstanden kommer ikke fra enkelte personer, som kæmper en ensom og tragisk kamp, men fra organiserede massebevægelser. Vi snakker hundredtusindvis af mennesker, som tager del i forskellige fællesskaber og organisationer of mødes i gaderne i Paris og Toulouse eller rundkørsler i Les Andelys.
Louati er ekstremt sympatisk, og han kæmper en vigtig kamp. Men det isolerede portræt af hans kamp får hans kamp til at fremstå som ultimativt set håbløs imod en omnipotent fjende. Zoomer vi lidt ud og sætter tingene i deres politiske kontekst, ser det lidt anderledes ud. Ikke fordi billedet her er decideret håbefuldt – men det er et mere uklart billede, hvor det ikke er så sikkert, hvor vi overhovedet er på vej hen. Måske er det mod et dårligere sted. Men måske – kun måske – er det mod noget bedre.
