Hjemløshedens filosofi

“En lille bog om hjemløshed” af den danske filosof Ole Thyssen er en lille bog om et meget stort emne. Thyssen formår at løfte spørgsmål om hjemløshed ud fra deres vante rammer i den offentlige debat og diskutere dét at være hjemløs som lige så meget en social, politisk og eksistentiel tilstand som blot det at mangle en fysisk bolig. Dette fører dog også til en blandet landhandel med såvel skarpe perspektiver som mere overfladiske refleksioner om emnet.

Ole Thyssenhttps://imgcdn.saxo.com/_9788779173835/0x500
En lille bog om hjemløshed
Multivers, 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

26. juni, 2021

En lille bog om hjemløshed af den danske filosof Ole Thyssen er en lille bog om et meget stort emne. Thyssen formår at løfte spørgsmål om hjemløshed ud fra deres vante rammer i den offentlige debat og diskutere dét at være hjemløs som lige så meget en social, politisk og eksistentiel tilstand som blot det at mangle en fysisk bolig. Dette fører dog også til en blandet landhandel med såvel skarpe perspektiver som mere overfladiske refleksioner om emnet.

At en filosof udtaler sig om hjemløshed kan ligne et klassisk eksempel på en intellektuel, der gør sig klog på noget, som han overhovedet ikke har erfaring med selv. Hjemløshed er imidlertid hverken en livsstil eller et materielt vilkår, som blot forsvinder af at være givet en fast bolig. Givet at ‘hjemløshed’ kan forekomme i forskellige former, hvoraf nogle af mere psykologisk eller eksistentiel karakter også findes hos mennesker med hus og have, er det oplagt at spørge ud fra et filosofisk perspektiv til, hvad det så egentlig vil sige at være hjemløs. Dette gør Ole Thyssen på udmærket vis i sin lille bog om emnet, der er delt op kapitelmæssigt efter Thyssens egen skelnen mellem fem hovedtyper af hjemløshed – fysisk, filosofisk, eksistentiel, social og politisk hjemløshed. Thyssen lykkes ikke med klart at argumentere for, hvad der præcist adskiller disse typer fra hinanden, men de viser alligevel på hver deres måde, at hjemløshed kan diskuteres som et langt større og mere vidtrækkende emne, end vi normalt gør det i den offentlige debat.

Thyssen gør hurtigt opmærksom på, at man altså godt kan føle sig hjemløs, selvom man har en fast bolig. Samtidig er det ikke nødvendigvis sådan, at det modsatte af hjemløshed er ubetinget godt – eller at hjemløshed i sig selv er ubetinget dårligt. Snarere tværtimod beskriver Thyssen ens hjem som en “udvidende begrænsning” med et udtryk fra Søren Kierkegaard; altså som en trædesten for ens ageren i livet, der således kan give et udgangspunkt for at ‘udvide’ ens verden, samtidig med at det også begrænser ens horisont og handlemuligheder (s. 12). Et hjem kan føles som en tryg havn og et fængsel på én og samme tid. Endelig bør hjem ikke nødvendigvis tænkes i ental. Som Thyssen betoner, kan man sagtens have hjemme flere og skiftende steder. Om sådanne hjem, der altså findes side om side med hinanden, skriver Thyssen: “De er ikke støbt i titanium, men dog faste nok til i en periode at give ham fodfæste og afsæt” (s. 11).

Alle og enhvers hjemløshed 

Igennem hele værket bruger Thyssen en begrebslig trekant mellem ‘Jeg’, ‘Du’ og ‘Det’ som en måde at karakterisere de skiftende forhold mellem personer og personer samt personer og materielle forhold, som opstår og udvikler sig med hensyn til hjemløshed. Denne måde at skrive på, hvor især ordet ‘jeg’ ikke henviser til Thyssen selv men til en mere anonym betegnelse for “alle og enhver”, er forvirrende og virker for det meste unødvendig (s. 2). Samtidig uddyber Thyssen ikke, hvad der er den underliggende logik og teoretiske forankring i brugen af disse tre pronominer som filosofiske begreber, men henviser i stedet til andre af sine egne værker. Det må dog siges at være en problematisk salgsteknik at bruge et teoretisk vokabularium, som kun rigtigt udfoldes i andre af Thyssens bøger. Til gengæld fungerer det rigtig godt med Thyssens løbende litterære analyser af bl.a. Johannes V. Jensens Kongens Fald, Henrik Pontoppidans Lykke-Per og Denis Diderots Rameaus Nevø. Uden egentlig at have behov for begrebstrekanter eller andet filosofisk udstyr viser Thyssen nemlig overbevisende, hvordan temaet omkring især eksistentiel hjemløshed er gennemgående i moderne kultur, og at litteratur i den forbindelse kan vise os f.eks. gennem hovedpersonen Mikkel Thøgersen i Kongens fald, hvor galt det kan gå for den enkelte.

Kapitlerne om ‘social’ og ‘politisk’ hjemløshed er også interessante, men det lykkes ikke på samme måde at komme i dybden med emnet som med de tidligere kapitler. F.eks. skriver Thyssen om et modsætningsforhold mellem personlig intimitet og upersonlige markedsdynamikker i moderne samfund, men kritikken af markedets konstante uro og nyere samfundstendenser som fordringen om eksponering af os selv på sociale medier forbliver på et mere overfladisk plan. Dette hænger sandsynligvis sammen med, at det ikke kobles til den tidligere refleksion omkring eksistentiel hjemløshed, hvilket ellers ville have været oplagt at gøre. I stedet tilbydes vi noget, der minder meget om en konservativ forfaldsfortælling om det moderne samfunds mange onder, som kan findes en del andre steder i den offentlige debat. Thyssen skriver således, at politisk hjemløshed nødvendigvis bygger på en “oplevelse af forfald”; at tidligere tiders trygge hjem inden for nationens rammer eller et andet politisk fællesskab synes at være ved at forsvinde (s. 195). Men selv hvis det er rigtigt, må man stadig spørge sig selv, i hvor høj grad vores politiske hjem faktisk er ved at forsvinde – og i hvor høj grad det snarere er en ideologisk forestilling fremmet af populister eller andre magtfulde aktører i offentligheden med interesser i at fremme det perspektiv.

Hjemme godt, ude bedst? 

Dette hænger sammen med en mere overordnet uklarhed i Thyssens ‘lille bog’ om hjemløshed. Ifølge Thyssen implicerer begrebet hjemløshed nemlig hjemlængsel eller hjemve; at hjemløshed er en mangeltilstand, som vi vil forsøge at slippe ud af for at få mere faste forankringspunkter i tilværelsen. Men samtidig skriver Thyssen også igen og igen, at ‘hjemfuldhed’ ikke nødvendigvis er bedre end hjemløshed, som i nogle tilfælde faktisk kan frigøre os fra hjemmets snævre rammer. Så hvem siger egentlig, at hjemløshed i sig selv er dårligere end sin modsætning? Hvad nu hvis det er omvendt af, hvad vi normalt tænker og siger; at hjemme er godt men ude er bedst? Muligvis kan man slet ikke besvare et spørgsmål på så abstrakt et niveau, men det synes alligevel at spøge under overfladen af Thyssens analyser.

Med selve bogens opbygning lægger Thyssen op til, at man kan forstå den fysiske hjemløshed, som findes i stort set alle storbyer i dag, som et symptom på en mere grundlæggende ‘hjemløshed’ hos det moderne menneske. Men hvad nu hvis det faktisk er omvendt; at de fysisk hjemløse snarere er et symptom på, at alle os andre er lidt for meget os selv i hver vores private hjem i stedet for at engagere os mere i en offentlig sfære med plads til alle? Hvad nu hvis det offentlige rum kunne danne et hjem for alle og enhver – hvad ville det så betyde for vores forståelse af både fysisk og eksistentiel hjemløshed? Uanset hvad sætter Thyssen med sin lille bog om hjemløshed fokus på et emne, som berører os alle, hvad enten man sover på gaden eller måske snarere føler sig ‘hjemløs’ i urolig ensomhed bag de lidt for høje ligusterhække.