20 Days in Mariupol (dokumentarfilm, 2023)
CPH:DOX visning
Dokumentarfilm af Mstyslav Chernov
Trillende tårer, udvandring fra biografsalen og flere minutters total stilhed efter endt film og tændt lys. Det var hvad man kunne opleve til CPH:DOX-festivalen under visningen af 20 Days in Mariupol. Den urovækkende dokumentarfilm havde verdenspremiere tilbage i januar på Sundance Film Festival og europapremiere på CPH:DOX. Den har i løbet af festivalugen haft mange visninger på tværs af de københavnske biografteatre. Selv ved en af de sidste visninger, hvor jeg var inde og se den, kunne man på ingen måde kalde salen for tyndt besat. Der var stadig mange mennesker klar til at blive berørt af de voldsomme billeder. Billeder af død, ødelæggelse, massegrave og menneskelig depression.
Dokumentaren omhandler, som titlen også indikerer, de første 20 dage af krigen i Ukraine, og hvilke konsekvenser russernes voldsomme angreb på havnebyen Mariupol havde for byens indbyggere. Den er skabt af den ukrainske journalist Mstyslav Chernov og hans team, der som de eneste journalister blev i Mariupol længere end syv dage. Det er en brutal film, hvor meget få fingre bliver holdt for seerens øjne. Billeder såsom en 16-årig drengs ben, der er blevet sprunget af pga. russisk artilleri, bliver dog censureret. Men de grafiske skildringer af lemlæstelser er ikke engang de voldsomste. De mest rørende billeder er dem med ufiltreret desperation i ukrainernes ansigter, når et barn på 18 måneder mister livet til krigen, efter læger panisk prøvede at redde hans liv. Billeder af en mor, der ikke kan være i sig selv, og læger der sidder på gulvet og græder. Det er de stemningsbilleder, der rammer hårdest.
Krigens første 20 dage
20 Days in Mariupol er inddelt i dage, hvor filmen starter med dag 1, dagen hvor invasionen bryder ud. Chernov og hans team vælger at køre til Mariupol, eftersom de forventer at det bliver en vigtig kampplads. Filmen slutter med dag 20, hvor journalistholdet får smuglet sine kameraer og harddiske ud af Mariupol og gennem mere end 100 km russisk besat territorie. Imellem disse to dage er filmen opdelt i 12 forskellige dage, som dokumentaristerne har udvalgt. Udover at give et overblik over tidslinjen, så sætter det også ødelæggelserne i perspektiv. Ødelæggelserne bliver sat i struktur, og det bliver muligt at se, hvordan det starter med at være ødelæggelse af militære platforme og udvikler sig til destruktion af civile bygninger… og af civile mennesker.
Allerede ved krigens tredje dag er en fjerdedel af Mariupols befolkning flygtet fra byen, og ved dag fire ser vi billeder af det første døde barn på hospitalet. Idet lægerne giver op på at redde ham, kigger den ene læge ind i kameraet og ytrer med bestemt stemme ”vis Putin hvad han gør.” Ved den syvende dag af krigen begynder elektriciteten og internettet at forsvinde i store dele af byen. De resterende journalister, der rapporterede fra Mariupol, flygter ud af byen, og de eneste tilbage er Chernov og hans team. Den destruerede by filmes, og hvad der for få dage siden var en intakt og industriel havneby, er nu en samling murbrokker, fyldt med destruerede bygninger og desperate mennesker. Chernov og hans team opholder sig på et hospital, som både virker til at være det sikreste sted at opholde sig, men også epicentret for den død, som krigen medbringer. Uden forbindelse til internettet begynder Chernov en lang kamp for at få sendt sine billeder ud til omverdenen. Ved dag 11 er den eneste mulige adgang til information fra omverdenen gennem radioen, men det eneste signal der modtages, er russisk propaganda. Ved dag 14 vælger Chernov og hans team at tage med nogle brave mænd til byens nyanlagte massegrave. Her få seeren mulighed for at gense en af de afdøde fra dag syv. Det er en utrolig voldsom scene, når Chernov forsøger, uden held, at indgå i dialog med en mand i færd med at bære lig til massegraven. Manden ignorerer Chernov, ikke på grund af en aversion mod ham, men simpelthen fordi manden ikke vil kunne være i sig selv, hvis han skulle forholde sig til det, som egentligt foregår.
Ved den 15. dag har mange af disse billeder nået udlandet, og nu begynder en nyt vigtigt slag, nemlig slaget om sandheden. På dette tidspunkt forsøger russerne af afskrive alle disse billeder som ukrainsk propaganda, produceret af den ukrainske regering og fyldt med skuespillere. Dag 16 lykkedes det de russiske kampvogne at nå til hospitalet, hvor soldaterne opholder sig iblandt de mange civile. Her indfanger Chernov med sit kamera bevis på at de russiske soldater målrettet angriber civile mål: kampvogne med russernes ikoniske Z skyder mod flere civile bygninger. Ikke nok med det, så begynder kuglerne også at regne ned over hospitalet, da en snigskytte har fået blik for hospitalets flygtninge. Billeder siger mere end tusind år – særligt når den sande historie om krigens slagmark skal fortælles. Dagen efter bliver Chernov og hans hold reddet fra hospitalet og ved den 20. dag trækker de endelig stikket, og flygter ud af Mariupol. Verden fik disse optagelser. Optagelser af destruktion og død i Mariupol. En af de sidste personer, Chernov taler med i Mariupol siger ”Thank you for telling the story of our city” – og det er præcis det, som han er lykkedes med i denne brutale dokumentarfilm.
Hvorfor skal det gentages?
Uanset hvor voldsomme disse billeder er, så har alle, der har fulgt med i krigen erfaret Ruslands invasion af Ukraine i diverse medier. Billederne af Mariupols fald blev vist i krigens tidlige dage. Så hvorfor, kunne nogle måske fristes til at spørge, behøver vi en dokumentar nu, når Mariupols fald skete for knap et år siden i krigens tidlige måneder? Andre Gidé skrev i 1892 ”Alt er blevet sagt før, men siden ingen lytter, bliver vi nødt til at begynde forfra igen og igen.” Det er årsagen til, at vi skal se disse billeder. Det er årsagen til at denne dokumentar burde vises og fortællingen gentages. Krigen er endnu ikke slut, og disse horrible handlinger foregår stadig, blot andre steder end i Mariupol, og uden nogen til at dokumentere dem. Vigtigheden af denne dokumentar ligger altså ikke i at kunne forarge seerne med de voldsomme billeder, men at holde verdens øjne åbne for de voldsomme handlinger der foregår i Ukraine lige nu. Vigtigheden ligger ikke i de enkelte viste billeder, men derimod i at få verden til at lytte, selvom det betyder at fortællingen om Ruslands invasion i Ukraine gang på gang skal gentages.
Dokumentaren er skabt for at vise omverdenen det, som foregår i Ukraine lige nu, med fokus på den destruktion invasionen medfører, men der er også et andet mål med denne dokumentar. Chernov sætter ord på det, jeg tror er dokumentarens fornemste opgave, nemlig at være et redskab i kampen mod misinformation. Det er en kamp om forståelse af krigen. Chernov udtrykker også i et interview med Deadline, at kampen mod misinformation er en vigtig del af krigen. Aischylos, en oldgræsk digter, skrev “I krig er sandhed det første offer”. Store dele af Ruslands krigsførelse handler lige præcis om at bekæmpe sandheden både i og udenfor Ukraine. Ukraine er afhængig af omverdenens støtte i kampen mod Rusland, og hvis Rusland kan så usikkerhed ift. Ukraines fortælling, så vil det potentielt få store konsekvenser for den livgivende støtte, som Europa og USA har bidraget med. Uden denne støtte vil Rusland have en noget lettere situation foran sig.
Den russiske regering har forsøgt at sprede misinformation om at hospitalet de bombede, ikke var fyldt med civile, men derimod højreekstremistiske oprørsgrupper. De har sågar forsøgt at bilde deres befolkning og omverden ind, at de ofre, man ser komme væltende, alle er skuespillere. De vil påstå, at alle Chernovs optagelser ingen sandhed har i sig, men blot er ukrainsk propaganda affødt af deres nazistiske regering. Der er vel ikke nogen, som kan tage disse anklager fra Rusland seriøst, tænker du måske. Men for russerne er det ikke nødvendigt at få alle overbevist om, at dette er sandheden, men hvis en tvivl kan sås, så kan der skabes mistro til Ukraines narrativ.
I dokumentaren ses f.eks. ukrainere, der er i tvivl om det er Ukraine selv, som bomber nogle af hospitalerne. Dette fremstiller Chernov som værende en konsekvens af den manglende information de havde adgang til i Mariupol, og den russiske propaganda, der dominerer radiobølgerne. Det kan i værste fald medføre en form for modvilje til Ukraine, eller i hvert fald en tvivl om hvordan man skal forstå krigen, som får omverden til at tøve om at bekende kulør eller vælge side.
Chernov udtrykker i et interview med Deadline, at disse billeder bliver set af mange mennesker, og fortolkningen af dem ikke er noget han kan styre, men med dokumentaren bliver alle disse enkeltstående klip, som mange mennesker har set i brudstykker, sat i en kontekst. I stedet for en samling af klip, bliver der skabt en samlet fortælling om Mariupols virkelighed. En fortælling er sværere at afskrive som propaganda eller skuespil. Dette er årsagen til, det ikke er nok at gentage de enkelte klip, men derimod skabe en samlet fortælling om Mariupol og derved om krigen. Det er sværere at afskrive en samlet fortælling end et enkelt klip.
Vold, ødelæggelse og kampen om fortællingen
Krigen raser stadig, men få medier rapporterer stadig jævnligt om den. Der er ikke længere chokværdi i at fortælle om russernes hærgen gennem Ukraine, men voldsomhederne foregår stadig, og for at der stadig kan komme støtte til Ukraine, bliver vi også nødt til at være bevidste om, at krigen stadig foregår. Vi må ikke lade den gå i glemmebogen ligesom Krim-halvøen gjorde efter Ruslands invasion i 2014. Dokumentaren er den nødvendige gentagelse, så folk lytter endnu en gang, og ikke blot søger det næste chok. Dokumentaren er et redskab til forståelse af krigen. Volden og ødelæggelsen er det, som vises. Det er i fokus i alle dokumentarens billeder, men det er ikke alt dokumentaren gør. Den skaber nemlig også en samlet fortælling om Mariupol og dens beboere. Om deres desperation, kamp for overlevelse og deres død. Som Chernov udtrykker det i dokumentaren: ”My brain wants me to forget all this but the camera won’t let it happen.”
At se 20 Days in Mariupol er en voldsom oplevelse. Hvor de enkelte klip forargede, dengang de blev sendt for lidt over et år siden, så trækker dokumentaren seeren helt ind i Mariupol. Det er ikke blot de voldsomme billeder man ser, men også den menneskelige desperation og opgivenhed. Seeren føler sig som en del af Mariupols befolkning, hvilket også medførte at mange biografgængere i den nørrebroske biograf Empire græd, og en mand forlod salen, fordi han ikke kunne rumme følelserne. Denne dokumentar bør ses, så vi ikke forglemmer de rædsler, som en ubarmhjertig krigsførelse kan medføre. Den vækker både medfølelse for sine ukrainske medmennesker, og kaster lys på Putins forfærdelige handlinger. Den bør ses så Ukraine ikke forsvinder ud af vores bevidsthed.
