Samtidighedens historie

Debat - Samfund & Historie - Bøger

Simone Sefland Pedersen & Mikkel Thorup (red.)
Samtidens idéhistorie
Baggrund, 2021

 

 

 

 

 

 

 

02.06.2021

Samtidsidéhistorie og samtidens idéhistorie – for mange vil det sandsynligvis være fremmede og lidt mystiske udtryk, selv hvis man har en fornemmelse af, hvad det vil sige på den ene side at lave idéhistorie og på den anden side at noget eksisterer i en samtid. Dette råder den nye antologi Samtidens idéhistorie til gengæld bod på ved både at give en udførlig introduktion til samtidsidéhistorie som faglig tilgang og dernæst i 15 korte kapitler at levere eksempel på eksempel i forhold til, hvad denne tilgang kan fortælle os om sådan noget som samtidsdiagnostik, tidsåndsfænomener og nutidens historie.

Ved første øjekast kan samtidsidéhistorie som begreb virke som en selvmodsigelse – for handler historie ikke om at undersøge fortidens hændelser, mens en samtid er alt det, der ikke er fortid endnu men sker nu og her? Men som antologiens to redaktører, Mikkel Thorup og Simone Sefland Pedersen, er hurtige til at påpege, er samtidsidéhistoriens ‘forskningsobjekt’ ikke så meget øjeblikket i dets mest reducerede form men samtidighed som dét, at noget har “et fælles mellemværende med samme tidslighed, selv hvis det ikke på anden måde er forbundet” (s. 15). Hvad enten det foregår inden for en kortere eller længere tidshorisont, handler det således om at fokusere på idéformationer, samtaler og diskussioner, der synes at dele en vis forbundethed i tid. Epokalisering eller periodisering er centrale værktøj i den forbindelse, da det at lokalisere en given epoke forstået som noget, der sætter en temporal skillelinje op, netop må bygge på en undersøgelse af, hvad f.eks. en række idéer kan siges at dele i tiden. Antologien må siges særligt at have fokus på nuet i dag, 2021, og hvad samtidsidéhistorie kan fortælle om ‘vores tid’, men som én af bidragyderne, Jonas Holst, gør opmærksom på, kan samtidsidéhistorie handle om forskellige samtider, hvoraf nogle ligger langt tilbage i historien. At undersøge den oldgræske filosof Platons idémæssige samtid er således også samtidsidéhistorie.

Fordi idéhistorie handler om sådan noget som tænkning, vidensproduktion og diskussion, bør man naturligvis have for øje, at samtidens tænkere som oftest ikke blot er ureflekterede om deres egen tid – snarere tværtimod viser det sig især i nutiden, at en samtid kan være ekstremt optaget af at forstå og definere sig selv. Som Thorup og Pedersen skriver, synes enhver samtid at være “ganske naturligt optaget af sig selv og vores i særdeleshed” (s. 10). Det betyder også, at samtidsidéhistorie ofte må gå i dialog med og kritisk undersøge andre former for samtidsdiagnostik, hvilket kan være alt fra kunstudstillinger til diskussioner på sociale medier, fra filosofisk og sociologisk samtidsanalyse til måske endda ‘konkurrerende’ samtidshistoriske kilder. I den forbindelse stiller Thorup og Pedersen i deres lange introduktion en række metodiske overvejelser op, som kan være særdeles brugbare for en praktiserende idéhistoriker – men for alle os, der er lidt mere interesserede i samtidsidéhistoriens resultater end metoder, kan man med fordel skimme let hen over disse sider og i stedet dykke ned i antologiens forskellige bidrag.

Fortiden læst ind i nutiden

Særligt i nogle af de første kapitler praktiserer bidragsyderne især, hvad der i introduktionen kaldes “fortiden læst i nutiden”, hvilket vil sige, at de tager fat på en udvikling i vores samtid og viser, hvordan denne har rødder tilbage i en fortid, som mange af os ikke er bekendte med. På denne måde minder denne slags samtidsidéhistorie om en geneaologisk tilgang, som handler om at afdække og måske endda afsløre de historiske betingelser for noget i tiden, som vi ellers har det med at anse som ubetinget og naturligt. Således analyserer Casper Andersen i allerførste bidrag UNESCO’s bogprojekt General History of Africa, som oprindeligt blev afsluttet i 1999 med et bogværk på otte bind men i 2013 begyndte på ny med et mål om tre nye bind. Denne analyse viser blandt andet, at projektet med de tre nye bind og dets fokus på en fortælling om det globale Afrika og afrikanske diaspora-erfaringer ikke kommer ud af det blå men hænger sammen med geopolitiske forandringer og et ideologisk skift inden for afrikansk politik til en mere “post-national diskurs” (s. 91). Christian Olaf Christiansen fremviser i sit bidrag, hvordan det udbredte begreb om at skabe en mere ‘inkluderende kapitalisme’ opstod i 1990’erne som et svar på en fremvoksende kritik af det globale markedssystem – og at begrebet derfor også kan siges at have sin egen historie fremmet af især managementteoretikere. Af bidrag med en lignende tilgang kan fremhæves Nicolai von Eggers, som påviser, hvordan nutidige idéer om folkets magt og direkte demokrati – eller ‘sandt demokrati’ (“democracia real”), som den spanske Indignados-bevægelse kalder det – trækker på historiske veksler, der både kan føres tilbage til den franske revolution og det athenske oldgræske demokrati. Endelig er der også Ludvig Goldschmidt Pedersens bidrag, som historiserer den danske debat omkring forholdet mellem embedsværk og Folketinget, embedsmænd og politikere, ved at se på de historiske rødder til dette forhold i form af særligt en afgørende reform af Finansministeriet i 1924.

En anden kategori af bidrag er de mere metodeorienterede kapitler i antologien, som i forlængelse af introduktionen sætter fokus på, hvad det egentlig vil sige at praktisere samtidsidéhistorie. Det gør blandt andet Jonas Holst ved at stille en række store spørgsmål, som enhver samtidsidéhistoriker kan siges at stå over for såsom, hvad der egentlig kan siges at definere en tid – eller med Holsts egne ord: “Hvilke hovedbegivenheder og tanker nagler os til vores tid forstået på den måde, at vi ikke kan løbe fra dem?” (s. 134). Holst skelner samtidig mellem forskellige slags samtider, hvoraf skellet mellem den nuværende og den forgangne samtid giver bedst mening – et skel mellem ‘vores’ samtid i nutiden og ‘deres’ samtid i fortiden. Holst forsøger derudover at introducere en idé om den “evigt aktuelle samtid”, som må siges at være en mere spekulativ forestilling om, at der er bestemte spørgsmål eller problematikker, der bliver ved med at virke lige fra de tidligste tider frem til i dag. Hvad en samtidsidéhistoriker skal bruge en sådan forestilling til, fremgår til gengæld ikke klart. Af andre bidrag inden for samme genre kan nævnes Astrid Nonbo Andersen og Rikke Peters, som i hver deres bidrag gør sig interessante refleksioner om historiebrug og erindringshistorie i samtiden; Arendse Wendel Måges åbne spørgsmål omkring det problem, at en samtidsidéhistorikers kilder ofte er levende aktører, der kan blande sig i historikerens arbejde og endelig Simone Sefland Pedersens fremhævelse af debatbøger som en væsentlig kilde til at forstå, hvad en samtid tænker om sig selv. Alt i alt kan man sige, at samtidsidéhistoriens kunst består i det at beskrive og teoretisere et forskningsobjekt i konstant bevægelse uden samtidig at fiksere dette i et endegyldigt billede.

Samtidige brudlinjer

Endelig er der en række bidrag, som ofte er lige så politisk orienterede som nogle af de tidligere nævnte, men som til gengæld har mere fokus på brud frem for kontinuitet og dermed, hvordan der faktisk kan siges at være sket udviklinger i nyere tid, der bryder op i de historiske linjer. Dette gør blandt andet Gro Hellesdatter Jakobsen i sin artikel om desegrerering, som hun kalder for en “fiks idé” i vores samtid i den forstand, at den er blevet så selvfølgeliggjort og udbredt, at det er svært at løsrive sig fra den igen (s. 171). I en dansk kontekst handler dette særligt om boligkvarterer, hvor det anses som et problem, at der bor mange borgere med minoritetsbaggrund, fordi man dermed ikke opnår den ‘etniske blanding’, som især politikere taler for. Det er selvfølgelig ikke sådan, at denne idé er helt ny, da den blandt andet trækker på en amerikansk diskussion om at hjælpe minoriteter i såkaldte ‘ghettoer’ – men alligevel er det i dansk sammenhæng en bemærkelsesværdig udvikling, at det på så kort tid er blevet en så selvfølgelig idé, der i hvert fald siden Lars Løkke Rasmussens nytårstale i 2018 om, at “der er slået huller i Danmarkskortet”, har haft en politisk gennemslagskraft, som er svær at undervurdere (s. 168).

Af andre bidrag bør også nævnes Kasper Jacek, som analyserer udbredelsen og appellen ved de moderne food markets med fokus på det fejlslagne WestMarket i København; Stefan Gaarsmand Jakobsen, som analyserer nye former for radikal klimaaktivisme som udtryk for en dommedagsagtig “temporær radikalitet” (s. 156); Oscar Rothstein, som fokuserer på den “teknovidenskabelige sportsrevolution” i den forstand, at teknologiens rolle synes at bryde op i vores syn på sport i samtiden (s. 242) og Louise Rognlien, som positivt fremhæver gruppen Kvinder i Dialog som en række niqab/burka-bærende kvinder, der som reaktion på maskeringsforbuddets indførelse i 2018 forsøger at indgå i en dansk demokratisk debat, selvom de har svære vilkår for at gøre det. Selvom alle disse bidrag ikke er blinde for historiske linjer og gentagelser, er det interessante ved deres fokus alligevel de brud, som de analyserer frem, og som er særligt vigtige for at få en fornemmelse af, hvad der egentlig kan siges at markere vores samtid som en særskilt tid. Dette gør Mikkel Thorup ligeledes i antologiens allersidste bidrag, som handler om lækager som “symptomer” ifølge Thorup på en udvikling i nyere tid væk fra et mere traditionelt fokus på parlamentarisme som centrum for det repræsentative demokrati (s. 283). Som Thorup nævner, kan lækager fra f.eks. Edward Snowden og Wikileaks forstås som en ‘rå’ og kaotisk form for demokratisk praksis – men ikke desto mindre synes de at fremvise nogle brudlinjer i nutidens demokrati, der ellers ikke er tydelige i demokratiets daglige trummerum.

Samtidens idéhistorie består således af rigtig mange bidrag, hvilket gør, at de respektive forfattere knapt nok får begyndt, før de er nødt til at afrunde deres artikel igen. Til gengæld er det lykkes redaktørerne at samle et hold af idéhistorikere fra nær og fjern, der med hver deres indgangsvinkel til sammen danner en inspirerende og tankevækkende mosaik af bud på, hvad samtidsidéhistorie kan være, og hvad det kan fortælle os om vores egen samtid. Hvis et sådant konstruktivt samarbejde i sig selv siger noget om vores samtid, kan dette kun være positivt.