De faktiske forhold i tekstilindustrien

Plakat Vores Tøj - Verdens Ressourcer - TekstilrevolutionenMarkus L.F. Hatting & Esben H. Licht
Vores tøj – verdens ressourcer. Tekstilindustriens kompleksitet og fremtid.
Multivers, 2020

 

 

 

 

 

 

 

 

29.07.2021

Markus Hatting og Esben Lichts Vores tøj – verdens ressourcer burde næsten være obligatorisk læsning for alle, der som det mindste køber nyt tøj engang imellem. Tekstilindustrien er kompleks, men Hatting og Licht formår at give et letforståeligt indblik i alle de problemer, som findes på dette område lige fra overforbrug til dårlige arbejdsforhold, fra farlig kemi til globale drivhusgasudledninger – samt hvad vi egentlig kan gøre ved disse problemer som både forbrugere, virksomheder og politiske beslutningstagere.

I ét af flere grafer i Markus Hatting og Esben Lichts bog kan man læse om vores tøjforbrugs aftryk på klimaet i form af såkaldte CO2-ækvivalenter. En gennemsnitsdansker forbruger lige nu ca. 13 kg tøj om året, hvilket kan være forholdsvist svær at forholde sig til i sig selv – er det et stort overforbrug? Men i denne graf kan man sort på hvidt læse, at dette svarer til CO2-ækvivalenterne udledt fra produktionen af 48 kg oksekød, 80 kg hård ost, 3.920 kopper kaffe og intet mindre end 12.605 bananer. For blot 13 kg tøj. Ifølge Hatting og Licht, som er passionerede på dette område og har arbejdet både med og inden i tekstilbranchen i flere år, er der tydeligvis et stort behov for forandring. Og dette gælder ikke kun den bæredygtige omstilling men lige så meget arbejdsforhold og gennemsigtighed i, hvordan denne industri egentlig fungerer. Derfor har de ud over udgivelsen af denne bog også startet en tænketank med det passende navn Tekstilrevolutionen, som arbejder for at fremme en mere bæredygtig tekstilproduktion. På moderne vis kan man finde en række QR-koder til tænketankens hjemmeside i løbet af bogens forskellige dele, og det må siges at være ret smart tænkt i forhold til, at man så kan finde opdaterede tal og fakta løbende derinde.

Vores tøj – verdens ressourcer kan naturligvis kun give et øjebliksbillede af en industri i konstant udvikling, men dette bør ikke forhindre os som borgere og samfund i at sætte kritisk fokus på, hvad der faktisk sker år for år. Selve bogen er delt op i fire dele, hvoraf de to første dele handler om ‘de faktiske forhold i tekstilindustrien’, mens de to sidste er mere orienteret mod, hvad vi så kan gøre. Dette giver en god balance mellem både at give læseren et detaljeret indblik og samtidig vække til eftertanke i forhold til, hvordan industrien kan ændres. I den forbindelse er der meget fokus i bogen på forbrugere og virksomheders ansvar – og knap så meget på behovet for politisk regulering. Men som Hatting og Licht selv peger på, har dette også noget at gøre med, at tekstilindustrien som en multinational branche er blevet enorm vanskelig at regulere politisk.

En 5 billioner kroner-industri

Som Hatting og Licht understreger i starten af bogen, er deres fokus på tekstilindustrien og ikke modeindustrien. Mens mode er nemt at diskutere og gå op i, er der nemlig i langt højere grad brug for at fortælle om, hvad der ligger bag enhver ny kollektion; nemlig med hvilke omkostninger tøj kan produceres så nemt og så billigt i dag. Problemet er blot, at tekstilindustriens problemer ofte er langt væk og svære at gennemskue for den enkelte forbruger. Det forsøger Hatting og Licht i særligt første del af bogen at råde bod på ved at give overblik over denne industri, hvis anslåede værdi er ca. 5 billioner kroner på et globalt plan. De to mest udbredte tekstilfibre er i dag polyester, der står for omkring halvdelen af den globale fiberproduktion, og bomuld, der står for en fjerdedel. For at disse fibre kan blive en del af vores tøj er der en lang proces fra bomulden plukkes på marker og polyester skabes af en blanding af råolie, syre og alkohol til, at vi kan købe t-shirts, trøjer eller andet, hvori disse stoffer indgår. Således kan bomuldens ‘rejse’ deles op i 13 led, mens processen med at lave polyester har 11 komplicerede trin – og på hvert af disse trin indgår der arbejdskraft, hvilket gør det så meget mere ufatteligt, hvordan tøj kan være så billigt, som det er i dag.

Samtidig bruges der også en del ressourcer med afledte effekter i disse processer, hvoraf drivhusgasudledninger, forskelligartede kemikalier og vandmængde kan siges at være de vigtigste. Hatting og Licht fokuserer mest af alt på vandforbruget, da det er et åbenlyst problem, at der bruges enorme mængder vand til at producere tekstil i en verden, hvor vandmangel bliver mere og mere udbredt. Således skal der gennemsnitligt bruges omkring 10.000 liter vand til at producere bare 1 kg bomuld, mens det på grund af både udvinding af råolie og den efterfølgende proces med at lave polyester anslås, at der skal bruges mellem 50.000 og 71.000 liter vand pr. kg polyester. Problemet med dette er ikke bare, at vandet tages fra steder, hvor det også skal bruges af folk til at overleve, men at så meget vandforbrug i en industri med så meget brug af kemikalier nødvendigvis medfører, at en del af vandet, der udledes til naturen bagefter, er mere eller mindre forurenet.

Hvor store problemer tekstilindustrien egentlig har, er øjenåbnende, men det må i forvejen siges at være en industri med et blakket ry. Som det påpeges i bogen, hænger meget af dette sammen med den internationale dynamik mellem multinationale virksomheder og nationalstater som Bangladesh, der er dybt afhængige af tekstilindustrien – således står denne industri f.eks. for 40 % af BNP i Bangladesh. Fordi langt de fleste af disse virksomheder ikke ejer deres tekstilfabrikker men blot outsourcer dem gennem leasing, kan de derfor hurtigt skifte leverandører fra land til land – hvilket ikke overraskende har skabt et internationalt ræs mod bunden igennem årtier. Det eneste, der lige nu modarbejder dette ræs, er os som vestlige forbrugere, der engang imellem bliver forargerede over sådan noget som arbejdsforhold. Men det er værd at bemærke, hvor begrænset en effekt forbrugerkrav kan have, hvis vi ikke har kritisk fokus på, hvad de multinationale virksomheder faktisk gør efterfølgende. F.eks. nævner Hatting og Licht, at de store brands ofte blot sørger for, at fabrikker, der leverer tøj til vestlige lande, får bedre arbejdsforhold, mens fabrikker, der producerer til mere lokalt forbrug, lades i stikken. Samtidig fokuserer Hatting og Licht en del i bogen på de utallige certificeringsprocesser, som findes i dag, og som dækker alt fra arbejdsforhold til brug af kemi og klimaaftryk. Selvom visse certificeringer på tøj bestemt gør en forskel, er det nemlig deres pointe, at særligt tøjbrandenes egne certificeringer stort set ikke er til at stole på – og selv der, hvor certificeringerne tildeles på baggrund af uafhængigt auditørarbejde, hvilket vil sige, at nogle andre end virksomhedernes egne medarbejdere tjekker tekstilfabrikkerne, er der ofte problemer med, at auditørerne har et incitament til at nedtone fejl og mangler, samtidig med at selve processen med disse kontroltjek holdes hemmeligt for offentligheden.

Ikke bare et teknologisk fix

Ovenstående peger på en anden væsentlig grund til at læse en bog som Vores tøj – verdens ressourcer; nemlig at den tilbagevendende diskussion og kritik af tekstilindustrien ikke altid rammer plet og især ikke, når den bygger på hurtige konklusioner om, hvad der er galt. Således peger Hatting og Licht på, at der ikke blot findes såkaldt greenwashing, hvor de store brands forsøger gennem f.eks. deres egne certificeringer at få det til at se ud som om, at de er mere grønne og bæredygtige, end de egentlig er – på bizar vis findes der nemlig på samme tid hos i hvert fald visse virksomheder det modsatte fænomen, greenhushing, hvor man ikke melder ud om nye grønne tiltag, fordi man er bange for, at det blot tiltrækker endnu mere kritisk opmærksomhed omkring, at man kunne gøre endnu mere. Hvad Hatting og Licht til gengæld ikke kommer så meget i dybden med i den forbindelse, er de ideologiske aspekter af den overforbrugskultur, som vi stadig ikke for alvor har gjort op med, og de fortsatte uklarheder omkring, hvor ansvaret for politisk handling egentlig ligger – er det forbrugerne selv, virksomhedsejerne eller de politiske magthavere?

Hatting og Licht er heldigvis nuancerede i deres tilgang til de teknologiske muligheder for at skabe en mere bæredygtig tekstilindustri gennem f.eks. udvikling af mere bæredygtige materialer og genanvendelsesprocesser – samtidig med at de gør opmærksomme på, at dette ikke bør aflede vores opmærksomhed fra politisk regulering og andre tiltag ud fra en idé om et teknologisk fix på vores problemer. Derudover kan teknologi i sig selv også være med til at skabe øget politisk opmærksomhed blandt især forbrugere. Som et godt eksempel på dette nævner Hatting og Licht udviklingen af såkaldte RFID-tags. RFID står for Radio-Frequency Identification, og hvis sådanne chips sættes på det tøj, som vi køber, vil de kunne fortælle os meget mere end, hvad en sølle lap papir gør det i dag på de fleste produkter – alt lige fra hvor materialerne præcist kommer fra, arbejdernes forhold og løn samt brug af kemikalier mm. Men som med al anden teknologi kræver det, at den bliver taget seriøst og brugt som et kritisk værktøj, hvis den skal skabe forandring.

Et andet aspekt, som Hatting og Licht heller ikke sætter så meget fokus på i bogen – muligvis fordi det ikke er så fast en del af vores politiske vokabular længere – er spørgsmålet om klassekamp og global kapitalisme. Med særligt fokus på Bangladesh gør de opmærksomme på, at arbejdere i tekstilindustrien såsom syersker i høj grad udgør et proletariat i den klassiske forstand; tvunget til at sælge deres arbejdskraft, fordi de ikke umiddelbart har andre muligheder for at tjene til dagen og vejen, udnyttes de i høj grad til at acceptere selv de værste arbejdsforhold, som det f.eks. blev tydeligt efter Rana Plaza-katastrofen i 2013, hvor et højhus med fem tekstilfabrikker i Dhaka kollapsede med over 1.100 døde arbejdere og over 2.500 sårede til følge. Bangladesh er samtidig et godt eksempel på den uhellige alliance mellem de multinationale virksomheder og nationalstater, som opretholder denne udnyttelse – da arbejdere f.eks. demonstrerede i 2016 på gader og stræder i Bangladesh mod deres arbejdsvilkår, erklærede landets regering undtagelsestilstand, anholdte 30 demonstranter, fik 50 protestledere til at flygte og sørgede for, at ca. 3500 arbejdere blev fyret øjeblikkeligt. Spørgsmålet, som nogle gange stilles, er så, om der egentlig findes et alternativ til alt dette, hvis arbejderne faktisk ikke har andre steder at gå hen? Men selv hvis det er rigtigt, må man naturligvis spørge sig selv, om det retfærdiggør, at man betaler tekstilarbejdere en løn, der knap nok er til at leve for, eller nægter dem adgang til at organisere sig i en faglig kamp for bedre vilkår. Er dette ikke lige præcis definitionen på kapitalistisk udnyttelse?

Alt i alt synes Hatting og Lichts bog at passe godt til den franske forfatter Romain Rollands berømte og næsten klichéagtige formel omkring, at vi bør følge både en intellektets pessimisme og en viljens optimisme – de gør klart fra start til slut, at tingene virkelig ser sorte ud, men samtidig kan man også mærke, at de ønsker at se muligheder og håb forude. De faktiske forhold i tekstilindustrien er slemme på en række områder, men der er ikke noget til hinder for, at vi kan ændre det, hvis den politiske vilje er til stede. Og som med andre samfundsmæssige spørgsmål i dag er det først og fremmest et spørgsmål om vilje – særligt når man som vestlig forbruger nærmest kun høster fordele, mens problemerne især rammer borgere på den anden side af kloden.