Alle steder hele tiden? – Historiske forskydninger i værdiskabelsens organisering

Artikel af Thomas Lodrup Hjort: Gennem en række historiske nedslag giver Thomas Lopdrup Hjort et overblik over, hvorledes begreberne værdi, arbejde og ledelse har indtaget forskellige konstellationer, forskydninger og transformationer igennem historien. Hjort følger udviklingen fra handelskapitalismens merkantalisme i det 16. århundrede, over den industrielle kapitalisme og frem til dagens kognitive kapitalisme, hvor værdi nu synes at blive skabt alle steder og hele tiden.

1.5.2009

Gennem en række historiske nedslag giver Thomas Lopdrup Hjort et overblik over, hvorledes begreberne værdi, arbejde og ledelse har indtaget forskellige konstellationer, forskydninger og transformationer igennem historien. Hjort følger udviklingen fra handelskapitalismens merkantalisme i det 16. århundrede, over den industrielle kapitalisme og frem til dagens kognitive kapitalisme, hvor værdi nu synes at blive skabt alle steder og hele tiden.

Det seneste årti har været karakteriseret ved en fornyet intellektuel opmærksomhed omkring begrebet kapitalisme.[1] Centralt har stået en bestræbelse på at bedrive samfunds-, økonomi- og samtidsanalyser på den store klinge hinsides postmodernismens spredte, lokale fortællinger.

Sideløbende og sammenflettet hermed har begrebet og forestillingen om værdi også fået en genkomst som økonomisk og socialt fænomen, som det er blevet afgørende at komme til klarhed omkring. På den ene side har – i en dansk sammenhæng – stået en politiskøkonomisk alliance, hvor politikere, erhvervsfolk og samfundsdebattører har diskuteret muligheder og afgørende betingelser for fremme af den nationale konkurrenceevne, så koncernen Danmark også fremadrettet kan begå sig i den globale konkurrence med andre stater.[2]

På den anden side har stået en række intellektuelle og kritisk orienterede bestræbelser på at fatte, hvad værdi overhovedet er for en størrelse, herunder ikke mindst hvori dens kilder består, og hvordan den genereres i den aktuelle, økonomiske cirkulation.[3]

På tværs af disse to ganske forskelligartede grupperinger har man imidlertid tendentielt været enige om to forhold: For det første at værdi i dag primært skabes gennem kreativ brug af menneskets viden og evner til individuelt og sammen med andre at skabe noget nyt. Det vil kort sagt sige innovation gennem bestandig overskridelse af det allerede etablerede. For det andet har man været enige om, at værdiskabelse ikke udelukkende er noget, der finder sted, endsige lader sig kontrollere, inden for velafgrænsede og organisatoriske rum. Hvad enten man taler om brugerdreven innovation, netværksorganisering eller de positive eksternaliteters betydning, indebærer det, at de værdiskabelsesaktiviteter, der knytter sig hertil, ikke lader sig kontrollere og styre monointentionelt, ligesom de heller ikke lader sig lokalisere til noget specifikt sted. Men her hører enigheden også op. Den førstnævnte gruppe prædiker over for individer, organisationer og nationer, med diverse OECD-analyser i (h)ånden, imperativet: ”Vær innovativ!” Den sidstnævnte gruppe har mere været interesseret i at kortlægge de teoretiske og praktiske problemer, der gør sig gældende. Forskellene til trods er det alligevel værd at overveje, hvor den ovenfor påpegede umiddelbare enighed har sin herkomst. Hvordan kan det være, at vi i dag henviser til den netværksorganiserede overskridelse af det allerede etablerede som kilde til værdiskabelse? Hvilke andre forestillinger er blevet forkastet i forbindelse hermed, og hvilke implikationer har dette? Med henblik på bedre at kunne forholde sig hertil er det værd at danne sig et grovkornet overblik over nogle af sammenhængene og forskydningerne mellem de  historisk skiftende konceptioner af værdi på den ene side og arbejdets historisk foranderlige ledelse og organisering på den anden side, således som disse kommer til udtryk i samspillet mellem økonomiens teori og praksis. Ambitionen er derfor dels at sammenholde en række væsentlige begivenheder i værdiskabelseskonceptionernes samt ledelses- og arbejdsorganiseringernes teori og praksis, dels at vise hvordan disse forskydninger sætter afgørende betingelser for den måde, hvorpå vi i dag søger at komme til klarhed omkring værdiskabelsens karakter og organisering. På baggrund af de historiske nedslag vil den aktuelle værdiskabelsesproblematik og dens samtidige kontekst kort blive taget op igen.

Udenrigshandel, ædelmetaller og statshusholdning

Perioden fra det 16. århundrede til midten af det 18. århundrede karakteriseres i den økonomiske tænknings historie under den lidt upræcise betegnelse merkantilisme.[4] Centralt står i denne forbindelse en række handelsmæssige doktriner og politiske bestræbelser, der retter sig mod styrkelsen af staten i dens konkurrence med andre stater. Denne konkurrence kommer til udtryk gennem udenrigshandlen, hvor det for den enkelte stat drejer sig om opretholdelsen af en positiv handelsbalance (dvs. større eksport end import), således at staten kan maksimere beholdningen af ædelmetaller, der opfattes som ”det værdifulde par excellence.”[5] Ikke på grund af disse metallers iboende værdi, men på grund af deres evne til at repræsentere rigdom, facilitere udveksling og dermed befordre cirkulation af varer. Med henblik på at sikre en positiv handelsbalance bliver det afgørende, at staten drager omsorg for og griber intervenerende ind i hele det sociale korpus.

Eftersom man endnu ikke opfatter økonomien som et selvstændigt virkelighedsniveau, der adskiller sig fra staten, gives der ikke et internt organiseringsprincip, der virker begrænsende på statens interventionspraksis. Uden en gennemgribende ledelse vil den sociale orden simpelthen bryde sammen.[6] Ledelsen af staten konciperes i forbindelse hermed som en økonomi i den gamle græske betydning heraf, hvor økonomi (græsk: oikos) forstås som en husholdning. For statsoverhovedet drejer det sig følgelig om at lede sin stat på samme måde, som den antikke husfader ledte sin husholdning, med alt hvad dertil hører af overvågning, gennemgribende intervention og kontrol.[7] Anliggendet bliver at tage hånd om og drage omsorg for statshusholdningens indbyggere og bestanddele, således at staten trives og udvikler sig på bedst mulig vis, og dermed rustes til at begå sig i konkurrencen med de øvrige stater. Det er ud fra denne praktisk anlagte statslige synsvinkel, at man begynder at sammenkøre, hvad der tidligere havde været adskilt; nemlig det politiske på den ene side og den praktiske kunst at administrere og lede en husholdning på den anden side. Grækernes adskillelse mellem polis og oikos suspenderes, og ud heraf fremkommer en politisk økonomi.

Den moderne økonomis tilblivelse

Fra den sidste halvdel af det 18. århundrede ser man imidlertid en række væsentlige forskydninger. For det første betragter man ikke længere værdi som knyttet til ædelmetaller, men primært som knyttet til arbejde. Hos de franske fysiokrater fremhæver man landbrugsarbejdet som kilde til værdi, selvom jordbesidderne også kan gøre krav på en belønning, fordi de ejer den jord, hvorpå afgrøderne vokser. Hos økonomen Adam Smith fremhæves arbejdsdelingen som den primære kilde til øget velstand. Den gør sig ikke blot gældende inden for manufakturerne i fremstillingen af materielle produkter, såsom ”the important business of making a pin,” som Smith indleder sit økonomiske hovedværk med, men slår generelt igennem i hele samfundets organisation, således at også åndens arbejde underlægges dette princip.[8] Selvom Smith fremhæver arbejdsdelingens betydning for arbejdets generelt stigende produktivitet og samtidig gør arbejdet til målestok for alle andre værdikomponenter, er det imidlertid ikke blot arbejderne, der kan gøre krav på en belønning.[9] Smith gør nemlig samtidig gældende, at også dem, der investerer kapital og jordbesidderne har et legitimt krav på en sådan, idet ”[w]ages, profit, and rent, are the three original sources (…) of all exchangeable value.”[10] På den ene side agiterer Smith derfor for en arbejdsværditeori, og på den anden side gør han gældende, at også kapita155 lister og jordejere, med den private ejendomsrets indførelse, har et legitimt krav på belønning. Denne problematik hjemsøger den politiske økonomi i tiden efter Smith og kulminerer efter økonomen David Ricardo. Dels i en komplet ligestilling af værdikilderne arbejde, jord og kapital, dels i Marx’ insisteren på, at kun arbejdet skaber værdi.[11]

For det andet begynder man at gøre sig nye forestillinger angående, hvad økonomi overhovedet er. Frem for at referere til en bestemt paternalistisk statsledelsesform, der søger at lede i detaljen, begynder økonomi nu at henvise til et særskilt område af virkeligheden, der rummer sin egen logik, sin egen naturlighed, som man må respektere, når man leder.[12] Hos fysiokraterne såvel som hos Adam Smith gør man opmærksom på, at man ikke efter forgodtbefindende bør gribe ind i økonomiens processer, idet sådanne indgreb afstedkommer en lang række uhensigtsmæssige konsekvenser, der virker begrænsende på skabelsen af velstand. Modsat merkantilismens ’ordre artificiel’ fremhæver fysiokraterne nu, at der gives en ’ordre natural’, mens Adam Smith radikaliserer denne tese og hævder, at der ud af uorden skabes en orden, som ingen har intenderet. For så vidt den enkelte gives frihed til at forfølge sin egeninteresse, ledes han, som af en usynlig hånd til samtidig at varetage samfundets interesse.[13] Af samme grund bør staten lede mindre for at lede bedre, hvilket i praksis betyder, at markedet i vid udstrækning bør overlades til sin egen dynamik. Gennem den politiske økonomi dannes herved en ny form for refleksion over, hvad økonomi er, ligesom der samtidig udstikkes rammer for, hvordan man bør lede og, ikke mindst, afstå fra at lede, for så vidt man ønsker at maksimere nationens velstand.

Som en udløber heraf kommer markedet til at fremstå som en dunkel og uigennemskuelig proces, som ingen kan danne sig et fuldstændigt overblik over. Foucault beskriver derfor også den politiske økonomi som ”en disciplin uden Gud.”[14] Adam Smiths usynlige håndargument betyder nemlig, at muligheden for en totalitetsanskuelse forsvinder.
Men selvom reguleringen af økonomien og muligheden for at styre og kontrollere værdiskabelsen i vid udstrækning afhændes den direkte statslige intervention, betyder det ikke, at enhver form for regulering opgives. I praksis overgår reguleringen nemlig til de lokale virksomhedsejere. De får nu mulighed for at oprette en egen despotisk ’ministat’, fordi den samtidig hermed erhvervede dispositionsret over arbejderne og deres tid indebærer en statsligt sanktioneret ordensskabende bemyndigelse, der tillader den politiske ledelse at trække sig tilbage, men samtidig sørger for, at dens resultater bliver bibeholdt – imidlertid nu på et andet niveau og i en armslængdes afstands indirekte ledelse.[15]

Management og industriel organisering

Frem for at suspendere den paternalistiske og gennemgribende interventionsmodel, der udmærker merkantilismens statsorganiseringspraksis, er der derfor snarere tale om, at den gradvist indskrives i en ny sammenhæng. Ikke mindst i forbindelse med fremvæksten af stadig større manufakturer og storindustrielle foretagender i løbet af det 19. århundrede ser man denne ledelsesmodel blive udlagt og videreudviklet til en række nye formål, der spiller afgørende ind på den måde, hvorpå værdiskabelsen organiseres. I særdeleshed i forbindelse med konstruktionen, organiseringen og driften af de amerikanske jernbaner træder denne ledelsesmodel frem på eksemplarisk vis. Det gør den, fordi disse jernbaner ikke blot udgør mulighedsbetingelsen for, at de øvrige storindustrielle foretagender kan opnå stordriftsfordele, men også fordi man i forbindelse med opbygningen af disse jernbaner ser perfektioneringen af managerens synlige hånd som det ledelsesinstrument, der efterfølgende eksporteres til alle de øvrige storindustrielle foretagender.[16]

På baggrund heraf bliver det managerstyrede hierarki den paradigmatiske ledelsesteknologi for den industrielle kapitalismes organisering. Og med denne ledelsesteknologi følger en accentueret disciplinær organiseringspraksis, der dels søger at lede i detaljen, dels standardiserer og homogeniserer arbejdsprocesserne på baggrund af en ingeniørfaglig ekspertise, der i vid udstrækning er den vidensform, som de nye managers tager i brug i deres bestræbelser på at realisere foretagendernes stordriftsfordele. Man søger i kraft heraf at skabe en omfattende viden om den produktion, der udspiller sin inden for rammerne af det storindustrielle foretagende, ligesom man også søger at foretage en gennemgribende intervention og regulering, der foreskriver procedurer og påbud for selv de mindste dele af arbejdets organisering, således at man vedvarende kan producere mere stadig hurtigere. Konsolideringen af denne organisations- og ledelsesform finder sit mest kendte og eksemplariske teoretiske udtryk i 1911, da Frederick W. Taylor udgiver The Principles of Scientific Management, hvori han systematiserer og generaliserer en lang række af de ledelsesprincipper, der gennem de forudgående 75 år gradvist havde vundet indpas i de storindustrielle foretagenders organiseringspraksisser.[17]

I sammenhæng med den ingeniørfaglige specialisering og videnskabeliggørelse af ledelsespraksisserne ser man imidlertid også en række nye begrebsliggørelser af økonomien i 1870’erne. Dels fremhæver man manageren som en, der på særegen vis bidrager til værdiskabelsen og i kraft heraf er berettiget til en distinkt form for løn, dels søger man at afpolitisere og videnskabeliggøre økonomien gennem de selvsamme matematiske vidensformer, der lå til grund for den ingeniørfaglighed, som flere af de nye jernbanemanagers var blevet skolet i.18 Med denne forskydning suspenderer man endvidere endegyldigt referencen til staten, idet udgangspunktet for de økonomiteoretiske analyser nu bliver nyttemaksimerende forbrugere og profitmaksimerende virksomheder. Det betyder samtidig, at man begynder at droppe benævnelsen politisk økonomi for slet og ret at tale om økonomi. På baggrund af disse praktiske og teoretiske formaliseringsbestræbelser bliver det muligt at akkumulere mennesker i et hidtil uset omfang. Gennem de storindustrielle foretagenders managerstyrede hierarkier aggregerer og styrer man op mod flere hundrede tusinde arbejdere, mens man gennem den reformulerede, matematiserede teoretiske økonomi bl.a. repræsenterer et potentielt uendeligt antal individuelle forbrugere i aggregerede efterspørgselskurver.

Men disse måder, hvorpå man aggregerer mennesker, er imidlertid blot den ene side af den industrielle kapitalismes særegne organisering. Sideløbende hermed har man nemlig også brug for måder, hvorpå man kan akkumulere kapital i et langt videre omfang, end hvad der tidligere havde været tilfældet, idet ikke mindst jernbanekonstruktionen kræver kapital i et omfang, der rækker langt videre, end hvad nogle få handelsmænd kan mobilisere. Her byder aktieselskabsformen sig følgelig til. Den var imidlertid efter uafhængighedserklæringen underlagt en lang række begrænsninger, og man blev udelukkende bemyndiget til at organisere sig som et aktieselskab, hvis man kunne påvise, at man (a) varetog opgaver, hvor der ikke var et marked, og (b) varetog opgaver, der var i offentlighedens tjeneste.[19] I den sidste halvdel af det 19. århundrede falder disse begrænsninger imidlertid bort.

Værdiskabelsens spatiale reorganisering: overskridelse af det lukkede rum

Disse forskydninger manifesterer sig i en voldsom magtkoncentration, der kulminerer i slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede i en række fusioner og sammenlægninger, der gør de allerede store selskaber enorme. Som modreaktion herpå begynder man at se en række forskellige anfægtelser af de storindustrielle foretagenders organiseringspraksisser. I offentligheden begynder man at opfatte dem som upersonlige, amoralske og sjælløse monstre, der truer samfundets ve og vel.[20] Og selvom Frederick W. Taylor i egen selvforståelse så sine ledelsesprincipper som noget, der skulle bidrage til at overvinde interessespændet mellem virksomhedsejere og arbejdere, så må selv tilhængere af Taylors system sande, at denne ledelsesform snarere bidrager til at intensivere den klassekonflikt, som det var meningen, den skulle reducere.[21] På baggrund heraf ser man fremkomsten og spredningen af en række nye ledelsesprincipper, der begynder at gøre sig gældende ved siden af managementhierarkiets effektivitetsorienterede organisering. Disse nye ledelsesprincipper søger i vid udstrækning at styre  den måde, hvorpå selskaberne og arbejdet opfattes. Udadtil begynder man at bearbejde den negative offentlige perception af selskaberne gennem brug af PR og marketing. Som et modsvar på anklagen om selskabernes mangel på en sjæl bestræber man sig i særdeleshed på at konstruere en sådan. [22] Indadtil begynder man at humanisere arbejdet under inspiration fra en række nye ledelsesteorier, der i vid udstrækning interesserer sig for arbejdernes ve og vel og generelle trivsel, idet man indser, at sådanne forhold spiller afgørende ind på produktiviteten. I forlængelse heraf begynder man – ikke mindst på baggrund af Maslows og McGregors teoretiseren – at agitere for mindre autoritære ledelsesformer, der konfliktneutraliserende søger at sammenflette organisationens mål med medarbejdernes behov og ønsker. [23] Hvor selskaberne tidligere havde kunnet koncentrere sig om at optimere den interne produktion og realisere stordriftsfordele, der begynder udfordringen nu i stigende udstrækning at bestå i skabelse af mening og ledelse af hjernens bevægelser.[24] Som en konsekvens heraf bliver det imidlertid langt mere uklart, hvor værdiskabelsen finder sted. Hvor managementhierarkiet organiserede en mængde arbejdere inden for et afgrænset fysisk rum, der kunne underkastes en omfattende disciplinering, der må man nu søge at gøre sig gældende og agere i en langt mere åben sammenhæng, der ikke adlyder ordrer. Man må appellere til og søge at mobilisere, forhåbninger, drømme og sociale værdier – såvel i relation til en bredere offentlighed som i relation til arbejderne. Som følge heraf bliver økonomiens grænser stadig mere diffuse, ligesom betingelserne for skabelse af værdi også bliver det. De væves stadig mere ind i og sammen med den sociale dannelse af subjektivitet.

Værdiskabelsens tidslige reorganisering: overskridelsen af det allerede givne

Samtidig med værdiskabelsens rumlige reorganisering begynder man også at anfægte den økonomikonception, der efter 1870’ernes intensiverede matematiske formaliseringsbestræbelser havde transformeret økonomien til et relativt statisk system. I bestræbelserne på at videnskabeliggøre og modellere økonomien i fysikkens billede havde man nemlig samtidig uddrevet tiden og den historiske refleksion, der havde været at finde hos tidligere økonomiske tænkere som Adam Smith og Karl Marx.[25]

Ligesom de storindustrielle foretagender havde bestræbt sig på at standardisere og homogenisere arbejdet gennem disciplinering og uddrivelse af det ikke-forudsete, ligeså havde den økonomiske tænkning bestræbt sig på at uddrive tiden og den uforudseelighed, der knyttede sig hertil. Og hvor denne uddrivelse for de storindustrielle foretagender var mulighedsbetingelsen for at opnå stordriftsfordele, der var den i den økonomiske tænkning mulighedsbetingelsen for at matematisere økonomien og, så at sige, regne den ud.

Denne uddrivelse af forandringsproblematikken bliver imidlertid udfordret af Joseph Schumpeter, der i starten af det 20. århundrede søger at gentænke den økonomiske teoris grundlag ved at supplere den statiske økonomikonception med en ny økonomikonception, hvor innovation bliver det nye nøglebegreb. Hidtil havde man opfattet forandringer som noget udefrakommende, der påvirkede økonomien uden at være en del af denne. Schumpeter er imidlertid af den opfattelse, at det er et forkert udgangspunkt for den økonomiske tænkning. I forordet til den japanske oversættelse af hovedværket, The Theory of Economic Development, skriver han følgende herom: ”I felt very strongly that this was wrong, and that there was a source of energy within the economic system which would of itself disrupt any equilibrium that might be attained. If this is so, then there must be a purely economic theory of economic change which does not merely rely on external factors propelling the economic system from one equilibrium to another. It is such a theory I have tried to build.”[26] På baggrund af de tidligere teoretiske diskussioner om kilderne til værdi, kan Schumpeter derfor nu tilføje et fjerde element, entreprenøren. Han anfægter imidlertid ikke, at arbejde, jord og kapital er kilder til værdi. De indskrives imidlertid i en ny temporal sammenhæng, der essentielt set drives frem af entreprenørens stadige iværksættelse af det, Schumpeter i et senere værk kalder ”kreativ destruktion”, og som han fremhæver som kapitalismens særegne væremåde.[27] Og med denne reorganisering af værdiskabelsens tidslighed handler det følgelig ikke længere blot om at optimere og effektivisere, men om vedvarende at overskride det allerede givne i stadig nye retninger.

Værdiskabelse alle steder hele tiden?

På baggrund af ovenstående kondenserede udredninger fremstår to komplekse forskydninger, der stadig synes at sætte betingelser for den måde, hvorpå vi i dag forholder os til og søger at konceptualisere værdi og værdiskabelse. For det første er det blevet vanskeligt at pege på, hvor værdiskabelsen finder sted, idet den gradvist er begyndt at indbefatte og trække på en lang række i udgangspunktet ikkeøkonomiske størrelser, herunder ikke mindst den sociale dannelse af subjektivitet. Med fremkomsten af post-fordismen og den opprioriterede brug af viden i produktionen inden for de seneste tredive år, synes denne tendens blot at være blevet yderligere forstærket. For det andet er værdiskabelsen også blevet indskrevet i tiden, således at man i vid udstrækning ikke blot kan gentage og optimere det allerede givne, men er henvist til bestandig at overskride det på stadig nye måder. Det er bl.a. i relation til denne forskydning at udvikling og kreativitet i dag synes at være blevet uomgængelige forpligtelser, som vi alle løbende må leve op til.[28]

I sammenhæng hermed er det imidlertid også værd at bemærke, at disse forskydninger synes at kunne sættes i forbindelse med både højreorienterede markedsapologeter og venstreorienterede kapitalisme-kritikere. Man kan nemlig på den ene side fint sammenstille dem med de amerikanske neoliberale økonomer, såsom fx Gary Becker og Theodor W. Schultz, når de dels generaliserer og udbreder økonomiske analyser til beskrivelse af hele det sociale felt, dels redefinerer mennesket som en lille entreprenør, der bestandig må søge at tage hånd om og udvikle den humankapital, som hans/hendes liv og levned udgør.[29] Men man kan på den anden side også se disse fundamentale forskydninger blive tematiseret i en anden sammenhæng i forbindelse med fx Lazzaratos beskrivelser af ”samarbejdet mellem hjerner” samt Hardt & Negris beskrivelser af ”mængden”, der begge fremhæver, at værdiskabelse finder sted i en åben netværksagtig socialitet, der løbende overskrider sig selv på stadig nye og kreative måder.[30] Det betyder ikke, at disse forskelligartede tematiseringer umiddelbart lader sig reducere til hinanden, ligesom det heller ikke betyder, at en lang række af de grundlæggende uenigheder, der udmærker dem, ikke forbliver konfliktuelle. Det betyder imidlertid, at en række fundamentale forskydninger i værdiskabelsens teori og praksis vedvarende synes at gøre sig gældende og aktualiseres på forskellig vis i en række samtidige diskussioner. Alle forskelle til trods synes generaliseringen af økonomien og udbredelsen af værdiskabelseskonteksten samt forpligtelsen på vedvarende at overskride det allerede etablerede at udgøre en væsentlig referenceramme for samtidens diskussioner. Og på baggrund heraf synes det ganske interessante spørgsmål at melde sig: Er værdiskabelse noget, der tendentielt foregår alle steder hele tiden? Eller gives der stadig et udenfor? Det sidste ord herom er næppe sagt endnu.

NOTER

[1] Ikke mindst Boltanski & Chiapellos (Boltanski, Luc & Eve Chiapello (2005), The New Spirit of Capitalism. London: Verso.) analyse af ”kapitalismens nye ånd”,
Hardt & Negris (2003), Imperiet, København, Informations Forlag, samt Isys-Matisse-gruppens analyser af den ”kognitive kapitalisme” (se fx Moulier-Boutang,
Yann (2001), “Marx in Kalifornien: Der dritte Kapitalismus und die alte politische Öekonomie” i Politik und Zeitgeschichte (B 52-53).) har markeret startskuddet
for en genoptagelse af kapitalismebegrebet i en række forskellige henseender.

[2] Se fx Innovationsrådet (2006), Innovationens dagsorden – inspiration til innovationsrådets årsmøde 2006. http://www.innovationsraadet.dk

[3] Lazzarato, Maurizio (2004), “From Capital-Labor to Capital-Life”, i Ephemera (volume number 3) http://www.ephemeraweb.org/home.htm,
Hardt & Negri (2003), Virno, Paolo (2004): A Grammar of the Multitude: For an analysis of contemporary forms of life. Los Angeles, CA: Semiotext(e),
Moulier-Boutang (2001)

[4] Betegnelsen merkantilisme (eller det merkantile system) dækker over en række forskelligartede tænkere, handelsmænd og administratorer, og vinder først for alvor
udbredelse med Adam Smiths (Smith, Adam (1999), The Wealth of Nations. London: Penguin Books, bog IV) kritik heraf, som den modpart han spiller sine egne
synspunkter op imod (Niehans, Jürg (1989): A History of Economic Theory: Classic Contributions, 1720-1980. Baltimore: Johns Hopkins University Press, s. 19)

[5] Foucault, Michel (2006), Ordene og tingene – en arkæologi om humanvidenskaberne. Frederiksberg: Det Lille Forlag. s. 175

[6] Tribe, Keith (1995), Strategies of Economic Order: German economic discourse 1750-1950. Cambridge: Cambridge University Press, s. 24.

[7] Foucault, Michel (2008a): Sikkerhed, territorium, befolkning. Forelæsninger på Collège de France 1977-1978. København: Hans Reitzels Forlag. s.103.

[8] Smith, Adam (1999), The Wealth of Nations, London, Penguin Books, Bog I, s. 110 og bog I s. 115.

[9] Smith (1999), bog I, s. 153.

[10] Smith (1999), Bog I, s. 155.

[11] Marx, Karl (1970): Kapitalen. København: Rhodos.

[12] Foucault, Michel (2008b): The Birth of Biopolitics. Lectures at the Collège de France 1978-1979. New York: Palgrave Macmillan. s.16

[13] Smith (1999), bog IV, s. 32. Selvom Smiths begreb om en usynlig hånd kun optræder én gang i det økonomiske hovedværk fra 1776, så har betegnelsen alligevel
vundet stor udbredelse inden for den senere økonomiske tænkning. Og selvom Smith allerede forinden havde brugt betegnelsen i en tidlig afhandling om astronomiens
historie samt i sit moralfilosofiske hovedværk fra 1759, The Theory of Moral Sentiments, er det imidlertid værd at påpege, at forestillingen om en sådan
mekanisme allerede forekommer hos Montesquieu om end med et noget andet indhold: ”the idea of an “Invisible Hand” (…) was formulated in connection with the
search for glory, rather than with the desire for money, by Montesquieu. The pursuit of honor in a monarchy, so he says, “brings life to all parts of the body politic”;
as a result, “it turns out that everyone contributes to the general welfare while thinking that he works for his own interests.”” (Hirschman, Albert O. (1997): The Passions
and the Interests: Political Arguments for Capitalism before its Triumph. Princeton, New Jersey: Princeton University Press, s.10)

[14] Foucault(2008b) s. 282.

[15] Gordon (1991) “Governmental Rationality: an introduction”, i Graham Burchell, Colin Gordon & Peter Miller (red.): The Foucault Effect: Studies in Governmentality.
Chicago: The University of Chicago Press. s. 26-27.

[16] Stordriftsfordele (economies of scale) er ensbetydende med lavere stykprisomkostninger pr. ekstra produceret enhed. Jo flere produkter man producerer, desto lavere bliver omkostningen ved hver ekstra enhed, hvorfor det kan betale sig at samle produktionen i store enheder. Jernbanerne var afgørende for de øvrige
storindustrielle foretagenders realisering af stordriftsfordele, fordi de bl.a. muliggjorde planlægning og koordination på en måde, som det ikke tidligere havde været
muligt. Før jernbanernes etablering var man i vid udstrækning afhængig af flodtransport, hvorfor klimatiske forhold (såsom fx kraftig vind og/eller tilfrossede floder)
afstedkom uforudsete begivenheder, der spillede ind på og begrænsede langsigtet planlægning og koordination.

Se også Chandler, Alfred D. (1999): The Visible Hand: The Managerial Revolution in American Business. Cambridge, Massachusetts: The Belknap Press, s. 79-80.

[17] Taylor, Frederick Winslow (1967): The Principles of Scientific Management. New York: W.W. Norton & Company.

[18] Denne skoling fandt bl.a. sted på militærakademiet West Point, der fra omkring 1830’erne reformulerede sin mission, således at det overordnede mål i stigende
udstrækning blev at uddanne ingeniører, der kunne bidrage til opbygningen af økonomien (Angevine, Robert (2004), The Railroad and the State: War, Politics, and
Technology in Nineteenth-Century America. California: Stanford University Press, s. 39)
Selvom Alfred Chandler (Chandler, Alfred D. (1996): Scale and Scope: The Dynamics of Industrial Capitalism. Cambridge, Massachusetts: The Belknap Press, s. 54)
hævder, at moderne management blev opfundet i forbindelse med organiseringen af de amerikanske jernbaner i 1850’erne, kan man pege på en række væsentlige forbindelser
til den amerikanske stat, herunder ikke mindst det amerikanske militær, der dannede afgørende betingelser for den måde, hvorpå denne angivelige nyskabelse
fandt sted. Se endvidere O’Connells (O’Connel Jr., Charles F. (1985): ”The Corps of Engineers and the Rise of Modern Management, 1827-1856”, i Merritt Roe Smith
(red.): Military Enterprise and Technological Change: Perspectives on the American Experience. Cambridge, Massachusetts: MIT Press) analyse af, hvordan tre af de
første amerikanske jernbaner gjorde brug af militært personel, militære formularer og organiseringsprincipper i opbygningen og driften af deres virksomheder.

[19] Roy, William G. (1997): Socializing Capital: The Rise of the Large Industrial Corporation in America. Princeton, N.J.: Princeton University Press, s. 41

[20] Bakan, Joel (2004), The Corporation, New York: Free Press, s. 17.

[21] Waring, Stephen P. (1991), Taylorism Transformed: Scientific Management theory since 1945. Chapel Hill and London: The University of Carolina Press, s. 13.

[22] Marchand, Roland (1998), Creating the Corporate Soul: The Rise of Public Relations and Corporate Imagery in American Big Business. Berkeley: University of
California Press.

[23] Maslow, Abraham (1943), “A Theory of Human Motivation”, i Psychological Review, 1943, Vol. 50 #4, s. 370-396
McGregor, Douglas (1966), “The Human side of Enterprise”, i E.H. Schein & W.G. Bennis (red.), Leadership and Motivation, Essays of Douglas McGregor. Cambridge,
Massachusetts: MIT Press.
Hvor man tidligere – groft sagt – havde opfattet den gennemsnitlige arbejder som ”a lazy slob who (…) [was] only redeemed by greed” og i forlængelse heraf havde
konciperet managerens opgave som den detaljerede nedbrydning af arbejdsopgaverne ”into their component parts, so that even the dumbest persons (…) [could]
master them”, der begynder man nu at opfatte arbejderen som ”a model human being, intelligent, creative and selfmotivating” – som én der har behov for at udvikle
sig i og blive stimuleret af sit arbejde. (Micklethwait, John & Adrian Wooldridge (1996): The Witch Doctors: Making Sense of the Management Gurus. London:
Heinemann. (1943) (1966) s. 16.)

[24] Lazzarato (2004) og Lazzarato, Maurizio (2006): “Life and the Living in the Societies of Control”, i Bent Meier Sørensen & Martin Fuglsang (red.): Deleuze and
the Social. Edinburgh: Edinburgh University Press.

[25] Marshall, Alfred (1920): Principles of Economics. London: Macmillan and Co., Ltd.

[26] Schumpeter, Joseph A. (1991a): “Preface to the Japanese Edition of ”Theorie Der Wirtschaftlichen Entwicklung””, i Essays on Entrepreneurs, Innovations, Business
Cycles, and the Evolution of Capitalism. New Jersey: Transaction Publishers, s. 166

[27] Schumpeter, Joseph A.(2000), Capitalism, Socialism, and Democracy. London: Routledge og Schumpeter, Joseph A. (1991b), “Economic Theory and Entrepreneurial
History”, i Essays on Entrepreneurs, Innovations, Business Cycles, and the Evolution of Capitalism. New Jersey: Transaction Publishers.
Schumpeter (2000 og 1991b) redefinerer endvidere entreprenørfunktionen, således at denne ikke nødvendigvis er bundet op på en person, men også kan varetages af
fx en organisation eller en gruppe af organisationer.
Schumpeter, Joseph: (1991b): “Economic Theory and Entrepreneurial History”, i Essays on Entrepreneurs, Innovations, Business Cycles, and the Evolution of
Capitalism. New Jersey: Transaction Publishers.

[28] Kristensen, Jens Erik (2006): “kreativitetens tidsalder? – En idehistorisk og samtidsdiagnostisk indkredsning”, i Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 2006 (nr. 1).

[29] Foucault (2008b) s. 219.

[30]Hardt & Negri (2003) og Lazzarato (2004)

Se iøvrigt: Lazzarato, Maurizio (1996): “Immaterial Labor”, i Paolo Virno & Michael Hardt (red.): Radical Thought in Italy. Minneapolis, Minnesota: University of
Minnesota Press.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *